Spaadom og Varsel

Saavel til Æbletræet som til dets Frugter har man knyttet Forestillinger om Spaadomme, Varsler el. 1., og disse har været meget udbredte.110 Paa Sjælland og i Sønderjylland vidste man, at dersom et Frugttræ blomstrede 2 Gange, — altsaa t. Eks. sent paa Sommeren eller om Efteraaret og saaledes havde baade Blom-ster og Frugter paa een Gang, — da vilde dette varsle Sygdomme, ja muligvis endog Dødsfald.234 Det samme kunde være Tilfældet, dersom det gav sig til at blomstre unormalt tidligt,238 — og Fore-stillingen er iøvrigt ogsaa kendt fra andre Planter (Myrte m. fl.) (se ogsaa Afsnit XI).

Mest Interesse knyttede de unge Piger dog til Æblets Evne som Udpeger af den Tilkommende, og mange er de Midler, de har brugt for at faa denne Nysgerrighed tilfredsstillet. Paa Sjælland fæstede i den Anledning de unge, giftefærdige Piger Nytaarsaften Æblekærner bag Ørerne, paa Panden, over Øjnene og andre Steder i Ansigtet, og hver Kærne var helliget en bestemt Person indenfor deres Interessekreds. Om Morgenen skulde man da kunne se, hvem der blev den Tilkommende, idet denne Persons Kærne var bleven siddende.236 Nu kan man jo nok tænke sig til Nytten af denne Forholdsregel, dersom den resulterede i, at der sad to — eller ulyk-keligvis! — endnu flere Kærner tilbage, — eller er Perspektivet maaske for uhyggeligt? Eller hvad kunde der ske, dersom de alle i Nattens Løb forsvandt — Graad og Tænders Gnidsel! Nogen Vished for, hvorledes det kunde gaa, havde jo Ingen, og overfaldt Søvnen En, var Mulighederne for ved visse Manipulationer at give Skæbnen en Rettesnor for, hvilken Kærne, man kunde ønske til-bage, ret ringe. —

Dette kunde bedre ske med Hensyn til et andet Middel til at finde den Tilkommende. Det gik ud paa, at man skulde klemme en Æblekærne imellem Tommel- og Pegefingeren, og af den Ret-ning, hvori den da vilde springe, kunde man se, fra hvilken Kant Bejleren vilde komme, — han vilde nemlig komme fra den Side, hvortil Kærnen sprang.85-136 Og nogen særlig Kunst skulde der nu ikke til at dirigere Kærnens Retning.

Endnu et Middel havde de unge Piger. Det var Æbleskrællen.

Kastede de denne bag over deres Hovede, vilde den falde ned paa en saadan Maade, at den dannede Begyndelsesbogstaverne til den

ÆBLE OG ABILDGAARD 129 Tilkommendes Navn.237 Og her var der ingen Kunststykker mulig,

— Kunsten var derimod at læse de „Runer", Skrællen vilde forme,

— et ikke helt let Kunststykke, men dog maaske for den, der

„gemte" paa et Navn en mulig Ting. — Skrællen kunde ogsaa vise, om der blev nogen ny Kjole at faa det Aar; thi hver Pige, der formaaede at skrælle et Æble i eet Stykke, havde Sikkerhed for at faa en saadan.238

Ogsaa mere intime Ting kunde Æblet oplyse om. Man vidste at berette om Æbler, der falmede, naar en Pige ej var Mø,239 — og man fortalte, at naar man klemte en Æblekærne ud mellem Fingrene for at finde Bejleren, kunde man af den Højde, hvori den sprang, erfare, hvor højt Ens Brudeseng vilde komme til at staa (Fyn).194

I Drømme har Æbler spillet en ikke ringe Rolle, — ikke altid for det gode. At drømme om Æbler var gerne daarligt, — Fyn-boerne sagde, at især gjaldt dette om røde Æbler,240 og drømte man om Æbler om Vinteren, betød dette i Fredericia Dødsvarsel,241

mens man i Sydfyn nøjedes med at tillægge det Varsel om Syg-domme.242 Saavel paa Sjælland som paa Fyn betød det at drømme om Æbler: Lig,243 — enten man nu drømte det om Sommeren eller om Vinteren. Paa den anden Side har der ikke været noget i Vejen for at drømme om Lykke, — og finde denne under et Æble-træ. Det gjorde f. Eks. engang en Mand i Bording (Hammerum Hrd.), og han fandt da en Sum Penge under et Æbletræ.244

Den alvorligste Forestilling der er tillagt Æblet, er dog den, at det skal vise Verdens Ende. Derom har Sybille sagt,245 at naar Verdens Ende stunder til, skal det være et Tegn for alle guds-frygtige, at Kærnerne vender sig i Æblet, og de skal, naar det hænger paa Træet, alle have den spidse Ende nedad mod Jorden og ikke som før opad. Men førend dette kan ske, skal det dog gaa saa langt tilbage med Menneskene, at to fuldvoksne Mænd kan staa sammen i een Træsko og tærske Korn, — og selv om vi nok i vor Tid kan se, at meget gaar skævt, saa er det da en Trøst, at saa langt er det endnu ikke kommen med os. — I Egtved nær den gamle Grænse vidste man at fortælle, at Æblekærnerne ogsaa i anden Anledning kunde vende sig i Æblerne. De hævdede der i Spøg, at i 1832 var det saa stærk en Blæst, at Æblekærnerne vendte Spidsen udad.246 Og i Hammel fortælles der om et Slag, som det er spaaet skal staa i Kappelsdal; at dersom Kærnerne vender sig i Æblerne naar Tiden for Slaget er inde, skal der intet Slag komme

