det bliver op ad bakke for politikerne, når de om et par uger skal forklare vælgerne, hvor- for det er nødvendigt at skære i efterlønnen og folkepensionen. De seneste to-tre års omfat- tende debat om de fremtidige udfordringer for velfærdsstaten har ikke sat sig større spor i dan- skernes holdninger. Krisebevidstheden er i bund.
Der er et stigende pres for velfærdsforbedrin- ger. Og holdningerne til efterløns- og pensi- onsreformer er stadig meget ambivalente. Det er især Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, der i givet fald vil få problemer med deres vælgere, der de seneste år er blevet mere negative over for reformer.
Det fremgår af en vælgerundersøgelse, som Ugebrevet har foretaget i samarbejde med pro- fessor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet.
Analyseinstituttet Vilstrup Synovate har stået for den praktiske del af undersøgelsen, der er fore- taget i perioden 8.-11. maj blandt 500 svarper- soner over 18 år.
Til gengæld har statsministeren haft held med sin globaliseringsdagsorden. For hvor det tidli- gere var de traditionelle velfærdsområder som f.eks. ældreforsorg, som ifølge vælgerflertallets opfattelse burde tilføres flere penge, står både uddannelse og – især – forskning nu meget højt på danskernes prioriteringsliste. Et betydeligt løft i udgifterne til forskning og uddannelse kan være den glasur, der får et kommende upopu- lært indgreb mod efterlønnen og folkepensio- nen til at glide ned.
I undersøgelsen er vælgerne bl.a. blevet spurgt, om de er enige eller uenige i, at det i de nærme- ste år bliver “nødvendigt at lave beskæringer af velfærden på grund af det stigende antal ældre”.
Det er kun knap en fjerdedel af befolkningen –
23 pct. – enige i, mens over halvdelen – 56 pct.
– er uenige. Det er en klar tilbagegang i forhold sidste år, hvor der godt nok kun var lidt flere eni- ge, men langt færre uenige. Se figur 1.
Undersøgelsen viser også, at der – trods Velfærdskommission mv. – ikke er sket synder- lige holdningsændringer i forhold til efterløn- nen de sidste to og et halvt år. Danskerne er sta- dig delt nogenlunde på midten. Det gælder og- så deres holdning til en forhøjelse af folkepen- sionsalderen, der dog er blevet noget mere po- sitiv. Sagt på en anden måde: Det er meget mu- ligt, at statsministeren har ret i, at de nuværen- de reformforhandlinger er godt forberedte og timede i forhold til de politiske partier. Men når det gælder befolkningen, er det højest tilfældet med globaliseringsdelen af forhandlingerne.
Den radikale leder, Marianne Jelved, mener, at det er politikernes egen skyld, at befolknin- gen har en negativ indstilling: “Statsministeren siger nu, at nedsættelsen af Velfærds- kommissionen skete for at forberede befolk- ningen på reformerne. Det er nok en efterratio- nalisering – i hvert fald er det indlysende, at det ikke er lykkedes. Det kunne alle partierne have sagt sig selv på forhånd, for diskussionen mel- lem eksperter når sjældent helt ud til befolk- ningen. Det er først, når regeringens ministre og partierne selv går ind i en debat, at befolk- ningen for alvor hører budskaberne. Selvom vi som parti har gjort os store anstrengelser for at tage debatten, er det også et problem for os, for- di det kun er vores egne vælgere, der har hørt vores budskaber. Hvis politikerne skal have væl- gerne i tale om meget vigtige emner, er det helt afgørende, at alle partierne påtager sig ansvaret for at føre diskussionen med deres vælgere.”
Mandagmorgen 6
MM1922. maj 2006
Krisebevidstheden i bund
Diskussionen om den demografiske trussel mod velfærdsstaten har prellet af på danskerne.
