van-skelige livsvilkår, har alle de unge også ressourcer i deres liv, som de aktivt trækker på, eller som mere latent medvirker til, at deres situation ikke forværres yderligere, og at fremtiden ikke kun ser sort ud.
I forhold til den udviklingsøkologiske teori og ikke mindst risi-ko- og resiliensperspektivet, sådan som det er gennemgået i kapitel 2, så kan den unges sociale problemer, alene forstås, hvis perspektivet åbnes op til både at se på forhold, der kan udgøre risiko, men også resiliens i den unges liv. Det vil sige, at det for at få et sammenhængende billede af den unges situation er nødvendigt også at se på ressourcer i den unges
liv, og hvordan disse kan udgøre en beskyttelse eller modvægt til nogle af de belastninger eller problemer, der er udgangspunktet for iværksættelsen af foranstaltningen. Nogle ressourcer eller beskyttelsesfaktorer knytter sig til de unge selv, nogle knytter sig til de unges familier, og for enkelte unge er ressourcerne også knyttet til de ’professionelle’, som er en del af deres liv.
Vi starter med at se på de unges egne ressourcer, da de er mest centrale for, hvordan den unges selvopfattelse er, og hvordan den unge klarer sig. De interviewede unge har generelt tro på fremtiden, og stort set alle har en forestilling om, hvad de skal beskæftige sig med i deres voksne liv. De vil have uddannelse og arbejde som pædagog, sygeplejer-ske, frisør osv. Nogle af de unge drømmer om at få familie og børn og ser sig selv som aktive samfundsborgere, der er uafhængige af det sociale system. De ser ikke sig selv som fastholdt i deres nuværende vanskelige livssituation, og alle har konkrete bud på, hvad der skal til for at realisere deres drømme. Charlotte fortæller om sin drøm om at blive kok:
Jeg forsøgte at starte på Hotel- og restaurationsskolen, men jeg var ikke helt klar til det. Man får ikke nogen penge, og jeg kan ikke også have et fritidsjob. Jeg stoppede for at få et arbejde, men jeg starter igen efter jul.
Selvom Charlotte, som det er tilfældet for flere af de interviewede unge, er droppet ud af sin uddannelse, har hun forsat en drøm om at vende tilbage til uddannelsen og en tro på, at hun engang bliver kok.
En anden ressource som flere af de interviewede unge – især pi-gerne – har, er stor selvindsigt i deres situation og motivation for at for-andre den. De ønsker, at deres liv skal blive anderledes. Og de ønsker selv at bidrage til forandring, men de formår det ikke altid. Kompleksite-ten af deres problemer gør, at de trods motivation nogle gange har svært ved at skabe forandring.
Flere af de unge viser stor handlekraft og forsøger på forskellig vis at løse deres problemer. De kontakter selv sagsbehandler, flytter selv hjemmefra eller tager selv initiativ til at komme i gang med arbejde eller uddannelse. De unger er således på ingen måde passive i forhold til deres livssituation, men forsøger på forskellig vis at forbedre og ændre den.
Kreativitet er en ressource, som flere af de unge har at trække på. Når problemerne kommer lidt på afstand, og nye muligheder viser
178
sig, har flere af de unge kreative ideer til, hvordan de kommer videre i den retning, de gerne vil. Charlotte, som gerne vil være kok, tænker fx, at hun måske kan få et job med at lave mad, som er det, hun godt kan lide, eller at hun måske kan starte sit eget lille madsted.
I forhold til ressourcer i de unges familier er ingen af de unge uden familiemæssige betydningsfulde relationer. For nogle af de unge udgør deres forældre en vigtig ressource i deres liv. Fx var det Majas mor, der trods store konflikter med Maja fik hende overtalt til at gå i behandling for sit misbrug. For nogle af de unge, hvor forældrene ikke har mange ressourcer at give af eller måske selv primært udgør den unges problemer, fortæller de unge, hvordan andre familiemedlemmer bliver vigtige for dem. Kathrine fortæller om sin ældre bror:
Min bror er uden tvivl den vigtigste person i mit liv. Han er der altid, når jeg har brug for ham, og jeg kan afreagere på ham. Vi har altid holdt sammen, og jeg snakker med ham flere gange om dagen.
Også andre familiemedlemmer kan være vigtige for de unge. Flere unge fortæller således om, hvordan en kusine eller faster har givet dem husly, når de ikke længere har kunnet bo hjemme hos deres forældre. Ligeledes spiller også bedsteforældrene en vigtig rolle i flere af de unges liv, og deres hjem bliver til små fristeder, hvor de unge kan slappe af, uden at der er særlige forventninger til dem.
