Reguleringen af bibliotekernes samarbejde.
Opgave- og byrdefordeling.
3.1 Indledning
Intet bibliotek råder over samtlige udgivne værker. Efterspørges et værk, der ikke ha-ves, er der to muligheder: Enten fremskaffer biblioteket værket, eller også henvender låneren sig til et andet bibliotek. Grundprincipperne i dansk biblioteksvæsen er, at bibliotekerne har pligt til at fremskaffe materiale, som de ikke har, og at enhver med bopæl her i landet har ret til at benytte ethvert folkebibliotek.
Lånesamarbejdet bygger på den frie låneret for såvel slutbrugeren som for det lån-søgende bibliotek. Det vil sige at lånesamarbejdet er vederlagsfrit for bibliotekerne.
Hver part bærer sine egne omkostninger. Dette medfører en risiko for, at enkelte bib-lioteker eller kommuner på urimelig måde udnytter andre bibbib-lioteker eller kommuner.
Derfor er det vigtigt at undgå, at de kommuner, der prioriterer biblioteket højt, og som sikrer en god materialebestand og høj effektivitet, bliver udnyttet af biblioteker i andre kommuner, der evt. ikke prioriterer biblioteket lige så højt, og som derfor kan have et større behov for interurbanlån. Folkebibliotekerne financieres af kommunerne. Det følger heraf, at de er underlagt den kommunale prioritering, og at der derfor kan være forskelligt seviceniveau i de forskellige kommuner, hvilket også er tilfældet.
Når der på folkebiblioteksområdet har været en tradition for fri adgang på tværs af kommunegrænserne, skyldes det formentlig dels ideelle betragtninger, dels at stats-refusion kompenserede for fremmede borgeres benyttelse af biblioteket. Når kom-munerne er underlagt stramme økonomiske betingelser, således som det har været tilfældet op igennem 80'erne og 90'erne, kan den manglende sammenhæng mellem brug og finansiering give problemer. Når det er vederlagfrit for bibliotekerne at låne hos hinanden, drejer bibliotekernes samarbejde sig derfor reelt om direkte og indi-rekte resurseoverførsler mellem biblioteker, mellem kommuner, og mellem stat og kommuner i kraft af den statslige overbygning på folkebiblioteksvæsenet.
Samarbejdet mellem bibliotekerne er dels reguleret ved lov om Folkebiblioteker med den dertil hørende Bekendtgørelse og af retningslinjer fra Statens Bibliotekstjeneste, dels bygger det på tradition. Det kan i den forbindelse fremhæves, at det enkelte bib-liotek tidligere ikke havde indblik i andre bibbib-liotekers materialebestand, hvorfor be-stillinger mest hensigtsmæssigt fulgte bestemte, på forhånd fastlagte veje.
Den form for statslig regelstyring, som var almindelig i efterkrigstiden, er i løbet af 1980'erne og 90'erne gradvist blevet afløst af markedsorienterede
reguleringsprincip-per, der indebærer at beslutningerne så vidt muligt skal lægges ud til dem, de ved-rører. Biblioteksvæsenet er et af de få tilbageværende regelstyrede områder, og man må stille det spørgsmål, om dette stadig er hensigtsmæssigt. Indførelsen af den nye informationsteknologi, der medfører at alle bibliotekers bestande bliver synlige, gør det muligt at indføre andre regulerende mekanismer, der kan sikre at udnyttelsen af bestandene og servicen overfor lånerne optimeres.
Et gennemgående tema i dette kapitel vil derfor være spørgsmålet om biblioteksvæse-net – i lyset af de muligheder som edb-teknologien giver – bør underkastes en vis de-regulering, ligesom det er sket inden for andre sektorer. En sådan deregulering kunne bestå i, at man indfører det princip, at det er rekvirenten, som betaler. Det må altså overvejes om planstyringen kan erstattes af økonomiske styringsmekanismer, således at samarbejdet i højere grad kan blive selvregulerende.