Velfærdskommissionen og flere års debat om efterløn mv. har ikke ændret vælgernes holdning til
velfærdsstaten – Krisebevidstheden er i bund, og der er stigende pres for flere velfærdsudgifter – Det fremgår af Ugebrevets velfærdsundersøgelse – Til gengæld har statsministerens budskab om flere penge til forskning og uddannelse tilsyneladende slået igennem
Danskernes velfærdsholdninger har ikke flyttet sig
Figur 1: Over halvdelen af befolkningen er uenige i, at velfærden skal beskæres pga.
det stigende antal ældre. Det er flere end for et år siden.
Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen, Vilstrup Synovate og ACNielsen AIM.
MM |Reformvilje
"Det bliver i de nærmeste år nødvendigt at lave beskæringer af velfærden pga. det stigende antal ældre"
0 10 20 30 40
Helt enig Delvis enig Hverken/
eller Delvis uenig Helt uenig
2005 2006
Pct.
19 14
17 19
20 11
16 21
28 35
Det er især Dansk Folkepartis og Socialdemokraternes vælgere, der i løbet af de sidste år er blevet mere skeptiske i forhold til forringelser af efterløn og folkepension. For Socialdemokraternes vedkommende kan det sy- nes underligt i betragtning af, at det trods alt var partiets nye ledelse, der med sit udspil sidste ef- terår igen satte gang i den politiske diskussion.
Partiets nyudnævnte politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, er dog ikke overrasket: “Selvom det er os – og bestemt ikke regeringen – der har ta- get det hårde slæb med vælgerne, er det ikke no- get, vi har fået tak for. Tværtimod har regerin- gen brugt enhver lejlighed til at angribe vores udspil for at sikre sig en kortsigtet gevinst. Det har skabt usikkerhed om, hvorvidt det overho- vedet var en god idé at tage initiativet på det om- råde, og det har givetvis øget vores vælgeres skep- sis. Dertil kommer, at socialdemokratiske væl- gere pr. definition vil være skeptiske over for større indgreb, der bliver gennemført under en borgerlig regering. Blandt andet fordi de helt naturligt er utrygge ved, om deres parti kan få tilstrækkelig indflydelse på resultatet.”
Stor velfærdsoptimisme
Det er ikke svært at forstå, at de politiske parti- er har problemer med at finde deres ben i de igangværende velfærdsforhandlinger. For selv- om det ofte siges, at reformer bør laves i gode tider, hvor nedskæringer ikke rammer så hårdt, tyder al erfaring på, at det er nemmere at skabe folkelig forståelse for nedskæringer i perioder, hvor alle er på det rene med, at livremmen skal spændes ind.
Med næsten månedlige meldinger om nye re- kordoverskud i statskassen er denne forståelse for tiden i bund. Og på trods af Velfærds- kommissionen og de seneste års intense debat om ældrebyrde og efterløn viser Ugebrevets un- dersøgelse, at der ikke er tegn på “velfærdsbe- kymring” blandt vælgerne. De økonomiske eks- perters budskaber om, at det voksende antal æl- dre og faldende antal erhvervsaktive i løbet af de kommende 10-15-20 år vil skabe et hul i stats- kassen, der enten vil øge skattetrykket eller kræve store offentlige besparelser, har tilsyneladende ikke overbevist befolkningen.
Således er det – som nævnt – kun knap en fjerdedel af befolkningen, der er enige i, at det overhovedet er nødvendigt at lave reformer på grund af det stigende antal ældre. Heller ikke når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt der på længere sigt “er råd til at bevare velfærdsstaten”, er der større forandringsparathed at spore.
Siden folketingsvalget i februar 2005, hvor vælgerne fik stillet samme spørgsmål, er krise- bevidstheden blevet lidt mindre. Og set over en længere årrække vil det være en vild overdrivel- se at påstå, at alarmklokkerne bimler. Ser man bort fra 1998, hvor ledigheden var på vej mod bundrekord, har optimismen på velfærdsstatens vegne aldrig været større.
