MARTENSENS FILOSOFIS OG TEOLOGIS HISTORIE 1836—1854.
Kapitel 6.
TIDEN MELLEM HJEMKOMSTEN FRA UDENLANDS
REJSEN OG LICENTIATAFHANDLINGEN (1836—1837).
M
ARTENSENS Hjemkomst og første Virksomhed som Forfatter og Forelæser indtil Fyrrernes Begyndelse faldt i en Periode, i hvilken de æstetiske Interesser ikke længere havde Eneherredømmet, men maatte dele Magten med saavel de voxende politiske som de vaagnende filosofiske og teologiske Interesser. J. L. Hei
berg havde siden sit filosofiske Gennembrud (1824) været He- gelianismens hjemlige Forkæmper især i et omfattende og omspredt Forfatterskab i 1830’erne; men endnu 1836 var der dog kun vakt »en blot udvortes Interesse« for Hegel. Vinden var ogsaa Heiberg »contrair« paa Filosofiens Hav. Poul M. Møller havde vel gjort en Hegelsk Kampagne med, men bryder med Hegel ca. 1836.
F. C. Sibbern underkaster 1838 Hegels (og Heibergs) Filosofi eii central, skarp og træffende Kritik. Den føromtalte Udødelig
heds-Strid i Tyskland gav ogsaa Genlyd herhjemme og frem
kaldte Indlæg fra Heiberg, Møller og Sibbern, hvilket bidrog betyde
ligt til at vække filosofisk Interesse ikke blot for Hegel, men maaske nok saa meget for de efterhegelske Strømninger i tysk Filosofi. 9
9 J. L. Heiberg: Pros. Skr. Bd. 11 Kbh. 1862 p. 498 flg. — H. Martensens Rec. af Heibergs »Indledningsforedrag« Maanedsskr. f. Litt. Bd. 16. Kbh. 1836 p. 515. — Vilh. Andersen: Litt.-hist. p. 414 flg. — s. F.: Poul Møller, p. 302 flg., 365 flg. — F. C. Sibberns Rec. af »Perseus« anf. Maanedsskr. Bd. 19. 1838 p. 283 flg., 424 flg., 546 flg. — Bd. 20 s. A. p. 20 flg., 103 flg., 193 flg., 296 flg., 405 flg. — jvf. nærv. Afh. p. 79. — P. P. Jørgensen: H. P. Kofoed-Hansen.
Kbh. 1920 p. 33 flg. (NB. 38 flg.). —
8
114 Dansk Teologi.
Ogsaa indenfor dansk Teologi var man fulgt med i Tysk
lands Aandsliv. Spidserne indenfor dansk studerende Præstestand beskæftiger sig med Hegel og Marheineke, I. H. Fichte og C. H.
Weisse, D. Fr. Strauss og Fr. Baader. I det teologiske Fakul
tet var »summus theologus« (siden Jens Møllers Død 1833), H. N.
Clausen i fortsat Udvikling fra det i 1825 indtagne, rationalistisk af
farvede og Schleiermachersk prægede Standpunkt mod en tiltagende Fordybelse i positiv Kristendom; der spores saaledes 1836 en afgjort
»Strømkæntring«, som i de følgende Aartier »fuldbyrdes... med sta
dig voksende Kraft«.2) Af de øvrige Fakultetsmedlemmer (M. H.
Hohlenberg og C. T. Engelstoft) bør nævnes C. E. Scharling (f.
1803, d. 1877), der var blevet Professor 1834; han var især paavirket af W. M. L. de Wette, som blev et af hans teologiske Forbilleder.s) Til at nære den i de yngre Slægtled af dansk Præstestand vaagnende Interesse for videnskabelig Teologi, hvorom blandt andet den i An
ledning af Reformations] ubilæet 1836 udkomne righoldige Litteratur vidner, bidrog ikke mindst det teologiske Fakultet. Clausen og Hohlen
berg paabegyndte saaledes i 1833 Udgivelsen af »Tidsskrift for uden
landsk theologisk Litteratur« og 1837 fulgte Scharling og Engelstoft i deres Fodspor med »Theologisk Tidsskrift«.4) Uafhængig af saa- vel tysk som dansk Teologi udvikles »den kirkelige Anskuelse« til en Grundtvigsk Skoleteologi i Tiden 1825—42, men især i Aarene 1833—40, dels af Grundtvig, dels af J. C. Lindberg og P. C. Kierkegaard. 5)
Kort efter Martensens Hjemkomst fra Udenlandsrejsen fejredes
2) jvf. nærv. Afh. p. 33. — N. M. Plum: H. N. Clausen i Forh. t. Protest?
