PERSONALSTATUTET
EFTER
DANSK OG FREMMED RET
STU D IER IN D E N F O R
D AN SK, TYSK, FR AN SK , E N G E L S K I N T E R N A T I O N A L PERSO N-, FAMILIE- OG A R V E R E T
AF
O. A. BORUM
G. E. C. G A D S F O R L A G - K Ø B E N H A V N M C M X X V I I
Denne Afhandling er af det rets- og statsviden- skabelige Fakultet antaget til offentlig at forsvares for den juridiske Doktorgrad.
København, den 9. September 1927.
Vinding Kruse
,
d. A. Dekanus.
FR. BAGGES KGL. HOFBOGTRYKKER KØBENHAVN
Første A fsnit
Indledning (§§ 1— 5) Side
§ 1. Den internationale Privatrets Begrundelse... 1
§ 2. Den internationale Privatrets Metode... 5
§ 3. Opgaven stilles... 29
§ 4. Personalstatutet... 32
§ 5. Afhandlingens Opgave og Begrænsning... 37
Andet A fsnit Tysk international Privatret (§§ 6 — 17) § 6. Indledning... 43
Kapitel I. Personretten (§§ 7— 10) § 7. Retsevne... 54
§ 8. Handleevne... 57
§ 9. Umyndiggørelse og Værgemaal... 62
§ 10. Borteblevne Personer... 72
Kapitel II. Familieretten (§§ 11— 14) § 11. Ægteskabs Indgaaelse... 79
A . Ægteskabsbetingelserne... 79
B . Æ gteskabets F orm ... 85
C. Forlovelse... 88
§ 12. Ægteskabets Retsvirkninger... 89
A . Ægtefællernes personlige Retsforhold... 89
B. Formueforholdet mellem Æ gtefæ ller... 93
§ 13. Ægteskabs Ophævelse... 101
1. Skilsmisse... 101
2. Separation... 106
3. Jurisdiktionen i Æ gteskabssager... 108
4. Fremmede Domme i Æ gteskabssager... 111
II
Side
§ 14. Retsforholdet mellem Forældre og deres B ørn... 114
A . Æ gte Børn... 114
B . Det uægte Barns Retsstilling... 116
G. Legitimation og A do ption ... 122
K a p i t e l I I I . A r v e r e t t e n (§§ 1 5 — 1 7 ) § 15. Den for den arueretlige Succession bestemmende L o v... 126
§ 16. Intestatarv... 133
§ 17. Testamenter. Tyske Skifteretters internationale Kompetence... 146
Tredie Afsnit
Fransk international Privatret (§§ 18— 30) § 18. Indledning... 158K a p i t e l I . P e r s o n r e t t e n (§ § 1 9 — 2 2 ) § 19. Status og Handleevne... 167
§ 20. Værgemaal... 177
§ 21. Umyndiggørelse... 180
§ 22. Borteblevne Personer... 182
K a p i t e l I I . F a m i l i e r e t t e n (§§ 2 3 — 2 6 ) § 23. Ægteskabs Jndgaaelse... 185
A . Franske Borgere i U dlandet... 185
B. Udlændinge i Frankrig... 189
§ 24. Ægteskabets Retsvirkninger... 198
A . Ægtefællernes personlige Retsforhold... 198
B. Formueforholdet mellem Æ gtefæ ller... 205
§ 25. Ægteskabs Ophævelse... 218
A . Omstødelse... 218
B. Skilsmisse og Separation... 221
C. Franske Domstoles Jurisdiktion i Skilsmisse- og Separationssager 226 D. Fremmede Skilsmisse- og Separationsdomme... 230
§ 26. Forholdet mellem Forældre og Børn... 231
A . Æ gte Børn... 231
B. Uægte Børn... 233
G. Legitimation... 237
D . Adoption... 239
Kapitel III. Arveretten (§§ 27— 30) Slde
§ 27. Den for Successionen bestemmende L ov... .... 244
§ 28. Intestatarv... 254
§ 29. Testamenter... .... 260
§ 30. Kompetencen i Skiftesager... .... 269
Fjerde A fsnit Engelsk international Privatret (§§ 31— 41) § 31. Indledning... ....272
§ 32. Engelsk Rets Domicilbegreb...278
K a p i t e l I . P e r s o n r e t t e n (§§ 3 3 — 3 5 ) § 33. Status og Handleevne...285
§ 34. Værgemaal... ....293
§ 35. Umyndiggørelse o. 1... 294
K a p i t e l I I . F a m i l i e r e t t e n (§§ 3 6 — 3 9 ) § 36. Ægteskabs Indgaaelse... ... 298
§ 37. Ægteskabets Retsvirkninger... ... 308
A . Det personlige Retsforhold mellem Æ gtefællerne... 308
B. Formueforholdet mellem Æ gtefæ ller... ... 310
§ 38. Ægteskabs Opløsning... ... 317
1. Skilsmisse... 319
2. Separation... 323
3. Omstødelse... ... 324
4. Fremmede Skilsmisse- og Ugyldighedsdom m e... ...325
§ 39. Retsforholdet mellem Forældre og Børn...329
K a p i t e l I I I . ( A r v e r e t t e n (§§ 4 0 — 4 1 ) § 40. Reglerne om Skifte...333
§ 41. Den arveretlige Succession... ...348
I. Devolution of im m ovables... ...350
II. Succession to m ovables... ...352
A . A rv ifølge L ov en ... .. 352
B. A rv ifølge Testam ente... .. 356
Fem te A fsnit Dansk international Privatret (§§ 42— 53) § 42. Indledning... 367
IV
Kapitel I. Personretten (§§ 43— 46) Síde
§ 43. Retsevne og Handleevne... ...373
1. Retsevne...373
2. Handleevne. Domicilforandring...376
§ 44. Værgemaal... ...396
§ 45. Umyndiggørelse...402
§ 46. Borteblevne Personer... 409
Kapitel II. Familieretten (§§ 47— 50) § 47. Ægteskabs Indgaaelse... 414
I. Æ gteskab her i L andet... 414
A . Æ gteskabsbetingelserne... 414
B. Formen for Indgaaelse af Æ gteskab her i Landet... 441
II. Æ gteskab i U dlandet... .... 444
§ 48. Ægteskabets Retsvirkninger... .... 454
A. Ægtefællernes personlige Retsforhold... 454
B. Formueforholdet mellem Æ gtefæ ller... .... 455
§ 49. Ægteskabs Opløsning (Separation og Skilsmisse)... 467
I. Danske Myndigheders Kom petence... .... 467
A . Dom stolene... .... 467
B. Adm inistrationen... 472
II. Dansk eller fremmed L o v ... 488
III. Fremmede Separations- og Skilsmissedomme... 492
§ 50. Retsforholdet mellem Forældre og Børn... 498
I. Æ gte Børn... .... 498
II. Uægte Børn... .... 502
III. Legitim ation... .... 512
IV. A d o p tion ... .... 515
Kapitel III. Arveretten (§§ 51— 53) § 51. Danske Domstoles (Skifteretters) Kompetence... ....520
Traktater vedrørende arve- og skifteretlige Spørgsmaal... ....530
§ 52. Intestatarv...534
§ 53. Testamenter... ....541
A . Testators H abilitet...542
B. Testamentets F orm ...545
C. Testamentets Indhold...549
Sjette Afsnit
(§ 54) § 54. Nationalitet ctr. D om icil... ....552A ctes... Actes de la conférence de la H aye, 1893, 1894, 1900, 1904 og 1925.
