Forud for den egentlige Historieskrivning, der beskæfti
ger sig med Stats- og Centralhistorien, indskrænker Gransk
ningen af Fortiden sig til den enkelte Families eller Stammes Overleveringer, og forsaavidt er Genealogien de historiske Videnskabers Udspring.
I Renæssancens Tid var Historien for den danske Adel ligesom et Livsbehov, af hvilken den hentede Næring og fandt Støtte i Bestræbelserne for at skabe Sammenhold, udvikle Æresbegreberne og højne Standsfølelsen ved at nedskrive Fædrenes stolte Bedrifter til Mønster og Efter- lignelse. De Bogskatte, som Herregaardene rummede, ind
til Krigs- og Nedgangstider splittede dem for alle Vinde, er, som udtalt fra kyndig og forstaaende Side, »et Vidnes
byrd, som ikke maa glemmes, naar Talen er om den danske Adel i gode Dage og i dens Forfald. De vidner om en sand aristokratisk Kultur, vidtspændende og dog bunden til Hjemmet, en Kultur, som i lange Tider var Landets Ære.
De kan imidlertid ogsaa erindre om en af Aarsagerne til Nedgangen, den Forfinelse og Svækkelse, der blev de sene Ætlinges Arvelod. Der er dem, der sank ned i Armod, ikke ved Svir og Sværm, men fordi de levede i Bøgerne, i det fjerne og forgangne, og stod raadløse overfor strenge Tiders Krav«.
Tanken om Affattelsen af en Danmarks Riges Krønike, der havde beskæftiget fremstaaende Adelsmænd i det 16.
Aarhundrede, virkeliggjordes af Arild Huitfeldt, der med en levende Kærlighed til Fortiden forbandt Troen paa Historien som Folkets Vejleder. Kansleren Johan Friis (t 1570), om hvem det siges, at han led alle Lærde vel,
men mest dem, som kunde tale med ham om gamle Mo
numenter og fordums Historier, tilskyndede A. S. Vedel til hans Saxo-Oversættelse og Hans S våning til at skrive en Fortsættelse af Danmarks Historie efter Saxo, ligesom Kansler Christian Friis (t 1639) gav Stødet til, at Stephan Stephanius’ Saxo-Udgave fremkom, og iøvrigt paa for
skellig Maade støttede Studiet af Rigshistorien.
Adelens udprægede historiske Interesse skal iøvrigt kun omtales her, forsaavidt den er knyttet til Slægts- og Person
forskning. Rigsmarsken Hr. Tyge Krabbe til Bustrup (t 1541) nedskrev en Beretning om sit Livs mærkeligere Hændelser, medens hans Søster Elsebe Krabbe (1514—78) forfattede sin Ægtefælles, Søhelten Hr. Peder Skrams Lev
netsløb, senere forøget af Datteren Olive Skrams Johan Dues, ligesom hun ogsaa udarbejdede en Levnetsbeskrivelse af Hans Skovgaard til Gunderslevholm. Rigsraad Jørgen Rosenkrantz til Rosenholm (f 1576) har nedskrevet en Beretning om sit Livs vigtigste Hændelser.
Blandt de aandelige Sysler, der optog Datidens Adels
damer, var Anegranskningen i Forbindelse med Vaaben- kundskab den mest udbredte og yndede.
4
SKJOLDMÆRKER OG ANERÆKKER MONUMENTALE SLÆGTSMINDER
I KIRKERNE OG HJEMMENE
»Vi bruge Vaaben til at bevise vores Herkomst med, hvilket vi kalde Aner« — i disse faa og fyndige Ord har den lærde Birgitte Thott i Midten af det syttende Aar- hundrede for sine Standsfæller klarlagt Skjoldmærkernes Betydning som Grundlaget for adelig Slægtsbevidsthed og Adkomstret. I Kirkerne lod Adelen opsætte sine Ane- vaabener paa de Votivgaver, de havde skænket, ligesom den lod indhugge de afdødes Skjoldmærker paa de Grav
stene, der lagdes over deres Hvilested.