For enkelte af de unge er de professionelle, som de har mødt via foranstaltninger eller via skole og fritidsliv kommet til at udgøre en mere permanent ressource i deres liv. Det er tilfældet for Camilla, hvis forhold og tillid til sin plejemor udgør en af de vigtigste ressourcer i hendes liv (se også Olsen & Dahl, 2008). De unge ser imidlertid sjældent de profes-sionelle voksne, som de møder, som en integreret del af deres liv på lang sigt. De unge ved, at der er tale om midlertidige relationer, som oftest ikke vil vare længere end en afgrænset periode. Flere af de unge har erfa-ringer med skift af sagsbehandler, men også af kontaktpersoner, og ved derfor, at de professionelle voksne ikke udgør en permanent ressource i deres liv. Dette er et billede, som også genkendes fra andre undersøgelser af børn og unge i foranstaltning (se bl.a. Christoffersen, 2003; Hestbæk et al., 2006; men også Egelund & Vitus, 2007).
Den håbløshed, som man som tilhører godt kan føle, hvis man alene hører om de unges problemer, mindskes til dels, når man hører om ressourcerne i deres liv og ikke mindst deres optimistiske syn på fremti-den. Ressourcerne er således vigtige at medtage, når vi ønsker en dybere forståelse af, hvordan det opleves af unge at have sociale problemer og modtage en foranstaltning fra kommunen (jf. det udviklingsøkologiske perspektiv i kapitel 2).
TVÆRGÅENDE TEMAER OG DISKUSSION
De unges oplevelser af foranstaltningerne er som beskrevet forskellige.
Forskellene i de unges oplevelser og erfaringer afhænger ikke alene af, at foranstaltningstilbuddene er forskellige, men også af den enkelte unges individuelle forhold og relationer og samlede livssituation (jf. den udvik-lingsøkologiske teori præsenteret i kapitel 2). Disse forhold spiller i varie-rende grad ind på, om de unge oplever foranstaltningerne som menings-fulde. Et af de forhold, som medvirker til den unges oplevelse, er de problemforhold, der knytter sig til den unge selv. De unge har i forskel-ligt omfang problemer, som foranstaltningen retter sig mod at afhjælpe eller løse. For nogle af de interviewede unge er deres egne problemer (fx misbrug) den primære årsag til, at de modtager foranstaltningen. For de fleste af de unge er der imidlertid samtidig problemer, der knytter sig til forældrene, og som er delvis årsag til iværksættelse af foranstaltningen.
Konflikter mellem den unge og forældrene er en erfaring hos de fleste af de unge. Forældres problemer (fx sygdom) er for nogle unge medvirken-de eller direkte årsag til, at medvirken-de modtager foranstaltningen. Flere af medvirken-de unge har selv aktivt handlet på forældrenes problemer og adfærd, fx ved på eget initiativ at flytte eller tage kontakt til sagsbehandler. Samspillet af problemer hos både den unge selv og forældrene er vigtigt for at forstå baggrunden for, at de unge modtager foranstaltninger via Serviceloven (se også de kvantitative analyser af individuelle problemer og forældre-baggrund i kapitel 6).
Det er imidlertid også vigtigt for at forstå de unges oplevelser at se på, hvordan de selv indgår i foranstaltningen. Den unges egen motiva-tion, og at den unge kan se formålet med at være i foranstaltningen, er afgørende for, at foranstaltningen opleves som en succes af den unge.
Men vi kan af interviewene også se, at forældrenes støtte og opbakning
180
til, at den unge er i foranstaltningen, har positiv betydning både for den unges motivation og foranstaltningens succes. De unges historier viser heldigvis, at i de tilfælde, hvor forældrene svigter i hverdagen og ikke støtter dem, er der ofte et andet familiemedlem, som støtter den unge.
De unge har imidlertid alle et stort ønske om at bevare en god kontakt til forældrene.
