7 * *
T v e k a m p e n . 1 .
jon er Østens Straale, naar den lyser Førstegang for vildsom Vandrers F j ed , Naar den smiler did, hvor Natten gyser Og forsølver Fossens Tordenskred; — Skjønnere dog end sin Glands udbreder Krigertroskabs Stjerne over V a l ,
Giver Rædslen Ynde, Faren Hæder Og formilder Krigens grumme Kval.
2.
Den Morgenstraale, klar og r o d , Igjennem Hasselkrattet brød
Og vækked vore Krigsmænd to. — De nu opstod fra natlig R o ,
Saae op til Himlen, reen og s k j ø n , Og mumled deres Morgenbøn ; Saa Ild paany med Flinten slog Og korte Krigermaaltid tog.
Det sl u t t et , Gaelen om sig vred Sin brogede, dog mørke Plaid,
158
Og tro sit L ø f t e , viste Vei Igjennem K r a t og over Hei.
Hvor vild en S t i ! — Nu den sig vandt L a n g s med en Afgrunds bratte K a n t , Hvorfra man saae den rige T r a k t Hvor Forth og Teith sit Lob har l a g t . Til Stirlings Taarne i det Blaa.
Nu sank den i en K l ø f t , s a a t r a n g A t Klippens V æ g for Blikket h a n g ; Nu var den steil, s a a deres Skridt Med Haanden maatte hjælpes t i d t ;
Nu s a a indviklet t æ t af Krat A t , naar de trængte gjenneni b r a t . F r a Hvidtjørn regned Duggen s n a r , Som Pigens Taare demantklar.
3.
Tilsidst de k o m , hvor Bjerget skred Mod Dybet b r a t , alvorligt ned.
Her Vennachar i Sølvglands l a a e , Benledis Rygge vidt de saae.
Hulveien end * en Slange l i g ,
D y b t under Klipper slynged sig — Godt hundred Mænd vel kunde her D e t Pas forsvare mod en H æ r : Det skarpe Fjeld var sparsomt klædt Med E g e k r a t og Dværgbirk l e t ;
159
Om nøgne Skifers sorte Bræm S t a k grønne Bregner yppigt frem, Og dunkle L y n g , der var saa høi At Buske fast den overfløi.
Men d e r , hvor Søen stille sov, Om Stranden krøb en Yidieskov, Og ofte baade Sti og Fjeld Oprevne var af Fossevæld, Som Vint'ren sendte over Land Og lod tilbage Steen og Sand.
Her s a a besværlig Veien blev, At Føreren kun langsomt drev P a a deres Skridt i Kløften h e n , Og spurgte s a a sin nye V e n : Hvad sælsom Aarsag havde bragt
Ham hid til denne vilde T r a k t , Den Faa kun turde gjæste nu Foruden Pas fra Roderik Dhu?
4.
»Mit Pas ved Bæltet hænger her — I mangen Dyst det prøvet er.
D o g , sandt a t sige, ei j e g t æ n k t e , J e g til dets Hjælp s a a snart nu trængte, D a j e g foer vild i denne Trakt
Tre Dage siden, p a a en J a g t . Alt syntes fredeligt og tyst
160
Som Taagen slumrer hist p a a Kyst.
Din Høvding borte var paa F a r t O g ventedes ei hjem s a a snart — S a a sagde D e n , der forte m i g ;
Maaskee dog Skurken foer med Svig?«
— »Dog, hvorfor hid tilbage gaae?« —
»En Kriger D u , og sporger s a a ? Vor Færd dog ikke styres kan Ved L o v , som binder Arbeidsmand.
Nok, j e g kun søgte a t forslaae E n ledig D a g , som tynged paa.
L e t ringe Aarsag føre kan Saa viden 0111 en Riddersmand:
E n F a l k , en H u n d , som fra ham g i k , E n yndig Bjergmø's muntre Blik, J a , er en Yei ham farlig s a g t , Selv Faren kan ham did faae bragt.«
5.
