VAABEN- OG SLÆGTEBØGER, FAMILIEHISTORISKE OPTEGNELSER,
LIGPRÆDIKENER OG STAMBØGER I et Forord til den efter Sophie Below opkaldte Slægte- bog har Ejerindens Datter Birgitte Thott, som ogsaa paa dette Sted fortjener at citeres, udførligt gjort Rede for Vaaben- og Slægtebøgernes Betydning for den familie
historiske Forskning. »Hos de Tyske«, hedder det, »haver det længe været i Brug, at de deres Stamlinier hos deres Huse til Underretning haver bemødet sig at have, og adskillige Bøger paa Trykken om deres Herkomst ogsaa ere udgangne, og de end ingen paa Turnering og deslige Ridder
spil sig at lade se haver tilstedt uden den, der sine Vaaben til visse Tal kunde fremvise. Her i Riget haver den Om
hyggelighed ej heller ganske været efterladt, men en og anden haver gjort sig Umage med sin egen og andres Slægtlinier at opsøge og holde i Forvaring. Iblandt dennem haver min salig Moder, Fru Sophie Belou, og taget sig stor Umage til med allerstørste Flid at opsøge allé de Monumen
ter, i Kirker eller anden Steds fandtes, hvoraf hun om Slægters Udregnelse kunde have nogen vis Underretning, item af Krønikerne at uddrage deres Navne, som have fortjent derudi at optegnes, saa og ellers at samle tilhobe alle de skrevne Dokumenter, som derom var at bekomme.«
Af Slægtebøger som den foreliggende ser man, »hvilke de ere, der bør at holdes i Hukommelse, nemlig de, der ere Ros værd«. Derfor vilde hun ønske, om det stod til at gøre, »at
enhver Stammes Efterkommere hans Forældres lovlige Dyder til Efterlignelse saa klart kunde forestilles som det med Navn betydes, hvo de have været, deres Afkom til at rette sig efter, og hvem med Laster haver været behefted, at de og med deres Slemhed ret kunde være afmalet, Efterkommerne fra lige at afskrække«.
Birgitte Thott vender sig til Slut i veltalende og for
standige Ord, der endnu den Dag i Dag har Gyldighed, mod en uforstaaende Kritik af genealogiske Arbejder. »Der
som nogen Vildfarelse maatte findes i en eller anden Slægts Udregning, maa det ikke til værste udlægges«. Hendes Moder havde anvendt Flid nok paa at udlede Sandheden og med Vilje og Forsæt aldrig indført noget vrangt, men hos de fleste Stammer havde hun funden liden Hjælp uden den hun selv maatte opsøge.
»De som herudi have Behag,« slutter hun, »ombedes heller at rette det, forseet kunde være, om de ellers have nogen bedre Grund at staa paa, end andres Flid at vanvure og laste, saa og deres Videnskab med flere og andre Slægters Udregnelse, som herudi ej findes, at lade kende.«
De for den danske Adel saa ejendommelige Slægtebøger er væsentligt anlagte i Tidsrummet 1550 — 1660, nedskrevne og atter og atter afskrevne og supplerede af adelige Fruer og Jomfruer, blandt hvilke følgende fortrinsvis har gjort sig bekendt: Sophie Brahe, Sophie Below og hendes Døtre Anne og Birgitte Thott, Lisbeth Bryske, Tale Ulfs- tand, Lisbeth og Beate Huitfeldl. Slægtebøgerne tager oftest deres Udgang fra en bestemt Person og anfører dennes Efterkommere med Bemærkninger som: dette er alt Af
kom, jeg ved efter. Slægtebøgernes Kilder er i flere Tilfælde Monumenter i Kirkerne, Krøniker (særlig Arild Huitfeldts) og skrevne Dokumenter, og forsaavidt disse ikke mere findes, fortjener slige Nedskrifter endnu Opmærksomhed.
