TYSK INTERNATIONAL PRIVATRET
A. Ægte Børn
1. Testators Habilitet bedømmes efter hans nationale Lov ved Døden. I Tilfælde hvor Testator har skiftet Nationalitet siden
Testamentets Oprettelse, anses dette dog for gyldigt, hvis Testator ved Døden var tysk Statsborger, og det kan oplyses, at han havde den fornødne Habilitet til at oprette Testamente efter sin nationale Lov paa Oprettelsestiden15). Har Testator ikke ved Erhvervelsen af tysk Statsborgerret opnaaet den efter B. G. B. § 2229 fornødne Alder til at oprette eller ophæve Testamente, kan han dog gyldigt gøre dette, naar han efter sin tidligere nationale Lov havde op
naaet Habilitetsalderen og havde oprettet eller ophævet Testa
mente16). Var Arveladerens sidste Nationalitet ikke tysk, tilkom
mer det den efter Hovedreglen kompetente fremmede Ret at afgøre, hvilken Betydning der skal tillægges hans tidligere nationale Lov ved Bedømmelsen af et Testamente, som han har oprettet inden N ationalite t sf orandringen.
2. Testamentets Form maa principielt bestemmes efter Testators sidste nationale L ov 17). Dette er kun en Anvendelse af Reglen i Art. 11, 1. Stk., 1. Pkt., hvorefter en Retshandels Form bestemmes efter den Lov, der er afgørende for det Retsforhold, som er Rets
handlens Genstand. Efter Reglen i andet Punktum af Art. 11 er det dog tilstrækkeligt at iagttage Formforskrifterne i Loven paa det Sted, hvor Retshandlen foretages (locus regit actum). Art. 24, 3. Stk., 3. Pkt. tager udtrykkeligt Forbehold, forsaavidt angaar Bestemmelsen i Art. 11, 1. Stk., 2. Pkt. Naar Arveladeren ved sin Død er tysk Statsborger, er hans Testamente derfor, hvad Formen angaar, ubetinget at anse for gyldigt, naar det enten er oprettet i Overensstemmelse med tysk Rets Forskrifter18), eller, forsaavidt det er oprettet udenfor Tyskland, opfylder Formforskrifterne efter
15) A rt. 24, 3. Stk., 1. Pkt.
16) A rt. 24, 3. Stk., 2. Pkt.
17) A rt. 24, 1. Stk.
18) B. G. B . §§ 2229— 64.
lex loci. Om Grundsætningen locus regit actum ogsaa gælder, naar Arveladeren ved sin Død var Udlænding, er derimod højst tvivl
somt. Reglen i Art. 11,1. Stk., 2. Pkt. fremtræder ganske vist som en fuldstændig Kollisionsnorm, det vil sige uden at gøre nogen Son
dring mellem, om den, der foretager Retshandlen, er Indlænding eller Udlænding. Men medens Art. 24, 3. Stk., 3. Pkt. tager udtryk
keligt Forbehold om Gyldigheden af et af en Tysker i Udlandet i Overensstemmelse med lex loci Forskrifter oprettet Testamente, findes et saadant Forbehold ikke i Art. 25, der for udenlandske Arveladeres Vedkommende opstiller Arveladerens sidste nationale Lov som Arvestatut. Et Forbehold var her saa meget mere paakræ
vet, som det er den udenlandske Lov, der er den for Successionen bestemmende Lov, medens Successionen i det i Art. 24 omhandlede Tilfælde foregaar efter tyske »Sachnormen«. Selvom det saaledes maa antages, at Reglen i Art. 11, 1. Stk., 2. Pkt. ikke direkte har Gyldighed for Udlændinges Testamenter, men at disses formelle Gyldighed altid maa bedømmes efter Arveladerens nationale Lovs Regler19), saa betyder dette dog ikke, at et af en Udlænding i Overensstemmelse med lex loci oprettet Testamente aldrig vil være at anse for gyldigt oprettet, men kun at dets Gyldighed alene beror paa, om Arveladerens nationale Lov anerkender Grundsæt
ningen locus regit actum for Testamenters Vedkommende.
