THE DET

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

I VERDENSKRIGEN 1914-18 [ g

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019382452

O / U

<J-'N

HVAD DER F O R E S T A A R

NOGLE ORD OM FREMTID OG HAAB I DEN HELLIGE

SKRIFTS LYS

* ,

VED

C. ASSCHENFELDT-HANSEN

SOGNEPRÆST I OJERN

O. LOHSE — KØBENHAVN 1916

fe ^

i" • .

'

. . . . . .

.

HVAD DER FORESTAAR.

NOGLE ORD OM FREMTID OG HAAB I DEN HELLIGE SKRIFTS LYS

VED

C. ASSCHENFELDT-HANSEN,

SOGNEPRÆST I GJERN.

O. LOHSE — KØBENHAVN 1916

I. Indledning . 3

II. Fremblikket i den gamle Pagt 9

III. Kristi eget Ord om de sidste Tider (efter Evangelie-

beretningerne) 13

IV. Den apostoliske Tids Forventning 19

V. Aabenbaringens Bog 36

VI. Det antikristelige Rige 47

VII. Gudsrigets Sejr 63

,, LJet er godt, at man h a a b e r og er s t i 11 e til Her­

rens Frelse." Saaledes lød Ordet fra Profeten Jere­

m i a s , d a h a n s a d p a a J e r u s a l e m s R u i n e r . I H a a b e t løftede hans Sjæl sig fra Sorgens Nattemørke til at skue frem motø. en ny Dag. — Jeg mindes fra min tidlige Barndom en lille Sang, som vor Lærer i Al­

mueskolen lod os synge, og hvis første Linjer ofte siden har tonet for mig; den begyndte saaledes:

„Haabet ogsaa blege Kinder farve kan som Rosen­

blad." Hvor Haabet er udslukt, er kun Fortvivlelsen tilbage. Derfor lod den italienske Digter Dante Ind­

skriften over Helvedes Port være denne: „De, som træde herind, maa lade Haabet blive tilbage". Men G u d s F o l k h a r F o r j æ t t e l s e n o m „ e n F r e m t i d o g et Haab" (se Jerem. 29, 11), og det et Haab, „der ikke beskæmmer", thi det er bygget paa Guds Kærlighed i Kristus, den Kærlighed, der „blev ud­

øst i vore Hjerter ved den Helligaand, som blev given os" (Rom. 5, 5). Uomvendte Mennesker kan ogsaa have Forhaabninger, men det ender i Skuf­

felse. Det passer saa vist, hvad Grundtvig synger om „Verden": „Du skuffed' enhver, som havde Dig kær, Du tidlig og sildig dem¹ skuffed' for vist, men

2, 12), det er den vantro Verdens sørgelige Lod.

Vel bruges i Verden ofte dette Udtryk: „Vi haaber,"

men det er et Udtryk for Uvished og Usikkerhed, hvorved man just betegner: „men jeg er slet ikke v i s p a a d e t . " N e j , n a a r H e r r e n s O r d t a l e r o m H a a b , d a b e t e g n e r d e t n o k , a t m a n e n d n u i k k e s e r d e t , m e n d e t e r j u s t e t U d t r y k f o r n o g e t f u l d v i s t , noget, der ikke beskæmmer. „I Haabet blev vi frel­

ste" (Rom. 8, 24); dette Ord betegner en fast Vis­

hed om Frelse, kun at Frelsens Herlighed endnu ikke tilfulde er til Syne. Naar vi her taler om Haa­

b e t , d a t a l e r v i o m d e t l e v e n d e f u l d v i s s e H a a b , d e r e r k n y t t e t t i l l e v e n d e T r o .

Blev den levende Gud Din Gud, da straaler det l e v e n d e H a a b f r e m . G u d k a l d e s „ H a a b e t s G u d "

(Rom. 15, 13). Vor Bibel straaler af Haab. Fra først til sidst er (der en Haabets Gyldenglans over Bibelens Vidnesbyrd. Der er store og herlige Ting i Vente f o r G u d s F o ^ k , d e t s k a l e n d e m e d H a l l e l u j a . „ V i rose os af Haab om Guds Herlighed," vidner Paulus (Rom,. 5, 2), og han ønsker for de hellige i Rom, at de maattje blive „rige i Haabet ved den Helligaands Kraft."

Men ligesaa vist som vor Bibel er fyldt med Haa­

bets Straaleglans, ligesaa vist vidner den om, at V e j e n t i l H e r l i g h e d e n g a a r g e n n e m T r æ n g s e l . „ V i maa igennem mange Trængsler indgaa i Guds Rige,"

h e d d e r d e t i A p o s t l . G e r n . 1 4 , 2 2 . „ V æ r g l a d e i H a a b e t , " s i g e r A p o s t e l e n , m e n f ø j e r t i l : „ u d h o l ­ dende i Trængselen, vedholdende i Bønnen".

Det: at „lide med Kristus" er nøje knyttet til det at „herliggøres med ham" (Rom. 8 , 1 7 ) .

Og i Aabe nbaringe ns Bog Kap . 1, 9 benæ vner Jo­

hannes sig: „eders Broder og meddelagtige i

T r æ n g s e l e n o g R i g e t o g U d h o l d e n h e d e n i J e ­ sus." Trængselen og Riget knyttes sammen.

Maatte disse Ord hjæjlpe til at gøre Guds Børn rigere i Ha abet, thi det trænger vi til at blive!

Og maatte det h'os Dig, der endnu staar udenfor Herlighedsforjættelsen, vække Længsel efter at faa D e l d e r i , „ D e l i d e h e l l i g e s A r v e l o d i L y s e t " . Du blev i din Daab kaldet til den Herlighed. Saa vær da ikke længere ,,en fremmed og en Udlænding"

blandt Guds Folk, men hæv Din Arv i Omvendelse og Tro, at Du kan blive ,,de helliges Medborger og en af Guds Husfolk" (Efes. 2, 19).

Den første Menighed stod, som vi siden nøjere skal se, fyldt med Haab og Forventning, men da Kri­

stendom blev Statsreligion i Romerriget, og Kirken fik lettere Dage, trængtes Forventningen noget til­

bage. Den baner sig dog Vej i en sværmerisk Skik­

kelse gennem Montanisternes Sekt, den, Tertul- lian, en af Kirkens Stormænd i Begyndelsen af det 3die Aarhundrede, sluttede sig til. Vi møde ogsaa en levende Forventning om Herrens Genkomst hos Pietismen i 17de og 18de Aarhundrede; man har jo ofte beskyldt Pietismen for Snæversynethed, men paa det Punkt som med Hensyn til Hedningemissio­

n e n v a r d e n v i d t s k u e n d e .

I nyere Tider har Irvingianismen peget stærkt paa Kristi Genkomst, men rigtignok føjet en Del ubibelske og sværmeriske Paastande til ved Siden af, som har svækket Betydningen af dens i og for sig saa berettigede Henvisning til at forvente Herren.

Med endnu langt grovere Vildfarelser fremtræder Adventisterne, der ogsaa er ivrige i at tale om Herrrens Genkomst. De har ikke faa Kolportører, Mænd og Kvinder, der gaar om og sælger Bøger i Pragtbind, dyre Bøger, der taler om de sidste Ting,

men paa adventistisk Vis, og ikke faa køber de Bøger.

Ligesaa er der bleven udbudt en Del Bøger ved Navn:

„Millenniets Daggry" („Millenniet" betyder „Tu- sindsaarsriget"). Ogsaa disse Bøger indeholder vovede Paastande, der neppe holde Stik.

Men at saadanne Bøger købes og læses, vidner om en Trang i Guds Folk til at faa Del i den Klarhed, Gud i sit Ord har givet os om, hvad der forestaar, o m v o r F r e m t i d o g v o r t H a a b . O g d e t e r e n b e ­ rettiget Trang. Paulus sagde i Milet i sin Afskeds­

tale til de ældste fra Efesus: „jeg unddrog mig ikke fra at forkynde Eder hele G:uds Raad." Hvad d e r e r o s s k æ n k e t a f G u d ( i K o r . 2 , 1 2 ) a t v i d e , det er os ogsaa tjenligt at vide, det har Betydning for os paa vor Himmelvandring. Men nægtes kan det vel ikke, at Herlighedshaabet har haft en altfor tilbagetrængt Plads i Forkyndelsen. Det, der har skræmmet, har vel været, at man saa Sværmeriet brede sig just ogsaa paa det Omraade. De fleste Sekter, der har syslet ivrigt med dette Spørgsmaal, har villet beregne Dag og Time for Herrens Gen­

komst, og det lader sig ikke gøre.

Men Tidens Tegn har Herren budet os at agte paa, for a,t vi kunde være vaagne og rede i Forvent­

ningen. Og „rige i Haabet" kan vi heller ikke blive uden ved at lytte til, hvad Gud har givet os at kende om, hvad der forestaar.

