Ophavsretlige problemer for biblioteksvirksomhed
4.0 Problemstillingen
Biblioteksloven fastlægger folkebibliotekernes opgaver og pligter. Folke bibliotekerne skal ifølge den gældende lov stille bøger og andet egnet materiale til rådighed, og de bør bestræbe sig på at stille musikbærende og andre audiovisuelle materialer samt edb-programmer og andre elektroniske materialer til rådighed.
Bibliotekernes muligheder for at leve op til lovens anbefalinger og stille værker på nye medier til rådighed for lånerne er imidlertid begrænset af anden lovgivning. Ho-vedparten af de materialer, som bibliotekerne kunne tænkes at stille til rådighed, er nemlig ophavsretligt beskyttet. Beskyttelsen er fastlagt i lov om ophavsret.
Det er ikke kun dansk lovgivning, som skaber disse begrænsninger. En række af de ophavsretlige regler bunder i internationalt vedtagne konventioner og EU-direktiver.
Man kan derfor ikke uden videre lave om på reglerne.
Det er dog sådan, at de internationale konventioner og EU-direktiverne på flere om-råder er såkaldte rammeforskrifter,som gør at man i de enkelte lande, herunder Danmark, har mulighed for at udvikle nationale regler. Den danske ophavsretslov er en sådan national regelfastsættelse, og denne lovgivning kan ændres af Folketinget.
I dette kapitel vil de særlige problemer, som lov om ophavsretrejser for biblioteker-nes virksomhed, blive gennemgået, og der vil især blive peget på problemer, som har deres udspring i den danske lovgivning, og som derfor kan ændres, hvis Folketinget ønsker at gøre det.
4.1 Aktivitetsformerne
Benyttelsen af bibliotekernes materialer kan opdeles i tre forskellige former for akti-viteter:
1. Udlån
2. Brug på stedet 3. Kopiering
4.1.1 Udlån Litterære værker
Når folk går på biblioteket, er det hyppigst for at låne bøger (evt. også tidsskrifter) med hjem. Denne udlånsvirksomhed giver normalt ikke ophavsretlige problemer.
Det er nemlig sådan ifølge ophavsretten, at den, som har skrevet bogen, dvs. forfatte-ren, eller som han/hun kaldes i denne sammen hæng: ophavsmanden,har en suve-ræn ret til at bestemme, om bogen (værket) skal udgives. Men når det er sket, dvs.
når værket er udgivet, og det vil igen sige, når eksemplarer med ophavsmandens accept er blevet solgt eller på anden måde overdraget til andre, så må disse eksem-plarer spredes videre, dvs. videresælges eller udlånes m.v. Når bibliotekerne har købt en bog, kan de derfor udlåne den.
Bibliotekernes udlån af værker, der er udgivet i bogform,er derfor traditio nelt ikke begrænset af ophavsretten. Ophavsmandens ret til at kontrollere, hvad der videre sker med det pågældende eksemplar af værket, er traditionelt blevet betragtet som udtømt, når det er blevet solgt. Her vejer hensynet til almenhedens interesse og til køberens ejendomsret til eksemplaret således tungere end ophavsmandens ophavsret.
Denne opfattelse gælder stadig, og det er vigtigt her at understrege, at den også gæl-der for nye fremtrædelsesformer for litterære værker, hvor den traditionelle bogform er erstattet af digitaliserede udgivelsesformer,typisk på disketter eller cd-rom i form af en såkaldt elektronisk bog.Udgivne elektroniske bøger må således også frit ud-lånes.
Det gælder imidlertid for alle de nævnte former for bøger, at den frie adgang til udlån forudsætter, at ophavsmændene oppebærer en form for vederlag. I henhold til det gældende EU-direktiv om udlån og udlejning har de enkelte medlemslande dog stor frihed til den nærmere fastsættelse af dette vederlag. I Danmark er vederlaget fastsat ved reglerne om biblioteksafgift,jf. herom nærmere nedenfor.
Musikværker
I mange kommuner udlånes også musik i form af grammofonplader og lydbånd.
Disse værksformer kan udlånes på samme måde som bøger, da udlånet ikke er er un-derlagt særlige ophavsretlige begrænsninger. For musikværkerne har der dog været nogle særlige problemer vedrørende grænsen mellem udlån og udlejning, jf. nedenfor.
Film og edb-programmer
Til forskel fra bøger må film(herunder videogrammer), og edb-programmeri digita-liseret form ikke udlånes uden ophavsmandens samtykke, jf. OHL § 19, stk. 3. Be-grundelsen er, at denne type værker er meget kostbare at fremstille, og at der er stor risiko for, at de bliver kopieret ulovligt, såfremt det er muligt at låne et eksemplar.