Skal bibliotekerne udvikle sig, er det hensigtsmæssigt at de har et vist råderum, et råde-rum, som centralt fastsatte regler ikke altid kan sikre. Markedsorienterede økonomi-ske reguleringsmekanismer har den fordel, at de, rigtigt anvendt, sikrer dette råderum.
Kapitlet er disponeret således:
3.2 Den statslige overbygning på folkebibliotekerne ifølge lovgivningen 3.2.1 Centralbiblioteker
3.2.2 Øvrige statslige opgaver på folkebiblioteksområdet 3.3 Den frie låneret.
3.3.1 Kommunernes indbyrdes forhold: Fremmedkommunale lån 3.3.2 Lånervandringer mellem forskningsbiblioteker
3.3.3 Udvalgets overvejelser og anbefalinger 3.4 Lånesamarbejdet
3.4.1 Nuværende praksis.
3.4.2 Interurbane lån 1995 i tal.
3.4.3 Faste- versus frie låneveje
3.4.4. Forskningsbibliotekernes rolle i lånesamarbejdet.
3.4.5 Interurbanudlån af elektroniske tidsskrifter
3.4.6 Sikring af adgang til udenlandske tidsskrifter i elektronisk form 3.4.7 Udvalgets overvejelser og anbefalinger
3.5 Andre støttefunktioner i forhold til folkebibliotekerne 3.5.1 Fremtidige støttefunktioner
3.5.2 Modeller for organisering af støttefunktionerne 3.5.3 Modeller for finansiering af støttefunktionerne 3.5.4 Udvalgets overvejelser og anbefalinger 3.6 Overbygningsinstitutioner
3.6.1 Statsbiblioteket som overcentral
3.6.2 Danmarks Blindebibliotek
3.6.3 Folkebibliotekerns Depotbibliotek 3.6.4 Folkebibliotekernes Indvandrerbibliotek
3.6.5 Udvalgets overvejelser og anbefalinger vedr. overbygningsfunktionerne
3.2 Den statslige overbygning på folkebibliotekene ifølge lovgivningen
De offentligt finansierede biblioteker deles normalt i to kategorier: Folkebibliotekerne og skolebibliotekerne (dvs. folkeskolens biblioteker), der hører til den kommunale sektor, og forskningsbibliotekerne, der hører til den statslige sektor.
Til bibliotekerne i den kommunale sektor er der etableret overbygningsfunktioner, primært med henblik på at sikre materialeforsyningen. I det følgende rettes blikket mod de statsligt finansierede overbygningsfunktioner, der er etableret i forhold til folkebibliotekerne.
Det retlige grundlag for opgavefordeling mellem bibliotekerne findes i kapitel 3 og 4 i Lov om folkebiblioteker m.v. (Lov nr. 1100 af 22 december 1993) og Kulturmi-nisteriets bekendtgørelse nr. 277 af 22. april 1994.Kapitel 3 bekriver den statslige støttefunktion for så vidt angår centralbibliotekerne, og kapitel 4 beskriver de øvrige statslige opgaver på folkebiblioteksområdet.
3.2.1 Centralbiblioteker
Som overbygning på folkebiblioteksvæsnet fungerer i første række Centralbibliote-kerne,der er folkebiblioteker, der får et særligt statsligt tilskud for at løse opgaven som overbygningsbibliotek for folkebibliotekerne i amtet. Der er i 1997 afsat 43 mio., kr. til formålet og 7,6 mio. kr. til regionale kulturforsøg. Midlerne fordeles af Statens Bibliotekstjeneste. Af bevillingen kan der ydes tilskud til forsøg, tværgående initiativer mv. på centralbiblioteksområdet.
Centralbiblioteket skal støtte de lokale folkebiblioteker i centralbiblioteksområdet ved at udlåne eller fremskaffe bøger og andet egnet materiale, som de pågældende folkebib-lioteker ikke selv ejer, og ved at yde råd og biblioteksteknisk bistand i nødvendigt om-fang. Centralbiblioteket fungerer tillige som lokalt folkebibliotek for sit virkeområde.
Centralbiblioteksområdet omfatter kommunerne i et amt.
