Politisk Forbrug og Brands i samspil med CSR
Politisk Forbrug og Brands i samspil med CSR
får mere kvalitet og ikke skal betale ekstra for markedsføring. Mærkevarer betyder dog ingenting for ham, og han vil helst bare have noget ”der smager godt”.
B2 indrømmer dog, at han vil blive nysgerrig, hvis et brand virkelig blev hypet. Men siger samtidig, at ”hvis ikke man prøver tingene, kan man jo netop ikke sige, at det ikke er en skid bedre end det billigere mærke. De skal ikke tage røven på mig, det gider jeg bare ikke”.
B2 kommer ind på, at ”afsenderlandet” alligevel har en betydning, da han bliver påvirket af de fødevareskandaler han hører om i medierne og nævner forurenede bær. Efter sådanne skandaler har han alligevel en tendens til at undersøge afsenderen noget mere, hvilket kun er udmøntet i et ønske om sundhed for sig selv og sin familie: ”Der er ingen grund til at gøre sig selv syg, bare fordi man er lidt ligeglad. Man må jo gerne lige tænke sig bare lidt om”.
Der er ingen supermarkeder der betyder mere for B2 end andre: ”jeg er sgu ligeglad hvad de hedder, bare de har hvad jeg skal bruge”.
Ansvarlighed
B2 deler Ansvarlighed op i virksomhedens ansvar, og sit eget.
Virksomhederne har et kæmpe ansvar for ”alle de ting de lukker ind i butikken. De skal kunne stå inde for ALT. Ligeledes Ansvarlighed over for deres medarbejdere og hver en ting. Hvordan de agerer på forskellige ting. Det er nok det som kommer først. Min egen Ansvarlighed handler mere om, at det JEG gør som menneske også afspejler sig i de ting jeg gør. Den måde jeg agerer på, den måde jeg har opdraget mine børn på. Hvordan man skal være. Hvis ikke du tager ansvar for dine egne handlinger og gøremål, for ellers stod det ilde til her i verden. Man skal kigge på sig selv først og fremmest”. Han synes derfor at supermarkederne har det største ansvar, da han jo ”ikke handler varerne ind til dem der skal købe dem. Jeg er jo den sidste i fødekæden”.
B2 kan slet ikke nævne nogle supermarkeder der skulle være mere ansvarlige end andre, og kommer med et vævene eksempel omkring SPAR, som skulle have haft dårligt kød (Var SuperBest, red.). Han mener med sit eksempel, at de så måske som resultat af dette, er blevet mere ansvarlige omkring deres varekvalitet. Samtidig fortæller han også, at virksomhederne jo ”egentlig bare skulle sørge for kvaliteten af deres varer uanset om de er økologiske eller ej”.
Ifølge B2 ”råber alle på Ansvarlighed, men hvor ansvarlige er de så når det kommer til stykket? ”. Han siger, at man skal sætte sig ind i alt for mange ting, hvis man oprigtigt skal forstå hvor ansvarlige de er. B2 mener, at de kan skrive ”vi gør sådan og sådan, og sådan og sådan”, men at vi som forbrugere ikke kan udlede noget ud fra alle deres regnskaber, og vi heller ikke har tid til det, så vi må simpelthen bare stole på det passer. Når B2 skal nævne årsagen til, at ”alle råber på Ansvarlighed”, siger han, at ”det er simpelt. Det er da på grund af penge”.
B2 føler, at Ansvarlighed ville være mest synligt for ham i fjernsynet, selvom det er et medie man skal være skeptisk over for, da det ”ikke fortæller sandheden”. Han
Politisk Forbrug og Brands i samspil med CSR
synes hvert fald nettet ville være et forkert medie, da man som forbruger ”ikke gider bruge den halve dag på at sætte sig ind i en eller anden detalje”. Han mener man bare stoler på den virksomhed man køber dem fra.
Coop post
B2 kan ikke forklare hvad Coops brand er, da han ikke ved hvad han skulle beskrive Coop med. De følelser han dog får for Coop er præget af hans relation til Coops historie, men ellers ingenting, da det ”bare er et sted han handler”. Ift. Coops styrke og unikhed, nævnes igen historien bag koncernen, da han mener det er et stærkt kort at brande sig på.
B2 nævner i denne sammenhæng selv, at han ikke forstå Coops brandudvidelser med Swipboks og bank. ”Det kan de godt glemme. Hvad i helvede har de gang i.
Tror du, at de kan tjene penge på det? Det tror jeg ikke på, at det er godt”.
Coop kan sagtens dække B2s indkøbsbehov, ”de har jo alt”. Han tilføjer hertil, at han aldrig ville købe elektronik og cykler i Coop, da service- og vidensniveauet er for lavt, og han anser produkterne for værende af dårlig kvalitet.
B2 synes ikke selv han er loyal over for Coop, da han ikke foretrækker at handle i deres butikker, og ej heller anbefaler butikkerne til andre.
Ift. Markedsføringen af Coop som koncern, synes B2 handler for meget om interne stridigheder, og han synes primært, at det er dette han får at læse i medierne, når det handler om Coop som koncern. B2 anser dette som Coops største problem: ”de ved simpelthen ikke hvad fanden de skal gøre. De har haft problemer de sidste 10 år, hvis du spørger mig”. Ift. markedsføringen af kæderne, så synes B2, at ”det er nogle røvkedelige aviser”. Han påpeger i øvrigt, at han er træt af at få reklameaviser fra flere forskellige af deres kæder hver lørdag, når flere af tilbuddene nærmest er ens, og efterspørger ”hvorfor de ikke bare kan lave én samlet avis”.
Da B2 fandt ud af, at Coop havde mange Ansvarlighedspolitikker ændrede det ikke noget for ham, da han synes det er en selvfølge, at varerne er ”ok, det er deres fornemmeste pligt”.
Han mener derfor heller ikke reklametiltag vil gøre en forskel for Coop, da det kræver handling, og mange tager det som en forventning og en selvfølge, at de ting er i orden.
B2 har ikke andet at tilføje, udover, at han bare ”har det sådan lidt, at, Dansk Supermarked. Der er sgu højere niveau. Det er lige tunet en tand op, særligt den følelse man får når man træder ind i deres butikker”.
Politisk Forbrug og Brands i samspil med CSR