Prince, p. 33. — J. Oskar Andersen: H. N. Clausen og hans Bog om »Cath? o.
Protest? Kirkeforfatn., Lære og Ritus«, T. T. 1926 p. 192, 197. — jvf. V. Am- mundsen: Søren Kierkegaards Ungdom, p. 82—83. —
’) F. Torm: C. E. Scharling, T. T. Ny Rk. Bd. 4. 1902-03 p. 353 flg. — P. J. C. Scharling: Carl Emil Scharling. Kbh. 1880 p. 29, 96, 47 flg. — I sine første Professoraar læste C. E. S. foruden over Novum tillige over Moral; til Brug herfor oversatte han de Wettes »Lærebog i d. chr. Sædelære« (1835), der afløste P. Er. Müllers »Chr. Moralsystem« (2 Udg. 1827). Men allerede 1838 overtog Martensen i hans Sted Moralen. (A. F. Beck: Uebersichtl. Darst. d.
jetzig. Zustandes d. Theol, in Dänemark, Theol. Jahrb. Bd. 3. Tüb. 1844 p. 522 flg. —
4) H. N. Clausen: Optegnelser p. 170 flg., 140. — P. J. C. Scharling: smst.
p. 50, 56 flg. — L. Koch: 1817—1854 p. 144—145. — ») L. Nyegaard: Den grundtvigske Anskuelses Dannelseshistorie fra 1825—1842, T. T. 3 Rk. Bd. 1.
1909-10 p. 353 flg. (NB. 357, 372, 392). —
Reformationsfest. Anmeldelse. 115 Reformationsjubilæet 1836 ved en tre Dages Fest i Kirke, Universitet og Skole (s%o—Vu); et Par Uger forinden var det efter Bombardementet 1807 genopførte Universitet blevet indviet (18/io).
Selvom Festen maaske ikke efterlod nogen »Frugt for Kirke- eller Skolelivet«, blev den dog overalt, i By og paa Land, afholdt med
»langt større Deeltagelse og Højtidelighed« og fremkaldte en langt righoldigere Litteratur end Tilfældet var ved Jubelfesten 1817.6) Martensen fik ved Festen Lejlighed til dels at forny Bekendtskabet med Marheineke, der repræsenterede Berlins Universitet, dels at stifte personligt Bekendtskab med Grundtvig. 7) Martensen var iøv- rigt allerede da travlt beskæftiget med at bearbejde det righoldige, fra Rejsen hjembragte Materiale. Han udarbejder i Vinteren 1836
—37 sin Licentiat-Disputats8) og forfatter et Par mindre Arbejder, der begge offentliggøres før Disputatsen. De mindre Arbejder af
spejler de samme Grundtanker, som han allerede før Hjemkomsten havde udtrykt privat i det føromtalte Brev til F. C. Sibbern (*•/»
1836) og officielt i Faust-Afhandlingen, og som han gav prægnant Udtryk for i sit akademiske Habilitationsskrift. 9)
Det første Arbejde er en Anmeldelse fra December 1836 af et af Heibergs Hegel-Propaganda-Skrifter: »Indledningsforedrag til det i Novbr. 1834 begyndte logiske Cursus paa den kgl. militaire Høiskole« (Kbh. 1835). Her hævdede Heiberg atter som saa ofte før Betydningen af den Hegelske Filosofi (den spekulative Logik). »Kun Tænkningens Dannelse er Menneskets Dannelse, thi Tanken er paa eengang det Menneskelige, som adskiller os fra den underordnede Natur, og det Guddommelige, som forener os med den os overordnede Verden«.10) Tanken förmaar at gennemtrænge Virkeligheden; Virke
ligheden er jo ikke andet end Tankens egne Bestemmelser, der er blevet aabenbare i alle, saavel den naturlige som den aandelige Ver
dens Existenser, hvorfor Erkendelsen af Virkeligheden bliver ens
betydende med Erkendelsen af dens rene Tankebestemmelser. Alt hvad Tanken erkender, er da kun saadanne Ting, hvori den finder sine egne Bestemmelser, og den erkender dem kun, forsaavidt som
•) H. P. Selmer: Akad. Tid. Bd. 4 Kbh. 1841 p. 126 flg., 107 flg. — T. T.