»Behold din Hemmelighed. Men, Før hid Du vandrede igjen —-Siig, hørte Du ei Bud om K r i g , At Mar mod Alpin reiser sig?« —
»Nei, ved mit Ord. J e g hørte blot At, til en V a g t om Skotlands Drot Som j a g e vil p a a farlig Grund, Der samler sig en Trop ved Doune.
161
Dog tvivler j e g ei om , at naar Man N j s om Alpins Mønstring f a a e r , Snart foldes Bannere da u d ,
Som ellers hang i Fredens Skrud.« —
»Frit lad dem vaie! — Kun ved Brug Mod Møl bevares Silkedug! —
Frit lad dem vaie! — Lige fri Clan Alpins Gran frembære Vi.
Men siig mig, Ridder — eftersom Du hid med Fred paa Jagten k o m , Hvorfor D u , en Udfordrer l i g , Vich Alpins Fjende kalder Dig?«
»Min brave Gael!1) Igaar endnu J e g vidste vel om Roderik Dhu Kun a t han var en fredløs Mand,
\ ild Høvding for en oprørsk Clan.
Han i Regentens Paasyn drog Sin Daggert, og en Ridder slog.
Blot denne Udaad kunde vel Ham sondre fra hver ædel Sjæl.«
6.
Vel over slig Beskyldning vred
Den dunkle Clansmand mørkt saae ned, Taug lidt, og saa til Orde t o g :
«Veed Du, hvorfor han Dolken dro«-? « O Veed Du, a t skjændigt Ord og Slag
162
Fremkaldte Roderiks Hævnertag?
D a høilandsk Hede, Kongens Slot For Høvdingen var lige g o d t ; — Hævn for slig Uret vel han t a ' e r , Om det s a a end i Himlen var.«
»Dog var det strafbar Færd. Vel sandt, Fornærmeren sin Straf ei fandt
Mens Albany, med laante B a a n d , Holdt Styrelsen i svage H a a n d , Og uden Magt den unge Drot Sad muret ind i Stirling Slot").
Men nu — din Høvdings Røverliv!
At vinde Gods ved grundløs Kiv!
F r a Lavlands Mand a t vriste f r æ k t
Hans Hjord, hans Korn, j a selv hans S l æ g t ! E n Sjæl som din maa dog forsmaae
Sit Bytte ved slig Færd a t faae.«
7.
Mørkt Gaelen derved saae paa ham Og svared. mens hans smiled g r a m :
»Saxer — fra hint det høie Fjeld Bemærked j e g , Du sendte vel
E t henrykt Blik mod Vest, mod Syd, Hvor f j e r n t , i Sommerdragtens P r y d , Udbredte s i g , i R æ kk e r skjønne, Kornagres Guld og E n g e g r ø n n e ,
163
Og mellem dem smaa Bakkehæld, Trægrupper, blanke Floders Væld?
Den blide D a l , den rige Slette
Var engang Gaelens Arv med Rette — Men Saxeren . af os forbandet,
Fra vore Fædre røved Landet.
Hvor boe vi nu? — Sku om Dig vel!
Kun L y n g og Steen, Fjeld over Fjeld!
Forlangte vi af denne Nød Velfedet O x e , kraftigt Brod, Forlangte vi af Skiferblok
Kvæghjorder, Faareflokke nok — D a maatte Bjerget svare vel:
J e g giver Eder L y bag Fjeld — I have j o , som Eders Fædre
End Sværd og Skjold — hvad kan I bedre.
End Resten vinde og med dem?
Indspærret her i Klippers H j e m , Troer Du, vi vil ei bryde frem.
At tage a t t e r , hvad er V o r t , At føre Rov fra Røver- bort?
Jo, ved min Sjæl! Mens paa hin Slette End Saxeren et Neg kan flette,
Mens af ti tusind Hjorder end
Langs Floden een kun drives hen — Skal Gaelen, Arving til det Hele.
Med stærke Haand og Byttet dele3).
