Ombyggede Kirker og Kirkeudvidelser

110

Kun to K irkeklokker h a r væ ret anm eldte til O m støbning, og heldigvis hegge uden Betydning (H aderup 1697, Sinding 1811).

Skønt der saaledes m aa siges at være udført meget Ar­

bejde i F o rh old til K irkeinventarbevillingens Midler, m aa det dog stadigt gentages, at det vedblivende k u n er m uligt at efter­

kom m e et M indretal af alle de m ange A nm odninger om pek u ­ niæ r Understøttelse, som aarligt strøm m er ind, og det kan ikke nægtes, at Museet stundom (trods K ultusm inisteriets Cir­

kulæ re 12/ i² 1895) slet ikke faar M eddelelser selv om store Re­

staureringsarbejder. Der kunde fremføres liere triste E ksem pler herp aa, m en det m aa være tilstræ kkeligt at næ vne det sørge­

ligste. P ræ dikestolen i Bogense Kirke, der er blevet fuldstæ n­

digt renset for sine gam le F arv er, endogsaa saa grundigt, at et Fag, der v ar vendt ind m od Væggen og saaledes havde und- gaaet senere O verm alinger, er hlevet afætset lige saa grundigt som de synlige Dele. At m an h a r h an d let i god Tro, i det m indste fra de kirkelige M yndigheders Side, derom k a n der i det næ vnte Tilfælde ikke være Tvivl. Men det er unægteligt trist, at noget saad an t kan finde Sted, og at M useets Arbejder og Rettigheder er saa lidet kendte og agtede, og det vil derfor sikkert forstaas, at N ationalm useet m ed Længsel im ødeser en ny og bedre Synslov.

OMBYGGEDE KIRKER OG KIRKEUDVIDELSER.

Af M. Mackeprang.

»Architekteni in d eh o ld er for 23. Febr. d ette A ar ned en staaen d e A rtikel, som vi m ed F orfatterens, M useum sdirektør, Dr. M ackeprangs T illadelse af­

try k k e r her.

Det er velkendt, at det langt overvejende F lertal af vore K irker og da navnlig vore L an d sb y k irk er gaar tilbage til M iddel­

alderen. I hv o r høj Grad dette er Tilfældet, er dog aldrig ble­

ven optalt og der skal derfor i det følgende gøres et Forsøg herp aa.

Alt i alt findes der i D anm ark 1608 Landsogne med selv­

stændige K irker, hvis Oprettelse ligger forud for R eform ationen1), og af disse h a r ikke færre end 1527 m iddelalderlige Kirker, h v o raf atter de godt 90 pCt. er rom anske. Nu skal det straks siges, at det ovenfor nævnte Sognetal ikke fuldtud dæ kker det m iddelalderlige. Sam men med skriftlige Kilder, i første Række K irkelisten i R ibekapitels Brevbog, den saakaldte »Ribe Olde­

moder«, fra Tiden 1300— 1350 og Tiendelisten i Roskildebispens Jordebog fra 1370, vidner navnlig i Jy llan d flere K irketom ter om, at en Del K irker allerede er bleven nedrevne i Middelalde­

ren. Og selv om det i Reform ationstiden og de næ rm est føl­

gende M enneskealdre i første Række gik ud over de sikkert ogsaa for talrige K øbstadkirker, forsvandt dog ikke ganske faa L and k irker, dels ved den alm indelige O rdning af Sogneforhol­

dene ved de saakaldte »Klemmebreve« i 1555, dels efter spe­

cielle kgl. Bevillinger. F o r Jy llan d s Vedkom m ende er deres Antal endog større end K øbstadkirkerne (48 mod 43)2), m edens T allet paa Øerne h a r været meget ringe. Der er dog i det føl­