Annuaire...Annuaire de l’institut de droit international.
v. B a r... L. v. Bar, Theorie und Praxis des internationalen Pri
vatrechts, 2den Udg. 1889, I— II.
v. B ar, Lehrbuch...L. v. Bar, Lehrbuch des internationalen Privat- und Strafrecht, 1892.
B ate... John Pawley Bate, Notes on the doktrin of renvoi, 1904.
B a ty... T . Baty, Polarized law, Three lectures on Conflicts of Law.
Bentwich... Norman Bentwich, The Law of domicile in its relation to succession, 1911.
Bentzon, Arveretten... Viggo Bentzon, Den danske Arveret, 2den Udg. 1921.
Bentzon, Familieretten, 1 9 1 6 Viggo Bentzon, Den danske Familieret, 2den Udg.
1916.
Bentzon, Familieretten 1924 Viggo Bentzon, Familieretten, I Æ gteskabets Indgaa-
— 1 9 2 6...else og Opløsning, 1924, II Æ gteskabets Retsvirk
ninger, 1926.
Bentzon, Personretten...Viggo Bentzon, Personretten, 2den Udg. 1923.
Berlin... Knud Berlin, Den danske Statsforfatningsret, Første Del, 2den Udg. 1922.
Carter... A . T. Carter, Elements of the Law of Contract, 5te Udg. 1922.
Cheng...F. T. Cheng, The rules of private international law determining capacity to marry, 1916.
Cohn...N . Cohn. Oversigt over de vigtigste Forskelligheder mellem den i Sønderjylland gældende Ret og den dan
ske Privatret, 1919.
Dalloz... Dalloz, Jurisprudence générale. Recueil périodique et critique.
Deuntzer...I. H . Deuntzer. Kort Fremstilling af Retssystem ets navnlig Privatrettens almindelige Del, 1ste Afsnit, 2den Udg. (N y t Optryk), 1886.
Deuntzer, Skifteretten... I. H . Deuntzer, Den danske Skifteret, 1885.
D icey...A . V . Dicey, Conflict of Laws, 3die Udg. 1922.
VI
Documents... Documents relatifs å la conférence de la H aye, 1893, 1894, 1900, 1904 og 1925.
Ekström... F. W . Ekström, Sju internationellt privaträttsliga uppsatser, 1920.
Ekström, Privaträttens all-
männa läror F. W . Ekström, Privaträttens allmänna läror. Utgiven av Einar Gavonius. Första haftet, 1921.
Endemann... F. Endemann, Lehrbuch des bürgerlichen Rechts.
I— II, 7. Oplag 1900, III, 8. Oplag 1903.
Faurholt... Johannes Faurholts kommenterede Udgave af Loven om Æ gteskabs Indgaaelse og Opløsning. 1. Udg. 1923, 2...Udg. 1926.
Federspiel... Holger Federspiel, Den internationale Privatret i Dan
mark. Almindelig Del, 1909.
Foote...John Alderson Foote, Private international Jurispru
dence, 4de Udg. 1914.
Garsonnet og Cézar-Bru. . . . E. Garsonnet et Ch. César-Bru, Précis de Procedure Civil, 9de Udg. 1923.
Gierke... Otto Gierke, Deutsches Privatrecht, Erster Band, 1895.
Gjelsvik...Nikolaus Gjelsvik, Lærebok i millomfolkelig privatret, 1ste Heftet, 1918.
Habicht... Hermann Habicht, Internationales Privatrecht nach dem Einführungsgesetze zum Bürgerliches Gesetzbuch, Herausgeben von Max Greiff, 1907.
Hassler...Åke Hassler, Internationella Adoptivforhållandet, 1923.
Hibbert...W . Nembhard Hibbert, International private law, 1918.
Jenks Digest... Edward Jenks, Digest of English civil law, IV — V Bog, 1916— 1917.
Journal...Journal du Droit International (privé), fondé par Edouard Glunet.
Kleen... Rikard Kleen, Kodificerad Framställning i Mellan- folkelig R ätt. Tredje Delen: Mellanfolkelig Privaträtt, 1920.
Kosters-Bellemans... J. Kosters og F. Bellemans, Les Conventions de la Haye, Recueil de Législation et de Jurisprudence, 1921.
Lainé... A . Lainé, Introduction au Droit International Privé I 1888, II 1892.
Liebe... Otto Liebe om Afgørelsen af Myndighedsspørgsmaalet i internationale Forhold. Syvende nordiske Juristmøde, 1890.
L yons...A . M. Lyons, Bastardy Orders, 1923.
Axel Møller... Axel Møller, Erstatningsansvaret ved Skibssammen- stød. Anden Del. International Privatret og Proces, 1915.
Axel Møller, Folkeretten.. . .A xel Møller, Folkeretten i Fredstid og Krigstid. Første Del, 1925.
M unch-Petersen...H . Munch-Petersen, Den danske Retspleje, 2. Udg.
1923— 26.
Nellemann... I. Nellemann, Ægteskabsskilsmisse ved Kongelig Be
villing, 1882.
N iboyet...J .-P . Niboyet, Conflicts entre les lois Française et les lois locales d’ Alsace et Lorraine en Droit Privé, 1922.
N iem eyer...Th. Niemeyer, Das internationale Privatrecht des Bürgerlichen Gesetzbuchs, 1901.
Norsk Betænkning...Betænkning afgivet efter opdrag af den kongelige nor
ske regj erings justits- og politidepartement. Om de internationale konventioner angaaende ægteskabs ind- gaaelse, skilsmisse og separation samt værgemaal for umyndige, 1903.
Pillety Principes... A . Pillet, Principes de Droit International Privé, 1903.
Pillet... A . Pillet, Traité Pratique de Droit International Privé, I 1923, II 1924.
Pillet-Niboyet...A. Pillet og J.-P . Niboyet, Manuel de Droit International Privé, 1924.
Planck... G. Planck, Bürgerliches Gesetzbuch nebst Einführungs
gesetz, 6te Bind, 1901.
Planiol... Marcel Planiol, Traité Élémentaire de Droit Civil, I 9de Udg. 1922, II 8de Udg. 1921, III 8de U dg., 1921.
Protokolle... Protokolle der Kommission für die zweite Lesung des Entwurfs des Bürgerlichen Gesetzbuchs.
Reuterskiöld... C. A . Reuterskiöld, Handbok i Svensk Privat Inter- nationell R ätt. 2det Oplag 1912.
Revue...Revue de Droit International Privé et de Droit Penal International, publiée par A . Darras.
R. G...Entscheidungen des Reichsgericht in Civilsachen.
Savigny... Friedrich Carl von Savigny, System des heutigen R ö - mischen Rechts, 8de Bind, 1849.
Schaeffner... W ilhelm Schaeffner, Entwicklung des internationalen Privatrechts, 1841.
Scheel... A . W . Scheel, Privatrettens almindelige Del. Første A f
deling, 1865.
Schlegel... N. F. Schlegel, Skifteretten efter den danske L ovgiv
ning, 1868.
Sirey... Recueil général des lois et des arrets, fondé par I.-B . Sirey.
Story... Joseph Story, Conflict of Laws, 5te U dg., 1857.
Suruille... F. Surville, Cours Élémentaire de Droit International Privé, 7de U dg., 1925.
Synnestvedt...Magnus Synnestvedt, Le Droit International Privé de la Scandinavie, 1904.
Topham...Alfred F. Topham, The new Law of Property, 1923.
