Tilføjelser og rettelser
anledning udstedte søstrene Kathrine og Margrethe »Magnusdøtre«, d. 16. februar 1550 fuldmagt til Magnus Andersen i Klaegsbøl. D et samme gjorde søstrenes værge, Jens Duysen i Risummor, den 26. februar 1550 med en erklæring om skiftet mellem Mårten Magnessen og hans halvsøstre.
Den 8. april det følgende år henviste hertug Hans d. Æ . en sag, der var forelagt ham, til bispetinget.
Benedict von Ahlefeldt påstod at jord, som Ketel Jensen i Ophusum havde i besiddelse, i sin tid var pantsat til Magnus Lauesen, men kunne ikke bevise det. Ketel Jensen hævdede, at land og eng var frataget hans »vorelderen und ohm« af Magnus Lauesen med urette.
Datter: Mette von Ahlefeldt (d. Y.), 00 I Benedict von Ahlefeldt (d. Y.).
Han var søn af W olf von Ahlefeldt til Nør og Grønwald, d er00 I Hese Rumohr o g00 II Cathrine Sehested.
Benedict von Ahlefeldt (d. Y.) blev 1560 udnævnt til amtmand over Tønder amt; hans søster Anna var gift med Joachim Piesse, der var formynder for Mårten Lauesen (Magnessen’s) halvsøstre.
Benedict von Ahlefeldt døde natten mellem den 24. og 25. august 1579 og blev gravsat den 23. september i Tønder kirke. Der var forud blevet indrettet et gravkammer under koret
¡Tønder kirke, hvor også 9 børn var blevet gravsat. Mette lovede kirken 1000 mark. Hun ændrede senere mening og lod ligene overføre til Ekemførde kirke. Hun betalte Tønder kirke 400 mark og overlod i 1588 graven til kirken.
I Ekemførde blev der 11. april 1602 solgt en begravelse til hende, den »Ahlefeldtske Gruft«. I gravkammeret findes følgende indskrift:
»Benedictus von Aluelt, Erbgesessen zu Auffhusen, S. W ulf Aluelt thor Nohr Erbegesessen sohn. D. G . G. F. Mette von Aluelt. S. Benedictus von Aluelt zu Auffhusen Dochters, H. Benedic nachgelassene wittwe«.
77, linie 18 f.o.: Sønjerj. Arb., læs: Søndeij. Arb.
77, linie 29 f.o.: »Anna Farensted«, læs: »Anna af Farensted«.
78, linie 10 f.n.: Lowsen, læs: Lowszen.
78, linie 17 f.n.: (Tavle B.a.) (Supplement til Magnus Lausen til Uphusum).
Om Slaget ved Hemmingstedt aar 1500 kan i korthed berettes følgende:
I 1499 drog kong Hans, efter at være kommet tilbage fra sin kroning i Sverige, til Holsten, for, sammen med sin broder, hertug Friedrich (senere Frederik I.), at ruste sig til Ditmarskerfejden, d.v.s. samle så mange lejetropper, der var nødvendige, hvis lensmænde- nes styrker ikke var tilstrækkelige. Blandt disse tropper udmærkede sig ved tapperhed i det 15. århundrede især de tyske landsknægte (Lanseknægte), der i samlede skare, væbnede med lanser og sværd, tjente snart den ene snart den anden landsfyrste.
En sådan lejehær var den i 1400-tallets krigshistorie berømte saksiske garde, der bestod af fra 4-6000 mand af hvilke størstedelen var saksere, frankere, nederlændere, og andre tyskere samt en del franskmænd, englændere, skotter, schweizere og lombardere. Kong Matthias af Ungarn benyttede denne lejehær i 1464, senere tjente den under hertugen af Geldem imod Cleve og Julich, under kong Hans i Sverige og imod ditmarskerne og under hertug Georg imod sakserne. Ved tapperhed, men også med grusomhed, var garden blevet kendt i hele Europa. Fyrsterne søgte den så meget mere, som dens blotte navn var blevet en skræk, og folkene skjalv for denne hob af vilde krigere, der efter sejren for frem med mord og brand, med tøjlesløs voldsomhed og rovlyst, uden skånsel mod kvinder eller børn, kirker eller klostre eller nogen anden helligdom.
