THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

Digitaliseret af / Digitised by

Det Kongelige Bibliotek / The Royal Library København

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk

For information on copyright and user rights, please consult www.kb.dk

•—

t?

P M s 2 5 02*e

ALVORSTANKER

A N G A A E N D E

VERDENSKRIGEN

AF

P . J. P E D E R S E N

FHV. STIFTSPROVST

I . ft .

I / i f c : 1 '

U r n - 1 rJy i

d . F R I M O D T S F O R L A G K Ø B E N H A V N — 1 9 1 5

VERDENSKRIGEN 1914-18

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019379656

r

O O & H

ALVORSTANKER

ANGAAENDE

V E R D E N S K R I G E N

AF

P. J. PEDERSEN

FHV. STIFTSPROVST.

J. FRIMODTS FORLAG

KØBENHAVN 1915

COHEN8 BOGTRYKKERIER 'GEORG A. BACH)

I.

indgang.

„Denne er Eders Time og Mørkets Magt." Luk. 22, 53.

D

en „store" Krig er brudt ud. Dag efter Dag ryster Jorden af dens frygtelige Bulder. Hundredtusinder, ja Millioner af Mennesker styrter løs paa hinanden i forfærdelige Kampe, som ikke synes at ville faa Ende. Mennesker, som ellers var fredelige Borgere bag Plov, i Værksted og bag Disk, civiliserede Mennesker, ja højt, fint dannede Mennesker (de har endog taget vilde Mennesker, Muhamedaner, Negre til Hjælp!) raser nu mod hinanden, anser det som en Dyd, en Ære, en glimrende god Gjerning at slaa hinanden ned, jo flere, des bedre!

Allerede længe har man med anspændt Iver forberedt sig til denne Krig. Man troede maaske dog neppe rigtig, den vilde komme, saa frygtelig var den. Men man frygtede, og man satte Masser af Kræfter ind paa at ruste sig til den. Gjennem Aaringer udtænkte man bestandig frygteligere Mordredskaber, til Lands og til Vands, over Jorden og under Jorden, i Havsens Dyb, ja i Luften. Og den, som kunde udtænke dem frygteligst, betrag­

tedes som havende indlagt sig en særlig Fortjeneste af sit Land.

Og saa en skjøn (nej, en forfærdelig) Dag var Krigen der, og saa gik man løs paa hinanden med alle disse Mordredskaber, saa mange af dem, man kunde overkomme, jo flere — ja desto bedre! Kulturgoder, møjsommeligt skabte, og som man forud priste i høje Toner, Menneskelykke, Menneskeliv væltes over­

ende, og man efterlader Ødelæggelsens Vederstyggelighed!

Hvad er det? er det et pludseligt Vanvid, som har grebet Menneskene, Folkeslagene, eller hvad er det?

4

Naturlige Aarsager — eller —?

Det er ingenlunde vanskeligt at finde en Række naturlige Aarsager til denne Krig. Begivenheden i Serojevo var nærmest kun en Anledning; der var Brandstof nok paa andre Kanter.

Men man kan ikke lukke Øjnene for, at det paa en forfærdende M a a d e h a r p o t e n s e r e t s i g o p t i l e n f u l d s t æ n d i g F o r t u m l e t - h e d. Man maa meget lidt kjende og forstaa, hvordan nationale og folkelige Stemninger under visse extraordinære Omstændig­

heder kan fortætte sig og stige til en fuldstændig Omtaagethed, hvis man ikke kan se, at noget Saadant er paa Færde for Øje­

blikket. Hvor er der vel noget, som i den Grad kan aldeles for­

tumle Hovedet paa Folk som Krigslarm og Krigsbegejstring ( C h a u v i n i s m e ) ? H v o r d e n g r i b e r e t F o l k i h e l e s i n V æ l d e , maa alt vige til Side. Alt bliver tilladt, alle Midler gjælde! alle I n d v e n d i n g e r f e j e s t i l S i d e , a l F o r n u f t s v i g t e r . S a a r e j s e r M i l i ­ t a r i s m e n sin Throne og tilriver sig et uindskrænket Herre­

dømme. Militarismen, for hvilken der kun gjælder Et: vi maa s e j r e , vi maa slaa Modstanderne ned! Saa lyder Raab, vildt, forvirret mellem hverandre: Vi har Magten, og derfor skal vi ikke finde os i noget! vi har Ret — Ret ogsaa til at øve Uret, til at terrorrisere, skænde, brænde, myrde — vi vil have vor Ret, fordi vi har Magt — vi har Magt, og derfor har vi Ret o.s.v.