Ældst af saadanne Aneminder her til Lands er den malede Skjoldefrise i Sorø Kirke, omfattende 150 Vaaben- mærker med Indskrifter, paabegyndt henimod Aar 1300 og fortsat og forøget i det 14. og 15. Aarhundrede. Den ældste og største Del af Skjolderækken er at opfatte som Æreminder for de Grene af den berømmelige Hvide-Æt, som har haft Tilknytning til Kirken, saaledes Slægterne Saltensee og Snubbe (den sidste kendt ved det i nyeste Tid genrejste Snubbekors), samt Ætlinge af Ebbe Skjalm- søns Døtre, hvis Skjolde tilsammentagne danner en Slags Anerække. Derefter følger Vaabenmærker for andre For
greninger af Hvideslægten. Skjoldefrisen blev i Aaret 1515 fornyet og omskabt af den antikvarisk interesserede Abbed Henrik Tornekrands. Ved den i Aarene 1871 — 73 fore
tagne Restavrering af Kirken fremdrog J. Kornerup mere end 30 af de oprindelige overmalede Vaabenmærker, hvor
efter hele Frisen fornyedes med Benyttelse dels af Vaaben- bøger, dels af de i Morten Pedersens Skrift af 1589 om Bi
skop Absalons og Hr. Esbern Snares Herkomst og adelige Stamme indeholdte, i Træsnit udførte og med Farveangi
velse forsynede Afbildninger af nogle af de ældste Skjolde.
Denne Restavrering, der udførtes paa et Tidspunkt, da Granskningen af den danske Adels ældste Heraldik, Sfragi- stik og Genealogi gennem Henry Petersen og A. Thiset endnu ikke havde sat Frugt, har beklageligvis berøvet Skjoldefrisen dens Karakter som historisk Kilde.
I Ringsted Kirke findes en lignende Skjoldefrise med 94 middelalderlige Vaabenmærker, der er opmalede i det 16.
Aarhundrede og delvis forvanskede samt ligeledes i nyeste Tid rekonstruerede under manglende Forudsætninger. Den viser ikke saa gamle og mærkelige Vaabenskjolde som Sorøfrisen, men er dog af Værdi for Kendskabet til lidet kendte Adelsslægters Skjoldemærker. Endelig haves an
bragt over Arkadebuerne i Haderslev Kirke to ogsaa uden tilstrækkelig heraldisk Kundskab restavrerede Skjolde- friser (6 + 6) med nordslesvigske og holstenske Adelsslægters Vaabenmærker, bl. hvilke Familien Drages, der kan tids
fæste den til omkring 1515.
Den ældste Gravsten, der kendes Norden for Elben, er den med Runeindskrift forsynede i første Halvdel af det 13. Aarhundrede over Ketil Urne satte Sten, oprindelig i Bjolderup Kirke, nu i Museet i Kiel. Tidligst findes Skjolde
mærket anbragt paa den noget yngre Gravsten over Thorkil og Margrete i Hillerslev Kirke. Den ældste tidsfæstede, med Vaabenskjold prydede Mindesten er Niels Manthorps (Manderup) fra 1305 i Skibby Kirke. Hjelmprydelsen kendes tidligst fra den 1381 udhuggede Gravsten over Jakob Jonsen og Hustru i Ringsted Kirke. Af monumental Karakter er Ligstenen i Kjeldby Kirke over Henning Moltke (t 1326), hans Hustru Elsebeth (f 1355) og deres Datter(?) Fru Kirstine (f 1347), Hr. Fikke Moltkes Frue;
opsat i Midten af det 14. Aarhundrede og prydet med Gengivelser af alle tre i fuld Figur og Datidens Dragter.
Den ældste Ligsten i Danmark med dansk Indskrift, der kendes, fandtes tidligere i Saxkøbing og var sat over
6
Lasse Jensen Blaa (f 1408), men er nu forsvunden. Endnu bevaret er de to yngre Gravstene, begge i Holbæk Kirke, en med Indskrift til Minde om Verner Parsberg og Frue Anne Rønnov, begge døde 1484, og den anden over »Fruæ Lenæ Tønnis Dætter«.
I Løbet af det 15. Aarhundrede blev Skjoldemærker paa Gravstene almindelige, først et anbragt midt paa Stenen, senere to for Ægtefæller. Tidligst fra Begyndelsen af det 16. Aarhundrede kendes en Sten med tre Vaabenmærker over en Mand, der har været gift to Gange, skønt man ikke kender Navnet paa hans anden Hustru, opsat i Ring
sted Kirke over Hr. Jens Skave (f 1456). Fra omkring Aar 1500 begynder Skikken at anbringe det fædrene og mødrene Vaaben paa Gravstenen. Fire Aneskjolde findes tidligst paa den over Laurids Mogensøn (Løvenbalk) og Hustru i Mariager Kirke og den samtidige over Bertel Kaas og Hustru i Grinderslev Kirke satte Sten. Af alle kendte Gravstene herhjemme er Halvdelen sat over Adelige og Gejstlige, hvilke sidste oftest var af adelig Byrd.
