(1808—1817).
I
Hans Andersens og Anna Maria Martensens Ægteskab fødtes tre Børn: Hans Lassen Martensen (f. 19/s 1808, d. 3/z 1884), Niels Truelsen Martensen (f. 4/s 1813, d. 24/n 1816) og en dødfødt Datter fra Sommeren 1815.
Hans Lassen Martensen blev døbt i det tyske Sprog 30. August 1808 i Flensborgs nordre Kirke, Maria Kirken4) og henlevede som
»et sundt og lykkeligt Barn« sine første Barneaar i det tarvelige Skipperhjem, der laa i Mariasognet. Han blev tidligt sat i Maria- sogns Distriktsskole i Slotsgangen, hvor Undervisningen meddeltes paa Højtysk — trods Danskhedens Udbredelse var der ikke en eneste offentlig dansk Skole i Flensborg —, hvorimod Dansk blev behandlet som et fremmed Sprog, hvorpaa der kun ofredes et Par ugentlige Timer. Den i Skolen herskende Aand synes at have været rationalistisk. Undervisningen interesserede ikke Martensen synderligt, »allermindst de Brokker af Physik og anden Naturviden
skab, man ... søgte at bibringe os Børn«. En kærkommen Af- vexling for ham var de regelmæssige Søndagsbesøg hos Moderens Familie i Flensborgs sydlige Bydel, hvor han dels fandt »en langt betydeligere Velstand«, end han kendte i sit eget Hjem, dels en højere
*) Fam.-opt. (A. M. Martensens biogr. Notitser). — M: Levnet I p. 14, 4. — Vartou Kirkebog 1814—1834 p. 44 (L. A.). — Ang. H. L. Martensens Navngiv
ning smig. Morten Eskesen: anf. V. p. 23, 135—136. — I Mariakirken var Dansk blevet afskaffet 1669. Den eneste danske Kirke i Flensborg var Helligaandskirken, der kun blev besøgt af »simple Folk«, og hvor den danske Præst iøvrigt efter kgl. Res. Vio 1782 kun maatte udføre visse kirkelige Handlinger paa Dansk, hvor
imod andre Handlinger (som Daab) skulde udføres paa Tysk af tysk Præst. Der var saaledes ikke noget usædvanligt nationalt set i Martensens Daab. (C. F.
Allen: anf. V. Bd. 2 Kbh. 1858 p. 9-10; Bd. 1 p. 248—250).
Familiens Opbrud. 11 Kulturstandard; det tyske Element var jo langt stærkere udbredt i Flensborgs sydlige end i den nordlige, overvejende dansk prægede Del, og dermed fulgte ogsaa »flere Dannelseselementer«. Det for
klarer, at Martensen ved disse Besøg ikke blot fik »en Fomøielse, men ogsaa en vis Cultur, saavidt hans Alder kunde tillade det«.2)
Men i 9-Aars Alderen afsluttedes hans flensborgske Barndom.
Da Faderen nemlig antog, at der vilde være bedre Betingelser for hans danske, faglige Forfattervirksomhed i København end i Flens
borg, brød Familien op fra »det borger- og bondevenlige, Pengene høit vurderende og nøie beregnende Flensborg« og rejste i September 1817 til København.3) 1817 bliver saaledes det første Mærke- aar i Martensens Udvikling i national Henseende. Færdedes han i Flensborg saavel i som udenfor Hjemmet i en sproglig og kulturel Blanding af det danske og det tyske Element, blev han ved sit to-sprogede Hjem i København »omplantet ... i dansk Jordbund, hvor han i Aand og Hjerte blev dansk«. Omplantningen 1817 blev altsaa afgørende for hans Danskheds Væxt.4)
2) M: Levnet I p. 2—6. — P. Riveseil: anf. V. p. 634. — C. F. Allen: anf. V.
Bd. 2 p. 11. — ’) M: Levnet I p. 1—2, 7. — Fam.-opt. (A. M. Martensens biogr.
Notitser). — «) M: Levnet II p. 153—154; III p. 146.
Kapitel 3.