Bd. 1 1837 p. 175 flg. — L. Koch: 1817—1854 p. 149 flg. — H. N. Clausen:
Optegnelser p. 188 flg. — J. P. Mynster: Meddelelser p. 254 flg. — ’) M:
Levnet II p. 1, 49 flg. — ’) smst. p. 2. — ’) jvf. nærv. Afh. p. 101, 104 flg., 119 flg. — 10) J. L. Heiberg: anf. Skr. optr. i s. F.: Pros. Skr. Bd. 1 Kbh. 1861 p. 465. —
8*
116 Anmeldelse.
den finder disse i Tingene. Heraf følger, at enten er der intet
somhelst i Tingene, som falder udenfor disse Bestemmelser, eller ogsaa, hvis der er noget saadant, er det ufatteligt for Tanken, ikke fordi det staar over, men tværtimod »uendelig dybt« under den, fordi det falder udenfor Tankens Bestemmelser; det er m. a. O.
»tilfældigt«. “)
Ganske vist lægger Martensen i sin Recension af dette Skrift »et godt Ord« ind for Studiet af den Hegelske Filosofi; dels har Filosofien jo universet-videnskabelig Betydning, idet den ikke som Videnskab er ligestillet med de øvrige Videnskaber, men tværtimod er
»Intelligensen i dem alle«; dels har det Hegelske System en særegen Betydning og Plads i den filosofisk-historiske Udvikling.12) Men ikke destomindre betegner Hegels Filosofi Kulminationen af den af Cartesius indledede autonomisk-filosofiske Æra i Filosofiens Historie, en Kulmination som man uundgaaeligt maa gøre med for at komme til den ny Æra, nemlig den teonomisk-filosofiske Æra, som Marten
sen vil gøre sig til Talsmand for.13) Vejen fører altsaa gennem He
gel, ud over Hegel.
For Martensen, der udtrykkeligt betoner, at han ikke er He
gelianer, er kun den kristelige Filosofi Filosofien, hvori
»Rationalismen« fra Cartesius til Hegel indgaar som Moment med relativ Gyldighed; men »Rationalismen« er »utilstrækkelig til at om
fatte Livets hele Fylde«.14) Hegel og Heiberg vil lade den rene Tanke, det logiske Begreb udvikle hele Virkeligheden af sig selv. Alt saavel i Naturens som i Aandens Verden skal lade sig opløse i Be
greber, og hvad der falder udenfor, er ufornuftigt, tilfældigt, slet.
Men herimod maa der protesteres. Der gives irrationelle Størrelser i Tilværelsen, der ikke lader sig afvise som »Ufornuft«, fordi de er
»Ikke-Fornuft«. Martensen vil ikke nøjes med Tanken og Begrebet, men kræver Troen og Forestillingen (Anskuelsen); kun saaledes fattes Tilværelsens Fylde, kun saaledes kommer Poesiens Sjæl og Religionens Trøst og Magt til fuld Ret og ytrer sig som det Begrebet og Nødvendigheden overordnede, kun saaledes undgaas Spliden mel
lem Begreb og Anskuelse, denne klares i hint, og Sandheden fattes da levende, personligt, fyldigt.15)
“) smst. p. 501, 500, 469, 493; jvf. 494—495, 468, 489. — lä) Marten- sens Rec. Maanedsskr. f. Litt. Bd. 16 Kbh. 1836 p. 515 flg. — Julius M: p. 2.
