Politisk mentalitet åben for sundhedspligter

De gradvise ændringer af samfundet i retning af et stadigt mere superspecialiseret sam-fund har undermineret industrisamsam-fundets klassebaserede politik. De klassiske strids-æbler mellem venstre og højre er pilrådne. Samtidigt er der en langsigtet tendens til, at po-litiske holdninger bliver mere individuelt sammensatte og mere pragmatiske.

Tidens toneangivende bevægelser - nyliberale, grønne og fællesskabsorienterede (kom-munitaristiske) strømninger - slås blandt andet om, hvor grænsen mellem det fælles og det individuelle skal trækkes i teori og praksis. I centrum er ikke blot det globaliserede samfunds nye, komplekse udfordringer men også forestillingen om den nye, kapable og ansvarliggjorte borger.

I den nyliberale opfattelse er borgerens stadigt mere omfattende selvdisciplin selve forud-sætningen for statens stadigt mere tilbagetrukne rolle. I de grønne og demokratioriente-rede strømninger ligger vægten grad på, hvordan denne selvdisciplin kan vedligeholdes i praksis. Svarene er blandt andet ansvar for helheden, deltagelse, frivilligt arbejde og ”em-powerment”.

De politiske skel og diskussioner optræder i stigende omfang inde i den enkelte person frem for mellem veldefinerede grupper. Selv om findes mange firkantede holdninger i den offentlige debat, er de fleste borgere åbne, pragmatiske og løsningsorienterede i deres holdninger.

De nuværende ideologiske strømninger går hånd i hånd med udviklingen af politiske pro-jekter, hvor borgeren ikke kun har rettigheder men også pligter. Håndtering af affald skal f.eks. ske efter bestemte regler. Borgeren afleverer pænt sine batterier, og selv konservati-ve virksomheder indfører miljøledelse.

Tendensen er ikke specielt dansk men er et bredere civilisationstræk, der også afspejles i de internationale normer, der udvikles i disse år. Ifølge WHO har enhver således ”pligt at bidrage til sunde omgivelser”. Formuleringer som denne repræsenterer en ”vidtgående udvidelse af selve begrebet om samfundsborgeren og har dybtgående virkninger for sub-jektiviteten i samtiden – individerne opfordres til at påtage sig ansvar og forpligtelser, som var utænkelige, da begrebet borgerskab var begrænset til at dreje sig om nationen og velfærdsstaten.” LUBTON ET AL. (1996).

Forpligtelsen over for de andres sundhed kommer til udtryk bl.a. i en borgerhøring om holdningen til rygning blandt rygere i Odense (afholdt af Sundhedsministeriet i septem-ber 2005). 95 pct. af deltagerne havde røget i mere en 15 år. Selv i denne gruppe finder 80 pct., at rygning på arbejdet bør forbeholdes rygerum eller enkeltmandskontorer, mens et flertal mener, at man må slukke for tobakken pr. konduite eller i hvert fald på opfordring, hvis man får besøg hjemme af en ikke-rygende hjemmehjælp. Det ville man næppe have set for fem-ti år siden, hvor overdreven nidkærhed i tobaksbekæmpelsen gjorde daværen-de sundhedsminister Carsten Koch til en latterlig figur i nogle kredse. Også i udlandaværen-det fin-des der undersøgelser, der påviser, at rygere gerne vil have tobaksafgifter.

Denne nye mentalitet letter selvsagt indførelsen og overholdelsen af restriktive politikker.

Kapitel 4

Civilsamfundets rolle: Vi skal være her alle sammen – og vi skal være med

Civilsamfundet – det vil sige foreninger, non-profit-organisationer og uformelle netværk – har en nøglerolle i at skabe en mere sundhedsfremmende civilisation. Rollen varetages i mikroskala, hvor uformelle netværk af naboer gør et lokalmiljø mere lege- og bevægel-sesvenligt, eller hvor mennesker med misbrugsproblemer mødes i selvhjælpsgrupper. Det sker i lokale afdelinger af Ældresagen eller i handicapidrætsforbund, der mobiliserer nye grupper. Det sker i professionelle netværk og organisationer, hvor store dele af den eksi-sterende viden om forebyggelse opbevares og forsøges overført til praktisk politik. Og det sker, når aftenskoler afvikler hold i gymnastik, når fagbevægelsen tager ideen om sund-hedsfremme på arbejdspladsen til sig, eller når patientforeninger og fonde påtager sig at finansiere forskning og udvikling, som det offentlige for længst burde have taget op.