KØBENHAVNSKE BARNDOMS- OG SENERE SKOLEAAR (1817—1827).
v. Westens Institut (1817—1823).
M
ARTENSENS københavnske Barndoms- og Skoleaar faldt i en Periode af Danmarks Historie, hvor Statsbankerotten 1813 og Norges Tab 1814 havde gjort Monarkiet til »et lidet fattigt Land«. Økonomisk og materielt var Tilstanden i Kongeriget væsentlig som i Hertugdømmerne, i København som i Flensborg. 9 Næ
ringssorger red som en Mare baade Stat og Samfund, Demoralisation bredte sig i de forskellige Stænder. Det skortede saavel paa økono
misk Mod som paa politiske og sociale Interesser. Man dyrkede Æstetik og Filosofi og især dramatisk Kunst og søgte deri Sindets Opløftelse og Befrielse fra det økonomisk knugende Tryk. De katastrofale Forhold satte Disharmoniens Præg paa Litteraturen. Var Harmonien og Livsfylden i det 19. Aarhundredes første Tiaars Litte
ratur »en naturlig Udfoldelse, et foraarsligt Udspring«, saa maatte det andet Tiaars Slægtled stride sig igennem til Harmoni, tilkæmpe sig den gennem Reflexion; omkring 1820 hendøer Gnyet af den litte
rære »Syvaarskrig« — den Baggesenske Fejde mod Oehlenschläger (1813—1820) —, og samtidig indtræder der en næsten fuldstændig Dvaletilstand i Litteraturen. Den økonomiske Elendighed trykkede selvfølgelig ogsaa Kirken; men det hindrede dog ikke forskellige Faktorer — Institutioner som Personer — i at virke allerede inden 1825 til en Fornyelse af det kristelige Liv, til en Fordybelse i Retning af positiv kristelig Tro og bibelsk Kristendom. Først i 1820’emes Midte begynder de økonomiske Kaar at bedres, Sam
fundet er ved at komme til Kræfter og genvinde sin Sundhed. Der bliver paany kendeligt Liv og Røre i de materielle og aandelige
For-*) jvf. P. Rivesdi: anf. V. p. 217, 220 flg.
Skolegang. Lærerne. 13 hold, i Civilisation og Kultur. I Litteraturen indtræder et nyt mærke
ligt Gennembrud, de filosofiske Aander slippes løs i »Howitz-Fejden«
(1824), Kirkekampen udbryder 1825.2)
Det var altsaa under alt andet end lyse Forhold, at den Marten- senske Familie slog sig ned i København. Den første større Begiven
hed, som den da 9-aarige Dreng blev Vidne til, var Reformationens 300 Aars Jubilæum, der blev fejret ved en 3 Dages Fest fra 31. Ok
tober—2. November 1817. Af denne Højtidelighed oplevede han dog ikke andet end at faa et Glimt af den Pragt, som udfoldedes i Festens Anledning; af det Indvendige fik han intet, som han selv fortæller.8)
Til hans nationale Akklimatisering bidrog selvfølgelig først og fremmest Skolegangen. Han kom i det Brendstrup-v. Westen- ske Institut, der havde tilhuse paa »Store Kjøbmagergade« i nogle
»smaa, indsnevrede og halvmørke Localer« i en Baggaard. Det var blevet stiftet 1799 af en Translatør, J. C. v. Westen (f. 1769, d.
1841), der af en af sine Lærere (G. P. Brammer) skildres som høflig og velvillig, men ikke tillidindgydende. Fra dette Instituts Lærer
korps og Discipelskare udgik der i Aarenes Løb ikke faa Mænd, som senere indlagde sig Fortjeneste i dansk Aandsliv.4) Martensen blev først sat i en Handelsklasse, men senere overflyttet til en studerende Klasse, da Regning og Matematik faldt ham »særdeles vanskelige« og han saaledes ikke egnede sig til at gaa Handelsvejen.