gende ikke taget H ensyn til al denne Ødelæggelsens Veder­

styggelighed, lige saa lidt som til de i senere Tid helt nedlagte K irker, l’aa i T al, m en ofte saare værdifulde, som f. Eks. de to G raabrødrelcirker i Odense og Svendborg. Det er alene de nu staaende, der her lages op til Behandling. Og holder vi os til dem, m aa det siges, at vor K irkebestand i en ganske sjælden Grad h a r bevaret sit m iddelalderlige Præg. En Sam m enligning med vore N aboer m od Nord, Øst og Syd vil i denne Henseende abso lu t falde ud til vor Fordel, og selv om vi til de 79 helt ombyggede L an d sb ykirker lægger 9 »fornyede« K øbstadkirker, er et sam let »Tab« paa 88 K irker dog til at b æ re 3). L an d­

skabsvis fordeler de fuldstændige O m bygninger, og alene om dem er der h er Tale, sig m ed 62 i Jy lland, 26 paa Øerne, h v o raf atter 6 falder paa Fyen, 4 paa Lolland-Falster, 11 paa Sjælland og 5 paa B ornholm , den Landsdel, der, baade hvad K vantitet og desværre ogsaa Kvalitet angaar, h a r lidt det største T ab, tak k et være en enkelt n idkæ r og m yndig Provsts fortviv­

lede Iver efter at kom m e af med de gamle, »brøstfældige« Kir- her, der dog viste sig saa solide, at m an i flere Tilfælde m aatte

) t>e gamle Klosterkirker er her medregnede under Sognekirkerne.

-) Jfr. W illiam Scharlings O ptæ lling i H istorisk T idsskrift 6. R. II, 294.

) Til disse 88 kan lægges endnu 3, nem lig Skive, B uderup og H øjerup, hvilke Sogne h a r faaet nye K irker. Da de gam le im id lertid er bleven staaende, er de ikke m edtagne i Beregningen.

sprænge M urene, for i det hele at faa dem ned! Tidsm æ ssigt set stiller O m bygningerne sig saaled es1):

1536 —1800 ombyggedes 13 Kirker.

1801 — 1850 » 6 »

1851— 1860 » 3 »

1861 — 1870 » 11 »

1871 — 1880 » 13 »

1881— 1890 » 19 »

1891— 1900 » 10 »

1901— 1917 » 13 »

N aar der ovenfor er brugt O rdet »Tab« om de ombyggede K irker, m aa dette U dtryk dog ikke tages altfor bogstaveligt fol­

den ældste Tids V edkom m ende, saa vist som nogle a f de nye K irker, m odsat hvad der som oftest er Tilfældet i vore Dage, antagelig v ar bedre end deres Forgængere og i. hvert F ald sik ­ k ert ikke ringere. Uth ved H orsens, Christoffer Valkendorffs Kirke i Svindinge paa Fyen og H ans Stem vinkels Kirke i Slan­

gerup d a n n e r saa at sige en direkte Fortsæ ttelse af de allerede u n d er Gotikken kendte T otalom bygninger, hvorpaa V alfarts­

k irkerne i Ry, K arup og H olm strup er E ksem pler. Blot bal­

den religiøse T rang eller Bevæggrund nu faaet en T ilsæ tning af Renæ ssancens Byggelyst. De fleste a f de før 1800 ombyggede K irker er forøvrigt uden større Betydning, og det sam m e gælder O m bygningerne før 1850, F ru e Kirke naturligvis undtagen.

G runden til O m bygningen er i flere Tilfælde Ødelæggelse i Krig (Store Magleby (?), Rødovre og H vidovre, F ru e Kirke og Anholt) eller ved N aturbegivenheder (Skagen, Agger). Selve A ntallet er, som Tabellen viser, kun ringe. F ø rst fra ca. 1860 tager An­

grebene til i V oldsom hed for at kulm inere i Perioden 1861—1)0.