Har Testator skiftet Nationalitet siden Testamentets Opret
telse, og var han ved sin Død tysk Statsborger, anses Testamentet dog for gyldigt, selvom det ikke opfylder tysk Rets Formforskrifter, men er i Overensstemmelse med Testators nationale Lov paa Op- rettelsestiden20). Var Testator ikke ved sin Død tysk Statsborger, beror det paa Indholdet af hans sidste nationale Lov, om der skal tillægges hans tidligere nationale Lov tilsvarende Betydning.
3. Testamentets Indhold og Virkninger bestemmes udelukkende efter den for Successionen bestemmende Lov, hvilket vil sige efter Arveladerens sidste nationale Lov. Efter dennes Regler maa ogsaa Grænsen mellem Form og Indhold drages21). Det er herefter Arve
laderens nationale Lov ved Døden, som er bestemmende for
Arve-19) Habicht S. 193, W alker S. 852— 53, herimod Planck S. 82, der dog ikke giver nogen nærmere Begrundelse.
20) Art. 24, 3. Stk., 1. Pkt.
21) Habicht S. 188, jfr. W alker S. 810 ff.
153
indsættelsens Virksomhed, om denne kan gøres betinget eller tids- begrænset, Gyldigheden af gensidige Testamenter, Legater og Paa
læg, Lovligheden af en fideikommissarisk Substitution22), om en juridisk Person, en Stiftelse, et Hospital, en velgørende Forening e. 1. kan indsættes som Arving23), om det er tilladt at tillægge en Læge eller en Præst, der har ydet Bistand paa Dødslejet, et Legat24), om Baandlæggelse af Arven, om Ret for den efterlevende Ægte
fælle til at beholde Boet udelt for sin Levetid, om Arvingers og Legatarers Retsstilling, om Skiftets Foretagelse under Rettens Medvirken eller privat mellem Arvingerne. Endelig er det Arve
laderens nationale Lov, som er bestemmende for Testationskom- petencen, Arveladerens Ret til ved Testamente frit at raade over Efterladenskaben. En Begrænsning i Testationskompetencen kan indtræde enten derved, at Loven tilsikrer visse af de legale Ar
vinger (Ægtefælle, Børn, Forældre)25), den Arvelod, som Loven tillægger dem, eller en vis Brøkdel heraf som Tvangsarv, som Arve
laderen derfor er afskaaret fra at disponere over paa anden Maade, eller derved, at Arveladeren ved Kontrakt (Arvepagt) har forpligtet sig til at disponere over sin Formue eller en Del af denne paa be
stemt Maade til Fordel for bestemte Personer26). Det er saaledes Arveladerens nationale Lov, som er bestemmende for, om Arve
laderen frit kan testere over hele sin Formue27), eller om visse af de legale Arvinger er Tvangsarvinger i den Forstand, at de har en ubetinget Ret til Arven paa Trods af Arveladerens modstaaende Vilje. Det er ligeledes Arveladerens nationale Lov, som bestemmer den nærmere Karakter af Tvangsarvingernes Ret, om disse har en tinglig Ret over den Del af Efterladenskaben, som Loven tilsikrer dem28), eller om de kun har et obligatorisk Krav mod de indsatte Arvinger29), om Tvangsarvingen ogsaa nyder Beskyttelse mod
22) Indsættelse af en aVorerbe« og en »Nacherbe«, se B. G. B . §§ 2100— 46.
23) Jfr. W alker S. 813— 14.
24) Cfr. Cod. civ. Art. 909.
25) Jfr. Reglerne om »Pflichtteil« i B. G. B. §§ 2303— 38.
26) B. G. B. §§ 2274— 2302.
27) Saaledes engelsk R et, jfr. ndf. S. 357 Note 1.
28) Saaledes dansk R et, jfr. Bentzon: Arveretten S. 112— 13.
29) Saaledes tysk R et, B. G. B. § 2302, der kun giver Tvangsarvingerne R et til en »Pligtdel«, nemlig Halvdelen af den legale Arvelods Værdi.
dispositiones inter vivos, hvorved Arveladeren har bortskænket en Del af sin Formue og derved formindsket Tvangsarvelodden30).