o.s.v. Denne underlige, forhexende Tankegang sætter sig vel først fast hos dem, hvis særlige Fag netop er Krigen, skaber en militær Hugaf-Kaste, hvis Devise er „Jern og Blod ; den breder sig derfra til Konger og Ministre og kan, naar Omstændighederne er gunstige derfor, brede sig vidt ud i et helt Folk, og naar saa Krigen nærmer sig eller bryder ud, pustes der yderligere til Ilden — de Ledende finder deres Regning ved at opflamme den.

Saa har vi Fortumletheden, Beruselsen! — Men just derfor bli­

ver ogsaa Reaktionen, hvis Krigen mislykkes, saa frygtelig — Reaktionen, naar Folket vaagner af Rusen og ser, hvorhen man har ført det.

Naturligvis er det ingenlunde givet, at Militarismen i lige

5

Grad har fortumlet Hovederne paa alle de Parter, som er ind­

viklede i en Krig — heller ikke i den nærværende Krig. Hvor­

ledes det hermed forholder sig, og hvor den mest skæbnesvangert har taget Magten, skal ikke her udredes (hvo, som har Øjne at se med, han se selv!). Men den er smitsom. Har den for Alvor rejst sin Throne i et Folk, saa fristes andre Folk mer eller min­

dre ind paa det Samme for ikke at distanceres i det militære Kapløb. Men den er en Forbandelse for Folkene, og den skal ikke besmykkes med Fædrelandskærlighedens hellige Navn.

Kan saadanne Militarister være Christne? Ja, det kan og skal ikke benægtes. Menneskene kan jo gjøre sig skyldige i for­

bavsende Inkonsekvenser. Men Militarismen som saadan er saa langt fra at kunne forliges med Christendommens Aand, at den tvertimod, hvor den træder frem i Renkultur, maa stemples som f o r l a d t af V o r h e r r e s A a n d . Nej, dér er det ikke ham, som faar Lov at tale, dér blæser ganske andre Vinde: vi m a a sejre, vi v i 1 sejre, ved alle Midler — det koste, hvad koste vil. Det lader sig ikke gjøre, det er den dybeste Selvmod­

sigelse at raabe paa Gud og i samme Aandedræt at raabe: „Væ victis!"*) Men hvor Vorherres Aand gaar ud, dér drager „Mør­

kets Aand" ind, regjerer, om end de ikke véd det, ubevidst bli­

ver de den Aands Redskaber, om hvilken der saa betegnende staar, at han „har Magt i Luften" (Efes. 2, 2). Det ligger i Luften; hele Luften bliver fyldt med Militarisme, og de ind- aander den saa at sige med hvert Aandedrag. Saaledes begynder det nok med naturlige Aarsager, men stiger efterhaanden til For- h e x e l s e . D e e r i k k e l æ n g e r s i g s e l v m æ g t i g e ; e n fremmed Magt raader over dem, driver dem frem med Vindens, Stormens, ja Orkanens Magt.

D e t e r M ø r k e t s A a n d s f o r u n d e r l i g e , h e m m e l i g h e d s f u l d e Herredømme. „Denne er Eders Time og Mørkets Magt." Gud t i l l a d e r det, Gud lader det ske, som han lod det ske, dengang vor Frelser maatte udtale dette svære og underligt dybe Ord;

men der kommer en anden Time, og „da er det m i n Time,"

*) „Ve de Overvundne!"

