Digitaliseret af / Digitised by
D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
VERDENSKRIGEN 1914-18 f
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130019373119
O m D y r t i d s -
f o r a n s t a l t n i n g e r n e
Foredrag af
Indenrigsminister Rode
v e d M ø d e t i K ø b e n h a v n d e n 4 . F e b r u a r 1 9 1 8 a f r a d i k a l e S o g n e r å d s m e d l e m m e r f r a S j æ l l a n d , L o l l a n d - F a l s t e r
o g B o r n h o l m
København F. E. Bordings Bogtrykkeri
1918
;
'
-
. . . .
• - • . - :
•
Ærede Forsamling! Det er de kommunale Dvrtidsforanstaltniriger i Henhold til Dyrtids- loven, der har samlet os til Møde i Dag. Bag
grunden for disse Foranstaltninger er Statens Pris
reguleringer. Staten har i disse Aar bestræbt sig for at gennemføre, at Varepriserne ikke ubilligt fordyredes, at Importpriserne svarede til Varernes Priser i Udlandet med Tillæg af Fragtomkost
ninger og en rimelig Handelsfortjeneste, at Pro
duktionspriserne i Indlandet gjorde Produktionen lønnende, men ikke gav Producenten en urimelig Profit paa Forbrugernes Bekostning og, naar de importerede Varer og Landets egne Produkter, omsattes, at da Omsætningsprisen dækkede Om
kostningerne ved Omsætningen, gav den hand
lende en rimelig Fortjeneste, men heller ikke mere.
Begeringen har derfor ved en Bække Foran
staltninger søgt at hindre en ubillig Prisop
skruning. Men selv naar dette lykkes, vil det ikke i og for sig medføre, at Varerne kommer ud til Forbrugerne til en Pris, de kan over
komme. Derfor har Staten i de sidste Aar, da Omkostningerne ved Produktionen steg saa uhyre, ydet Tilskud til Vareprisernes Nedsættelse. Der er blevet ydet Tilskud til Majs, for at dette Produkt kunde holdes i en rimelig Pris og danne Grundlaget for en økonomisk lønnende Flæske
produktion, som kunde afsættes til overkomme
lige Priser. Staten har i de sidste Tider, paa Grund af de vanskelige Assuranceforhold, paa
taget sig Garantier med Hensyn til Kullene, og derigennem ogsaa paa en Maade ydet Tilskud til Kulpriserne. Men de største, mest omfattende Tilskud er de, som er anvendte for at bringe danske Levnedsmiddelproduktet' ud til Befolk-
ningen til overkommelige Priser. 24 Mill. Kr. er anslaaet til Nedsættelse al Flæskepriserne, 26 Millioner til Nedsættelse af Brødpriserne, mindst 30 Millioner til Nedsættelse af Smørpriserne, 8 Millioner til Nedsættelse af Mælkepriserne. Grund
laget for alle disse Tilskud er en fast Pris, der betales Producenten, og som antages at give ham en rimelig Fortjeneste. Tilskudene er altsaa ikke Tilskud til Producenten, men Tilskud for al bringe de saaledes til faste, rimelige Priser leve
rede Varer ud til Befolkningen til lavere Priser, end de var indkøbt for. Det Princip har her
under efterhaanden sejret fuldkomment, at Pris
nedsættelserne paa Levnedsmidler skal komme alle til gode.
Ved Hjælp af alle disse Foranstaltninger er det lykkedes at holde Prisniveauet her i Landet lavere end i andre Lande. Prisstigningen i de krigsførende Lande kan man lade ude af Betragt
ning, men Prisstigningen er ogsaa i andre neu
trale Lande højere end her. Prisniveauet her anslaas nu til at ligge 60—65 pCt. over Pris
niveauet før Krigens Udbrud. Altsaa, trods alle Foranstaltninger og trods uhyre Tilskud af Penge har man dog ikke formaaet at hindre en saa betydelig Prisstigning, at det bliver vanskeligt for mange at leve.
Her er det saa, de kommunale Dyrtidsfor- anstaltninger maa træde til. Der har i Rigs
dagen ingen Uenighed været om, at store Midler burde stilles til Raadighed for Kommunerne, for at disse kunde supplere Statens Foranstaltninger.
Midlerne har været rundelige, og de er bevilgede i stigende Grad. I 1915 bevilgedes ved den før
ste Dyrtidslov 85 Øre pr. Maaned pr. Indbygger til Kommunerne, dog saaledes, at Beløbet med Indenrigsministerens Samtykke kunde forhøjes til 1 Kr. pr. Maaned. Senere blev denne Lov, som gjaldt for 10 Maaneder, forlænget for 2 Maaneder, men stadig saaledes, at 1 Kr. om Maaneden var Maksimum. 1 den anden Dyrtidslov, af 1916, blev dette Maksimum bevaret. Loven blev givet for 15 Maaneder og fastsatte ogsan 1 Kr. pr. Maa-
3
ned pr. Maksimum. Men ved del sidste Efteraar givne Tillæg til Loven blev dette forhøjet til 1 Kr.
.SO Øre pr. Indbygger pr. Maaned, eller i de 15 Maaneder, der er Tale om, 27 Kr. pr. Ind
bygger. Der har altsaa ingen Uenighed været mellem Partierne om, at Midler burde stilles til Raadighed, og at disse burde være store. Uover
ensstemmelserne er først kommet frem, naar det gjaldt om at bestemme, hvorledes Midlerne skulde anvendes, og hvorledes Kommunerne skulde tilvejebringe de Pengemidler, de selv skulde skaffe.
§ 1 i del første Dyrtidslovforslag angiver Ke- geringens Standpunkt til, hvorledes Midlerne burde anvendes. Den lød saaledes: »Saafremt en Kommunalbestyrelse for at modvirke Dyr
tiden . . . — udover Foranstaltninger til Under
støttelse af den ubemidlede Befolkning . . . træffer Foranstaltninger vedrørende Befolknin
gens Forsyning med de første Livsfornødenheder af Levnedsmidler og Brændsel eller til Opnaaelse af andre hermed beslægtede Formaal . . ., skal der ydes Kommunen Tilskud af Statskassen.«
I Lovens Anmærkninger blev det begrundet, hvorfor Staten mente, at Kommunerne burde stilles saaledes. Det hedder herom:
»Ved sin Langvarighed har Dyrtiden for store Dele af Befolkningens Vedkommende svækket den Mod
standskraft, s o m var til Stede inden Verdenskrigens Udbrud, og h v i s ikke alvorlig Xød skal indtræde i den fattigste Befolkning, o g store Dele af den Befolk
ning, s o m kun har smaa Indtægter til Raadighed, skal rammes af Underernæring, vil det være nød
vendigt. at de hidtil trufne Statsforanstaltninger til Hjemmemarkedets Forsyning og Prisernes Regulering suppleres med Foranstaltninger, der kan afværge saa- danne Følger af den uundgaaelige Dyrtid.