N aar om trent nøjagtig Halvdelen af N edrivningerne falder i disse Aar, skyldes dette, foruden Stigningen i F olketallet og A lm énvelstanden, antagelig en ved K irkesynsloven af 1861 frem ­ kaldt, i dette Tilfælde ganske vist sørgelig m isforstaaet Interesse for Kirkerne. P aa den anden Side b a r sikkert de kgl. Byg­

ningsinspektører og N ationalm useet Ret til at tilskrive sig en god Del af Æ ren for Nedgangen efter 1900, hvor denne »Entente«

b a r kæ m pet energisk om end ikke altid sejrrigt for at bevare de gamle Kirker. I ganske faa Tilfælde er O m bygningen en Følge a f B rand (D annem are paa L olland, H ørup og Ikast i J y l­

land), m en n o rm alt er den nu frem kaldt ved K irkernes Liden-

’) Min Kilde h a r væ ret T rap sa m t for T iden efter denne Finanslovens Bevillinger.

hed, deres virkelige eller foregivne Brøstfældighed eller deres uheldige Beliggenhed.

Gaar vi fra T abslistens tørre Tal over til de enkelte »Indi­

vider«, er det noget vanskeligt at udtale sig om, hvor stort det ideelle T ab h a r været. Ganske bortset fra de før 1850 ned ­ revne K irker, om hvilke der naturligvis i Reglen intet vides, er nem lig ogsaa adskillige a f de i senere Tid ombyggede ganske slet oplyste. I det hele og store k an m an dog vistnok sige, at vi ogsaa i denne Henseende er sluppen nogenlunde godt fra det; der er utvivlsom t gaaet langt større Værdier tab t ved b ru ­ tale P ro vsteistandsæ ttelser og m isforstaaede A rchitektrestaure- ringer — h a r Læ seren nogensinde været i Sydfyen? — end ved N edrivninger. Men naturligvis er der mellem »de Faldne« Byg­

ninger, hvis Tab m an begræder. Jeg skal ikke indlade mig paa en ørkesløs Undersøgelse om , hvorvidt Viborg D om kirke kunde være bleven istan d sat i Stedet for om bygget; at m an nu i hvert Fald ikke var faret saa h a a rd t frem m od alt det senere tilkom ne, er sikkert alle enige om. Men der er en Kirke, som den 1869 nedrevne St. L uciuskirke i H olbæk, hvis N edbryd­

ningshistorie er et ejendom m eligt V idnesbyrd om D atidens O p­

fattelse a f god, gam m el, om end lidt hjem m egjort Bygnings­

k u n s t1). Vi vilde utvivlsom t med Glæde give Afkald paa den m anglende »indre H arm oni«, om vi kunde faa den gamle Kirke igen i Stedet for Chr. Hansens just ikke m orsom m e, m en sik­

kert meget harm oniske Erstatning. Uvilkaarlig trøster m an sig m ed, at sligt dog um uligt kunde ske nuom stunder, m en m an bliver unægtelig noget skeptisk, n a a r m an m indes Nedrivningen af H olstebro Kirke i 1906, eller naar m an erfarer, at der i 1902 virkelig var dem , der vilde jæ vne en af vore allerældste K irker

— F ru e Kirke i Roskilde — med Jorden ! Af L andsbykirker er der Uggerløse ved H olbæk og Vildbjerg med deres mærkelige K orbueanlæ g2), der er den pyntelige lille T eglstenskirke i Danne- m are og K ridtstenskirken i Vindinge ved Roskilde, for ikke at tale om de bornholm ske.

R æ kken k u n d e blive længere endnu, m en i Stedet for at sørge over Fortiden lønner det sig bedre at kaste et Blik paa Frem tiden. Og Spørgsm aalet bliver da, om en Statusopgørelse i 2018 vil stille sig saa relativ gunstigt som i 1918. Jeg næg­

ter ikke, at jeg i saa Henseende b a r m ine stæ rke Tvivl. Jeg tænker ikke saa meget paa, at m an ved Tiendeafløsningsloven

’) Jfr. »A rchitekten« 1913— 14 S. 501 ff.

2) T egninger af æ ldre nord. A rc h ite k tu r Nr. 1. Jy sk e G ra n itk irk e r T. 65.

F o rtid og N u tid . II. o

eller vel snarere ved dens Udførelse, saaledes som nu for nylig paavist af P rovst Nørgaard, utvivlsom t er gaaet K irkerne for nær. H ar de k u n n et overleve den Behandling, som 17.— 18.