At krisebevidstheden er lille, fremgår også af, at befolkningens holdning til at beskære efter- løn og folkepension mildest talt er ambivalente – og meget påvirkelige af, hvordan spørgsmå- let er formuleret. Det sidste har man i rigt mål kunnet se i de seneste måneder, hvor medierne har vrimlet med meningsmålinger om, hvordan vælgerne stiller sig til nedskæringer på de to om- råder. Det er der kommet vidt forskellige resul- tater ud af, men hovedtendensen har været, at befolkningen stort set deler sig på midten.
Farlige meningsmålinger
Sådan er billedet groft sagt også i Ugebrevets undersøgelse. For at afprøve vælgernes usik- kerhed og påvirkelighed er spørgsmålene om
Mandagmorgen 7
MM1922. maj 2006
Danskerne stadig delt på midten
Intet tyder på voksende pessimisme. Nærmest tværtimod.
Figur 2: Vælgernes holdning til efterløn er meget afhængig af, hvordan spørgsmålet formuleres.
Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen, Vilstrup Synovate og ACNielsen AIM
MM |Ambivalente holdninger
Forskellige holdninger til efterlønnen
0 25 50 75 100
0 25 50 75 100
0 25 50 75 100
0 25 50 75 100
"Efterlønnen bør hæves til 62 i takt med, at vi bliver flere ældre i Danmark"
"På længere sigt bliver det nødvendigt at afskaffe efterlønnen"
"Efterlønnen bør afskaffes for dem, der i dag er under 40"
"Efterlønnen bør afskaffes"
Helt enig
Helt uenig Delvis enig Delvis uenig
Hverken/eller Pct.
Pct.
Pct.
Pct.
efterlønnen formuleret på forskellig måde. Størst tilslutning er der til at hæve efterlønsalderen til 62 år. Men et relativt flertal svarer faktisk også ja til, at det “på længere sigt” bliver “nødvendigt”
at afskaffe efterlønnen. Til gengæld er der et lil- le nej til at afskaffe efterlønnen for dem, der i dag er under 40 år – og massiv modstand mod at afskaffe efterlønnen her og nu. Se figur 2.
Ifølge Jørgen Goul Andersen er det bl.a. ordet
“afskaffe”, som får vælgerne til at reagere ne- gativt: “Derfor er det nok heller ikke tilfældigt, at partierne gør sig store anstrengelser for at for- klare, at de ikke vil afskaffe, men bevare efter- lønnen. Set i forhold til vælgerne var det derfor ikke uklogt, at Thorning-Schmidt skrinlagde sit oprindelige forslag om at afskaffe efterlønnen for alle under 40 – og erstattede det med den forhøjede aldersgrænse på 62 år.”
Ifølge Goul Andersen er de meget forskellige svar også en advarsel til politikerne om ikke at læne sig for meget op ad en enkelt måling: “Man skal f.eks. næppe lægge ret meget i, at der er flertal for at afskaffe efterlønsordningen på me- get lang sigt. Det er et ret uforpligtende spørgs- mål at svare ja til.”
Noget lignende gælder spørgsmålet om, hvor- vidt “efterlønsalderen bør hæves til 62 år, i takt med at vi bliver flere ældre i Danmark”.
Ugebrevet har stillet netop det spørgsmål si- den midten af 90’erne. Spørgsmålsformuleringen
er ledende, da den indeholder et implicit argu- ment for, at efterlønsalderen skal hæves. Dermed giver svarene først og fremmest en indikation på befolkningens “maksimale” reformvillighed.
Man skal således ikke tage svarene alt for bog- staveligt. I september 1998 – umiddelbart før SR-regeringens efterlønsindgreb – var der såle- des et beskedent relativt flertal for at forhøje ef- terlønsalderen. Se figur 3.
Det bør dog tilføjes, at den voldsomme væl- gerreaktion dengang også skyldtes det klare løf- tebrud, som indgrebet indebar.