Denne n y e Opgave bør formentlig overdrages det kommunale Initiativ til Løsning. Det s a m m e Formaal vil i Land og By o g i de forskellige Landsdele kunne opfyldes ved Anvendelsen af forskellige Midler, o g de kommunale Organer vil bedst kunne anvise o g gen
nemføre disse Midler. Dog vil en Samvirken af Kom
munerne ofte være nødvendig, o g Lovforslaget angiver en Vej til at tilvejebringe en saadan Samvirken. løv
rigt hviler Lovforslaget, idet det kun angiver Opga
vens Art, paa Tillid til, at det kommunale Selvstyre og Initiativ, naar endvidere Adgang til at tilvejebringe de fornødne Pengemidler til Opgavens Løsning er anvist, vil vide i fuldt Maal o g paa den mest virk
s o m m e Maade at benytte sig af den Myndighed, som de overordentlige Forhold har gjort det ønskeligt at lægge i dets Haand.
Endvidere foresloges det, at Statstilskudet til disse Foranstaltninger skulde udgøre Halvdelen af Udgifterne. Lovforslaget hviler altsaa paa ube
tinget Tillid til Kommunernes Selvstyre og siger, at Forholdene kræver forskellige Foranstaltninger i de forskellige Arter af Kommuner, og at del følgelig hør være Kommunerne, som træffer Afgø
relse af, hvorledes Opgaven hør løsés. Saaledes saa Forslaget ud, da det blev forelagt.
Men hvorledes saa Forslaget ud, da det kom fra Rigsdagen? Rigsdagsflertallet er jo forskelligt i Folketinget og i Landstinget. Det blev under Forhandlingerne i December 11)15 fra min Side stærkt fremhævet, at dette Lovforslag ikke hørte til dem, som man kunde strides om hele Vinteren og næste Sommer med og en Samling til og maaske tage Valg paa; det var et For
slag, som skulde gennemføres i den Vinter, del var fremsat, og da nu Venstre udgjorde en saa stor Del af Flertallet i Landstinget, vilde dette Parti faktisk faa Ansvaret for, hvorledes Loven kom til at se ud, naar den endelig var gjort færdig i Rigsdagen. Hvorledes saa altsaa Loven ud, da den kom fra Rigsdagen? Ja, da fandtes indført i den det Princip, hvorom der senere har været ført saa mange Diskussioner, nemlig en Deling af Opgaverne. ^ 1 i Loven, saaledes som den paa Grund af Venstres Modstand blev formet, sagde, at Kommunalbestyrelserne kan foretage Foranstaltninger til Gavn for ufor
muende eller mindre bemidlede« Beboere i Kom
munen og faa Statstilskud hertil*), medens $ 2
*) Det fastsattes i Loven efter Indenrigsministerens Forslag under Behandlingen i Folketinget, at Sta
ten stillede til Raadighed for Kommunerne forlods 15 pCt. af Merindtægtsskattens Beløb. Af Udgifter udover dette Beløb lik Kommunerne Halvdelen dækket.
bemyndiger dem til at foretage yderligere For
anstaltninger til Befolkningens Forsyning med de første Livsfornødenheder af Levnedsmidler og Brændsel, men hertil faar de intet Statstil
skud. Sondringen mellem § 1 og § 2's Foran
staltninger var saaledes indført ved Venstres Holdning. Selvfølgelig støttedes Venstre af de Konservative, men det var Venstre i Landstinget, som kom til at afgøre, hvorledes Loven skulde se ud.
Da det andet Forslag til Lov angaaende Dyr
tiden blev lorelagt i Efteraaret 1916, den anden Dyrtidslov, forsøgte jeg at gøre det Delingsprin- eip, som var indført i den første Dyrtidslov, noget mindre skadeligt. Det var nemlig klart,, at naar der opnaaedes Statstilskud til Foran
staltninger for de uformuende og intet til Foran
staltninger at almindelig Karakter, saa vilde der saa godt som ingen Foranstaltninger af almin
delig Karakter blive truffet, hvad ogsaa Tiden viste. 1 det andet Dyrtidsforslag foreslog jeg der- lor, at til Dvrtidsforanstaltninger efter § 1 skulde Staten yde el Tilskud af 3/'s af Udgifterne og til
foranstaltninger efter § 2 1,3. Videre end hertil mente jeg ikke det var muligt at naa paa Grund at Venstres Stilling paa Rigsdagen. Da Forslaget fremlagdes i Folketinget, rejste ogsaa Venstre og de Konservative en meget stærk Opposition imod, at der overhovedet ydedes Statstilskud til almin
delige foranstaltninger. I Folketinget stemte de herimod, og Loven gik for dette' Punkts Ved
kommende til Landstinget udelukkende med radikale og socialdemokratiske Stemmer. Saa skete imidlertid det mærkværdige, at det lyk
kedes at opnaa Tilslutning fra Venstre i Lands tingel til et Statstilskud af Vs af Udgifterne til almindelige Foranstaltninger. Det var Ordføreren i Landstinget, Ole Hansen, som var med her
til. Hans Tilslutning hertil var i den Grad i Strid med, hvad han ellers plejer at virke for, jeg ingen Forklaring kan give paa, hvorfor det lykkedes at l'aa ham med. Han blev ogsaa af Venstre i Folketinget angrebet meget stærkt
/
for sin Holdning. Men det lykkedes altsaa i den anden Dyrtidslov at indføre Statstilskud — om end kun Va — ogsaa lil Foranstaltninger af al
mindelig Karakter.