164
Blandt Bjergets Høvdinger, de bolde, Hvor findes D e n , som ei ril holde Det ikkun for en Gjengjælds R e t , Naar Lavlands Mark k a n plyndres let?
J e g tænker. Du forstaaer det n u ; S ø g anden S a g mod Roderik Dhu.«
8.
Fitz-James svared : »Let j e g fandt En anden, søgte j e g saa s a n d t : Har han ei om min Yei s a t Vagt Og for mit Liv et Baghold lagt?«
»Som Løn for din Dumdristighed.
Havde Du givet k la r Besked Og sendt den Melding før afsted:
Min Hund j e g søger, t a b t ved Sø, J e g søger tro en Bjergets Mø — Frit havde det d a staaet Dig
At komme, g a a e ; - men hemmelig At f æ r d e s , røber Fjendesvig.
Og dog, selv som Spion, D u ei Uhort var dømt til Dødens V e i , • Hvis ei en vigtig Spaadom bød Os sikkre Seier ved din Død.«
»Vel, lad det være som det vil!
J e g vil ei puste til din Ild Med nye Grunde for min Krig.
165
Nok — givet Lofte binder mig At kjærnpe med hin stolte Mand.
To Gange j e g Clan Alpins Land Har søgt i Fred, — men næste Gang J e g kommer stærk, med Vaabenklang, Med løftet Banner, med en H æ r , At søge min Dødsfjende nær.
Thi aldrig elskovssyge Svend Saa længtes mod sin Pige he n , Som jeg, a t see dem for mig stande, Hin Oprørshøvding og hans Bande!«
9.
»Dit Ønske skee!« — Han peb Signal Og Svaret lod fra Høi og Dal.
L i g Sneppens vilde Skrig henfloi Signalet nu fra Høi til Høi — Med E e t fra L y n g og K r a t opfoer Spyd, Huer, Sværd i Mængde stor;
Fra hver en Kant, i Dyb, paa T o p , Sprang nu den skjulte Fjende o p : Bag Skifer g r a a skjød Landser frem.
Hver Bregnebusk blev Dolkes H j e m , Det blege, myge Pilekrat
Med Sværd, som Børster, blev besat Og hver en Dusk af Gyvel, Siv, Gav en bevæbnet Plaidmand Liv.
166
Med E e t den Piben havde v a k t Fem hundred Mand til Dalens V a g t , Som var af Bjergets D y b en Verden Opstanden her til Himmelfærden. — Dog, ventende sin Leders Vink, De stille stod p a a Fjeldets Brink, R e t som de løse Klippeblokke Der over Kløften kunne r o k k e , Og dem e t Stød af Barne-Arm Nedstyrte kan med Tordenlarm.
Som de p a a Bjergets Side stod
Med hævet S v æ r d , med fremstrakt F o d , Stolt kasted Høvdingen sit Blik
Lan g s Lierne, der Liv nu fik;
S a a fæsted han det m ø r k t , med G r u , Fuldt paa Fitz-James. »Hvad siger Du?
See her Clan-Alpins Krigsfolk n u , — O g , S a x e r ! — J ^ g Roderik Dhu!«
10.
Fitz-James var tapper. Skjøndt hans Blod Til Hjertet foer i voldsom ! l o d
-Dog manded han sig op med Magt Og saae p a a Chefen uforsagt.
Sin R y g mod Klippen læned han Og satte sig i Forsvarsstand:
»Kom E n ! — Kom Alle! — Denne Klippe
167
Skal fra sin Rod, før j e g , nu glippe!«
Forundret Roderik saae d e r pa a ; Respekt dog i hans Øie laae Og Heltens Glæde ved en Færd Som viser Fjenden Kampen værd.
Med Haanden han e t Tegn nu gav — Og Hæreu s a n k , som i en Grav.
Hver K r i g e r , hvor han stod, forsvandt I Busk og Bregn, b a g Klippekant.
Nu Buer, Spyd og Sværde gled Igjen i Pilekrattet ned:
Det syntes, som om Moder Jord Gjenslugte, hvad af den opfoer.