Under alle omstændigheder er det værd at be- mærke, at der over tid er sket bemærkelsesvær- dige holdningsændringer. Navnlig siden 1995- 97, hvor debatten om de ustyrlige overførsels- indkomster var på sit højeste. Et lignende skred kan registreres i 2003, hvor diskussionen om ef- terlønnen – efter en længere pause – atter blus- sede op. Til gengæld er det forunderligt, at de sidste to et halvt års intense diskussion tilsyne- ladende ikke har haft nogen effekt. I alle tre målinger – oktober 2003, juni 2005 og maj 2006 – er der et næsten identisk flertal for at begræn- se ordningen. Men som sagt er vælgertilslut- ningen mindre i realiteternes verden.
Der er næppe tvivl om, at langtidstendensen – trods alt – går i retning af en større accept af et indgreb. Det gælder også folkepensionen, hvor et smalt flertal i Ugebrevets undersøgelse – 52 pct.
– er enige i, at “folkepensionsalderen bør sættes op i takt med, at vi lever længere”. Men heller ikke det tal bør overfortolkes.
Mandagmorgen 8
MM1922. maj 2006
Efterlønsreform, ja tak?
Der er flertal for at begrænse efterlønnen. Men det var der også i 1998.
Figur 3: Også før efterlønsreformen i november 1998 var der flertal for beskæringer, men det hjalp ikke Nyrup.
Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen, Vilstrup Synovate, ACNielsen AIM og Valgundersøgelserne.
MM |Debat uden virkning
"Efterlønsalderen bør hæves til 62 år i takt med, at vi bliver flere ældre i Danmark"
-20 -15 -10 -5 0 5 10 15 20 25
Sep.
95 Sep.
96 Feb.
97 Apr.
98 Sep.
98 Okt.
03 Juni
05 Maj
06 Enige minus uenige:
Opinionsbalance, procentpoint
-17 -3
6 9
3 23
21 22
Figur 4: Blandt vælgerne er der massiv opbakning til, at de eksisterende velfærdsreformer bør opretholdes i mindst samme omfang som nu.
Note1: Forskellen mellem antal vælgere, der mener, at sociale reformer her i landet er gået for vidt, og antal vælgere, der mener, at de gennemførte sociale reformer bør opretholdes i mindst samme omfang som nu
Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen, Vilstrup Synovate, ACNielsen AIM og Valgundersøgelserne.
MM |Velfærdsholdning i top Forskel mellem velfærdspositive og velfærds- negative vælgere
20 40 60
FV 94
FV 98
Feb.
00 Nov.
01 FV 01
FV 05
Maj 06 Procentpoint
1
DF-vælgere vil ikke betale regningen At nedskæringer ikke lige er det, der står øverst på befolkningens velfærdsdagsorden, kan man se på andre dele af undersøgelsen. Et af de spørgs- mål, der er stillet hyppigst i de store valgunder- søgelser gennem næsten 40 år, handler om, hvor- vidt “de sociale reformer er gået for vidt”, eller om de “bør opretholdes i mindst samme om- fang som nu”. Ved 1998-valget var 30 pct. enige i, at reformerne var gået for vidt, mens 63 pct. var imod nedskæringer. Det gav en overvægt i
“velfærdsfavør” på 33 procentpoint. Ved 2001-val- get, hvor Fogh kom til magten, viste valgunder- søgelsen kun en overvægt på 24 procentpoint, mens der skete et nærmest historisk hop i for- bindelse med 2005-valget, hvor alle partier kæm- pede intenst om gøre sig til velfærdsstatens be- skyttere. I januar 2005 mente kun 18 pct., at velfærden var gået for vidt, mens hele 75 pct. vil- le bevare velfærden mindst som nu.
Siden 1969 har den tilslutning kun været overgået en enkelt gang – i 1987 – og opbak- ningen i Ugebrevets undersøgelse synes endda at være en tak større. Se figur 4.