Da det saaledes fra den første til den anden Dvrtidslov var lykkedes at løre Sagen noget fremad henimod det, Regeringen oprindelig havde foreslaaet, gik jeg i Efteraaret 1917, da det viste sig nødvendigt at udvide den anden Dyrtidslov, et Skridt videre og foreslog, at »for saa vidt en Kommunalbestyrelse træfler eller med Indenrigs
ministerens Samtykke i Henhold til S 2 i Dvr- tidslovens af 1916 har truffet Foranstaltninger lil for Vinteren 1917—1<S at yde samtlige Kom
munens Beboere Brændsel til nedsat Pris, vil
2/3 af Kommunens Udgifter til saadanne Foran
staltninger blive refunderet af Statskassen. Her
til foresloges anvendt 9 Kr. pr. Indbygger. Men denne Gang havde jeg ikke samme Held med mig, som ved den anden Dyrtidslov. Venstre gik i Folketinget afgjort imod, at der ydedes et Statstilskud af 73 efter § 2, og da Forslaget kom op i Landstinget, traadte Ole Hansen tilbage som Ordfører, og en anden — Dr. Kragh
kom i hans Sted, hvorved Venstre i Landstinget kom til at indtage en til Landstingets sædvan
lige Holdning mere svarende Stilling end det foregaaende Aar. Man modsatte sig paa det be
stemteste, at almindelige Foranstaltninger skulde s t i l l e s lige med Foranstaltninger til bedste tor de ved Dyrtiden vanskeligt stillede , som det nu var kommet til at hedde. Vi lørte en meget indgaaende Diskussion om dette Spørgsmaal paa Rigsdagen, og jeg gjorde mig den yderste l mage for dog i nogen Grad at laa Rigsdagens 1 ilslut- ning til, at Foranstaltninger efter § 2 kunde op- naa det samme Tilskud som andre. Men lor- gæves. De lo Principper har kæmpet mod hin
anden, og det er nu klart, at det Princip, Re
geringen er traadt ind for, ikke kan sejre, med mindre Flertallet i den kommende Rigsdag bli
ver stærkere demokratisk end Flertallet i den nuværende.
/
Man har Fra Venstres Side sagt: Det er galt ikke udelukkende at lade Foranstaltningerne fore
tage efter § 1, thi ved at foretage dem efter § 2 kommer man til at tage fra de daarligst stillede;
man vil derved komme til ikke at kunne an
vende saa meget til Fordel for dem, som man ellers vilde formaa. Hvis dette var rigtigt, kunde der rejses Kritik mod min Stilling. Men det er ikke rigtigt.
Hvor der er Brug for alle de Midler, Kom
munen har faael stillet til Raadighed til Foran
staltninger efter § 1 til bedste for de vanskeligt stillede, der bør de selvfølgelig fuldtud anvendes lil bedste for disse. Er det nu saaledes, at del
er visse Kommuner, om hvilke man kan sige, at de som Regel vil have Anvendelse for § 1 fuldtud? Ja, jeg tror, man tør sige, at jo større Kommunesamfundet er, jo mere bymæssigt det er, jo større Byen er, desto mere vil der være Brug for de Foranstaltninger, som omhandles i
$ 1. I Bysamfundene udvikler der sig en stor Forskel paa fattige og rige, en meget stor Del af Befolkningen er meget fattig og kan, navnlig i en Dyrtid som denne, og da de ikke selv pro
ducerer Levnedsmidler, ikke klare sig uden Hjælp.
Derfor vil man ogsaa se, at Byerne, navnlig de store, efterhaanden anvender alt, hvad dej' er stillet til deres Disposition. For indeværende Aar har København forlængst truffet Disposition over alle Beløbene.
Men der vil ogsaa være kommunale Samfund, hvor Forholdene arter sig anderledes. I de smaa Bysamfund og i de egentlige Landkom
muner vil det vise sig, at de sociale Forhold ikke gør Anvendelsen af 27 Kr. om Aaret pr.
Indbygger nødvendig til Foranstaltninger til Bedste for de allerringest stillede, og hvis man da ikke anvender det overskydende efter $ 2, bliver en Del af de Statsmidler, der er stillede til Disposition, uanvendte. Dette er ikke en Teori, men det er en Kendsgerning, og paa denne Kendsgerning har jeg stadig gjort Bigs- dagen opmærksom.
Der foreligger opgjort fra det første Aar. hvor
ledes Dyrtidsloven blev anvendt rundt omkring i Landet i Tiden fra 22. December 1915 til 30.
Juni 1916. Man har opgjort, hvad Kommunerne efter Loven havde Lov at anvende i den Tid, og hvor meget de har anvendt, og det viser sig da, at Bysamfundene overalt har anvendt mere end Landkommunerne. Bysamfundene i Holbæk og Præstø Amter havde anvendt mest, henholds
vis 82 og 81 pCt. af, hvad de havde Bet til.
Hovedstaden havde anvendt 75 pCt. af, hvad den havde Het til. I Gennemsnit havde Køb
stæderne paa Øerne anvendt 64 og Købstæderne i Jylland 63 pCt. af, hvad de havde Het til at anvende. Hvis man derimod ser paa Landkom
munerne, da har de i Roskilde Amtsraadskreds anvendt 27 pCt. af, hvad de havde Het til at anvende, i Frederiksborg Amt 17 pCt., i Hol
bæk Amt 35 pCt., i Sorø Amt 43 pCt., i Præstø Amt 45 pCt., i Bornholms Amt 21 pCt. og i
Maribo Amt 33 pCt. Det er de Kommuner, hvis radikale Medlemmer er indbudt til Mødet i Dag.
Og Forholdet er det samme i det øvrige Land.
Paa Fyn er anvendt 30—32 pCt. I Jylland er Procenten i Skanderborg Amt 32, i Vejle Amt 32, i Aarhus Amt 38, i Randers Amt 37, i Aal
borg Amt 26, i Hjørring Amt 24, i Thisted Amt 22, i Viborg Amt 30, i Ringkøbing Amt 28 og i Ribe Amt 28. Man vil altsåa se, at Landkom
munerne i den nævnte Periode kun anvendte mellem Vs og Vs af, hvad de havde Hel til at anvende De Opgørelser, der foreløbig har fore
ligget for de senere Dyrtidsloves Vedkommende, viser, at et lignende Forhold stadig er til Stede.
