M m Ugebrevet MANDAGMorgen
Nr.6 10. februar 1997 11
Note*: Sygehusområdet indgår ikke i beregningen.
Kilde: Konkurrence Styrelsen: ‘Konkurrence- redegørelse 2001'.
Kommunernes kalkulationsmetode*
Uigennemskuelig 30 pct.
Fuld dækning af omkostninger
44 pct.
Nedsat pris 26 pct.
Vejvæsen Administration Forsyningsvirks.
Teknik og miljø Social og Sundhed Undervisning Sygehusvæsen
0 800 1.600 2.400 Mio. kr.
Kommunale sammarbejder, 1999 Figur 1: Når
kommunerne ved licitationer byder på andre kommuners opgaver, tilbyder de som regel en pris, der ligger under de sam- lede omkostninger.
Kommuner underbyder private firmaer for milliarder
Loven overtrædes ofte i det økonomiske samarbejde mellem kommunerne, viser ny undersøgelse - Der er i de fleste tilfælde tale om massiv konkurrenceforvridning - De kommuner, der tilbyder deres tjeneste til andre tager ikke en betaling, som dækker deres omkostninger - Kommunerne tror de gør en god forretning, men i virkeligheden er det skatteyderne, der betaler Private virksomheder må ofte spejde langt efter at komme ind på de kommunale marked.
I de fleste tilfælde har de ikke en jordisk chance for at vinde et udbud om at løse opgaver for kommunen. Den bliver snuppet for næsen af dem af andre kommuner, som byder med en pris, der ligger langt under de samlede omkostninger. De skal alligevel løse opgaven hjemme og kan derfor snildt gøre lidt ekstra arbejde på den anden side af kommunegrænsen for en billig betaling. Kommunerne fastholder dermed mange kommunale arbejdspladser på skatteborgernes regning. De får ikke dækket alle deres udgifter - f.eks. slitagen på bygninger og maskiner. De forvrider konkurrencen og har skabt et lukket “indre marked”, som de private leverandører reelt ikke kan komme ind på.
Det fremgår af en undersøgelse, som Konkurrencestyrelsen fremlagde i sidste uge.
En kortlægning af kommunernes kommunale samarbejde viser, at under halvdelen af lan- dets kommuner tager fuld pris for de opgaver, de løser for andre kommuner. Kun 44 pct.
indregner alle omkostningerne i prisen. I alle andre tilfælde har prisen enten været lavere eller ikke til at gennemskue. Se figur 1 øverst.
Konkurrencestyrelsen har foretaget sin undersøgelse ved at sende et spørgeskema ud til kommunerne. Svarprocenten har været 70. Styrelsen har derefter tjekket resultaterne ved at ringe ud til en række kommuner og indhente flere oplysninger.
“Dette er interessante oplysninger, som vi nu opfordrer alle kommunalbestyrelser til at se nærmere på. Kommunerne må ikke underbyde den private sektor. Det er i strid med reglerne. Det er et område, hvor det er svært at sætte alt for firkantede rammer op. Men vi kan ikke acceptere, hvis det kommunale skævvrider konkurrencen om at løse offentlige opgaver,”
siger Erhvervsminister Ole Stavad i en kommentar til rapporten.
Danske Entreprenører er foruroliget over undersøgelsen: “Det er efterhånden helt fiktivt, når man taler om lige og fair konkurrence mellem kommuner og private virksomhe- der. Kommunerne tilsidesætter jo fuldstændig de eksisterende regelsæt for, hvordan de skal beregne deres omkostninger, og underby- der dermed markedet. Regeringen må skride ind,” siger cheføkonom i Danske Entreprenører, Curt Liliegreen.
Han mener, at kommunerne slet ikke bør kunne løse opgaver for hinanden.
Næsten ligegyldigt, hvordan reglerne skrues sammen, vil der være tale om konkurrenceforvridning. Selv de fineste regelsæt kan ikke tage højde for den risiko, der er forbundet med at agere på et privat marked. Kommunernes riskovillighed er langt større end private virksomheders, der har deres egen eksistens på spil, hver gang de byder på offentlige opgaver.
“Man kan jo undre sig. Hvordan kan det være, at mange kommuner hævder at de f.eks. har en entreprenørafdeling, som virkelig er konkurrencedygtig, men alligevel ikke tør privatisere den og slippe den fri på markedet?” spørger Curt Liliegreen.
Kommunerne: Omkostninger vil altid være en skønssag
I kommunerne er man skeptisk over for Konkurrencestyrelsens kritik: “Vi må nu undersøge rapporten nærmere.
M m Ugebrevet MANDAGMorgen
2 Nr.6 10. februar 1997
Selvfølgelig skal det være reelt, hvad der foregår. Men vi har jo utallige eksempler på, at de, der undersøger noget fra centralt hold, ikke har overblik over den virkelighed, kommunerne fungerer i. Der er nogle store gevinster ved, at kommunerne løser opgaver for hinanden. Og man kan jo diskutere, om kommunen skal tage sig betalt for noget, den under alle omstæn- digheder skal anskaffe for selv at løse opgaven. Beregningen af f.eks. overhead er jo ikke en absolut størrelse, og det vil altid være en skønssag,” siger Helene Lund, 2. viceborgmester i Farum Kommune og formand for Erhvervs- og administrationsudvalget i Kommunernes Landsforening.