Adelens Storhedstid i Danmark præger i stigende Grad dens Krav til Gravmindernes Udstyr og stadig udførligere Oplysninger i Indskrifterne. Fra Reformationen og Aar- hundredet ud er der bevaret et stort Antal Gravstene, som viser de afdødes Skikkelse i hel Figur, udhugne i op
højet Relief og stundom med tilstræbt Portrætlighed. For
uden ved Skjoldmærket betegnes den adelige Byrd ved Præ
dikatet »ærlig og velbyrdig« og Betegnelsen Hr. for Ridder
nes Vedkommende. Gravskriften anfører for Kvinderne Faders og Moders Navne, stadigt hyppigere den Afdødes Leveaar, endog angivet i Maaneder og Dage, efter Aar 1600 Fødselsaar og Dag, dog ofte undladt at udfyldes, naar Stenen var rejst af vedkommende selv i levende Live.
Man har iøvrigt ikke saa faa Tilfælde, hvor der i for
skellige Kirker findes Gravstene over en og samme Person.
Der haves adskillige Exempler paa Pietetssans hos Ade
len overfor deres Gravminder og deres Paarørendes jor
diske Rester. Saaledes samlede Jørgen Rosenkrantz til Rosenholm sine Forfædres Ligstene og Kister fra nedlagte Kirker, endog fra Lübeck. Da Ulfeldterne forlod Ulfeldts-
holm og flyttede til Egeskov, overførtes deres Gravminder fra Vindinge Kirke til Kværndrup Kirke, hvor der op
sattes en Stenvæg med Anevaabener. En Indskrift i Hes
selager Kirke beretter, at Johan Friis til Hesselager lod lægge denne Sten, »forthi hans Fader och Farfader, hans Oldefader och Ololdefader och deris Hustruer ligge alle her begrafne«, og i Odense Graabrødrekloster lod han 1540 opsætte en Sten med lignende Indskrift. Som Indskriften voksede i Udførlighed øgedes ogsaa Antallet af Anevaabener med Kongeslægten som Forbillede, der lod opsætte Ane- rækker, saaledes som de findes paa Kong Hans’ og Dron
ning Kirstines store Sten i Odense. Antallet af Skjold
mærker steg fra fire (Fader, Moder, Farmoder og Mor
moder) til otte, sexten og indtil 32 Aner. Et af de ældste Exempler paa adelige Anerækker her i Landet frem- byder Hr. Anders Billes Gravsten i Magleby paa Stevns, hugget omkring 1537 — 40. Aneskjoldene er ledsagede af en delvis bevaret, forklarende Text: »Her oven til sto Her Anders Bildes otte Aaanerf!] Her sto Frv Pernilles 8 Aner og Her sto Frv Anis 8 Aner«. Tallet er altsaa 24. Jokum Beck af Førslevgaard lod paa sin Gravsten i Førslev Kirke skrive: »Jachim Beck af Førsløfgaard oc hans Høsfru Anna af Ravensberg theres XVI Aner mone vere som her paa thene Sten udhugne ere«.
Naar de adelige Gravstene fra Aar 1600 stadigt bliver ringere saavel i Antal som i kunstnerisk Udførelse, skyldes det, at en anden Form for Gravminder vinder Udbredelse.
Allerede i Middelalderen var Ligstenene ikke de eneste synlige Minder om de Afdøde, som man ogsaa paa anden Maade vilde hædre. Blandt de mange i nyeste Tid frem
dragne Kalkmalerier er de velkendte Fremstillinger af Asser Big og Fru Inge i Fjenneslev Kirke. En Forbin
delse mellem Gravstenen og Kalkmaleriet kan paavises.