6

siger Gud. Han slipper alligevel ikke Herredømmet, han har Traadene i sin Haand. Han kan lade Menneskene „vandre de­

res egne Veje" (Ap. Gjern. 14, 16), naar det ikke kan være anderledes; og saa raader Mørkets Aand, og saa er denne Aand i sit Element. Men det varer kun til en Tid, saa sætter Gud igjen de menneskelige høje Idealer, som aldrig dør: Frihed, Retfærdig­

hed, Menneskelighed, i Højsædet; og saa skal de faa at se, „i hvem de have stunget" (Joh. 19, 37). Gud tillader det, eller skal vi sige endnu mere, skal vi sige: han har ogsaa villet det, ladet Traadene løbe sammen til dette frygtelige Udslag („han gav dem hen i et forkasteligt Sind" — Rom 1, 28), fordi Men­

n e s k e n e t r æ n g t e t i l d e n n e T u g t e l s e , d e n n e S t r a f ?

II.

Nationalisme. Statsegoisme.

Hvor uhyggelig en Fremtoning Militarismen end er, er den dog kun et Topskud fra en dybere liggende Stamme og Rod.

Søger vi tilbage til denne, støder vi først og nærmest paa, hvad vi kunne kalde N a t i o n a l i s m e n , d.v. s. den egoistisk ud­

viklede Nationalfølelse og Nationalære. Ligesaa ædel og beret­

tiget som Nationalfølelsen i og for sig er, ligesaa farlig en Magt er Nationalismen — en Kilde til mangfoldig Uretfærdighed og til Krig. Hvor Nationalfølelsen potenseres op til Pirrelighed eller til Overmod, hvor den ikke forenes med Agtelse og Ret- færdsfølelse overfor andre Nationer, kort sagt, hvor det mere og mere hedder: Plads for mig! bort med, hvad der staar i Vejen for mig, hvordan det saa gaar de andre — dér er Natio­

nalfølelsen paa de farlige Afveje. Og at saadan „Nationalisme"

spiller en væsentlig Rolle ogsaa i den nærværende Krig, kan ikke betvivles.

Og saa kunde man dog næsten ønske, at man kunde nøjes med at nævne Nationalismen som Kilden til det Onde. Thi saa

7

kunde der jo være Haab om, at naar man skaffede de under­

trykte eller forfordelte Nationaliteter deres Ret, at saa vilde en meget væsentlig Krigsaarsag være afskaffet. Men desværre, vi maa gaa videre — til S t a t s e g o i s m e n. For en Række af de nu i Krigen indviklede Stater er det ikke i første Linie — eller endog slet ikke — Nationens, men S t a t e n s Storhed og Magt, der spiller Hovedrollen — om end disse to mægtige Driv­

kræfter fordetmeste er dybt indfiltrede i hinanden. Vi er jo endnu langt fra komne saa vidt, at Nationalitets- og Statsgrænd- serne dække hinanden (man tænke paa Østerrig, Tydskland, Rusland!); og hvor det ikke er Tilfældet, hvor Staten spænder over maaske endog mange Nationaliteter, dér erstatter man na­

turligt Tanken om Nationens Storhed og Magt med Tanken om S t a t e n s Storhed og Magt. Dér samler Tankerne sig uvilkaar- ligt om dette, at m i n Stat, v o r Stat kan være stor og mægtig, kan holde idetmindste Ligevægt overfor (det usalige „Ligevægts- system" !) og helst have Overvægt, megen Overvægt, stor Over­

vægt over andre Stater. Derfor maa vi klæde os i Rustninger, stærkere og stærkere, og kommer nogen os for nær, maa vi være rede til at slaa til. Det er denne Statsegoisme, som, mere vel endnu end Nationalismen, har tændt den nærværende skræk­

kelige Krig. Den ligger især nær for Kejsere og Konger, der naturligt betragter sig netop som S t a t e n s Vogtere og Vare­

tagere, breder sig fra dem til det militære Apparat og Embeds- maskineriet og søges, ikke uden Held, pumpet ind i Statens hele Befolkning, ja selv om den bestaar af forskjellige Nationa­

liteter.