Lovreglen har således en reel begrundelse, men indebærer ikke desto mindre en al-vorlig og meget væsentlig begrænsning i bibliotekernes aktivitetsmuligheder. Hvis bibliotekerne skal have mulighed for at udlåne film og edb-programmer, må det såle-des ske på grundlag af aftaler med rettighedshaverne, jf. nedenfor.
Edb-programmer, der udgør en del af et litterært værk
En særlig bestemmelse gælder dog for edb-programmer, der udgør en del af et litte-rært værk, jf. OHL § 19, stk. 3, 2. pkt. Forbudet imod udlån gælder nemlig ikke,når eksemplarer af et edb-program i digitaliseret form udgør en del af et litterært værk og udlånes sammen med dette.
Bestemmelsen er ikke uproblematisk. Problemerne drejer sig navnlig om: 1) hvad man forstår ved et litterært værk, og 2) om man som låner er »retmæssig bruger« af et edb-program.
Litterært værk
En almindelig trykt publikation, f.eks. en lærebog, udgives undertiden sammen med et edb-program på en diskette. Typisk vil lærebogen indeholde en del opgaver, som den studerende formodes at løse ved anvendelse af edb-programmet i sin pc. Man kan også forestille sig en lærebog i musik med nodehefte og tilhørende musikpro-gram.
Ved litterære værker forstår ophavsretsloven skønlitterære og faglitterære tekster, samt kort, tegninger og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskri-vende art.
Fotografier, kunstneriske tegninger, grafik eller malerier, noder, indspillet musik og filmsekvenser, herunder animeringer, regnes derimod ikkefor litterære værker.
Det betyder, at retten til udlån af edb-programmer, der udgør en del af et litterært værk, alene gælder i forbindelse med værker, der udelukkende består af tekst, tal, dia-grammer, beskrivende grafik, geografiske kort og lignende – og intet andet.
Disse indskrænkninger gælder, lige meget om det litterære værk er udgivet i elektro-nisk eller i traditionel bogtrykt form.
Fra et bibliotekssynspunkt er det klart, at bestemmelsen bør ændres, således at ordet
»litterært« fjernes og erstattes af ordene »et værk, bortset fra filmværker«. Det vil sige, at såfremt værket må udlånes, så må det tilhørende edb-program også udlånes.
Man må imidlertid gøre sig det klart, at særbestemmelsens forhold til EU-direktivet om udlån og udlejning er tvivlsom, idet direktivets krav om vederlag (dvs. betaling) ikke er opfyldt, se direktivets art. 5(2). Derfor indebærer en udvidelse af regelen, så-ledes at edb-programmer kan udlånes sammen med alle værker, bortset fra filmvær-ker, en risiko for sagsanlæg, ikke mindst fordi rettighedshaverne nøje våger over ret-tighden til edb-programmer. Det må derfor antages, at en ændring på dette punkt forudsætter, at vederlagsproblemet løses. Udvalget foreslår, at veder problemet løses gennem en regel om tvangslicens, jf. nedenfor 4.2. En ordning med aftalelicens kan også drøftes, men er formentlig mindre praktisk på dette noget specielle område, hvor rettighedshaverne ikke har noget stærkt incitament til at indgå aftale.
Retmæssig bruger
Et værk kan også være udgivet i elektronisk form, og edb-programmet anvendes til at få adgang til værket. Som eksempel kan man tage Info-Samfundet 2000,der foruden i trykt form også forelå på to disketter: En programdiskette og en diskette med tek-sten. For at kunne læse teksten må programdisketten først indlæses i maskinen, det vil sige kopieres over i pc’ens hukommelse.
Der kan her stilles spørgsmålstegn ved, om denne indlæsning er lovlig, når teksten og programmet er udlånt fra et bibliotek.
I Statens Bibliotekstjenestes vejledning til bibliotekerne34hævdes det, at et edb-pro-gram, der udlånes sammen med et litterært værk, kun må bruges på distributionsme-diet, og altså ikke må kopieres over i pc’ens permanente hukommelse. Dette antages at følge af lovens § 36, der omhandler, hvad henholdsvis den retmæssige bruger og erhververen må gøre ved et edb-program, herunder i hvilket omfang man må kopi-ere programmet. Konsekvensen af en så restriktiv fortolkning er, at bestemmelsen i det store og hele er værdiløs, da man normalt må indlæse programmet i datamaski-nens hukommelse, for at den overhovedet kan behandle de data, det litterære værk består af.