V III
Undén, Studier... Östen Undén, Studier i Internationeil Äktenskaps- rätt, I 1913.
Undén...Östen Undén, Internationeil Äktenskapsrätt enligt gällande svensk lag, 1922.
Valery... J. Valery, Manuel de Droit International Privé, 1914.
Walker... Gustav W alker, Internationales Privatrecht, 2det O p lag, 1922.
Wächter...G. G. v. W ächter, Uber die Kollision der Privatrechts- gesetze, i Archiv für ziv. Praxis, B. 24 (1841), B. 25 (1842).
W eiss...A . W eiss, Traité de Droit International Privé I— V I, 2den Udg. 1907— 13.
Weiss, M anuel...A . W eiss, Manuel de Droit International Privé, 8de Udg. 1920.
W estby-N unn... Eduard W estby-N unn, The Principles of Probate, Divorce and Adm iralty, 1922.
Westlake... John W estlake, Private International Law, 6te Udg.
1922 ved Norman Bentwich.
Wharton... Francis W harton, Conflict of Law, 2den Udg. 1881.
Zeitschrift... Zeitschrift für Internationales Privat- und öffentliches Recht, begründet von F. Böhm , herausgeben von Th.
Niemeyer.
Zitelmann... Ernst Zitelmann, Internationales Privatrecht, I 1897, II 1912.
Ørsted... A . S. Ørsted, Eunomia, Fjerde Del, 1822.
vedrørende engelske Domme.
A . C. eller H . L ...House of Lords Cases fra 1865.
App. Cas...House of Lords og Privy Council Cases 1875— 90.
B. H . eller H . B ... H . Blackstone.
B l. N . R ...Bligh, New Reports.
C. A ... Court of Appeal.
C., Ch., Ch. D ...Chancery Division.
Cl. & F ... Clark og Finelly.
E q ... E quity (Chancery) Cases.
E sp ...Espinasse.
H agg. Cons... Haggard, Consistorial Cases.
H . L. eller H . L. C___House of Lords Cases 1847— 66, Fortsættelse af Clark og Finelly.
H . L. eller A . C...House of Lords Cases fra 1865.
Ir...Irish Cases.
K . B ., K . B. D ...K ing’ s Bench Division.
L. J ... Law Journal.
L. J. M. C... Law Journal, Magistrate Cases.
L. J. N ew sp... Law Journal, Newspaper.
L. R ... Law Reports.
L. T ... Law Times.
P., P. & D ... Probate, Divorce and Adm iralty Division.
Q. B ., Q. B. D ...Queen’s Bench Division.
Ru. & R y ...Russell og Ryan.
Sc... Scotch Cases.
S. C... Court of Session Cases.
Sim ...Simon.
S. & T . eller Sw. & Tr. Swabey og Tristian.
T . L. R ... Times Law Reports.
FØRSTE AFSNIT
IN D L E D N IN G
§ 1.
Den internationale Privatrets Begrundelse.
H
ovedmassen af de Retstilfælde, som danske Domstole og administrative Myndigheder har at beskæftige sig med, er rent danske. Parterne er danske. De er født her i Landet og har aldrig været bosat udenfor Danmark. Søgsmaalsgenstanden har ingen Relation til noget andet Retssamfund end det danske. Disse Rets
forhold kaldes de interne eller nationale Retsforhold, fordi de ude
lukkende har Tilknytning til det Land, hvis Domstole skal træffe Afgørelse i Sagen. Ved disse Retsforhold opstaar Spørgsmaalet om Anvendelse af anden end Domstolens eget Lands Lov over
hovedet ikke. Det gælder f. Eks. naar en dansk Borger sagsøger en anden dansk Borger til Betaling for Varer leverede i Køben
havn, hvor begge er bosat. Eller naar en dansk Mand og Kvinde har indgaaet Ægteskab her i Landet, og der senere, medens begge Ægtefæller stadig er bosat her, rejses Tvivl om Ægteskabets Gyl
dighed, eller en af Parterne søger Skilsmisse eller Separation. Lige
ledes naar en dansk født Mand er afgaaet ved Døden her i Landet uden at efterlade sig Formue udenfor Danmarks Grænser. I intet af disse Tilfælde opstaar der Spørgsmaal om Anvendelse af frem
med Ret.
Anderledes derimod naar Retsforholdet indeholder fremmede Elementer. Dette er Tilfældet, naar Parterne eller den ene af dem er Udlænding, eller den Kontrakt eller det Ægteskab, om hvis Gyldighed Sagen drejer sig, er indgaaet i Udlandet, eller naar en Person, der er afgaaet ved Døden her i Landet, ved sit statsborger- lige Forhold tilhørte en anden Stat eller ejede Gods i Udlandet.
Borum: Personalstatutet. 1
I alle saadanne Tilfælde, hvor Retsforholdet indeholder fremmede Elementer, vil den danske Dommer eller administrative Myndig
hed, hvem Retstilfældet forelægges, have at afgøre, om dette ude
lukkende skal bedømmes efter de sædvanlige danske Regler, eller om der ved dets Paadømmelse skal tages Hensyn til fremmed Ret.
Men kan danske Domstole da i noget Tilfælde indlade sig paa at anvende et andet Lands Lov ? Er de danske Domstole ikke altid baade berettigede og forpligtede til udelukkende at anvende den danske Lovgivnings Regler?
Man har søgt Begrundelsen for Anvendelsen af fremmed Ret mange Steder. Man har søgt den i Folkeretten. Ud fra den Be
tragtning, at det er den internationale Privatrets Opgave at af
grænse de forskellige suveræne Staters Lovgivningers Kompetence i Forhold til hinanden, har man ment, at denne Opgave ikke kunde løses af de enkelte Stater hver for sig, men kun af en over de enkelte Lovgivninger staaende fælles, international Ret. Der eksisterer efter denne Opfattelse kun een, almengyldig internatio
nal Privatret, ligesom der kun er een Folkeret, uanset de Afvi
gelser fra almindelige folkeretlige Principer, som de enkelte Staters Lovgivninger maatte fremvise. Naar danske Domstole derfor i visse Tilfælde skal anvende fremmed Ret, er det simpelthen, fordi det er en folkeretlig Pligt for den danske Stat ikke at tillægge sin Lovgivning en videregaaende Kompetence, end der efter den inter
nationale Privatrets almindelige Principer kan tilkomme den.
Denne Opfattelse er nu utvivlsomt — hvad vi senere skal komme tilbage til — Udtryk for en rigtig Tendens. Det er rigtigt, at den enkelte Stat og dens Organer ved Fastsættelsen af sin Lovgiv
nings Kompetence bør tage Hensyn til, at andre Stater har et naturligt Krav paa, at der tillægges deres Lovgivning samme Kompetence som Statens egen, naar der ikke foreligger særlige Grunde, der retfærdiggør en anden Løsning. Men Folkeretten kan desuagtet ikke anses for Kilden til de internationalprivatretlige Normer. Folkeretten indeholder nemlig i det Store og Hele ingen Regler, der udelukker de enkelte Stater fra at bestemme deres Lovgivningers Kompetence ganske, som de selv finder for godt.