— «) anf. Rec. p. 524, 527, 522, 515. — “) p. 515, 524. — «) p. 524—525, 517. —
Anmeldelse. Faust-Afhandling. 117 Overfor Hegel fastholder Martensen Troen som Tænknings
princip; Tidsalderens Brøst er jo netop Manglen paa en fast Tro, det religiøse, Kræfterne samlende Midtpunkt.16) »Troen er vis paa, at dens Indhold »er« Sandheden, at Sandheden ikke er anderledes, end den troes; den slipper ikke Forestillingen, og kan ikke indrømme, at der ud over denne ligger en anden og høiere Sandhed, hvis ufuld
komne Udtryk denne kun er; thi med denne Antagelse af en anden og høiere Sandhed er den uendelige Vished, der er Troens Væsen, forstyrret. Den troende Erkjendelse (fides quærens intellectum) stræber derfor kun at tilegne sig Anskuelsen i sin Dybde, at er- kjende den Rigdom, som deri er givet den, at blive sig bevidst, hvad den egentlig har deri; men Gjenstanden forvandler sig ikke saaledes ved Erkjendelsen, at de religiøse Forestillinger, efter at de ere for- staaede, ikke endnu skulde vedblive at gjælde som den høieste Sand
hed; og naar Erkjendelsen begiver sig ind i Abstractionen, da skeer det kun for atter at vende tilbage til Anskuelsen, som til den levende, virkelige Sandhed. Anskuelsen er derfor Sandhedens høieste Form, dens absolute Aabenbaring, og naar den kan bestemmes som Gjen
standen hvorpaa Tænkeren ufravendt henvender Øiet, saa kan den ligesaameget siges at være Øiet selv, hvormed der sees«.17) — Det er Hegels Fejl, at han kun søgte »den evige Tanke« istedetfor »det evige Ord«, hvorfor hans Filosofis objektive Udgangspunkt da heller ikke kom ud over den abstrakte Kategori, Begrebet, Fornuften til Ordet og Aabenbaringen.18) Hvorledes dette nærmere skal lade sig gøre, meddeler Martensen ikke, men bebuder den nærmere Udvikling og Begrundelse heraf ved »en anden Ledighed«; han sigter til sin Licentiat-Disputats, som han netop da arbejdede paa. —
Heiberg replicerede: han forstod ligesaalidt, hvorfor Martensen ikke kunde nøjes med, hvad Hegel gav, som det var ham umuligt at øjne, hvorledes den unge Teolog vilde kunne komme ud over Hegel.1#) Martensen lod sig dog ikke bevæge til nærmere Rede
gørelse; men derimod tog F. C. Sibbern i sin Kritik af Heibergs
»Perseus« og Hegels Filosofi Parti for Martensen.20)
Et halvt Aarstid efter offentliggjortes i »Perseus« en æstetisk Afhandling af Martensen: »Betragtninger over Idéen af Faust. Med
»•) p. 525. — *’) p. 517. — 18) p. 527. — 18) Heibergs Replik »Perseus«
Nr. 1 Juni 1837 Kbh. p. 33 flg., optr. i s. F.: Pros. Skr. Bd. 2 Kbh. 1861 p. 42 flg. — 20) F. C. Sibberns Kritik Maanedsskr. f. Litt. Bd. 19 p.
340 flg. —
118 Faust-Afhandling.
Hensyn, paa Lenaus Faust«.21) Det er ikke blot en Fordanskning, men tillige en spekulativ-æstetisk Udvidelse af hans oprindelige Lenau-Afhandling, hvis religiøse Grundtanke naturligvis er bi
beholdt, men rigtignok med det Resultat, at hvad der er vundet i Lærdom — Martensen røber saaledes et Heibergsk æstetisk Islæt — er tabt i Oprindelighed. “)
21) Martensens Afh. »Perseus« anf. Nr. p. 91 flg., optr. i Julius M:
p. 27 flg.
-“) jvf. P. V. Rubow: Dansk litterær Kritik i d. 19. Aarh. indtil 1870.
Kbh. 1921 p. 196, 102 flg. (NB. 112). — Martensens Afh. blev iøvrigt mod
taget med sjælden Velvilje af F. C. Sibbern, der aabenbart har næret store Forventninger om sin Discipels Indsats i Teologi og Filosofi (anf. Rec. af
»Perseus«, anf. Maanedsskr. Bd. 20 p. 406 flg. — jvf. Julius M: p. 89 flg. —
Kapitel 7.
LICENTIATAFHANDLINGEN.