Kulturministeren afgør efter indhentet udtalelse fra kommunalbestyrelserne i central-biblioteksområdet, hvilket bibliotek der skal virke som centralbibliotek. Ved afgørel-sen skal der tages hensyn til, at centralbibliotekets lokaler, bogbestand og per-sonale er af en sådan standard, at opgaven kan løses på forsvarlig måde.
Kulturministeren indgår aftale om centralbiblioteksopgaven med den kommune, hvis bibliotek varetager opgaven. Staten afholder udgifterne til
centralbiblioteksvirksom-heden, idet kulturministeren fastsætter de nærmere regler vedrørende centralbiblio-tekernes ydelser, herunder om betaling for visse ydelser.
Centralbibliotekernes ydelser i forhold til folkebibliotekerne i centralbiblioteksområ-det opdeles i obligatoriske og ikke-obligatoriske opgaver. Centralbibliotekerne kan kræve betaling fra den modtagende kommune for visse obligatoriske ydelser og skal kræve betaling for ikke-obligatoriske ydelser.
Hvad det drejer sig om, fremgår af bilag 1 til Bekendtgørelsen:
Obligatoriske opgaver, der finansieres ved statens tilskud til centralbibliotekerne:
1) Materialesupplering (bogligt materiale samt lydbøger) 2) Informationstjeneste
3) Råd og vejledning til områdets biblioteker
4) Virksomhed for samordning af biblioteksvirksomheden i området
5) Samarbejde med amtscentralen og andre institutioner og biblioteker i området.
Obligatoriske opgaver, hvor centralbibliotekerne kan opkræve betaling:
1) Biblioteksteknisk bistand til biblioteker uden faguddannet bibliotekar som leder 2) Kørselsordninger.
Eksempler på ikke-obligatoriske opgaver, for hvilke der opkræves betaling, medmin-dre det efter en konkret vurdering skønnes, at opgavens udførelse kan henføres til den almindelige vejledning og samordning i centralbiblioteksområdet:
1) Kursus- og konferencevirksomhed
2) Ikke-lovbestemt materialesupplering (f.eks. musikbærende materialer) 3) Erhvervsservice
4) Særlig rådgivning eller bistand til enkelte kommuner, f.eks. konsulentbistand 5) Samarbejde om køb af lydbøger og andre audiovisuelle materialer
6) Udarbejdelse af vejvisere
7) Udarbejdelse af fortegnelser over kommunale publikationer.
Prisen på de enkelte ydelser fastsættes af det enkelte centralbibliotek efter drøftelse med det rådgivende udvalg. Prisen må ikke overstige de omkostninger, der er forbun-det med opgavernes varetagelse.
Kulturministeren nedsætter et rådgivende udvalg for hvert centralbibliotek. Udvalget består af en repræsentant for centralbibliotekskommunen, udpeget efter indstilling fra kommunalbestyrelsen, og seks repræsentanter for de øvrige kommuner i central-biblioteksområdet, udpeget efter indstilling fra kommuneforeningen i amtet. Kultur-ministeren kan fastsætte nærmere regler for udvalgets virksomhed. Disse regler frem-går af Bekendtgørelsen:
– Det rådgivende udvalg for centralbiblioteket drøfter principielle og praktiske for-hold ved tilrettelæggelsen af centralbiblioteksvirksomheden og orienteres om budget og regnskab for centralbibliotekets samlede virksomhed.
– Medlemmerne udpeges for perioden, der følger den kommunale valgperiode. Ud-valget konstituerer sig selv. Det holder mindst to møder årligt. Lederen af central-biblioteket fungerer som sekretær for udvalget.
Den ledende bibliotekar ved et centralbibliotek ansættes af kommunalbestyrelsen i hjemstedskommunen efter indhentet udtalelse fra det rådgivende udvalg.
Endelig fastslåes det, at der ydes statstilskud til Københavns og Frederiksbergs kom-muner til den del af biblioteksvirksomheden, der svarer til centralbiblioteksvirksom-heden.
