5. INDSATSEN I RESSOURCEFORLØB
5.2 Tværfaglighed i indsatsen
De interviewede sagsbehandlere tilkendegiver, at der i mange tilfælde ikke er klare retningslinjer i forhold til opgaver og arbejdsgange for de koordinerende sagsbehandlere i ressourceforløbssa-ger. I flere kommuner oplever de, at de koordinerende sagsbehandlere har fået en funktion som
”administrativ blæksprutte”, idet de bliver pålagt en lang række ekstra administrative opgaver.
Det kan eksempelvis være indkaldelse til møder, booking af mødelokaler og fremsendelse af in-formationer til borgere om konkrete indsatser, selv om møder eller indsatser foregår hos anden aktør eller i andre forvaltninger. I én kommune har man løst dette problem ved at ansætte en administrativ medarbejder til at varetage de ekstra administrative opgaver, der er opstået i køl-vandet på ressourceforløb.
Et centralt element i forhold til det tværfaglige samspil er, hvordan områderne spiller sammen i indsatsen. Startes der eksempelvis med indsatser fra alle områder på én gang, eller bliver der først gennemført én indsats fra et område og herefter en ny indsats fra et andet område? Dette har vi ligeledes undersøgt i sagsgennemgangen – se nedenstående figur.
Figur 14: Hvordan igangsættes indsatser i forhold til hinanden i ressourceforløb (% af alle 168 ressour-ceforløb)
Kilde: Gennemgang af ressourceforløbssager, n=168.
Note: søjletal angiver antallet af sager.
I figuren ses det, at når der igangsættes flere indsatser, så igangsættes de primært parallelt. Der er dermed i ressourceforløbene, ligesom det er tilfældet i de analyserede forløb for aktivitetspara-te kontanthjælpsmodtagere, primært fokus på at løse flere problemer på én gang. Ser vi herefaktivitetspara-ter nærmere på disse parallelt igangsatte sager, så får vi den fordeling som kan ses i nedenstående figur.
36%
20% 22% 22%
0%
5%
10%
15%
20%
25%
30%
35%
40%
Igangsættes parallelt
Igangsættes sekventielt
Kun én indsats Kan ikke vurderes
61 33 37 37
Figur 15: Oversigt over sager der igangsættes parallelt med en tværfaglig kombination af indsatser (i % af sager der igangsættes parallelt)
Kilde: Gennemgang af ressourceforløb med indsatser der igangsættes parallelt, n = 61 sager.
Note: Søjletal angiver sager med den pågældende kombination.
Når der igangsættes indsatser parallelt er der som oftest tale om en kombination mellem indsat-ser fra beskæftigelsesområdet og sundhedsområdet, hvilket gør sig gældende i hele 39 % af de 61 parallelt igangsatte sager. Herefter benyttes der i 26 % af sagerne indsatser med kombination af alle tre områder ligesom der også i 26 % af sagerne foretages indsats med kombination af indsatser på sundheds- og socialområdet, hvilket er væsentligt forskelligt fra kontanthjælpssa-gerne, hvor kombinationen mellem sundheds- og socialområdet kun benyttes i 3 % af de paral-lelt igangsatte sager.
Ovenfor har vi analyseret på de sager, hvor der igangsættes indsatser parallelt. Vi vil nu se på de 20 % af ressourceforløbene, hvor indsatsen igangsættes sekventielt. Dette kan være tilfældet, hvis borgeren modtager en meget intensiv indsats, ikke kan overskue mere end en indsats ad gangen, eller at der er ét altoverskyggende problem, der skal løses, før der kan arbejdes videre med andre problemstillinger. Det kan også være i tilfælde, hvor der er ventetid på den ene ind-sats, hvilket betyder, at de startes forskudt. Der kan dermed være flere forklaringer på, hvorfor de igangsættes sekventielt. I nedenstående figur kan det ses, hvordan indsatser fra forskellige områder igangsættes i forhold til hinanden, når de igangsættes sekventielt.
Figur 16: Fordeling af de tre første indsatser på områder (sager hvor indsatserne igangsættes sekventi-elt)
Kilde: Gennemgang af ressourceforløbssager der igangsættes sekventielt 1. indsats n=33, 2. indsats n=33, 3. indsats n=19.
39%
8%
26% 26%
0%
5%
10%
15%
20%
25%
30%
35%
40%
45%
Beskæftigelse og sundhed Beskæftigelse og social Sundhed og social Alle tre
24 5 16 16
27% 15%
5%
12% 42% 57%
61%
36% 29%
0%
10%
20%
30%
40%
50%
60%
70%
80%
90%
100%
1. indsats 2. indsats 3. indsats Socialindsats Beskæftigelsesrettet indsats Sundhedsindsats
86
Figuren viser, at der primært benyttes en sundhedsrettet indsats som 1. indsats, herefter falder brugen af sundhedsrettede indsatser i 2. og 3. indsats. Samme faldende tendens gør sig gælden-de for indsatser på socialområgælden-det. De beskæftigelsesrettegælden-de indsatser benyttes gælden-derimod sjælgælden-dent som 1. indsats, hvorimod brugen stiger betydeligt i 2. og 3. indsats. Det ser dermed ud til, at der sættes ind på at løse sundhedsmæssige eller sociale problemer i 1. indsats, hvorefter der kan sættes ind med en beskæftigelsesrettet indsats i 2. eller 3. indsats.