For sidste Vindpust havde' der Nys vaied F a n e r , Plaid og Fjær — Det næste strøg kun sagte hen Imellem L y n g og K r a t igjen;
Nys Solen fik tilbage Glands
Fra blanke Vaabens vide Krands — Og nu den uden Gjenskin saae P a a grønne Bregner, Stene g r a a .
11.
Fitz-James saae sig om. Med Nød Hau troede, hvad ham Øiet bød.
Vel kunde og e t saadant Syn
Staae for ham som e t Blændværks L y n ,
168
Vel i lians Blik end Tvivl der laae, Da Roderik det besvared s a a :
»Frygt i k k e ! — dog — Du Frygt ei bær' Men vent ei Ondt nu fra min H æ r — Du er iuin Gjæst. Mit Ord, Du veed.
Til Coilantogle Dig sikkrer Fred.
E t Sværd j e g kaldte fra min Clan Til Hjelp ei mod en enkelt Mand, Var Kampens Priis end hver en Dal Som Saxerne fra Gaelen stjal.
Kom — fremad n u ! — J e g vilde s a a Dig vise kun det K o r , livorpaa
Du støtted D i g , ved dumt at t r o e , Du kunde søge Alpins Bo
Og vandre disse Stier nu
Foruden P a s fra Roderik Dliu!«
De g i k . J e g sagde, James var S a a k j æ k , som Nogen, Sværdet bar Tør dog ei s i g e , a t hans Blod
Nu havde vante, jævne Flod.
D a han i Roderiks Fodspor fulgte Den S t i , som mange Fjender d u l g t e , Beredte t i l , med Landse-Regn
At styrte frem ved første Tegn Ifra en F ø r e r , imod hvem
Han Ukvemsord nys bragte frem.
Hans Blik sig stjal mod hver en K a n t ,
169
At søge V a g t e n , som forsvandt — Han troede end fra L y n g og K r a t See Spyd og Sværd fremstikke b r a t ; Og t i d t , i Heilo'ens skarpe S k r i g , Signalets Lyd han tænk te sig.
Han aanded heller i k k e frit
Før trange Kløft laae b a g dem vidt, Thi aaben d a var deres Vei
Og Klipper, K r a t dem hindred e i , Og ingen Gyvelbusk var n æ r , Som kunde dølge Sværd og Spær.
12.
I Taushed Chefen foran skred Og naaede snart den hule Bred Af Strømmen, trende Søers D a t t e r , Som ud fra Vennachar med L a t t e r Og sølvklar gjennem Sletten g a a e r , Og undergraver Aar for Aar
Ved Bochastle den sjunkne Vold, Hvor Roma, Verdens Dronning bold, Fordum opslog sit Ørneskjold5).
Her standsed Høvdingen sit F j e d ; Sit Skjold, sin Plaid han kasted ned Og til Fitz-James saa talte, vred:
»Nu seer Du d o g , du Saxer stolt, Vich-Alpin har sit Løfte holdt.
8
170
Den Morderhøvding, Udaadsmand, D e t Hoved for en oprørsk Clan H a r nu i Sikkerhed Dig bragt L a n g t fra Clan Alpins sidste Vagt.
Nu, Mand mod Mand, og Staal mod Staal Du føle skal hans Hævnermaal.
See — uden Fordeel staaer j e g her0) — Som D u , e t enkelt Sværd jeg bær" — O g her e r Coilantogle Færge —
Nu D i g beskytter kun dit Værge!«
13.
Den Saxer svared: »Aldrig har J e g t ø v e t , naar e t Sværd j e g b a r , At give dermed Fjenden S v a r ;
End meer — j e g svoret har din Død.
Men, tappre Høvding, slet j e g bod Dig Tak for al din ædle F æ r d , Som frelste mig mit Liv, om Sværd Jeg' mod dit Hoved vilde fore.
Kan ikkun Blod vor Strid afgjøre?
Siig, gives der ei anden Vei?«
»Nei, Fremmede, en anden e i ; O g hør — det s t y r k e vil dit Maal:
Dit Folk nu hænger ved dit Staal.