Til de rent genealogiske Oplysninger knyttes ofte Be
mærkninger om de enkelte Personers Skæbne, Hjemstavn og Karakteregenskaber, baade smigrende og nedsættende, og nu og da viger Forfatterinderne ikke tilbage for at afsløre Familieskandaler. Man træffer en sjælden Gang paa Stumper af Spotdigte og Elskovskvad, hjemmehørende
21
i vor Folkeviseskat. Saaledes finder man et Steds de kønne Verslinjer:
Jeg ved hvor en Lind hun staar, Bær Blomster saa bold,
Hun skjuler de andre fra Frost og Sne Den Vinter saa kold.
Det volder den alene Jeg haver i mit Hjerte kær.
Den Vise, hedder det, digted’ Johan Due. »Den Jomfru var Jomfru Kirsten Krummedige; hun boede i Søllerup ved Herfølge og fik Falcks Broder af Vallø«. Man ved nu, at der levede en Johan Due 1326 — 65, gift med en Kirsten, og at Slægten Krummedige førte en Lind i Vaabenet, og tør derfor slutte, at den, der digtede Visen til sin Hjertens
kær, førte Bruden hjem.
Slægtebøgerne gik ikke alene i Arv, men kom paa Van
dring, for at hver Laaner kunde afskrive, hvad der maatte være af Interesse for vedkommende, og gøre Rettelser og Tilføjelser efter bedre Viden. I ret mange Tilfælde finder man i disse Bøger forskellige Hænder, saa at det falder vanskeligt at fastslaa det oprindelige.
Slægtebøgerne nød længe høj Anseelse som genealogiske Kildeskrifter og udgjorde Fundamentet for de adelige Stam
tavler. Baade Resen, Rostgaard og Klevenfeldt samlede paa Slægtebøger og gjorde udstrakt Brug af dem, omend Klevenfeldt haanligt afviser deres Beretninger som Kjær- lingesnak . Endnu i Fortalen til det gamle Adelslexikon fremhæves det, hvor nøjeregnende Adelen var i sine Slægte
bøger. Den senere Tids kritiske Forskninger har ikke mange Lovord for de gamle Adelsdamers genealogiske Studier og sætter dem næppe nok i Højde med Arbejdet paa Hjemmevæven i Fruerstuen. Som saa ofte er man ogsaa i dette Tilfælde svunget over i den stik modsatte Yderlighed, og det sidste Ord er endnu ikke sagt i denne Sag.
Det tidligst hidtil gjorte Forsøg paa kritisk at prøve Paalideligheden af de gamle Slægtebøger skyldes A. Thiset for den som Fru Jytte Gyldenstiernes betegnede Slægtebog,
og nægtes kan det ikke, at denne Undersøgelse har paavist en gennemgaaende Mangel paa Vederhæftighed i dens An
givelser. Denne Dom har dog kun delvis Gyldighed, fordi Thiset uheldigvis har benyttet en mindre god Afskrift.
Senere kritiske Undersøgelser af de paa gamle Vaabentæpper anbragte Anerækker, der støtter sig til Slægtebøgernes An
givelser, viser tværtimod i flere Tilfælde Overensstemmelse med Nutidens genealogiske Kendskab. Den første Be
tingelse for videre kritisk Forskning i denne Retning er unægtelig at søge godtgjort, hvilke af de forskellige helt eller delvis bevarede Nedskrifter der kan være den op
rindelige.
Thiset har først paapeget, at et grundigt sammenlignende Studium af alle bevarede adelige Slægtebøger, udsondrende Afskrifterne fra Originalerne eller Nedskrifter, hvis op
rindelige Forlæg nu ikke mere haves eller kendes, sikkert vilde reducere Originalerne til nogle ganske faa og Resten til Afskrifter, mere eller mindre værdiløse, alt efter som Afskriveren havde forsynet sin Genpart med Rettelser og Tilføjelser af Værd, der bygger paa selvstændige genealo
giske Studier, hentede fra Dokumenter, Sigiller, Anetavler, Ligsten eller mundtlige Overleveringer i Slægten.