EN fyldigste Fragt af Martensens flittige Studier efter Hjem
komsten fra Udenlandsrejsen blev dog Afhandlingen: »De autonomia conscienüce sui humanee, in theologiam dogmaticam nostri temporis introducta«, som han fik antaget til Forsvar for den teologi
ske Licentiatgrad 1837).1) Forsvaret fandt Sted i Regens- kirken Onsdag d. 12. Juli 1837 og varede fra Kl. 9—14 og 16—18.
Som Opponenter optraadte ex officio H. N. Clausen og C. T. En
gelstoft, ex auditorio F. C. Sibbern, J. L. Heiberg, en cand, theol.
Monrad og stud, theol. Rasmus Nielsen. 2) I den officielle Ind
stilling til Universitets- og Skoledirektionen om Licentiatgradens Konferering henviste det teologiske Fakultet (W? 1837) til den »for
trinlige Evne og Duelighed«, som Martensen havde lagt for Dagen
*) Johannes Martensen: De autonomia conscientiæ sui humane. Hauniæ 1837. Titelbi. v. — Afh. cit. som Lic.-afh. — *) »Berl. Tid.« uh 1837. — jvf.
H. N. Clausen: Histor. Fremstill. af Kbhv.s Univ.s Virksomhed 1837—38. Kbh.
1839 p. 41—42. — M: Levnet II p. 2 (Martensen henlægger fejlagtigt Forsvaret til Universitetet).
Til »Respondens« (hvoraf Brugen iøvrigt siden M/» 1836 ikke mere var obligatorisk, men fakultativt) havde Martensen valgt cand, theol. J. A. Borne
mann (f. 1813, d. 1890), en Broder til hans Ven, F. C. Bornemann, og senere hans Efterfølger i det teol. Fakultet. (H. P. Selmer: Akad. Tid. Bd. 4 Kbh. 1841 p. 128. — Bricka Bd. 2 p. 536 flg.). — Desværre meddeler hverken »Berl. Tid.«
eller H. N. Clausen i anf. Værk den omtalte Monrads Fornavn; men det har højst sandsynligt været D. G. Monrad (f. 1811, d. 1887), der Aaret før var blevet cand, theol. (Bricka Bd. 11 p. 446 flg.). Iøvrigt kendte han iforvejen Mar
tensen. (V. Birkedal: Oplevelser 1 Afd. p. 127). — Derimod var det første Gang, at Martensen mødtes med Rasmus Nielsen (f. 1809, Student (Viborg) 1832, cand.
theol. 1837, lic. theol. 1840, Prof. extr. (Filosofi) 1841, Prof. ord. 1850, d. 1884), som senere skulde blive hans Medarbejder og ende som hans Modstander.
(Bricka Bd. 12 p. 276 flg.). —
120 Licentiatafhandling.
saavel gennem sin Afhandling som i det mundtlige Forsvar, og Aaret efter blev han ved Universitetets Reformationsfest og Rektor
skifte (7/h 1838) promoveret af H. N. Clausen til lic. theol.s) Hovedtanker.
Martensen aabner sit Habilitationsskrift med en erkendel
sesteoretisk Skitse af Forholdet mellem Tro og Viden, Teologi og Filosofi. Han gaar ud fra, at Menneskets Grundforhold er religiøst, idet Mennesket er et med Gud i Religionen forbundet Væsen.4) Der maa da ogsaa være en indre Forbindelse mellem Tro og Tænkning. Ingen forstandig vil paastaa, at Teologien kan være uden Filosofi. Men hvorledes forholder de to Discipliner sig til hin
anden? Har Filosofien kun Betydning som Hjælpevidenskab, som
»conditio negativa« for Teologien, eller har den »vis immanens« i denne?5)
Martensen hylder den sidste Betragtning: Gives der en spekulativ Erkendelse af Gud og de guddommelige Ting, er der Identitet af Teologi og Filosofi, Teologien er Filosofi og den sande Filosofi er Teologi. Begge skyldes de den samme Nødvendighed, nemlig efter Sandhedserkendelse, og begge har det samme Objekt for Øje, nemlig
»absolute Verum« eller Gud. Den eventuelle Forskel imellem dem maa ligge i Metoden (d. v. s. i den Maade, hvorpaa Objektet formidles med den menneskelige Tanke). •) Men en saadan Forskel vil Martensen ikke vide af; for Metoden er ikke noget vilkaarligt, men tværtimod noget objektivt og nødvendigt, den er den Lov, som Sandheden selv har foreskrevet den menneskelige Tanke. »Methodus .... est lex menti humanæ ab ipso Vero imposita«.7) Den er det nødvendige Baand mellem Subjektet, der erkender, og Objektet, som erkendes. Med den objektive Metodes Realitet staar og falder Mulig
heden af, at den »uendelige Sandhed« kan findes af »den endelige Intelligens« og dermed for en Viden om Gud og de guddommelige Ting. Den absolute Sandhed er kun een, og derfor kan den rette Erkendelse deraf ogsaa kun være een; der er ikke to Sandheder om det ene og samme Objekt. Den teologiske og filosofiske Metode er
Ang. Forsvaret se Brev u/u 1837 fra J. H. Paulli til O. P. Brammer, T. T.