A arhundredes K irkeregnskaber bæ rer Vidne om, k larer de sig nok i det 20. Jeg frygter heller ikke den m ulige Ophævelse af F orbindelsen m ellem Stat og Kirke, F o lkekirkens O m d an­

nelse til en F rikirke. Skulde dette nogensinde ske — og ingen ved jo, om det overhovedet vil ske — h a a b er jeg, vi er kom ne saa vidt, at m an vil k u n n e sætte D anm arks Riges V aaben over K irkedørene, at K irkerne altsaa bliver Statsejendom , der ud- laanes til M enighederne. Nej, hvad der æ ngster mig, er et N aturfæ nom en, som det vil være meget vanskeligt at kom m e udenom , nem lig Befolkningens Tilvæ kst og den F o rsk yd nin g i dens Fordeling, der som Følge af Sam fæ rdselsm idlernes U dvik­

ling alt h a r fundet og sik k ert i stigende Grad vil linde Sted indenfor de enkelte Sogne. Hvad nu selve F olketallet angaar, vil det efter statistiske Beregninger fordobles i Løbet a f 50— 60 Aar, forudsat at Fødselshyppigheden da ikke synker yder­

ligere1). Selv om den største Stigning vel som hidtil vil falde paa K øbstæderne, vil Landbefolkningen jo ogsaa vokse, paa G rund a f H usm andsbevæ gelsen endog stæ rkere end i den fore- gaaende 50-Aars Periode, hvor den dog fra 1860— 1911 er steget m ed over 400,000, d. v. s. gennemsnitlig m ed ca. 250 Individer pr. Sogn. Og nægtes k a n det ikke, at m angfoldige a f vore L an d sb y k irk er er saa sm aa, at m ange af dem i Læ ngden ikke vil k u n n e rum m e den voksende M enighed, m ed m indre vi da skulde opleve en — næ ppe sandsynlig — stæ rk Nedgang i det tilvante Kirkebesøg.

E n ganske vist ikke saa vidtræ kkende, m en til Gengæld m ere nærliggende F are ru m m er det an d et M om ent: Befolknin­

gens Forskydning. Jeg tæ nk er h e r naturligvis særlig paa »Sta­

tionsbyerne«, vor Tids ægtefødte, om end arch itekto nisk set noget vanartede Børn! H idtil h a r disse m æ rkvæ rdig nok ku n spillet en m eget ringe Rolle. I alt er k un 8 Sognebyer m ed om byggede K irker Stationsbyer, og af disse er det endda k u n 3 (H erning, H oldsted og Vejen, m uligvis dog ogsaa Vildbjerg), hv o r Bebyggelsens æ ndrede K arakter h a r væ ret Aarsag til Kir­

kens N edrivning. Men der er ingen G rund til at tro, at F rem ­ tiden vil arte sig lige saa gunstig. Deriil er der altfor god Grøde i dem ! Saa vidt m ig bekendt foreligger der ingen Opgø­

relse over F olketallet i »de bym æssige Bebyggelser« — Stations-

’) T rap. 3. Udg. I, 33.

byernes officielle N avn, der i Skønhed kappes med deres Ar- ehitek tur! — før 1906. Bortset Ira N ordsjæ lland, d. v. s. F re ­ deriksborg Amt og K øbenhavns A m tsraadskreds, hvor jo særlige F o rh old gør sig gældende, havde den Gang 14 af disse nye Byer over lOOo" Indbyggere, 1911 v ar Tallet steget til 25, 1916 til 40 1). Og m edens T ilvæ ksten i de egentlige L and istrikter i F em aaret 1906— 11 udgjorde ca. 39,000, v a r den i de bym æ s­

sige Bebyggelser, hvis M inim um sgrænse den officielle Statistik sæ tter til 400 Indb., ca, 43,000. Det vil sige, at m edens den egentlige L andbefolkning k u n er tiltaget med 3 pCt., er de »by­

mæssige« gaaet ca. 20 pCt. fre m !2) Den eneste ganske vist ku n meget ringe T røst er, at det hele F æ nom en stadig er af u d ­ præget jydsk N atur. Af de ovennæ vnte 40 Stationsbyer med over 1000 Indbyggere ligger de 30 i Jy llan d og deraf atter de 7 i Ribe Amt, et lille Varsel om , h vad vi k an vente os, n aar det berøm te »jernbanetom m e« Rum i en n æ r F rem tid bliver fyldt med Baner!