Det var til Held for Grundigheden af slige Undersøgelser forbeholdt Arkivar i Rigsarkivet, Dr. phil. Will. Christensen at overføre den historiske Kildekritiks Principer paa Slægte
bøger. Resultaterne af denne kritisk skolede Forsker og lærde Haandskrifttyders Granskninger foreligger i en Række Afhandlinger: Om den historiske Interesse hos den danske Adel — Nogle Bemærkninger om Slægtebøger, især om Sophie Belows Slægtebog — Nogle Slægtebogs- og Vaabenbogs-Undersøgelser — Lisbet-Bryske-Texter — Lisbet og Beate Huitfeldt som personalhistoriske For
fattere — der i kort Form er lagt til Grund for den følgende Udredning.
Blandt Renæssancetidens danske Adelsdamer er Sophie Brahe (1556—1643), Tyge Brahes Søster, gift først (1577) med Otte Thott til Eriksholm og senere med den om
flakkende Eventyrer, Guldmageren Erik Lange til Engels
holm, afgjort den mærkeligste Skikkelse baade ved sin 23
rige og alsidige Aandskultur og sin mærkelige Skæbne.
Prof. Laur. Weibull har gjort hende til Genstand for en fængslende og følt Levnedsstudie. Hendes endnu bevarede, højst værdifulde Kopibøger rummer bl. a. en vidtløftig genealogisk Korrespondance (fra 1586) med den neden
nævnte Beate Huitfeldt, Knud Ulfelds og en Samling af Stamtavler over danske Adelsslægter, der vidner om hendes ihærdige Søgen til og Prøvelse af de Kilder, hun kunde over
komme. Resultaterne heraf er nedlagt i hendes Slægtebog (i Universitetsbiblioteket i Lund) og hendes saakaldte Vaabenbog (i Landsarkivet sstds.).
Lisbeth Bryske er blandt alle Slægtebogs-Forfatterinder sikkert den, der har efterladt sig de talrigste egenhændige skriftlige Vidnesbyrd om sin Interesse for Adelshistorien.
Hun fødtes i 1585 og ægtede 1604 Mogens Krabbe, der døde efter ti Aars Ægteskab, hvorefter hun i 1616 blev gift med Henrik Bille til Billeskov, der døde 1655. Saavel i sin Ægtestand som særlig i de mange Aar, hun hensad som Enke paa Tirsbæk — hun døde først i 1674, nær de 90 Aar — beskæftigede hun sig med genealogiske Udar
bejdelser til den danske Adels Historie. Hun havde efter Peder Dyrskjøts Udsagn »mange gamle Antikviteter, Stam
bøger og mange Manuskripter, allehaande skrevet Tøj og gamle Breve, en hel Kiste fuld. Hvor det efter hendes Afgang blev af, ved jeg ikke, men en højtberømt Frue i Pennen og Skrift og i Antikviteter var hun. Næst efter Fru Anne Krabbe af Stenalt (1590) var hun den berømme
ligste.
Lisbeth Bryske har efterladt sig en Slægtebog, der vel er den betydeligste og mest benyttede indenfor denne Litteratur. Den foreligger i flere Redaktioner, der deler sig i to Grupper, af hvilke den ene begynder med Ove Jakobsen Lunge (o. 1450), den anden indledes med en Om
tale af Slægten Thott. Det ældste Haandskrift af den første Gruppe er begyndt i 1624.
Den saakaldte »Jytte Gyldenstiernes Vaaben- og Slægte
bog«, der bl. a. gennem Klevenfeldt er kommet til Geheime- arkivet, betegnes i det gamle Adelslexikon som det bedste og tilforladeligste Kildeskrift i sin Art, og er af ganske særlig
Hr. Johan Rantzaus Vaaben Ekernförde Kirke
Povl Rantzausotte Aner Ekernförde Kirke
Værdi, fordi det store Antal Vaabenafbildninger, mærkeligt nok ordnede efter et heraldisk System, er hentede fra gamle malede Anetavler, bl. a. fra Skjoldefrisen i Ringsted, og afgjort malede med en Kunstnerhaand. De førnævnte kritiske Undersøgelser har godtgjort, at den i Haandskriftet indførte Bemærkning: »Denne Bog høre mig Ytte Gylden
stiern Prebensdatter til« kun angiver et rent ydre Ejen
domsforhold. Meget taler for, at ikke Jytte Gyldenstierne, født 1581 som Datter af Predbjørn Gyldenstierne og gift først med Peder Juel til Hesselmed og derefter med Christen Grubbe til Lystrup, men den slægtsinteresserede Karen Rud (1560—1612), Datter af Jørgen Rud og gift med Peder Grubbe til Aalstrup, og Anne Sparre har medvirket ved den oprindelige Affattelse af Slægtebogen.