I Modsætning til, hvad der gælder om Testationshabiliteten og Testamentets Form, har den Omstændighed, at Testator har skiftet Nationalitet siden Testamentets Oprettelse, ingen Betydning for Bedømmelsen af Testamentets Indhold og Virkninger. Testamen
tets Indhold bedømmes uanset Nationalitetsforandringen udeluk
kende efter Arveladerens nationale Lov ved Døden, uden Hensyn til afvigende Bestemmelser i hans nationale Lov paa Oprettelses- tiden. Er Testationskompetencen overskredet efter Reglerne i Testators sidste nationale Lov, hjælper det ikke den indsatte Arving, at han kan godtgøre, at Begrebet Tvangsarv overhovedet er ukendt i Testators tidligere nationale Lov. Der tages kun Hensyn til hans sidste nationale Lovs Regler.
Ogsaa for Testamentets Fortolkning er Arveladerens sidste na
tionale Lov principielt afgørende. Forsaavidt denne imidlertid, saaledes som tysk R et31), ser Fortolkningens Opgave deri, at den skal udfinde Testators sande Vilje, vil man efter Omstændighederne maatte tage Hensyn til den Sprogbrug og de Fortolkningsregler, som anvendes af Loven i den Stat, som Testator tilhørte ved Op
rettelsen. Efter Omstændighederne vil det ogsaa kunne være nød
vendigt at tage Hensyn til Testators Domicillov ved Oprettelsen eller Loven paa det Sted, hvor Testamentet er oprettet, nemlig forsaavidt det af Testamentet fremgaar, at Testator ved Udtalelsen af sin sidste Vilje har haft denne Lov for Øje32).
Tyske Skifteretters internationale Kompetence. Det Spørgsmaal, som her skal undersøges, er dette, hvilken Kompetence tyske Skifteretter tillægger sig selv i Forhold til Udlandet, ikke derimod hvilken Kompetence en dansk eller engelsk Domstol vil anerkende, at der tilkommer en tysk Skifteret, der har antaget sig Boet efter en i det paagældende Land hjemmehørende Person. De almindelige Regler om de tyske Skifteretters stedlige Kompetence findes i Gesetz über die Angelegenheiten der freiwilligen Gerichtsbarkeit
30) Saaledes tysk R et, se B. G. B. § 2325, forsaavidt angaar Gaver, bortskaen- ket i de sidste 10 Aar før Arveladerens Død.
31) Se B. G. B. § 133.
32) Habicht S. 188, Zitelmann B . 2, S. 212— 21, W alker S. 818.
155
af 17. Maj 1898. Ifølge dennes § 73, jfr. § 72, tilkommer Kompe
tencen principielt Amtsretten i den Retskreds, hvor Arveladeren havde Bopæl (Wohnsitz) ved Arvefaldet. Havde Arveladeren ikke Bopæl i Tyskland, da Amtsretten i den Retskreds, hvor han ved Arvefaldet havde Ophold. Havde Arveladeren ved Dødsfaldet hverken Bopæl eller Opholdssted i Tyskland, gælder følgende Regler. Var han ved sin Død tysk Statsborger, er Amtsretten i den Retskreds, hvor han sidst havde Bopæl i Tyskland, kompetent;
i Mangel af saadan Bopæl bestemmes den kompetente Skifteret af Land justitsforvaltningen, eventuelt Rigskansleren. Var Afdøde derimod Udlænding, er enhver Amtsret, i hvis Retskreds Afdøde har efterladt sig Gods, kompetent m. H. t. hele den Del af Efter
ladenskaben, som findes i Tyskland. Endvidere bestemmer § 74, at Foranstaltninger til Sikring af Boet kan foretages af enhver Skifteret, indenfor hvis Omraade der er Trang til saadanne For
anstaltninger.