Et almindeligt Begreb om Familien som Helhed giver de paa gamle udskaarne og malede Altertavler anbragte, men sjældent navnefæstede Fremstillinger af Stifteren og hans nærmeste. Billedstormernes fanatiske Ødelæggelses
lyst har her til Lands som andet Steds kun levnet faa senkatolske Altertavler, paa hvilke de af Vaabenskjolde
8
Fru Sophie Brahe Otte Thotts
1556-1643
Fru Birgitte Thott Otte Gøyes
1610-1662
ledsagede, ikke bibelske, Figurer kan antages at gengive Stifternes Billeder. Paa en lille Altertavle i Valløby Kirke ses Oluf Axelsen Thott (f 1464) knælende under Treenig
heden. Altertavlen i Aarhus Domkirke fra 1479 viser paa en af Fløjene Stifteren Biskop Jens Iversen (Lange) i Ornat og hans Vaabenmærke (tre Roser). Portrætfigurerne i Midterpartiet af den nederlandske Tavle i Nøddebo Kirke fremstiller sandsynligvis Povl Laxmand og Fru Tale Ulfs- tand.
Indskrifter og Vaabenskjolde til Minde om Kirkernes Velgørere findes anbragte paa Kirkevægge, Kirkeruder, Altertavler og saagodtsom alle Inventariegenstande: Døbe
fonten, Altergenstande, Kalken, Oblatæsken, Lysestagerne, Dugen, Prædikestolen, Patronatsstolene, Pulpiturerne og Lysekronen.
Paa Døbefonten i Ekernförde Kirke læses en Indskrift til Minde om Stifterinden, den 1586 afdøde Jomfru Sophie Krummedige, »der har forfattet sine 8 Aner med de fire Løver«. Sønden for Eideren finder man Døbefonten i Nikolai Kirke i Kiel fra 1344 prydet med ialt 31 Skjold
mærker, hvoraf en Tredjedel tilhører holstenske Adels
slægter, som antagelig har deltaget i Indstiftelsen af denne Votivgave.
Af Kirker, hvis Prædikestole viser Slægtsminder, skal kun nævnes Søndersø Kirke med en Anerække af 5 Vaabener for hver af Ægtefællerne Eiler Høeg til Dallund og Else Krabbe deres fire Aner samt yderligere et Vaaben for deres Farfaders Moder — samt i Præstø Kirke Fru Jytte Gylden
stiernes og hendes Ægtefællers Peder Juels og Christian Grubbes fædrene og mødrene Aneskjolde. Et Pulpitur i Køge Kirke viser ialt 16 malede firdobbelte Vaabenskjolde (hvoraf hvert i et fælles Skjold samler de 4 nærmeste Aner), som indeholder Birgitte Bud til Valløs 32 Aner og hendes Ægtefælles Christen Skeels Aneskjolde. Paa Pulpituret i Valløby Kirke (fra 1591) er anbragt Peder Billes og Frue Birgitte Bosenkrantz' 8 + 8 Aner, stafferede med heraldiske Farver og i hver Tavle Slægtsnavnene sva
rende til Vaabenmærkerne.
I Kirkestolene, der ofte har været benyttet af samme
Slægt gennem flere Aarhundreder, lod man indskære Vaaben, Navn eller Forbogstaver og Aarstal. Mærkelig er især den Iver, hvormed Fru Beate Sehested til Kohøved og Himmelmark (f 1589), Enke efter Povl Rantzau til Bothkamp (f 1579) smykkede sine Patronatsstole i Waabs, Ekernförde og Barkau. I førstnævnte Kirke har hun i sin og afdøde Mands Korstol i Fyldingen ladet indsætte Relieffer, kunstnerisk udskaarne i Træ, fremstillende hendes Broder Melchior Sehested (t 1564) med Trolovede, hendes Forældre, Bedste-, Olde- og Tipoldeforældre, hver med deres Børn samt to Tavler med sine fædrene og mødrene Anevaabener. Her som i Ekernförde og Barkau har hun i andre Felter ladet sig og sin Ægtefælle afbilde, henholdsvis med deres ni Sønner og seks Døtre. Patronatsstolene iEskris Kirke giver ved de, omend kun af en ringe Landsbysnedker udskaarne Alliancevaabener for tre Ægtepar af Slægten von der Herberge Oplysninger om denne lidet kendte søn
derjyske Slægts Stamrække, som ikke kan skaffes andet Steds fra.
Med Renæssancetiden fulgte nye Former for Gravminder.