Lisbeth Huitfeld (1551 — 1609), Niels Pedersen Galts har forfattet og nedskrevet en Slægtebog med Bistand af Søsteren Beate (1554—1626), gift med Knud Ulfeld til Svenstrup. Tale Ulfstand, Datter af Melkior Ulfstand og gift 1624 med Palle Urne til Gyllebo, er Forfatterinde til en Slægtebog, der viser hendes Haand, men oprindelig kun er en Afskrift efter Sophie Brahe, forøget med Oplysninger vedrørende den skaanske Adel. Endelig kan nævnes en for kort Tid siden til Rigsarkivet skænket Slægtebog, paabegyndt af Sophie Below (1590—1650), i Ægteskab med Christen Thott til Boltinggaard, fortsat af hendes Datter Anne Thott, og efter hendes Død (1658) besørget renskrevet af Søsteren, den lærde Birgitte Thott.
En Særstilling indenfor Vaaben- og Slægtebogslittera- turen indtager Rigsraad Niels Krag (f 1650) — fra 1596 Sekretær og i Aarene 1603—10 øverste Sekretær i Danske Kancelli — idet han i den af ham anlagte Vaabenbog har gjort Brug af officielle Kilder, til hvilke han ifølge sin Embedsstilling havde Adgang. Denne værdifulde Bog (for nylig afgivet fra det svenske til det danske Rigsarkiv) citeres af Sophie Brahe som »Niels Krags Vaabenbog, som er begyndt anno 1606«. Tidligere har Haandskriftet været tillagt hans Søster Christence Krag, der fra 1607 til sin i Tiden 1648—57 indtrufne Død hensad som Enke efter Fasti Staverskov (Glambæk) til Øllufgaard. At man har
25
tilskrevet hende Forfatterskabet til Bogen skyldes kun, at hun foran i samme egenhændigt har skrevet sit Navn sammen med nogle stærkt personlige Verslinjer. At Haand- skriftet med fuld Føje bør benævnes efter Niels Krag, fremgaar ikke blot af hans eftervislig egenhændige Op
tegnelse af de yngre Led af hans Anetavle, men den samme Haand genfindes ogsaa mangfoldige Gange i talrige paa Bogens venstre Sider indførte Stamtavler samt ogsaa i Underskrifterne under Vaabentegningerne. Disse sidste frembyder ofte en særlig Interesse ved at ikke blot Aaret, men ogsaa Dagen og Lokaliteten for Udstedelsen af de paågældendes Adelsbrev er anført, hvilke Angivelser maa formodes at hidrøre fra Kancelliregistranter. Ikke nok hermed findes der i Haandskriftet henved 40 Vaaben- tegninger, der ikke som de øvrige i Bogen er farvelagte, men maa formodes at være udførte efter Segl, vedhæn
gende nu tabte Dokumenter, han har haft for Øje.
Niels Krags Vaabenbog er gaaet i Arv til hans, særlig fra Stændermødet i København 1660 bekendte Søn, Rigs- raad Otte Krag, der aabenbart har arvet Faderens genealo
giske Interesse og derudover har dyrket dansk Historie i al Almindelighed. Otte Krags Haand kan paavises i en Mængde Tilføjelser i Bogen, hvorfor den ogsaa af flere Slægtebogsforfattere citeres som Ottis Bog eller Otte Krags Slægtebog.