Foruden denne store garde samlede kong Hans til det forestående togt en hær på 2000 riddere og adelsmænd med deres hofkarle og tjenere fra Holsten og Jylland samt 6000 jyder, frisere og holstenere af almuen, fordelt under adskillige høvedsmænd. I en kirkebog i Weslingburen er nedskrevet af præsten, magister Nicolaus Direk, at kongen drog ind i Ditmarsken med ialt henimod 40.000 mand.
I begyndelsen af februar måned år 1500 rykkede de kongelige brødre med deres mægtige hær imod Ditmarskens grænser, og den 11. s.m., det var en tirsdag, drog hæren i klart frostvejr fra Wilstermarsk ind i Ditmarsken, i retning mod Meldorf, der var landets hovedby. Første nattehvile blev holdt i grænsebyen Nord-Hamme, det andet i
Windber-gen, og på den tredie dag besatte de kongelige, uden at møde nævneværdig modstand, Meldorf. Så mange af byens indbyggere, der var i stand til at redde sig, var flygtet, så kun nogle oldinge, koner og børn var blevet tillbage, og alligevel skete et ynkeligt blodbad.
Krigsfolkene, blandt hvilke garden især udmærkede sig ved grusomhed, dræbte for fode de tilbageblevne indbyggere, for ved en så grusom behandling af værgeløse, at sætte skræk i landets våbenføre mænd. En samtidig fortegnelse over mænd og kvinder, der måtte lade deres liv, indeholder 124 navne. Dette skete den 13 februar, og om mandagen, den 17., rykkede den store hær om morgenen ud af Meldorf imod Hemmingstedt; i spidsen drog deres anfører, junker Jørgen Slentz, med den frygtede garde, der tørstede efter blod og bytte. Dens feltråb var: » Wahr di, Buer, de garde de kummt« (Vogt dig, bondemand, nu kommer garden). Rytteriet sluttede hæren, -der iblandt adelen, ridderne, hertugen og kongen, som dog, da han kom udenfor byen, skal have bandet stærkt over det forværrede vejr.
Således i kamp mod uvejr, drog hæren langsomt frem mod den smalle indgravede markvej, hvor fodfolket gik i dynd og vand til knæene, og hestene sank i til bugen. I stormende modvind fra nordvest, og i et snefog, der gjorde det umuligt at skelne de nærmeste genstande, var hæren med tunge skridt rykket cirka en halv mil frem. Allerede gennemblødte, stive af kulde og næsten udmattede, ønskede krigsfolkene hjerteligt, skønt de kun var kommet lidt mere end halvvejs til Hemmingstedt, at de snart måtte komme på fast grund.
D a de var kommet til »Dusend Duvels-Werff«, opdagede de pludselig en nyopkastet skanse, der beherskede vejen, og hvorfra ditmarskerne straks begyndte at åbne ild; ethvert skud, sigtet mod den tæt sluttede hob, måtte ramme. D e kongelige begyndte at føre deres skyts op, og stille det mod skansen, men storm og regn gjorde det næsten ubrugeligt.
Gardens fortropper begyndte da, over gravene, at lægge deres lange spyd, hvorpå de kastede brædder og vidjefletninger, og en del kom således over, men håbet om at nå skansen svandt, da nye grave og diger mødte dem; en opstillet slagorden var umulig.