3.2.2 Øvrige statslige opgaver på folkebiblioteksområdet På folkebiblioteksområdet afholder staten udgifter til
1) en særlig overbygningsfunktion for bogligt materiale
2) en særlig overbygningsfunktion for lydbogsmateriale m.v. for læsehandicappede 3) en central depotbiblioteksfunktion
4) en central indvandrerbiblioteksfunktion
Statsbiblioteket virker som overcentral for bogligt materiale
– ved at stille bøger, tidsskrifter og andet pligtafleveret materiale til rådighed, – ved at anskaffe udenlandsk litteratur og udlåne den til folkebibliotekerne og – som lånecentral ved at formidle lån fra ind- og udland til folkebibliotekerne.
Danmarks Blindebibliotek virker som overcentral for lydbogsmateriale m.v.
– ved at stille lydbøger og lydtidsskrifter til rådighed for folkebibliotekernes læse-handicappede lånere og
– som lånecentral ved at formidle lydbogsmateriale fra ind- og udland til folkebiblio-tekerne.
Depotbiblioteket og Indvandrerbiblioteket er ikke nærmere omtalt i denne lov og kun summarisk nævnt i Finansloven.
Endelig virker de offentlige forskningsbiblioteker som overbygning for folkebibliote-kerne
– ved at stille deres bøger, tidsskrifter og andre materialer til rådighed for udlån og – ved at besvare forespørgsler inden for det enkelte biblioteksfagområde.
Kulturministeren kan ifølge § 14 efter nærmere aftale med de berørte ministre fast-sætte regler for de statslige og de statsstøttede bibliotekers virksomhed i forhold til folkebibliotekerne.
I Universitetsloven giver § 12 undervisningsministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere retningslinjer for dele af universiteternes virksomhed. Denne bemyndigelse er endnu ikke udnyttet for bibliotekernes virksomhed.
3.3 Den frie låneret.
Den frie låneret er sikret enhver, der har bopæl i landet. Den er et grundprincip i dansk biblioteksvæsen. Det er fastslået i Bibliotekslovens § 2, stk. 2, og det bygger på en lang tradition. Princippet om den frie låneret sikrer borgerne en reel lige adgang til den information, som bibliotekerne formidler. Dette princip understøttedes af, at stats-refusionen kompenserede for fremmedkommunale borgeres benyttelse af biblioteket.
Investeringer i informationsteknologi kan være store, og de vil formentlig komme til at udgøre en stigende andel af bibliotekernes investeringer og driftsomkostnigner. På den baggrund kan man befrygte en mere restriktiv politik overfor fremmedkommu-nale brugere. De enkelte folkebibliotekers udbud af informationsteknologiske service-ydelser kan indebære, at man af økonomiske og måske også af politiske grunde ønsker at begrænse ydelserne til kommunens egne borgere og derigennem opbygger barrie-rer for adgangen til information.
3.3.1 Kommunernes indbyrdes forhold: Fremmedkommunale lån
Med overgang til bloktilskud, hvor bevillingerne til folkebiblioteksvæsenet er blevet et rent kommunalt anliggende, er princippet om den frie låneret igen kommet i fo-cus. Mistanken om nasseri næres af konkrete eksempler på »kassetænkning«. I den nedenfor omtalte undersøgelse af den fremmedkommunale låneaktivitet nævner for-fatteren, Jens Henriksen, Kommunernes Landsforening, »et konkret tilfælde, hvor en kommune har gennemført besparelser på over 30% på biblioteksbudgetterne under henvisning til, at kommunens borgere, i og med at mange af dem tager på arbejde i en større nabokommune, blot vil kunne benytte denne kommunes biblioteksvæsen, hvorfor der ikke nødvendigvis vil være tale om forringelser i biblioteksservicen.«
(side 7)
Danmarks Biblioteksforening og Kommunernes Landsforening gennemførte i 1991 en undersøgelse med det formål at belyse hvor udbredt den fremmedkommunale låneaktivitet er.22
22 Fremmedkommunale lånere i folkebibliotekerne – Problem eller ideal/ ved Henrik Christoffer-sen og Flemming Ettrup. Danmarks Biblioteksforenings Forlag. 1992