— Blandt de Lærere, der underviste ham, var G. P. Brammer (f. 1801, d. 1884), senere som Biskop sin tidligere Elevs Kollega. Han under
viste de øverste studerende Klasser i dansk Sprog og Deklamation, senere tillige i Historie og Geografi; skønt han kun var et Par Aar ældre end de ældste Disciple, lykkedes det dog den ungdommelige, kundskabsrige og pædagogisk begavede Lærer at komme i et ikke blot fagligt, men personligt Forhold til sine Elever, et Forhold der for enkelte af disses Vedkommende senere forvandledes til Ven
skab. »Den berømmeligste« af hans Disciple blev netop Martensen, der under ham skrev sine »første danske Stile«, som iøvrigt gjorde
’) Vilh. Andersen: Litt-hist p. 494 flg., 344. — L. Koch: 1801—1817. p.
163 flg. — s. F.: 1817—1854. p. 15 flg. — J. Oskar Andersen: Om »Kir
kens Oienmæle« 1825, tr. i »Dansk Kirkeliv«. Kbh. 1925 p. 132 flg. — *) M:
Levnet I p. 8. — L. Koch: 1801—1817. p. 288 flg. — Alex. Rasmussen: Fr.
Münter. Bd. 1 Kbh. 1925 p. 183 flg. — 4) M: Levnet I p. 8, 15. — Erslew Bd. 3 p. 315—316. — smig. R. Nyerup: Kjøbenhavns Beskrivelse. Kbh. 1800 p. 512, 514. — Biskop G. P. Brammers Ungdomsliv (udg. af Johs. Kok). Kbh.
1884 p. 131.
14 Lærerne. Hjemmeliv.
Brammer opmærksom paa hans »fortrinlige Evner«; og Martensen glemte paa sin Side heller ikke den »sande Deeltagelse«, som deres Lærer nærede for dem.5)
Blandt de øvrige Lærere var den senere berømte Digter, Chr.Win
ther (f. 1796, d. 1876), der underviste respektabelt, men ikke særligt vækkende i Dansk — Martensen nævner kun, at han »begeistrede«
dem med sin kendte Regenssang (»Her under Nathimlens rolige Skygge»);6) fremdeles den »grundærlige og grundlærde« Chr.Thor
-kilsen (f. 1794, d. 1870), som »paa en lidet lystvækkende Maade indbankede os — fortæller Martensen — den græske Grammatik«;7) endelig stiftede han her det første Bekendtskab med Læreren i He
braisk, J. C. Lindberg (f. 1797, d. 1857), under hvis stærke Ind
flydelse han senere skulde komme i Metropolitanskolen.8)
I de fem-sex Aar, Martensen tilbragte i v. Westens Institut, førte han efter sin egen Mening overvejende »en Driverexistents«; hans Skolearbejde var mere ledet af Lyst end af Pligt. Han henlever en overvejende æstetisk betonet Tilværelse, læser »alt det Poetiske han kunde overkomme og desuden en Deel historiske Skrifter«. I en drøm
mende og fantaserende, virkelighedsflyende Tid fordyber han sig i Poesi og Historie, kæler for Følelse, Anelse og Fantasi; han gaar paa Jagt efter Oehlenschlägers Værker og dyrker Violinspil, som han gribes af »Enthusiasme« for; sammen med sine Skolekammerater optræder han paa »de skraa Brædder« og holder Pennefejde som en Efterligning af den da standende litterære »Syvaarskrig«. Derimod finder Martensen i disse Aar (1817—1823) »ikke videre Smag i de classiske Studier«.9)
Han lever et stille, indadvendt og selvoptaget Hjemmeliv, over hvilket der tidligt kastes mørke Skygger. Han har kun kendt sin Fader som en af Sølivets mangen Tørn og Krigsfangenskabets Langvarighed mærket Mand, der led af en smertefuld Gigtsygdom,
5) M: Levnet I p. 8—9, 13. — G. P. Brammers Ungdomsliv, p. 131 flg. (NB.
p. 133, 140). — •) M: Levnet I p. 12—13. — Nie. Bøgh: Chr. Winther. Bd. 1 Kbh. 1893 p. 180. — 7) M: Levnet I p. 12. — G. P. Brammers Ungdomsliv, p.
182. — Bricka Bd. 17 p. 266. — Wiberg Bd. 1 p. 303. — Sofus Elvius p.