Samtlige disse Bestemmelser angaar imidlertid kun de tyske Skifteretters indbyrdes Kompetence i Forhold til hinanden, men tilsigter ikke at afgøre Spørgsmaalet, om de tyske Skifteretters Kompetence til overhovedet at tage en Udlændings Bo under Behandling. Dette Spørgsmaal kan være afgjort ved Traktat mel
lem Tyskland og den Stat, hvis Undersaat den paagældende var.
Er dette ikke Tilfældet, maa Løsningen søges i de international- privatretlige Bestemmelser i Indførelsesloven til B. G. B. og de Grundsætninger, som eventuelt kan udledes heraf.
Ifølge E. G. Art. 24— 25 er tysk Ret altid afgørende for Succes
sionen, naar Afdøde var tysk Statsborger, selvom han ved sin Død var domicileret i Udlandet. Omvendt er den nationale Lov prin
cipielt bestemmende for Successionen efter en Udlænding, selvom denne ved sin Død var domicileret i Tyskland, naar han blot har bevaret sin oprindelige Nationalitet. Helt ubetinget gælder dette dog ikke, idet tyske Arveregler i visse Tilfælde finder Anvendelse ved Successionen efter en Udlænding. Grundet paa den nøje Sam
menhæng mellem den materielle Arveret og Skiftereglerne er der herefter ingen Tvivl om de tyske Skifteretters Kompetence, naar Afdøde ved Arvefaldet var tysk Statsborger, eller Afdøde var Ud
lænding, men tyske Arveregler er bestemmende for Successionen efter Reglerne i E. G. Art. 27 og 29. Derimod har Praksis og den herskende Opfattelse i Teorien benægtet tyske Skifteretters
Kom-petence til at tage sig af Boet efter en Udlænding, naar Succes
sionen i Henhold til Reglen i Art. 25 udelukkende bestemmes efter fremmed R et33). I den preussiske Kammergerichts Dom af 29. De
cember 190234) hedder det saaledes: »Der Grundsatz des deutschen Rechts, dass Nachlassgericht das Gericht des Wohnsitzes des Ver
storbenen ist, und die Regelung der Zuständigkeit im F. G. G.
§73 gelten im Allgemeinen nur für den Nachlass eines verstorbenen Deutschen und nur dann für den Nachlass eines Ausländers, wenn dieser Nachlass dem deutschen Recht unterliegt«. Som Begrun
delse herfor har man anført, at Reglerne i B. G. B. om de tyske Skifteretters Funktioner er saa nøje sammenknyttede med B. G. B .’s materielle Arveregler, at de ikke kan anvendes uden i Tilfælde, hvor disse ogsaa finder Anvendelse. Reglerne i F. G. G. § 73 kan heller ikke begrunde en Kompetence for tyske Skifteretter i Tilfælde, hvor Boet materielt behandles efter fremmed Ret, idet Forholdet er dette, at disse Bestemmelser »lediglich das B. G. B. in prozessualer Richtung ergänzen will, also die Anwendbarkeit des B. G. B. in materieller Hinsicht voraussetzt«35).
Det antages dog, at Skifteretten paa ethvert Sted, hvor Afdøde har efterladt sig Gods, er beføjet at foretage de i B. G. B. § 1960 omhandlede foreløbige Foranstaltninger til Sikring af Boets ufor
andrede Tilstedeværelse, indtil det kan overtages af de berettigede Arvinger36). Dette anerkendes ogsaa i Praksis. I den ovennævnte Kammerretsdom37) hedder det saaledes: »Wenn aber auch das Amtsgericht in Frankfurt a. M. als Gericht des letzten Wohnsitzes der Verstorbenen nicht als Nachlassgericht in Betracht kommen konnte, so entspricht es doch an sich den internationalen Gebräu
chen, dass das Gericht, in dessen Besitz sich der Nachlass eines
33) Habicht S. 200— 01, jfr. W alker S. 860— 61. Samme Standpunkt har T ysk lands Delegerede indtaget paa Haagerkonferencen i 1925, se Actes 1925, S. 237.