Det er en Kendsgerning, at hver Stat under den nuværende Tin
genes Orden har sin egen internationale Privatret og suverænt afgør enhver Konflikt mellem sin egen og andre Staters Lovgiv-
3
ninger, ligesom de forskellige Stater i saa Henseende følger højst forskellige Principer1). Flertallet af Europas Stater lader saaledes ved en Række person-, familie- og arveretlige Retsforhold Natio
naliteten være afgørende for Bestemmelsen af den kompetente Lov, medens Danmark, Norge og England-Amerika har fastholdt Domicilet som Kriterium for Personalstatutet. Det ene af disse Principer kan ikke mere end det andet siges at være stridende mod Folkerettens Regler. Denne indeholder nemlig — i hvert Fald paa det nuværende Udviklingstrin — overhovedet ingen Regler, hvorefter Grænserne for de enkelte Lovgivningers K om petence kan drages, men overlader det helt til de enkelte Stater hver for sig at bestemme det Omraade, som de vil tillægge deres Lovgivning. Nationalitetsprincipet er derfor ligesaavel foreneligt med Folkerettens Regler som Domicilprincipet. Hver Stat afgør ligeledes suverænt, om den vil lade Parternes personlige Lov eller lex loci contractus være afgørende for Betingelserne for Ægte
skabs Indgaaelse, og om den vil lade den arveretlige Succession som Helhed foregaa efter Arveladerens sidste Personalstatut, eller om Successionen med Hensyn til fast Ejendom skal følge lex rei sitæ. Dette betyder dog ikke, at international Privatret og Folke
ret slet ingen Forbindelse har med hinanden. En Stat, der vilde proklamere som almindeligt Princip, at dens Domstole i intet Tilfælde maatte tage Hensyn til fremmed Ret, vilde utvivlsomt derved handle folkeretsstridigt, idet den ved en saadan Regel helt vilde sætte sig udenfor det internationale Retssamkvem. Lige
ledes maa det sikkert kunne forlanges af enhver Stat, at den ved Fastsættelsen af Grænserne for sin Lovgivnings Kompetence føl
ger et nogenlunde bestemt System af Regler og ikke overlader Afgørelsen til den enkelte Dommers vilkaarlige Skøn over, hvad der i det enkelte Tilfælde er bedst stemmende med Statens og dens Undersaatters rent egoistiske Interesser. Men det maa imidlertid mærkes, at disse Krav, som Folkeretten stiller til den internatio
nale Privatret, ikke er forskellige fra de Krav, som Folkeretten stiller til de enkelte Landes Formue- og Strafferet. Enhver Stat, der vil bevare sin Stilling som Kulturstat og som Medlem af Folkeretssamfundet, maa opretholde et ordnet Retssystem. Dette gælder ligesaavel den internationale Privatret, som det gælder den
a) Jfr. Axel Møller, Folkeretten I S. 140— 141.
l*
øvrige Del af den nationale Lovgivning2). Men ethvert Forsøg paa at udlede mere specielle intemationalprivatretlige Normer af almindelige folkeretlige Principer er paa Forhaand dømt til at mislykkes, idet den ene Løsning ligesaavel som den anden er fuldt forenelig med Folkerettens Grundsætninger.
For den saakaldte hollandske Skole i det 17. Aarhundrede — Paul Voet (1619— 77), Ulric Huber (1636— 94) og førstnævntes Søn Jean Voet (1647— 1714)3) — eksisterede der ikke nogen Pligt for Staten til at anvende andre Staters Lovgivninger paa sit Terri
torium. Alle Love var territoriale. De gjaldt for alle Personer og alle Ting, som fandtes paa Territoriet, og havde paa den anden Side ingen Gyldighed udenfor dette. Naar Staten alligevel i visse Tilfælde tillod Anvendelse af fremmed Ret, var det udelukkende i Kraft af comitas gentium (courtoisie internationale). Der bestod aldrig nogen retlig Pligt for Domstolen til at anvende fremmed Ret. Anvendelsen af fremmed Ret opfattedes som en Imødekom
menhed overfor en venligsindet Magt og dennes Undersaatter.
Man erkendte, at der i visse Tilfælde kunde være Grunde, der talte for Anvendelsen af en Lov udenfor det Territorium, for hvil
ket den umiddelbart var givet, og haabede ved den udviste Imøde
kommenhed overfor den fremmede Lov, selv i paakommende Til
fælde at kunne paaregne en lignende Imødekommenhed i det frem
mede Land, hvis Lov man anvendte. Denne Opfattelse, der længe var den herskende i England og Amerika, er nu almindelig for
ladt4). Det erkendes, at Læren om comitas gentium er et rent og skært Interesse- og ikke noget Retssynspunkt. Naar en dansk Dom
stol anvender fremmed Ret, f. Eks. tysk Ret, saa sker dette ikke af »Imødekommenhed« overfor den tyske Stat, men fordi det er paakrævet efter almindelige retlige Grundsætninger. Den danske Domstol anvender tyske Regler, fordi den erkender, at Anvendelsen af danske Regler eller af en hvilkensomhelst anden Lovgivnings Reg
ler end den tyske, vilde føre til et uretfærdigt Resultat, vilde være en Uretfærdighed overfor Parterne. Det er Domstolenes Opgave at fastsætte, hvad der allerede er gældende Ret, ikke at skabe ny
2) Federspiel S. 150, Gjelsvik S. 14.
3) Jfr. Lainé II S. 95 ff.
*) W estlake S. 20, Dicey S. 10— 11.
5
R et5). En dansk Domstol, der faar forelagt en Kontrakt, f. Eks.
en Ægtepagt, der er indgaaet i England mellem engelske Ægte
fæller, kan ikke uden at tilsidesætte denne sin Opgave lægge dansk Rets Regler til Grund ved Kontraktens Fortolkning og Bestemmelsen af dens Retsvirkninger, men maa i det Hele følge de Regler, der gælder i det Land, hvor Kontrakten er indgaaet og oprindelig bestemt til at have sin Virkning. Hvis Spørgsmaalet om Gyldigheden af et Ægteskab, der er indgaaet i Frankrig mel
lem franske Borgere, kommer til Afgørelse ved en dansk Domstol, maa denne ligeledes, hvis den ikke vil naa til et ganske tilfældigt og vilkaarligt Resultat, lægge den franske Lovgivnings Regler til Grund. At Sagen kommer til Afgørelse ved en dansk Domstol, er en i Forhold til de retsstiftende Kendsgerninger ganske tilfældig Omstændighed, der ikke bør have nogen Indflydelse paa Afgørel
sen. Hvis en Udlænding afgaar ved Døden under midlertidigt Op
hold her i Landet, og en dansk Skifteret skal foretage Fordelingen af hans herværende Efterladenskaber, vil den ikke uden at begaa en aabenbar Uretfærdighed overfor Arvingerne kunne gaa frem efter de sædvanlige danske Arveregler. Disse kan overhovedet kun antages at have det Tilfælde for Øje, at Arveladeren ved sin Død var bosat her i Riget. Hvorledes det gaar med Arven efter Personer, der ved deres Død havde Domicil i Udlandet, er den danske Ar velovgivning uvedkommende.
§ 2.
Den internationale Privatrets Metode.
Naar Begrundelsen for Anvendelsen af fremmed Ret i visse Tilfælde hverken kan søges i Folkeretten eller i Begrebet comitas gentium, men maa søges i rent retlige Betragtninger, er den M e
tode som bør følges ved Udfindelsen af de intemationalprivatret- lige Normer dermed ogsaa givet. Domstolen eller den administra
tive Myndighed, der faar forelagt et Retstilfælde, der indeholder fremmede Elementer, maa altid først og fremmest følge de Regler,
5) Deuntzer S. 90, Federspiel S. 21, Gjelsvik S. 23, Axel Moller S. 22, jfr.