Nu vil F orholdene jo nok arte sig noget forskelligt, all eftersom det er den gamle K irkeby, der bliver ophøjet til Sta­

tionsby, eller denne er et fuldstæ ndigt Nyanlæg eller i hvert F ald en alm indelig L andsby, saaledes at Sognets gamle aande- lige M idtpunkt vedblivende faar Lov til at ligge hen i forholds­

vis landlig U berørthed. En af Museet foretaget Undersøgelse af de 145 L okaliteter, der paa Tabellerne i »Statistisk Aarbog«

1917 direkte karakteriseres som Stationsbyer, viser, hvorledes F orholdene ren t talm æ ssigt stiller sig.

Ø erne 59, deraf »Kirkebyer« 39, »Landsbyer« 20.

Jy llan d 86, — — 51, — 35.

Lysest tegner F rem tiden sig for de gamle K irker i det sidst­

nævnte Tilfælde, altsaa n a a r de ligger afsides fra Stationsbyen.

Der er i saa F ald dog H aab om , at denne m ed Tiden kan faa sin egen Kirke, som det jo i flere Tilfælde er sket (T aastrup, A arup, V inderup), m edens den gamle lever videre som »Bonde­

kirke«, saaledes som dens Bestemmelse fra Arilds Tid h a r været.

F ald er derim od Stationsbyen og K irkebyen — som desværre hyppigst — sam m en, er der en til Vished grænsende Sandsyn­

lighed for, at den gam le Kirke bliver for lille til M enigheden, saaledes at K ravet om større Plads vil rejse sig. At sidde dette Krav overhørig, lader sig naturligvis i Længden ikke gøre, h v er­

ken her eller ved de alm indelige Landsogne, og det forekom -

8*

’) S tatistisk Aarbog'. 1917. S. 6— 9.

2) S tatistisk Tabelvæ rk. 5. R. L itr. A. Nr. 9. S. 24.

m er mig derfor, at der k u n er én T ak tik at følge: Man m aa gaa den sam m e Vej, som m an gik i M iddelalderen, altsaa søge at faa den gam le Kirke udvidet i Stedet for at erstatte den m ed en hel ny.

Nu skal det villig indrøm m es, at Udvidelsen undertiden k an være saa rad ik al, at m an uvilkaarlig m indes Karl Gustavs bekendte Ord om F aaren e og B ukken! Men alligevel! Man bevarer om jeg saa m aa sige K ontinuiteten, og den Stum p af det gamle, der bliver tilbage, vil uvilkaarlig lægge B aand paa A rchitektens m ere eller m indre spræ lske Tilbøjeligheder. Ja, jeg er nærved at loretræ kke Udvidelsesløsningen frem for den Udvej at bygge en lielt ny Kirke og lade den gam le blive staaende som »fredet M indesm ærke«, vel at m ærke n a a r der da ikke er Brug for den til M enighedshus eller lign. N aturligvis skal dette ikke forstaas absolut og kategorisk. Der kan være K irker, som er saa værdifulde og helstøbte, al de vanskeligt lader sig udvide, uden at for meget godt og gam m elt forsvin­

der, m edens det paa den anden Side vil være Helligbrøde at nedrive dem . E ller en Kirke kan ved sin Beliggenhed i den Grad præge L andskabet, at den alene af den Grund bør skan­

nes. Men forøvrigt tilsta a r jeg ærlig, at jeg ikke er særlig be­

gejstret for den T anke, at N ationalm useet skulde udvikle sig til at blive Kirkeejer i stor Stil og vel at m æ rke en K irkeejer uden K irk etien d e!