Thi s a a raadspurgte Skjæbne bød Ved E n , født mellem Liv og D ø d :
171
Hvo som her første Fjende s l a a e r , Hans Folk i Kampen Seier faaer.«
»Nu vel da,« — Saxeren indfaldt —
»Løst er din dunkle Gaade alt.«
Søg hist bag Klippekrat og Siv — Der ligger Rode Murdoch stiv.
S a a Skjæbnens Varsel løser sig — Bøi Dig for Skjæbnen, ei for mig.
Til James, til Stirling lad os g a a e ! Vil end Du som hans Fjende s t a a e , Og vil ei Kongens Miskundhed
Dig skjænke Naade, Frihed, Fred — Saa sværger jeg — mit Ord, min Æ r e , Min Eed Dig Borgen vel kan være, — At Du skal sikkert blive bragt
Tilbage til dit Hjem, din Magt.«
14.
Mørkt L y n fra Roderiks Øie foer:
»Din Frækhed voxer da s a a stor Fordi Du slog en ringe K a r l ,
At Sligt Du byder Bjergets Jarl? — Han aldrig sig for Nogen g a v , Selv ei for Skjæbnens dunkle Krav.
Du ildner kun mit Had, mit Mod — Hævn fordrer nu min Clansmands Blod.
Ei færdig end? — Ved Gud, j e g maa
172
Nu andre Tanker om Dig faae.
Din Kraft e r mindre, end jeg mente, Min Høflighed Du ei fortjente.
J e g seer, Du e r en Stue-Ridder, Hvis bedste Vaabensmykke sidder P a a Hjelmen, som en L o k af H a a r ,
Den han vel af sin Dame faaer.« —
»Tak, Roderik Dhu, for dette Ord!
Ny Kraft mig derved gjennemfoer.
Thi j e g har svoret, denne L o k At farve i dit Blod. Nu nok
Af Stilstand! — Væk, du milde Fred Men tænk ei, Mand, D u ene veed At vise krigersk Hoflighed!
Skjøndt ei min Piben kalder op F r a K r a t og Steen en Gaelertrop, Dog kunde j e g , ved mindste Stød 1 dette Horn, faae Hjelp i Nød.
Dog f r y g t ei, tvivl ei! — Lige godt Her E n mod E n vi kjæmpe blot.«
Hver nu p a a engang Sværdet drog Og Skeden henad Marken slog- — Hver sendte Sol og grønne Vang E t Blik, maaskee for sidste Gang.
Nu stod de begge — Blik og Fod Og Sværdespids hinanden mod — S a a styrted de i Kampens Flod.
173
* 15.
Det ilde var for Roderik Dbu, Han havde k a s t e t Skjoldet n u7) ; Dets Kobbernagler, Oxehud Tidt havde standset Dødens Bud.
Fitz-Janies en Fægter var s a a bold8), Hans Klinge baade Sværd og Skjold.
Med udlært Kunst, som Lynets Blink Han stødte, han parered' flink,
Mens Gaelen, skjøndt langt mere s t æ r k , Var mindre vant til saadant Værk.
Tregang i Strid de sammenstod,
Tregang Fitz-Jame's Sværd drak Blod.
Og Gaelens Blod ei sparsomt flød — Det farved mørke Tartan rød:
Vel Roderik følte Dødens Flod, Stod dog der end med trodsigt Mod.
Hans Hug faldt som en Hagelskur — Men f a s t , som Klippen, Borgens Muur Mod Vinterstormen holder Stand — Stod uden Saar den Riddersmand Og spottede med rolig Kunst Den vilde Høvdings Vredesbrunst.
Tilsidst han saae sit Snit, og vred Af Roderiks Haand hans Klinge bred, Og, stødt mod Marken uden L æ , Den stolte Høvding sank i Knæ.
174
16.
Nu giv D i g ! — Eller ved Hans Ord Som s k a b t e Himmel, Os og Jord — J e g sværger D i g , min Klinge god S k a l farves i dit Hjerteblod.«
»Din Naade trodser j e g , dit Stod!