Den herskende Lære kritiseres af Niemeyer (Zeitschrift 13, S. 21— 64), der hævder, at man ikke kan opstille som almindeligt A xiom , at tyske Skifteretter er inkompe
tente i alle Tilfælde, hvor Successionen bestemmes efter fremmed R e t, men at det kun ved Enkeltundersøgelser kan bringes paa det Rene, hvilke af de Funk
tioner, som tysk Ret tillægger Skifteretten, der er forenelige med den kompe
tente fremmede Lovgivning, hvilke ikke.
34) Zeitschrift 13, S. 155, 157.
35) Habicht S. 200, jfr. W alker S. 861.
3«) Planck B. 5, S. 35, Habicht S. 201, W alker S. 861— 62.
37) Zeitschrift 13, S. 157.
157
Ausländers befindet, bei dessen Sicherung mitwirkt, soweit dies erforderlich ist«. Ifølge F. G. G. § 74 er enhver Skifteret, indenfor hvis Omraade der er Trang til Foretagelse af saadanne Sikrings- foranstaltninger, kompetent til at foretage disse. Enhver tysk Skifteret kan derfor altid — uanset at Successionen iøvrigt ude
lukkende bestemmes efter fremmed Ret — i Henhold til Reglerne i B. G. B. § 1960 foretage Registrering af Boet, Deponering af rede Penge, Værdipapirer og Kostbarheder, lade optage en Fortegnelse over Boets Effekter og beskikke en »Nachlasspfleger« for Boets Arvinger.
F R A N S K IN T E R N A T IO N A L P R IV A T R E T
§ 18 Indledning.
I
Modsætning til den italienske borgerlige Lovbog af 1865 og den tyske Bürgerliches Gesetzbuch indeholder Code civil, 1804, kun faa og spredte Bestemmelser vedrørende den internationale Privatret1). Af disse Bestemmelser frembyder alene Cod. civ. Art. 3 mere almindelig Interesse. I tre Sætninger udtales her de Grundsætninger, som har været ledende for fransk international Privatret, saaledes som denne er blevet udformet i det 19. og 20. Aarhundrede. I § 1 fastslaas den ubetinget bindende Karakter, som tilkommer alle Love vedrørende »la police et la sureté«, eller, som man nu siger, Love vedrørende ordre public. I § 2 udtales den med Statutteoriens Lære stemmende Grundsætning, at alle Rettigheder over fast Ejen
dom i Frankrig er undergivet lex rei sitæ. Endelig finder vi i § 3 den Regel, at en fransk Borgers Status og Handleevne altid skal bedømmes efter hans nationale Lov (Personalstatutet). Derimod indeholder Code civil ingen Regler om, efter hvilken Lov en U d
lændings Status og Handleevne skal bedømmes, eller hvilken Lov der skal være bestemmende for Formueforholdet mellem Ægte
fæller, arveretlig Succession, obligatoriske Retsforhold, Rettig
heder over Løsøre og fast Ejendom i Udlandet. Paa alle disse Om- raader har Afgørelsen været overladt Videnskab og Praksis. Grundet paa Ufuldstændigheden af de i Code civil indeholdte Regler ved
rørende den internationale Privatret har det Spørgsmaal faaet
J) Art. 3, A rt. 47— 48 (Actes de l'état civil), Art. 170— 71 (Franske Borgeres Æ gteskab i Udlandet), A rt. 999 (Franske Borgeres Oprettelse af Testamente i Udlandet) og A rt. 2123 og 2128 (Stiftelse af Panterettigheder).
159
særlig Betydning, om Bestemmelserne i Art. 3 maa antages at være Udtryk for et bestemt System og navnlig, om de maa antages at være Udtryk for Statutteoriens Lære. Dette var man længe til
bøjelig til at antage, og denne Opfattelse har utvivlsomt øvet en stor Indflydelse paa fransk Praksis. Statutteorien var eneherskende i Slutningen af det 18. og Begyndelsen af det 19. Aarhundrede.