Interessen for Slægtebøger var, som det ses, ingenlunde alene dyrket af Adelens Damer. Landsdommer Jørgen Seefeld (1594—1662), den bekendte Bogsamler, hvis Bi
bliotek blev røvet af Fjender og i et fremmed Land gik op i Luer, var Forfatter til et 1826 paa Stensballegaard opbevaret, men senere forsvundet genealogisk-heraldisk Værk, der nu kun kendes i Udtog, men var identisk med det af Resen citerede Værk Theatrum nobilitatis Danicæ, der siges at have fyldt et Ris Papir eller derover, og hvoraf nu kun er bevaret det sidste Læg omfattende Familier, hvis Navn begynder med Bogstaverne U og V.
Axel Jørgensen Urne (f 1653) forfattede et lille, i nyeste Tid trykt Skrift om Viffert Seefelds Aner, — han ejede efter Anna Krabbes Død hendes Kopibog og har forsynet
den med Rettelser og Tilføjelser. Niels Axelsen Juul har ejet Tale Ulf stands Slægtebog og en anden som Lisbeth Bryskes betegnet Nedskrift, i hvilken han har gjort talrige Indskud. Blandt Tidens Slægtforskere kan nævnes Lands
dommer paa Lolland-Falster Holger Parsberg (f 1692), der egenhændig har skrevet en endnu bevaret, omend noget medtaget Slægtebog og har gjort Tilføjelser i den saakaldte Jytte Gyldenstiernes Slægtebog, ligesom han ses at have ejet flere andre Slægtebøger. Præsident i København Peder Resen (1625 — 88), der i 1680 fik Vaabenbrev og for saavidt maa regnes til den danske Adel, er fortrinsvis kendt som Udgiver af de gamle danske Love og islandske Haand- skrifter samt gennem sit haandskrevne monumentale Værk Atlas Danicus, men han dyrkede ogsaa adelshistoriske Stu
dier og efterlod et Manuskript med Titlen »Insignia et Genealogiæ Nobilium Daniæ et Norvegiæ« (I —III), der citeres af F. Rostgaard.
Slægtsstudiet har endog sat Spor i Datidens Digtekunst.
Klavs Christoffersen Lyskander (1556—1624), Præst i Herfølge, kendte efter Historikeren Grams Vidnesbyrd
»alle Adelsfolk og Slægter paa de Tider til Punkt og Prikke«
og efterlod sig nu tabte Samlinger til den danske Adels Historie. Blandt flere adelige Familier paa Herregaardene omkring Køge, Lyskander var knyttet til, stod han alle
rede fra sin Hjemstavn af Slægten Bille nærmest, og af denne atter Jens Clausen Bille til Billesholm i Skaane, Hvidkilde i Fyen, Vrejlev og Rønnovsholm, der døde i 1595. For at hædre Slægten skrev Lyskander sit Rimværk
»De Billers Jensis Sønners XVI Ahner«, der beretter om dens Stamfædres og Stammodres Livsskæbner. Af Jens Billes mange Børn maa i denne Forbindelse nævnes Jens Bille, Ejer af Valbygaard (Juellinge) og Gjorslev, Sien Bille til Billesholm og Datteren Birgitte, gift med Christopher Galde, som havde nedskrevet Optegnelser om deres fædrene og mødrene Slægt. Lyskanders Rimværk blev ikke trykt i Forfatterens Levetid, men er bevaret i flere haandskrevne Exemplarer, forsynede med træskaarne og farvelagte Vaabenafbildninger, tilstillet forskellige Medlemmer af
27
Slægten. Den ældste, nu kendte, af disse Nedskrifter viser Aarstallet 1598 og har oprindelig været bestemt for den ovennævnte Sten Bille; en anden med Aarstallet 1602 viser, at Forfatteren i de mellemliggende Aar har foretaget for
skellige Ændringer fra den oprindelige Tekst, nærmest af sproglig Art. Af Rimværket i dets første Redaktion er des
uden bevaret en Afskrift, som frembyder en særlig Interesse ved Lyskanders Tilskrift til den førnævnte Jens Billes Søn Markus (Markor) Bille til Hvidkilde (f 1631). Han begynder heri med at prise det som et stort Lys og Sirat i berømmelige Slægter at kende sine Forfædre og deres berømmelige Ger
ninger. I Slægtsregistrene har Historien nemlig sin Rod, og intet indeholder en kraftigere Opmuntring til hæderlig Daad end altid at have Forfædrenes Heltegerninger for Øje.
