S kriftspro ge t tilh o re r den lcesende og skrivende Deel af Folket
—
ikke de Sproglcrrde."
( S . ^4.) — „ A f mindre Voegt og B e ty d n in g — er med Hensyn til K ra v paa F ora nd rin g ( i S krive bru g en ) A lt hvad der, uden at medfore moerkelig U le ilig - hed i Anvendelsen og Jndovelsen, kun .for den t h e o r e t i s k e B e tra g tn in g viser sig som Jnconseqvents i Betegnelsesmaaden— den R e fle rio n , hvorved dette bemcerkes, vedkommer et over
ordentlig ringe A n ta l af S k rifte n s B ru g e re ." o. s. v. ( S . 5 .) I disse og flere Scetninger v il man ei kunne see andet, end en fuldstcendig cvnservativ R etning i Forfatterens theo
retiske M e n in g om S k rifte n s Forhold t il Talesprog og Lyd- betegning, om O rth og rap h ie og S k riv e b ru g , om deres Forhold t il S kriftsp ro g og Literatur, og om den Nodvendighed, der lig ger i at r e s p e c t e r e V e d t æ g t e n s B e t y d n i n g og G y l d i g hed i S t a v e b r u g , ligesaa vel som i S p ro g e ts grammatiske
og syntaktiske Form er. Forfatteren erklcerer sig ligeledes u fo r
beholdent og bestemt imod al Berettigelse hos offentlige S ko le rs (saaledes ogsaa A l m u e s k o l e r s ) Lcerere, t il at forvilde U n g dommens Begreber om S tavebrngens B e tyd n in g , eller t il at arbeide i S kolen paa at kuldkaste v o rt S kriftsp ro g s bestaaende Vedtcrgt. ( S . 5. 6 .) „S k o le n (siger F o rf.) har den Forpligtelse
imod Disciplene, at lcere dem at
anvende den Skrivebrug, der bestaaer
— ikke ved Forsog at berede dem Besvcer og Vanskelighed." — H e r tales — som ret er — a fg io rt og bestemt.- H v o rfo r Fors. strar efter er mere u v is , er ikke let at Lndsee.
„Lcereren er n e p p e u d e n v i d e r e ( det bor hedde: a l d e l e s i k k e ) berettiget t il at udscette en Discipel fo r det S k in af
P ed an teri,
som en meget paafaldende Retskrivning ( s : S ta v e - maade) kan paadrage ham , og fo r det B ry d e ri, den kan volde ham ved Indtrædelsen i F o rre tn in g s liv e t." ( S . 5 .) I o vrig t er Forfatteren her netop kommen t il at bruge det rette O rd . P e d a n t e r i er den sande Bencevnelse paa den ligesom uimod- ftaaelige Lyst, som N ogle yttre t il at ndmcerke sig ved en scer og nloeselig Stavem aade; og dermed folger den samme Egenbed, som ethvert S la g s Pedanter besidde: at det Latterlige, som de fremkalde og lcegge fo r Dagen, er skiult fo r dem selv.
N a a r derimod E tatsraad M a d v ig gaaer over t il at a n vende de Grundscetninger, hvoraf omtrent de vigtigste ovenfor anfortes, paa den senere T id s Nyheder og vilkaarlkge F o ra n dringer i den danste S krive b ru g : da overraskes man ikke lidet, ved at finde Forfatteren ganske tilb o ie lig til at vedkiende sig endeel betydelige Afvigelser fra B ru g og Vedtcrgt i dansk Skrivemaade og S ta v n in g , som meer eller mindre staae i S tr id med hine Grundscetninger, og heller ikke altid indbyrdes harm o
nere. Saaledes forkastes strar i Begyndelsen ( N r . 1) efter r ig tige G runde det svenske men man venter sig ikke, at F o r fatteren , ved at fcelde samme D o m over det oftere fore- siaaede dobbelte Bogstavtegn for Vocallyden o>, (f. E r . i f o r og D o d ) finder denne Nyhed endog mere forkastelig, end a.