Dicey, Introduction S. 9.
som den nationale Lovgivning — herunder indbefattet de med frem
mede Stater afsluttede Traktater — indeholder angaaende dens eget Anvendelsesomraade og Forholdet til fremmed Ret. Findes der i den nationale Lovgivning en udtrykkelig Kollisionsnorm, der dra
ger Grænsen mellem dansk og fremmed Ret, er Sagen dermed afgjort. Som Eksempel paa en saadan Bestemmelse kan for posi
tiv dansk Rets Vedkommende nævnes Reglen i § 53 i Loven om Ægteskabets Retsvirkninger af 18. Marts 19251). Herefter er det Mandens Domicillov, som er afgørende for Gyldigheden af en Ægtepagt, der er indgaaet i Udlandet. Var Manden bosat her i Landet, er det den danske Lovgivnings Regler, som i det Hele bliver at lægge til Grund ved Ægtepagtens Bedømmelse. Var Manden bosat i Udlandet, er det hans Hjemsteds Lov, der er af
gørende for Ægtepagtens Gyldighed. Der tages saaledes intet Hen
syn til de paa Indgaaelsesstedet gældende Regler eller til Hu
struens Domicillov, forsaavidt den er en anden end Mandens.
Kun med Hensyn til Hustruens Myndighed gøres der en Undta
gelse, idet denne — i Overensstemmelse med den almindelige Grundsætning, at en Persons Habilitet retter sig efter hans (eller hendes) Domicillov — skal bedømmes efter hendes HjemstedsLov.
§ 53 i Loven af 18. Marts 1925 indeholder saaledes, hvad man har kaldt en fuldkommen2) eller generel3) Kollisionsnorm, idet den ikke blot angiver den indenlandske Lovgivnings Kompetence, men ogsaa den udenlandske Lovgivning, som skal anvendes i Tilfælde af den indenlandske Lovs Inkompetence4). Af saadanne udtrykke
lige Kollisionsnormer findes kun ganske faa i dansk Lovgivning.
Danske Lov 1—23—12, der iøvrigt nu er ophævet ved § 71 i Umyndighedsloven af 1922, bestemmer saaledes, at det Forbud, som den indeholder *mod, at Personer under 25 Aar paatager sig nogen Kautionsforpligtelse, ligesaavel skal gælde Kaution ind
gaaet i Udlandet som Kaution indgaaet her i Landet. Men det
*) Jfr. tidligere § 33 i Loven af 7. April 1899.
2) Niemeyer S. 14.
3) Zitelmann I S. 214.
4) I Modsætning til den fuldkomne Kollisionsnorm angiver den ensidige Kollisionsnorm kun Betingelserne for den indenlandske Lovgivnings Kompetence, medens den ufuldstændigt tosidige Kollisionsnorm tillige i visse Tilfælde angiver den kompetente fremmede Lov, i andre Tilfælde lader Spørgsm aalet staa aabent, jfr. Federspiel S. 194— 95, Niemeyer S. 14— 16.
7
kan ikke direkte af Bestemmelsen i D. L. 1— 23— 12 ses, for hvilke Personer Forbudet skal have Gyldighed. Den angiver saaledes end ikke udtømmende Betingelserne for den danske Lovgivnings An
vendelse og udtaler sig overhovedet ikke om Betingelserne for fremmed Rets Anvendelse. Veksellovens § 84 bestemmer, at en Udlændings Evne til at indgaa Vekselforpligtelser skal bedømmes efter hans eget Lands Lov, dog med den Begrænsning, at han, hvis han har paataget sig Forpligtelsen her i Riget, i alle Tilfælde skal anses for bundet, forsaavidt han har den fornødne Habilitet efter den danske Lovgivnings Regler. Medens Vekselloven saa
ledes angiver Betingelserne og Grænserne for Anvendelsen af de i fremmede Lovgivninger foreskrevne Habilitetsbetingelser for Ind- gaaelse af Vekselforpligtelser, udtaler den sig ikke udtrykkelig om den danske Lovgivnings Kompetence. Men naturligvis kan man gaa ud fra, at Vekselloven ikke tillægger den danske Lovgivnings Habilitetsbestemmelser en mindre vidtgaaende Kompetence, end den indrømmer de tilsvarende Bestemmelser i andre Landes Love.
Den vekselforpligtedes Myndighed maa derfor bedømmes efter danske Regler i alle Tilfælde, hvor han har sit Hjemsted her i Landet, uden Hensyn til om han har paataget sig Vekselforplig
telsen her i Landet eller i Udlandet. Angaaende Gyldigheden af en Vekselforpligtelses ydre Form indeholder Veksellovens § 85 den med Grundsætningen locus regit actum stemmende Regel, at For
men skal bedømmes efter Loven paa det Sted, hvor Forpligtelsen er indgaaet5). Loven har dermed udtømmende angivet Betingel
serne for Anvendelsen af den danske Lovgivnings og fremmede Loves Regler om Vekselformen. Bestemmelserne i 2det og 3die Punktum i Veksellovens § 85 modificerer kun forsaavidt det al
mindelige Princip, som de under visse Betingelser tillægger en Veksel, der ikke opfylder lex loci Formforskrifter Gyldighed, naar den er i Overensstemmelse med den danske Lovgivnings Regler.
Men disse Bestemmelser medfører dog ikke, at en efter lex loci gyldig Veksel i noget Tilfælde skal anses for ugyldig, fordi den ikke er i Overensstemmelse med den danske Lovgivnings Form
forskrifter. En fuldstændig Kollisionsnorm indeholdes endvidere ogsaa i Sølovens § 213, hvorefter Beregningen og Fordelingen af
5) Jfr. Veksellovens § 86, hvorefter Fremgangsmaaden ved de Handlinger, som paa et udenlandsk Sted skal foretages til Vekselrettens Udøvelse eller Be
varing, er den paa dette Sted foreskrevne.
Tabet ved almindeligt Havari skal ske paa det Sted, hvor Skib og Ladning skilles ad, og efter den der gældende Lov. Efter denne Regel kan den kompetente Lov bestemmes i alle Tilfælde. Sølovens
§ 2 1 3 indskrænker sig ikke til at bestemme de Tilfælde, i hvilke den danske Lovgivning skal finde Anvendelse, men efter den deri indeholdte Norm kan den kompetente fremmede Lov bestemmes i et hvilketsomhelst Tilfælde. En mere speciel Kollisionsnorm findes i § 5 i Loven af 19. Februar 1892 om Ægteskabs Indgaaelse for danske Konsuler i Udlandet. Herefter skal visse Ægteskabsbetin
gelser som Alder og Forældre eller Værges Samtykke bedømmes efter det Lands Lov, som Parterne tilhører. Om en lignende Regel skal følges, naar en Udlænding her i Landet vil indgaa Ægteskab for danske Myndigheder, maa det blive Retsanvendelsens Sag at afgøre.