Der er her Grund til at sætte Fingeren særligt paa ét Punkt:

de forkastelige A l l i a n c e r . At en Stat slutter Overens­

komst med en anden om gjensidig Hjælp for det Tilfælde, at e n a f d e m b l i v e r G j e n s t a n d f o r e t v o l d e l i g t o g u r e t f æ r ­ d i g t Overfald, er der ikke noget at sige til. Men har jeg for- staaet det ret, er der i nærværende Tilfælde ogsaa sluttet Over­

enskomster mellem Stater af den Art, at de i a l l e Tilfælde, hvor en af dem blev angreben af en anden Stat, skulde yde hin­

8

anden Støtte med deres Krigsmagt. Men saadan Alliance for a l l e Tilfælde er absolut moralsk forkastelig — men den hænger nøje sammen med det „usalige" Ligevægtssystem! At netop disse

„Alliancer" og „Ententer" i en absolut væsentlig Grad maa bære S k y l d e n f o r , a t K r i g e n h a r a n t a g e t d e t f o r f æ r d e l i g e O m f a n g , den har, er jo aabenbart.

En Magt, som har sin store Medskyld, naar Talen er om at d r i v e N a t i o n a l i s m e n o g S t a t s e g o i s m e n i V e j r e t , e r P r e s s e n . Den tusindtungede Presse, som Dag ud og Dag ind henvender sig til Masserne og har den uhyre Magt til at skabe Stemninger og Strømninger. Pressen, som kun altfor ofte ledes af ganske inkompetente, ansvarsløse, lidet samvittighedsfulde Personer, ikke at tale om den Rolle, Styverfængeriet spiller. Pressen, der altid er saa uhyre fristet til at tale, som Ørene klør, til at smigre for Folkets egoistiske Instinkter. Pressen, som selv i sine hæder­

lige Repræsentanter uvilkaarligt vænner sig til den Betragtning, at den, som mest har udmærket sig ved diplomatisk Snedighed, er „den store Statsmand", og til at behandle det som noget al­

deles naturligt og selvfølgeligt, at Staterne i deres indbyrdes For­

hold søger at snigløbe hverandre. Pressen er en farlig Magt til at puste Storhedstankerne op i et Folk, i en Stat, og ikke mindst er den det, naar det trækker op til nationale og statslige Kon­

flikter. Skulde den saa ikke slaa paa Sværdet? ellers var den jo ikke paa Linie med Situationen, ikke Talerør for Nationens Aand og Statens Velfærd!

Men alt dette vilde dog ikke i den Grad gaa Nationerne og Folkene i Blodet, som det nu synes at være sket, hvis der ikke i selve Folkebunden var en gunstig J o r d b u n d for det. Men netop denne Jordbund har i en kun altfor kjendelig Grad været tilstede. Folkebunden er viden om Land ødelagt ved „gode Dage", Overkultur, Verdslighed. Verden byder Menneskene nu om Dage saa mange Midler til Magt og Nydelse, at deres Sind og Tanker og Attraaer i en utrolig Grad optages af de jordiske Herligheder. „Denne Verden" er bleven deres Gud. De stoler paa de verdslige Magtmidler: Penge, Kanoner og Mørsere; og

9

vil man tage noget af de jordiske Herligheder fra dem, farer de i Harnisk.*)

Saaledes har det trukket sammen, længe, til denne frygtelige Krig, Verden nu oplever. —

III.

Hvorledes skal Christne stille sig til Krigen?

At Christne i al Almindelighed har den Pligt at modarbejde Mørkets Magt, ogsaa saaledes som den viser sig i Krigen og hvad dertil hører, maa jo være en Selvfølge. Men naar Spørgs- maalet saa nærmere bliver, hvor vidt man her maa gaa, og hvor­

ledes det skal gjennemføres, støder vi, netop naar det gjælder Krigen, paa en Række vanskelige Problemer. Under nogen­

lunde sædvanlige Forhold er der vel mange, for hvem disse Pro­

blemer slet ikke melder sig, og det er jo ganske vist det letteste at lade dem slumre. Men — ikke mindst under de nuværende Krigens Rædsler — vaagner de uvilkaarligt med en særegen Styrke i mange Menneskers Sind, og da turde det være tilraade- ligst ikke at nøjes med bare at følge Strømmen og „drive for Vinden", men danne sig en saavidt mulig klar og begrundet Op­

fattelse.

Spørgsmaalet om Krigens Tilladelighed eller Ikke-Tilladelig- hed er selvfølgelig behandlet og besvaret mangfoldige Gange.

