Gennem det udviklede er del lykkedes os at fastslaa, a t den Ret, der tilk o m m er den forsikrede i K ra ft a f en F o rsik rin g for frem m e d Regning altid m a a opfattes som en Ret ifølge et Trediem andsløfte. H v a d T re d ie m a n d slø fte rn e s n æ rm ere In d h o ld anga ar, k a n der naturligvis i alt væsentligt henvises til de sam m e Regler, som gæ lder i Tilfælde af F o rsik rin g for egen Regning. Over- eller U nd e rfo rsik rin g m a a have sam m e Betydning h e r som der, og Reglerne om Skadesopgørelsen m a a være d e sam m e. S p ørgsm aalet om B etydningen a f ir r e g u læ rt F o rh o ld fra F o rsik rin g sta g e re n s eller den forsikredes Side h a r vi allerede behandlet. Tilbage s ta a r k u n visse Spørgs
m aal om Adgangen til at bringe M odkrav i Modregning, og om, hvorvidt den Ret, der ved F o r s ik rin g s k o n tr a k te n tillæg
ges den forsikrede, er betinget af Modydelsers Erlæggelse.
Vi tager fø rst de Tilfælde, h v o r F o rs ik re r e n er Tredie- m a n d sh a n d le n s pro m itte n t, idet de forsikrede G enstande b e finder sig i den forsikredes eller i h vert F ald ikke i - F o r s i k ringstagerens Varetægt.
Der synes ikke at k u n n e være Tvivl o m , at den Ret, F o r sik rin g sk o n tra k te n tillægger den forsikrede, m a a anses b e tin get af, at E rstatn in g sk ra v , den forsikrede m a a tte have m od F o rsik rin g sta g ere n eller a n d r e for Forvoldelse a f Skaden, overdrages til F o r s ik r e r e n — hvis det da d re je r sig om et T il
fælde, hvor en F o r s ik r e r vilde k u n n e støtte et R egre skrav p a a en m ed den forsikrede selv ind g aae t F o rsik rin g sk o n tra k t.
Der k a n endvidere spørges, om den forsikredes R et m aa anses betinget af, at h a n betale r den P ræ m ie, F o rs ik rin g s
tag eren ikke h a r b etalt og ikke betaler, om altsaa d en f o r sikrede, hvis h a n overhovedet vil tilegne sig R etten efter F o r sik rin g sk o n tra k te n , h æ fte r fo r P r æ m ie n ved Siden a f F o r s i k ringstageren. Dette k a n dog sik k ert ik k e antages. I Tilfæ lde a f O verdragelse af de forsikrede G enstande s ta tu e re r de n y ere Love gan sk e vist, a t Successor in d træ d e r i R ettighe der og P ligter efter F o rsik rin g sk o n tra k te n , saaledes at O v e rd ra g e r og Successor h æ fte r solidarisk for P ræ m ie n for den løbende F o rsikringsperiode, m edens Successor alene h æ fter for F r e m tiden — dog at Successor naturligvis in d e n fo r en vis T id s frist k a n sige sig løs fra K o n tra k te n m ed den Virkning, at h a n ik k e k o m m e r til at hæ fte for noget P ræ m iebeløb. Vil m a n fo rsta a disse Regler, m a a m a n im idlertid h u sk e paa, at F o rsik rin g sta g e re n efter de n y ere Loves O pfattelse ikke h a r nogen afgørende Interesse i, at Successor u d en B egræ nsning i T id k a n in d træ d e i F o rsik ringsforholdet. E f te r alle de n yere Love kan F o rsik re re n i Tilfælde af O verdragelse a f de fo r
sikrede Genstande opsige F o rh o ld e t m ed et vist Varsel. H e r efte r bliver det et Udslag af det fakultative Princip, d e r k o m m e r frem p a a m an g e P u n k te r in d e n fo r F o rsik rin g sre tte n — det Princip, a t de forsikrede b ø r k u n n e faa o p h æ v et Forsik- rin g sk o n tra k te r, i hvis fortsatte B estaae n de p a a G rund af æ n d re d e F o rh o ld ikke m ere h a r no g en Interesse — , at m an frigør F o rsik rin g sta g e re n for h an s Forpligtelser for de f r e m tidige P erioders V edkom m ende. Til Gengæld m a a Successor naturligvis h æ fte for F re m tid e n . D e rim od er det vistnok ret vilkaarligt, at m a n foreskriver solidarisk Hæftelse for den lo
bende F orsik rin g sp erio d es V edkom m ende. F o r d an sk Rets V e d k o m m e n d e er Stillingen form entlig den, at Successor uden B egræ nsning i T id in d træ d e r i F orsik rin g sfo rh o ld et, og der k a n allerede af den G rund ikke være Tale om a t fritage F o r sik rin g stag ere n for nogen P ræm ieforpligtelse. Men d a vil d er form entlig heller ikke være nogen B egrundelse for at anse Successors Ret betinget af, at h a n betale r P ræ m ie. H v a d d e r n æ st de egentlige Tilfælde af F o rsik rin g for fr e m m e d R eg n ing anga ar, — de Tilfælde, hvor det h a r v æ ret F o rs ik rin g s tagerens p rincipale F o r m a a l at d æ k k e fre m m e d e In teresser
— , gor de Hensyn, d er taler for et fa k u lta tiv t Princip, sig ikke
gæ ldende, og den tyske eller den østerrigske Lov ind eh o ld er da heller intet om, at d e n forsikrede i sa a d a n n e Tilfælde skulde p a a d ra g e sig nogen P ræ m ieforpligtelse ved a t tilegne sig R etten efter F o rs ik rin g s k o n tr a k te n . U n d e r ganske s æ r lige O m stæ n d ig h e d er gæ lder det d erim o d efter den svejtsiske Lovs Art. 18.2, at d en forsikrede h æ fte r for P ræ m ie n :
„Bei der V ersicherung f ü r frem de R e c h n u n g ist d er V er
sicherer berechtigt, die B ezahlung der P rä m ie a u c h vom V er
sicherten zu fordern, w e n n d er V e rsic h e ru n g sn e h m e r z a h lu n g s
unfähig g ew orden ist u n d die P rä m ie vom V ersicherten noch nicht erh a lte n h a t . “
Det forudsæ ttes a a b en b art, at d en forsikrede er pligtig at re fu n d ere F o rsik rin g sta g e re n P ræ m ie n , hvis h a n allerede h a r b etalt den. Dette vil den forsikrede jo navnlig være, n a a r F o r sikringen er tegnet efter h a n s O rdre eller A nm odning. Men h v a d d a n sk Ret angaar, ser m a n let, at en Regel som den citerede vilde gaa stik im od k en d te Regler om Kommission.