100—101. — ’) M: Levnet I p. 20. — jvf. nærv. Afh. p. 18 flg. —
•) M: Levnet I p. 12, 9—12, 8. — Det fortælles, at Martensen »skulde komme fra Skolen paa 5 Minuter hver Dag, og hver Gang han kom det mindste for sent, tugtedes han«. (Venligst meddelt af Professor, Dr. jur. & phil. Johs. Steenstrup efter en ældre Optegnelse fra Studentertiden efter Udsagn af en Sproglærer i Kbh., H. Berthelsen, der i sine yngre Aar var kommet hos Martensens Fader. — jvf. Erslew Bd. 1 Suppl. p. 134).
Faderens Død. Metropolitanskolen. 15 som endog berøvede ham Synet paa det ene Øje; allerede 41 Aar gammel døde han af Vattersot (7/io 1822) og blev et Par Dage efter begravet paa Helligaandskirkens Kirkegaard. Med Rette skriver hans efterlevende Enke, at han døde »meget for tidligt for hende og deres Søn«. Begge disse sad nu tilbage i trange Kaar — Faderen efterlod sig intet; men takket være sit »lykkelige Naturel« og sin energiske, handlekraftige Karakter lykkedes det den selvfornægtende og opofrende Moder ved »tro Venners Bistand« at holde Sønnen endnu et Aar i v. Westens Institut, indtil han efter forudgaaende Prøve blev optaget i Metropolitanskolen det følgende Aar (Vio 1823), hvor der var Udsigt til fri Skolegang og Stipendier for ham.10)
Det er sandsynligt, at de efter Faderens Død yderligt svære og trange Aar har bidraget til, at den unge Martensen blev endnu mere indadvendt end sundt og naturligt var: »Mit Naturel førte mig til et indadvendt Liv, og idet jeg levede i min indre Verden og uforstyrret kunde hengive mig dertil, blev Yderverdenen mig mere ligegyldig, end den burde«. Han var med andre Ord i denne Periode af sit Liv overvejende æstetisk indstillet overfor Livet med et stærkt kon
templativt Drag. Men 1823 sætter Skel mellem den da 15-aarige Martensens Bamdomsaar og hans Ynglingeaar; med hans Overflyt
telse til Metropolitanskolen indledes et nyt, for hans Uddannelse og Udvikling saa betydningsfuldt Livsafsnit. “)
Metropolitaneraar (1823—1827).
I Metropolitanskolen fik Martensen — som han selv fortæller
— strax Indtryk af at befinde sig i en højere og ædlere Sfære end den, hvori han hidtil havde færdedes i v. Westens Institut. I Mod
sætning til dette Instituts arkitektonisk uskønne og hygiejnisk usunde Lokaler fik han her et »forædlende Indtryk« af C. F. Hansens
ny-w) M: Levnet I p. 13—14. — Fam.-opt. (A. M. Martensens biogr. Notitser). — Hdligaands Kirkes Begravelsesprotokol 1813—1829 p. 273 (L. A.). — »Dagen«
1822 Nr. 244. — jvf. Bricka Bd. 11 p. 160. — J. H. Paulli: auf. V. p. 197. — Josepha M: p. 217—218. — Censurprotokol 7 (1814—1823) Nr. 59. — Discipel
fort. Nr. 536. — Deliberationsprotokol Nr. 3 p. 139 (Metropolitanskolens Arkiv.
L. A.). — C. A. S. Dalberg & P. M. Plum: Metropolitanskolen gennem 700 Aar.
Kbh. 1916 p. 98.
“) M: Levnet I p. 14. — Faderens Død og Sønnens indadvendte Liv finder maaske Genklang i H. Martensen: Den chr. Ethik. Den spec. Deel. Den individ.
Ethik. Kbh. 1878 p. 23, 142.