De i den katolske Tid saa almindelige Sidealtre med Sjæle
messer maatte vige Pladsen for Epitafierne (d. v. s. det paa eller ved Graven), som i den ældste Tid synes at have haft Tilknytning til de middelalderlige Mindeskjolde, hvis Vaaben nu forsynes med Indskrifter. Dette kan saaledes siges om Ravensberg Tavlen i Roskilde og de runde, om Skydeskiver mindende Trætavler, som Lensmanden paa Gulland, Henrik Rosenkrantz (f 1537), lod male i Visby, og hvoraf de fleste (oprindelig i Tirstrup Kirke) nu op
bevares paa Rosenholm, medens to, henholdsvis over ham selv og hans Morbroder Oluf Axelsen Thott (f 1476), findes i Visby og den tredje til Minde om hans Trolovedes Moder, Fru Pernille Krognos (f 1533), opbevares i Magleby Kirke i Stevns. Indenfor Indskriftringen viser Visby-Skiverne malede Vaabener, de andre Tavler kun bibelske Billeder.
Renæssancetidens Epitafiekunst har sit fornemste For
billede i de af Cornelis Floris fra Antwerpen udførte Fri- grave af Marmor og Alabast for Kong Frederik I i Slesvig Domkirke og Kong Christian III i Roskilde. Af lignende
10
Art er de to Gravmæler, som to adelige Enker lod udføre og pryde med hvilende Portrætfigurer. Af disse er endnu bevaret de 1568 opstillede af Herluf Trolle og Birgitte Gøge i Herlufsholm, medens Niels Lange og Abel Skeels i Hunde- rup er delvis ødelagte.
For at hindre den vaagnende Tendens til kostbare og pragtfulde Gravmæler, bestemte Kalundborg Recessen af 1576, begrundet ved »at de Grave, som af Adelen nu højt over Jorden opsættes, fast overgaar alle kongelige og fyrstelige Begravelser«, at »ingen Begravelse over Jorden forhøjet, med Alabaster eller slig mærkelig Bekostning« for Fremtiden maatte opsættes, men skulde nøjes med en ærlig Ligsten og en Tavle paa Væggen. Denne Bestem
melse fastslaar Samhørigheden mellem Gravstenen og Væg
epitafiet, men Forbudet mod at »lade Alabasterbilieder eller andet sligt indmure i Kirkevæggen«, blev ikke fulgt af Eftertiden.
Kun ganske kort Tid før Udstedelsen af Kalundborg Recessen fremstod det Alabastepitafium, som Anna Harden
berg i 1575 lod opsætte i Ringsted over sin Ægtefælle Oluf Krognos. løvrigt omgik man Forbudet ved i Stedet for Marmor og Alabast at anvende Sandsten, som Til
fældet er med Christoffer von Dohnas Mindesmærke i Odense og Ingeborg Skeels mægtige Vægepitafium i Vor Kirke, hvortil hun byggede et Kapel, der rager op over selve Kirken. I Christian IV’s Tid vandt Adelens mest yndede Monumentform Indgang; det anselige og kostbare Stenepitafium, opbygget fra Gulvet i flere Etager med Søjler, Pilastre eller Karyatider, udstyrede med Portræt
statuer og forgyldte Indskrifter paa flammede eller sorte Marmortavler. Adelens Trang til Pragtudfoldelse ved Op
stillingen af Gravmæler i Kirkerne kulminerede i Thomas Quellinus’ kostbare og pompøse Barokmonumenter, af hvilke de kendteste, opbyggede af hvidt, sort og broget Marmor, er de over Geheimeraad Christian Lente (f 1725) i St. Petri Kirkes Kapel i København og over General Hans Ahlefeldt i St. Knuds Kirke i Odense (1701).
Det sidstnævnte Mindesmærke viser, at man i det 17. Aarhundrede ikke fraveg den tidligere omtalte Skik at
anbringe Anerækker paa Gravmindet, idet man her finder anbragt Generalens og hans Hustru Catharine Sehesleds 8 Anevaabener. De malede Anetavler i Kirkerne, der egentlig ikke kan henregnes blandt Gravminderne, vidner om Adelens Stands- og Slægtsfølelse. Indskriften paa Billernes Anetavle (1695) udtrykker imidlertid en Be
klagelse over »voris gamle Forfedris store Forsømmelse, i det faa af dennem hafve været omhyggelige for at optegne deris Forældris og Forfædris Nafne samt priselige og merckelige Bedrifter, Efterkommerne til Videnskab og Underretning«.