Spørgsmålet er så, hvordan kommunerne overhovedet får indregnet de faste omkost- ninger som de skal afholde under alle omstændigheder - det såkaldte overhead. Skal nabo- kommunen f.eks. betale en andel af den kommunale gartners kedeldragt, redskaber, bil osv.?
I de sidste år er stadigt flere kommuner begyndt at løse opgaver for hinanden. I 1999 var det 137 kommuner, der samarbejdede med andre kommuner. Det kan f.eks. være, når en teknisk forvaltning i en kommune rydder sne væk fra vejene i en anden. Når den kommu- nale skatteforvaltning skatteligner borgere eller virksomheder, der er hjemhørende i en anden kommune. Eller når en skole underviser et mulitihandicappet barn fra nabokommunen.
Den øgede brug af samarbejde kan give en mere effektiv drift, fordi kommunerne kan indhøste stordriftsfordele. Det kan være med til at skabe mere kappestrid om de offentli- ge licitationer, fordi der kommer flere aktører på banen. Og endelig kan det være første skridt på vejen mod at danne egentlige fælleskommunale selskaber eller sammenlægninger af kommunerne.
Kommunerne tager ikke fuld pris
Amter, kommuner og kommunale fællesskaber udfører årligt opgaver for hinanden for ca.
3 milliarder kr. De fleste kommuner løser ingen eller kun ganske få af disse opgaver. Men nogle store bykommuner deltager i et vidt forgrenet net af samarbejder. Odense, Aalborg og Randers deltager f.eks. hver især i 22-23 samarbejder.
Når opgaven har en værdi, der overstiger 1,6 millioner kr., skal opgaven i udbud, så private firmaer har mulighed for at byde på den. Men her går det ofte galt. For når kommu- nerne byder på hinandens opgaver, tager de ikke højde for kapitalomkostninger og overhead.
Det betyder, at kommunerne løser opgaver for hinanden til en pris, der ikke kan begrundes forretningsmæssigt. Skatteborgerne i den kommune, der løser opgave betaler reelt en del af gildet for, at de kommunalt ansatte kan løse opgaver i andre kommuner. Og de private firmaer har ikke en chance for at deltage på lige vilkår, fordi priserne ikke afspejler de faktiske omkostninger, anfører Konkurrence Styrelsen.
De kommuner, der er med til at udbyde opgaver, udsætter deres ydelser for en kon- kurrence, der kan føre til lavere omkostninger og bedre service og kvalitet til borgerne. Men kommuner, der byder på opgaverne er med til at dumpe priserne og skabe en helt ublu kon- kurrence, hvor det private erhvervsliv ikke kan være med.
Kommunerne anvender samtidig typisk “hvile-i-sig-selv”-princippet, og det er lidt af et særsyn, at en kommune, der har vundet en opgave fra en anden kommune i licitation, har indregnet en avance i omkostningerne. Konkurrencestyrelsen påtaler også denne praksis og fastslår, at der ikke er juridisk baggrund for den. Faktisk ville kommunerne have langt større tilskyndelse til at løse opgaver for hinanden, hvis de tog en rimelig avance.
Kommunerne snyder sig selv
Konkurrencestyrelsens rundspørge viser, at kommunerne ikke er vant til at beregne priser, hvor alle omkostninger er regnet med. Det kommunale budget- og regnskabssystem har hidtil ikke indeholdt beregnede udgifter som f.eks. forrentning og afskrivninger. Det kan f.eks. dreje sig om, at en kommune fastsætter prisen for en fælles lægeordning ud fra udgifter- ne til lægens løn, uddannelse og kørsel - mens udgifterne til lokaler, vand og varme ikke indgår i prisen.
Kommunerne overtræder dermed loven. Efter lov 378 fra 1995 om kommunernes varetagelse af opgaver for andre offentlige myndigheder skal kommunerne beregne en udgift, der dækker de samlede direkte og indirekte omkostninger samt udgiften ved brug af maskiner og byggeri. Det gælder dog typisk kun for de “hårde” driftsområder, som f.eks.
teknik og miljø. De mere bløde velfærdsområder, hvor der bliver indgået “betjeningsoveren- skomster” mellem kommunerne, er undtaget fra lovens bestemmelser.
Kommunerne er ved at omlægge deres budget- og regnskabssystem, så det tager
M m Ugebrevet MANDAGMorgen
Nr.6 10. februar 1997 33
højde for anbefalinger i betænkning 1369 fra Inderigsministeriet fra 1999. Det betyder, at kommunerne får bedre muligheder for at kalkulere, hvad deres enkelte aktiviteter reelt koster.
Men den mere detaljerede registrering er i første omgang frivillig på de fleste områder. Først om nogle år skal ordningen evalueres. Der er dermed lange udsigter til, at de private virksom- heder kan forvente en fair konkurrence, når de byder på de kommunale opgaver.
“Kommunerne snyder i sidste instans sig selv og samfundet. Kommunerne kan måske for en symbolsk betaling låne nabokommunens fejemand og -maskine. Men det fastholder en kommunal virksomhed, som ikke er konkurrencedygtig på markedsvilkår.
Kommunerne kassetænker og ser ikke, at de i virkeligheden taber muligheder for at give borgerne den bedste velfærd. Kommunerne tror, at de bedriver godt købmandskab. Men det er kun fordi deres horisont er så snæver,” vurderer Curt Liliegreen.
Jasper Steen Winkel jsw@mm.dk