M a n overraskes endnu mere ved at see ham ligefrem at erklcere den i danst Retskrivning rodfcestede V o c a l f o r d o b l i n g fo r en
„ p iin a g tig "
Omftcendighed i „ Underviisnkngens Regler og O v e ls e r"; ja ikke mindre „ b r y d s o m " , end de oven- anforte to Kiepheste hos endeel af vore orthographiste Neo- loger. — I Fald det virkelig var saa — hvad S kyld har velgammel B r u g i at Reformsygen er gaael fo r vidt i S kole
u n d e rv is n in g e n , som i saa mange andre F o rh o ld , hvor den omsider finder sig besvceret og plaget ved sin egen V is d o m s Fvlde? — Jeg tro e r, at Forfatteren tager feil med Hensyn t il bemeldte „ P i i n a g t i g h e d " . D en gaaer ikke ud fra Vedtcegten i i vo r S ta ve b ru g . In g e n har kiendt den i D anm ark, saa lcenge man loerte at loese og skrive Dansk paa den retle M aa d e: ved Ovelse. P in e n kom forst med Skolernes R egler og S p r o g tv a n g ; med deres uforstandige Methode, at giore M odersm aalet ligesom t il et fremmedt S p ro g fo r D isciplen; med det a a rlig vorende Folketal af Grammatikskrivere, og med de Skolelcerdes
In d g re b i Folkets B ru g og S p ro g re t.
Im edens F o rf. saaledes, „ I den S trid om a 'e t", synes i det H ele at vcrre paa vor S p ro g b ru g s Side, gaaer han ( i N r. 2 ) reent over paa Neologernes P a r ti. Ikke allene finder han det rim e lig t og fo rsva rlig t, at man endeligen engang ganske forviste x , fo r at kunne stave og adskille L a k - s e n , i Stedet fo r L a r - e n (som i sig selv er la n g t mere n a t u r lig t; ) men ikke engang B e r g e n h a m m e r s sarkastiske Forsvar fo r Bogstavet H befrier det fra, ved forefaldende Leilighed, at faae Afsted, tilligemed andre forceldede og ubeqvemme Subjecter i Bogstavernes frie R epu
blik. M a n maa ncesten antage, at E tatsraad M a d v ig ikke har kiendt dette lille Mesterstykke af V ittighed anvendt paa S tavebrug, og paa disse Erkepedanter, (jeg har selv fo r ^ 0 A a r siden en kort T id vceret i den tynde H o b ) der mene at forbedre S p ro g e t ved at jage L ø v i n d e n ud af H u set; men tillade os at beholde K v c e g e t . — E t besynderligt F orflag t il i nogen T id at redde dette og de ovrige uddomte Bogstaver, er dette hos M a d v ig : at „ i den forste U n d e rviisn in g i at lcese v ille (?) de Bogstaver, der ikke anvendes i reent dariste O r d , kunne o p s o e t t e s ( ? ) noget, og ligesaa i de allerforste Skriveovelser; men l oer es m a a de i m i d l e r t i d — vgsaa af A lm u e n , i det r i n g e s t e i l a n g T i d " ; o. s. v. ( S . 7 .) N e i! fige v i; hellere ingen V a kle n , ingen Opscettelse! M a n feie dem strar ud — disse hos vor F o rfa tte r meget om t v i v l e d e , og paa en ganske svag
Fod stadende Bogstaver — eller man gl'ore P in e n af paa een- gang for danste Skoledrenge og P ig e r, og lade dem lcere de
Bogstaver med de ovrige.
E ndnu mere u d fo rlig , men ikke mere bestemt er F o rf. ( S . 8 ) baade som A c w r og Defensor i S a ge n mod Bogstavet
c.