16 Undervisningsplan. N. L. Nissen.
opførte Metropolitanskole, fornem af Ydre og efter Datidens For
hold imponerende af Indre.12) Havde han de foregaaende Aar nærmest ført en »Driverexistents«, samlede han sig nu med Energi og snart tillige med voxende Interesse om Skolefagene. Hans fortrin
lige Evner »fremstraalede« i langt højere Grad end før,1S) han var modtagelig og aaben for alle Indtryk og alle Tanker, Lærerkorpset var dygtigt og Samtidens Aandsliv frugtbart. Alle Betingelser var saaledes tilstede for, at Martensens første Ynglingeaar kunde blive en grødefuld Tid af grundlæggende Betydning for hans Udvikling.
Grundlaget for den Undervisning, han nød, var Skolereformen af 1797, der gav Modersmaalet den fornemste Plads blandt Skole
fagene, men fastholdt de klassiske Sprog som det nødvendige Grund
lag for den lærde Dannelse; den tog Hensyn til de moderne Sprog og de saakaldte Realvidenskaber, der her optoges for første Gang paa den lærde Skoles Undervisningsplan; den søgte alsidigt at omfatte saavel Aands- som Naturvidenskaberne. Skolereformen var imidlertid alsidigere paa Papiret, end den blev omfattende gennemført i Praxis, hvor det viste sig, at Opgaven oversteg Kræfterne. Det var og blev de klassiske Sprog, som optog omtrent Halvdelen af Skoletimerne og satte sit Præg paa Undervisningen. Resultatet blev, at de øvrige Fag blev sat i Skygge; det gik ikke mindst ud over Realfagene. Man blev nødt til at »slaa af paa« de altfor store Fordringer.14)
»Rector scholæ« paa Martensens Tid var N. L. Nissen (f. 1771, d. 1845), af Væsen stiv og afmaalt, kølig og fornem, men som Skole
mand en ubestridelig Dygtighed, der var som skabt til den ledende Stilling, han indtog, takket være hans administrative og repræsen
tative Egenskaber, humane Sindelag og Evne til at indgyde saavel Lærerstab som Discipelskare Respekt. Var Udførelsen af det egent
lige Rektorembede Nissens stærke Side, var Lærergerningen hans svage Side. Træffende karakteriserer Vilh. Andersen ham med de Ord, at han af den latinske Indskrift, han havde givet
Metropolitan-12) M: Levnet I p. 15. — Ang. det arkitektoniske Indtryk smig. Vilh. Ander
sen: Tider og Typer. Goethe Bd. 2 Kbh. 1916 p. 11—12. — Den ny Skolebyg
ning var blevet opført 1811—15 og indviet 1816; den afløste den ved Københavns Bombardement 4. September 1807 sammenstyrtede Bygning. (C. A. S. Dalberg &
P. M. Plum: anf. V. p. 104, 105, 102). — Ikke blot Martensen, men ogsaa andre er som Disciple blevet betaget af de store, lyse Klasseværelser (anf. V. p. 110).
18) M: Levnet I p. 16. — G. P. Brammers Ungdomsliv, p. 140. — 14) C. A. S.
Dalberg & P. M. Plum: anf. V. p. 98, 117. — jvf. L. Koch: 1801—1817. p. 83 flg.
— smig. Metropolitanskolens Artiumspetitum 23/7 1827 (Copie-Bog Litr. I p.
453—460. Metropol.-sk.’ Arkiv. L. A.).
N. L. Nissen. P. M. Møller. 17
skolen: »Disciplina sollerti fingitur ingenium«, bedre forstod det første end det sidste Ord.16) Nissen underviste i Græsk og Latin i øverste Klasse, men opfattede det som sin væsentlige Opgave kun at være »Hører«, meddeler Martensen. Han nøjedes med at overhøre Disciplene i det Stof, som de ved egen Hjælp havde arbejdet sig igen
nem. Derved fremmedes ganske vist Elevernes Øvelse i at arbejde paa egen Haand, og deres Lyst til Selvstudium vaktes. Martensen er heller ikke blind herfor, men finder dog, at der knyttede sig visse Mangler til Rektors Undervisning: dels formaaede Nissen ikke at af
lokke Læsefagene nogen Interesse, han kunde ikke som flere af de an
dre Lærere vække Begejstring, »rive med«; dels var han for karrig med at kommentere de klassiske Forfattere. Kun eet Skrift dannede en særlig Undtagelse, nemlig Ny Testament. Naar han læste ny
testamentlig Græsk med ældste Klasse, benyttede han Lejligheden til (ved Gennemgangen af Matthæus Evangelium) at meddele »udfør
lige Oplysninger« og »sunde Religionsbegreber«, der klart viste, at han var »fuldblods Rationalist«. Det skadede dog ikke Disciplene, da de havde et skarpt Øje for »det Urimelige« i Nissens Kommentarer.