Den gi'er sig kun, som frygter I)od!«
Son) Ormen skyder frem til S t i n g , Som Ulven bryder Garnets Ring, Som Vildkat værger sine Smaa —-Fitz-James' Strube sprang han paa.
N u , t a p p r e Saxer — hold dig n u ! Af Kvinde-Arm ei favnes d u !
Selv gjennem Staal- og Kobberlag Du maatte fole dette Tag.
De r y k k e , brydes, rulle s a a Til Jorden, Roderik ovenpaa.
Hans K n æ var paa Fitz-James B r y s t , Om Struben griber han med L y s t , Sit blodige og t y k k e Haar
F r a Panden han tilbage slaaer At klare s a a for Blod sit Syn — Hans Dolk nu glimter som e t Lyn.
Men Had og Raseri ei kunde E r s t a t t e Blodet fra hans Vunde — For s e n t , a t ændre Kampens Dom, Ham denne sidste Fordel kom.
175
Just, som lian Dolken hævet fik,
Rundt gik det for hans Sjæl, hans Blik — Han stødte — men forfeiled Maal,
I Græsset bored sig hans Staal.
Besvimet han sit T a g nu slap — Fitz-James løsned sig da rap, Og stod der, vel af Kampen varm Og aandeløs, men uden Harm.
17.
Han stammed Tak til Gud for Livet, Saa uformodet ham gjengivet,
Og dernæst paa sin Fjende saae, Der, som i sidste Drag, hist laae.
Hin Lok han dypped i hans Blod :
»O, Blanche! — vel dyr din Hævn mig stod!
D o g , lever Roderik eller døer, Hans Troskab, Kjækhed æres bør.
Nu blæste han i Hornet, og Saa Kraven fra sin Hals aftog Og satte sig ved Floden ned At tvætte Ansigt, Haand dermed.
Nu hørtes fjernt og svagt e t Drøn Af Hestes Tramp p a a Sletten grøn, Men denne Lyd s a a tiltog snart Og fire Ryttere i F a r t
Nu spræng-te frem, i Jæger-Dragt.
176
To bare Landser, to h a r bragt Ved løse Tømmer hver en Hest Rigt sadlet, smykket som til Fest.
De standsed ved Fitz-James b r a t ; Men Undren, Rædsel tog dem f a t , Da blodig Plads de saae med Gru.
»Tys! — Intet Raab og Spørgsmaal nu Luftness og Herbert, af nu s t a a e r ! Forbind den brave Krigers Saar O g l æ g ham paa hin Ganger g r a a , Bestemt, me-er yndig L a s t a t faae.
J e g selv d a rider foran bedst.
At bytte Klæder, skifte H e s t :
Sol staaer a l t høit — ved Middagstid J e g skal jo see en Væddestrid
Af Bueskytter — k n a p t e r Tid — Men Bayard flyver, Falken lig — De V a u x og Herries, følger mig!«
18.
• »Staa, Bayard!« — Hesten lydig stod Med buet Hals og fyrigt Mod,
Og blikked glad, og spidsed Øre D a den sin Herres Røst fik høre.
Fitz-James satte ei sin Fod I Stigboilen, men let kun lod Sin venstre Haand i Manen f a t t e ,
177
S a a med et Spring han op sig satte Og gav sin Hest af Sporen let.
D e t ædle Dyr nu med e t S æ t Sig reiste op, og foer afsted — Men Rytteren sad rank derved O g , som fra Buen sikkre S k u d , De piled over Sletten ud.
De satte gjennem Floden hoi Og op Carhonie's Bakker floi — End spored Ridderen sin H e s t ,
Hans Mænd ham fulgte, alt som bedst.