Maatte dette lille Skrift da faa Naade til at tage frem, hvad Herren har givet os at se, ikke lægge til,, ikke tage fra, men i aandelig Ædruelighed se Lys i Guds Lys!

II. Fremblikket i d e n gamle Pagt.

Næsten alle Profetierne skue langt fremefter, frem imod Tiden, da Messias skulde komme. Men Kristi første og andet Komme staar for dem, der saa frem f r a d e t f j e r n e , o f t e s o m h i n a n d e n g a n s k e n æ r l i g ­ gende Begivenheder. Naar man færdes i Bjergegne, som f. Eks. i Svejts, og ser frem mod de høje Topper

ser det ofte ud, som laa to Bjergtoppe umiddelbart i hinandens Nærhed. Men kommer man hen til Ste­

det, ser man ofte, at der er ikke faa Mil imellem dem..

Saaledes er det ogsaa med det profetiske Fremblik;

Mellemtiden mellem Kristi første og andet Komme svandt næsten bort for dem.

Heller ikke Mellemrummet i Tid mellem Kristi andet Komme og den sidste Dag med den nye Jords Frembrud lægger de Vægt paa. Tusindaarsriget og den nye Jord bliver som eet.

Man kan sige, at Profeterne havde faaet noget af Guds Blik at se paa Tiden med. For Herren er tusinde Aar som een Dag og een Dag som tusinde Aar. Det Mellemrum i Tid, der er mellem Kristi første og andet Komme, hidtil henved 1900 Aar, er kun en liden Stund for Evighedens Gud, om end det efter menne­

skelig Maalestok synes en lang Tid. Vi forstaa dette F o r h o l d b e d r e v e d a t t a g e e t t i l s v a r e n d e B i l l e d e f r a det os omgivende Liv. For en Døgnflue f. Eks., hvis Liv er af saa kort Varighed, vilde en Maaned være en uhyre lang Tid. For os er en Maaned kun en kort Tid.

Herren sagde: jeg kommer snart. Han har en anden Maalestok for Tiden, end vi Mennesker til daglig anlægge, men Profeter og Apostle følge Her­

ren i dette Syn paa Tiden. Og vi maa ikke sige, at det var Fejltagelse. Nej, de havde ligesom stillet

gende Udviklingstid mellem Herrens første og andet Komme for dem kun som en liden Stund.

Vi vil ikke nu gaa dybere ind paa de gammel­

testamentlige Profetier, det faa vi mere frem i den følgende Udvikling; her vil vi kun antyde Hoved­

punkterne, og vi vil se, hvor nøje de gammeltesta­

mentlige Profetier i Hovedtrækkene stemme overens med de ny-testamentlige. Det gaar ogsaa paa dette Punkt efter Augustins bekendte Ord: „Det nye Te­

s t a m e n t e l i g g e r s k j u l t i d e t g a m l e , d e t gamle ligger aabent i det nye."

Blandt de store Profeter, der skue ud mod de s i d s t e T i d e r , m a a v i f ø r s t n æ v n e P r o f e t e n E s a j a s ; særligt de to sidste Kapitler (Kap. 65 og 66) skildrer det kommende Herlighedsrige med Dommen over Ver­

d e n s m a g t e n o g r æ k k e r h e l t f r e m t i l „ n y e H i m l e o g en ny Jord" (Esajas 65, 17).

Meget rig er Fremtidsblikket hos Profeten Eze- kiel fra Kap. 37 til Kap. 48 i hans Bog. I Kap. 37 fortælles os om Profetens Vandring i Dødningedalen, D a l e n , d e r v a r f y l d t m e d m a n g e o g s a a r e t ø r r e Dødningeben. Da Profeten paa Herrens Bud talte Guds Ord over dem,, begyndte det at rasle i de tørre Ben, de samlede sig, der kom Sener og Kød paa dem og Hud derover, „men der var ikke Aand i dem," staar der. Mjen da Profeten paa Herrens Bud blev ved at spaa over dem, kom der Aand i dem, og de blev levende, en saare stor Hær. — Og Herren f o r k l a r e d e S y n e t f o r P r o f e t e n s o m g a a e n d e p a a I s ­ raels Folks Fremtid. Men af Sammenhængen ses d e t k l a r t , a t d e t e r I s r a e l s F r e m t i d i d e s i d s t e T i d e r . Dette Folk, med hvis Forhaabning det synes ude, skal blive fyldt med Livet fra Gud i de sidste Tider, og det skal komme tilbage til Israels Land.

Hvem kan i vor Tid lade være med at tænke paa d e n B e v æ g e l s e m e l l e m I s r a e l s B ø r n , d e r k a l d e s Z i o ­ nismen; det rasler i de tørre Ben, men endnu er Bevægelsen kun national, ikke baaret af Guds Äand, ganske som Profeten saa det i Synet, at de tørre Ben ligesom sammenføjedes til et Legeme, men ,,der var ikke Aand deri". Men Vækkelsen fra det høje vil komme, og denne Begivenhed, Israels Omvendelse, indleder Tiden for Herrens Genkomst. Og er hele den verdenshistoriske Rystelse i denne grufulde Ver­

denskrig ikke et Varsel om, at Tiden nærmer sig, da ogsaa det hellige Land skal udfries fra Hedningernes Vold. „Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, ind­

til Hedningernes Tider fuldkommes," har Herren sagt (Luk. 2i, 24). Tyrkernes Fod har nu i mange Aar- hundreder nedtrampet Jerusalem. Mon ikke deres Tid s n a r t e r f o r b i ?

I Ezekiel Kap. 38—39 skildres Forhold, som peger klart hen paa Antikristen og Dommen over ham, hvilket vi senere skal komme tilbag"e til. Og i Ka­

pitlerne 40—48 ser Ezekiel herlige Syner om en dejlig Tid, hvor det genfødte Israel synes at være Midt­

punktet for en Strøm af Liv, som derfra udgaar til Folkene. Vi vil kun pege paa Synet i Kap. 47 om den lille Kilde, der udsprang fra Templets Tærskel og derfra strømmede med stedse dybere Væld ud i det døde Hav og gjorde dette frisk. — Hele Skil­

dringen peger hen paa den Tid, Skriften kalder T u- sindaarsriget, om hvilken Tid Paulus i Rom. 11,

15 siger, at den skal være som „Liv ud af døde".

I D a n i e l s B o g , s o m v i s i d e n n æ r m e r e s k a l b e ­ t r a g t e , h a r v i o g s a a s t o r e F r e m t i d s s y n e r . A n t i k r i ­ stens Regimente i den sidste Tid ser Daniel forud, men ogsaa, hvorledes Verdensmagten, der fik sit Ud­

tryk i det store Billede, Nebukadnesar saa i Drømme,

skulde knuses af den lille Sten fra Klippen, og denne Sten — Billedet paa Guds Rige — skulde blive et Bjerg, der fyldte hele Jorden. I Kap. 7, 18 spaar han am, hvorledes „den højestes hellige skal modtage Riget og besidde det evindelig".

Og"saa Profeten Joel taler i sin Bogs tredie Ka­

pitel om Herrens Dag, om Dommen. Profeten Ha- b a k u k , d e r i K a p . 2 , 1 s i g e r : „ j e g v i l s t a a p a a V a g t o g s t i l l e m i g p a a V a r e n o g s p e j d e f o r a t se, hvad han vil tale til mig — — —ser fra sit profetiske Udkigssted et dejligt Syn, hvorledes

„ F o l k e s l a g e n e t i l s i d s t s k u l d e a r b e j d e s i g trætte" (hvor passer dette Udtryk ikke nøje ogsaa til denne frygtelige Opslidningskrig mellem Fol­

k e n e , v i n u e r V i d n e t i l ) , o g , J o r d e n f y l d e s m e d E r k e n d e l s e a f H e r r e n s H e r l i g h e d , s o m V a n ­ dene, der dække Havet" (Habakuk 2, 13—14).

Og saa har vi Profeten Sakarias's Fremtids­

syner. Han skuer Israels Omvendelse i de sidste T i d e r ( „ d e r s k a l b l i v e L y s v e d A f t e n s t i d " ( S a k . 14, 7)) og Guds Riges herlige Aabenbarelse (alt, selv d e t m i n d s t e , s k a l d a v æ r e „ h e l l i g e t H e r r e n " ( S a k .

14, 20)).

Vi ser, at der er tre faste Hovedlinier i Frem­

tidsbillede, der tydeligt møder os allerede i den gamle P a g t s F r e m t i d s b l i k ; n e m l i g : 1 ) I s r a e l s O m v e n ­ d e l s e , 2 ) A n t i k r i s t e n s K o m m e o g D o m m e n over ham samt 3) Herlighedsriget hernede i den gamle Jords Aftentid og omsider den nye Jord. Disse Hovedlinier vil vi atter og atter møde i Skriften, og de to første løber en Tid tilsyneladende

jævnsides med hinanden.