Udvalget må derfor tage afstand fra denne fortolkning og lægge til grund, at den ret-mæssige lånerogså er retmæssig bruger. Udvalget må her påpege, at bestemmelsen blev introduceret meget sent i lovgivningsarbej det. Derfor er problemstillingen ikke behandlet i Bemærkningerne til det oprindelige lovforslag. Det fremgår hverken af Folketingets forhandlinger, Kulturudvalgets Betænkning eller af andre autoritative kil-der, at loven skal tolkes så restriktivt som antaget i SBT s vejledning.
Problemet ser iøvrigt ud til at blive løst, idet Kulturministeriet har udarbejdet et ud-kast til forslag til lov om ændring af ophavsretsloven, udsendt den 17.7.1997. Under henvisning til Databasedirektivet35vil man foreslå § 36 ændret således, at retten til brugskopiering ikke alene tilkommer den egentlige erhverver af programmet, men også enhver anden person, som lovligt er i besiddelse af programmet med ret til at bruge det.
Udvalget må anbefale, at forslaget gennemføres.
Vederlagsspørgsmål i forbindelse med udlån
Det generelle spørgsmål om brugerbetaling for biblioteksbrug behandles i kapitel 5.
På dette sted skal behandles nogle mere specielle forhold i forbindelse med ud-lånsvirksomheden.
34 og altså også i Niels Erik Willes notat om Bibliotekernes retlige råderum med hensyn til tilgænge-liggørelse af offentliggjorte værker.
35 Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 96/9/EF af 11. marts l996 om retlig beskyttelse af databa-ser. De Europæiske Fællesskabers Tidende, Nr. L. 77/20, DA, 27.3.96.
Biblioteksafgift
I 1992 blev der vedtaget et EU Direktiv36, der som noget nyt gav ophavsmændene en generel ret til at kontrollere udlån og udlejning af deres værker. De enkelte medlem-slande kan imidlertid gøre indskrænkning i denne ret, som ophavsmændene har, når det drejer sig om udlån. I så fald skal der ydes dem en passende kompensation. Ve-derlagets størrelse og art kan frit fastsættes af medlemsstaterne under hensyn til de-res målsætnin ger for at fremme kulturen, og visse bibliotekstyper kan fritages for at betale vederlag.
Dette direktiv er baggrunden for, at den danske Lov om Biblioteksafgift er udformet som en lov om kulturstøtte,hvis formål er at støtte det danske sprog. Herefter får op-havsmænd, dvs. forfattere, oversættere, illustratorer m.v., hvis bøger udgives på dansk, og som indkøbes af folke- og skole biblioteker (og visse andre), et vederlag.
Vederlag for disse bibliotekers brug af billedkunst i andre former og for indspillet musik (fx grammo fonplader) dækkes af biblioteksafgiftens rådighedsbeløb.
Filmværker og edb-programmer, som jo ikke må udlånes uden særskilt tilladelse fra ophavsmanden, er holdt uden for biblioteksafgiften, idet ophavsmændene her har mulighed for at gøre en tilladelse til udlån afhængig af en særlig anskaffelsespris eller anden form for vederlag.
Dette system volder store problemer for bibliotekerne, fordi de kun vanskeligt kan forhandle vederlag med ophavsmændene enkeltvis. I forbindelse med behandlingen af ophavsretsloven ønskede bibliotekerne derfor indført en bestemmelse om aftale-licensfor udlån af filmværker og edb-programmer.
Aftalelicens
En aftale om aftalelicens indgås med en organisation, der repræsenterer en væsentlig del af de danske ophavsmænd til en bestemt type værker. En sådan aftale giver bruge-ren mulighed for at udnytte andre værker af samme art og på samme måde, selv om ophavsmændene til disse værker ikke er repræsenteret af organisationen. Det kan dreje sig om andre danske ophavsmænd, som ikke er medlemmer af den pågældende organisation, eller om udenlandske ophavsmænd. Aftalelicens forudsætter lovhjem-mel.
Aftalelicens er navnlig nyttig på områder, hvor der er tale om en bred udnyttelse af en mangfoldighed af værker, og hvor det i praksis vil være meget vanskeligt at sikre sig de nødvendige aftaler med hver enkelt ophavsmand eller dennes repræsentant.
