B ARRIERER FOR HANDICAPPERSPEKTIV I INDSATSERNE

Hvilke barrierer er forbundet med at inddrage personer med handicap i generelle

forebyggende og sundhedsfremmende initiativer og hvordan kan disse barrierer mindskes?

Ovenstående afsnit fokuserede på, i hvilket omfang kommunerne indtænker personer med handicap i planlægningen og udførelsen af forebyggelses- og sundhedsfremmetilbud.

Indeværende afsnit fokuserer på de barrierer, som kommunerne oplever ift. at inddrage personer med handicap i indsatserne samt hvordan disse kan mindskes.

Fem ud af 20 kommuner oplever ikke barrierer eller begrænsninger i forbindelse med at

inkludere personer med handicap i generelle forebyggende eller sundhedsfremmende indsatser.

Blandt de kommuner, der ikke oplever problemer, nævnes, at de tager udgangspunkt i en individuel strategi, hvor kommunen vurderer behov og muligheder for hver enkelt person med særlige behov, herunder handicap/funktionsnedsættelse. Nogle kommuner angiver det således som en fordel for inddragelse af personer med handicap, at kommunen ikke på forhånd har lagt faste rammer for de enkelte forebyggelsestilbud. I stedet for kun at kunne tilbyde fastlagte forløb, kan de så i stedet tage udgangspunkt i deltagerne og deres behov, når de møder dem.

Derved får personer med handicap mulighed for at indgå i tilbuddene på lige fod med andre og også indgå i fællesskab med andre borgere, frem for at blive tilbudt særskilte og tilpassede tilbud.

Flertallet af kommunerne oplever barrierer i forbindelse med at inddrage personer med handicap i de generelle forebyggende og sundhedsfremmende initiativer. 15 ud af de 20 interviewede kommuner angiver således, at de oplever barrierer. De oplevede barrierer er meget forskellige og omfatter bl.a. nedenstående faktorer.

Nogle kommuner nævner manglende opmærksomhed og fokus som en barriere. Det angives, at der ikke tidligere har været fokus på handicap og forebyggelse/sundhedsfremme, hvorfor kommunerne heller ikke er opmærksomme på mulige problemstillinger. Én kommune

bemærker i den forbindelse, at flere af forebyggelsespakkerne ikke har tilstrækkeligt fokus på handicaprelaterede barrierer. Flere interviewpersoner giver samtidig udtryk for, at deltagelse i interviewet har gjort dem opmærksomme på problemstillinger og barrierer, som de ikke tidligere har været bevidste om.

Det nævnes også, at der blandt nogle fagpersoner kan være en manglende opmærksomhed på, at personer med handicap også har et fysisk helbred. Det nævnes ligeledes, at nogle

handicapgrupper kan være ”svære at nå” med de kommunale tilbud, og at nogle af borgerne ofte ikke er motiverede for at bruge tilbuddene. Som løsning nævnes, at forskellige former for

”udgående tilbud” kan være velegnede til at mindske uligheden i adgangen – både for personer med handicap og andre sårbare/udsatte målgrupper.

En yderligere barriere, som nævnes af flere kommuner, er manglende viden og kompetencer blandt kommunens personale. Denne barriere rummer flere forskellige elementer. Det nævnes fx at der mangler kompetencer ift. at kunne håndtere og opsætte realistiske mål for personer med eksempelvis udviklingshæmning eller psykisk sygdom. Der nævnes også mangel på andre specifikke kompetencer ift. kommunikation, herunder adgang til tegnsprog.

Herudover nævnes også, at der er mangel på viden og vejledning om, hvordan man konkret kan inddrage og håndtere personer med handicap i sundhedsarbejdet og hvordan tilbuddene skal tilrettelægges for at tage bedst mulig hensyn. Herunder udtrykkes en usikkerhed om

prioriteringen mellem generelle og specialrettede tilbud.

Kompetenceudvikling af personalet nævnes derfor af flere som en måde at mindske barrierer på, hvilket enkelte kommuner allerede har taget initiativ til. Herunder nævnes

kompetenceudvikling af støtte-/kontaktpersoner, som er i forbindelse med kommunens

institutioner og tilbud til personer med handicap, eller kompetenceudvikling af medarbejdere i kommunens forebyggelsescentre for bedre at kunne inddrage behovene blandt personer med handicap. Her nævnes også behovet for øget samarbejde mellem sundhedsområdet og

”specialområdet”, hvilket kan give en bedre udnyttelse af kompetencerne på begge områder og dermed styrke arbejdet.

Det nævnes videre, at det ikke blot handler om systematisk viden, men at der generelt er mangel på erfaringer, redskaber og materiale til at kunne inddrage og inkludere personer med handicap. Det er derfor nødvendigt, at kommunerne udveksler erfaringer, så kendskabet til metoder og materialer m.m. bliver mere udbredt.

Det nævnes også, at kommunerne ikke har ressourcer til at oprette specifikke tiltag til mindre grupper, hvorfor man savner input til, hvordan man kan skabe rummelighed og inklusion i de eksisterende tiltag. Det angives også, at det er svært at finde personer med viden på området, som vil kunne fortælle om udfordringer og muligheder inden for handicapområdet i forbindelse med nye tiltag.

Enkelte interviewpersoner nævner også, at der ikke nødvendigvis mangler mere viden idet der allerede findes megen hjælp i vejledninger, inspirationsmaterialer, retningslinjer og

forløbsprogrammer m.m. Det nævnes dog også, at ny viden og materiale er velkomment, da man altid kan blive klogere, og at kommunerne på dette område måske ”ikke ved, hvad man ikke ved”.

Flere kommuner nævner, at der stilles krav om, at borgerne selv kan transportere sig til og fra kommunens tilbud, hvilket også angives som en væsentlig barriere. Af yderligere barrierer nævnes også den øgede digitalisering, som kan gøre det svært for personer med nogle typer af handicap at tilegne sig information og viden.

Det nævnes desuden, at det er nødvendigt at afdække eventuelle barrierer for at sikre

tilgængelighed for og inddragelse af personer med handicap i kommunens indsatser. Kun én ud af de 20 deltagende kommuner har foretaget en egentlig undersøgelse af oplevelse af barrierer blandt personer med handicap. Undersøgelsen fokuserede dog alene på fysisk tilgængelighed.

Som tidligere nævnt er tilgængeligheden af tilbud i høj grad afhængig af typen af handicap.

Dette underbygges af spørgsmålet om, hvilke handicapgrupper der har størst problemer med at gøre brug af kommunens tilbud. Her angiver interviewpersonerne, at personer med

intellektuelle eller psykiske handicap oplever de største udfordringer, hvilket blandt andet begrundes med udbredt manglende viden om behovene i netop disse gruppe. Herefter nævnes i prioriteret rækkefølge personer med psykisk sygdom, personer med sensorisk handicap, svage og udsatte grupper som helhed samt personer med svære handicap og/eller multihandicap.