Nu er det min Opfattelse, at de, der tror og undertiden siger, at dette betyder, at der i Land
kommunerne er mindre Villighed til at yde Hjælp overfor Fattigdom, end der er i Bykom
munerne, har Uret. Grunden er en anden. De meget store Beløb, Bykommunerne kan anvende til Foranstaltninger til Bedste for de fattige, vil, paa Grund af Landkommunernes særlige Karak
ter, ikke kunne bringes til Anvendelse. Jeg har
9
fra Landkommuner hørt skildret, og paa en saadan Maade, at det utvivlsomt er rigtigt, at i de forløbne Aar har de Indbyggere i Kommunen, som plejede at maatle gaa til det offentlige, som
plejede at henvende sig til Hjælpekassen, de, som i det hele taget er vante til at komme til Sognet om Hjælp, haft det bedre end i tidligere Aar. Dette vidner om, at Foranstaltningerne til Bedste for de ringest stillede ikke er blevet for
sømt, og at der ikke, i alt Fald i mange Kom
muner, kunde eller med Grund burde anvendes mere hertil. Men ovenover dem, der plejer at komme til det offentlige og maa komme der, lindes der nu et Befolkningslag, som saa maaske til Gengæld i den sidste Tid har haft det rin
gere end nogensinde før. Og hvorfor har de haft det ringere? Fordi Landkommunerne ikke i tilstrækkelig Grad har benyttet § 2. Men dette skal ikke først og fremmest regnes Landkom
munerne til Last, det skal først og fremmest regnes den Lovgivningsmagt til Last, som har gjort Anvendelsen af § 2 besværlig.
I)en første af de Indvendinger, som Hr. J. C.
Christensen har fremsat i sine Taler, at man ved at anvende § 2 i Stedet for $ 1 tager fra de lattigste, er altsaa, hvad Kendsgerningerne godtgør, urigtig. Anvendelsen af £ 2, de Steder, hvor jeg anbefaler at anvende den, nil ikke tage nogel fra nogen, men nil betyde, at Midler, man ikke ellers anvender, kommer til Annendelse.
Den anden Indvending, som er fremsat af Venstre, og som Hr. J. C. Christensen i sine raler har Iremført, er lige saa uberettiget. Han siger, at Venstre vil ikke være med til at give et Statstilskud af - 3 af Udgifterne til almindelige Foranstaltninger, fordi Partiet ikke vil, at man skal hjælpe rige og fattige i Flæng med Stats-
understøttelse. Det er en fuldkommen Misken
delse af, hvad S 2 gaar ud paa, at betragte For
anstaltninger efter den som en Statsunderstøt
tede ogsaa til de rige. Nedsættelse af Varepri
serne betyder for de rige ingen som helst Hjælp eller l nderstøttelse, thi gennem Skatterne be-
liller de fuldtud enhver Prisnedsættelse, som de selv nyder godt af, og de betaler saa yderligere Nedsættelsen for de andre. Derfor vil man ogsaa have set, at de Talsmænd for de rige, som øn
sker at varetage de riges økonomiske Interesser, hyppigt har været Modstandere af almindelige prisregulerende Foranstaltninger.
Men Venstre kommer ved dette Argument og
saa i en ejendommelig Modstrid med sig selv;
thi hvor det drejer sig om Statsforanstaltninger, er de med til at lade Staten betale hele Tilskudet til Prisnedsættelserne. Naar man spørger: Vil 1 yde Tilskud til almindelig Prisnedsættelse i Staten? — saa svarer de: Ja. Men naar man sporger, om de ogsaa vil gøre det i Kommunerne, svarer de nej. Naar man spørger, om de vil lade Staten heil betale Nedsættelsen af Priserne for Smør, Flæsk og Brød, svarer de ja. Men naar man spørger, om de vil være med til at give
2/3 Statstilskud lil Nedsættelse af Brændselspri
serne i Kommunerne, svarer de nej. Og dette gør de ikke, fordi de underkender Rigtigheden af, hvad jeg har sagt om, at Brændselspriserne bør reguleres af Kommunerne og ikke af Staten.
.Jeg har sagt, at medens man for de andre Livs- fornødenheders Vedkommende kunde foretage Statsregulering, vilde det være vanskeligt at gøre det for Brændselets Vedkommende, fordi Brænd
selet er af saa forskellig Arl og er fremskaffet lil saa forskellige Priser og maa i disse Tider anvendes paa saa forskellig Maade i Kommu
nerne, at de bedst egner sig til lokal Regulering.
Nogle Kommuner er henviste til at anvende det dyre udenlandske Brændsel, Kullene, som staar i uhyre Priser, andre Kommuner henvises til at anvende det indenlandske, dog adskilligt bil
ligere Brændsel. Og blandt de Kommuner, som er henviste til det indenlandske Brændsel, er der ogsaa stor Forskel. Nogle har Brændselet lige uden for deres Dør i Tørvemoser eller Skove, medens andre maa hente det lang Vejs fra og følgelig faar store Omkostninger derpaa. Derfor ligger Brændselsspørgsmaalet i (le forskellige
11
Kommuner, i Bykommunerne og Landkommu
nerne og mellem disse indbyrdes saa forskelligt, at en almindelig Statsregulering al' Priserne paa denne Livsfornødenhed ikke vil kunne gennem
føres med samme gunstige Resultat som ved andre Livsfornødenheder. Men ingen vil dog kunne paastaa, at Brændselet ikke er en Livs- fornødenhed af samme Nødvendighed som de første Livsfornødenheder blandt Næringsmidlerne, og det er derfor ufatteligt, at Venstre har villet stille sig saaledes, at Partiet vel vil være med til at lade Staten betale det hele, hvor det drejer sig om de vigtigste Næringsmidler, men ikke paa nogen Maade vil være med til at betale mere end V.3 til Nedsættelse af Priserne paa Brændsel, naar det sker gennem Kommunerne.
Men efterhaanden har Venstre ogsaa vist, at det er trykket af sit Standpunkt i denne Sag, og det har derfor kastet sig over den Fortolk
ning af £ 2, som var en naturlig Konsekvens af den anden Dvrtidslov, naar man overhovedet ønskede $ 2-Foranstaltninger gennemført, og som i et Cirkulære har følgende Ordlyd:
»Saafremt en Kommune gennemfører en Foran
staltning, der guar ud paa at forsyne alle Kommunens Beboere med visse Arter af Naturalier eller lignende til e n rimelig Pris, og saafremt Kommunalbestyrelsen for Ministeriet godtgør, hvilket Beløb der er medgaaet til Gennemførelsen af nævnte Foranstaltning overfor de ved Dyrtiden vanskeligt stillede Beboere, vil der kunne forventes Statstilskud til denne Del af Foran
staltningen i Overensstemmelse med $ 1 jfr. § G. alt- saa med 2 s af det medgaaede Beløb.«
Dette vil altsaa sige, at naar Kommunerne gennemfører Foranstaltninger efter £ 2, kan de foretage en Udregning af, hvor meget af Foran
staltningen der kommer de ved Dyrtiden van
skeligt stillede til gode, og kan hertil faa Refu
sion af Statskassen med 2/3, dog indenfor del samlede Beløb, som der i del hele taget efter Loven kan opnaas Refusion af 8/s for, altsaa indenfor et Beløb af 27 Kr. pr. Indbygger.
