F ra Skurets In d re lød Sang og H arp e
k lan g ud til de ved V induerne L y tte n d e ; der var altsaa m usikalsk A ftenunderholdning inde.
D et v ar mig aldeles tydeligt, at den, der havde in d rettet denne A nstalt for H elsingora- nerne, havde følt en hellig Forpligtelse til at byde dem Noget, der paa en eller anden
Maade kunde erstatte dem K jøbenhavn og dens Glæder. K unde h an nu ikke gi øre det af Gavn, saa vilde han i det M indste gjøre det a f N avn — m en hvorfor i A lverden havde h an da ikke paa S k ild tet ladet m a le : Tivoli &
Casino & A lham bra? A nstalten mindede fuld
kom m ent ligesaa m eget om A lham bra som om Tivoli og Casino, og da det øiensynligt var N avnet, der skulde gjøre det, saa synes mig, burde A lham bra dog have væ ret med.
D et være nu, som det være vil! Publicum lod til at more sig særdeles g o d t; D andsen g ik saa let gjennem L unden, K eglereiseren brølede omkap med Sangerinderne, - og Sol
daterne øvede sig henne ved V indbøsseskiven
i B rugen a f B agladevaaben. D et vilde derfor have væ ret en blodig Synd, ifald m an med ned rig og høirøstet Iro n i vilde have søgt at forspilde dem deres Fornøielse, ikke at tale om, at m an form odentlig vilde have paadraget.
sig en D rag t P ry g l i saa Tilfælde, og je g for
lod derfor h u rtig t S tedet efter dog først at have seet m ig lidt om i Sangerlocalet, hvor je g opdagede forskjellige syngende Kvinder,, som je g m indedes „engang i læ ngst forsvunden T id u at have truffet i K jøbenhavn i en baade m indre hæs og m indre hulkindet Tilstand.
De saakaldte S angerinder have. nem lig hertillands noget T ilsvarende til de franske A c tric e rs: il faut faire ma Russie! N aar disse nem lig ikke læ ngere gjøre den fornødne L y k k e i P a r is , valfarte de i K eglen til R usland, hvor de som oftest tjene. G uld og grønne Skove. N aar Jo rd b u n d en ogsaa der bliver gold omsider, søge de a tter tilbage til den fæ drene Jo rd , hvis de fornødne R eisem idler kunne tilveiebringes, og der fortabe de sig saa' i P rovindserne og senere i M ørket. Vore S angerinder spille først deres T rum fer ud i K jøbenhavn; n aar de saa blive renonce, tye de til Malmø og L und, og det bliver da deres
.vRussicu. H elsingør, Odense eller A arhus er F in alen i F yrvæ rkeriet.
E fte ra t je g i et H otel p lig tsk y ld ig st havde sørget for L ivets O phold, begav je g m ig ganske sm aat ud ad K ronborg til. D a je g
*
kom over den første V indebro, slog K lokken 10, o g 'i samme Øieblik blev R e traite n blæst.
J e g slog derfor over i en h u rtig ere „M arche- cadencew og kom sn art op i Slotsgaarden, hvor je g efter m egen Forespørgsel tr a f paa
en Underofficier, der m ente at skylde sig selv
•og Sam fundet at u n d errette m ig om, at h an fandt, det var noget sent, je g m eldte mig.
J e g var naturligvis endnu lan g tfra disci
plineret nok til at lægge den allerringeste V ægt paa, hvad saadan en U nderofficier kunde finde paa at „finde“, og je g følte m ig des- aarsag beføiet til m eget sm ilende og im øde
kom m ende at bem ærke: „Saavidt je g erindrer, er det nok den 30te Mai, je g skal m øde.w
„Javel! m en R e tra ite n er blæst, og saa e r D agen forbi,u v ar det arrige Svar.
„Ja, Hr. Sergenten m aa undskylde mig!
m en je g h ar væ ret nødt til at re tte m ig efter den astronom iske K alender, eftersom je g endnn ikke er bleven g jo rt bek jen d t med den m ilitaire.u
H an brum m ede noget i Skjæ gget om
„Ca-v aliern y k k e r44 „Studenterlapse, som nok skulde blive stæ kkede14, og fulgte m ig derpaa over Graarden op i T elegrapbtaarnet, hvor den Stue befandt sig, i hvilken je g skulde nedsyltes.