F o r altsaa kortelig at gentage det: Hvor m an paa nogen M aade k a n forsvare at udvide en gam m el Kirke, skal m an gøre det. H vad Forbillederne angaar, behøver m an ju s t ikke at lede længe. N avnlig paa Ø erne er jo det store Flertal af Kir­

kerne udvidede i gotisk Tid, og h er er altsaa Ideer nok at hente. Mest alm indelig er utvivlsom t en Udvidelse i Længde­

retningen, m od Vest eller Øst eller, hvad der jo ogsaa k a n fore­

kom m e, i begge Retninger. V estudvidelserne er sikkert foran­

ledigede af den sam m e F a k to r, som h e r beskæftiger os, altsaa den voksende Folkem æ ngde; Ø studvidelserne skyldes derim od snarere H ensynet til G udstjenestens større Pom p (de store go­

tiske Fløjaltertavler?). L angt sjæ ldnere er Udvidelsen i Bredde, der ogsaa kræ ver betydelig større økonom iske Ofre, da m an jo d aarligt k an gøre Skibet bredere uden at tage Koret m ed. Men jæ vnsides m ed disse U dvidelser af selve Kirkelegemet m øder m an ogsaa en Udvidelse ved T ilbygninger, h vortil i denne Sam ­ m enhæ ng naturligvis ikke kan m edregnes de tre, der i det m indste paa Ø erne næsten er k o n stan te: T aarn , Sakristi og V aabenhus. Ikke ganske faa L an d sb ykirk er er jo paa denne

Maade i Tidens Løb bleven forvandlede til K orskirker, om end O m dannelsen vistnok k u n undtagelsesvis er sket planm æssigt og m ed velberaad Hu, saaledes som ved Karlebo Kirke i N ord­

sjæ lland. Sjældnere er det derim od at træffe Kapellerne sam ­ lede p aa een Side og direkte inddragne i K irkerum m et, der derved bliver to- eller treskibet. E t typisk Eksem pel herpaa er Mern ved Præstø, hvis K losterkirke sikkert h a r været Forbille­

det; a f an dre kan nævnes Broby ved Soi'ø. De m ange selv­

stændige Spidsgavle giver disse K irker et overordentligt m ale­

risk Udseende, men naturligvis h a r denne Udvidelsesm aade praktisk set m indre heldige Sider.

Selv om en Udvidelse mod Vest sikkert i de fleste Tilfælde vil strande paa H ensynet til de m iddelalderlige T aarne, der jo abso lu t bør bevares, er der altsaa M uligheder nok tilbage.

H vilken m an vil vælge, er selvfølgelig afhæ ngig af de indivi­

duelle F o rh old . H ensynet til den gamle Kirkes A rchitektur, K irkens Plads paa K irkegaarden og dennes Grave, Terræ nets K arakter og Form , sam t sidst m en ikke m ind st de Krav, der stilles til øget Plads, alt dette er F ak to rer, der gør det. um uligt at fastslaa nogen bestem t Udvidelsestype som den eneste salig­

gørende. Da Sydsiderne paa vore L an d sbykirker jo i Reglen er fælt m oderniserede og ødelagte, m edens Nordsiden langt oftere h a r bevaret sit gamle Præg, vil en Udvidelse med en Kapelræ kke m od Syd rent arkæ ologisk set vel nok i A lm inde­

lighed være den heldigste Løsning, ligesom den vistnok vil give det sm ukkeste H elhedsbillede. Men ogsaa her kan der n a tu r­

ligvis være Undtagelser.

ANMELDELSER.

STUDIER OVER DANMARKS OLDTIDSBEBYGGELSE.

Af H. V. Ci.a u s e n.

Magister H. V. Clausen gør i sine »Studier over D anm arks Oldtidsbebyggelse« et storstilet Forsøg paa ved Hjælp af Sted­

navnene at kaste Lys over vort Lands og tilgræ nsende Landes Bebyggelse i Folkevandringstiden. H ans Em ne er stort og van-