Imidlertid er denne Udregning jo ikke nogen hell let Sag at besørge. Hvem er de vanskeligst
stillede? Hvor skal man trække Grænsen, naar man saaledes skal foretage en Deling af Foran
staltningerne efter $ 2, hvorved man for én Del af Foranstaltningen faar refunderet 2/3, for en anden Del Vs. Ministeriet gav den 13. Marts 1917 en Vejledning til Besvarelse af dette Spørgsmaal i el Cirkulære, hvori det siges, at Kommunerne selv ved Udførelsen af § 1 fastsætter, hvem . de regner for de vanskeligt stillede; og de Indtægts- grænser, som Kommunen saaledes selv fastsætter, vil Ministeriet følge ved Afgørelsen af Spørgs- maalet om, hvor Refusionsdelingen ved almin
delige Foranstaltninger skal falde. Man havde saa tillige en almindelig Bestemmelse om, at der var en Grænse, man ikke maatte gaa over. Men i et Cirkulære i Aar er denne Højestegrænse fjernet, saaledes at det nu udelukkende beror paa Kom
munerne selv og den Maade, hvorpaa de for
valter § 1, der bliver bestemmende for, hvor
ledes Refusionen vil blive ydet.
Men — som sagt — denne Deling af Skatte
yderne, denne Konstatering af, hvilke Dele af en Foranstaltning der er kommet de mindre be
midlede og hvilke de mere bemidlede til gode, vil ikke være en helt let Sag for en Sogne
administration. Den lader sig lettere gennemføre i et Bysamfund, som har megen lønnet Kontor- hjælp til sin Raadighed, hvor Administrationen foregaar gennem kommunale Kontorer. Vanske
ligere er det i Landkommuner, hvor Sogneraadet ikke har noget saadant Kontor til sin Raadig
hed, hvor Medhjælpen i ikke ringe Grad er be
grænset, og hvor det meste af Arbejdet gøres fri
villigt og gratis. Derfor betyder denne Deling i Stedet for klart at indføre Refusion af 2/h for alle almindelige Foranstaltningers Vedkommende, at lægge Hindringer i Vejen for Paragraf 2 s An
vendelse. Men herved søger en Del af Venstre at gøre Uenigheden mellem os til et lille Spørgs
maal. De siger: Vi er enige med jer i, at § 2 bør anvendes i saa høj Grad som muligt, men vi ønsker blot ikke, at der for de velstilledes Vedkommende skal ydes Refusion al' mere end
13
1 s til disse Foranstaltninger^vi ønsker ikke, at de velstillede skal nyde godt al' s/.<t Refusionen.
Meget Hold heri er der jo ikke, da de for Statens Vedkommende er med til at yde det, som sVarer til hel Refusion, nemlig at lade de rige faa fuld Andel i Foranstaltningerne — paa deres egen Bekostning. Men ikke desto mindre har Spørgsmaalet, ogsaa naar det trækkes sam
men til dette forholdsvis mindre, 'dog sin Betyd
ning i de Kommuner, hvor man altsaa beslutter sig til at have det Besvær at foretage Delingen.
Jeg tager et Eksempel. Lad os sige, al en For
anstaltning af almindelig Art vil, efter at Kom
munen har foretaget sin Deling i ubemidlede og bemidlede, koste Kommunen 3000 Kr., for saa vidt angaar den Del, der gælder de mere bemidlede. Heraf vil der faas 7.3 Refusion, og Kommunen skal altsaa i Dyrtidsskat udskrive Restbeløbet, 2000 Kr. Hvis der opnaaedes 2/3 Re
fusion, skulde Kommunen kun udskrive 1000 Kr.
i Dyrtidsskat. Nu er det, vi for vort Vedkom
mende hævder, at del er urimeligt at lægge saa meget af Dyrtidsskatten som 2/s i Kommunen selv, vi mener, at ogsaa den anden Trediedel bor fores over paa Staten. Thi vel er det, som jeg nu snart skal komme til, saaledes, at Kom
munerne har Ret til at lægge Dyrtidsskatterne paa de velstillede, men det er paa de velstillede indenfor vedkommende Kommunes Grænser, og (fe kan maaske i Sammenligning med velstillede i andre Kommuner være forholdsvis ringe stil
lede. Vi véd, at i Landkommunerne taget som Helhed naar den høje Indtægt ikke meget ofte op over 10,000 Kr., bortset naturligvis fra de enkelte Tilfælde, hvor der ligger store Godser i en Kommune. Den høje Indtægt i en Land
kommune er (i 7—8—9—10,000 Kr. Men i en
kelte Kommunesamfund her i Landet og i Sta
ten i det hele er den virkelig høje Indtægt jo ikke (>-—7—8—9—10,000 Kr., men mange Hun
drede Tusinde Kroner eller maaske Millioner.
Derfor mener vi, al det ved disse Foranstalt
ninger er rigtigt al Hytte saa meget som muligt
af Dvrtidsskatten bort Ira Kommunen og dens forholdsvis mindre velstillede Beboere over lil Staten og til de virkelig rige. Dette er Betyd
ningen af, at der ydes en saa høj Refusion af Staten som muligt, og det er mig ganske ube
gribeligt, hvorledes Venstre som Landboparti kan træde ind for det andet Standpunkt, hvis der da ikke bag hele deres Politik ligger et Ønske om, al der skal anvendes saa lidt som muligt ude i Kommunerne, at man skal gøre Anven
delsen efter § 2 saa vanskelig som mulig, saa al den helst ikke bringes til Anvendelse, for at man paa den Maade overhovedet kan blive heil fritaget for Dyrtidsskatter i Kommunerne. Hvis man virkelig ønsker £ 2 anvendt, ja saa er del urimeligt ikke at lade Staten og Statsskatteyderne bære den største Del af Byrden derved.