Bortset fra saadanne faa og spredte Bestemmelser indeholder den danske Lovgivning ingen udtrykkelige Regler om Grænsen mellem dansk og fremmed Ret. Det er paa Forhaand klart, at et System af internationalprivatretlige Normer ikke kan opbygges herpaa. Af Bestemmelsen i D. L. 1— 23— 12 i Forbindelse med Veksellovens § 84 og Retsvirkningslovens § 53 kan man vel ud
lede, at det er en Grundsætning i dansk Ret, at en Persons Ha
bilitet til at foretage retlige Akter skal bedømmes efter hans Hjem
steds Lov. Men allerede Undtagelsesbestemmelsen i Veksellovens
§ 84, 2. Pkt., hvorefter en Udlænding, der er umyndig efter Hjem
landets Lov, men myndig efter danske Regler, er bundet, naar han har paataget sig Vekselforpligtelsen her i Landet, giver An
ledning til betydelige Vanskeligheder, idet det Spørgsmaal med Nødvendighed rejser sig, om der her er Tale om en særlig Und
tagelsesbestemmelse for Veksler, eller om denne Regel er Udslag af en almindelig Grundsætning om, at en Udlænding, der er myn
dig efter danske Regler, ikke, forsaavidt angaar de af ham under midlertidigt Ophold her i Landet indgaaede Forpligtelser, kan paaberaabe sig sin Umyndighed efter Hjemlandets Lov. Men rent bortset fra dette Spørgsmaal, hvis Besvarelse er afgørende for den praktiske Betydning af Grundsætningen om, at Myndigheden bestemmes efter Hjemlandets Lov, er der en Række andre Spørgs
maal, som nødvendigvis maa besvares, uden at der findes nogen Vejledning i positive Lovbestemmelser. Saaledes om Betydningen af en Statutforandring, navnlig om en Person ved Tilflytning her
9
til Landet kan fortabe den af ham i hans tidligere Hjemland er
hvervede Myndighed. Endvidere de nærmere Regler om Betin
gelserne for Umyndiggørelse og Værgemaal for Udlændinge her i Landet og danske Statsborgere i Udlandet.
Positive Lovbestemmelser om den danske Ægteskabs- og Skils- misselovgivnings Kompetence i Forhold til Udlandet mangler gan
ske6). Det samme gælder hele Arveretten. Intetsteds i den danske Lovgivning findes der Regler om, efter hvilken Lov Successionen efter en Udlænding, der er afgaaet ved Døden her i Landet eller har efterladt sig Gods her, skal foregaa, eller efter hvilken Lov Gyldigheden af et i Udlandet oprettet Testamente skal bedøm
mes. Angaaende Kontraktsretten findes der i Højesteretsinstruc- tionen af 7. December 1771 § 30 en Forudsætning om, at der kan blive Spørgsmaal om Anvendelse af fremmed Ret »i Sager, der rejses af det som paa fremmede Steder er contraheret«. Men nær
mere Regler om i hvilke Tilfælde fremmed Ret skal finde Anven
delse ved Bedømmelsen af Kontrakter, der enten ved Parternes Person eller ved det Sted, hvor de er indgaaet eller skal opfyldes, har Tilknytning til Udlandet, savnes ganske. Heller ikke paa Tingsrettens Omraade finder vi positive Kollisionsnormer i dansk Ret.
Heller ikke findes der et mere omfattende System af Kolli
sionsnormer i de af Danmark med fremmede Stater afsluttede Traktater. Blandt de vigtigste af disse kan nævnes en Række A f
taler vedrørende den internationale Skifte- og Arveret, saaledes Traktaten med England af 11. Juli 1670 § 15, Commerce-Trak- taten med Frankrig af 23. August 1742 Art. 40 og Dødsbotrak
taten med Rusland af 5. Maj 1913. Endvidere har Danmark under 5. Oktober 1907 og 27. November 1909 truffet Aftaler med Sverige om Betingelserne for svenske Borgeres lndgaaelse af Ægteskab her i Landet og om gensidig Anerkendelse af det diplomatiske Ægteskab.
Naar positive Kollisionsnormer ikke findes, hvorledes skal en Domstol da bære sig ad med at drage Grænsen mellem dansk og fremmed Ret, naar der forelægges den et Retstilfælde, der inde
holder fremmede Elementer? Svaret herpaa maa være, at Dom-
6) Der bortses fra de specielle Regler om lndgaaelse af Æ gteskab for danske Konsuler i Udlandet.
stolen vil have at gaa frem ligesom ellers, naar der forelægges den et ulovbestemt Tilfælde, og der er Tvivl angaaende den ma
terielle Retsregel, der vil være at lægge til Grund ved Sagens Paadømmelse. Dommeren maa først prøve, om Vejledning ikke kan findes i en Analogi af de positive Kollisionsnormer, som dansk Ret indeholder7). Af Reglen i § 53 i Loven om Ægteskabets Rets
virkninger af 18. Marts 1925 kan man formentlig slutte, at den danske Lovgivning ikke blot, naar der er Spørgsmaal om Opret
telse af Ægtepagt, men ogsaa ved andre Kontrakter vil have en gift Kvindes Myndighed bedømt efter hendes Hjemlands Lov.
Bestemmelsen i Veksellovens § 85 viser, at den danske Lovgiv
ning i hvert Fald i et vist Omfang anerkender Grundsætningen locus regit actum, hvad der eventuelt kan faa Betydning ved Be
dømmelsen af andre formbundne Kontrakter, der ikke opfylder den danske Lovgivnings Forskrifter. Men efter den positive L ov
givnings Indhold kommer man ikke ret langt ad denne Vej. Heller ikke i fastslaaede Retssædvaner kan Løsningen i Almindelighed søges. Det er muligt, at man med en vis Ret kan sige, at det er sædvanemæssigt fastslaaet i dansk Ret, at Lovgivningen paa det Sted, hvor Personen har Domicil, er kompetent som Personal
statut for denne Person8). Men synderlig Vejledning giver denne Sætning ikke, saasnart man forsøger at anvende den paa det en
kelte specielle Retstilfælde. Angaaende adskillige Spørgsmaal fore
ligger der Afgørelser i Praksis. Men nogen omfattende Praksis an
gaaende Afgørelsen af de herhenhørende Spørgsmaal eksisterer ikke for dansk Rets Vedkommende. Naar bortses fra Handels
og Søretten, der oftere giver Anledning til at rejse Spørgsmaal af internationalprivatretlig Karakter, foreligger der kun forholdsvis faa Domsafgørelser angaaende danske Loves Rækkevidde i For
holdet til Udlandet. Dels er Antallet af Udlændinge, der opholder sig i Danmark, ikke stort, dels er det forholdsvis sjældent, at Spørgsmaalet om Anvendelse af fremmed Ret rejses under Pro
cesser for danske Domstole, selv om Retsforholdet iøvrigt maatte have Tilknytning til Udlandet. Tilbage staar der da som Rets
kilde for den internationale Privatret kun selve Forholdets Natur.
Alle Retsforhold, der forelægges danske Myndigheder og Dom
7) Eventuelt vil ogsaa en Analogi af Reglerne for den intertemporale Ret kunne være vejledende, se Gjelsvik S. 64— 67, jfr. Ørsted S. 54, Habicht S. 26.
8) Federspiel S. 181.
11
stole til Afgørelse, bør ikke afgøres efter den danske Lovgivnings Regler. Kun en Analyse af det enkelte Retsforholds Natur kan vise, om dette hører under dansk eller fremmed Ret. Alminde
lige Regler eller Principer lader sig ikke opstille paa Forhaand, men maa udfindes ved en Analyse af Enkeltafgørelserne9).
Den Metode, som den internationale Privatret maa følge, kan dog ogsaa udtrykkes paa en anden Maade. Man kan, som allerede Savigny gjorde opmærksom paa i Indledningen til 8de Bind af System des heutigen Römischen Rechts, enten tage sit Udgangs
punkt i de enkelte Retsforhold og opsøge den Lov, under hvis Herredømme disse staar, og efter hvilken de skal bedømmes. Men man kan ogsaa tage sit Udgangspunkt i Loven og undersøge, hvilke Retsforhold der er undergivet dennes Herredømme. Hvil
ken Vej man end vælger, kommer Sagen dog tilsidst til at dreje sig om Afgrænsningen af de forskellige positive Lovgivninger i Forhold til hinanden. Det synes derfor at være det naturligste for den internationale Privatret at tage sit Udgangspunkt i L ov
begrebet og bestemme Metoden herefter.