Jeg v il ikke indlade mig paa at afgiore, i hvilken Egenstab han har vceret mest eller mindst heldig. H a n kalder c „et h o s o s e n g a n g i n d f o r t T e g n " ( S . 7 ; ) men mener, at det har
„et fremmed Udseende og en fremmed K la n g " . (D e t sidste t il- staaer jeg ikke at fa tte ; hverken D eller s -L y d e n er fremmed;
og nogen anden „ K la n g " veed jeg ikke, at e kan faae i den danske U dtale.) Dette „Fremmede" stal iscer hos A lm uen giore den horste Lcrsning og S k riv n in g b e s v c e r l i g . M e n ved at beholde det indforte fremmede Bogstav, undgaaer man „ S t r id og Usikkerhed i enkelte T ilfc e ld e "; og fo r „den mere Dannede med- forer det Besvcer og Forstyrrelse, at skulle have to S k r i v e - m a a d e r , en danst og en fremmed, fo r d e t s a m m e N a v n eller O r d " ( ? ) . S e lv den „Ustuderede og ikke S p ro g kyn d ig e " v il dog
„tem m elig le t" kunne beholde de fremmede O rd s „ i et enkelt Tegn afvigende F o r m " ; o. s. v. — K o r t ! det falder saaledes u d : at v i skulle beholde
e
med Lyden afs
inogle
Tilfcelde, saa- som i fremmede P e rso n - og S t e d - N a v n e ; v i maae ikke skrive S y r u s ( a : C y r u s ,) S cesar (C c e s a r;) men heller ikke S e n s u r , s i t e r e , m. v. D erim od kunde v i fr it skrive K l a s s e , K l a u s , K i n a , K o r (a : C h o r,) K a t o , o. s. v .;ja v i burde vel ogsaa egentlig skrive K r i s t i a n ; men bl. a.
f or de „ h a l v e o l d e n b o r g s k e K ongers ( s : H alvdelen af de oldenborgske K o n g e rs ) N avnes S k y ld " bor v i dog helst lade det beroe ved C h r i s t i a n . — D erim od finder F o rf. intet u rig tig t i at skrive K r i s t u s , en K r i s t e n , K r i s t e n d o m og k r i s t e l i g . ( !) — Jeg v il aldeles ikke forringe den A uctoritet, F o rf.s M e n in g kan have i S kolerne; men tor forudsige, at den udenfor samme, i d e t t e Tilfcelde, v il vcere uden al V irk n in g . D en v il heller ikke blive betydelig i de ovrige, h vori den yttres om enkelte fremmede O rd s Skrivem aade; thi ogsaa her savnes
er consequent giennem fort P rin c ip , enten t il den ene, eller t il den anden S id e . V ild e F o rf. sige noget n yt om den, ogsaa hos os tidt nok behandlede M ate rie, de fremmede O rd s S krive - maade: saa v il dog f. E r . neppe nogen yngre dansk S p r o g lærer kunne noies med E rem pler, som det anforte om P h i l i p og P h i l i p s e n : da man ei engang kan sige, at Nogen
„kalder sig
vel ogsaa, og kaldes beqvemmest saaledes paa Dansk", naar han „ f o r F r e m m e d e " kalder sig saa. H e r er jo ikke T a le om at„kalde"
Een ved hans rette N a v n ; men at s k r i v e det.S p o rg s m a a le t er ikke, om jeg sial lade M an d en beholde det D sbenavn eller F a m ilie n a v n , som han k a l d e s ved; th i derom er man dog i hele Verden enig — med mindre man, som s. E r.
en Chineser, siet ikke va r i S ta n d t il at udtale det. D e t H ele gaaer altsaa ud paa: om jeg i D a nm a rk kan sirive F i l i p , eller bor skrive P h i l i p ? — D erpaa maa S v a re t blive: det sidste!
