DEN 5. marts var jeg, Joan, på besøg hos Ishøj Kommune for at finde ud af, hvad det så er de gør, når de igen og igen kan lave den gode anbringelse?
Trods stor travlhed i Familiecenter havde man valgt, at en familieplejekonsulent kunne gå fra for at tale med mig, da man så ”vores sag” som en ”fælles sag”. Og netop begrebet ”fælles sag” er nok noget af hele omdrejningspunktet i Ishøjs måde at håndtere deres anbringelsessager på.
I Ishøj har man valgt i deres organisation at være meget skarpe på deres rollefordeling. Lidt firkantet kan man sige, at familierådgiver (socialrådgiver) er der til de biologiske forældre og familieplejekonsulenterne er der til plejefamilien. Her har man set og forstået, at godt nok ligger det nu i lovgivningen, at der skal være en børnesamtale hvert halve år, men denne børnesamtale varetages af familierådgiveren. Det er altså en person, som barnet ser hvert halve år. I Ishøj formår man, at se det fra barnets perspektiv og man er fuldt ud klar over, at barnet hverken kan eller vil tale ”frit fra leveren” til en forholdsvis ukendt person.
Ishøj kommune vægter børnesamtalerne, som altid varetages af familierådgiveren, men ofte er familieplejekonsulenten også tilstede, fordi hun/han er en kendt person for langt de fleste plejebørn. Ved de løbende tilsyn ser familieplejekonsulenten barnet og taler med barnet.
Plejekonsulenterne ser det som deres opgave også at være barnets talerør, netop i forhold til ting som kan være svære at sige til sin plejefamilie, til sin biologiske familie eller til familierådgiveren, hvis denne er ukendt. Man har derfor valgt i Ishøj at lægge rigtig mange kræfter i tilsynet med plejefamilierne, at yde råd og vejledning. Denne opgave varetages af familieplejekonsulenten.
Når et barn bliver anbragt af Ishøj, så er der i starten en meget tæt kontakt til plejefamilien.
Ud fra en individuel vurdering kan det eksempelvis være at telefonen holdes åben af familieplejekonsulenten efter behov den første tid, ligesom der aflægges tilsynsbesøg efter kun en til to uger efter anbringelsen. Man har set, at det at blive anbragt er en stor proces for alle parter – for barnet, de biologiske forældre, men også for plejefamilien, som nu skal have et nyt medlem integreret i deres familie.
I starten støtter man altså tæt op om både plejebarn og plejefamilie. Som familieplejekonsulenten sagde, så er man fuldt ud klar over i Ishøj, at selve arbejdet med barnet foregår i plejefamilien, men anbringelsen er en fælles opgave og skal anbringelsen lykkes, så kræver det opbakning og støtte fra anbringende kommune til plejefamilien. Man ser det altså som vigtigt at have et godt serviceniveau i forhold til plejefamilierne.
I alle plejefamilier er der tilsynsbesøg hver 8. uge – aldrig mindre! Som oftest tilrettelægger man tilsynsbesøget således at plejebarnet er til stede, så man ser plejebarnet jævnligt. Familiepleje-konsulenten bliver derfor til en velkendt person for plejebarnet, hvor det er muligt at opnå en større tryghed hos barnet, og en relation der gør, at plejebarnet kan åbne sig mere. På den måde får den anbringende myndighed meget støre føling med plejebarnet og kan komme eventuelle forhindringer i møde – her forbygger man frem for at reparere!
Hvert halve år laves der en statusrapport af familieplejekonsulenten i tæt samarbejde med plejefamilien. Endvidere afholdes der statusmøder hvert halve år i plejefamilien, hvor også rådgiver og forældre deltager.
Ishøj kommune har ligeledes en meget klar holdning og procedure forud for en anbringelse. Her
”skynder vi os langsomt”, siger familieplejekonsulenten. Der lægges utrolig meget arbejde i selve
SVIGTET INGEN VIL SE 22
forarbejdet. Der udføres en grundig § 50 undersøgelse. Herefter læser familieplejekonsulenten hele sagen igennem og får yderligt opfølgning fra rådgiverne. Biologisk familie og barn besøges af familierådgiveren og familieplejekonsulenten, igen for at sikre, at der er så meget viden som muligt for at lave det helt rigtige match mellem barn og plejefamilie. Der udvælges tre forskellige plejefamilier, som to familieplejekonsulenter herefter besøger inden den endelige plejefamilie udvælges. Forarbejdet og matchet mellem plejebarn og plejefamilie vægtes meget højt.