D et var - et sto rt R um m ed henved en Snes Sengesteder, der tildels alle vare besatte. D et g jald t im idlertid om at finde en ledig Seng,, h v ilk et forresten ikke var saa let en Sag i det R avnem ørke, der herskede. E n H envendelse til det tilstedevæ rende Selskab angaaende O plysninger mødtes m ed den Underretning,, at jeg nok vilde finde en Seng, n a a r je g bare var taalm odig. E n perialiseret
K ra ftk a rl henne i et H jørne m eddelte m ig m ed en Trum f, at hans Seng var besat, og a t je g ikke m aatte komme til ham og bide Skeer itu. J e g u n derrettede ham i den A nledning om, at je g slet ikke havde isinde at ødelægge m ine gode T æ nder med en saa latterlig Be- skjæftigelse, m en forresten havde jeg isinder hvis h an ikke ho ld t sin Mund, at smide ham ud af Sengen, ifald jeg ikke sn art fan d t en anden. J e g slap dog for at gribe til slige energiske F orholdsregler og kom om sider til- køis, m en der v a r ikke Tale om at kunne sove i det første P a r Tim er i den forfærdelige Støi og Tummel og kvalm e A thm osphære, der h e r
skede inde. E ndelig lykkedes det dog, men m an var ikke vel faldet isøvn, førend m an atter vækkedes af nogle forunderligt klagende Toner. P aa Forespørgsel om, livad det var, underrettedes m an om. at det var Reveillen, og at vi skulde op igjen. T ak S k jæ b n ef K lokken 4 om M orgenen. D er var n u ingen.
B a rm h je rtig h e d ; op m aatte m an og ud ved Vadsken for at faae Søvnen ud af Øinene.
• •
Da m an saa var paaklæ dt, havde m an Lov til at drive om krig paa F æ stn in g en til K lo k ken 7, da vi skulde stille paa B randstuen.
Je g benyttede denne M orgenprom enade til at stifte B ekjendtskab med adskillige tem m eligt reducerede H aandvæ rkssvende, der lode til at love sig m eget af det tilkom m ende Soldater
liv, som tilsyneladende sm ilede dem imøde i de m est glødende F arver. J e g nærede ikke selv de samme sangvinske .F orhaabninger, men je g fandt dog, at det var m in P lig t ikke at udrive m ine K am m erater a f deres lykkelige Drøm m erier, endskjøndt de stode for m ig som fuldstæ ndige O pium sphantasier. J e g vidste, at deres O pvaagnen vilde være skrækkelig.
A t je g havde R et viste sig da ogsaa senere, da selv Folk, hvis F o rtid havde væ ret saa lidet begunstiget af L y k k en som m uligt, idet
den syntes at liave væ ret delt mellem Lade- gaardens E nem æ rker og G lacis’ets Skraanin- ger, da selv de m angen en G a n g ' med et ve
m odigt Suk nynnede en V ariatio n paa Bagge- sens: „De svandt, de svandt, de blide B a rn dom sdage !u
K lokken 7 stillede vi a tte r paa B ra n d stuen, hvor vi fik O rdre til at henvende os til V aabenm esteren for at faae Tøi udleveret.
I den A nledning storm ede hele P ersonalet op paa V aabenkam m eret, hvor hver M and.foruden en fuldstæ ndig K læ dning tillige fik udleveret en B aistrøie, et Gevær, et T ornister og en M ængde løierlige R eqvisiter, hvis B estem melse først senere blev os klar, og endelig en H æ rskare a f tykke, stive Læ derrem m e, der tydeligere end alt A ndet talté til os om den sig næ rm ende truende In d snøring og Ind- sn ev rin g a f Sjæl og Legeme. J e g læssede alle disse Sager paa mig, saa godt je g for- maaede, og begav m ig tilbage til B randstuen, idet je g underveis glædede m ig over m it nys- opdagede store T alent som P a k æ se l; rig tig n o k tab te je g a f og til E t og A ndet a f B epaknin- gen, m en m ed en Smule frem m ed H jælp naaede je g dog om sider m it Bestem m elses
sted. F o rv an d lin g en fra frit og selvstæ ndigt
tæ nkende Væsen til Soldat foregik i en um aade- l i g ‘ F a rt ved H jæ lp a f et tordnende: „Klæd om!“ og derpaa fik vi O rdre til at stille K lo k ken ti M inutter før 12 til M iddagsm ad kos M arketenderen i B aistrøie og blaae Buxer.