— og det uden al Vaklen og T v iv ls m a a l; th i det er B ru ge n, der v il have det i D a n m a rk , ligesom den i Ita lie n fordrer, at jeg skriver ? iIip p o . V i l nu H r . E ta tsra a d M a d v ig lcere os, h v o rfo r v i beholde P h i l i p , og lade Ita lie n e rn e beholde deres k', saa maa han, enten han v il, eller ikke, komme ind paa et Stykke af den danske S krivebrugs H istorie og T he orie ; og dette lader sig ikke afgiore i en halv Snees Linier. E n Neolog, der loeser, at han dog g io r bedst i, som andre F olk, at sirive T h e o lo g ie , P h ilo s o p h ie , o. s. v. ( el l er , som M a d v ig v i l : T h e o l o g i , P h i l o s o p h i ) kan, efter m in M e n in g svare: „M e d al Agtelse fo r U nderviisnings-Jnspecteurens N a v n og A uctoritet, troer jeg at vcere mere consequent, naar jeg siriver baade T e v a n d og T e o l o g " .
T o P u n k te r, h vori Forfatteren erkloerer, at >,vor S k riv e brug er i Modsigelse med sig selv", og at dens Tilstand er saaledes, at den „opfordrer t il en R eform , der
neppe
lader sig afvise", er V o c a l f o r d o b l i n g en, og det s t u m m e e ( N r . 5.S. 10—12.)
H a n mener, at denne„rim eligen
ikke kan gaae ud paa andet, end r e e n t a t o p g i v e b e g g e D e l e " . Uagtet delte „neppe" og „rim e lig e n " udtrykker en svag T v iv l iHenseende ttl den almindelige S krive bru g s Foielighed imod Vens ravicale Omvceltere: see v i dog ty d e lig t, at Forfatteren i dette Hovcdpunkt er enig med dem ,") og den Jndrommelse, han tilsidst noget nodig v il giore, ( S . 11) ikkun at lade Fordoblingen bortfalde o v e r a l t , og uden al Undtagelse, foran de blode.Konsonanter h , d , g og v : er en vaklende H oflighed imod „den endnu langt overvejende B r u g " , som hverken B ru g eller V a n b ru g kan vare tient med. Jeg mener, at baade den, som har lcrrt at skrive Dansk i forrige Aarhundrede, og den, som har lcert eller skal lcere det efter 18-18, hellere med Rast v il skrive: v e ll en 8 t e n , som je » sall v e l l " , end med M a d v ig : „1eK ver! en 8 t e e n , som jeA srul vecl".
Forfatteren gaaer i ovrigt ncesten endnu videre i andet P u n k t af N r . 5, der handler om det stumme e ; thi, uagtet jeg tilstaaer, at en hos m ig vist nok u tilg iv e lig Svaghed i Evne gior det vanskeligt fo r m ig, tilfu ld e at forstaae Forfatterens M e n in g og Grundsæ tning i dette Tilfcelde og i vedkommende P aragraph, seer jeg dog saa- meget, at hverken S k riv e b ru g , O rdstielning, Hensyn til „g ra m
-* ) Dette fremgaaer klart nyk af den hele Maade, hvorpaa han S . 10 og 11 udvikler Grundene f o r og i m o d Vocalfordoblingen, som maa efterlåses hos F o rf. D e forste gives saa fvagt og ufuldstændigt, som det vel kan fkee. De sidste fremhceves med saamegen S tyrke, som det er mueligt, naar man forud har afgiort, at Reologien har en Ret. „der neppe lader sig afvise"; men selv dog ikke folger det formeente Rette.