III. Kristi e g e t O r d o m d e sidste Tider (efter Evangelieberetningerne).

Vi vil først nævne Ordet fra Bjergprædikenen i M a t t h . 5 , 5 : „ S a l i g e e r d e s a g t m o d i g e , t h i de skulle arve Jorden". Denne Forjættelse pe­

ger fremad paa den Tid, da Guds Folk skal re­

gere med Kristus. Hvis der ved Jorden tænkes paa denne Jord, viser Herrens Forjættelse hen til T u s i n d a a r s r i g e t . E l l e r s p e g e r d e t h e n p a a d e n n y e Jord. Ej Hærmagt, ej Kapital skal arve Jorden,

men Herrens smaa.

Saa er der den anden Bøn i „Fader vor" (Matth.

6, 10): »Komme Dit Rige«. Den peger ikke blot hen paa Guds Riges Komme ved Sjæles Omvendelse o g G u d s F o l k s H e l l i g g ø r e l s e , m e n o g s a a p a a H e r - lighedsriget i dets afsluttende Fylde: Faderens Rige.

Den Tid, vi nu letve i, er med Rette bleven benævnt Aandens Rige, den Tidsperiode, i hvilken Guds­

riget er mere skjult, er i „de ringe Ting"s Dage.

Udvortes synes denne Verdens Herre at regere. Det er om denne „nærværende Tid", Apostlen skriver:

„Eders Liv er skjult med Kristus i Gud" (Coloss. 3, 3).

Men han føjer til: „Naar Kristus, vort Liv, aaben- bares, da skulle ogsaa I aabenbares med ham i Her­

lighed."

Sønnens R i g e , K r i s t i R i g e i s æ r l i g F o r s t a n d , begynder ved hans Tilkommeise med Dommen over Antikristen, med at Satan bliver bundet, den første Opstandelse finder Sted, og Tusindaarsriget indtræder. „Derpaa kommer," som Paulus skriver i i C o r . 1 5 , 2 4 o g 2 8 , „ E n d e n , n a a r h a n o v e r g i v e r Gud og Faderen Riget", da „Sønnen selv skal underlægge sig ham, som har underlagt ham alle Ting, for at Gud kan være alt i alle".

Det er dette Gud Faders Rige, det afsluttende Rige, hvis Komme vi i den anden Bøn skal bede om.

I Lignelsen om Klinten eller Ugræsset blandt Hveden taler Herren (Matth. 13, 40—43) o m V e r d e n s E n d e , d a „ M e n n e s k e s ø n n e n s k a l u d s e n d e s i n e E n g l e , o g d e s k a l s a n k e u d a f h a n s Rige alle Forargelserne og dem, som gøre Uret, og de skulle kaste dem i Ildovnen; der skal være Graad o g T æ n d e r s G n i d s e l . D a s k u l l e d e r e t f æ r d i g e s k i n n e s o m S o l e n i d e r e s F a d e r s R i g e . "

I M a t t h . 1 9 , 2 8 s i g e r H e r r e n t i l A p o s t l e n e : „ S a n ­ delig siger jeg Eder, at I, som har efterfulgt mig, i I g e n f ø d e l s e n , n a a r M e n n e s k e s ø n n e n s i d d e r paa sin Herligheds Trone, skal sidde paa tolv Troner og dømme Israels tolv Stammer."

„ I g e n f ø d e l s e n " b e t e g n e r h e r O v e r g a n g e n f r a den nærværende til den tilkommende Verden, den gamle Jords Fornyelse til Herlighed, hvortil Begyn­

delsen sker ved Tusindaarsriget; til dette Rige sigtes der vistnok, naar der tales om „Menneskesønnens Herligheds Trone", eftersom Apostlene siges (i det genfødte omvendte Israel) at skulle regere med Kristus.

Men denne Jordens Igenfødelse ledsages som en­

hver Fødsel af mange Fødselsveer. Og disse Veer taler Herren om i Matth. 24, hvor han som Tegn for sin Genkomst nævner: Krige og Rygter om Krige, Hungersnød, Pest, Jordskælv, alt dette som „Ve­

e r n e s B e g y n d e l s e " . F r e m d e l e s F o r f ø l g e l s e a f d e hellige, og falske Profeters Fremkomst; endvidere, a t „ L o v l ø s h e d e n v i l b l i v e m a n g f o l d i g o g K æ r ­ ligheden derfor kold hos de fleste". Det er den antikristelige Frafaldstid, Herren peger paa.

Men tillige nævner Herren som et glædeligt Tegn, at Tiden kort før hans Genkomst skal være en stor M i s s i o n s t i d . d a G u d s R i g e s E v a n g e l i u m s k a l

p r æ d i k e s i h e l e V e r d e n t i l e t V i d n e s b y r d for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme".

En lys Forjættelse for Hedningemissionen. Saa næv­

n e r H e r r e n , a t H i m m e l e n s K r æ f t e r s k a l r y s t e s , der skal ske Tegn i Sol og Maane og Stjerner. Og saa skal „Menneskesønnens Tegn vise sig paa Himmelen". Hvorledes dette Tegn skal forstaas, er o s i k k e a a b e n b a r e t . M e n a l l e „ J o r d e n s S t a m m e r

— derved forstaas de med Hjertet jordbundne Ska­

rer — skal jamre sig. Og de skal se Menneske­

sønnen komme med Kraft og megen Herlighed. Og h a n s k a l u d s e n d e s i n e E n g l e m e d s t æ r k t l y d e n d e Basun, og de skal samle hans udvalgte fra de fire Vinde, fra den ene Ende af Himmelen til den anden."

E n g l e - B a s u n e n p e g e r h e n p a a J u b e l a a r e t (hvert 50de Aar) i det gamle Israel. Med Basunklang (paa hebraisk: „Jobel", deraf vort Jubel) indlededes dette dejlige Aar, der bragte Frihed og gode Kaar for de trælbundne og fattige. Jubelaaret er et For­

billede paa Herlighedsriget, hvortil de hellige skal samles fra alle Jordens Kanter ved Englebasunen.

Herren ligner den Tid, der da skal oprinde for hans Folk, ved en Sommertid (se Matth. 24, 32), og i Lukas 21, 28 siger han: „Naar disse Dage be­

gynde at ske, da ser op og opløfter Eders Hoveder, efterdi Eders Forløsning stunder til."

Baade, som nævnt, i Matth. 24 og i Luk. 17 skildrer Herren det store Frafald, der skal gaa forud for hans Genkomst, idet han siger, at det skal v æ r e s o m p a a S y n d f l o d e n s D a g e o g p a a L o t h s D a g e . T i d e n s k a l v æ r e g u d l ø s , m a t e r i a l i s t i s k , jordbundet, gennemverdslig; „de agtede det ikke,"

siger Herren, hvad Noah vidnede, og saaledes vil de sidste Tiders vantro Slægter agte Guds Ord for Tant.

M a t e r i a l i s m e n , d e t g e n n e m v e r d s l i g e S i n d , b l i v e r den største Fare for vor Slægt, Djævelens virk­

somste Middel til at hindre eller svække Troslivet.

I Lukas 18, 8 staar det alvorsfulde Ord fra Her­

r e n : „ M o n M e n n e s k e s ø n n e n , n a a r h a n k o m ­ mer, vil finde Troen paa Jorden?" Det peger hen paa mørke Tider.

Hele Kap. 25 hos Matthæus peger paa de sidste T i d e r . F ø r s t h a r v i L i g n e l s e n o m B r u d e j o m f r u ­ erne. Alle slumrede de ind, da Brudgommen tøvede. Det forudsiger, at Forventningen vil slap­

pes gennem Tiderne ogsaa hos dem, der dog havde Troens Olie, hvad der i Sandhed er gaaet i sørge­

lig Opfyldelse. Hvor tilbagetrængt er ikke Forvent­

ningen om Herrens Genkomst! Hvor sjældent tales der ikke endnu blandt Guds Børn om dette Punkt, der fyldte den første Menighed saa stærkt!

„ M e n v e d M i d n a t s k e t e A n s k r i g e t . " D a det var mørkest, lød Vægterrøsten: Brudgommen kommer!

Mon ikke Anskriget er begyndt at lyde i vor Tid. Vel den, der har Olie i sin Lampe! Da vil d e t o p f y l d e s , h v a d d e r s t a a r i M a t t h . 2 4 o g L u k . 1 7 :

„To Mænd skal være paa eet Leje; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage." „To Kvinder skal male paa samme Kværn; den ene skal tages med, og den anden skal lades tilbage."