Civilsamfundet er altså mere end det sædvanlige billede af små og relativt snævre forenin-ger, der tilsyneladende mest klager over problemer med at skaffe penge og frivillige. Civil-samfundets betydning illustreres måske bedst af, hvor lidt udvikling der er i de samfund, der undertrykker deres civilsamfund.

I det lange perspektiv spiller civilsamfundet tre væsentlige roller for udviklingen af et sun-dere samfund:

- Som udviklingslaboratorium, der sporer problemer og tendenser og afprøver mulig-heder og ideer før andre. Disse ideer siver ofte over til den offentlige sektor eller til kommercielle virksomheder.

- Som platform for samfundsgrupper, der ellers har stået svagt eller direkte været stig-matiseret.

- Som politisk aktør, der især arbejder på basis af styrken i argumenter og ideer.

I det følgende ser vi nærmere på disse roller og overvejer derefter, om og hvordan det of-fentlige kan gøre noget for at styrke civilsamfundets positive bidrag til sundheden i lan-det.

MM ^|Tre civilisationsforandrende roller for civilsamfundet

Udviklingslaboratorie

.

Opdage nye problemer

.

Prøve nye løsninger, ideer og målgrupper af

Platform for tidligere usynlige grupper

.

Handicappede

.

^Ældre

.

Patienter

Politisk aktør med vægt på argumenter og ideer

.

Lokal planlægning

.

Sikring af lokale tilbud

.

Forskning og idespreder Figur 4.1. Civilsamfundet (foreninger, uformelle netværk mv.) spiller en stor rolle for civilisations-forandringer. Masser af problemer og løsninger formuleres og afprøves i civilt regi. Tidligere usynlige eller tabuiserede grupper får via foreninger en platform at stå på. Og endelig spiller civile organisationer en afgørende rolle for den politiske og faglige udvikling omkring forebyggelse.

Hovedparten af forebyggelsesforskningen finansieres formentlig af foreninger.

Kilde: Huset Mandag Morgen

Civilsamfundet som udviklingslaboratorium

Civilsamfundet har ikke bare fingeren på pulsen. Det er i vid udstrækning pulsen. Nye so-ciale og kulturelle tendenser optræder næsten altid første gang i mindre, uformelle grup-per. Det gælder både de sunde og de mindre sunde. I disse uformelle arenaer ændres unges drikkekultur til det værre, så danske unge ligger meget højt på den internationale rangliste over stordrikkere. Men denne tendens opdages selvsagt af bl.a. de unges foræl-dre, hvoraf nogle tager initiativer som f.eks. Natteravnene. På samme måde har de talrige ældreorganisationer for længst opdaget, at ældre er mere indstillet på at leve aktivt end tid-ligere. Foreningerne skaber derefter nogle rammer for, at det kan ske. Nogle idræts-foreninger opfanger også tendensen og lukker flere ældre ind.

Patientforeningerne har også været blandt de første til at erkende, at dagens patienter frem for at skamme sig over deres sygdom, faktisk kan og vil organisere sig og kræve ind-flydelse eller i hvert fald rådgivning.

Civilsamfundet opsnapper eller danner ikke bare nye tendenser. Det afprøver i en lind strøm den ene ide efter den anden – og ind i mellem rammer det rigtigt. F.eks. er Anonyme Alkoholikere og andre misbrugsbehandlinger opfundet og lever videre i non-profit-ram-mer. I andre tilfælde afleveres ideen til mere kommercielle aktører som f.eks. Weight Wat-chers. Udviklingen af nye idrætter og andre fysiske bevægelsesformer finder også i vid ud-strækning sted i foreningsregi. På kostområdet findes Slow Food-bevægelsen, der insiste-rer på, at måltider ikke skal være hurtig impulstilfredsstillelse men en social, langsom og nydelsesorienteret begivenhed. Og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, inden der opstår en slagkraftig koalition for sund skolemad. Den oprindelige skolemad blev opfun-det af behjertede borgere, der var bekymrede over, at skolebørn var så sultne, at de ikke kunne lære noget.