Til den fastsatte T id m ødte vi i Slots- gaarden i det befalede M id d a g sto ile t; vi bleve eftertalte og inddelte, og for første G ang af
m archer ede vi som Soldater til gule Æ rte r og Flæsk. D et var lid t u n d erlig t at skulle spise til M iddag paa C om m ando; senere hen vænne- des m an godt til baade at sove og spise og gaae og staae endogsaa paa Tælling. D enne com m anderede M iddagspisen v ar m otiveret d er
ved, at M andskabet ellers ikke vilde faae M iddagsm ad hver Dag, og det v ar ogsaa ganske sikkert. M arketenderm aden skulde helst com- m anderes i H alsen paa Folk, m en saa kom den der ogsaa; u n d ertid en v ar den rig tig n o k udiscipliner et nok til at komme op igjen.
Om E fterm iddagen havde vi den første Tour paa G rønnehave, E xercerpladsen, hvor vi øvedes i den saakaldte E tm arch e i tre Tim er itræ k. D erefter førtes vi hjem paa B ran d
stuen, hvor vi m aatte ifæ rd m ed P udsningen a f Tøiet, en ræ dselstuld F orretning, der be-staaer i en ivrig Syslen m ed K napgafler,
5
66
Pudsepom ade, Trippelse og Dsl., der paa samme - Tid, som den giver L æ dertøi og K napper et m ere m enneskeligtU dseende, aldeles um enneske
lig t forandrer H æ nder og Negle paa det der
m ed syslende Individ, h v o ra f Følgen da ogsaa var, at S tø rstep arten af os kom fra K ronborg m ed de nydeligste Sm edenæver a f Verden, D a P u d sn in g en var endt, var K lokken 10, K e traite n blev blæst, og je g kunde gaae iseng m ed den B evidsthed, at je g var godt pud
set af.
II. R e k r u t t i d e n .
•Næste M orgen Kl. o1^ stillede vi paany for at g jen o p tag e de forfriskende Øvelser paa G rønnehave, og nu gik det u afb ru d t i to M aaneder i R e g n og Solskin og Storm og B læ st m ed G eværgreb „paa T æ lling14 og V en
d inger og - D reininger til H øire og V enstre; a f og til gjorde vi dog for A fvexlingens Skyld ogsaa „ O m k rin g u.
M æ rkvæ rdig v ar Maaden, hvorpaa m an havde m ent, at vi skulde gjøres til H elte og Æ resfø lelsen vækkes. U dsøgte Skjæ ldsord og opm untrende G rovheder regnede ned over vore syndige H oveder. Stod en E n k elt og
„drev ’en a’,“ som det kaldtes, gik det ud
over os Alle, og vi kunde da faae L ov til a t
kende F o redrag om adskillige interessante The- mata, under hvilket F lere form aae at løse det
vanskelige Problem at sove staaende.
H vad der D ag ud og D ag ind tærskes ind i E n under de praktiske Øvelser, gientages D ag ud dg D ag ind i Theoritim erne, hvorefter
5*
«
m an overhøres. D er v ar Ting, der bleve gjen- tag n e over ti G ange i Tim en og det sa a .g o d t som dagligt i L øbet a f flere M aaneder, og dog v ar der Folk, som ikke havde Begreb om samme Ting, da de sex M aaneders U ddannelses
tid v a r forbi. E n saadan E nkelt, m aa m an F iffighed udvistes ved G ym nastikundervis
ningen. D er v ar Flere, som sn art viste sig som fortræffelige Y oltigeurer, m en de dræ bende saakaldte „forberedende Øvelser", der næ rm est ere bestem te til at give de stive
ab, b — a siger ba, b — æ siger bæ, og F — æ siger Fæ !
Tiden gik im idlertid, rig tig n o k m ed
Snegle-\
fjed, m en den gik dog. Om sider bleve vi presenterede for M ajoren, der tildels u d talte sin Tilfredsbed m ed vore K unster, og nu kom der endelig en Smule A fvexling ind i Øvelserne.
