Socialarbejderen  som  facilitator  for  forandring  og  informationer

Som det beskrives i de to foregående afsnit, kan det iagttages, hvordan kræfter af suverænitet, overvågning, normalisering og virkelighedsindsigter udspiller sig i arbejdet med Forandringskompasset. Foregående afsnit om konstruktionen af borgeren spiller ligeledes ind på socialarbejdersubjektiveringen i måden, hvorpå socialarbejderne italesætter borgeren og derved deres eget sociale arbejde. Dette afsnit har til formål at undersøge, hvordan linjer af kraft og viden retter sig mod socialarbejderen og konstruerer subjektivering. Dermed er mit fokus på, hvordan socialarbejderne italesætter sig selv og hinanden i relation til linjerne af kraft.

Jeg iagttager, hvordan socialarbejderen konstrueres som et spaltet subjekt.

Socialarbejderen italesættes på en måde i forhold til udfyldelsen af Forandringskompasset i samarbejdet med kolleger og på en anden måde i arbejdet med Forandringskompasset i relationen til borgeren. Socialarbejderen skal nu både kunne agere som relationsarbejder, dokumentationsarbejder og samtidig kunne anvende dokumentationsarbejdet i relationsarbejdet og omvendt. Jeg ser, hvordan disse to positioner fremstår adskilt, hvilket jeg vil vende tilbage til. Nedenstående er en illustration af, hvordan socialarbejderen har spaltet sit subjekt i to for at adskille relationsarbejdet fra dokumentationsarbejdet og omvendt:

Fælles for de to spaltninger i socialarbejderen subjekt er, at socialarbejderen i mindre grad fremstår som ekspert og i højere grad som facilitator.

Dette udspiller sig på flere måder. Den suveræne kraft og teknologiske overvågning har betydning for, at nogle socialarbejdere italesætter sig selv som fagligt oversete og på denne måde har mistet deres rolle som eksperter. I nedenstående eksempel italesætter socialrådgiver Gerd, hvordan hun oplever at have mistet sin faglige ekspertise:

”Det gør altid noget ved min socialfaglige praksis, når jeg skal ind og formidle mening omkring noget, som ikke giver mening. Og som også grundlæggende går på tværs af min socialfaglighed.”

– Interview med socialrådgiver, institution 3

Som tidligere nævnt kan Forandringskompasset i kombination med Udviklingsplanen anskues som en terapeutisk kontrakt for personlig forandring, hvor ansvaret for den personlige udvikling overdrages til borgeren. I nedenstående eksempel italesætter pædagog Marlene sin egen funktion som hjælper, hvis hjælpfunktion er defineret af borgeren:

”Vi startede langt ude, kan I sikkert høre, og endte så med at komme derned, hvor hun faktisk gerne ville være med til at tage ansvar for at komme op om morgenen. Hvordan hun skulle gøre det, nu går hun og tænker over, hvordan hun egentlig synes det bedst.

Hvad hun tror, der vil være det bedste for hende. Både i forhold til hvor meget hun får sovet, hvornår hun skal i seng, hvordan hun kommer op, og hvad hun rent faktisk selv

I denne ansvarsoverdragelse får socialarbejderen i forhold til tidligere i mindre grad en ekspertrolle.

Denne pointe vil jeg underbygge med Järvinen og Mik-Meyers beskrivelser af, hvordan den professionelle i velfærdsstaten har ændret sig fra at være ekspert til facilitator. I takt med at der sker en større ansvarsoverdragelse til borgeren, skal den professionelle i højere grad agere som facilitator med det formål at gøre borgeren i stand til selv at forvalte sin frihed og derved skabe de bedst tænkelige rammer for, at borgeren selv kan løse sine egne problemer (Järvinen & Mik-Meyer 2012: 18- 22).

