Dannelsens veje 1
- fra antikken til senrenæssancen Bent Nabe-Nielsen
Klim 322 sider
Morten Kyndrup har givet en helt nutidig version af, hvorledes søgen efter mening og viden og visdom er et aldrig afsluttet dannelsesprojekt. Han skriver I Aarhus Universitets 75 - års jubilæumssang:
“Vi søger det frygtløst i dybet og selv når vi ingenting ved
så svømmer vi udad og indad og ned og håber vi når det, at tænde
før ilten er væk:
så farligt det er at erkende.”
(Højskolesangbogens 18. udgave nr. 171)
Bent Nabe-Nielsen skriver det (321 sider) længere end Kyndrups seks strofer, når han skal give sin version af, hvad dannelse har været/ er historisk set.
“Dannelsens veje 1” er første bind i en serie, og den fortæller dannelsens historie fra antikken og frem til renæssancen. Og her er det en glæde at vide, at der følger flere kommende bind. Det er – det være sagt allerede her – en fornøjelse at læse Bent Nabe- Nielsen. Der er forfattere, der kan skrive, så man glæder sig over, at der er langt til sidste side. Sådan forholder det sig med læsningen af ”Dannelsens Veje”. Lærerigt, livsklogt og levende gør Nabe-Nielsen rede for, hvordan mennesket gennem tiden har søgt mening med livet, indhold i tilværelsen og gjort et forsøg på at få verden til at hænge sammen.
Bogen er delt i fem dele, første (korte) del har overskriften: ”Dannelsens arketyper” og her gøres rede for den mytiske forståelse af tid, liv og tanke. Anden del har antikken som sit indhold. Heraklit, Parmenides, Sokrates, Platon og Aristoteles afløses af Cicero og Quintillian og leder frem mod den kristne forståelse af dannelsen. ”Dannelse på en korsvej” er overskriften for den kristne vej til frelse. Augustin, Hildegard af Bingen, Thomas af Aquina - og herfra til ”renæssanceplatonikeren” Ficino og videre til
reformationen og Luther. Fjerde del er ”Den universielle dannelse”. Her er det navne som Erasmus, Comenius og Spinoza, der figurerer. Endelig sluttes der med en opsamlende femte del: ”Dannelsens dimensioner”.
Denne anmeldelse vil på ingen måde forsøge at gengive indholdet i ”Dannelsens veje”.
Når det lykkes Nabe-Nielsen at give sin version af dannelsens historie gennem et par tusinde år i løbet af 322 sider, så er det naturligvis, fordi han har foretaget en hård udvælgelse af nogle af de tænkere, der for ham at se, er de markante. Enhver læser vil sikkert savne nogle af læserens egne favoritter, men i forordet gør Nabe-Nielsen klart rede for sit subjektive udvalg. Han har ønsket at give mere plads til få markante personer og ”skoler”, fremfor at foretage et veritabelt name-dropping-raid gennem
dannelseshistorien. ”Denne bog om dannelsens idéhistorie er tænkt som et første skridt på vejen til en afklaring af, hvordan det klassiske dannelsesideal gør sig gældende i dag.” – sådan skrives der i forordet.
Bogen har et kort forord, men en længere prolog og epilog indrammer den faglige tekst.
Prologen giver eksempler fra skønlitteraturens dannelsesprojekter, hvor rejsen som metafor for dannelse ofte er brugt. Den franske digter André Gide skriver i ”Jordens frugter”: Jeg ønsker, at du af min bog må lære at interessere dig mere for dig selv end for den – og siden mere for alt andet end for dig selv!”- Det er al dannelses mål. Her gælder det sokratiske: Kend dig selv. Og der står så implicit et: Kend dig selv – så du kan kende verden. Epilogen fortæller historien om en lille bjørn og en lille tiger ved en flod, hvor verden og fremmede banankasser flyder forbi. Det giver dem drømmen om at vide, hvad der findes ude i verden, også selvom de selv bor i den bedste del af verden.Kort fortalt er moralen her, er at man altid må bevare sin nysgerrighed og sin åbenhed overfor det anderledes, det nye og det uventede. Ellers kan man ikke ”kende sig selv”.
Nabe-Nielsen bruger masser af citater fra originalkilderne. Det er uventede udmeldinger, der til tider kommer her. Tænk, at Luther var så progressiv i sit skolesyn! Han skrev blandt meget andet: ”Det ligger jo i ungdommen, at den vil slå sig løs og (...) have med noget at gøre, der morer den, og det skal man ikke hindre (...) Hvorfor skulle man da ikke indrette den slags skoler for den og undervise i den slags fag. Ved Guds nåde er det jo alt sammen indrettet sådan, at børnene kan lære gennem morskab og leg, hvad enten det drejer sig om sprog eller andre videnskaber eller historie.” Sådan! Her var der hos reformatoren et skolesyn med forsvar for leg og læring. Og et andet sted råder Luther mennesket til at slå sig lidt mere løs: ”.... så søg selskab med andre mennesker, eller drik rigeligt eller fordriv tiden med pjat eller tag dig noget lystigt for. Man trænger nogen gange til at drikke mere end sædvanligt, til at spøge og pjatte og begå synd af had og foragt for Djævelen for ikke at give ham lejlighed til at give so dårlig samvittighed over småting.” Nu skriver Luther meget andet, dette blot være med som eksempler på, at Nabe-Nielsen har valgt andre citater ud end de gængse og ofte brugte. Og der er mange af dem, og de er i høj grad med til at give læseren et indblik i netop hvordan mennesket tænkte / har tænkt dengang for mange år siden.
Hver af de fem dele er inddelt i underafsnit med tydelige overskrifter, der gør det muligt at læse udvalgte dele af bogen. Hver del afsluttes med et resume, der giver læseren mulighed for at få et kort overblik over, hvad man har læst – eller et blik for, hvad der kan vente under læsningen.
Der er en fire siders litteraturliste, der kun har medtaget de vigtigste titler. Alle titlerne findes på dansk. Der er et stikordsregister, der gør det muligt at slå bestemte begreber eller navne op for at læse netop om et særligt emne.
Opbygningen er således særdeles pædagogisk og (for denne anmelder at se) rettet mod studerende, der gerne vil have indblik i og viden om livsfilosofiske og etiske spørgsmål.
Det er en bog, der – ifølge bagsideteksten – henvender sig til alle, de har interesse i disse spørgsmål. Det vil forhåbentlig være mange. Nabe-Nielsen er en god rejseleder på dannelsens veje. Han taler i øjenhøjde med rejsefølget, og han har en fin balance mellem personoplysninger, filosofien og idehistorien.
Man kan kun glæde sig til bind to, der vil tage en rejse gennem oplysningstiden, den tyske idealisme og romatikken.
”At søge sit eget i det fremmede, at blive hjemme i det, er åndens grundlæggende virksomhed, og dens eksistens går kun ud på at vende tilbage til sig selv fra det, som er anderledes. (...) En personlig kundskabsproces indebærer en løbende ophævelse af tidligere tolkninger samtidig med, at noget i dem bevares. Selvforståelsen og forståelsen
af verden indgår i én og samme proces.” – Sådan citerer Nabe-Nielsen i Epilogen filosoffen Hans-Georg Gadamer. Dette er også et argument for at læse ”Dannelsens Veje.”
