Udfærdigelse af rapporten

Udfærdigelse af rapporten er for de fleste kommuner en relativ simpel proces. De fleste rapporter udformes på samme måde som året før. I de undersøgte rapporter er der kun observeret minimal forandring, fra år til år. Observeret over en 10-årig periode er der heller ikke den stor afvigelse, hverken i udformning eller omfang af rapporten. Enkelte af de

kommuner der rapporterer for både det geografiske område og

for kommunen som virksomhed, vælger at udfase den ene af rapporterne.

Processen for udfærdigelse af rapporten beskrives således af en respondent:

”Så har jeg et Word dokument, hvor teksten går igen fra år til år. Så skal jeg bare føje de rigtige skemaer ind og sørge for at teksten passer […] Selve rapporten er ret ens år til år, hvor kun tallene ændrer sig”- R3

Der er stor variation i omfang og detaljegrad af de CO2-regnskaber som kommunerne i undersøgelsen udgiver. Derfor er der også stor variation i hvordan processen for udfærdigelse af rapporten forløber og den afhænger i høj grad af de primære brugere af CO2-regnskaberne.

De mindst omfangsrige rapporter er dem der dækker kommunen som virksomhed og alene tjener formålet at leve op til minimumskravene fra DN. De mindste rapporter af denne type fylder kun en side og er en udskrift af det Excel-ark hvori beregningerne er foretaget.

Respondent 5: Vores CO2 beregner bliver i bund og grund lavet for Danmarks

Naturfredningsforening for at vise vi har opnået de 2% reduktionsmål. Det er det eneste, som vi bruger den til.

Interviewer: Der er ikke nogen internt, der bruger den i kommunen?

Respondent 5: Ikke som det er nu, i hvert fald.

41 Der er kommuner der rapporterer som virksomhed der har et lidt bredere sigte end DN. Rapporternes omfang varierer fra 3-4 sider til 30-40 sider. Mængden af kvalitativ information til de kvantitative

indikatorer tilpasses under udfærdigelsen af rapporten alt efter hvem rapporten henvender sig til. I nogle kommuner benyttes rapporterne, af de kommunale embedsmænd, som et strategisk styringsværktøj.

Rapporterne bruges til at vurdere effekten af implementerede initiativer, samt til at analysere hvor det er muligt at opnå yderligere besparelser, både økonomisk og i form af mindre CO2-udlednign. Denne anvendelse forklarer en af respondenterne således:

”Det interessante ved CO2 regnskaber er jo hvad bruger vi det til, eller hvad jeg bruger det til. Jeg bruger det til at identificere at den rygende fakkel, altså hvor er der noget, som er kørt af sporet og hvor er sandsynligheden for at vi opnår den størst mulige effekt” - R4

Der er forskel på hvor engagerede politikerne er i CO2-opgørelserne. I nogen kommuner ser politikkerne slet ikke på CO2-regnskaberne, imens der i andre kommuner er meget fokus fra embedsmændenes side på at få engageret politikkerne.

”Det der bliver rigtig fedt, at vise politikerne en stor palet af handlinger, som de kan vælge at prioriterer på […] det er 10 gange federe med en politisk styret organisation, at få politikerne til at bruge deres beslutningskraft, i stedet for at jeg sidder som embedsmand og træffer en masse beslutninger på deres vegne” - R10

Rapporterne bruges også i nogle tilfælde til kommunikation med eksterne interessenter på kommunens hjemmeside. Yderligere er der en kommune der bruger rapporten aktivt i kommunikationen med kommunens borgere.

”Jeg bruger det enormt meget, fordi det at få feedback virker rigtig godt. Så når eksempelvis går ud og lave klima oplæg i klasselokaler […] så kan de se at de har reduceret deres energiforbrug, ved at så slukket alle nødvendige redskaber i klasselokaler og andre indsatser foretaget af børnene” - R10 Visse af CO2-regnskaberne for det geografiske område har et mere internationalt sigte. Internationalt findes der flere forskellige instanser som man kan indrapportere CO2-udledningen til. For kommunerne i denne undersøgelse drejer det sig om CDP, C40 Cities og The Global Covenant of Mayors. Senest er der startet et dansk initiativ i form af DK2020, hvor danske kommuner har mulighed for at blive optaget, under forudsætning af at de opgør CO2-udledning for det geografiske område. En del politikere har forpligtet kommunerne til dette projekt, men respondenterne har endnu ikke overblik over hvordan udfærdigelsen af disse rapporter kommer til at forløbe. De er dog opmærksomme på øgede krav end dem der stilles af DN.

42 En af kommunerne der rapporterer internationalt, svarer således på spørgsmålet om der er behov for at lave flere regnskaber, så det passer med de forskellige rapporteringsstandarder:

”Det er vi selvfølgelig eller det må ja. Det er jo baseret på det samme regnskab problemet er jo at de kategoriserer og snitter det lidt forskelligt ikke ja og særligt den her øvelser som de også har i [kommune] med VE-godskrivning og det her lidt kompliceret regnskab på el og varme blandt andet, er jo ikke noget som er meget brugt andre steder og derved så passer det ikke så godt i

formatmæssigt […] Så vi skal typisk omkalfatre det så det passer i de her forskellige CO2-regnskabsformater, så det gør vi også hvert år” - R11

Processen for udfærdigelse af rapporter om CO2-udledning bliver ikke mindre omfangsrig ved at kommunen forpligter sig til at rapportere til udenlandske interesseorganisationer, der stiller krav om at rapporterne skal udfærdiges efter internationalt anerkendte standarder. Den indsamlede empiri kan ikke redegøre for politikernes motivation til denne frivillige forpligtelse, men en del af forklaringen kan hænge sammen med teorien om greenwashing. Hvor Laufer (2003) fremhæver at association med NGO med lille risiko for verificering af regnskaberne nøjagtighed, kan være en indikator for greenwashing. Yderligere har teorien om frivillig bæredygtighedsrapportering en antagelse om at virksomheder der performer godt i forhold til bæredygtighed i højere grad engagerer sig i frivillig rapportering (Hummel & Schlick, 2016). Det kan være en medvirkende faktor. Processen for udfærdigelse af rapporter om CO2-udledning bliver ikke mindre omfangsrig ved at kommunen forpligter sig til at rapportere til udenlandske

interesseorganisationer, der stiller krav om at rapporterne skal udfærdiges efter internationalt anerkendte standarder. Den indsamlede empiri kan ikke redegøre for politikernes motivation til denne frivillige forpligtelse, men en del af forklaringen kan hænge sammen med teorien om greenwashing. Hvor Laufer (2003) fremhæver at association med NGO med lille risiko for verificering af regnskaberne nøjagtighed, kan være en indikator for greenwashing. Yderligere har teorien om frivillig bæredygtighedsrapportering en antagelse om at virksomheder der performer godt i forhold til bæredygtighed i højere grad engagerer sig i frivillig rapportering (Hummel & Schlick, 2016). Dette kan også være en medvirkende faktor.

43