Efter Lignelsen om Brudejomfruerne følger den om de betroede Talenter. De tro Tjenere blev

„sat over meget". Ogsaa dette peger vist nok hen paa Tusindaarsriget, da de hellige skal regere med Kristus her paa Jord.

Endelig slutter Matth. 25 med det mægtige D o m m e d a g s b i l l e d e , d e n s i d s t e s t o r e D o m ,

der følger efter Tusindaarsriget. Da skal den sidste og evige Skilsmisse finde Sted mellem Guds Folk og Verdens Folk, mellem Faarene, der lød den gode Hyrdes Røst, og Bukkene, der stødte ham fra sig.

Derefter kommer saa den nye Jord for de frel­

ste og den evige Ild for de fortabte.

M e n d e t e r J e s u K r i s t i V i l l i e , a t h a n s T j e ­ nere stadigt skal forvente ham. Læs hans Ord i Lukas 12, 35—40: „Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende. Og værer I ligesom Men­

nesker, der vente paa die res Herre, naar han vil bryde op fra Bryllupet, for at de straks, naar h a n k o m m e r o g b a n k e r p a a , k u n n e l u k k e o p f o r h a m . S a l i g e e r d e T j e n e r e , s o m H e r r e n f i n d e r v a a g - ne, naar han kommer. — — Og dersom han kom­

mer i den anden Nattevagt og kommer i den tredie Nattevagt og finder det saaledes, da er disse Tjenere salige."

Altsaa Tjenerne skal forvente ham baade i an­

den og i tredie Nattevagt, vistnok de vanskeligste Tider at holde sig vaagen i (fra 9—12 og fra 12—3).

Første og sidste Vagt er ikke saa svære at vaage i, thi da er dels den svundne Dag saa nær, dels den nye Dag ved at grye. Men Herren vil, at hans Tje­

nere skal vente ham til enhver Tid, thi „Menne­

s k e s ø n n e n k o m m e r i d e n T i m e , I i k k e m e n e "

(Lukas 12, 40). Tid og Time har Faderen forbe­

h o l d t s i n e g e n M a g t . M e n d e n a a r v a a g n e , t r o F o r v e n t n i n g a f H e r r e n s K o m m e s k a l p r æ g e G u d s F o l k . D o g d e t s k a l i k k e v æ r e m e d H æ n ­ derne i Skødet. Nej, hans Tjenere skal være i fuldt Arbejde for ham; det fremgaar af Herrens Ord (Lukas 12, 42—43): „Hvem er vel den tro og forstandige Husholder, som Herren vil sætte over sit Tyende til at give dem den bestemte Kost i rette

2

Tid r Salig er den Tjener, hvem hans Herre, n a a r h a n k o m m e r , f i n d e r h a n d l e n d e s a a - l e d e s . "

I J o h a n n e s ' E v a n g e l i u m h a r v i H e r r e n s O r d om, at han vil kom|me igen og tage sine Ven­

ner til sig (Joh. 14,3). Af Joh. 21 Slutning hører vi, at Herrens Ord til Peter om Johannes: „Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad vedkommer det Dig?" var bleven forstaaet omkring i Kristenheden, som om Herren vilde komme igen, før Johannes døde. Men i Joh. 21, 23 føjes til:

„Og Jesus havde dog ikke sagt til ham, at han skulde dø, men: „Dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer —

Der gik et Suk gennem Apostelmenigheden, da Johannes døde, og Herren endnu ikke var kommen igen. Herrens: „jeg kommer snart" maatte udstræk­

k e s p a a l æ n g e r e T i d e f t e r m e n n e s k e l i g M a a l e - s t o k. Men dette Suk vidnede om, hvor inderligt F orventningen levede i den første Menighed, saa- ledes som det er Herrens Villie, at den skal leve i hans I-1 olk til alle Tider. Den apostolske Menighed følte, hvorledes dens Liv og Kraft var nøje knyttet til denne Forventning af Herren. Dette vil vi se ved at betragte de mangfoldige Ord, Apostelbrevene indeholder om dette Punkt. Vi vil fremdrage en Del Ord af de hellige Skrifter fra Apostlenes Ger­

ninger af og indtil Johannes Aabenbaring.

IV. Den apostolske Tids Forventning.

»Min Sjæl længes efter Herren mere end Vægtere eftere Morgenen, Vægtere efter Morgenen.« Psaime 130, 6.

Vi kan med Rette sige, at den apostolske Menig­

hed levede og aandede, led og stred, arbejdede og virkede bestandig med Herrens Genkomst for Øje. Enten der prædikes for Jøder og Hedninger, eller der i Brevene vidnes for de hellige, altid mø­

d e r o s H e n v i s n i n g e n t i l H e r r e n s D a g .

Det Haab, der møder os hos de Kristne fra den f ø r s t e M e n i g h e d s T i d , e r i k k e b l o t e t „ E n k e l t ­ mands haab", i Kraft af hvilket den enkelte haa- ber paa sin personlige Fuldendelse, paa at komme hjem til Herren. Det er jo det almindelige i vore Tider, at Haajbet drejer sig mest alene om dette. Vi møde dette ogsaa enkelte Steder som f. Eks. i 2.

Cor. 5, 8, hvor Paulus taler om, at han jo helst vilde

„overklædes", hvormed han mener: opleve Herrens Genkomst og faa sit Legeme forvandlet til Ufor­

krænkelighed; men han føjer til, at han dog ogsaa gerne vilde „vandre bort fra Legemet", for at

„være hjemme hos Herren". Ligesaa taler han i Filippenserbrevet Kap. 1, 23 om, at han „staar tvivlraadig imellem de to Ting", nemlig hvad han skulde ønske sig: at leve eller at dø; da føjer h a n t i l : „ J e g h a r L y s t e n t i l a t b r y d e o p o g være sammen med Kristus, thi dette var saare meget bedre."

E n k e l t m a n d s h a a b e t b e s t a a r i H a a b e t o m , a t den troende Sjæl maa naa hjem i Paradis efter Herrens Ord til Røveren paa Korset: „I Dag skal Du være med mig i Paradis," hjem til en salig T r ø s t e f t e r O r d e t o m L a s a r u s : „ n u t r ø s t e s h a n "

2*

(Luk, 16, 25), og ligesaa til Hvile, (Joh. Aab. 14, 13:

salige de døde, der dø i Herren herefter. De skal hvile fra deres Møje), til Sabbatshvilen, hvor Venner skal kunne tage imod den frelste Sjæl i de evige Boliger (Luk. 16, 9), hvor vi skal være i Sam­

fund med Abraham, Isak og Jakob, med alle de h e l l i g e , „ d e f u l d k o m m e d e r e t f æ r d i g e s A a n d e r " ( H e b . 12) og vente paa Opstandelsens Morgen. Det Haab h a r a l t i d l e v e t i M e n i g h e d e n o g v æ r e t d e t e n k e l t e Guds Barns Trøst.

Men i den apostolske Tid er det saaledes, at den enkelte knytter sit Fremtidshaab ikke saa meget til M e l l e m t i l s t a n d e n i D ø d s r i g e t , m e n t i l h e l e M e n i g ­ h e d e n s H a a b , t i l M e n i g h e d e n s F u l d e n d e l s e og Frelse til en fuldkommen Helligheds- og Herligheds­

tilstand. Ja, Haabet gik jo endnu videre, til den for­

klarede Fuldendelse af selve Himmel og Jord, til nye Himle og en ny Jord, til det himmelske Jerusalem,

„alle Tings Genoprettelses Tider". Haabet favner vidt, har et bredt Vingefang i den apostolske Tid. Det er i Forhold dertil blevet en Del indsnev- r e t i K i r k e n s s e n e r e T i d e r . M a a t t e G u d f a a v o r e H j e r t e r u d v i d e t o g s a a m e d H e n s y n t i l H a a b e t ! Vi vil begynde med Apostlenes Gerninger.

Paa selve Himmelfartsdagen kundgøres Her­

rens Genkomst ved Englerøst. Engle havde for­

kyndt Kristi Fødsel og hans Opstandelse; nu for­

kynde de ogsaa hans Tilkommelse: „Denne Je­

sus, som er optagen fra Eder til Himmelen, skal komme igen paa samme Maade, som I have set ham fare til Himmelen."

Da Peter prædikede for Jøderne i Salomons Søjle­

gang efter Helbredelsen af den lamme (ved den skønne Tempeldør) og formanede dem til Omvendelse,

taler han lige med det samme om „alle Tings ' G e n o p r e t t e l s e s T i d e r " , d a K r i s t u s s k u l d e k o m ­

me igen. Det er et dybt og herligt Ord for det samme, som vi i en af vore Forventningssalmer i vor danske Kirkesalmebog finde gengivet saaledes:

„ S t r a a l f r e m , D u f r y d e f u l d e D a g , m e d F r o m m e , p a a hvilken alt saa vel i Lag skal komme." Den Kvinde, der skrev den Salme, efter Sigende en jævn Borgerkone fra Maribo, der levede paa Kristian d.