Højst forskellige Opfattelser af Lovens Natur har gennem Ti
derne gjort sig gældende. Lovens ubetingede Territorialitet hævde
des, som berørt ovf., af den hollandske Skole i det 17de Aarhun- drede. Efter denne Opfattelse var Lovene ifølge deres Natur strengt territoriale. De var givet for et bestemt Territorium. For dette havde de ubetinget Gyldighed, men kunde til Gengæld ikke øve nogen Virkning udenfor det Territorium, for hvilket de var givet.
Kun i faa Undtagelsestilfælde anerkendte man, at det kunde være hensigtsmæssigt som en Imødekommenhed overfor en venligsindet Stat — af hvem man til Gengæld i paakommende Tilfælde ven
tede en lignende Venlighed — at anvende fremmed Ret. Denne Opfattelse, der hævdede Lovenes absolutte Territorialitet, trængte over Skotland ind i England og Nordamerika. Sit klareste Ud
tryk har den her faaet i Story’s Værk: Conflict of Laws, der ud
kom i 1834. Gennem Størstedelen af det 19de Aarhundrede var denne Opfattelse den herskende i de engelsktalende Lande. Men der kan nu spores en klar Reaktion herimod. Det indrømmes, at Grundlaget for Anvendelsen af fremmed Ret ikke kan søges i
»comity«, men beror paa rent retlige Betragtninger, ligesom det
9) Jfr. örsteds Slutningsbemærkninger i Afhandlingen i Eunomia IV S. 164.
anerkendes, at alle Love ikke er territoriale, men at der findes visse — ganske vist faa — Love, som man maa tillægge extra
territorial Virkning10).
Denne Opfattelses absolutte Modsætning betegnes af den af Mancini først udviklede Lære om Lovenes Personalitet (Extra- territorialitet). For denne Skole, som har haft en betydelig Ind
flydelse paa den internationale Privatrets Udvikling siden Slut
ningen af det 19de Aarhundrede, og hvis første Repræsentant i Frankrig er Weiss, har Personalhøjheden Overvægten fremfor Territorialhøjheden. Man kan tænke sig en Stat uden Territorium, men der kan ikke eksistere en Stat uden Undersaatter. Lovene er givet for Statens Borgere, hvis Interesser de alene har for Øje.
Disse maa derfor ogsaa i Udlandet forblive undergivet deres na
tionale Lov. Lovene er derfor i Principet alle extraterritoriale.
Hvis dette virkelig var rigtigt, var den internationale Privat
rets Problem dermed løst. Men Forfatterne af denne Skole nødes selv af den praktiske Nødvendighed til at anerkende en Række Undtagelser fra Principet om Lovenes Personalitet. Weiss aner
kender saaledes tre forskellige Grupper af Undtagelser. Først og fremmest alle Love, der vedrører ordre public international. Denne Gruppe omfatter nu for det første hele Tingsretten, men er i Virkeligheden et rent Pulterkammer, hvor man uden Vanskelig
hed kan putte enhver Lov ind, som man af en eller anden Grund mener maa være territorial. Ordre public Reglen betegner derfor i Virkeligheden ikke nogen Undtagelse fra Principet om Lovenes Personalitet, men et modstaaende ligeberettiget Princip11). Ligesom der er Love med extraterritorial Virkning, saaledes er der andre, der er strengt knyttede til det Territorium, for hvilket de er givet, og derfor kræver ubetinget Gyldighed for dettes Vedkommende.
Men naar dette er Tilfældet, er det fra et metodisk Synspunkt en unødig Omvej at gaa, først at erklære alle Love for personelle, og saa bagefter ved Hjælp af ordre public Reglen indrømme, at en maaske overvejende Del af dem alligevel er territoriale. Ved Siden af den Undtagelse, som følger af ordre public Reglen, aner
kender Weiss, at Grundsætningen locus regit actum har sædvane
mæssig Hjemmel i den internationale Privatret, samt at Parterne
10) Jfr. ovf. S. 4 Note 4.
11) Jfr. Pillet-Niboyet S. 357 og S. 411.
13
i et Retsforhold, i det Omfang deres nationale Lov tillader, selv ved deres udtrykkelige eller stiltiende Aftale kan bestemme den kompetente Lov (Principet om Viljens Autonomi). Mod denne sidstnævnte Undtagelse fra Principet om Lovenes Personalitet kan den samme Indvending rettes som mod ordre public Reglen. Det gælder om dem begge, at de er Udtryk for en rigtig Tanke. Der gives i ethvert Retssamfund Love, der paa en saadan Maade hænger sammen med de Principer, hvorpaa dettes hele sociale, økonomiske eller retlige Struktur er opbygget, at de ikke taaler Anvendelse af fremmed Ret paa Territoriet. Overfor saadanne Love maa de almindelige Kompetencenormer give tabt. Det er ligeledes rigtigt, at der navnlig indenfor Kontraktsretten maa gives Parternes Vilje et vist Spillerum ved Bestemmelsen af den kompetente Lov. Men ligesom det er urigtigt at strække ordre public Begrebet ud over de Grænser, der naturlig tilkommer det som en Sikkerhedsventil for den nationale Lovgivning overfor altfor generende Kompetencekrav fra fremmede Lovgivningers Side, saaledes er det ligeledes et metodisk Misbrug at søge Be
grundelsen for Anvendelse af den territoriale Lov i Parternes (fin
gerede) Vilje, naar der ikke efter almindelige Regler foreligger nogen virkelig, udtrykkelig eller stiltiende Aftale mellem Parterne om den kompetente Lov.
Begge de extreme Teorier maa saaledes forkastes, baade den der vil tage sit Udgangspunkt i Lovenes Territorialitet, og den som vil gaa ud fra Lovenes Personalitet. Det maa erkendes, at hver af disse modstridende Teorier kun indeholder en Del af Sand
heden. Ligesom Statens Suverænitet deler sig i Territorialhøjheden, der omfatter Statens hele Land-, Sø- og Luftterritorium med alle derpaa værende Ting og Personer, og paa den anden Side Per- sonalhøjheden, der giver Staten særlige Rettigheder over dens egne Borgere, ogsaa naar disse opholder sig udenfor Statens Terri
torium12), uden at det er muligt at give Territorialhøjheden For
trinet fremfor Personalhøjheden eller omvendt, saaledes kan man heller ikke uden at gøre Vold paa Lovenes Natur paa Forhaand betegne dem alle som territoriale eller personelle (extraterritoriale).
Sandheden viser sig her som saa ofte ellers at ligge i Midten.
Nogle Love er territoriale, medens andre er extraterritoriale.
12) Jfr. A xel Møller, Folkeretten § 10.