1887 p. 470. — ’) Resol. ’/s 1837. — Forestill. 1837 Nr. 1783 (m. Indl.) (Univ.- og Skoledir.’ Arkiv. R. A.). — H. N. Clausen: anf. V. p. 28. — Martensen for
fattede i den Anl. det i det frg. ofte cit. »curriculum vitæ« i Univ.-Progr. 1838 p. 36—38. — 4) Lic.-afh. p. 21. — ’) smst. p. 1. — •) p. 2. — ’) smst. —
Hovedtanker. 121 ikke indbyrdes forskellige, ligesom de logiske Principer er fælles for begge Discipliner.8) — Det er Sandheden, der bestemmer ikke alene den objektive, nødvendige, for Teologi og Filosofi fælles Metode, men tillige Videnskabernes Inddeling: »divisio scien
tiarum« skyldes »sola momenta obiectiva, in quæ Verum ipsum sese diviserit«. Men alle Videnskaber er Momenter i een og samme al
mindelige Videnskab, nemlig Filosofien; Kronen paa Filosofien er den spekulative Teologi. •) Filosofien er den universelle, funda
mentale og arkitektoniske Videnskab, der forudsættes ved Studiet af enhver »positiv Videnskab«; den har til Objekt saavel »omnes ideæ extra scientiam positæ« som selve Videnskaben. Filosofien er »Viden
skabens Videnskab«, den er Videnskabslære, Erkendelseslære, der spørger om Videnskabens Tilblivelse, om Beskaffenheden af den er
kendende menneskelige Selvbevidsthed, om Tænkningens Principer, Betydning og Realitet — altsammen Spørgsmaal som knytter sig til Filosofien ikke p. Gr. af dens Identitet med Teologien, men som Følge af dens Fundamentalitet.10)
Meget i Religionen peger paa Nødvendigheden af en Erkendelses
teori ogsaa for Teologien, og Tænkningens Historie viser da ogsaa, at Teologien stedse er blevet forbundet med visse filosofiske Laane- sætninger. “) Det filosofiske, det erkendelsesteoretiske Objekt er i denne Forbindelse, hvor der er Tale om Teologi, ikke selve Dogmet, men Dogmets Erkendelse. Spørgsmaalet er ikke om den konkrete teologiske og dogmatiske Erkendelse (»ipsum dogma fidei«), men derimod om den principielle Erkendelse heraf (»dogmatis cognitio«).
En saadan Undersøgelse er nødvendig, dels fordi den Realitet, Be
tydning og Myndighed, som tillægges det kristelige Dogme, af
hænger deraf, dels fordi den dogmatiske Teologi skifter med Tider
nes vexlende Teorier om Erkendelsens Natur; de forskellige filosofi
ske Systemer har fremkaldt de største Forandringer i den hele Betragtningsmaade af de kristelige Dogmer, og et Hovedproblem (»doctrina principalis«) i hele den nyere Filosofi er netop Erkendel
seslæren, Teorien om den menneskelige Selvbevidsthed.12)
En Teori om Erkendelsens højeste Principer kan den
menneske-’) p. 1—4, 103. —
’) p. 5. — Ogsaa af den Grund maa Martensen selvsagt afvise den Vil- kaarlighed at overlade Filosofien den absolute Sandhedserkendelse, men Teolo
gien den relative Erkendelse (p. 4). —
10) p. 5, 6. — “) »Lemmata quædam petita ex scientia illa fundamentalt«
(p. 6). ”) p. 7—9.