Y i skulde nu bave B ataillonsexercits i to Tim er b v er Dag. „De G am lew, en udsøgt Skare a f t i l d e l s forfaldne Subjecter - - der var k un ganske enkelte hæ derlige U ndtagelser
—, som bavde m aattet ligge Y interen over til fortsat U ddannelse, fortalte m ærkelige H istorier om den C apitain, der skulde lede denne E xer- cits. H aaret reiste sig paa H ovedet a f E n, naar „de G am le“ om A ftenen i Sengen for
talte om den Maade, b an anvendte for at faae, bvad b an k ald te: „ lir u f i den M annskab.“ A t h an et P a r Gange bavde slaaet F o lk h alv t for
dæ rvet m ed sin Sabel paa G rund a f et g alt Geværgreb, v ar næ sten det M indste a f det, idet m an jo kunde sørge for at lade være med at gjøre gale Geværgreb, skjøndt dette forsaa- v id t v ar vanskeligt nok, idet m an i R eglen var tilbøielig til at ansee dem for lige gale ålle
sammen, men det bed sig, at ban ikke lod E n faae „R øru i de to Timer, saa at m an altsaa
?
u afb ru d t kunde komme til at gaae med G e
væ ret „paa Skulderen “ eller „i H v ilw — en mageløs adæ qvat B eteg n else! — og altsaa kavde U dsigt til at faae K ram pe i Armene, og hvorledes m an saa skulde kunne m archere videre, v ar E n en fuldstæ ndig Gaade. Gjøres skulde det im idlertid, hvis m an som sagt ikke vilde udsæ tte sig for at blive slaaet h alv t for
dærvet. A t vi ogsaa vilde faae Løbetoure, og det efter en større M aalestok, vidste vi, men
det vare vi godt vante til fra vor egen L ieute- nant, der da forresten ogsaa havde øvet os godt i at undvæ re „R ø r“ *). Til hans store Sorg kom der nem lig en D ag O rdre til Ba- taillonen om ikke at skjælde M andskabet u d ; det var, dengang en R igsdagsm and b rag te en Skj æ ldsordshistorie paa B ane i E olkethinget, 'og M inisteren udbad sig m eddelt flere lignende, m en ingen fik, eftersom H elsingør jo altid er bleven b e tra g te t som liggende lid t N ord for m ilitair „Lands L ov og R e tu. P aa G rund a f
m *
h in O rdre m ente samme L ieutenant, at et godt- R e su ltat bedst vilde opnaaes ved saa m egen
O veranstrengelse som m uligt, og h an paalagde
*i Commandoordet „Rør!" betegner en kort Hvil paa Stedet
derfor alle sine U nderofficierer, at de ikke m aatte lade Folkene „røreu.
Jo det er nog’le herlige pædagogiske G ru n d sæ tninger, de fleste af disse m ilitaire L æ rere lægge for D agen! —
B ataillonsexercitsen begyndte da. E n skjøn Sommermorgen, th i skjønne vare de allesammen, og skjøn var N aturen, som for re t a t spotte os ulykkelige Slaver, der aldrig havde T id til at nyde den, og selv om vi havde, dog aldrig havde Sands derfor i dette Trælleliv, en skjøn Som m erm orgen altsaa stillede alle fire Compag- nier i Slotsgaarden Kl. 8, hvor vi m ed stor O m hyggelighed ble ve efterseete fra Top til Taa. Og ve den U lyksalige! hos h v e m . der forefandtes en løs K nap i F ra k k e n eller en rød P let paa L adestokken eller i Hanem ulen.
E ftersy n et af P udsningen v ar nem lig bleven skjærpet, da Corporalskabsførerne vidste, hvad der ventede dem, ifald C apitainen opdagede slige 'F eil hos M andskabet: Indm elding til Com pagniet osv. F ø rst og frem m est v ar det nu K napperne, det dreiede sig om, og hele M andskabet havde derfor i den sidste Time ikke bestilt A ndet end at hellige sig til den sjælsforfriskende Id ræ t: at forvandle m atte, kjedsommelige B ly knapper til livlige, m untre,
giindsende Speile, der fortalte en hel Del sm ilende L øgne om et straalende Soldater- hum eur.
O livsalige P u d s n in g ! H ver eneste Søndag
m orgen, n aar K lokken er 7 og je g vaagner og k an vende m ig om paa den anden Side i Sengen og sove videre, sender je g en varm T akkebøn til H im len, fordi je g ikke skal stille
• til „H enlighedsparade Kl. 8“.
T h i vel h a r je g altid anseet m ig selv for et tem m elig p ro p ert M enneske, m en det v ar dog ald rig uden en vis indre Gysen, at je g sam m en m ed K am m eraterne stillede m ig op om Søndagen paa B ran d stu en for at lade m ig b ek ig g e fra Ø verst til N ederst, undertiden end- ogsaa paa bare Fødder. Vel v ar der en a f K am m eraterne, der havde p aatag et sig F or-
skjønnelsen af m ine A rm aturgj enstande imod en u g en tlig G odtgjørelse, og vel vidste jeg, a t je g baade havde vadsket m ig og re d t mig, m en om der m uligen kunde sees paa m it Ge
væ r m ed onde Øine saa længe, til det vrim lede a f R u stp letter i alle m ulige obscure K roge, derfor kunde hverken je g eller nogensom helst Pudsem and i hele den vide V erden være sikker.