Garden søgte nu af al magt at komme over gravene, for at undgå skansen, men dette opdagede ditmarskerne, og brød, med hele deres styrke, - tre eller fire hundrede imod de mange tusinde, - ud af skansen og gik til angreb med et raseri, som ingen kunne modstå;
mange var barfodede, kastede deres harnisk, hjelm og anden rustning og sprang, ved hjælp af deres lange springstokke, hurtigt frem og tilbage over gravene. Med frygtelig styrke og lethed brugte de spyddene mod folkene fra garden, der stivfrosne, i tung rustning, hængende i dynd og mudder, overvældede af storm og sne, knap nok kunne forsvare sig, og således i hundredetal stødtes i gravene; da samtidig deres fører, Jørgen Slentz, der i kampen var ligeså tapper, som før overmodig, var faldet, sank gardens mod, og da de ditmarskere, der befandt sig på digerne i Nørre Meldorf sogn, åbnede sluserne så vandet med nordvestvin
den strømmede over marker, grave og stier, så vejen ikke kunne ses, og fodfæste kun var muligt for de landkyndige ditmarskere, var slaget tabt.
En stor del af dem der undgik ditmarskernes sværd, fandt deres grav i vandet eller blev trådt til døde under flugten. Rytterne, der havde dannet hærens bagtrop, var dog tilbage, og havde tappert modtaget den fremstormende fjende, som fra to sider var gået til angreb, men trængselen af de flygtende var så stor, at rytterne blev et sikkert bytte for fjendens spyd.
Ditmarskerne søgte især ved skud og stik at såre hestene, der ikke mere lystrede tøjlen og i hobevis styrtede i gravene. D a hørtes fra alle sider ynkelige skrig fra sårede og døende og fra dem, der øjnede den visse død; hestenes vrinsken, våbenbrag, de flygtendes tummel og høje råb opfyldte luften, der foruden sne og regn, hestenes damp og krudtrøgen således mørknede, at ven og fjende var ganske ukendelige. Nogle af rytterne reddede sig ved at sætte over de med lig opfyldte grave, og med disse undslap kong Hans og hertug Friedrich.
I løbet af tre timer var den 30,000 mand store hær slået, og blandt de faldne talte hertugdømmerne kærnen af deres adel og ridderskab; blandt de øverste af disse var kongens og hertugens søskendebørn, greverne Adolph og Otto af Oldenborg. A f danske adelige deltog Jens Brock, Lave Brock, Henrik Bydelsbach, Ebbe Geed, Knud Andersen G ioe til Krenkerup, Erik Petersen Høeg og hans broder Jørgen Høeg, Hans Eriksen Krummedige, Jørgen Vemersen Paasberg, høvedsmand på Vordingborg, Henrik, Knud og Tønne
Rosenkrands, Jørgen Rud, Marquard Rønnow, Børge Trolle og Iver Trolle. Desuden Holger Eriksen, høvedsmand på Gulland, Gosvin Ketilsen, Trud Andersen og nogle flere uden slægtsnavne.
A f den holstenske adel: Hans Ahlefeldt, feltmarskal og ridder, som førte dannebrogen, og foruden ham 10 andre af hans slægt; 4 Rantzau’er, der iblandt Breide, en broder til den siden berømte feltmarskalk Johann Rantzau, Ditmarskens erobrer; 15 Pogwisch’er; 4 Buchwald’er; 6 Sehested’er, 4 von der W isch’er, 2 Reventlow’er; 3 von Qualen’er, hvoraf en var kongens kansler, og en stor del andre, således at de navngivnes tal udgjorde over 80 og det hele antal af faldne danske og slesvig-holstenske adelsmænd ansættes til 360, - en del fremmede adelige nævnes også blandt de faldne. Antallet af faldne høvedsmænd og anførere er der ikke tal på, men det ses, at 140 af hertugdømmernes fogeder satte livet til, blandt disse nordfrisernes stallere der, drevet af gammelt had, havde indfundet sig for at kæmpe mod ditmarskerne; blandt disse var Folquart Tetens, der kom fra Osterhever i Ejdersted, og som 1495 var blevet staller på Nordstrand; han efterlod sig tre børn.