Jeg kan derfor ogsaa kun ønske derom at fatte mig i muligste Korthed. Men der er dog visse Punkter, med Hensyn til hvilke en nøjere Udredning og Drøftelse ingenlunde synes mig over­

flødig.

*) Retfærdigheden byder dog at tilføje, at selvfølgelig mange jævne Menne­

sker, som nu er kastede ud i det vældige Sammestød, kun i ringe eller ingen Grad har Militarisme eller sligt paa deres Samvittighed; de har kun lystret Ordre. Dem gaar det efter det Ord, som endnu bestandig har Anvendelse, at Folkene rammes for de Styrendes og Ledendes Syn­

der („Qvicqvid delirant reges, plectuntur Achivi").

10

Meget nær ligger det at opstille Modsætningen mellem den

„retfærdige" og den „uretfærdige" Krig (jeg ser her bort fra, at der selv i den „retfærdige" Krig saare let indblander sig Mo­

menter af Uretfærdighed). Maa en Christen deltage i den „uret­

færdige" Krig? Selv Luther, som ellers ikke er bange for atgod- kjende Krigens Berettigelse, indrømmer her*), at der maatte kunne gives Tilfælde, hvor Uretfærdigheden af en Krig var saa indlysende for den enkelte Christen, at han maatte føle sig tvun­

gen i sin Samvittighed til at nægte at bære Vaaben i en saadan Krig — og det maa vel have sin Rigtighed. Men selvfølgelig maa den, som her nægter Øvrigheden Lydighed, være rede til at tage Konsekvenserne af sin Nægtelse.

Men Luther bemærker videre — aabenbart saare rigtigt — at i mangfoldige Tilfælde vil den Enkelte kunne være i Uvished om Krigens Retfærdighed eller Uretfærdighed. Han løser da Knuden ved at sige, at i saadanne Tilfælde skal man adlyde;

man skal da være uden Ansvar — Ansvaret er den Myndigheds, som paabyder Krigen. Ja, ogsaa dette maa vel have sin Rigtig­

hed, f o r s a a v i d t det kun drejer sig om Afgjørelsen af Krigens Retfærdighed eller Uretfærdighed. Alligevel maa det være svært nok at gaa i Krig uden Vished om, hvordan det forholder sig med Retfærdigheden.

Men den retfærdige Krig da? og Deltagelse i Krigen over­

hovedet?

Som bekjendt er der christelige Sekter (Kvækere, Mennoni- ter), der bestemt forkaster al Krig og nægter at gjøre Krigstje­

neste. Og i vore Dage høre vi jo Røster fra mange Sider i samme Retning. Og er det end saa, at disse Protester mangfoldige Gange udspringer af en ganske løs og overfladisk eller opagiteret Stem­

ning, hvem kan saa dog nægte, at de i de nærværende Krigens Rædsler kan mene at finde en stærk Støtte? Det er i Sandhed overmaade svært at tænke paa de Tusinder og atter Tusinder af Mennesker, der sendes ud paa Valpladsen til Skive for Kano­

nerne, paa de Tusinder og atter Tusinder af Landenes blom­

») I sit lille Skrift: „Om Krigsfolk ogsaa kunne blive salige."

11

strende Ungdom og kraftige Mænd, som dér bortrives ved en brat og tidlig Død. Ja, hvilket Ansvar hviler der ikke paa dem, paa hvis Befaling dette sker! Det er ikke underligt, at det Spørgsmaal rejser sig hos mange: Kan dette forsvares, eller maa det under alle Omstændigheder forkastes og fordømmes?

Jeg mener nu vel ikke, at de har Ret i disse opskræmte Tanker. Men jeg forstaar dem.

Man kan til Forsvar for Krigen henvise til, at den ogsaa ud­

vikler ædle Egenskaber hos Menneskene, opviser talrige Eks­

empler paa Trofasthed og heltemodig Opofrelse, og at mange Mennesker sikkert i Krigen føres til langt dybere Alvor og nær­

mere til Gud, end det maaske ellers var sket med dem i lange Tider. Men skal Krigens Berettigelse hævdes, maa der gives en dybere Begrundelse.