Dette er Striden om Dyrtidsmidlemes Anven
delse. .leg vil for mit Vedkommende opfordre alle radikale Kommunalraadsinedlemmer til i saa boj Grad som muligt at lade de Beslutnin
ger, de træffer om kommunale Dyrtidsforanstalt- ninger, være i nøje Tilslutning til Princippet i Statens Dyrtidsforanstaltninger, selvfølgelig bruge, ij 1 fuldt nd, saaledes al ingen af de ringest stillede ikke faar det, man i Kommunen mener der bør anvendes for at ophjælpe hans Stilling, men, hvor der er Midler til Raadighed ud over det saaledes anvendte, da ogsaa at benytte dem.
Derved vil man være i Stand til i dette van
skelige Aar at komme alle dem til Hjælp, Landarbejdere, Husmænd, Smaahandlende og Smaahaandværkere, der ikke tidligere gik Vejen lil det offentlige eller behøvede at gøre det, og som ogsaa nu nødig gaar den Vej og maaske hellere lider Savn i Stilhed end gaar den Vej.
Nogle Kommuner har praktiseret Dyrtidslovene saaledes, at de bekendtgør, at de, som maatte anse sig berettigede til at modtage Dyrtidshjælp, kan indfinde sig hos Sogneraadet den og den Dag for at godtgøre Berettigelsen af deres Øn
ske. At handle saaledes er ikke i Dyrtidslovens Aand. De, der ikke for har gaael Vejen lil
15
Sognet, de, hvis hele Virksomhed er et Arbejde lor at opretholde deres Selvstændighed, og som er i Stand dertil og har vist det gennem hele deres Liv, de, som ogsaa nu opretholder deres Virksomhed og kun paa Grund af Verdensfor- holdene er saaledes stillede, at de ikke kan faa tilstrækkeligt til Livsopholdet, de skal spares for at gaa denne Gang, de skal ikke tvinges dertil.
Det vilde være til stor Skade for hele vort Folk ogsaa i de kommende Tider. Men Midlet til at spare dem for at gaa denne Gang, del er at an
vende £ 2, de almindelige Foranstaltninger, i saa høj Grad, som det er muligt. Derved giver man alle vanskeligt stillede en Ret sammen med de velstillede, ikke en Xaade, og det bliver de bedre stillede, som betaler Omkostningerne, selv om de ogsaa faar Andel i Foranstaltningen.
I Forslaget til den første Dyrtidslov var der indsat en Bestemmelse, som gik ud paa, at Kom
munerne skulde sørge for, at uformuende For
ældres og Forsørgeres Børn daglig vederlagsfrit kunde l'aa et Maaltid tilstrækkelig nærende Mad.
Herom stod der længe Strid paa Rigsdagen.
Jeg skal i denne Forsamling kun gøre opmærk
som paa, at i Bemærkningerne til Lovforslaget stod der udtrykkelig følgende: Da Foranstalt
ningen saaledes vil komme til at omfatte ogsaa Børn i Hjemmet, er det naturligt, at dens Gen
nemførelse i videst mulig Omfang maa overlades til Kommunalbestyrelsernes Bestemmelse. Jeg nævner det, fordi Venstre i sin Modstand mod denne Bestemmelse sagde, at den gik ud paa at indføre tvungen samlet Børnebespisning. Det gjorde den udtrykkelig ikke. Den indeholdt kun et Paalæg til Kommunerne om at sørge for, at Børnene lik Mad, men sagde, at de selv kunde bestemme, hvorledes de vilde sørge for det. Men Venstre besluttede at bekæmpe denne Paragraf, og Venstres Uvilje imod overhovedet at se Børne
bespisningen nævnt i Loven har været saa stor, at det ikke er lykkedes nogensinde at faa den nævnt; selv i den sidste Lov sørgede de for at faa den ud. 1 det sidste Lovforslags § 4 stod
1(5
oprindelig en Bestemmelse 0111, at de Udgifter, som Kommunerne havde afholdt til Foranstalt
ninger til Bespisning af uformuende Forældres eller Forsørgeres Børn i Tidsrummet fra 1. De
cember 1917 til 31. Marts 1918 ikke skulde med
regnes ved Beregningen af det Maksimumsbeløb, som Kommunen havde Lov til al anvende. Der
igennem vilde man sige til Kommunerne: Her er et Omraade, Børnebespisningen, som er saa vigtigt, at vi overlader til Jer at anvende del Beløb, I linder fornødent, og det skal ikke be
grænses ved noget i Loven fastsat Maksimums
beløb. Men af uforklarlige Grunde har.Venstre stillet sig paa det Standpunkt, at det ikke vil se Børne
bespisningen nævnt som en særlig paakrævet Dyrtidsforanstaltning, og den gik derfor ogsaa ud af Lovforslaget denne Gang. .leg vil imidlertid gerne sige til alle her tilstedeværende, at fordi Ordene ikke findes i Loven, bør den Tanke, som de udtrykte, ikke være glemt af radikale Venstremænd. Ikke saaledes at forstaa, at jeg anbefaler samlede Børnebespisninger i Land
kommuner, hvor saadanne Foranstaltninger ikke egner sig til Gennemførelse, nien saaledes, at jeg vil la>gge alle paa Sinde, at er der noget, som er vigtigt i denne Tid, er det at sørge for, at den kommende Slægt ikke underernæres, for at vi ikke i Fremtiden skal komme til at staa med en i Opvæksten hæmmet og svækket Befolkning.