Forebyggelsen af HIV/AIDS lykkedes så relativt godt bl.a. takket være sundhedsvæsenets tætte samarbejde med civile organisationer blandt bøsser. I de senere år har ungdoms-, handicap-, patient og ældreorganisationerne introduceret masser af specialiserede tilbud rettet mod navnlig medlemmer og pårørende. Organiseringer blandt ældre har ikke bare gjort ældreidræt legitim, de har også opfundet og udbredt stribevis af nye ideer til be-vægelser og aktiviteter som f.eks. stavgang. Fagbevægelsen spiller i stigende grad positivt med på sundhedsfremme på arbejdspladserne. Endelig laver civilsamfundet masser af re-gulær forskning. En stor del af den viden, vi har om forebyggelse, er finansieret af frivilli-ge bidrag til de store patientforeninfrivilli-ger.

Andre af civilsamfundets opfindelser har mere indirekte betydning. Det gælder f.eks. den ide, at der bør være politikker for at fremme cyklisme. Og det er takket være Naturfred-ningsforeningen og senere miljøorganisationerne, at der mange steder i samfundet er kort afstand til spændende, naturlige miljøer, der inviterer til at gå eller cykle en tur.

Hvis det ikke havde været for alle disse aktiviteter, ville værktøjskassen for forebyggelses-politikker være langt mindre, end den er i dag.

En platform for nye grupper

Foreninger har været vejen til at få grupper og problemer anerkendt. Det gælder helt til-bage fra organiseringen af bønder og arbejdere. Senere har andre grupper fået anerkendt behov, som ellers blev opfattet som umoralske, latterlige eller som noget, man burde skamme sig over. Sådan var det med bl.a. homoseksuelle og handicappede. Den første gruppe blev undertrykt i mange år. Den sidste blev for bare en generation siden gemt af vejen i særlige institutioner. Handikappede har tiltvunget sig afgang til mange offentlige

rum. Et af de mest bemærkelsesværdige resultater er et fænomen som handikapidræt, der ikke er mange årtier gammelt. I dag afholdes der Olympiske Lege for mennesker med handikap. En anden forholdsvis ny institution som TV Glad åbner en mulighed for aner-kendelse for psykisk udviklingshæmmede i den prestigefyldte TV-verden.

Patientforeningerne har i samarbejde med medicinalindustrien bidraget til, at psykiske sygdomme er blevet mindre stigmatiserende. Der er efterhånden patientforeninger for næsten alle større grupper af mennesker med kroniske sygdomme. Disse foreninger spil-ler en nøgspil-lerolle i den del af forebyggelsen, der handspil-ler om at undgå yderligere forværring og lære at leve med sygdomme.

Men på et stort område er der praktisk taget ingen organisering. Det er blandt dem, man kan kalde risikanterne. De, der lever usundt og scorer højt på diverse risikofaktorer for ci-vilisationssygdomme, men som endnu ikke er dukket op i sundhedsvæsnet. Der er endnu ikke udtænkt ret mange organisatoriske koncepter, der får fat i disse grupper. Derimod er flere patientforeninger i de senere år blevet dygtige til at nå mennesker, når de først er ble-vet patienter. F.eks. får hjertepatienter, hvis de selv ønsker det, i dag en direkte personlig henvendelse efter endt indlæggelse.

En politisk aktør

Forebyggelsespolitikken trænger til at få flere og stærkere men ikke nødvendigvis enige venner både lokalt og centralt. Som vi vender tilbage til i kapitel 6 vil det være en konstant udfordring at sikre opmærksomhed og fokus på en langsigtet og mangesidet politik. Ci-vile organisationer er afgørende partnere i at fastholde dette fokus, f.eks. ved at gøre det omkostningsfuldt for politikere at være ligeglade. Civile organisationer er i mange tilfæl-de velkvalificeretilfæl-de på tilfæl-deres områtilfæl-der og kan give præcis og konkret rådgivning til offent-lige beslutningstagere. Hvem ved f.eks. mere om cykelpolitik end Dansk Cyklist Forbund?