D et hedder f. E r. S . 10, at nogle faa O rd nu ved Vocalfordoblingen adskilles i deres Fteertydighed; men i „ m a n g f o l d i g e a n d r e kan Fleertydigheden hverken undgaaes, eller stade". Dette paastaaes uden B e v iis ; endstiondt man tidt nok (og endnu nulig, ligesaa udforligt, som morsomt) practist har modbeviist ek saadant Foregivende. N a v n lig anfores hos M a d v ig : at det kun er „et r i n g e A n t a l O r d , hvori
e
stal lccles langt i en lukket (la n g ) Stavelse, med andre Endelyd, end b, d, g, v " . V ist nok er det kun et r i n g e A n t a l af saadanne O rd , der anfores S . 11; men et langt storre A m a l (enkelte, sammensatte og B o in in g s - former) ere forbigaaede. Anvendelsen as en Beviismaade, hentet fra en ringe Ordmccngde, synes desuden noget besynderlig, naar man foreen
enkelt Ordliigheds S kyld v il indfore en meget ubeleilig Accent over i ( v i s og v ss )
matisie F o rh o ld ", T v iv l om der virkelig er „e n
B indelyd
fo ra n en
B s in in g sly d ",
eller ikke ( v i maae n a tu rlig v iis finde os i A l t , hvad der horer t il Frihed i den individuelle Ordskabn in g i G ra m m a tike n , hvor E nhver mener, at det ikke kommer an paa om Andre forstaae, hvad han mener) ja ikke engang
„Lydiagttagelsen",
i G runden har noget at sige imod det sande radicale R etskrivningsprincip, som ligger i B o g sta v-K n a p heden. N ogle v ille vel ogsaa h e r forundre sig over, h vorfor F o rf. ikke ligefrem og een gang fo r alle udtaler dette P rin c ip som G ru n d lo v ; men denne F o ru n d rin g bor bortfalde paa dette S t e d ; th i, en gammel Regel siger: hvad der gielder om a l l e D elene, maa ogsaa gielde om den enkelte Deel. P rin c ip e t er . t i l i a l l e Nummere eller A fdelinger af Forfattereirs specielleU d v ik lin g ; men han har ingensteds u d ta lt det.
N a a r han nu omsider, i A nledning af det stumme e, ogsaa gaaer ind paa U d t a l e n s O m raad, saa sinder man ham igien saa vilkaar- lig t bydende og afgiorende, at jeg saa at sige siet ikke mere kan eller v il folge ham. P a a en ncesten u fo rk la rlig M aade blander han D igterfriheden, i visse metriske Tilfcelde eller S tavelse-Forhold i en V e rs lin ie , med Udtalen i Prosa og i H verdagstalen. M e n den Frihed, D igterne stundom tage sig, og som man ikke negter dem, synes han snarere at ville berove dem. H a n tillader ikke ( S . 1 2 ) en D ig te r at sirive efter P ro sa -U d ta le n : „ P a a H avets O er boer et mcegtigt F o lk " ; da dette „vild e lvde overmaade s a > rl"(!); men fo rd re r: at „D ig te re n ikke blot k a n , men m a a sirive M o e r og O e r " , hvor der fo r Versets S k y ld maa udtales „ M o ' r "
og „ O ' r " ; og at han saaledes r ig tig t (nem lig p ro s a -rig tig t) siriver „p a a H avets O er ( O 'r ) et mcegtigt F o lk " (har Scede.) Forfatteren v il derimod tilstede, at man „ fo r Nemheds og den udviklede A nalogies S k y ld " siriver T r c r ' e r ; men har meget im od, at A djunkt Kinch v il sirive B r o e ' e r . — D e r sial vist nok et eget S y n t i l , fo r at see den Consequents, som fo r mine D in e her ligger dybt i S k iu l. V i l og kan man bruge N e m h e d (c>: Lethed i O p fa tn in g e n ) og S ta v n in g s liig h e d eller A n a lo g ie , som begge hore t il Stavebrugens n a tu rlig e R
ets-grunde, til Vaaben imod en N e v lo g — og saa at sige i samme Aandedrag hugge ind paa S ta ve b rn g og Skrivevedtcegt med M agtbudets Svcerd — da trcekker jeg m ig gierne tilbage fra en saadan orthographifk Kampfcerd. M e n forinden maa jeg endnu i det mindste giore et F o rjo g paa at vcerge m in Udtale