.leg skal 1111 gøre nogle Bemærkninger om den anden Del af Dyrtidslovgivningen, den, som gaar ud paa at anvise Kommunerne Vej til at skaffe sig Midler til at foretage Foranstaltningerne. Del er klart, al naar en Kommune skal forvalte Statsmidler, er det rigtigt tillige at lade vedkom
mende Foranstaltning medføre nogle Udgifter for Kommunen selv. Kn rimelig Kontrol med Mid
lernes Anvendelse og en Opfordring til god Økonomi og Orden lindes deri, at Kommunen selv maa afholde nogle Udgifter, men jeg har ment, at Vs af Udgifterne vilde være tilstræk
kelig. Der skal altsaa tilvejebringes kommunale Midler, og ogsaa paa dette Omraade har der
17
været en interessant Udvikling fra den første Lov til den nugældende. Det første Forslag til en Dyrtidslov, som blev lagt paa Rigsdagens Bord, indeholdt» i § (j en Bestemmelse om, at Kommunalbestyrelserne bemyndigedes lil al ud
skrive en Dyrtidsskat
»som et Tillæg til bestaaende kommunale Skatter paa laste Ejendomme (herunder Ejendomsskylden), s o m en Skat paa Grunden alene, eller s o m et Tillæg til den personlige Kommuneskat for alle skattepligtige eller for skattepligtige, hvis Indkomster ligger over e n nærmere fastsat Grænse, eller for de skattepligtige, der svarer Skat til Kommunen s o m Erhvervskom m u n e al en Indtægt, der ligger over e n nærmere fast
sat Grænse« De efter den bestaaende Lovgiv
ning gældende Bestemmelser vedrorende Ejendoms
skatternes Fiksering. Forholdet mellem Hartkorns- skatterne o g Ejendomsskatterne o g Ejendomsskylden og mellem Ejendomsskatter og personlige Skatter.
Skatteudskrivningens Størrelse, Afholdelse af Skatte- valg, Fradrag for Erhvervsskatten m. m. kommer ikke til Anvendelse paa Dyrtidsskatten.«
l)e vil se, at Forslaget indeholdt en meget vidtgaaende Bemyndigelse for Kommunerne til at træffe deres Afgørelser, og det begrundedes i Bemærkningerne til Lovforslaget med, at liaar der maa toretages saadanne overordentlige For
anstaltninger,
»bør der aabnes Kommunerne friere Adgang til at tage Bestemmelse o m Skatteudskrivning end i den nuværende Lovgivning indrømmet.« De forskellige Regler vedrørende Fiksering o. s v., s o m jeg nævnte,
»bør paa Grund af Forholdenes og Foranstaltninger
nes overordentlige Karakter ikke lægge Kommunerne
\ anskeligheder i Vejen for deres Skøn over, hvad der efter Iiistanden i Kommunen er tjenligt.
Lovforslaget stillede altsaa Kommunerne meget I rit. Men da det var vedtaget, saaledes som Ven
stre i Landstinget havde præget det, var Kom
munerne i høj Grad bundne. Beskatningen var ikke længere Udtryk for en fri Beslutning, men det hed nu:
»1 illægsskatten udskrives s o m en procentvis lige stor Forhøjelse af samtlige de i Henhold til Lov Nr. 8.) af 15. Maj 1903 paalignede kommunale Skatter.«
»Den Del af Tillægsskatten, der herefter skal
udskrives som personlig Kommuneskal. kan paalignes som en procentvis Forhøjelse af den personlige Kom
muneskat for de Skatteydere, hvis Indkomst ligger over en af Kommunalbestyrelsen med vedkommende højere Myndigheds Samtykke nærmere fastsat Grænse.«
løvrigt er der forskellige Bestemmelser 0111 Formueskat og Aktieselskabsbeskatning, men i Stedet for al give Kommunerne Frihed til at vælge sine Skatter, var de blevet bundet til en procentvis lige stor Forhøjelse af Skatterne, og indenfor den personlige Kommuneskat skulde Skatten paalignes som en procentvis Forhøjelse paa de Skatteydere, som overhovedet toges med.
Om Bemyndigelse til at fritage nogle Skatte
ydere for overhovedet at svare Dvrtidsskat, stod der, hvad der maaske nu vil forekomme ganske usandsynligt, stor Strid i Rigsdagen. .leg tror, at ingen i denne Forsamling vil bestride Rigtigheden af hvad jeg sagde til Rigsdagen:
Naar man finder det nødvendigt at yde en Medborger Dyrtidshjælp, kan man ikke samtidig paalægge ham Dvrtidsskat. Ikke desto mindre var der paa Rigsdagen to Partier, som var højst betænkelige ved denne Regel. Venstre udtrykte virkelig Betænkelighed ved at give Kommunerne Hel lil at undtage visse Skatteydere fra Dyrtids- skatten, og de konservative vendte sig meget voldsomt derimod. Man erindrer maaske endnu del Borsmøde, paa hvilket Erhvervene under Ledelse af Ingeniør Foss og Bankdirektør C. (>.
Clausen udtalte sig paa en yderst nedsættende Maade om Dyrtidslovforslaget og navnlig angreb denne Bestemmelse. De syntes Jorden rystede under dem, hvis man gav Kommunerne Bet lil at fritage visse Skatteydere for Dyrtidsskatten og i derved forhøje den for andre. Venstre blev imidleftid betænkelig ved at slaa Følge med Højre, og derfor fik Kommunerne Ret til at trække en Grænse og sige: Vi lægger kun Skat paa dem, som har Indtægter over denne Grænse.
Det Baand, Venstre har lagt paa Kommunerne, har fort til store Urimeligheder, og heldigvis er det nu i den sidste Dvrtidslov lykkedes at indløre
19
dog nogle Forbedringer i Retning af større Fri
hed for Kommunerne. Efter de tidligere Dyrtids- beskatningsregler skulde en Kommune, som be
stemte, at Indtægter under 2000 Ivr. ikke skulde beskattes, beskatte en Indtægt af 2100 Kr. med hele Dyrtidsskattens Procentforhøjelse. Springet fra de skattefri 2000 til de skattepligtige 2100 Kr. blev derved urimelig stoi t. I den sidste Lov er der nu indført den Ændring, al man kan fradrage et vist Beløb, dog ikke over det skattefri Beløb, i enhver Indtægt. Altsaa, i det her angivne Til
fælde vil man i en Indtægt af 2100 Kr. kunne fradrage indtil 2000 Kr., saaledes at de 2100 Kr.