4.s Tid, Ellen Andersdatter er hendes Navn, har været fyldt med en inderlig Forventning om Her- lighedsdagen. Derfor hører denne Sang til dem, der a l d r i g b l i v e r f o r s l i d t e . D e n e r s p r u n g e t d y b t u d f r a Livets Aand, derfor har den sin ejendommelige Livs­

kraft som ogsaa mange andre Psalmer.

Men lad os lægge Mærke til, at Apostlen Peter s t r a k s l a d e r H e r l i g h e d s - H a a b e t s L y s s k i n n e f o r d e Jøder, han hin Dag vidnede for (se Apostl. Gern. 3, 21).

Herlighedshaabet i Apostlen Paulus' Breve.

,,Vi rose os af Haab om Guds Herlighed,"

saaledes vidner Paulus, som før nævnt, i Rom. 5, 2.

Og Betydningen af dette Herlighedshaab frem­

d r a g e r h a n n u o v e r f o r a l l e K r i s t e n l i v e t s f o r ­ s k e l l i g e F o r h o l d .

Overfor Guds Børns Lidelser, overfor Korset og al anden Trængsel hernede maler han med stærke , Farver Haabet om den kommende Herlighed i Rom.

8, 18—25.

Han viser, hvorledes „den nærværende Tids L i d e l s e r i k k e e r a t r e g n e i m o d d e n H e r l i g h e d , som skal aabenbares paa os." Og idet han ser hen til

det Suk, der gaar gennem hele Skabningen, gen­

nem alt, hvad af jordisk Rod oprandt, denne Skab-

ning, der er lagt under Forkrænkelighedens Træl­

dom, vidner han om et Haab ogsaa for dette Suk.

„Skabningens Forlængsel/' siger han, „venter paa Guds Børns Aabenbarelse," „Guds Børns Herlig­

heds Frihed," altsaa paa en Gyldentid, der hænger sammen med, at Herlighedsriget bryder frem for Guds Barn.

Og i Rom. 8, 23 peger han paa, at dette Suk efter en Forløsning ogsaa for Legemet kender ogsaa de, der har Aandens Førstegrøde.

Hvor er det godt at vide, naar vi sukke under legemligt Tryk, Sygdom, Træthed, hvad det monne være, at der en Gang, naar Kristus kommer igen, skal blive en Udløsning ogsaa for Gudsbarnets Legeme, og at hele den maalløse Skabning, som jo er dannet af samme Stof som vort Legeme, skal blive delagtig i Herligheden. Paa hvad Maade Gud vil gøre det, e r i k k e s a g t o s . M e n H a a b e t l y s e r o g s a a o v e r a l S k a b ­ ningens Suk og Trællekaar i den nærværende Ver­

den.

Hvor godt at dvæle ved denne kommende Herlig­

hed, det kan bære oppe i Jordelivets sure og trange Tider!

I Rom. 11, 15 knytter Paulus (svarende til Profe­

tien i Esekiel 37) Jødefolkets Omvendelse til Frembruddet af den kommende Herlighed. Han siger, at „dersom Jødernes Forkastelse er Verdens Forli­

gelse" (idet Evangeliet gik ud til Hedningefolkene f ø r s t ) , h v a d b l i v e r d a d e r e s A n t a g e l s e a n d e t end Liv ud af døde?« — Det hører med til de allersidste Tiders herlige Trøst, at Herrens gamle Ejendomsfolk skal blive levende i Aanden, og at der derudfra skal fremvælde en Strøm af Liv over Jord, thi da kommer Kristus igen.

I R o m . 1 2 , 1 2 h e d d e r d e t : V æ r e r g l a d e i H a a -

b e t ! O g i R o m . 1 3 , 1 1 — 1 2 , h v o r A p o s t l e n t a l e r o m de helliges Vækkelse, underbygger han sin For­

m a n i n g m e d a t h e n v i s e t i l : „ n u e r v o r F r e l s e n æ r ­ m e r e , e n d d a v i b l e v e t r o e n d e . N a t t e n e r f r e m ­ r y k k e t , D a g e n e r k o m m e n n æ r . " D e r f o r l y s - vaagen, Guds Folk!

I Rom. 15, 13 ønsker han dem: „Haabets Gud fylde Eder med al Glæde og Fred, idet I tro, at I kan blive rige i Haabet ved den Helligaands Kraft."

Han sætter Haabet som en Rigdom, en Kilde til mere fuld Glæde og Fred i Troen.

I i Kor. i, 7 knytter Apostlen Fremgang i N a a d e g a v e r t i l d e n l e v e n d e F o r v e n t n i n g a f v o r H e r r e s J e s u K r i s t i A a b e n b a r e l s e . "

De to Ting hører sammen.

I i Kor. 4, 5 formaner han Guds Børn til ikke at være overilede i Bedømmelsen af eget eller andres A r b e j d e i H e r r e n s G e r n i n g , m e n b i e p a a L y s e t v e d Kristi Genkomst. „Dømmer ikke noget før Tiden, i n d t i l H e r r e n k o m m e r . " D a k o m m e r a l t „ f o r L y s e t " , o g „ H j e r t e r n e s R a a d a a b e n b a r e s " .

I i Kor. 6, 2—3 revser han de helliges indbyrdes Stridigheder, at de endog søgte Dom hos den hedenske Ø v r i g h e d , v e d a t h e n v i s e t i l , a t d e h e l l i g e j o e n G a n g „ s k a l d ø m m e V e r d e n . "

De kommende Højheds- og Herlighedskaar dra­

ges frem som en Tugt, en Beskæmmelse for deres usle Færd med juridiske Retsstridigheder om Jordens Ting mellem dem indbyrdes. Det burde de hellige selv kunne dømme i. Hvor godt, naar Guds Børn søge deres Tvistepunkter afgjorte indenfor Samfundet. Der­

til skal Fremtidshaabet hjælpe.

I i Kor. 7, 29 søger Apostlen at hjælpe de troende til at se paa jordisk Gods med det rette Blik, at have det „som de. der ikke have det." ikke at være

bundet dertil, ved at henvise dem til, at »Tiden er kort«.

Og i i Kor. ii, 26 minder han dem om, at deres Altergang skal være en Forkyndelse af Herrens D ø d , „ i n d t i l h a n k o m m e r . "

Ogsaa der, ved Nadveren, skal Herrens Genkomst lyse for dem.

I i Kor. 15de Kapitel, Opstandelseskapitlet, taler A p o s t l e n i V . 2 3 o g 2 8 o m d e n f ø r s t e o g a n d e n Opstandelse, Sønnens Rige (Tusindaarsriget) og Faderens Rige, hvormed Guds Riget naar sin evige Fuldendelse.

M e d H e n b l i k t i l d e n n e h e r l i g e F r e m t i d formaner han dem til frimodigt Arbejde i For­

v i s n i n g o m , a t A r b e j d e t s k a l i k k e b l i v e f o r ­ gæves, saa sandt det gøres i Herren.

I i Kor. 16, 22, hvor Apostlen taler et mægtigt Vækkelses ord til dem, der „ikke elske Herren", skærper han det ved at føje til: „Mar an At ha", h v i l k e t b e t y d e r : H e r r e n k o m m e r . O g s a a t i l V æ k ­ kelse for Verden skal Ordet om Herrens Genkomst frem.

Med alt dette for Øje forstaa vi, at det var Gen­

stand for Paulus's stadige Bøn, at de hellige m a a t t e f a a „ H j e r t e t s Ø j n e o p l y s t e t i l a t k e n d e , hvilket det Haab er«, Herren kaldte os til (Efes

i, 18).

Det skal ogsaa vi bede om for Guds Folk, ikke mindst for os selv.

I Filipp. 6 og 10 ser Apostlen hen til „Jesu Kristi Dag" som den Termin, da Herrens gode Værk vil være fuldført i de hellige, da ikke blot Ver­

d e n v i l v æ r e m o d e n t i l D o m , m e n B r u d e n s m y k k e t til at tage imod sin Brudgom, („rene og uden Anstød til Kristi Dag").

Det samme møder vi i i Thessal. 5, 23 („han selv, Fredens Gud, helliggøre Eder ganske og aldeles, og gid Eders Aand og Sjæl og Legeme maa bevares h e l t o g h o l d e n t , u d e n D a d e l i v o r H e r r e s J e s u K r i ­ s t i T i l k o m m e i s e " ) .

