I NDDRAGELSE I OG TILGÆNGELIGHED TIL FOREBYGGELSE OG SUNDHEDSFREMME

Varierende udbud af kommunale forebyggende og sundhedsfremmende tilbud

Flere af de interviewede kan nævne forskellige forebyggende eller sundhedsfremmende tilbud eller indsatser i deres kommune. Herunder nævnes også tilbud, som er målrettet personer med handicap, eksempelvis tilpasset idræt og bevægelse (TIB), rygestopkurser og kommunale tilbud, som er arrangeret i samarbejde med forskellige foreninger eller organisationer.

Flere af informanterne finder dog samtidig, at udbuddene er meget begrænsede for personer med handicap, og at der er ulige adgang til de nødvendige tilbud. Der efterlyses flere tilbud, som er tilgængelige for, tager hensyn til eller er direkte målrettet personer med handicap. Her nævnes for eksempel mangel på hensyntagende gymnastik, tilbud vedr. kost og motion for personer med handicap samt undervisning af/redskaber til pårørende.

Flere nævner ligeledes, at det er meget vanskeligt at finde tilbud om fysisk træning, hvis man har en alvorlig fysisk funktionsnedsættelse. Det nævnes også af flere, at tilbuddene ofte

henvender sig til folk, der i forvejen er motiverede i stedet for til de borgere, der ikke kommer af sig selv – men måske ofte har størst behov.

Flere informanter nævner, at kommunernes målgruppe-afgrænsning nogle gange afskærer personer med handicap fra at kunne benytte de relevante tilbud. En borger med osteoporose nævner fx, at antallet af tilbud er steget efter vedkommende er fyldt 75 år. Herefter har der været besøg fra en visitator og vedkommende har eksempelvis fået tilbud om træning af hænderne, hvilket hun ikke havde mulighed for tidligere. En anden informant nævner, at kommunen har mange KRAM-tilbud til seniorer, men ikke til personer med tilsvarende behov pga. et handicap.

Tilgængelighed – i bred forstand

Flere informanter beskriver kommunale forebyggelses- og sundhedsfremmetilbud med god tilgængelighed, fx hvor de er placeret i kommunale sundhedscentre, tidligere plejehjem osv.

Fokusgruppe-interviewene viser dog også, at en lang række forskellige

tilgængelighedsmæssige barrierer forhindrer personer med handicap i at gøre brug af de nødvendige tilbud.

En informant nævner fx den kommunale ”sundhedsbus”, hvor kommunens borgere kan få vurderet deres sundhedstilstand samt få råd og vejledning, men som ikke er fysisk tilgængelig for personer med handicap. En anden person beskriver, at hun ikke kan bruge den kommunale svømmehal pga. manglende tilgængelighed. Det beskrives også, hvordan det lokale kommunale motionscenter ikke er anvendeligt for kørestolsbrugere. I et af fokusgruppeinterviewene

fortæller flere af informanterne om et hold med hensyntagende idræt for bevægelseshæmmede, der er blevet overgivet fra kommunen til den lokale aftenskole. Holdet afholdes imidlertid på 1.

sal i en bygning uden elevator eller rampe, hvilket gør det umuligt for mange i målgruppen at deltage. Der nævnes flere steder eksempler på aftenskolehold og foreningstilbud, som ikke er tilgængelige for personer med handicap.

Herudover nævnes en række andre eksempler på, at kommunale forebyggelses- og

sundhedsfremmetilbud er placeret med dårlig tilgængelighed, der gør det umuligt for nogle borgere at benytte eller få gavn af dem på lige fod med andre borgere. En pårørende til en kvinde med udviklingshæmning havde for eksempel deltaget i et kommunalt tilbud med vejledning om kost og motion. Den pårørende havde på forhånd kontaktet en ansvarlig for kurset og fået oplyst, at datteren godt kunne deltage på lige fod med de restende deltagere.

Datteren oplevede imidlertid, at hun ikke fik udbytte af kurset, da der blev ”talt henover hovedet på hende” og hun derfor ikke følte sig velkommen.

I en anden kommune fortæller en informant, at ældre borgere og personer med handicap har mulighed for at træne i de kommunale træningscentre på bestemte tidspunkter, enten alene eller med instruktører. Informanten har imidlertid oplevet en meget skarp afgrænsning af, hvem der kan gøre brug af tilbuddet, idet støttepersoner til personer med en psykisk funktionsnedsættelse ikke har kunnet få lov til at deltage.

Flere steder angives det også, at manglende tilgængelighed til informationsmaterialer og til information om relevante tilbud kan være en barriere. Det nævnes, at viden om de relevante tilbud også hentes via venner og netværk og via andre kanaler som fx visitatorer (også de tilbud, som ikke kræver visitation), sygehuset samt foreninger og organisationer.

Ulighed afhænger af funktionsnedsættelsen

I alle fokusgruppeinterviewene fremgår det – ikke overraskende –, at adgangen til de

nødvendige tilbud ofte afhænger af, hvilken type handicap, der er tale om. Flere informanter nævner således, at mange tilbud er utilgængelige for personer med synshandicap/nedsat syn, og at mange af de lokaler, der benyttes til forebyggelses- og sundhedsfremmeinitiativer ikke er udstyret med teleslynge, hvorved hørehæmmede ikke har mulighed for at deltage på lige fod med andre.

Det er også tydeligt fra flere af interviewene, at personer med et psykisk, intellektuelt eller kognitivt handicap mange steder oplever ulige adgang til de nødvendige tilbud – på trods af stort behov for relevante tilbud. Uligheden begrundes med flere forskellige barrierer. Det nævnes for eksempel, at mange borgere i denne gruppe har behov for ledsagelse eller støtte for at kunne få gavn af tilbuddene. I nogle tilfælde handler det om at kunne komme til og fra tilbuddene, mens andre også har behov for en støtteperson ifm. selve deltagelsen i initiativerne.

Det opleves imidlertid flere steder, at borgerne ikke får bevilget den nødvendige

ledsagelse/socialpædagogiske støtte og derfor reelt er udelukket fra at gøre brug af de eksisterende tilbud.

Det nævnes som en yderligere barriere, at der flere steder slet ikke er nogle relevante tilbud for eksempelvis personer med udviklingshæmning eller en psykisk funktionsnedsættelse. Som eksempel nævner flere, at der findes meget få tilbud til overvægtige personer med

udviklingshæmning. Der gives desuden eksempel på, at der kun er tilbud til personer med udviklingshæmning, hvis det arrangeres på selve bostederne, idet der ikke er noget tilbud i kommunen, som er tilpasset til eller tilgængeligt for denne gruppe.