Danske Studier 1932. 9

til at staa.247 — Fra Nordsjælland fortælles (fra c. 1860), at en Heksekone engang forærede en Person et lille Æbletræ i en Urte-potte. Modtagerens Bedstemoder advarede imidlertid imod Gaven og raadede til at lade den brænde op. Paa Moderens Foranstalt-ning blev det ildesete Træ, som Modtageren (en Dreng) dog gerne saa i sin Have, plantet i en Afkrog, hvor det maatte dø, men Drengen flyttede det ud i Solen, og her bar det, trods det at det var avlet af en Heks, siden hen mange og gode Æbler.124

XVIII. Sindbillede, Mytologi, Adamsæble.

Som det allerede tidligere er nævnt, er Æblet brugt som Motiv i forskellige Vaabenskjold og Seglmærker samt til Slægtsnavne,7-8,48

og Rækken af disse kan forøges med flere. Allerede fra c. 1100 finder vi i Vor Frue Klosters Segl i Aalborg et Æble i Jomfru Marias Haand248 og til Rigsregalierne hører foruden Krone og Scepter Rigsæblet, Symbolet paa Jorden eller Riget (rundt). Æblet indtager altsaa her et saare højt Stade, — næsten saa højt som tænkes kan, og fra dette Sindbilledes Stade er det vandret videre ud og er optaget i Æbeltoft Byvaabén og har givet Byen sit Navn (c. 1301),249 — det har givet Navn til Landsbyer, Øer eller Gader.25* Mest ejendommelig er maaske den Beretning, der gaar om Lysabilds Navn. Det fortælles herom, at da Pesten i gamle Dage havde hærget Landet, var alle i denne By, paa nær en, døde.

Denne ene, der var tilbage, var en gammel Kone, og for nu at faa Hjælp fra de Skibe, som sejlede forbi denne Del af Als, tændte hun en Baal i et Æbletræ. Saa kom Søfolkene og hjalp hende, og af dette Forhold med Lyset i Abildtræet fremkom Navnet Lysabild.²⁵¹

Naar Æblet har faaet et saa højt Stade, i Særdeleshed som en Del af Rigsregalierne, hænger dette formentlig sammen med, at Æblet er kædet sammen med Bibelberetningerne, — dels Be-retningerne om Syndefaldet, dels Æblets Forekomst i Bibelen som

„Guldæbler i Sølvskaaler" m. m. Skønt Æblet ikke er nævnt i Beretningen om Syndefaldet,252 (der tales kun om en „Frugt"

fra Kundskabens Træ), har den Forestilling dog vundet Hævd her i Norden, at det har været Æbler, hvormed Eva fristede Adam.

Hvornaar denne Forestilling er kommen ind, og hvorledes den er fremkommen, kendes ikke;253 men den kan vel kædes sammen med den nordiske Gudelæres Forestillinger om Yduns Æbler (se senere),

ÆBLE OG ABILDGAARD 131 og den maa vel ogsaa kunne forklares ud fra den nærliggende Tanke, at naar de kristne Munke har skullet berette om Syndefaldet for de nordiske Hedninger, har de maaltet bruge Billeder, som var forstaae-lige for disse. Allerede da har Æblet utvivlsomt vist sig i sin smukke og tiltalende Skikkelse: en rødmende og velsmagende Frugt, den største der gaves i Norden. Og derfra er vel denne Forestilling kommet ind i Folketroen; herfra er den atter indført i Salmedigt-ningen, hvor den har fundet en stor Plads, og hvorved atter Æb-lets religiøse Stilling er fastslaaet. — Saa intimt er Æblet i Folke-troen knyttet til Syndefaldet, at man endog har kaldt Mandens Strubehoved (synligt paa Halsen) for et „Adamsæble" og forklarer dets Fremkomst paa den Maade, at da Adam havde spist af Æb-let, fortrød han det og greb sig om Halsen for at hindre Stykket i at glide ned, men derved Mk han det forkert i Halsen,254 — eller at han fik Kærnehuset i den gale Hals,31-255-286 — derfor sidder Adamsæblet altsaa bestandigt paa Mandens Hals.

Saavel fra Det gamle Testamente,267 som fra den nordiske Gudelære kendes de livgivende Frugter, — Æblet af Kundskabens Træ og Yduns Æbler. Begge gav evig Ungdom, og Yduns Æbler fik deraf Tilnavnet: Asernes Trøst,268 •— tilsvarende Frugter er iøvrigt ogsaa kendt i andre Religioner.110-267,250 Atter her ser vi Æblet som en ophøjet og højagtet Frugt, — et saa højt Stade, som nogen Frugt maalte kunne komme til at indtage.

Men som den ophøjede Frugt kunde man neppe tænke sig den vilde Abilds Frugter, — det maatte utvivlsomt være Abild-gaardenes ædle Æbler med de røde eller gule Kinder og den at-traaede Smag. Allerede Eddaerne taler om saadanne Æbler, hvor Skirner siger til Gerd:269-260

Her er elleve Æbler af pureste

Guld, som jeg giver dig Gerd, for at vinde din Hu

men Gerd skønner ikke paa det; Æblets Elskovstoner preller af, og hun svarer:

De elleve Æbler faar mig aldrig til

at være en Mand lil Vilje . . .

Skulde Æblet have sin ypperste Udtryksform, da blev det — som her og i Bibelberetningerne261 — i Folkemunde til Guldæbler,

9*

og i Fantasiens Verden fandt de i denne Form Vej til Drømme, Eventyr og Børnelege.²⁶²