Vi føres derved ind paa følgende Tankegang. Hvorledes skulde Krig kunne afskaffes? „Den evige Fred" ligger fjernt, om den nogensinde opnaas her paa Jorden. Vi kan let tænke os saadanne Forhold, hvor Krigen synes ganske umulig at und- gaa. Sæt, at en Hunnerskare bryder ind over et Land, skænder, brænder, nedsabler Mænd, Kvinder og Børn i tusindvis! Sæt, at Islam gjorde Alvor af „den hellige Krig"! Hvilken anden Ud­

vej var der da end at slaa saadanne Barbarer ned? Men der er mange andre grove, voldelige Retskrænkelser, som det ene Folk kan begaa mod det andet. Vi skjønner ikke rettere, end at Kon­

ger, Fyrster og Statsoverhoveder her er satte af Gud som P o- l i t i m y n d i g h e d e r n e her paa Jorden i det Store. I Rets- krænkelser af privat Art kan man ty til Herredsfogder, Politi­

mestre og Dommere; men i Retskrænkelser mellem Staterne lader det sig ikke gjøre. Der paahviler Statsoverhovederne en Pligt til at være R e t f æ r d i g h e d e n s Vogtere paa Jorden („Øvrigheden bærer ikke Sværdet forgjæves", Rom. 13, 4).

Men hvorledes skulde dette kunne ske, uden at de maa have Ret til at kalde Borgerne i Vaaben? Staten maa derfor kunne sige til sine Borgere: Vil I have Statens Beskyttelse, maa I ogsaa have Statens Byrder. I maa vide, at I som Statsborgere ogsaa udsæt­

12

ter Eder for dette, i fornødent Fald at maatte vove Livet paa Slagmarkerne; det hører til de Ting, I maa b e l a v e Eder paa.

Vi har Ret til at vente, at I b e l a v e r Eder derpaa (hvilket christeligt vil sige: I maa berede Eder paa, om saa skal være, at kunne d ø v e l ) . Visselig er det nu ikke saa lige en Sag at faa navnlig unge Mennesker til at opfylde denne Forventning og jeg kommer her uvilkaarligt til at tænke paa, hvor betydnings­

fuld og nødvendig Feltpræstens Gjerning er. Men gid de unge Mænd i Tide vilde tage ogsaa dette i Betragtning, og at ogsaa dette maatte kalde dem til Alvor og Eftertanke!

Uvilkaarligt spørger man: Hvad siger den hellige Skrift? Og her maa jeg erklære mig fuldt enig med dem, som peger paa, a t v i i n t e t s t e d s i d e n h e l l i g e S k r i f t f i n d e r n o g e t O r d , d e r m e d R e t t e kan fortolkes som Forkastelse af Krigens Berettigelse.

Men holder det her Anførte Skik, saa opstaar et ganske andet Spørgsmaal, som de vistnok er højst fremmede for, de, hvis Tanker gaar stærkt i Retning af Krigens Forkastelighed og abso­

lut Fredsvenlighed, nemlig dette: Kan det ikke være endog en alvorlig Pligt at deltage i en Krig? Med andre Ord: er det u n d e r a l l e O m s t æ n d i g h e d e r t i l l a d e l i g t a t v æ r e n e u t r a l ? Spørgsmaalet har netop i Øjeblikket en egen Aktualitet. Vort Fædreland har jo med stor Iver proklameret og proklamerer stadig „Neutraliteten". Jeg skal ikke i fjerneste Maade gaa i Rette hermed; som Forholdene er, var det sikkert det eneste Rette og ialtfald vistnok den haarde Nødvendighed. Men i og for sig kan jeg ingenlunde under alle Omstændigheder anse Neu­

traliteten for en Dyd. Bør der ikke tvertimod bestaa en vis Soli­

daritet mellem Staterne, naar det gjælder om at afværge uret­

færdige Overfald, saa de i saadanne Tilfælde iler hverandre til Hjælp? Kan, bør man her indskrænke sig til bare at sige: Ske, hvad der vil, vi ser til? Jeg behøver blot at minde om Englands og Frankrigs Forhold overfor Danmark i 1864, for at man vil forstaa Spørgsmaalets fulde Berettigelse. Og var det ikke ud­

sprunget af en ædel og berettiget Harme, da Henrik Ipsen i 1864 rettede sit flammende Digt til Norge: „En Broder i Nød"?