Motiver for og effekter af den fremmedkommunale låneaktivitet/ ved Jens Henriksen, Kom-munernes Landsforening. Danmarks Biblioteksforenings Forlag. 1994. (Fremmedkommunale lånere i folkebibliotekerne. 2. delrapport)
Hovedkonklusionerne er:
1. »Den fremmedkommunale låneaktivitet udgør gennemgående omkring 5% af et biblioteksvæsens udlån uden for ferieperioderne. For et mindre antal kommuner er der dog tale om et større problem.«
2. »Bibliotekernes egne vurderinger af omfanget var stærkt overdrevne. Ud fra de medvirkende bibliotekers egen rekvirering af spørgsskemaer til spørgeundersøgel-sen, blev kun ca. 15% anvendt, dvs. udleveret til fremmedkommunale lånere.«
3. »I en del mindre kommuner er situationen den, at en betydelig del af borgernes bibliotekslån foregår på biblioteker i fremmede kommuner. Her er der typisk tale om biblioteker med en relativt svag samlet biblioteksbenyttelse. Selv om borgerne her foretager mange fremmedkommunale lån, er deres samlede biblioteksbenyt-telse mindre end landsgennemsnittet.«
4. »Den fremmedkommunale låneaktivitet er især rettet imod de større kommuner og byer, og der tegner sig et billede af, at biblioteksfunktionen er en delvist inte-greret del af disse centrale kommuners og byers centerfunktion.
Af samtlige 1645 registrerede lånere i spørgeundersøgelsen var der således 86%, som havde andre ærinder end biblioteksbesøget.
Knap halvdelen af de fremmedkommunale lånere var på indkøb, og godt en fjer-dedel var på arbejde i den fremmede kommune i forbindelse med brugen af bibli-oteket, ligesom godt en fjerdedel af lånerne var under en eller anden form for ud-dannelse i byen.
Indkøb, arbejde og uddannelse finder netop typisk sted i centerkommunernes større byer.«
5. »Biblioteket i centerkommunerne udgør en lille del af en mer vidtfavnende cen-teraktivitet. Blandt de interviewede var der 66%, der foretog deres basisindkøb, dvs. indkøb til almindelig husholdning og tøj, i den fremmede kommune. De ude-fra kommendes handel i centerkommunerne bidrager herved til at øge disse kom-muners skattegrundlag.«
6. »Der var 66%, der udover at bruge biblioteket gør brug af andre kulturelle tilbud i den besøgte kommune.
En del af disse andre besøgte tilbud er betalingsbelagte, og de udefra kommende er således med til at skabe såvel et økonomisk som et efterspørgselsmæssigt grundlag for et rigere kulturliv i centerkommunerne.«
7. »Det har vist sig, at den fremmedkommunale låner kan karakteriseres ved typisk at være »superlåner«, set i forhold til den almindelige definition af regelmæssig brug
af bibilioteket, som defineres som én gang pr. måned. Der er således 76% af de in-terviewede, der angiver at bruge biblioteket mere end én gang om måneden.«
8. »Når spørgsmålet om de fremmedkommunale lån er blevet rejst, skyldes det ikke mindst bekymringer visse steder overfor en udefra kommende belastning af det kommunale biblioteksvæsen. En sådan belastning er jo netop mulig i kraft af den frie låneret.«23
I rapporten om de regionale støttefunktioner for folkebibliotekerne, ReBib 200524, gives der udtryk for ønsket om et større statsligt engagement i biblioteksvæsenet.
Det man især ønsker er, at der fastsættes standarder for serviceydelser. Hensigten er blandt andet at undgå, at nogle kommuner tænker i lav service på biblioteksområdet, når kommunernes borgere kan anvende andre kommuners biblioteker. Med standar-derne vil man undgå at biblioteksfattige kommuner nasser på biblioteksrige kommu-ner.
Efter udvalgets opfattelse kan det måske være meget hensigtsmæssigt at formulere standarder for biblioteksservice, men det er en bureaukratisk styringsform, der med fordel kan suppleres med en økonomisk styringsmekanisme, til sikring af et vist ser-viceniveau på biblioteksområdet.