Ogsaa i Filippenserbrevet Kap. 3, 20—21 knytter Paulus de helliges „Borgerskab i Himmelen" til Forventningen om, at derfra vil Frelseren komme f o r a t „ f o r v a n d l e v o r t F o r n e d r e l s e s L e g e m e t i l a t b l i v e l i g e d a n n e t m e d h a n s H e r l i g h e d s Legeme". Derfor synge vi i Psalmen: „Rejs op, Dit Hoved, o Kristenhed, i Himlen Du har hjemme, der er dit Hjerte, der er din Skat, derfra han kommer m e d Æ r e n b r a t " .

I Filipp. 4, 5 opmuntrer Paulus til Sagtmodig- h e d s s i n d e t v e d a t h e n v i s e t i l : „ H e r r e n e r n æ r " . Han er nær, der „udfører Ret efter Sandhed" og af­

s k a f f e r d e t o n d e O r d : M a g t e r R e t . D e r f o r k u n s t i l l e , bi og taal — til Herren kommer.

I i Thessal. 1, 10 nævner Apostlen dette, at for­

vente Kristus, som noget af det allerførste, Men­

nesker skal ind i, naar de omvender sig. Han siger til de Hedningekristne i Thessalonika: „I vendte om til Gud fra Afguderne for at tjene den levende og s a n d e G u d o g v e n t e p a a h a n s S ø n f r a H i m ­ lene."

Det var altsaa ikke noget, Apostlene ventede med at forkynde til længere hen i Kristenlivet. Nej dette:

at vende om til at tjene den levende og sande Gud og saa dette: at vente paa hans Søn, følges ad.

Dertil omvendes Mennesker: „til at tjene Gud og f o r v e n t e K r i s t u s " .

Baade iste og 2det Thessalonikerbrev er fyldt med Ord om Kristi Genkomst. I 1 Thessal.

4, 13—18 trøster han Thessalonikerne med, at de

Kristne, der døde før Kristi Genkomst, dog skulde komme med til det store Møde med Herren ved hans Genkomst. Thi „de døde i Kristus" skulde opstaa ved hans Tilkommelse og sammen med de overlevende Kristne (hvis Legeme forvandles til Uforkrænkelig- hecl „i et Nu, i et Øjeblik, ved den sidste Basun", s e i K o r . 1 5 , 5 2 ) m ø d e H e r r e n i S k y .

Apostlen henviser her til den første Opstan­

delse, der efter Ordet her (1 Thessal. 4, 16) altsaa b l i v e r a l l e d e m t i l D e l , d e r „ d ø d e i K r i s t u s " .

Saa trøster hverandre med disse Ord!" siger Pau­

lus (1 Thess. 4, 18), og han kalder (Vi. 15) denne Trøst et „Herrens Ord („dette sige vi Eder med Herrens Ord ). Vi finder denne Trøst skønt udtalt i det lille Psalmevers:

Kristne, hvilken Morgenrøde, Mange sure Timer værd, Naar vi levende og døde Mødes med vor Herre kær.

Skal i Himlens Glans og Ære Evig med vor Frelser være, Love Gud med Englerøst, Husker: det er Herrens Trøst!

I i Thessal. 5te Kap. taler Paulus om, hvorledes Herrens Dag vil komme brat over dem, der sove, over „Nattens eller Mørkets Børn". „Lysets og Da­

gens Børn" maa være ædrue og vaagne" og bære

„Frelsens Haab som Hjelm". Paa dette vaagne, straalende Haab skal Herrens Stridsmand kendes, som Soldaten kendes paa Hjelmen.

I i Thessal. 1, 7—10 hedder det: „Ved den Herres Jesu Aabenbarelse fra Himmelen med sin Krafts Engle" bliver der Hvile for Herrens Folk, s o m n u t r æ n g e s a f V e r d e n , m e n „ e v i g U n d e r ­ g a n g b o r t f r a H e r r e n s A n s i g t o g f r a h a n s

V æ l d e s H e r l i g h e d " o v e r d e m , „ d e r i k k e l y d e v o r Herres Jesu Evangelium". Paa hin Dag kommer Her­

ren „for at herliggøres i sine hellige og be­

u n d r e s i a l l e d e m , s o m h a v e t r o e t . "

Da hele Verden skue skal

Foragtet Sten med Himmelglans at funkle, Og alle Stjerners lyse Tal

kan ej den Herlighed og Glans fordunkle.

Men der skal gaa noget forud for Herrens Dag, noget meget alvorligt. Derom ved Paulus god B e s k e d , o g d e r o m m i n d e r h a n s i n e L æ s e r e i 2 T h e s - sal. Kap. 2, ligesom han havde sagt dem dette, da

han var hos dem (Kap. 2, 5). Det, der skal komme f ø r s t , f ø r H e r r e n s D a g k a n k o m m e , e r d e t s t o r e F r a - f a i d , d e r n a a r s i t H ø j d e p u n k t m e d , , d e t S y n d e n s

Menneske". Det er det, Herren har talt om, da han lignede Tiden forud for sit Komme ved en Tid som Noahs Dage og som Loths Dage i Sodoma, eller da han sagde: ,,Mon Menneskesønnen, naar han

kommer, vil finde Troen paa Jorden?"

Paulus siger med Hensyn til Tidspunktet for Her­

rens Genkomst: „Lad ingen bedrage Eder i nogen M a a d e ; t h i f ø r s t m a a j o F r a f a l d e t k o m m e , o g S y n ­ d e n s M e n n e s k e a a b e n b a r e s , F o r t a b e l s e n s S ø n , h a n , s o m s æ t t e r s i g i m o d o g o p h ø j e r s i g o v e r alt, hvad der kaldes Gud eller Helligdom, saa at h a n s æ t t e r s i g i G u d s T e m p e l o g u d g i v e r s i g s e l v for at være Gud." Det er Antikristens Komme, der peges paa.

Og Paulus taler om, at der er det, der holder liint Syndens Menneske tilbage, og den, der holder tlilbage, indtil han, den lovløse, aaben­

bares.

Han. mener sikkert med det, der holder ham til-

bage. den bestaaende Retsorden, Samfundssamvit- tigheden, den borgerlige Lov, der dæmmer op mod Lovløsheden. Og ved den, der holder tilbage, maa forstaas den, der repræsenterer denne Retsorden, Øv­

righeden i sin øverste Repræsentant, enten det nu er en Konge eller en Præsident.

Alen til sidst bryder Lovløsheden igennem alle Dæmninger, og da kommer den meget trange Tid.

Men da kommer ogsaa den Herre Jesus og dr æ ber og tilintetgør ved sin Til ko mm el- ses Aabenbarelse med sin Munds Aande den lovløse, hvis Komme sker „ifølge Satans Kraft med al Løgnens Magt og Tegn og Undere."

Da knækkes Verdensmagten for bestandig.

Guds Folk skal kunne sejre ogsaa i denne sidste Kamp.

I 2 Timoth. i, 12 siger Paulus: „Jeg ved, til hvem jeg har sat min Tro^ og jeg er vis paa, at han er m æ g t i g t i l a t v o g t e p a a d e n m i g b e t r o e d e S k a t t i l h i n D a g . ' H e r r e n e r V o g t e r o v e r s i n e

\ enners Skat^, og deres Skat er Troens Liv, det evige Liv. Den Skat skal derfor ingen kunne tage fra de ærlige Guds Børn, end ikke Antikristen.

Men jeg ved, paa hvem jeg bygger, Og siden ved jeg, han sikkert mægter

Min Skat for mig at vogte til sin egen store Dag.

Herligheden, der ved Kristi Tilkommelse venter dem, der holder ud, betegner Apostlen i 2 Timoth.

2, 12 saaledes: „Dersom vi holde ud, skal vi ogsaa være Konger med ham." Denne „Kongemagt"

med Kristus henviser til Tusindaarsriget.

Den antikristelige Tids Mennesker skildres i 2 Ti­

moth. 3, i—5 med nitten uhyggelige Karaktermær­

ker.

Men „Retfærdighedens Krans" henligger til alle d e m , s o m , , h a v e e l s k e t H e r r e n s A a b e n b a r e l s e " , glædet sig til den (2 Timoth. 4, 8).

I Titus 2, 13 nævner Paulus som Frugten af Guds Naades Virken i Mennesker ikke blot dette, at Guds Naade „opdrager til at forsage Ugudeligheden og de verdslige Begæringer"; men ogsåa dette, at Naa- d e n v i r k e r F o r v e n t n i n g o m „ d e t s a l i g e H a a b o g d e n s t o r e G u d s o g v o r F r e l s e r s J e s u K r i ­ s t i H e r l i g h e d s A a b e n b a r e l s e .

Saaledes møde vi helt igennem i Paulus's Breve som den røde Traad Blikket fremad mod Herrens Dag, en levende Forventning. Anderledes kan Apostelen ikke tænke sig de hellige; ganske som H e r r e n s a g d e d e t : „ I s k a l v æ r e s o m M e n n e s k e r , der vente paa deres Herre, naar han vil bryde op fra Bryllupet" (Lukas 12, 36).