Det er ikke umuligt, at det er gaaet Martensen, som det senere gik B. J. Fog, der ligeledes frekventerede Metropolitanskolen under Rek
tor Nissens Styre, at »de naturlige Forklaringer« af Underne tvært
imod deres Hensigt drev ham bort fra Rationalismen og saaledes kan have bidraget til den Holdning, Martensen som moden indtog overfor denne Aandsretning: »de rationalistiske Vande ere altfor flove«. Nis
sen staar derfor for Martensen som den Lærer, af hvem han lærte mindst.16)
En afgjort Modsætning til N. L. Nissen var »den geniale ufor
glemmelige« Poul Martin Møller (f. 1794, d. 1838), der trods ad
skillige Ejendommeligheder ved sin Person — for hvilke Disciplene havde et opmærksomt, omend velvilligt Øje — forstod at vinde disse, der »beundrende« saa op til ham; »uden at lægge an derpaa udøvede han en saa befrugtende Indflydelse paa dem«. Den kærnesunde og naturlige, for Affektation saa fuldstændig blottede Poul Møller har uvilkaarligt paavirket Disciplene i Kraft af sin Personlighed. Der er
*•) Bricka Bd. 12 p. 300—302. — Erslew Bd. 2 p. 456—458. — C. A. S.
Dalberg 8c P. M. Plum: anf. V. p. 108—110. Tillæg p. 3. — M: Levnet I p. 17. — Vilh. Andersen: anf. V. p. 12. — «) M: Levnet I p. 16—17, 129. — C. A. S. Dal
berg 8c P. M. Plum: auf. V. p. 110 flg. — J. Bondo: Bruun Juul Fogs Levnet.
Kbh. 1897 p. 12. — N. Lindberg: Af Jak. Kr. Lindbergs papirer, tr. i Histor.
Maanedsskr. Bd. 3 Odense 1884 p. 373—374. —
2
18 P. A. Plum. J. C. Lindberg.
vel ingen Tvivl om, at naar Martensen i sine Metropolitaneraar blev saa interesseret i de klassiske Sprog, at det filologiske Studium snart kom til at staa for ham som et »Ideal«, saa skyldes det ikke mindst Poul Møller, der havde Græsk og Latin som Undervisningsfag. Det var i Martensens Tid, at han udsendte sin Oversættelse af Odysseens sex første Sange (1825), et Værk der i lige Grad bærer Vidne om hans dybe Fortrolighed med Homér som med det danske Sprog i dets folkelige Oprindelighed. Ogsaa dette bidrager til at forstaa den »be
frugtende Indflydelse«, han havde paa Disciplene.17)
Som Lærer i Religion fungerede i Martensens sidste Skoleaar P. A. Plum (f. 1797, d. 1880). Han var Discipel af H. N. Clausen og hørte som teologisk Kandidat fra 1824 til de første Hold Teologer, der var blevet paavirket af den unge Clausen. Til denne Clausen-Discipel staar Martensen i Taknemmelighedsgæld, dels fordi han ved sin Undervisning bidrog til at vække hans Selvtænkning, dels fordi han opmuntrede ham ved det »Bifald«, han skænkede hans
»Religionsafhandlinger« (d. v. s. Religionsstile), som ofte tog en
»philosophisk Retning«.18)
Medens Martensen først i Metropolitanskolen stiftede Bekendt
skab med de ovennævnte Lærerkræfter, var J. C. Lindberg ham en gammel Kending fra v. Westens Institut. Lindberg var som teologisk Kandidat blevet ansat i forskellige københavnske Skoler (foruden de nævnte ved Borgerdydskolen paa Christianshavn); ved Siden af Skoleundervisningen i Hebraisk og Religion fortsatte han sine Spe
cialstudier over semitisk-østerlandsk Filologi og Numismatik. Som Adjunkt i Metropolitanskolen debuterede han allerede 1822 med en hebraisk Chrestomati og en hebraisk Grammatik og udsendte det føl
gende Aar en grammatisk Analyse til Genesis, Bøger som han havde udarbejdet med Skolernes og de studerendes Tarv for Øje, og som han selv lagde til Grund for sin Undervisning.19)
”) M: Levnet I p. 16. — Vilh. Andersen: Poul Møller. Kbh. 1894 p. 151—
154, 141. — C. A. S. Dalberg & P. M. Plum: ant. V. Tillæg p. 11.