Samtidig med at den frie låneret bevares, vil en indførelse af en mellemkommunal betaling for fremmedkommunal biblioteksbenyttelse kunne bidrage hertil. Betaling bør i givet fald ske efter de samme retningslinjer, som gælder for fritidsundervisnin-gen, hvor den ydende kommune kan kræve borgerens hjemstedskommune et stan-dardbeløb.
Konsekvensen vil formentlig være, at hjemstedskommunen enten vælger at forbedre sit bibliotekstilbud, når man alligevel skal betale for benyttelsen, eller bliver motive-ret til at gå ind i et samarbejde med nabokommunen eller nabokommunerne om at løse biblioteksopgaven.
For den enkelte kommune kan en sådan betalingsordning medføre en vis budgetusik-kerhed og den indskrænker kommunens muligheder for at styre biblioteksudgiften.
Budgetusikkerheden kan dog næppe vare længere end ét til to år. Indskrænkningen i muligheden for at styre biblioteksudgiften er reel, men næppe større end den, der gælder for fritidsundervisningen, hvor der også er etableret en mellemkommunal ud-ligning.
Der er markante forskelle mellem kommunernes bevillinger til biblioteksformål, og det er ikke rimeligt at enkelte kommuner lukrerer på andre. Økonomiske styrings-mekanismer er ganske hensigtsmæssige midler til at modvirke dette.
23 Fremmedkommunale lånere i folkebibliotekerne. 2. delrapport, side 23–24
24 ReBib 2005. Deltagerprojekt vedrørende støttefunktioner i biblioteksvæsenet, PLS Consult, 1997.
3.3.2 Lånervandringer mellem forskningsbiblioteker
Medens de eksterne brugere udgør en relativt set beskeden andel af folkebiblioteker-nes samlede antal lånere og belaster vejlednings- og udlånsaktiviteten på et moderat niveau, udgør den direkte betjening af eksterne brugere på de større forskningsbibli-oteker en stor del af disse bibliforskningsbibli-otekers publikumsaktivitet. På de store forskningsbib-liotker skønnes det direkte lån til eksterne lånere at udgøre mellem 1/3 og 2/3 af det samledes udlån. På Danmarks Tekniske Videncenter & Bibliotek regner man eksem-pelvis med ca. 60% eksterne lånere, og Danmarks Pædagogiske Bibliotek oplyser at kun 28% af udlånene i 1996 gik til Danmarks Lærerhøjskoles lærere og studerende. Af de resterende 72%, i alt 260.000 udlån, var 64% direkte lån til andre lånere og 8% in-terurbanlån.
I 1995 blev der gennemført en undersøgelse af studerendes biblioteksbenyttelse.25Af denne undersøgelse fremgår, at godt 25% af de studerende, der indgik i undersøgel-sen, oplyste at de også anvendte et andet bibliotek, 33% angav at de jævnligt an-vendte to andre biblioteker og godt 26% angav at de anan-vendte tre andre biblioteker.
Enkelte studerende angav, at de jævnligt anvendte seks til syv biblioteker til studie-brug.
Set fra institutionens side kan det måske ikke virke helt rimeligt, at en stor andel – i visse tilfælde altså nær ved 3/4 – af udlånene sker til personer, der ikke har tilknyt-ning til læreanstalten. Til gengæld sikrer Undervistilknyt-ningsministeriets budgetmodel, at institutionerne beregnes 30 kr. pr. udlån.
Set fra de eksterne brugeres synsvinkel er tilstedeværelsen af flere biblioteker med fagligt supplerende samlinger, hvilket medfører en større bredde i bogforsyningen, en vigtig forudsætning for, at de kan studere effektivt. Det er af afgørende betydning for dem, at tilgængeligheden ikke indskrænkes. De uddannelsessøgende henhører under Undervisningsministeriets ansvarsområde, ligesom de fleste forskningsbiblio-teker gør det. Vandringerne mellem biblioforskningsbiblio-tekerne sikrer altså blot en mere effektiv udnyttelse af de resurser, som ministeriet anvender til biblioteksformål. Oven i købet på en billig måde, da det er lånerne selv, der opsøger materialerne. Følgen af at Un-dervisningsministeriet har indført denne form for aktivitetsbudgettering er, at de af ministeriets biblioteker, der er defineret som offentlige, og som derfor udlåner til eksterne lånere, får dette udlån betalt.