-122 Licentiatafhandling.
lige Tænkning dog ikke fuldføre ved egen Kraft — Mennesket kan hverken i den praktiske eller i den teoretiske Sfære være sig selv nok, idet det har en medfødt Trang til Gud — men kun ved gud
dommelig Bistand; en saadan Teori kan ikke være blottet for Gud, da han jo er »principium constitutivum« for alt. Gudsbevidstheden er det Lys, som oplyser ethvert Menneske, der fødes til Verden, og det spiller ogsaa her første Rolle, saa at Forskellen mellem Teologi og den filosofiske Erkendelsesteori kun bliver en Forskel i Existens
former, nemlig mellem Væren og Tænken.18) Erkendelsesteorien drejer sig om »Lyset« som saadant (d. v. s. Gudsbevidstheden), om dets Væsen og Værd i hele Intelligensens Sfære og kan kun »se Lyset ved Hjælp af selve Lyset«; hvad der i Almindelighed gælder al Erkendelse af det guddommelige, gælder i Særdeleshed her: »i dit Lys skal vi se Lys«.M)
Kærnen i Gudsbevidstheden er Samvittigheden (»con- scientia sensu strictiori«), hvortil det er nødvendigt at tage Hensyn, hvis man vil opnaa sand Viden (»vera scientia«). Samvittigheden er ikke blot et partikulært, praktisk, etisk Begreb, der kun er Udtryk for Bevidstheden om Moralloven, men meget mere et universelt, teo
retisk, religiøst Begreb, som med umiddelbar Evidens aabenbarer Mennesket dets fundamentale Existensforhold i Verden og overfor Gud.15) Conscientia-Begrebet involverer dels Begrebet »Samvittig
hed«, der angaar »subiectio creaturæ sub creatorem«, dels Begrebet
»Samviden«, som refererer sig til »participatio creaturæ in cogni- tione divinæ essentiæ«.16) Samvittigheden ytrer sig ikke som en dunkel Følelse, men som en klar Erkendelse, og det er ikke en blot menneskelig, men i lige Grad en guddommelig og menneskelig Er
kendelse. Menneskeaanden »acquiescerer« først ved i Samvittig
hedens Lys at erkende sig selv som begrebet af »absoluta dei intelli
gentia«, dog saaledes at den ved at adskille sig herfra selv i den inderligste Forening. Modsætningen bestaar i Enheden, trods En
heden. Hermed følger ogsaa Erkendelsen af, at Mennesket ikke skylder sig selv, men derimod »deus intelligens« sin Viden om Gud, en Viden der iøvrigt har Aprioritet og Superioritet i Sammenligning med al anden Viden.17)
Samvittigheden er det stærkeste Bevis paa, at Mennesket ikke alene tænker Gud, »men ogsaa tænkes af Gud, at det ikke alene dømmer sig selv, men ogsaa dømmes af Gud; denne Forvisning
*’) p. 9, jvf. 14,99. — “) p. 10. — 15) p. 10—11. — 1#) p. 65. — *’) p. 11—12. —
Hovedtanker. 123 afhænger rigtignok ikke af Mennesket, men er fremkaldt af Gud selv, der tænker sig selv og Mennesket«.18) Der er saaledes en Guds
erkendelse i den menneskelige Aand, en Erkendelse der kan karak
teriseres som primitiv, uafhængig af Lyst og Ulystfølelse og altid nærværende; den lader sig vel benægte og formørke, men aldrig udslette.1#) Samvittigheden aabenbarer en »auctor« til al menneske
lig Selvbevidsthed og kan derfor defineres som det Lys, hvorved Mennesket aabenbares som Guds Skabning (»creatura dei«).20) An
erkender Mennesket ikke sit Forhold til Gud som Skabningens til Skaberens, er det ensbetydende med, at Mennesket forlader sit »locum originarium« i Universet og ikke længere er »in statu integro«.21) Med denne Erkendelse er givet Roden til al Religion, Kultus og
erkender Mennesket ikke sit Forhold til Gud som Skabningens til Skaberens, er det ensbetydende med, at Mennesket forlader sit »locum originarium« i Universet og ikke længere er »in statu integro«.21) Med denne Erkendelse er givet Roden til al Religion, Kultus og