*•) M: Levnet I p. 16. — C. A. S. Dalberg & P. M. Plum: anf. V. Tillæg p. 11. (P. A. Plum blev kst. Adjunkt 1825). — jvf. Wiberg Bd. 3 p. 170. — Sofus Elvius p. 476. — I Religion anvendtes Krog Meyers Lærebog og Herslebs bibelske Historie. M. H. t. »Religionsafhandlingerne« skal bemærkes, at Discip
lene »øvede sig i at skrive theologiske og historiske Udarbejdelser«, der hen
hørte under Faget Dansk, men som vel er blevet bedømt af Faglærerne. (Metro- pol.-sk? Artiumspetitum*’/? 1827 i Copie-Bog Litr. I p. 460. Metropol.-sk? Arkiv.
L. A.). —
") M: Levnet I p. 20. — Bricka Bd. 10 p. 303 flg. — Erslew Bd. 2 p. 144.
Religiøs Vækkelse. 19 Hvilket Udbytte Martensen fik af Lindbergs Hebraisk-Timer, meddeler han intet om. Det var aabenbart ikke de hebraiske Lek
tioner i og for sig, der drog hans Interesse, men derimod de re
ligiøse Spørgsmaal, som fremkaldtes dels ved Læsningen af Genesis, dels og især i Tilknytning til Samtidens, til Øjeblikkets kirkelige Spørgsmaal, der ikke mindst paa Metropolitanskolen fik en livlig og interesseret, sejg og udholdende Talsmand i Lindberg, der som Grundtvigs Medarbejder ved »Theologisk Maanedsskrift« og Vaabenfælle i »Kirkekampen« i sine Undervisningstimer drev »en stille Propaganda for Grundtvigianismen i dens daværende Skikkelse, i hvilken de strengt conservative Grundsætninger, som hævde Luther
dommen og Fædrenes Tro, endnu ikke vare bievne afløste af det vilde Frihedsraab og den mageløse Opdagelses Misviisning«. Takket være hans tjenstvillige og trofaste Væsen og vindende Egenskaber blev denne Propaganda ikke uden Virkning; ja, i Borgerdydskolen, hvor han iøvrigt havde en Støtte i sin Kollega og Fagfælle, P. A. Fenger, resulterede det endog i, at baade Lærerne og Eleverne delte sig i to Partier: for og imod Grundtvig. De religiøse Brydninger mel
lem Lærerstab og Discipelskare var vel allerede begyndt ved denne Skole før Kirkekampens Udbrud, men tog dog først ret Fart efter denne.20)
Selvom Kirkestriden vel ikke fremkaldte et lige saa stærkt Røre i Metropolitanskolen — Forholdene (Lærere—Elever) var ikke saa lidt forskellige fra Borgerdydskolens — satte den dog Sindene i Be
vægelse. Kirkekampen rejste ikke alene Interesse for det saglige Spørgsmaal, om H. N. Clausen kunde fortsætte sin Embedsvirksom
hed eller ikke, men satte tillige det religiøse, personlige Spørgsmaal i Bevægelse: »Hvad tykkes Eder om Christo, hvis Søn er han?«
Der vaktes saaledes »et religiøst Røre« ogsaa i den unge Martensen, under hvilket han blev stedse stærkere paavirket af Lindberg, der
Der vaktes saaledes »et religiøst Røre« ogsaa i den unge Martensen, under hvilket han blev stedse stærkere paavirket af Lindberg, der