13

Med andre Ord: hvis man kommer til det Resultat, at Christen­

dommens Aand tillader Krig, ikke kan erklære al Krig uberet­

tiget, kommer der saa ikke Tilfælde, hvor Christendommens Aand endog f o r p l i g t e r til Krig?

Det vil heraf ses, at Forf. af nærværende Indlæg er endog meget langt fra at have noget at gjøre med de af en ganske ma­

terialistisk Aand dikterede Grunde, der i vore Dage har Kurs i vide Kredse og giver sig Udslag i let kjøbte Protester mod al Krig. -

IV.

Udgang.

„Mørke skjuler Jorden og Dunkel­

hed Folkene; men over Dig skal Her­

ren oprinde, og over Dig skal hans Herlighed ses." Es. 61, 2.

Men hvormeget vi nu end maatte kunne sige om Kriges Uundgaaelighed og til Forsvar for Berettigelsen af Krig, saa slipper vi dog ikke for at erkjende, at Krig er en gruelig Ting, et skrækkeligt Onde. Og vidste vi det ikke før, saa er det vel ved den nærværende Krig malet os for Øjne med en saa frygtelig, blodig Skrift, at vi tvinges til at se det. At Mennesker, som per­

sonligt ikke har det mindste Udestaaende med hverandre, ikke har gjort hinanden noget, aldrig fornærmet hinanden, aldrig set hinanden, eller som, indtil Krigen kom, kunde fredeligt rejse i samme Jernbanekupé, gjøre Forretninger, udvexle Tanker, sidde maaske til Fest med hinanden — at de nu pludselig farer løs paa hinanden, ikke blot med Næverne, men med en saadan Liden­

skab, at de kun tænker paa at massakrere hinanden — og det ikke Skoledrenge, men voxne Mennesker, og det ikke blot unge Mennesker, men ældre, satte Familiefædre og hæderlige Borgere

— ja, man kunde fristes til at kalde det fuldendt latterligt, hvis det ikke var saa ubeskrivelig sørgeligt. Dynger af Lig ophobes

14

paa Slagmarkerne, Tusinder og atter Tusinder lemlæstes, Skarer af Enker og Faderløse sidder grædende i Hjemmene, kostelige Værdier lægges øde, som var det usselt Pindeværk — ja, jeg vil skaane Læseren og mig selv for yderligere at udmale Krigens Rædsler, disse Rædsler, som paa en saa forfærdende Maade stirrer os imøde fra den nuværende Verdenskrig.

Er her ikke Noget, som kalder dybt, stærkt paa christne Mennesker? Er her ikke en Opgave for den christne Menighed?

„Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene", i Sandhed, det er det, vi oplever; men — staar der ogsaa — „over D i g skal Herrens Herlighed ses." Det er en Forjættelse, ja — men jeg hører heri ogsaa et Kald, netop til Menigheden, en stor Opgave, lagt hen til den. Hvilken?

Vi kan jo visselig ikke forhindre Krigene paa Jorden. Vi bør, hvis det foran Udviklede er rigtigt, vel end ikke selv unddrage o s f r a a l D e l t a g e l s e i K r i g . M e n v i b ø r a r b e j d e f o r F r e d e n paa Jorden. Vi bør holde de uforgængelige høje Idealer: Frihed, Retfærdighed, Menneskelighed frem for Menneskenes Børn. Jeg er ikke selv Medlem af nogen „Fredsforening" og kommer neppe til at være det; men at Fredstankerne vil tage Fart, naar engang denne Krig er ophørt, anser jeg for næsten givet og for fuldt be­

rettiget. Thi at Christendommens Aand, ligesom den har ført til Afskaffelse af Slaveri og Trældom, saaledes ogsaa bør føre hen- imod at afskaffe Krig og indføre Voldgift mellem Nationerne, synes mig ganske unægteligt.

Hvorledes der i det Enkelte bør arbejdes for Freden, vil jo i de store Omrids fremgaa af det Foregaaende. Det er Ondets Rødder, vi skal til Livs, altsaa Nationalismen og Statsegoismen.