Konklusionen for så vidt angår Univervisningsministeriets biblioteker er, at lånervan-dringer ikke udgør noget problem, takket være den økonomiske regulering, som budgetmodellen afstedkommer. Af samme grund bør eksterne lånere, der benytter biblioteket ved personligt fremmøde, betjenes efter de samme retningslinjer, som gælder for dem, der er tilknyttet institutionen. Lånervandringer sikrer på en billig måde en effektiv resurseudnyttelse.
25 Studerende og biblioteker. En undersøgelse af studerendes biblioteksbenyttelse / Niels Ole Pors.
København 1995. (Skrifter fra Statens Bibliotekstjeneste 9)
For Kulturministeriets biblioteker rejser lånervandringer heller ikke problemer. De er ikke underlagt nogen specifik institution og har i øvrigt traditionelt varetaget opgaven som overbygningsbiblioteker sideløbende med, at de også virker som universitetsbib-lioteker. Kulturministeriet undersøger for tiden muligheden af at indføre budgette-ringsmodeller, der ligner dem, Undervisningsministeriet anvender.
Der sker ingen overførsler til folkebibliotekerne i forbindelse med de uddannelses-søgendes benyttelse af dem. Udvalget vender tilbage til dette spørgsmål i kapitel 5.
3.3.3 Udvalgets overvejelser og anbefalinger
Udvalget har bemærket, at der er en meget stor forskel i de enkelte kommuners prio-ritering af biblioteksopgaven. Det er også blevet bemærket, at der angiveligt findes eksempler på, at enkelte kommuner har budgetteret deres biblioteksvæsen ud fra den forudsætning, at der er et godt biblioteksvæsen i nabokommunen. Dette kan føre til uheldige skævheder. Man kan også frygte, at den større og mere kostbare anven-delse af ny informationsteknologi ville kunne friste kommunerne til at indskrænke fremmedkommunale låneres adgang til at benytte biblioteket og dets serviceydelser.
Selv om problemet endnu ikke har noget stort omfang, viser den undersøgelse, som Danmarks Biblioteksforening og Kommunernes Landsforening har gennemført til be-lysning af problemstillingen, at de lånere, som udnytter den frie låneret, normalt også er særligt aktive lånere. En indskrænkning i den frie låneret ville derfor være et alvor-ligt anslag mod disse personers mulighed for adgang til information.
Udvalget anbefaler derfor
– at princippet om den frie låneret og dermed også benyttelse af ethvert folkebibli-otek fortsat sikres enhver med bopæl i landet. Den frie låneret bør omfatte alle medier, som bibliotekerne formidler,
– at der indføres en mellemkommunal betaling for fremmedkommunal biblioteks-benyttelse. Betaling bør ske efter de samme retningslinjer, som gælder for fritids-undervisningen. Det vil sige, at den ydende kommune kan afkræve borgerens hjemstedskommune et nærmere fastsat beløb, f.eks. svarende til den gennemsnit-lige årgennemsnit-lige bruttodriftsudgift pr. indbygger til biblioteksformål, pt. ca. 400 kr. eller pr. forbrug.
3.4 Lånesamarbejdet
Det er i lånesamarbejdet, at begrebet om »det samarbejdende biblioteksvæsen« skal stå sin prøve. Intet bibliotek er selvforsynende. Målet for samarbejdet er, at den efter-spurgte titel bringes tilveje hurtigst muligt.
Folkebibliotekernes lån fra andre biblioteker udgør mindre end én procent af deres samlede udlån. Man skulle derfor mene, at det burde være en forholdsvis overskuelig problemstilling. Imidlertid drejede det sig alene for folkebibliotekernes