Paulus og Apostelmenigheden havde lyttet til Ordet fra vor Herre Jesus: „Vorder ogsaa I rede;

thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene."

Men Herren sagde ogsaa (Markus 13, 37): „Hvad j e g s i g e r E d e r , d e t s i g e r j e g a l l e : V a a g e r ! "

Forventningen i de øvrige Breve.

I Hebræerbrevet staar der, i Kap. 3, 6: „Kristi H u s e r v i , s a a f r e m t v i f a s t h o l d e H a a b e t s F r i ­ m o d i g h e d o g R o s u r o k k e t i n d t i l E n d e n . "

H a a b e t h ø r e r m e d t i l d e t , d e r m a a f a s t h o l d e s , om vi skal være sande Medlemmer af „Kristi Hus", rette levende Stene.

Ög i Hebr. 4, 9 staar noget om, hvad det Haab gemmer i sig: „Der er en Sabbatshvile tilbage for Guds Folk." Sabbaten var Ugens sidste Dag, peger hen paa Hvilen efter Ugens Slid og Møje.

En dejlig Hvile er gemt for Quds Folk, en hellig Hvile. Først i Paradis; men Ordet „Sabbatshvile"

peger videre ud til Tiden ved Kristi Genkomst. For den gamle Jord bliver Tusindaarsriget en Sabbats­

hvile (svarende til „Jubelaaret" i den gamle Pagt),

en Afslutning paa Stridens Hverdage, medens den nye Jord bliver som en dejlig „Søndag", der bry­

der frem, en evig „Herrens Dag".

I Hebr. 6, u staar der: „Vi ønske, at enhver af E d e r m a a u d v i s e d e n s a m m e I v e r e f t e r d e n f u l d e Vished i Haabet indtil Enden."

N i d k æ r h e d h a r s o m F o r m a a l o g s a a d e t t e a t hjælpe til fuld Befæstelse i Haabet. Hellig Iver og et levende Haab hører sammen.

I Hebr. 6, 18—19 tales om Haabet som „Sjæ­

l e n s s i k r e o g f a s t e A n k e r " , d e r „ g a a r i n d e n f o r i ' o r h æ n g e t " .

Haabet har kastet Anker i Himlen, i den fa­

ste Grund, der hedder Guds trofaste Forjættelser.

I Hebr. 9. Kapitels Slutning, hvor Talen har væ­

ret om, at Kristus blev Syndofret, der een Gang for alle betalte for vore Synder med sit Blod, siges i V. 28: „Anden Gang (altsaa, naar Kristus kom­

mer igen) skal han uden Synd vise sig for dem, som forvente ham til Frelse."

Naar Kristus kommer igen, har han ikke mere noget at gøre med at sone Synd; da kommer han m e d d e n f u l d k o m n e F r e l s e t i l a l l e d e m , d e r f o r ­ vente ham. Ogsaa de, der ikke forventede ham, skal se ham, men med Gru (Joh. Aab. 1, 7), thi for dem vil han vise sig som Dommeren.

I Hebr. 10, 23—25 hedder det: „Lad os fast­

holde Haabet s Bekendelse urokket, thi trofast er han, som gav Forjættelsen." Og idet de troende for­

manes til at holde trofast sammen i Kærlighed,

gen nærmer sig."

I Hebr. 10, 37 hedder det: „Der er endnu kun en saare liden Stund, saa kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve." Efter Herrens K l o k k e s l e t e r d e t k u n „ e n s a a r e l i d e n S t u n d " , f ø r han kommer.

En liden Stund og endt er Stridens Vælde, En liden Stund og Stormen lægger sig.

I Hebr. 12, 26—28 hedder det som Herrens Ord ( s e H a g g a i 2 , 6 ) : „ E n d n u e e n G a n g v i l j e g r y ­ s t e i k k e a l e n e J o r d e n , m e n o g s a a H i m m e l e n . "

Det peger hen paa de store Naturomvæltninger, hvor­

ved den gamle Jord gaar under. Men der tales og­

saa om det „ubevægelige Rige" eller „det Rige, s o m i k k e k a n r y s t e s " . D e r v e d t æ n k e s p a a d e n n y e Jord, der skal bestaa evigt og aldrig mere om­

skiftes.

I Jakobs Brev Kap. 5, 7—8 hedder det: „Der­

f o r , v æ r e r t a a l m o d i g e , B r ø d r e , i n d t i l H e r r e n s Tilkomme Ise. Se, Bonden venter paa Jordens dy­

rebare Frugt og bier taalrnodigt efter den, indtil den faar tidlig Regn og sildig Regn. Værer ogsaa I taalmodige, styrker Eders Hjerter; thi Herrens Tilkommelse er nær."

( H j e r t e t s t y r k e s u n d e r t a a l m o d i g F o r v e n t ­ ning af Herrens Tilkommelse.

Fremdeles hedder det i Jakob 5, 9: „Sukker ikke imod hverandre, Brødre! for at I ikke s k u l l e d ø m m e s ; s e , D o m m e r e n s t a a r f o r D ø ­ ren."

Ogsaa overfor den indbyrdes „Sukken imod hver­

andre", der kan liste sig ind mellem Guds Børn, e r d e t e n H j æ l p a t h u s k e p a a : „ D o m m e r e n e r

f o r D ø r e n . " S a a m a a j e g s e t i l , a t j e g i k k e d ø m ­ mer andre, saa jeg selv dømmes, „thi med hvad Dom I dømmer, skulle I dømmes," siger Herren (Matth. 7, 1).

I Apostelen Peters første Brev 1, 3—5 toner der en herlig Lovprisning for ham, der genfødte os til et levende Ha ab ved Jesu Kristi Opstandelse,

„ t i l e n u f o r k r æ n k e l i g o g u b e s m i t t e l i g o g uvisnelig Arv," „bevaret i Himlen" til Guds Folk, rede til at aab en bares i den sidste Tid."

Haabet vækker Lovprisning.

O g i i. Pet. 1, 7 sættes det som M a al et, at den „prøvede Tro" maa findes til Ros, Herlighed og Ære i Jes.u Kristi Aa,b e n b ar else, saa Je­

sus fuldeligen kan være herliggjort i os paa hin Dag.

Juvelen skal slibes for at straale i Kristi Æres- krone ved hans Tilkommelse.

I i Pet. i, 13 hedder det: „Binder op om Eders Lænder, værer ædrue, og sætter fuldt ud eders Haab t i l d e n N a a d e , s o m b l i v e r E d e r t i l D e l i J e s u K r i s t i A a b e n b a r e l s e . "

Guds Folks Haab er ej Fantasier, men just forenet med et vaagent, aandeligt ædru Sind.

I i Pet. 3, 15 formaner Apostlen de troende til altid at være „rede til" at forsvare sig overfor en­

h v e r , d e r „ k r æ v e r d e m t i l R e g n s k a b f o r d e t H a a b , der er i dem."

Evangeliet samles her i „Haabet".

I i Pet. 4, 7 hedder det: „Alle Tings Ende er kommen nær; værer derfor aarvaagne og ædrue til Bønnen."

„ D e r f o r " s t a a r d e r . F o r v e n t n i n g e n s k a l h o l d e Guds Folk vaagent og i Bøn. Da en lille, ung Pige første Gang, efter at hun var kommen ud at

tjene, skulde besøge sit Hjem, kunde hun ikke sove Natten før af bar Glæde. Forventningsglæden

kan holde vaagen.

I i Pet. 4, 13 hedder det: „Glæder Eder i samme Maal, som I ha!r Del i Kristi Lidelser, for at I og- s a a k u n n e g l æ d e o g f r y d e E d e r v e d h a n s H e r l i g ­

h e d s A a b e n b a r e l s e . "

Hver Lidelse for Jesu Skyld skal ved hans Aaben­

barelse forvandles til Glæde og Fryd.

Ej! saa lad Dig intet trykke, Sulamith paa denne Jord, Efterdi den er saa stor Og forunderlig Din Lykke.

„ D o m m e n s k a l b e g y n d e m e d G u d s H u s , "

hedder det i 1 Pet. 4, 17.

Herligheden indledes ved Menighedens Lutrelse g e n n e m T r æ n g s l e r n e ( A n t i k r i s t e n s D a g e f o r u d f o r Herrens Tilkommeise).

,,AI Naades Gud, som kaldte Eder til sin evige H e r l i g h e d i K r i s t u s J e s u s e f t e r e n k o r t T i d s Lidelse hedder det i 1 Pet. 5, 10.

Vejen gaar gennem Lidelse til Herlighed. Det er Kongevejen.

Evangelium med Lid!else hører Jorden til.