Den store garde led et betydeligt tab, men mindre i forhold til den øvrige hær, fordi den tog flugten før vandet var steget alt for højt.
Alt dette udrettede ditmarskerne med et tab på 50 indfødte og 8 fremmede landsknægte;
deres samlede tab i slaget og i Meldorf udgjorde 300 mand.
Så snart de kongeliges flugt blev almindelig kendt, begyndte ditmarskerne at plyndre de slagne. Enhver, som de fandt livstegn hos, slog de enten ihjel, eller lod ligge, udplyndret til kroppen og lemlæstet ved at afskære næse og øren eller anden grusom mishandling. I den tilstand blev de adeliges og alle rytternes nøgne lig efterladt på valpladsen, liggende blandt heste, som ådsler til føde for rovdyr.
Forgæves søgte nogle adelige familier (såsom Rantzau’erne) om tilladelse til at begrave deres slægtninges lig; ditmarskerne nægtde det. I mange år fyldte de ihjelslagnes benrade gravene; et rædsomt minde om de danskes og holstenernes uheld og om ditmarskernes uforsonlige had til adelen.
A f fodfolket begravede de nogle tusinde, efter megen indbyrdes uenighed, da en del fordrede, at også disses lig skulle rådne overjorden. Få af de kongelige blev endnu dagen efter slaget fundne levende på valpladsen, og disse skænkedes livet.
Foruden 7 faner, tabtes i dette slag de danskes hovedbanner, det navnkundige dannebrog, der, siden Valdemar Sejrs dage, under hvis krige i Lifland (Estland) det fortaltes, som et sejrsvarsel, at være nedfaldet fra himlen, - i vigtige krigstogter havde fulgt hæren som dens beskærmende helligdom. D a bannerføreren, kongens feltmarskalk, Hans Ahlefeldt faldt, kom dannebrog i fjendens hænder. Ditmarskerne lod den, som det ypperste sejrstegn, ophænge i Wöhrden kirke, da folkene i dette sogn var blandt de tapreste i slaget, - måske var det også en af disse, der havde erobret banneret.
Efter slaget forfulgte ditmarskerne levningerne af den kongelige hær på dens flugt mod nord, men indhentede dem ikke. (Uddrag af Chr. Molbech; »Historie om Ditmarskerkrigen Aar Femten Hundrede« (København, 1813).
82, linie 13 f.o.: song, læs; sogn.
83, linie 18 f.o.: Jacobsdatter, læs: Ottesdatter.
94, linie 4 f.n.: 7) Magdalene Froddens (B. 26) - udgår.
95 (B. 11) og [C. L.] Borgmester i Tønder 1570-1578, Karsten Andersen kan ikke, som der står i Danske Tavle B.d. Magazin, Rk. 4, III, s. 242, være en søn af Andreas Momsen (* 1512), idet Karsten Andersen’s søn, Andreas Karstensen, var født allerede 1554 (se L. Andresen: Gesch. d.
St. Tondem, 1939, s. 281, jfr. side 178), Karsten Andersen må da antages at være født 1520/25, hans hustru Agneta Froddens ligeså eller lidt senere. Anders (Andreas) Momsen’s fader, Momme Andersen (* 1484), er ikke identisk med Momme von Andersen, der var broder til Hans (von) Andersen til Klægsbøl. Momme Andersen i Tønder var stamfader til slægten Ambders.
98, linie 24 f.n. (Tilføjelse): »Hans von der W isch hatte 1591 die ältliche, zänkische Metta von Ahlefeld, geb. von Andersen geheiratet* Nach dem Verkauf ihres Erbgutes Uphusum andern König
*Mette von Ahlefeldt var dog ikke født von Andersen (se overlæge Anders Schmidt's |A. S.| bemærkninger.
am 16. Februar 1595 lieh sie den Herzog Johann Adolf aus der Verkaufssumme 25000