EFTERSKRIFT
I tilblivelsen af denne ”bog” har vi været på en lang rejse med mange op og nedture. Vi bor fysisk langt fra hinanden, så der har været mange chats og telefonsamtaler til langt ud på aftenen for at få det hele til at hænge sammen. Der har været fysiske rejser, hvor vi begge er draget fra hver vores landsdel til både hinanden, men også til møder med forskellige instanser og mennesker.
Vi har talt med mange, og vi er i processen med ”bogen” kommet dybt ind i hele området, der hedder anbringelse. Vi er blevet både rystet og ramt, når vi er blevet konfronteret med mange af de skæbner, der tilfalder anbragte børn i Danmark, hvor vi også har måttet trøste hinanden. Vi er blevet kede af det, frustrerede og vrede, når det er gået galt for en plejefamilie, og vi har jublet sammen, når det er lykkedes for en plejefamilie at stå imod systemet.
Ude i verden roses Danmark meget for deres måde at behandle vores samfunds mest sårbare børn på – de anbragte børn. Igennem vores proces har vi måtte sande, at Danmark så absolut på ingen måder fortjener denne ros. Noget af det, som måske har ramt os allermest, er det børnesyn og menneskesyn mange forvaltninger har fået tillagt sig. Vi er blevet dybt chokerede over at opleve, hvordan anbragte børn tilsyneladende slet ikke regnes for mennesker af mange kommuner. De bliver uden videre kastet rundt i og af et kæmpe system uden tanke for mennesket, som ligger bag ved. De flyttes rundt og fjernes fra plejefamilier, hvor de har fundet deres ro, tilknytning og tryghed. De fjernes af årsager, som for os er uforståelige. Det kan være årsager som handler om, at en sagsbehandler har set sig sur på en plejefamilie, eller at man kan spare et par små ører.
Årsager, som på ingen måder i vores verden, retfærdiggør det store traume, som man påfører et lille eller ungt menneskeliv, når man flår dem væk fra deres erhvervede tilknytning hos en plejefamilie. Efterfølgende har man endda ofte forbudt kontakt mellem plejefamilie og plejebørn, selvom de måske har boet i plejefamilien i 10 år eller mere.
Vi er også i processen blev mødt af mange fordomme – især omkring økonomien. Hvorfor skal vi overhovedet have penge for at have plejebørn? Skal og kan vi ikke bare adoptere dem og tage dem som vores egne? Igen gribes vi i det, vi oplever som manglede viden, indsigt og indlevelse i;
hvad vil det sige at være et barn, der er anbragt?
I ethvert anbragt barns hjerte bor en ufattelig stor kærlighed til deres biologiske mor og far. Ved siden af kærligheden bor også sorg, vrede, frustration, afmagt, magtesløshed, skuffelse, håb og for nogen også skam over: hvorfor kan min mor og far ikke være som dem, jeg bor sammen med nu (plejeforældrene). Der bor også vrede mod plejefamilierne over at skulle bo hos dem, når man nu helst vil bo hos sin mor og far, men ikke kan.
I respekten for dette hjerte er bl.a. også svaret på, hvorfor plejefamilien skal have løn, og hvorfor det er et arbejde. Et hjerte som dette kræver langt mere end et almindeligt barn. Det kræver, at man besidder faglighed, kompetencer og at man er i stand til at rumme og bære alt det ubærlige for det anbragte barn, indtil det en dag kan bære sin egen livshistorie, som altid vil være en del af det. Vi hverken kan eller skal tage barnet i hånden, gå ned i automaten og sige: kom så trækker vi lige en ny mor og far til dig! Kunsten i en anbringelse er ikke at slette eller erstatte det biologiske ophav, men at hjælpe barnet til at kunne leve et godt liv med hvilken livshistorie det nu end har.
Kunsten er at lære dem at leve med, at det kan være svært.
Det hjælper man ikke barnet til ved at kaste det rundt i systemet. Ved at udmatte plejefamilier i deres kamp mod netop dette system for at få den hjælp til plejebarnet, som er vurderet nødvendig - uanset hvor faglig den udredende instans måtte være. Eller når plejefamilien forsøger at kæmpe sig til at blive behandlet på en respektfuld måde og for at få ordentlige vilkår i deres ansættelse.
Vilkår som bibringer ro i anbringelsen og dermed bliver til stor gavn for plejebarnet.
SVIGTET INGEN VIL SE 116
Det er vores ønske med denne bog at tydeliggøre, hvordan livet desværre er for rigtig mange plejebørn og deres plejefamilier. Det er vores ønske, at den kan hjælpe til at indgyde mod hos politikerne, så de tør tænke ud over deres egen valgperiode og igennem lovgivningen sikre, at anbragte børn får en anstændig og værdig opvækst – noget plejebørn mange gange ikke får mulighed for i dag, da økonomien syntes at sætte dagsordenen.
Vi vil gerne give et dybtfølt tak til alle de plejefamilier der har valgt at dele deres historier med os. Enten ved at bidrage med en case til denne bog eller ved at dele deres liv med os igennem telefonsamtaler. Uden jer kunne ingen sidde med denne bog i hånden.
Også en stor tak til alle dem som har støttet os igennem hele denne proces. I har været mange og uvurderlige! – TAK for det!
Ligeledes en stor tak til SL, som har vist os stor støtte og hjulpet os med at blive godt klædt på igennem god sparring.
Til sidst vil vi også gerne give en særlig tak til Ishøj kommune, som har vist os, at deres ord ikke bare er fine visioner og flotte ord, men oprigtige og bakket op af deres handlinger. I forbindelse med, at Joan skulle aftale møde med dem, var det af hensyn til Joans plejebarn svært at finde en dato og tidspunkt. Ishøj kommune udviste her stor fleksibilitet og imødekommenhed ud fra at plejebørnene og deres behov altid kommer først!
Vi håber vores bog har givet stof til eftertanke.
Besøg os på http://sl.dk/