Og havde saa vedkom m ende L ieu ten an t m u
ligen faaet kold Kaffe, inden han gik hjem m e
fra, eller m aaske ta b t L id t i L ’hom bre om Aftenen, ja, saa vare F ølgerne uberegnelige.
Slap m an m ed E x trap arad erin g i en U gestid itræ k Kl. 4l/2 om M orgenen udenfor L ieute- nantens V induer i den anden E nde af B yen m ed fuld O ppakning, den blaae Trøie og det hvide Tøi i T ornistret, som B emsen lød, saa kunde m an endda b etrag te sig som en „ganske
heldig K antøffelu.
D et vil derfor ikke k u n n e undre Kogen, at m an istedenfor V isitkort eller Deslige, be
standig førte et godt S ty k k e Sm ergellæ rred med sig i sin Tegnebog for øieblikkeligt a t b en y tte eth v ert ledigt Øieblik til at skure løs paa Geværet.
M en de maae dog vel blive slidt op en
gang m ed Tiden, de yndige M usketter!
Men revetions å nos bontons! for det var jo først og frem m est K napperne, som det
dreiede sig om.
„E r de K napper pudsede?" var et Spørgs- maal, der kunde fa ae den kolde Sved til at løbe ned ad Byggen paa de Fleste. D et v ar nu ogsaa et fortvivlet Spørgsmaal, th i selv om m an vidste m ed sig selv, at m an havde g jo rt sig al m ulig Umage med Pudsningen, m en a t det blot var en øieblikkelig Anløbning, der
m aaske havde g jo rt en enkelt K nap lid t m at, og m an bem ærkede dette, idet m an . altsaa sag d e: jo, de v a r’ pudsede, saa risquerede m an at blive k a ld t en L øgner, og m an kunde da godt blive „straffet"- paa G rund a f Løgn, th i en saadan K j endelse v ar inappellabel; og svarede m an b e sk e d e n t: nei, de vare ikke godt pudsede, saa v ar det høist sandsynligt, at m an blev straffet paa G rund af slet P udsning;
svarede m an endelig Ingenting, saa v år m an n atu rlig v is „storsnudet14, og saa Gud hjælpe E n!
Jo, det var nogle ganske vakre A ltern a
tiv e r !
Men, ulykkelige unge V æ rn ep lig tig e! vælger D u engang i ovennæ vnte Tilfælde at sige Jo, saa vogt D ig vel for at bevise, at Du h a r R et, ifald dér tiltordnes D ig et h æ s t: „D et er L ø g n !44 T h i lykkes B eviset D ig ogsaa, saa er D u lan g t væ rre faren end i m odsat Tilfælde, th i Du h a r .da skabt D ig en uforsonlig Fjende, som h ar alle m ulige V aaben ihæ nde til at bekæmpe Dig, den Værgeløse, m ed — ikke at tale om, - at logiske B eviser saare sjeldent træ nge igjennem den Pande, der er bedæ kket med F elthue, hvad enten der saa er Guld- eller Bom uldssnor om kring denne.
E ftersy n et ' var tilende og Synderne
noterede, da L ieu ten an ten kom for at føre Com pagniet ud.
„Compagniet r e t ! -‘ — „E r de inddelt, Sergent ?“
„Jo, H r. L ieu ten an t!w
*
„Gfevær’t i H vil! — Med Sectioner høire Sving! — Marche!' — H v ad S — ! De er jo ikke inddelt, Sergent. — D el in d !u
Sergenten, der liavde glem t at inddele os, m en ikke havde h a v t Mod nok til at in d rømme dette, løb ned ad L in ien og puffede drøit til de E nkelte, der vare kom ne paa en gal P la d s, endskjøndt Skylden var hans, im edens han mumlede et tru en d e „F æ h o v ed !“
imellem Tænderne. I et såadant Tilfælde kunde det ellers nok være b erettig et at b en y tte sig a f den polemiske F ig u r, der ly d er saa- lu n d e : „Det kan D u selv v æ re !w
„Naa, skynd Dem nu l i d t ! “ raab te L ieu te
nanten utaalm odigt, for m an h a r altid for
nanten utaalm odigt, for m an h a r altid for