— om endog m it S k io ld kun er danst — ja maastee det ikke faaer Lov t il at hedde meer end sicellandst. H u g g e t svnes at falde mindre vcvgtt'gt. Forfatteren „ t r o e r , at man i V irk e lig beden allene horer f a a t , g a a t " ; det v il sige, at den danste Udtale (udtrykt med aabent eller bredt
o )
skulde vcere fo tt, gott, stott, o. s. v ., og ikke f a a e t , g a a e t , s t a a e t , o. s. v ., „tro d s E tym ologiens H e n v iis n in g t il (det islandste) kengit, A e n Z it".M ed den sidstncevnte H ie lp maae v i ligesaa godt sirar give os paa F lu g t; den holder ikke lcenger ud, end en tyrkisk eller asiatisk Ryttersvcerm mod en fremrykkende sluttet Colonne. — V ore B onder i S i c e l l a n d sige endnu (som man endog jcevnlig skrev i Tausens
og A . Vedels Aarhundrede) f a a i d , g a a i d , o. s. v., men have i A a r- hnndreder ikke dromt om, at der er Nogen, som siger kenAit og K6li»it. O m det er paa Christianshavn, i Ribe, eller paa B o rn h o lm , at man siger u n d g o t t , eller u n d g a a t t , f a a t t , og g a a t t , i Stedet fo r det danste: u n d g a a e t (undgaaede,) f a a e t (uden p iu r.,) g a a e t (gaaede,) er m ig ubekiendt; og ligesaa ufattelig er mig Forfatterens Lov fo r Udtalen i dette Tilfcelde, og sam
mes Anvendelse paa S ta v n in g e n . H a n antager, at man
„ n a tu r lig v iis " for at vcere conseqnent maa skrive „ f a a r " (p a rtie . f a a t ) og s e r " (a: seer ; folgelig partie. set, som han har glemt at a n fo re ;) men v il dog nok tilstede at skrive „jeg f r i e r "
( t i l E e n ,) i Stedet fo r „jeg f r i r " , som form odentlig Kinchia- nerne skrive. — H a n er ikke ret sikker i sin Udtale af „ a t d u e " ; og „tro e r" , at man „ingenlunde
a ltid "
(altsaa dog undertiden) horer dette verbum som een Stavelse, „udenfor N u t i d e n s E n k e l t t a l " (a: sin». prses.) E n D i g t e r , mener han, kan dog, uden at stode Udtalen a lt fo r voldsomt, skrive i en jambisk Linie: „de due dog ei meget". — S k a l da P r o s a i s t e n i prses. skrive:
„jeg d u r , han d u r , vi d u " ; og er det kun i Poesie, at der kan
sirives: „a t d u e " ? — Jeg er desvcerre ikke i S ta n d til med Sikkerhed at see Forfatterens M e n in g herom af hans O r d ; maa- siee Neologerne bedre forstaaer at udrede den. I n t e t soetter m ig dog i storre Uvished, e n d 'S lu tn in g e n af Forfatterens om
handlede P a ra g ra p h , bvor det erkloeres: „ a t han ikke v il strides med Nogen om den rigtigste U d t a l e i et e n k e l t af disse O r d " . I det Foregaaende af P aragraphen har han jo bestemt udtalt og anvendt a l m i n d e l i g e U d s a g n om den danske Udtale i disse Tilfcelde, og af Udtalen udledet og udviklet R etskrivnings
regler fo r samme. H va d B e ty d n in g kunne disse have, naar de e n k e l t e O rd s virkelige Udtale er Forfatteren ligegyldig, imedens han behandler og bestemmer Udtale og S ta v n in g fo r Ordene i Flok efter deres Lydsi cegtsi ab?— V i maae da sporge: h v i l k e ere disse enkelte O r d , som han ikke v il strides om? eller hvilke ere de „S u b tilite te r, som han i n d s t c e n d i g f t v i l bede Lcrrerne, ikke uden Nodvendighed(?) at plage deres Disciple med" ? — Denne meget hoflige og humane B o n , henimod S lu tn in g e n af den hele A fdeling om det stumme e , g io r en overraskende, ja forbausende V irk n in g . D e t her hverken indsircenkede eller fo r
tolkede Begreb „ S u b t i l i t e t " er yderst elastisk. H va d om Rectorerne ved vore lcerde S koler forklarede det ved „unodvendig S m a a l i g h e d " , anvendte det paa den hele neologisie F o r
va nd lin g af vor S ta v e b rn g , og reent holdt op at lade D i sciplene plages med denne?