L i d e l s e u d e n E v a n g e l i u m h ø r e r H e l v e d e t i l . E v a n g e l i u m u d e n L i d e l s e h ø r e r H i m l e n til (den tilkommende Verden).

Apostelen taler (2 Pet. 1, 19) om, at vi gøre vel i at give Agt paa det profetiske Ord som paa et Lys, der skinner paa et mørkt Sted, indtil Da­

g e n f r e m s t r a a l e r , o g M o r g e n s t j e r n e n o p r i n ­ der i Guds Børns Hjerter.

Verden er et mørkt (det græske Ord betegner egentlig ,,et skummelt") Sted, men Guds Folk har

3

et Lys at se ved, indtil Morgenskæret bryder frem,

°S Dagen, den frydefulde Dag, kommer. „Morgen­

stjernen", Tegnet paa Dagens Komme, peger vel hen paa Tiden umiddelbart før Herrens Genkomst, da det, der kaldes „Menneskesønnens Tegn" (Matth. 24, 30), skal aabenbares; et glædeligt Tegn maa det være for Guds Børn, siden det lignes ved Morgen­

stjernen.

I 2 Pet. 3, 10—13 har vi det store Ord om denne gamle Jords Undergang: Bulder skal d e r b l i v e i H i m m e l r u m m e t , E l e m e n t e r n e k o m ­ mer i Brand, Jorden opbrændes. Man har set Kloder i Himmelrummet, der, formodentlig ved Sam­

menstød med en anden Klode, glødede i Ildglans for efter Haanden at slukkes. Om det er Guds Vil- lie, at <det skal gaa paa lignende Vis, naar denne Jord forgaar, kunde synes muligt efter dette Ord.

Og alt dette skal komme „som en Tyv", brat og uforvarende over saare mange.

Apostelen føjer til: „Efterdi da alt dette op­

l ø s e s , h v o r b ø r I d a i k k e f æ r d e s i h e l l i g Vandel og Gudsfrygt!" Og han taler om, at Guds Børn kan fremskynde Guds Dags Tilkom­

m e i s e . H v o r l e d e s k a n d e t s k e ? V e d u d h o l d e n d e B ø n o m G u d s R i g e s K o m m e , v e d n i d k æ r t M i s s i o n s ­ arbejde og ved at leve helligt, saa Bruden kan være smykket for sin Brudgom. Men kan vi frem­

skynde Dagen, saa maa vi ogsaa kunne forsinke den ved Lunkenhed. Lad os dog komme vort Ansvar i H u !

Og naar saa alle Sole blegne, og Jordens Lys slukkes, da er Guds Folk dog ikke hjemløs. „V i f o r v e n t e e f t e r h a n s F o r j æ t t e l s e n y e H i m l e o g e n n y J o r d , i h v i l k e R e t f æ r d i g h e d b o r . "

En ny, hellig Jord, hvor Guds Paradis evigt og ufor­

styrret skal udfolde sig.

I Apostlen Johannes's første Brev 2 , 18 skri­

ver han. „Mine Børn, det er den sidste Time, og som I have hørt, at Antikrist kommer, saa- ledes er nu mange Antikrister fremtraadte; deraf kende vi, at det er den sidste Time. — Hvem er Løgneren uden den, som nægter, at Jesus er Kristus ? Denne er Antikristen, som fornægter Faderen og Sønnen."

Det er et fast Kendetegn paa det antikristelige Væsen, at dermed følger Nægtelsen af, at Jesus er Kristus, Guds Søn. Alle Vegne, hvor vi møder For­

søget paa at nedsætte Jesus til kun at være et Men­

neske eller højest en Mellemting mellem Gud og Menneske, medens hans Guddomsvæsen angribes, der e r n o g e t a f A n t i k r i s t e n s V æ s e n , n o g e t a f F o r t r a ­ vet i hans Hær.

I i Joh. 2, 28 hedder det: „Og nu, mine Børn, blivdr i ham, for at vi, naar han aabenbares, kunne have Frimodighed og ikke skulle blive til S k a m m e f o r h a m v e d h a n s T i l k o m m e i s e . "

Forventningen om Herrens Tilkommeise skal an­

spore til at blive i ham, saa vi kan møde ham med Frimodighed.

I i Joh. 3, 2—3 staar der: „I elskede! nu er vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skal vorde. Vi ved, at naar det aabenbares, da skal vi vorde ham lige; thi vi skal se ham, som han er. Og hver, som har dette Haab til ham, renser sig selv, ligesom han er ren."

At blive Jesus lig, have samme Sind som der var i ham, maa være Guds Børns stadige Sigte.

Og naar det aabenbares, som Gud har i Vente for sine Børn („hvad vi skal vorde"), da skal Maalet n a a s . D e t h æ n g e r s a m m e n m e d , a t v i s k a l s e h a m , s o m h a n e r . S k u e J e s u s i h a n s f u l d e H e r l i g h e d

3*

kan vi kun med et rent Øje. Og lever dette Haab i o s , a t b l i v e J e s u s l i g , n a a r h a n a a b e n b a r e s f o r o s v e d s i n Ti l k o m m e i s e , d a s k a l d e t n o k d r i v e p a a R e n ­ selsen af Vort eget Hjerte. Det er ikke haabløst

Arbejde. Naar han kommer — da kommer ogsaa dette for hans hellige.

I i Joh. 4, 17: „Deri er Kærligheden fuldkom­

m e t h o s o s , a t v i h a r F r i m o d i g h e d p a a D o m , m e n s D a g .

Naar vor Dommer er vor bedste Ven, da bliver der Frimodighed overfor Dommen. Ogsaa der­

efter kan vort Kærlighedssamfund med Gud i Kri­

stus maales. Kærligheden driver Frygten ud.

V. Aabenbaringens Bog.

Vi har nu betragtet Forventningen baade i den gamle Pagt og i den apostolske Menighed. Begge Steder har vi mødt de samme Grundtræk for de sidste Tiders Indhold: Israels Omvendelse, en Træng­

selstid og saa Herlighedsriget. Vi saa, at i den gamle Pagt, hvor alt dette saas mere fra det fjerne, stod disse Begivenheder ikke saa klart skilte ud fra hinanden. I den nye Pagt derimod er Lin­

jerne tydeligere, vi er nærmere inde paa det. Vi saa, hvor klart Israels Omvendelse som Indled­

ning til en Gyldentid („Liv af Død") skildredes af Paulus i Rom. 11. Frafaidstiden forud for Her­

rens Komme maledes os for Øje af Herren selv som en Tid i Lighed med Noahs og Lots Tider.

Paulus skildrede for os (2 Thessal. 2) ,,det Syndens Menneske, der skulde sætte sig i Guds Sted" og

blive Toppunktet for Verdensoprøret. — Og paa mangfoldige Steder skildredes Herlighedsriget, som derefter skulde oprinde som en „Vederkvægelsens"

Tid, da ogsaa Skabningens Suk skulde stilles, en Tid, der vilde ende i nye Himle og en ny Jord.

Men tillige saa vi, at Herligheden i Apostelmenig­

hedens Forventning faldt i to Perioder: i) Kristi Genkomst til Dom over Antikristen, efterfulgt af en første Opstandelse for dem, der var „døde i Kri­

stus", og en Sejerstid, i hvilken Kristus med disse opstandne vilde herske paa Jord og „dømme Verden"

(i Cor. 15). 2) Den sidste almindelige Opstandel'se, efterfulgt af den sidste evige Dom og en ny Jord.

Alt dette, som vi før har betragtet, det Haab, knyttet til Kristi Genkomst, som den første Menig­

hed levede og aandede i, faar imidlertid sin klareste Belysning i det ny Testamentes sidste Bog, den pro­

f e t i s k e B o g , d e r a l m i n d e l i g v i s k a l d e s : „ J o h a n n e s ' s Aabe nb åring", skønt Bogens bibelske Navn egent­

lig er „Jesu Kristi Aabe nb ar in g", som vi læse i Kap, i, i. I denne Bog føres vi i Aanden hen paa de sidste Tiders Standpunkt og" ser da en hel Række Begivenheder, som før ikke viste sig saa klart. Naar man i Bjergegne kommer til selve Stedet, hvor de høje Bjerge findes, ser man ofte, at der imellem dem ligger en Række lavere Bjerg­

toppe og findes en hel Del, man slet ikke kunde skelne paa Afstand. I Aabenbaringens Bog se vi paa lignende Vis de sidste Tiders Begivenheder paa gan­

ske nært Hold.

Men vi ser her Fremtiden i Billeder gennem Syner, paa samme Maadse som Profeterne i den gamle Pagt fik Fremtidslyset fra Herren. Herren selv brugte ofte Lignelser hentede fra Naturen. Og det er ikke tilfældigt. Nej, det kommer af, at ogsaa