Interviewene med de unge har hovedsageligt fokus på deres livs-situation og erfaringer, herunder også, hvordan den unge oplever den konkrete foranstaltning, og hvad som er vigtigt for, at foranstaltningen er meningsfuld. I den forbindelse er der en række forhold, der fremstår som afgørende for, at foranstaltningen opleves som meningsfuld og givende af de unge. For det første er det vigtigt, at den eller de professi-onelle i foranstaltningen kender den unge eller er interesseret i at opbyg-ge et ægte kendskab. For det andet er det også centralt, at foranstaltnin-gen er rummelig og respekterer, at den unge er i en særlig og ofte udsat og sårbar position. For det tredje er det vigtigt, at foranstaltningen passer til den unges behov og forventninger, fx at den er alderssvarende. For det fjerde viser interviewene, at det er vigtigt, at den unge kender formå-let med foranstaltningen, da det ellers er svært for den unge at se foran-staltningen som meningsfuld i relation til sin samlede livssituation. Et femte punkt, som interviewene peger på er vigtigt, er, at forskellige for-anstaltninger koordineres, så den unge ikke selv skal være koordinator eller ’drukner i foranstaltninger’. Til sidst er det yderst vigtigt, at den unges mening og valg respekteres, dog med erkendelse af, at den unge ikke altid selv har overblik over sin situation, hvilket skaber en svær ba-lancegang både for den unge, forældrene, sagsbehandler og personalet i foranstaltningerne (se også Bo & Warming, 2003; Olsen & Dahl, 2008).
Interviewene viser endvidere, at selve organiseringen af foran-staltningen også spiller en rolle for de unges oplevelse. De unge, som har modtaget gruppeforanstaltninger, hvor flere unge med ensartede pro-blemer behandles eller undervises sammen, opbygger andre erfaringer end de unge, der har modtaget individuelle foranstaltninger, hvor de er alene i foranstaltningen fx i en kontaktpersonsordning.
Hvis vi starter med de unge i gruppeforanstaltninger, har disse unge både oplevet positive og negative sider ved at indgå i en gruppe med andre unge. Det er positivt at møde andre, som har nogle af de samme vanskeligheder. For nogle af de unge har integrationen i foran-staltningens gruppe betydet, at de for første gang kan begå sig i et socialt
fællesskab og føle sig accepteret. Gruppen og den intensive støtte om gruppen betyder, at de unge udvikler sig og erfarer, at de ikke er alene om deres problemer. De unge i gruppen kan ligeledes støtte hinanden i at overkomme deres problemer.
Men på den negative side lærer de unge i gruppeforanstaltninger også dårlig og problemfyldt adfærd af hinanden og forstærker dermed deres problemer. Den unge kan, som flere af interviewene viser, via for-anstaltningen få udvidet sin venskabskreds med andre unge med pro-blemer og få kendskab til dårlige miljøer. Hermed kan foranstaltningen indirekte være medvirkende til, at den unge integreres yderligere i negati-ve ungdomskulturer. Hermed bevæger den unge sig længere væk fra integration blandt andre unge uden samme problembaggrund. Samtidig viser interviewene også, at de unge, der primært oplever, at foranstaltnin-gen har haft afgørende betydning i deres liv, også er de unge, der har været i indgribende foranstaltninger enten som gruppeforanstaltning eller som anbringelse.
Når vi ser på de individuelle foranstaltninger, som de interview-ede unge modtager, er disse foranstaltninger ikke så intensive, som grup-peforanstaltningerne eller anbringelserne. De unge, som er i de individu-elle foranstaltninger, oplever, at foranstaltningen er en mindre væsentlig del af deres liv, og de oplever den ikke i samme grad som en hjælp, der kan ændre deres problemer. Den individuelle foranstaltning er for flere af de unge primært en støtte i forhold til at få positive oplevelser, som de ellers ikke ville have fået. For enkelte unge er den individuelle foranstalt-ning imidlertid medvirkende til, at de kan få deres hverdagsliv til at hæn-ge sammen (se også Bo & Warming, 2003).
I interviewene fortæller de unge om deres oplevelser med deres sagsbehandlere, og her er der også stor variation i de unges oplevelser.
Nogle unge kender deres sagsbehandler godt og har jævnligt møder eller samtaler med vedkommende, og er for det meste glade for sagsbehandle-ren. Andre af de unge kender ikke navnet på deres sagsbehandler, hvilket for nogle er uden betydning, da andre professionelle, fx kontaktpersonen står for al kontakt og koordinering. Men for nogle unge betyder det manglende kendskab til sagsbehandler, at deres oplevelser og behov ikke bliver formidlet videre, og at de føler sig ladt alene med deres problemer (for viden om sagsbehandlingen i børnesager se også Christoffersen, 2002; Christensen & Egelund, 2002; Christoffersen, Hestbæk, Linde-mann & Nielsen, 2005; Egelund et al., 2008).
182
Samlet ser vi, at interviewene med de 12 unge tegner et billede, hvor de unge gennemgående er glade for de foranstaltninger, de får eller har fået. Enkelte oplever, at foranstaltningen ikke gør nogen forskel, men størstedelen af de unge ville ikke være foruden, og for nogle unge har foranstaltningen været et positivt vendepunkt i deres liv.
KAPITEL 8