Langs dine Bredder, T e i t h , de ride Omkaps med dine Bolger stride, Lendrick forbi gaaer deres F a r t ,
Og Deanstown kommer, svinder snart — Doune-Castles Taarne dukke frem
Men synke brat i Skov bag dem — Blair-Drummond snart de tage ind, De hilse Ochtertyre som Vind, Kier's gamle Borg p a a høie Brink De see forsvinde som e t Blink, — De bade sine Hestes Sider
Forth! — i din Strøm, der mørk henglider, Og komme paa din Strandbred op
Med Pladsk, med Klavren og med Hop.
Craig-Forth de s a a tilhøire s e e , 8*
178
Og uu for dem sig- monne tee
Hint Nordens Bolværk: Stirlings Taarne Og Stad, hoit p a a en Klippe baarne.
19.
Som op ad stenet Vei de red, Med E t Fitz-James holdt e t Sted Og g a v sin Væbner e t Signal; — Han s t r a x sig stilled til Befal.
»Seer du hin høie Mand, de Vaux, Klædt i en Skovdragt, simpel, g r a a ? Seer du, hvor fast han skrider op
Mod Staden hist paa Bjergets Top?
Veed du, hvorfra og hvem han er?«
»Nei, ved mit Ord. Hin Vandrer der Seer ud jo som en Bondemand — Men vel s a a stor og s t æ r k , a t han E n Greves Følge pryde kan.«
»Skam dig, de Vaux, a t ei dit Blik Af Frygt og Had meer Skarphed fik.
Alt før han naaede Klippens Hang-J e g kjendte Manden og hans G a n g ; — Hans Lige i Statur og Kraft
H a r Skotland ei i vor Tid havt.
James af Douglas e r hin Karl, Onkel til den forviste J a r l ! Afsted til Hoffet, a t vi der
179
Kan melde, Fjenden er s a a n æ r ! Uforberedt maa Kongen ei
Faae møde Doug-las paa sin Vei.«
Mod Høire nu de vendte om — Til Slottet ad en Bagport kom.
20.
Douglas, som gik ved Nattetid Fra Cambus-Kenneth Kloster hid, S a a tåled med sig selv, mens han S t e g op ad Bjergets bratte R a n d :
»Alt hvad j e g frygted, er nu h æ n d t : Ung Malcolm er i Lænker s p æ n d t , Og Roderik, trods sit Mod, sin I l d , Snart Kongens Hevnstaal føle vil.
J e g ene kan løskjøbe dem — Gud give, jeg for sent ei frem Mit Offer bringer! — Lovet har
Mig Abbedissen i sit S v a r ,
At snart mit Barn, min Ellen prud, Optages skal som Himlens Brud.
Tilgiv den Taare, som her brænder!
0 Du, som gav mig hende, kjender Hvor k j æ r hun er mig, denne Mø — Men det er nu min Pligt a t døe.
1 Taarne, i hvis dunkle Baand
E n Douglas faldt for Kongens H a a n d9) ! g**
180
Du Sorgens Hoi, som mangengaug H a r hørt Dødsbilecs dumpe Klang Naar den ved Bodlens Haand nedfaldt P a a Mænd, som bedst i Landet gjaldt Bered kun Fængslets, Blokkens G r u ! Tlii Douglas søger Dommen nu.
Men t y s ! — hvad Kimen klinger, blid F r a Franciskanerkirken hid?
Og see! p a a Gaden, hvilken Stimmel Af broget Folk og Maskers Vrimmel!
Med Faners P r a g t , med Pibe, Tromme, Med Gjøgler-Dandsere de komme.
J e g g j æ t t e r , Borgerskabets L a g Med L e g e feire denne D a g " ) .
Did kommer Kongen — vel j e g veed, Han glædes ved slig Lystighed,
Naar brave Frimænd Buen spænde Og Boxerkamp s t a a e r mellem Svende, S a a vel som, naar i stolt Galop E n Ridder splintrer Landsens Top.
J e g følge vil til Slottets P a r k O g kjæmpe med. J a . min Monark S k a l s e e , om Aldren svækket h a r De Seners Kraft , s o m , da han var E n Dreng e n d n u , s a a ofte vakte H a n s Undren, og til Fryd ham bragte.