I forlængelse af temaet om politikker og instrukser vil vi i dette kapitel beskæftige os med samarbejdet mellem myndighedsafdelingen og frontmedarbejderne. Det ser ud til, at de forskellige redskabers succes til en vis grad afhænger af en vis koordinering mellem de forskellige kommunale instanser. Dette emne er berørt i spørgeskemaet, ligesom det dukker op i de kvalitative interviews.
En vigtig opgave i forbindelse med de såkaldte bekymringssager er at vurdere, om frontmedarbejderne skal informere myndighedsafdelingen om deres bekymring. Ifølge serviceloven skal dette ske i form af en såkaldt underretning. I spørgeskemaet spørger vi til sammenhængen mellem underretninger og brug af de kommunale bekymringsredskaber (GUSA og Handleguiden). Her sporer man en tydelig forskel imellem de to kommuner.
Figur 4.1 (L) - Hvor stor en andel af de børn/forældresager, hvor der rejses en bekymringssag (jf.
Handleguiden), ender forløbet efter din vurdering med en underretning?
Figur 4.2 (GS) - I hvor stor en andel af de børn/forældresager, hvor I starter en stafetlog, ender forløbet efter din vurdering med en underretning?
42
Som det fremgår af de to tabeller ser det ud til, at en bekymring oftere ender i en underretning i Lolland Kommune end i Guldborgsund Kommune22. Det er svært at vide, hvad denne mulige forskel skyldes. En mulighed kan være, at medarbejderne i
Guldborgsund (jf. datamaterialet) oftere benytter GUSA og derved også tager redskabet i brug i ”mindre alvorlige” sager, som efterfølgende løses uden underretninger. Det kan således tænkes, at GUSA er hjælpsom i forhold til at vurdere, hvornår der skal underrettes.
Det ville dog kræve en grundigere sammenlignende gennemgang af de to kommuners sags-arbejde for at kunne underbygge denne hypotese. En anden mulighed er, at medsags-arbejderne i Guldborgsund i mindre grad oplever, at det nytter at sende underretninger til
myndighedsafdelingen. I hvert fald kan man, som det fremgår af nedenstående model, se, at medarbejderne i Guldborsund kommune generelt vurderer samarbejdet omkring
underretningssager mellem myndighedsafdeling og frontmedarbejderne mindre positivt end tilfældet er for medarbejderne i Lolland kommune. Dette kan ses i nedenstående figurer, hvoraf det fremgår, at 29 procent af de adspurgte i Lolland kommune vurderer, at samarbejdet mellem frontmedarbejdere og myndighedsafdeling ”i høj grad” er
tilfredsstillende i forbindelse med underretningssager, mens det samme kun gør sig gældende for 15 procent i Guldborgsund kommune.
22 Man skal dog være opmærksom på, at spørgsmålene ikke er identiske, eftersom de beskæftiger sig med henholdsvis Handleguden og GUSA, hvilket medfører, at man skal være varsom med
sammenligninger.
Figur 4.3 (GS) - Vurderer du samarbejdet mellem dit faglige miljø og myndighedsafdelingen som tilfredsstillende i de tilfælde, hvor I har sendt en underretning?
43
Selvom antallet af respondenter (som tidligere nævnt) er lavt, når man sammenligner på tværs af de to kommuner, er det alligevel tænkevækkende, at svarene fordeler sig som de gør, hvilket kan give anledning til overvejelser over kvaliteten af samarbejdet mellem myndighedsafdeling og frontmedarbejdere i kommunernes institutioner.
Dette tema kom ligeledes op i interviewene i Guldborgsund kommune23, hvor medarbejderne i interviewene fortæller, at de til tider oplever en mangelfuld
kommunikation mellem frontmedarbejderne og myndighedsafdelingen, hvilket skaber frustration. Dels fordi man mangler information, og dels fordi den manglende information medfører, at man til tider kommer til at lave spildt arbejde.
Noget af det, jeg synes, man bruger meget ekstra arbejde på, det er
tilbagemeldinger. Det er nok noget af det, jeg synes, der halter mest. Og vi har stadig gode intentioner alle sammen, men jeg synes tit, at man laver meget ekstra arbejde, fordi man mangler en tilbagemelding.
I spørgeskemaundersøgelsens kvalitative del sporer man samme tendens i såvel Guldborgsund som i Lolland kommune. Her fremgår følgende:
Der opleves generelt lukkethed mellem myndighedsafdelingen og frontpersonalet. Der orienteres ikke om, hvad der evt. følger efter underretningen.
Det er ærgerligt, at vi ikke får en opfølgning på, hvad der sker, når vi har underrettet. Som det fungerer i dag, får vi kun kvitteringen
23 At temaet ikke kom frem i interviewene i Lolland kommune kan selvfølgelig skyldes, at utilfredsheden er mindre, men det kan også skyldes, at der ikke deltog sagsbehandlere i disse interviews.
Figur 4.4 (L) - Vurderer du samarbejdet mellem dit faglige miljø og myndighedsafdelingen som tilfredsstillende i de tilfælde, hvor I har sendt en underretning?
44
Vi oplever ikke at blive informeret eller inddraget efter en bekymringshenvendelse
Når underretningerne er sendt, hører man ofte ikke mere.
At sagsbehandlerne kender til frontmedarbejdernes ønsker, vidner nedenstående kommentar fra spørgeskemaet om:
Inddragelse efter en underretning bliver efterspurgt, og vi arbejder med at udvikle metoder og systematik. Vi kan blive bedre endnu.
Der synes således at være indikationer på, at afstanden mellem frontmedarbejdere og myndighedsafdeling i hvert fald blandt visse grupper opleves som værende for stor, hvilket skaber frustration blandt såvel frontmedarbejderne (der føler sig overset) som
sagsbehandlere (der har svært ved at nå det hele og samtidig skal forholde sig til frustrerede medarbejdere). Man kunne på den baggrund overveje, om der i de to kommuner er behov for at drøfte, hvorledes man mindsker den oplevede distance mellem frontmedarbejdere og myndighedsafdeling. I sidste ende risikerer oplevelsen af kommunikative brister at føre til, at medarbejdere i værste fald stopper med at indberette underretninger ud fra devisen:
”Hvorfor underrette, hvis det alligevel ikke gør en forskel?”. Hvis arbejdet, som udføres i myndighedsafdelingen, er skjult for de ansatte, kan man nemt komme til at tænke, at der rent faktisk ikke laves noget arbejde – myter har altid bedre vækstbetingelser, hvis man ikke har adgang til hinandens virkelighed.
Opsummering
Der er en forskel på de to kommuner i forbindelse med brug af kommunale
bekymringsredskaber og antallet af underretninger. Således er det ifølge medarbejderne sjældnere, at en bekymringssag fører til en underretning i Guldborgsund Kommune end i Lolland Kommune. Der kan eventuelt være sammenhæng mellem dette forhold og medarbejdernes generelle oplevelse af samarbejdet mellem frontmedarbejdere og
myndighedsafdeling i forbindelse med bekymringssager, eftersom medarbejderne i Lolland Kommune overordnet set vurderer dette samarbejde mere positivt end medarbejderne i Guldborgsund Kommune.
45