Særlig udviklet synes Slægtssansen at have været i Familien Skeel. Herom vidner især den kernefulde Ind
skrift over dens i Aalum Kirke opsatte S tamrække:
Paa denne Tafle og Ramme Findes de gamle Skieelers Stamme Fra Fader til Søn ud ad Rad Den ret Old Linie nedad
Som i Danmark har bygged og boed Med dier Fruer af ædel Roed
Men hvem den førstes Faer har vaaren Og hvo Skieelers Nafn først hawer baaren Det kan ikke vides til fuld
De er for mang’ Aar lagt i Muld Gud hiælp dier Børn baade Smaa og Stor At trien i dens Oldfaders Spor.
Andre Skeel’ske Slægtsminder i deres Sognekirker er de to med Jørgen Skeels og Lisbeth Billes 32 Aner samt de Billers Stamtræ i Gudme Kirke, ligeledes de to Stamtræer i Valløby Kirke, malede paa Lærred, opsatte 1656 af Fru Tale Ulf stand, Palle Urnes til Gyllebo, »Hr. Christen Skeel til Fusinge og hans Slægt til Ære og venlig Amindelse«.
Paa begge Billeder ses Slægtens Stamfader, og fra ham opvokser Descendensen som et Træ med Grene.
Ikke nok med den Forprang og Bekostning, der anvendtes paa Gravminderne i Kirkerne eller de disse tilbyggede Kapeller, hvormed de Afdødes Minde hædredes, ofrede man betydelige Midler paa de Sarkofager og Kister, der hen-
12
sattes i murede Gravkældere. Stenkisterne afløstes af Kobberkister, der endog som Christian. Gyldenløves var forgyldt med dobbelt Dukatguld eller med Messingsirater,
»i Ilden stærkt forgyldte«. Paa Kistelaaget fastgjordes Ind
skriftplader af Sølv, Messing og Blik med Angivelse af den i Kisten hvilendes Navn og Data, ja endog som General Frederik von Ahlefeldts Kisteplade fra 1672 i Tranekær Kapel og Oberst Frederik von Ahlefeldts fra 1706 i Gjestelev Kirke indeholdende deres Livs vigtigste Begivenheder, kunstfærdigt ciselerede og graverede. Langs Kistens Sider anbragtes hyppigt den Afdødes Anevaabener i drevet Kobber, saaledes som det ses paa Statholderen, Geheime- raad Joakim von Ahlefeldts (f 1717) Sarkofag i Ekernförde Kirke. Den personalhistoriske og genealogiske Betydning af disse Indskrifter og Anerækker blev først sent erkendt (idet de nedgravedes med Kisterne), hvorved et værdifuldt slægtshistorisk Materiale upaaagtet er gaaet til Grunde.
Først i nyeste Tid har man, som f. Ex. i Holmens og St.
Petri Kirkes Kapeller, naar Kisterne nedsænkedes, aftaget Pladerne og anbragt dem som Mindetavler.
Den Standsfølelse og Slægtssans, Adelen gav Udtryk for i sine Gravminder, har ogsaa sat sig rige Spor i deres Hjem saavel i det ydre, ved at opsætte Indskrifttavler og Vaabenmærker til Ihukommelse af Bygherren, som i det indre, ved at anbringe Vaaben, Initialer og Anerække paa saagodt som alt rørligt Eje.
Enkelte af de mange Indskrifter, der findes rundt om i Landet paa de gamle Herreborge og Adelsgaarde, har som Udslag for personlig Opfattelse Værdi som Bidrag til den paagældendes Karakteristik.
I Porten paa Arreskov har Erik Rosenkrantz 1573 ladet opsætte en Indskrift, hvori det hedder:
Help the hellige Trefoldighed
War tag for Styld, Løgen, løst Lefnet, Perloment oc Kif Eller thu bortkaster thin Erre, Helbrede oc maske Lif.
Karakteristisk for Tiden, Standen og den, der satte Ind
skriften, er de Linjer, Rigshofmester Christopher Walken- dorff har anbragt i Svindinge Kirke:
»Jeg haver opbygt Glorup og Kirken af ny. Jeg haver bekommet al Svinning Sogn under Glorups Herskab. Jeg haver ladet opsætte alle Steengiærder om Glorups Fang.
Af al dette roser ieg mig intet, men takker Gud. Men ieg glæder mig i Gud, at ieg haver regieret mine Tienere i
Af al dette roser ieg mig intet, men takker Gud. Men ieg glæder mig i Gud, at ieg haver regieret mine Tienere i