F o r tysk Rets V e d k o m m en d e opfattes det som en simpel Konsekvens a f P rin c ip e t i den tyske Lovs § 75.1, hvorefter R ettighederne ifølge F o rs ik rin g s k o n tr a k te n tilk o m m er den forsikrede, at F o rs ik re r e n ik k e h a r R et til at bringe F o r d r i n ger p a a F o rsik rin g sta g e re n i Modregning. H e rfra gør dog § 78 en Undtagelse:
„Der V ersicherer k a n n gegen die E n tsc h ä d ig u n g sfo rd e ru n g eine F o rd eru n g , die ih m gegen den V e rsic h e ru n g sn e h m e r zusteht, insoweit au frec h n en , als sie a u f der f ü r den V e r
sicherten g e n o m m e n V ersicherung b e r u h t. “
Den svejtsiske Lov h a r en ud try k k elig B estem m else i Art.
17.3:
„D er V ersicherer ist nich t berechtigt, F o rd e ru n g e n , die ihm gegen den V e rsic h e ru n g sn e h m e r zustehen, m it d e r dem V er
sicherten geschuldeten E n tsc h ä d ig u n g zu v e r re c h n e n .“
Undtagelse h e r fra gøres k u n i H e n h o ld til den ovenfor ci
terede Art. 18.2, hvis Anvendelse som n æ v n t er k n y tte t til ganske særlige Betingelser.
Den østerrigske Lov in d eh o ld er intet om, at F o rs ik re r e n skulde have Ret til at bringe — visse — Krav p a a F o r s ik rin g stag eren i Modregning, h v o ra f form entlig følger, at en
s a a d a n Ret ikke k a n a ne rkende s, ti L oven fa stslaa r ligesom den tyske Lov principielt, at R ettig h e d ern e ifølge F o rs ik rin g s k o n tr a k te n tilk o m m e r den forsikrede.
Heller ikke for d an sk Rets V e d k o m m e n d e k a n der a n e r kende s nogen Ret for F o rs ik re r e n til at bringe Krav p a a F o r sikrin g stag ere n i M o d re g n in g 1). E n s a a d a n Ret vilde jo k u n have Betydning for F o r s ik r e r e n i de faa Tilfælde, hvor S k a den in d træ d er, saa det er allerede a f d en G rund ikke p r a k tisk tænkeligt, a t dens A nerkendelse skulde k u n n e m e d fø r e lavere P ræ m ie satser. Og F o rsik rin g sta g e re n vil ik k e væ re intere sse ret i en Ordning, h v o re fter Krav m o d h a m k u n d e føres frem u n d e r F o rh a n d lin g e rn e m ellem F o r s ik r e r e n og den forsikrede. D e rim od vilde det naturligvis være i F o r sikringstagerens Interesse, om h a n k u n d e forlange, at F o r sik re re n i E rsta tn in g sb e lø b e t skulde tilbageholde h a n s m u lige T ilgodehavende hos den forsikrede i A nledning a f F o r s i k ringens Tegning. Men heller ikke dette synes at k u n n e a n tages.
At F o rs ik re r e n i de h e r o m h a n d le d e Tilfælde k a n brin g e Krav, h a n m a a tte have m o d den forsikrede i M odregning, siger sig selv. —
N a a r de forsikrede G enstande er i F o rsik rin g sta g e re n s V a re tægt, skal E rstatn in g sb elø b et jo udbetales til ham . Om at b rin g e Krav m o d den forsikrede i Modregning, synes d e r i saa F a ld ikke at k u n n e blive Tale. D e rim o d synes det at m a a tte blive en Konsekvens af, at Beløbet skyldes til F o r s i k ringstageren, at Krav m od d enne m a a k u n n e bringes i M od
regning, selvom de ikke h id rø re r fr a F orsik rin g sfo rh o ld et. De n yere Love m e n e r ganske vist n oget andet, h vilket fre m g a a r af, a t de ovenfor citerede Bestem m elser er fælles for alle T il
fælde a f F o rsik rin g for fre m m e d Regning. Men det b e ro r sik
k e rt paa, at m a n ik k e p a a dette Sted h a r fæstet O p m æ r k s o m heden tilstrækkeligt ved Tilfældenes Forskelligartethed.
F o rsik rin g sta g e re n er naturligvis altid pligtig at u d b e ta le d e t o p p e b a a rn e Beløb til den forsikrede, og er Beløbet f o r m in d sk e t som Følge af, a t F o rs ik re r e n h a r h a f t M odkrav, m a a disses Beløb lægges til. E f te r alm indelige Regler m a a
1) J f r . D o m i U. f, R. 1873, 535.