Det siger også en del om de folkelige for- ventninger til politikerne, at der er et klart ønske om at øge de offentlige udgifter. På næsten alle de områder, som Ugebrevet har spurgt til, er øn- sket om at bruge flere skattekroner større, end f.eks. i 2005. Det er dog især bemærkelsesvær- digt, at der er sket en klar ændring i udgiftspri- oriteringen – fra alderdomsforsøgelse til inve- steringer i uddannelse og forskning. Ifølge un- dersøgelsen mener omkring seks ud af ti dan- skere, at der bruges for få offentlige midler på forskning og uddannelse. Det er ny rekord.
Til gengæld vurderer kun fire ud af ti, at der er brug for at øge udgifterne til folkepensionen.
Det er tæt på bundrekord i de mange målinger, der er lavet siden slut-70’erne. Det er dog sta- dig på traditionelle velfærdsområder som sund- hedsvæsenet og hjemmehjælpen, at vælgere er mest ivrige for at bevilge flere penge. Se figur 5.
Ifølge Jørgen Goul Andersen må det ses som udtryk for, at regeringen – og de øvrige partier – har haft større held med at sætte globalisering end velfærdsstatens fremtid på den politiske ho- veddagsorden: “Det viser, at borgernes hold- ninger bestemt ikke er upåvirkelige og ikke kun styret af egeninteresser. Det er faktisk muligt for politikerne at overbevise befolkningen om, at forskning er et af de vigtigste områder i sam- fundet. Og der er også flyttet afgørende ved væl- gernes afvisning af ændringer i efterløn og pen- sion – selvom de fleste nok i 1998 troede, at æn-
dringer her var udelukket i årtier fremover. Så er spørgsmålet, om vælgernes positive holdning over for øgede bevillinger til forskning og ud- dannelse vil være nok til at dæmpe den forven- telige kritik af beskæringer af efterløn og folke- pension. Det er det for de højtuddannede, men ikke for de lavtuddannede.”
Undersøgelsen viser også, at det ikke er en byttehandel, der vil være lige nem for alle parti- er. Nemmest bliver det for De Radikale, hvis væl- gere ikke bare hører til de mest positive, når det gælde om at øge udgifterne til forskning og ud- dannelse, men også ligger helt på linje med re- geringspartierne – især De Konservative – når det gælder indgrebet mod efterlønnen og fol- kepensionen. Betydeligt vanskeligere bliver det for både Socialdemokraterne og Dansk Folke- parti. Ikke fordi der er modstand mod at øge ud- gifterne til forskning og uddannelse i de to par- tier. Selv hos Dansk Folkepartis vælgere er glo- baliseringsdagsordenen slået stærkt igennem.
Der er et næsten lige så stort ønske om at øge udgifterne til forskning som til folkepension.
Problemet er efterlønnen og folkepensionen, hvor Dansk Folkeparti er fundamentalister i en grad, der klart overgår Socialdemokraterne – og på en række områder er i skarp konkurrence med SF og Enhedslisten.
Det er kort sagt ikke underligt, at det netop var DF, der med sit politiske stunt på dagen for den store demonstration i sidste uge forsøgte at pla- cere den regning hos Socialdemokraterne. MM Poul Albret | pal@mm.dk
Mandagmorgen 9
MM1922. maj 2006
Gennembrud for
globaliseringsdagsorden
Seks ud af ti vil have flere midler til forskning og uddannelse. Det er ny rekord.
Figur 5: Der er et vælgermæssigt pres for at bruge flere skattekroner, men det er et klart skifte i retning af at bruge flere penge til forskning og uddannelse.
Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen, Vilstrup Synovate og ACNielsen AIM.
MM |Markant støtte til forskning
Forskel mellem antal vælgere, der mener, at det offentlige bruger for få og for mange penge til forskellige offentlige opgaver, procentpoint
20 35 50 65 80
Uddannelse
Forskning
Folkepension Sundhedsvæsen Hjemmehjælp
2003 2005 Maj 2006
Procentpoint