svarer Dyrtidsskat af 100 Kr., 2200 Kr. at 200, 2500 Kr. af 500,' 3000 Kr. af 1000 osv. Derved undgaar man det pludselige Spring i Beskatnin
gen, der sker en Udligning, og en vis Stigning indtræder jo ogsaa. Denne Stigning forekom mig imidlertid ikke al være tilstrækkelig, og derfor opfordrede jeg Rigsdagen til at give Kommunerne Bemyndigelse til at anvende en stigende Skala udover den, som allerede findes i den kommu
nale Skattelovgivning derigennem at man til den virkelige Indtægt kan lægge visse Procenter til og trække visse Procenter fra under Hensyn til den vedkommendes Forhold. Paa de saaledes ansatte Skatteindtægter kan nu anvendes en stigende Skala, som Kommunen frit kan be
stemme indenfor Grænsen af den stigende Skala, som Staten anvender, og som gaar indtil 14,r>
pCt. for en Indtægt af 1 Million. Det er inter
essant at se, at Venstre, som i den første Dvr- tidsskattelov absolut modsatte sig Frihed for Kommunerne til at træffe saadanne Bestemmel
ser, i Aar ikkt$ turde slutte sig til Højres Mod
stand derimod. .leg bør tilføje, at da Venstre opgav sin Modstand, turde Højre heller ikke vedligeholde sin, og Adgangen til at anvende den stærkt stigende Skala blev saaledes enstem
mig vedtaget, dog ikke uden uhyre Jammer klager af Admiral Richelieu, som skildrede, hvor fortvivlet Millionærerne vilde være stillede under (It'n forfærdelige Lovgivning, som her blev fore-
slaaet, og ikke uden stærke Bekymringer fra Yenstres Ordfører, Dr. Kragh, der mente, at man gik de store Indtægter altfor nær.
Men nu har Kommunerne altsaa laaet en Ret, som bør benyttes. For det første har de l'aael Adgang til at fradrage det skattefri Belob i alle Indtægter ved Skattens Paaligning, og dernæst har de faaet Adgang til al anvende en stigende Skala. Anvendelsen af denne vil selvfølgelig sær
lig være paakrævet i alle de Kommunesamfund, hvor der er en mægtig Forskel paa Indtægterne, ligeira ganske smaa og op til Millionindtægterne.
I Kommuner, hvor Indtægterne falder mere ens
artet, og hvor man ikke har meget store Ind
tægter, vil man maaske kunne nøjes med at an
vende Fradraget. Men det maa enhver enkelt Kommune bestemme efter sine Forhold. Der er blot en Ting, som jeg vil tilraade alle mine Meningsfæller, og det er, al de, naar de skal bestemme, hvem der skal betale Dyrtidsskat, husker paa, at en Indtægt ikke er det samme nu, som den var for, at de ikke hager sig last i de gamle Begler, som vi i sin Tid har givet om, hvad der var det mindste, et Menneske maatte have at leve af, og som derfor er fritaget tor Skat til Staten. Af dette Beløb kan ingen Familie leve nu. De bør tage Hensyn til, at der er Mellemindtægter, som tidligere godt kunde svare Skat, men som nu aldeles ikke kan taale en Dyrtidsskat. Jeg tilraader at være meget skaansom overfor Mellemindtægterne og regne dem ret højt op. Men hvis man vil vise denne Skaansom hed, behøver man efter min Opfattelse til Gengæld aldeles ikke at vise nogen Skaan
som lied overfor de meget store Indtægter, thi de vil godt kunne bære en yderligere kommunal Beskatning.
Tilsidst skal jeg anføre endnu el enkelt karak
teristisk Vidnesbyrd 0111, hvorledes Venstre i disse Aar har maattet forandre sin Stilling og efter- haanden har ladet sig trække med til en dog noget rimeligere Opfattelse af Forholdene. I det første Forslag til Lov om Dyrtiden fandtes der
21
en Bestemmelse om de Ira en Kommune borl- llyttende, en Bestemmelse, som skulde hindre, at nogen tlvgtede fra en Kommune med højere Skat for at komme til at betale lavere Skat.
Hensigten med denne Bestemmelse var ikke at holde Folk stavnsbundne til nogen Kommune, men at holde dem fast ved en social Pligt, en Pligt til at deltage i Byrderne der, hvor de havde oppebaaret deres Indtægter. Denne Bestemmelse, som gjaldt Bortflygtning fra al kommunal Skat, blev imødegaaet af Venstre i Folketinget, og Landstinget ændrede den, saaledes at den kun kom til at gælde Dvrtidtidsskatten: Man kan i disse Aar ikke flygte fra sin Dyrtidsskat, men nok fra de andre kommunale Skatter. Men da nu disse Forhold havde virket i 2 Aar, opstod der pludselig i Aalborg Amtstidende en kraftig Bevægelse for at faa indført Bestemmelser imod Bortflygtning fra Skatter. Amtstidenden bragte (iang efter Gang Artikler om, at det var m«erk- værdigt, at jeg ikke fremsatte Forslag derom snarest muligt, men det var maaske, skrev man, en Folge af, at der i mil Parti var Rigmænd, som jeg skulde tage Hensyn til, og som ikke ønskede denne Bestemmelse indført. Amtstiden
den blev unægtelig noget taus, da Aalborg Ven
streblad oplyste den om, at Bestemmelsen op
rindelig fandtes i Lovforslaget i December 1915, men Aar bleven kritiseret af P. Th. Nielsen og taget ud af Venstre i Landstinget. Nu er For
slaget, som lovet, igen fremsat, nu ligger det i Landstinget som et Led i den Ændring af den kommunale Beskatnings som for Øjeblikket er fremme, og nu faar vi se, om Venstre deroppe ikke er naaet til at forstaa Nødvendigheden af denne Bestemmelse.
Hermed har jeg nævnt de vigtigste Punkter i den gældende Dyrtidslov, Udviklingen fra dens Oprindelse og den Strid, som har staaet om den. De vil have set, at Venstre paa alle Punkter, baade m. H. t. Anvendelsen af Midlerne og Til
vejebringelsen af Midlerne, oprindelig forringede Kegeringsforslaget og derefter langsomt har ladet
sig trække med lil atter at afskaffe nogle af de Forringelser, Partiet havde fremtvunget. Hvis Dyrtidsloven skal blive helt god, maa imidlertid det demokratiske Flertal i den kommende Rigs
dag styrkes. Det vilde være meget beklageligt, hvis Stillingen lil £ 2 i den fremtidige Rigsdag skulde blive den, at der nu ogsaa i Folketinget var et Flertal for det konservativt-moderate Standpunkt. Hvis Venstre og de konservative bliver Flertal, er enhver videre Udvikling af de kommunale Dvrtidsforanstaltninger til bedste for alle og derigennem særlig for alle de Smaalolk, der ikke nyder godt af Bestemmelserne efter S 1.
udelukket. Derfor haaber jeg paa, at Rigsdags- valget vil bringe en Styrkelse af del radikale Flertal og dermed en yderligere Forbedring af Dyrtidsloven.
Ü
-
:
''