Forfatterens ovrige F rem stilling ( i N r. 5 ) af „v o r S k riv e brugs M odsigelser" i V ocalers F ord ob lin g , antager at disse til- strcekkeligt ere paaviste af A n d re ; og at det er nok, at antyde samme. Jeg maa omtrent gientage, hvad ovenfor er sagt: have andre befoiede danske Sprogkiendere tilstrækkeligt klaret denne S a g , h v o rtil da Forfatterens specielle A n tyd n ing e r? — G e n tagelsen af nogle faa Tilfcelde og E rem pler paa Vocalfordob-
lin g , og formeent Jnconsequents i samme' og et P a r alm inde
lige Bemcerkninger i den A n le d n in g , lcere aldeles intet N y t ; men Hovedsagen er: at det er Underviisnings-Jnspecteuren, der opfordrer t il en radical Reform i vor S k riv e b ru g , hvorved
„ S e l v l y d s - F o r d o b l i n g e n a l d e l e s o p g i v e s " . ( S . 1 0.) Jeg siger: han-
opfordrer
dertil. N a a r en Embedsmand, bestikket t il O v e r - T ilsyn sm a n d ved hele Kongerigets lcerde S k o le r, af Regieringen cestes t il at yttre sig om den chaotiste F o rv irrin g i d a n s k S tavebrng, der siges, S k rid t fo r S k rid t at gaae frem, iscer i S k o l e r n e , og hos disses Lcerere, ved S iden af de store Forbedringer og Fremskridt, som man pnblikt og o fficielt tillcrgger den offentlige U n d e rviisn in g i M o d e rs m a a le t: da maae v i vel vcere berettigede t il at betragte de V in k , A n ty d n ing e r, A stringer eller veiledende R e g le r, som denne Em beds
mand lader udgaae t il Lærerstanden ved D anm arks lcerde S koler, som
O p fo rd rin g e r
f r a h a m sel v. Jeg har allerede omta lt den V c rg t, som hans S t illin g kan og maa give dem;
uagtet de hyppigen vidne om en Usikkerhed, eller Ubestemthed og Foielighed, som paa enkelte Steder afloses af Udtryk, der snarere klinge som et S la g s M a g ts p ro g ; uagtet de undertiden lige
frem stride mod Forfatterens forudsendte almindelige ortho- graphiste Grundsætninger. M e n det er jo ikke blot disses T h e o r i e , det er „B ehandlingen af den danste Retskrivning i de lcerde S k o le r", som H r . E tatsraad M a d v ig s officielle „ B e mærkninger" sigte til. I det han gaaer ind paa denne B e handling — fo r saa vid t som den pttrer sig i de vigtigste P u n k te r, h vo ri Reologien v il omstode det 18de og 19de A a r- hundredes vedtagne S k riv e b ru g . — udtaler Forfatteren 'sig i disse P unkter meev eller mindre a lm in d e lig t, eller med ubetyde
lige, fo r det meste heller ikke theoretist consequente Indskrænkninger,
for
de Nyheder i S tave b ru g en , som have fremkaldt sammes F o rv irrin g og Usikkerhed, tilligemed det ikke ringe „ B e s v c e r , der voldes baade Lcrrerne og Disciplene i de lcerde S k o le r".D e t maa saaledes blive af sig selv klart fo r enhver opmcerk- som Lceser af S k rifte ts specielle og practiste R etstrivnings-U nder- sogelser, at Forfatteren ikke blot u d t a l e r , men baade ved sit N a v n s og sin S tillin g s A uctoritet a n b e f a l e r nyere G rundforandringer, eller saakaldte „ R e f o r m e r " af den vedtagne danske S krivebrug, saaledes som den overhovedet og i det Vcesentlige findes hos
vore D ig te re og P rosaister, i R eligionsboger, liturgiske og op
byggelige S k rifte r, og i den store M asse af vo r Literatur. Fors.
byggelige S k rifte r, og i den store M asse af vo r Literatur. Fors.