5.2.1 Koordinerende sagsbehandler og ventetider som en del af tværfagligheden
Sagsbehandlerne giver som tidligere beskrevet udtryk for, at der er stor forskel på den tværfagli-ge indsats i ressourceforløbssatværfagli-ger og kontanthjælpssatværfagli-ger. De petværfagli-ger på, at der er langt større fokus på tværfaglighed og koordinering på tværs i ressourceforløbssager, og at samarbejdet med de øvrige forvaltninger i disse sager er blevet udbygget. Sagsbehandlerne peger på, at årsagerne til det styrkede tværfaglige samarbejde er, at rehabiliteringsteamet fungerer som en platform for vidensdeling, hvor teammedlemmerne hver især bidrager med relevant viden om indsatser og muligheder i den konkrete sag.
Derudover skabes der via de rehabiliterende teams kontakt til konkrete nøglepersoner i de for-skellige forvaltninger. Når kontakten først er etableret, opleves det som lettere at komme igen-nem til de andre forvaltninger. Beslutninger truffet på møderne bliver endvidere mere forpligti-gende, når nøglepersonerne selv har været med til at træffe dem, og det fremhæves i en enkelt kommune, at det er nemmere at få tildelt indsatser i andre forvaltninger i ressourceforløbssager end i kontanthjælpssager.
I forhold til at oprette personlig kontakt mellem sagsbehandlerne i de forskellige forvaltninger er der flere kommuner, der har haft positive erfaringer med at afholde kursusforløb på tværs af forvaltningerne. Dette har bidraget til, at sagsbehandlerne får en større indsigt i arbejdsgangene i de andre forvaltninger, samtidig har de fået kendskab til, hvilke muligheder der er på andre områder, og hvem de skal kontakte.
I kontanthjælpssager opleves det derimod ikke, at der er et større fokus på tværfaglighed, og
”koordinerende sagsbehandler” opfattes ofte blot som et nyt navn, der dækker over en uændret praksis.
Generelt oplever sagsbehandlerne de rehabiliterende teams og ressourceforløbene som relevante og konstruktive, selv om bevillingen af indsatser i nogle tilfælde ender i tidligere kendte kampe om ressourcer mellem forvaltningerne. Sagsbehandlerne tilkendegiver også, at andre faktorer vanskeliggør udførelsen af de gode intentioner, og at der kan opstå flaskehalse, som forhaler sagerne. Det drejer sig blandt andet om ventetider på indhentning af lægelige oplysninger, ek-sempelvis lægeattesten til rehabiliteringsteam (LÆ265) og lægeattest fra klinisk funktion
(LÆ275), hvor der i begge tilfælde er betydelige ventetider fra hhv. 30 dage (som aftalen mellem KL og PLO foreskriver) til 12 uger i visse kommuner.
En anden betydelig flaskehals er i forhold til at få sagen på et møde med rehabiliteringsteamet. I flere kommuner er meldingen, at der fra en sag er klar til at blive behandlet kan gå mellem to og tre måneder, før der er et ledigt møde. Flere kommuner har dog forøget rehabiliteringsteamets mødehyppighed.
Efter mødet med rehabiliteringsteamet kan der være yderligere ventetid på, at de tildelte indsat-ser kan igangsættes, eksempelvis fremhæver flere kommuner, at der kan være måneders vente-tid på mentorstøtte og støtte-/kontaktpersoner. Derudover er der ventevente-tider i forhold til holdind-satser i de små kommuner, hvor eksempelvis et livstilskursus kun afholdes fire gange om året.
Alt i alt betyder alle disse tidsbegrænsende faktorer, at der i et ikke ualmindeligt scenarie kan være omkring et halvt års ventetid, fra sagen er klar til at blive vurderet som ressourceforløb, til den første indsats igangsættes, og i nogle sager kan der være tale om endnu længere ventetider.
Ventetider kan også være et problem efter igangsættelsen af første indsats, og kan udskyde igangsættelsen af 2. og 3. indsats.
Sagsbehandlere i flere kommuner oplever i øjeblikket, at arbejdsbyrden øges, og ventetiderne stiger. Kommunerne fortæller, at de tydeligt kan se effektiviseringspotentialet ved den rehabilite-rende indsats. Der er dog det dilemma, at mens besparelserne er på udgifter til overførselsind-komster, så er udgifterne, der er forbundet med at realisere denne besparelse, forbundet med øgede udgifter til lønomkostninger. Dermed påpeges det, at det er nødvendigt at investere på medarbejdersiden for at kunne opnå de mulige langsigtede besparelser, der er på området. Dette stemmer overens med, at det i flere kommuner er blevet påpeget, at der er brug for flere res-sourcer for til fulde at kunne opfylde intentionerne bag den rehabiliterende indsats.