Jeg ser, at samme tendens gør sig gældende i socialarbejderens arbejde med Forandringskompasset i relationen til borgeren. I arbejdet med Forandringskompasset iagttager jeg endvidere, hvordan den faciliterende rolle ikke blot markerer sig i ansvarsoverdragelsen til borgeren, men også træder i kraft i selve dokumentationsarbejdet med Forandringskompasset. Som støtte for at sætte tal på borgerens forandring anvender socialarbejderen objektive, videnskabelige tests og standardiserede normalitetsopfattelser.

I nedenstående eksempel italesætter pædagog Marlene, hvordan de i starten havde svært ved at sætte tal på børnenes/de unges udvikling, men nu har fået mere greb om det, fordi de er begyndt at bruge psykologien som støttende faktor:

“Hvad betyder det faktisk, når du siger... Hvordan scorer man til at starte med tilknytningsforstyrrelse? Hvor meget er det, hvor lidt er det? Så skal man ind og kigge i de psykologiske papirer igen.”

- Interview pædagog, institution 1

Det står i modsætning til tidligere, hvor socialarbejderen typisk arbejdede ud fra det socialfaglige eller pædagogiske skøn som beskrevet i kapitel 4. Endvidere skal socialarbejderen nu i højere grad kunne håndtere teknologiske udfordringer som en del af det sociale arbejde. I arbejdet med Forandringskompasset sker der en overdragelse af ekspertise til mere dokumenterede videnskaber som psykologien, sundhedsvidenskaben og teknologien. Jeg iagttager, hvordan socialarbejderen i arbejdet med Forandringskompasset fremstår som en informationsmedarbejder med opgave om at indsamle videnskabelige

informationer¹⁷ fra psykologien og sundhedsvidenskaben og destillere disse til et tal i et teknologisk system.

Endvidere ser jeg, hvordan de to sider af socialarbejderens spaltede subjekt spænder ben for hinanden. I dokumentationsarbejdet med Forandringskompasset arbejder socialarbejderen med videnskabelighed og mere objektiv viden. Derimod skal socialarbejderen i relationsarbejdet med borgeren, hvor Forandringskompasset indgår som terapeutisk kontrakt, arbejde med borgerens personlige forandring. Nedenstående er en spidsformulering af, hvordan socialarbejderne italesætter, at scoringerne kan være ødelæggende for relationsarbejdet med borgeren:

“Vi vil jo gerne arbejde med relationer, og pludselig sidder jeg der og klasker en masse tal i hovedet på... […] Så på en eller anden måde kan det komme til at influere på det forhold, man har, og som man havde bygget op gennem lang tid, og som helst var det, der skulle resultere i, at den unge flytter sig.”

- Interview pædagog, institution 1

Ovenstående citat understreger, hvordan socialarbejderen konstrueres som et spaltet subjekt, der skal kunne navigere mellem to sider af sig selv, som samtidig skal holdes adskilt. I relationsarbejdet med borgeren er ord og følelser altafgørende, hvorimod tallene i Forandringskompasset italesættes som ødelæggende for selve relationsarbejdet. Omvendt bliver for mange ord og følelser, i dokumentationen af selvsamme relationsarbejde, ødelæggende for dokumentationsarbejdet i forbindelse med Forandringskompasset, hvor tal og målbarhed har fortrinsret. Socialarbejderens ekspertise består nu i at kunne agere som transformator¹⁸, der kan oversætte relationsarbejdet til dokumentation og oversætte dokumentationsarbejdet i relationsarbejdet. Hvor socialarbejderen historisk set er blevet anskuet som en ekspert i omsorgsarbejde, jf. kapitel 4, består socialarbejderens ekspertise nu i at transformere viden mellem relationsarbejdet og dokumentationsarbejdet.

Socialarbejderens ekspertrolle er altså forandret i arbejdet med Forandringskompasset.

5.3.4   Opsamling:   En   linje   af   subjektivering   -­‐   socialarbejderen   som   facilitator   for