Vi møder her den af Pillet først udviklede Lære om Forholdet mellem Lovenes Territorialitet og Extra-Territorialitet13). Naar Loven betragtes fra et rent nationalt, internt Standpunkt er den paa en Gang permanent og almengyldig. At Loven er permanent vil sige, at den uden Afbrydelse gælder for de Personer og de Ting, som er undergivet dens Herredømme, lige fra det Øjeblik da den træder i Kraft og indtil den ophæves. At Loven er almen
gyldig vil sige, at alle Personer og alle Ting, kort sagt alle Rets
forhold, falder ind under dens Herredømme. Naar Retsforhold, som forelægges en dansk Domstol, ikke indeholder noget fremmed Element, er det klart, at denne udenvidere skal følge den gældende danske Lovgivnings Regler. Naar Sagen derimod betragtes fra et internationalt Synspunkt — og dette kommer frem hver Gang Retsforholdet indeholder fremmede Elementer — kan Loven ikke bevare begge Egenskaber af paa een Gang permanent og almen
gyldig. For at være permanent maa Loven komme til Anvendelse paa alle et Lands Undersaatter, hvor i Verden de end befinder sig. Men dette betyder, at Loven er extraterritorial. Samtidig kræ
ver Lovens Almengyldighed, at den i hvert enkelt Land bringes i Anvendelse overfor alle Personer og alle Retsforhold, som op
staar i dette Land. Men dette vil sige, at Loven er territorial. Fra et internationalt Synspunkt kan en Lov ikke paa een Gang være baade territorial og extraterritorial. For hver enkelt Stat stiller Problemet om Afgrænsningen af dens Lovgivnings Kompetence i Forhold til fremmede Lovgivninger sig paa samme Maade. Naar Staten gør Fordring paa, at f. Eks. dens Myndigheds- og Ægte- skabslovgivning skal have fuld Gyldighed for Statens Borgere, ogsaa naar de opholder sig i Udlandet, kan den ikke uden at komme i Strid med sine egne Grundprinciper samtidig bringe sin Myndig
heds- og Ægteskabslovgivnings Regler i Anvendelse paa fremmede Magters Undersaatter, som af en eller anden Grund er dens Juris
diktion undergivet. Og omvendt kan Staten ikke, naar den for
langer sin Ejendomsordning respekteret af alle, der erhverver Ret
tigheder over fast Ejendom i Landet, uden Hensyn til om de ved deres Nationalitet eller Domicil er knyttet til en anden Stat, sam
l3) Principes 1903 K ap. V I I I S. 249 ff., Traité pratique S. 104— 05. Pillet- Niboyet S. 363— 64, jfr. Dicey, Introduction S. 5, hvor Kompetencenormerne bestemmes som »rules for determining the extraterritorial operation of law«, samt Lainé i Revue 1905 S. 29— 30.
15
tidig fordre, at dens egne Regler skal have Gyldighed for de af Lan
dets Undersaatter, der maatte erhverve fast Ejendom i Udlandet.
Der maa foretages et Valg. En og samme Lov kan — i hvert Fald i Principet — ikke i international Henseende være paa een Gang territorial, det vil sige finde Anvendelse paa alle Personer og Ting, som findes paa Statens Territorium uden Hensyn til, hvor Retsforholdets Personer hører hjemme, og samtidig være extra-territorial, saaledes at den ubetinget finder Anvendelse paa alle Personer, der er knyttet til Staten ved et særligt Baand — hvad enten dette nu er Statsborgerforholdet eller Domicilet — og følger dem, hvor de end opholder sig, i Staten eller i en frem
med Stat.
Inddelingen af Lovene i territoriale og extraterritoriale er ud
tømmende og maa ikke forveksles med Statutteoriens Tvedeling af alle Love i de personelle og reelle14). At en Lov var personel betød oprindelig — og det er denne Sprogbrug, som fortrinsvis vil blive fulgt i det følgende — at dens Genstand var Personen og de personlige Retsforhold. Reel var Loven, naar dens Gen
stand var Tingene og de Retsforhold, som disse danner Grund
laget for. Idet de personelle Love (Personalstatuter), netop fordi de angaar Personerne, bør følge disse overalt og derfor være extra- territoriale, medens de reelle Love (Realstatuter) omvendt paa Grund af deres Forbindelse med Statens Territorium og de paa dette værende Ting, maa være strengt territoriale, kom man efter- haanden ind paa at bruge Begreberne Personalstatut— Realstatut som synonyme med extraterritorial Lov og territorial Lov. Der foreligger her en Sammenblanding af Lovenes Genstand og An- vendelsesomraade (Kompetence). Medens Inddelingen i territoriale og extraterritoriale Love er givet med disses Natur, er Tvedelin
gen i personelle og reelle Love rent kunstig, idet man, som alle
rede klart paavist af Ørsted i Eunomia 1822, ikke kan skille Per
son og Ting saaledes fra hinanden, at hver kan bedømmes efter en forskellig Lov15). Men dernæst er Inddelingen i personelle og
14) Jfr. Pillet-Niboyet S. 332— 34.
15) Der bortses her fra de saakaldte »statuta mixta«, som omfatter de L ove, der paa een Gang vedrører Personerne og Tingene, og i Almindelighed henregne
des til Realstatuterne. Begrebet spillede en stor Rolle i d’ Argentrés Lære, idet det af denne benyttedes til en Indskrænkning i Personalstatutets Omraade, jfr.
Lainé I S. 324— 26.
reelle Love aldeles ikke udtømmende, idet der gives mange Love, som ikke med nogen Ret kan bringes ind under den ene eller den anden Gruppe. Det gælder f. Eks. de Love, der angaar retlige Handlingers Form, men navnlig ogsaa hele Kontraktsretten. Det er ikke paa Forhaand givet, at man kan bedømme de kontra
herende Parters Myndighed og samtlige formelle og materielle Betingelser for en Kontrakts Gyldighed efter een og samme Lovs Regler. Saasnart Tingene kommer i Betragtning ikke ut singuli, men som Dele af et større Formuekomplex, et Bo eller Ægtefællers Fællesformue, opstaar Spørgsmaalet, om den territoriale Lov ube
tinget kan være afgørende for deres Skæbne, eller om der ikke maa tages Hensyn til den Omstændighed, at de sammenholdes til en Enhed ved at være een Persons Formue eller Ægtefællers Fælleseje. De Problemer, som Konflikten mellem flere Staters Love giver Anledning til, vil overalt vise sig at være mere kom
plicerede, end Statutteoriens Inddeling af alle Love i to eller tre Grupper, eftersom deres Genstand var Personen, Tingen (eller Handlingen), forudsætter16). Det viste sig da ogsaa, at Grupperin
gen af Lovene i de personelle og de reelle gav Anledning til stadig Strid mellem Forfatterne og indbyrdes modstridende Løsninger.
Grundfejlen fra et metodisk Synspunkt var imidlertid den, at man mente i Lovenes Object at have et Kriterium for, hvor langt deres Kompetence strakte sig17). At de Love, hvis Genstand er de personlige, familie- og arveretlige Retsforhold, som Hovedregel bør følge Personerne, hvor i Verden disse opholder sig, og derfor være extraterritoriale, berettiger hverken til at slutte, at alle saa- danne Love har extraterritorial Virkning eller omvendt, at der ikke gives Love med extraterritorial Virkning udenfor den Gruppe af Love, hvis Object er Personen og hans Retsforhold. Paa den anden Side kan man heller ikke deraf, at de Love, som angaar Tingene og særlig de faste Ejendomme, ifølge deres Natur maa være territoriale, slutte, at enhver Lov, som paa en eller anden Maade berører Retsforholdet med Hensyn til fast Ejendom, aldrig kan have extraterritorial Virkning, eller omvendt at der ikke skulde eksistere andre territoriale Love end dem, som angaar de tinglige Retsforhold.
16) Jfr. Savigny § 361, S. 121 ff.
17) Jfr. Pillet-Niboyet S. 344— 47.