For at give Læseren en klarere og lettere Oversigt over Slægten har Forfatteren ikke villet sammenblande den fædrene og mødrene Slægt, men har opstillet hver for sig. »I jævne danske Vers«, siger Lyskander, »har jeg simpelt og kortelig optegnet de enkelte Personers Titler, deres For
ældres og Ægtefællers Navne, Familiernes Slægtskab og Svogerskab og deres vigtigste Bedrifter«. For at hans Bog skal tjene Familien Bille som et stedsevarende Dagregister, i hvilket Efterslægtens Navne og Aarstal kunde indskrives, har han vedføjet Skriftet et Register over Markus Billes Farfader Hr. Claus Billes, hans Faders og hans eget Afkom og Hus. Det maatte saa blive Modtagerens og hans Efter
kommeres Sag omhyggelig og med Flid Aar for Aar at tilføje den nye Tilvækst af Familiens »Poder«.
Lyskanders Navn anføres i Almindelighed ikke i Af
skrifterne og gik efterhaanden i Glemme. Da Avisudgiveren og Genealogen Jokum Wielandt i 1724 lod Rimkrøniken trykke efter en Afskrift af dets sidste Redaktion, men med mange vilkaarlige Ændringer i Texten, bar det Titlen »Hr.
Jens Billes Slegt-Register Paa Danske Riim nesten for 100de Aar siden sammenskreven af hans Daatter Jomfr.
Birgitte Bille«. Først i 1888 fremkom Skriftet i en kritisk Udgave af Lyskanders Biograf H. F. Rørdam, der har lagt den ældste Redaktion til Grund for Texten.
Ikke mindst naar det tages i Betragtning, hvor uskikkede
Navne og tørre Aarstal er til at iføres digterisk Klædebon, maa man beundre Lyskanders store Rimfærdighed og Evne til at variere, men især, og hvad mere er, hans djærve friske Sprog, den jævne og hjertelige Tale, Toner fra Folkevisens Strengeleg.
Saaledes lægger han Fru Karen Rønnov Jens Billes følgende Ord i Munden:
Gud skænkede mig en Bille saa blid, Hans Navn det stille maa blive, Gud fryde hans Sjæl for hver den Tid, Han var med mig udi Live.
Vi lev’de tilsammen paa syttende Aar Med Lyst og megen stor Glæde;
Jeg sexten dejlige Børn hannem baar, Slig Naade cs Gud beteede.
Somme er henne i Evigheds Ro Og somme er end i Live.
Siden døde hendes Bille hende til Meen, og hans Ben hviler udi Vram i Skaane.
Derefter levede hun »vel femten Aar som Duen paya Lindenekviste« og døde paa sit Arvesæde Hvidkilde Gaard, hen' under de érønnø Skove. Hendes Ben blev hæderlig sat udi Grave i Egense, men helst havde hun ønsket at lægges i Muld i Skaane, thi —
Der ligger min Herre, der findes min Grav, Der hviler mine Børn saa kære,
Der vilde jeg kast min Alderdoms Stav, Vi evig tilsammen kund’ være.
Nu ligger de Hjerter, hinanden undte vel, Saa vide skelt udaf Lede
Men sammen da lever hver vor aandelig Sjæl Hos Gud udi evig Glæde.
Fra Lyskanders Rimkrønike er ogsaa hentet de malm
fulde Ord i Indskriften paa Vallø Slot til Minde om Fru Mette Rosenkrantz:
29
Hun bygte slet Vallø hen op af ny Over grønneste Skove, saa højt i Sky, Med Taarne og rødeste Tinde Med Sale og Galleri, Port og Bro Som der vel bliver, mens Verden kan staa Hendes Navn til evigt Aminde.
Lyskanders Krønike er mere end en rimet Beretning
Lyskanders Krønike er mere end en rimet Beretning