Vejlederen som ”advokat” og projektleder

Interviewene med vejlederne viser, at når vejlederne med forskellige tilgange arbejder for at gøre opmærksom på sig selv og deres profession, er det samtidig indirekte et lobbyarbejde for, at fængslets personale skal tænke i, hvilke behov de indsatte har for uddannelse og erhvervserfaring.

Forud for dette uddrag fra et interview fortæller en vejleder, hvordan hun arrangerer, at eksterne udbydere af uddannelser kommer ind på fængslet for at fortælle om de uddannelser de udbyder. Herefter spørger intervieweren:

30

”Det er lidt ligesom en karrieredag? (interviewer)

Ja, og det er for at gøre uddannelse synligt herinde. Jeg laver jo opslag, og det er også for at punke medarbejderne til, at det er den her vej vi skal (vejleder)

Så du ser også dig selv som et medie, der hele tiden skal gøre opmærksom på området? (interviewer) Ja (vejleder).”

I citatet herover bliver det tydeligt, hvordan vejlederne i høj grad arbejder med at gøre deres kollegaer opmærksom på mulighederne for uddannelse. Vejlederne arbejder altså ikke kun med de indsatte mind-set omkring uddannelse men i høj grad også med de ansattes mind-set.

I tråd med dette nævner Statsfængslet i Midtjylland i deres procedurer for vejledning to funktioner, der skal varetages med vejledningen. Den ene er funktion er ”advokerende”. I parentes forklares, at det vil sige at vejledningen skal: ”varetage klienternes interesser, så de får mulighed for at uddanne sig/være i beskæftigelse under og efter afsoning”. Beskrivelsen som advokerende er meget dækkende for det, som vejlederne fortæller om deres arbejde i interviewmaterialet.

Men vejlederne er ikke kun ”advokater” for de indsatte og for en styrket uddannelsesdagsordnen igennem deres rolle, som uddannelses- og erhvervsvejledere. Der er også eksempler på vejledere, som har en rolle, hvor de direkte har en udviklende og igangsættende projektlederrolle i forhold til uddannelsesområdet. Her er et eksempel på en vejleder, der løfter hele arbejdet med at skabe de eksterne samarbejder, det kræver, at tilbyde AMU-kurser og erhvervsuddannelse på fængslet:

”(…) Jeg har lavet kontrakt med [navn på udbyder] på de der fire forløb [hun beskriver hvilke fire AMU-kurser der er lavet aftaler om].(…) Så har jeg lavet en kontrakt med [stednavn] teknisk skole. Der har jeg faktisk lavet to kontrakter. Jeg har lavet en kontrakt, som dækker EUD, fordi det er de i stand til at køre derovre, et fuldstændigt EUD-grundforløb (vejleder).”

Det her arbejde med at etablere nye uddannelsestilbud - er det noget, som du står for eller er du bare med til det (interviewer)?

Det er mig, der står for det (vejleder)”.

Når vejlederne nogle steder har en så central rolle i udviklingen og styrkelsen af uddannelsesområdet på fængslerne er det for det første et udtryk for vejledernes engagement og deres kontaktflade til det ordinære uddannelsessystem. Vejlederne er nogle steder den person, der har de bedste faglige forudsætninger for at skabe fremdrift i arbejdet med at styrke uddannelsesområdet. Evaluator vil dog også argumentere for, at det giver anledning til at være opmærksom, på, hvorvidt det kan være en svaghed for dels vejledningsindsatsen og den samlede styrkelse af uddannelsen til de indsatte, når vejlederen spille en så central rolle i fremdriften.

Når det er nødvendigt, at være opmærksom på dette fremover, er det for det første, fordi projektlederrollen kan betyde, at vejlederen ikke bruger de fornødne ressourcer på vejledning. Der er med andre ord kun på papiret og ikke i praksis en, der er fuldtidsvejleder. Hvorvidt dette er et problem afhænger naturligvis af forholdet mellem behovet for vejledning på institutionen og de samlede vejlederressourcer, der er på fængslet. For det andet er det værd at give dette forhold opmærksomhed, fordi formålet om at styrke uddannelsen af de indsatte generelt risikerer, at blive sårbart, hvis projektledelsen og fremdriften ligger hos en

31

vejleder, der er ny i organisationen, ikke har ledelsesmandat og måske kun har en halvhjertet opbakning i organisationen.