Omkring supervision så varetages den for nuværende af uddannede supervisorer i familiepleje-teamet. Endvidere tilbydes der gruppesupervision for en gruppe familieplejere, som har nogle særlige svære opgaver, og som står med nogle helt særlige problemstillinger lige nu. Disse varetages af ekstern psykolog. Hvis det vurderes, at en plejefamilie kunne have behov for noget særligt ekspertsupervision, vil dette også være muligt i en begrænset periode. Dette vil også altid blive varetaget af ekstern psykolog.
Omkring kursusdage vægter man ligeledes, at plejefamilierne får de kurser, de skal have.
I det hele taget, så fik jeg et klart indtryk af, at i Ishøj har man sat sig ned og ”tænkt” over, hvordan man forvalter en anbringelse. Alt virker gennemtænkt, helt ned i de mindste detaljer, således at det hele ender i en gennemgribende helhedsplan. Man har så at sige en standardprocedure som gør anbringelsen gennemskuelig for alle parter. Og det gælder på alle planer. Det er i forhold til, hvordan familieplejekonsulenter samarbejder med plejefamilier, det er i forhold til hvordan familierådgiver samarbejder med biologiske familie og det er i forhold til hvordan familie-plejekonsulenter og familierådgiver samarbejder indbyrdes.
For eksempel har man også valgt at lægge en del af kompetencerne over til familieplejekonsulenterne i forhold til bl.a. forskellige standardbevillinger. Det samme gælder i forhold til fastsættelse af vederlag til en vis grænse, hvor det er familieplejekonsulenten, der fastsætter aflønningen af opgaven. Hvilken giver ualmindelig god mening, da det er familieplejekonsulenten, som har det tætte samarbejde med plejefamilien og derved også det største kendskab til både opgavens omfang, men også plejebarnets vanskeligheder.
Vi fik også talt lidt omkring sammenbrud i anbringelser og også her har Ishøj en forståelse og anerkendelse af den alvorlige konsekvens et sammenbrud i anbringelsen har for plejebarnet, hvilken også afspejles i at Ishøj kommune har en lav sammenbruds- eller genanbringelsesprocent set i forhold til landsplan. Igen kom kvaliteten i tilsynet frem, hvor man netop vægter at støtte, hjælpe og klæde plejefamilien på, således at sammenbrud for så vidt muligt kan undgås.
Holdningen til begrebet ”anbringelse” og vigtigheden af at undgå sammenbrud i Ishøj kommer her til at stå i skærende kontrast til en af vores cases, hvor børn oplever at være anbragt 7 forskellige steder, inden de er fyldt 2 år!
Slutteligt kom vi også ind på økonomien og mit meget store spørgsmål: Er det så meget dyrere at gøre det på den rigtige måde? Og svaret var klart: Nej! Dette på trods af, at man i Ishøj faktisk har den politik, at man tænker barnet før økonomien. Ishøj tænker nemlig også langsigtet og ved, at den investering de laver i plejebørnene i starten, betaler sig mange gange på den lange bane.
I Ishøj spiller familieplejekonsulenten altså en meget central og vigtig rolle i en anbringelsessag og netop ved, at det er muligt at afgrænse de forskellige arbejdsopgaver og arbejde tværfagligt, kan der komme den høje kvalitet ind i anbringelsessagen, som kan sikre den gode anbringelse til stor gavn for plejebarnet, men også plejefamilien, som bliver anerkendt som ligeværdig samarbejdspartner.
Skal jeg trække overskrifter frem i den gode anbringelse hos Ishøj så er det: Forarbejde inden anbringelsen, kvalitet i tilsynet under anbringelsen og holdningen, at en anbringelse er en fælles opgave for alle parter.
SVIGTET INGEN VIL SE 23
Det kan derfor skabe bekymring i forhold til den nye tilsynsreform, som kun omfatter det drifts-orienterede tilsyn og kun for generelle godkendte plejefamilier. I Barnets Reform ligger der, at der skal afholdes børnesamtaler 2 gange om året – og disse udført af familierådgiver/ socialrådgiver.
Det betyder rent faktisk, at den nye reform kan komme til at åbne op for yderlige besparelser i de forskellige kommuner! Familieplejekonsulenter, som i dag fører tilsyn med plejefamilien, yder råd og vejledning, og ligeledes er dem, der godkender plejefamilier i dag, er nemlig kun en ”kan” ting i lovgivningen og ikke en ”skal” ting. Kommuner får dermed en mulighed for yderlige besparelser nu, hvor godkendelsen lægges udenfor kommune. De kan derfor, med loven i hånden, nøjes med de to samtaler med barnet om året.
Man kommer muligvis – og forhåbentlig – uhensigtsmæssige plejefamilier til livs med den nye tilsynsreform, men man risikerer samtidig at forringe kvaliteten i selve anbringelsen i en væsentlig grad, da man ikke lovgivningsmæssigt har sikret tilsyn af kommunerne, og at der nu gives ”frit lejde” for yderligere besparelse.