Lovforfatteme var alle opdraget i dennes Lære og bruger stadig dennes Terminologi2), ligesom Bestemmelserne i Art. 3, § 2 og § 3 ret nøje svarer til Statutteoriens Inddeling af Lovene i de reelle og de personelle. Nyere Undersøgelser, navnlig af Weiss og Lainé3), synes imidlertid at have godtgjort, at det ikke har været L ov
givernes Mening i 1804 ved Bestemmelserne i Art. 3 at sanktionere nogen bestemt intemationalprivatretlig Doktrin. Navnlig frem
hæves det, at de tekniske Termini, som Datidens Statutteori stadig gjorde Brug af, og som spillede en Hovedrolle for denne Lære, nemlig Sondringen mellem statut personel og statut réel ikke findes i selve Loven. Og hvad vil det overhovedet sige, at Bestemmelserne i Cod. civ. Art. 3 er Udtryk for Statutteoriens Lære ? Statutteorien er ikke en Enhed, men et Fællesudtryk for den internationalprivat
retlige Doktrin lige indtil Sa vigny s Dage, omfattende en Række vidt forskellige Standpunkter med ofte diametralt modsatte Me
ninger om de Regler, som bør følges ved Løsningen af de enkelte Lovkonflikter. Er det Dumoulins Lære eller d ’Argentrés, som Code civil har villet akceptere ? Hvis man hertil vil svare, at det er den af den saakaldte franske Skole i det 18. Aarhundrede udviklede Teori, som Cod. civ. Art. 3 er Udtryk for, giver dette heller ikke nogen virkelig Løsning, idet der er store Divergenser mellem de enkelte Forfattere indenfor denne Skole, Froland, Boullenois og Bouhier. Forholdet maa derfor antages at være dette, at L ov
giverne i 1804 overhovedet ikke har tænkt paa ved Bestemmelserne
2) Jfr. Portalis Udtalelse i Motiverne: »On a toujours distingué les lois qui sont relatives å l’état et å la capacité des personnes d’avec celles qui reglent la disposition des biens. Les premiéres sont appelées personelles, et les secondes réelles«. Endvidere Faure’s Udtalelse i Statsraadet: »L’ art. 3 contient les princi
pales bases d’ une matiére connue dans le droit sous le titre de statuts personnels et de statuts réels«, cit. efter Weiss III, S. 151, Note 1.
3) W eiss første Gang i Manuel de droit international privé, 1. Udg. 1884, se nu 8. Udg. 1920, S. 386— 88 og Traité III, S. 149— 53, Lainé: »La rédaction du Code civil et le sens de ses dispositions en matiére de droit international privé*
i Revue 1905, S. 21— 60 og S. 443— 79.
i Art. 3 at give Udtryk for et bestemt internationalprivatretligt System. De har her følt sig paa usikker Grund og har derfor ind
skrænket sig til — bortset fra de faa Bestemmelser angaaende enkelte Tilfælde, som findes spredt mellem de materielle Regler i Code civil — i Art. 3 at udtale de tre Sætninger, som syntes dem utvivlsomme, at Lovene vedrørende »la police et la sureté« er bin
dende for alle, som opholder sig i Frankrig, at fast Ejendom i Frankrig altid er undergivet franske Regler, og at den franske Lovgivnings Regler om Personernes Status og Handleevne gælder for alle franske Borgere. Loven taler kun om fast Ejendom i Fran
krig og franske Borgeres Retsforhold. Efter hvilken Lov Retsforhold vedrørende fast Ejendom i Udlandet eller en Udlændings Status og Handleevne skal bedømmes, udtaler den sig derimod ikke om. Vi ser da ogsaa, at Udkastet indeholdt betydelig flere Bestemmelser vedrørende den internationale Privatret end den endelige Lov, blandt andet Grundsætningen locus regit actum for Bedømmelsen af en Retshandels ydre Form og Reglen mobilia sequuntur personam for Retsforhold vedrørende Løsøre. Til Trods for at disse Grund
sætninger havde været fast antaget i Frankrig gennem hele det 18. Aarhundrede, veg man dog tilbage for at optage dem i selve Loven.