Brutaliteten, den gudforladte Militarisme maa have sit Skuds- maal, sættes i det Lys, den fortjener. Her ind under hører det at fremhæve med Styrke, at en Nation kan finde en værdigere Gjenstand for sin Stræben og sin Dygtighed end Opfindelsen af altid fuldkomnere Mordredskaber; at selv i Krigen er det en Ære at vise Humanitet, og at folkeretlige Grundsætninger ikke er til for efter Behag og Bekvemmelighed at sættes paa Porten.

15

Det maa kræves, at Alliancer kun sluttes, ikke til Bevarelse eller Udvidelse af Magt, men til Afværgelse af Vold og Uret. Pressen maa — men er det muligt? — opdrages til at iagttage Alvor, Ret­

færdighed og Besindighed. Vi maa forkynde højlydt for Folkene, at Dyrkelsen af „denne Verdens Gud" maa ophøre, fordi den uomgængeligt fører til fordærvelige Katastrofer.

Vi maa bestræbe os for at formindske Antallet af Krigsgrunde og Krigsforanledninger. Biskop Martensen siger i sin Ethik, at d e n „ r e t f æ r d i g e " K r i g m a a v æ r e m o t i v e r e t v e d „ t i l s t r æ k k e ­ l i g e " Grunde. Det vil neppe falde helt let i det Enkelte at be­

stemme, hvilke Grunde der er tilstrækkelige. Men derfor kan der dog fuldt vel peges paa u t i l s t r æ k k e l i g e Krigsgrunde.

Erobringslyst, ligesom ogsaa den blotte Tanke om at bevare Lige­

vægt eller faa Overvægt over en anden Stat er en ganske util­

strækkelig Krigsgrund. Jeg ser ikke rettere, end at det Samme maa siges om den Krigsgrund, som jeg for kort siden i en Blad­

artikel har set ganske træffende betegnet med det Navn „Kom­

mercialismen", Handelskonkurrencen, Kampen om Verdensmar­

kederne, som synes at spille en meget væsentlig Rolle i den senere Tids Sammenstød mellem Staterne. Staterne maa ikke være mis­

undelige paa hverandre; de maa finde sig i ærligt Kapløb paa dette Omraade; i fornødent Fald maa Kontroverser paa dette Felt kunne ordnes ved Voldgift.

Blandt Krigsforanledninger bør sikkert g a n s k e s æ r l i g t nævnes national Forurettelse og Undertrykkelse. Neppe Noget hidser mere, end naar Dele af en Nation løsrives og holdes under Aag af en anden Nation; ja, det vil være vanskeligt at benægte, at Sligt kan give r e t f æ r d i g Anledning til Krig. Bortskaffedes dette af de evropæiske Forhold, vilde dermed et mægtigt Tønder til Krig være skaffet af Vejen. Gid derfor den nærværende Krig, naar den engang ender, maatte medføre Frigjørelsen af under­

trykte og forurettede Nationer eller Folkedele! Gid Stateine vilde indse, at dette kræves af Retfærdighed og Menneskelighed, og at Undertrykkelse af en fremmed Nationalitet er en Torn i

16

Statens eget Kjød! Gid d e maa faa Lov at være sammen, som

„gjerne vil sammen være"! —

Hvis den nærværende Katastrofe kunde føre til, at det christne Folk rundt om i Verden kunde blive ret betænkt paa og samle sig om Bestræbelser af den her angivne Art, da vilde Ordet: „over Dig skal Herrens Herlighed ses" ogsaa paa denne Maade faa en Opfyldelse. Da vilde det christne Folk ogsaa saa- ledes opfylde sin Mission at være „Jordens Salt" og „Verdens Lys".

Men Haand i Haand dermed maatte det gaa, at de Christne

— v i Christne ogsaa paa Livets Omraader i det Hele beflittede os paa at frembære „Lysets Frugt, som viser sig i al Godhed, Retfærdighed og Sandhed" (Efes. 5, 9). —

I D e c e m b e r 1 9 1 4 .

J C 0 H E M 5 ICTRYKKERIER

K Ø B E N H A V N ntwiat-wmiiri.