Herunder trækkes to eksempler frem, der kan underbygge, at fremdriften kan have svære vilkår, hvis det er en vejleder, der hovedkraften i fremdriften af målet om styrket uddannelse til de indsatte. Vejlederen, der udtaler sig herunder, er meget involveret i arbejdet med at styrke uddannelsestilbuddene på værkstederne, og oplever stor frustration i forhold til hendes muligheder for at drive udviklingen frem:

”Er der opbakning til det udviklingsarbejde du laver? (interviewer)

”Nej, men det er jo velkendt. (…) det er jo også tydeligt, at det er først og fremmest produktion. Der er ikke meget opbakning. Jeg har brugt det første halve år på at stå og stampe i gulvet - jamen, der er ikke råd til at tage en værkmester ud af produktionen - (siger de så). (…) Og jeg står jo dernede ved [navn på beskæftigelsesleder], og punker ham for, at hver gang vi sidder derovre, så siger jeg, - jamen vi er simpelthen nødt til at komme i gang med et eller andet her - Jamen vi har ikke tid. Vi har denne her produktion (lyder svaret). Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op. Det er ikke lykkedes mig at komme igennem med det (vejleder)”

En anden vejleder, der også spiller en stor rolle i udviklingen af flere uddannelsestilbud supplerer og fortæller, at opbakningen til mere uddannelse kan være til stede på et værksted men ikke på et andet:

”Værkstederne har øje for produktion og tænker ikke uddannelse. Det kommer de ikke til før, der er nogen, der tager dem i hånden – de skal guides – det skal være på alle niveauer. Der er også noget naturligt i det for dem, for de er uddannet til arbejdspladser og håndværksfag. Det skal ikke bare være en god ide - det skal være det vi gør.

Der mangler en udmelding, og mange ville synes, det var spændende med en omlægning. Nogle steder er der modvilje – men ikke alle. Jeg kan ikke løfte det selv og vise dem vejen, der skal noget ledelsesniveau til. Tingene modarbejder lidt hinanden, men jeg tror, der sker noget med tiden. Vi kan nogen ting og gør en forskel i det små – går stille og rolig og laver lidt lobbyarbejde og påvirker lidt her og der. Stille og rolig påvirkning (vejleder)”.

Vejlederen her efterlyser direkte, at det skal være mere tydeligt, at det er uddannelse man vil satse på. Hun oplever ikke, at hun kan drive udviklingen frem uden ledelsen er med.

Den manglende opbakning, som vejlederne nogle steder oplever i forhold til den dagsorden, som vejlederne er en del af, er ikke så markant alle steder; men flere steder oplever vejlederne, at det er svært at komme igennem med dagsordenen overfor dels de ansvarlige for produktionen og driften dels nogle af de ansatte, der er på værkstederne.

Når der jf. ovenstående nogle steder er modstand eller i bedste fald træghed i forbindelse med opbakningen til at styrke uddannelsesområdet og særligt udviklingen af de erhvervsrettede uddannelser, risikerer det at blive sårbart, hvis udviklingsarbejdet ligger hos en vejleder. Den profession og platform, som vejlederne repræsenterer, vil naturligt være med til at bære dagsordenen om uddannelse frem, men evaluator vil på baggrund af vejledernes udfordringer vurdere, at det samlede mål om at styrke uddannelsen til de indsatte risikerer at blive sårbart, hvis det skal drives frem af en vejleder uden ledelsesbeføjelser, og oven i købet nogle steder af en vejleder der ikke har en særlig stærk opbakning i organisationen.

I forlængelse af, at der nogle steder mangler opbakning til uddannelsesdagsordenen i organisationen, mener evaluator, at det er sårbart, at flere fængsler i kraft af reorganiseringen af Kriminalforsorgen forventeligt har udsigt til, at man ikke længere skal have en uddannelsesleder eller en lignende funktion under beskæftigelsesområdet, der målrettet udvikler og støtter uddannelsesdagsordenen på fængslet.

32