Den Usikkerhed, som Lovgiverne i 1804 følte overfor den inter
nationale Privatrets Problemer, lader sig let forklare. Code civil blev til i en udpræget Krigstid, da man overhovedet ikke var tilbøjelig til at beskæftige sig med Reglerne for det fredelige Sam
kvem mellem Nationerne. Statutteorien havde udviklet sig med en helt anden Art af Lovkonflikter for Øje, nemlig de interprovinsielle, der opstod mellem Coutumerne i de forskellige Provinser, hvori Frankrig tidligere var delt. Ved Code civil indførtes Retsenhed for hele Riget. De interprovinsielle Konflikter faldt derved helt væk.
Retssamkvemmet mellem de forskellige Nationer havde endnu ikke det Omfang og den Betydning, som det fik i Løbet af det 19. Aar
hundrede som Følge af Trafikmidlernes Udvikling. Der var derfor heller ikke den samme Trang til faste Regler om Forholdet mellem indenlandsk og udenlandsk Lov, som der er nu.
Det er da ogsaa nu almindeligt antaget, at man ikke er beret
tiget til at lægge mere ind i Ordene i Cod. civ. Art. 3, end hvad disse direkte udtaler. Navnlig kan det ikke antages, at Code civil skulde have godkendt den i Frankrig i Slutningen af det 18.
Aar-161
hundrede herskende Lære paa en saadan Maade, at fransk Praksis skulde være udelukket fra at komme til andre Resultater i de Til
fælde, hvor dennes Regler ikke direkte har fundet Optagelse i Loven4). Imidlertid er Forholdet dog faktisk det, at fransk Praksis paa en Række vigtige Punkter har fastholdt de Regler, som den ældre Ret fulgte, uden at tage Hensyn til, om disse Regler nu ogsaa var i Overensstemmelse med de i Code civil udtrykkelig fastslaaede Principer. Dette gælder navnlig Arveretten og Reglerne om Formue
forholdet mellem Ægtefæller. For Arverettens Vedkommende har fransk Praksis ikke blot fastholdt den gamle Sondring mellem Arveretten til fast Ejendom og Arveretten til Løsøre, men man antager stadig, at det er Loven paa Arveladerens sidste Domicil og ikke hans nationale Lov, der bestemmer Løsørearvens Skæbne5).
Formueforholdet mellem Ægtefæller holdes ligeledes udenfor Per- sonalstatutets og dermed den nationale Lovs Herredømme. I Overensstemmelse med den af Dumoulin hævdede Lære antages Grundlaget for den legale Formueordning, der indtræder, naar Ægtefæller ikke ved Ægtepagt har truffet Aftale om Formue
forholdet, at være deres stiltiende Aftale om at være underkastet netop denne Formueordning. Formueforholdet mellem Ægtefæller hører derfor, hvad enten der foreligger en Kontrakt mellem Par
terne, eller disse er undergivet den legale Formueordning, under Parternes Autonomi. Det er Parternes egen Vilje og Ønsker om, hvilken Lov der skal være bestemmende for deres Forhold, som bestemmer den kompetente Lov. Kan intet udledes angaaende Parternes Vilje i saa Henseende, antages ikke den nationale Lov, men Loven paa det ægteskabelige Domicil, d. v. s. det Sted, hvor Ægtefællerne agter at bosætte sig ved Ægteskabets Indgaaelse, at være afgørende for Formueforholdet imellem dem. Den Praksis, som franske Domstole her har fulgt, har bevirket, at fransk inter
national Privatret paa disse Omraader faktisk har langt større
4) Kassationsrettens Praksis er i Overensstemmelse hermed. Eksempelvis kan nævnes, at man, til Trods for at Statutteoretikerne i det 18de Aarhundrede bestemt hævdede den obligatoriske Karakter af Reglen locus regit actum, dog er endt med at anerkende, at denne kun er fakultativ, saaledes at det altid staar Parterne frit for ogsaa i Udlandet at benytte sig af de i deres Hjemland fore
skrevne Love i det Omfang, hvori dette faktisk er dem muligt, jfr. nærmere ndf.
S. 265.
5) Jfr. nærmere ndf. S. 245.
Borum: Personalstatutet. 11