En aftalelicens for filmværker og edb-programmer ville gøre det muligt gennem for-handling at nå frem til nærmere vilkår, herunder vederlag, for bibliotekernes
udnyt-36 Rådets direktiv 92/100 af 19. nov. 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret. Dette direktiv skulle i alt væsentligt være implementeret af medlemslandene den 1. juli 1994. I Danmark skete det altså først med vedtagelsen af den nye Lov om ophavsret af 2. juni 1995.
telse af værkerne. En sådan aftale ville også kunne indeholde en nærmere bestem-melse om hvilke typer værker, der skulle være omfattet af aftalen. Eksempelvis kunne det dreje sig om værker, som indgår i de såkaldte multimedier,som f.eks. digitalise-rede leksika, håndbøger eller vejledninger. De indeholder tit kortere eller længere filmklip som illustrationsmateriale. Den slags værker er i papirform traditionelt blevet indkøbt og udlånt af bibliotekerne.
Aftalelicens i forbindelse med biblioteksudlån er tidligere blevet foreslået af et flertal i lovrevisionsudvalget i delbetænkning nr. 5 om Ophavsretligt biblioteksvederlag.Et mindretal, bestående af bl.a. bibliotekernes repræsentant og kulturministeriets re-præsentant, kunne på dette tidspunkt dog ikke tilslutte sig forslaget, da det omfat-tede alle dele af bibliotekernes udlån og derfor gjorde det muligt helt at standse bibli-oteksudlånet i tilfælde af uenighed mellem parterne.
Med den nye Lov om ophavsret blev der taget stilling til det generelle spørgsmål om en biblioteksafgift, baseret på aftalelicens. Spørgsmålet om aftalelicens i forbindelse med udlån angår derfor nu alene de former for udlån, som ikkeer omfattet af biblio-teksafgiften.
En indførelse af aftalelicens for udlån af filmværker og edb-programmer vil imidlertid medføre, at vi i Danmark får to forskellige principper for vederlag for bibliotekslån:
1) Biblioteksafgiften, der er defineret som en kulturstøtteordning, der ikke er ophavs-retligt forankret, men som dog lever op til Udlejnings- og udlånsdirektivet,og 2) en aftalelicens for udlån af filmværker og edb-programmer, der ville være
ophavs-retligt forankret.
Det kan måske opfattes som uheldigt at introducere en aftalelicenskonstruktion for en del af bibliotekslånene, eftersom det kan rejse spørgsmå let om grundlaget for bib-lioteksafgiften. Det kan også anses for noget tvivlsomt, i hvilket omfang det oven-nævnte EU-direktiv giver mulighed for aftalelicens på området.
I betragtning af den udvikling, der sker i medierne, og den rolle som film og edb-pro-grammer spiller heri, finder udvalget dog anledning til at påpege, at det er meget uheldigt, såfremt bibliotekernes muligheder for at formidle de nye værktyper og me-dier begrænses, fordi man ikke kan finde egnede og tidssvarende vederlagsordninger.
Udvalget skal derfor anbefale, at problemstillingen gøres til genstand for fornyede overvejelser under inddragelse af kredsen af rettighedshavere.
De muligheder for frikøb og lignende, der for øjeblikket står til rådighed for bibliote-kerne, belaster de enkelte bibliotekers beskedne budgetter. Ønsket om tidssvarende biblioteker, hvor brugerne har adgang til samtlige værks- og medietyper, fører således til et ønske om tilførelse af yderligere resurser, dersom de gældende ophavsretlige regler bibeholdes. Problemstillingen fører dermed ind i de videregående drøftelser om resursetildeling og brugerbetaling, jf. herom kap. 5.
Grænsedragningen mellem udlejning og udlån
Den nye ophavsretslov indfører et generelt forbud mod udlejninguden særskilt til-ladelse. I den tidligere lov gjaldt dette forbud alene musikværker, filmværker og edb-programmer.
Baggrunden for indførelsen af dette forbud skal søges i Udlejnings- og udlånsdirekti-vet. Dette EU-direktiv giver, som også omtalt ovenfor, ophavsmændene en generel eneret til at tillade offentligt udlån og udlejning af deres værker. I modsætning til, hvad der var tilfældet for udlån, kan medlemslandene ikke indføre indskrænkninger i ophavsmæn denes eneret til at tillade udlejning.
Dette volder i visse tilfælde problemer for bibliotekerne, fordi man i direktivet defi-nerer udlejning anderledes end i dansk ret.
I følge Udlejnings- og udlånsdirektivetforstås ved
udlån:»det forhold, at et værk for et begrænset tidsrum og ikke med henblik på di-rekte eller indidi-rekte økonomisk eller kommerciel fordel stilles til rådighed med hen-blik på brug via offentligt tilgængelige institutioner.« Og ved
udlejning:»det forhold, at et værk med henblik på direkte eller indirekte økonomisk eller kommerciel fordel for et begrænset tidsrum stilles til rådighed for brug«. (UUD Art. 1, nr. 2 og 3)
Dette er en anden opfattelse af grænsen mellem udlån og udlejning end den, der gæl-der i dansk ret.
I dansk retforstår man ved udlånat ejeren af en genstand midlertidigt overlader brugsretten til en anden udenvederlag for brugen, og ved udlejningen midlertidig brugsret modvederlag for brugen, uden hensynta gen til om vederlaget dækker ud-lejerens omkostninger eller ej.
Dette princip blev lagt til grund for Højesterets dom i den såkaldte Søllerød-sag, UfR 1993/572 H, hvor musikudlån mod vederlag i form af et årskort blev bedømt som ud-lejning, der forudsatte ophavsmændenes tilladelse.
Da begreberne udlånog udlejningi ophavsretsloven ikke er defineret særskilt, f.eks.
i overensstemmelse med definitionerne i Udlåns- og udlejningsdirektivet, medfører Højesterets afgørelse i Søllerød-sagen, at bibliotekerne ikkekan kræve nogen form for betaling for udlån uden aftale med rettighedshaverne. Hermed er den danske gennem-førelse af EU-direktivet betydeligt mere restriktiv, end der i direktivet var lagt op til.37
37 Jf. herved direktivets indledende »betragtninger«, hvor det er anført, at »når en offentligt tilgænge-lig institutions udlån medfører betaling af et beløb, som ikke overstiger, hvad der er nødvendigt til dækning af institutionenes driftsudgifter, foreligger der ikke nogen direkte eller indirekte øko-nomisk eller kommerciel fordel i dette direktivs forstand«.
Denne meget restriktive gennemførelse rejser en række problemer for bibliotekerne, som skal behandles her, uden at der dermed er taget stilling til, om der generelt bør indføres brugerbetaling på bibliotekerne.
Ved den senest gennemførte ændring af Lov om folkebiblioteker(Lov nr. 1100 af 22.
december 1993) videreførtes bestemmelsen om, at bibliotekerne kan kræve vederlag for udlån af musikbærende materialer og videogrammer. Efter den nævnte Højeste-retsdom må dette regne for en udlejning, der forudsætter en aftale med rettighedsha-verne til de pågældende værker.
Det samme må også antages at gælde i forbindelse med udlån af andre typer af mate-rialer. F.eks. vil bestemmelsen antagelig medføre, at videreførelsen af tidsskriftslæse-kredse kræver tilladelse fra rettighedshaverne, idet der i de fleste tilfælde kræves et vederlag for at få tidsskrifterne tilsendt. Dette er ikke muligt i praksis, hvorfor tids-skriftslæsekredsene i givet fald må indstilles.38Tidsskriftslæsekredse er en populær og effektiv måde, hvorpå såvel forskere som andre kan holde sig orienteret om emner, de er interesserede i.
For at undgå de uheldige og formentlig utilsigtede følger af den meget restriktive gennemførelse af EU-direktivet skal udvalget anbefale, at der i Ophavsretsloven ind-føjes en bestemmelse, der definerer udlån og udlejning i overensstemmelse med Udlåns- og udlejningsdirektivet.
Om der generelt bør indføres brugerbetaling for bibliotekslån, er at andet spørgsmål, som behandles udførligt i kapitel 5.
4.1.2. Brug på stedet
Bibliotekernes materialer benyttes ofte på stedet. Normalt er det materialer, som bib-lioteket ikke vil udlåne. Det kan f.eks. dreje sig om aviser og visse tidsskrifter, samt om leksika og andre opslagsbøger i håndbogssamlinger. Det kan også dreje sig om værker, som p.g.a. ælde eller kostbarhed ikke udlånes til hjemlån og altså kun må bruges i bibliotekets læsesal. Der findes imidlertid også en anden type materialer, som f.eks. film og edb-programmer, som bibliotekerne ikke uden særlig tilladelse må udlåne til hjemlån.
Offentlighedens adgang til sådanne værker er imidlertid sikret takket være en be-stemmelse i ophavsretsloven (§ 21. stk.3), ifølge hvilken udgivne eksemplarer af filmværker, musikværker og værker i digital form kan stilles til rådighed for enkelt-personer på offentlige biblioteker tilpersonligt gennemsyn eller studium på stedet.
Da bestemmelsen udtrykkeligt vedrører udgivneeksemplarer af værker, har dette ført til et spørgsmål om, hvordan det forholder sig med værker, herunder databaser,
38 Danmarks Tekniske Videncenter & Bibliotek har i konsekvens af loven indstillet sine tidsskrifts-læsekredse. Andre biblioteker har valgt at afvente resultatet af UBIS’s arbejde.