Men civile organisationer er også vigtige, fordi en mere effektiv forebyggelsesindsats kræver, at vi regulerer meget af vores hverdag tættere. Det skal ikke være tilfældigheder, der afgør om og hvad der serveres af skolemad. Hvis sådanne reguleringer alene udvikles og udmeldes fra centralt hold, bliver de i mange tilfælde enten ikke efterlevet, eller også kan de let opfattes som urimelige overgreb på lokale eller individuelle afgørelser. Her er et stærkt lokalt engagement afgørende, både for at sikre at der faktisk sker noget, men også for at sikre at reguleringen finder sted i en form, der er acceptabel for de involverede par-ter.

Når man skal ændre en civilisation, skal det selvsagt ske demokratisk og under størst mulig åbenhed. Civile organisationer er en nøgle til at få forskellige stemmer med i de-batten.

Kan det offentlige gøre noget for at skabe et mere forebyggende civilsamfund?

Det offentlige både kan og bør søge at inddrage civilsamfundet langt mere i forebyggelse.

Vi har fem ideer:

Første ide er at udvikle en mere forebyggende lokal fysisk planlægning. Der er brug for en mere konstruktivt fremadskuende og kvalificeret planlægning. I dag er kommunerne gode til at tage en række hensyn i lokalplanlægningen. Men der findes kun stykkevis og utilstrækkelig viden og erfaring med, hvordan lokalområder bliver mere levende, så flere mennesker bevæger sig til fods og på cykel og inviteres til fysisk leg. Der er utallige

of-fentlige anlæg, der er kedelige kattebakker af gartnertimebesparende grus. Der er brug for, at nogen arbejder med at nytænke og udvikle sundhedsfremmende parker.

Der er allerede en del ideer i omløb, f.eks. at gøre parker mere spiselige (med frugttræer og indlagte private nyttehaver) og give dem en bredere anvendelse. Hvorfor kan småsøer ikke være til at lege og bade i med sandstrande og badeanlæg? Man kunne også udvide ba-desæsonen ved at give vandet et varmeboost fra et solfangeranlæg eller ved at udleje våd-dragter. En tilsyneladende detalje som let adgang til rene og sikre offentlige toiletter spil-ler formentlig også en rolle for gå-aktionsradiusen for mange ældre.

Den anden ide er at fremme et måltidskulturens civilsamfund. Danskerne har stadig dele af en sund familiemåltidskultur i behold, hvor måltidet er en gennemtænkt og planlagt fælles begivenhed - ikke tilfældige, impulsdrevne besøg til køleskabet og mikrobølgeov-nen. Men måltidskulturen er under pres, og det samme er evnen til at lave sund og billig mad. Nogle af dem, der altid har sat måltidskulturen under pres, er børn. I de senere år har børn – takket være den store rigdom - for første gang fået lov til at diktere familiernes spisevaner. Masser af moderne forældre er glade, når deres børn er glade²³.

Der findes allerede en del civile og kommercielle tiltag, der peger frem mod en mere gen-nemtænkt måltidskultur bl.a. i aftenskoler og private kokkeskoler. Fra udlandet kendes

”Slow Food”-bevægelsen. Der er en løbende diskussion i samfundet om skolemad. Tidli-gere udgjorde husmoderforeningerne et kæmpemæssigt civilsamfund omkring måltider.

Bramfri statslig rådgivning bakkede foreningerne op. Også brugsforeningerne var tidli-gere mere aktive. I dag har vi initiativer såsom offentlige skub til at danne spiseklubber blandt ældre. Derved angribes på en gang ensomhed og den udbredte fejlernæring blandt enlige ældre.

Den tredje ide er at få fat i risikanterne. Mennesker, der er på vej til at blive syge som følge af tobak, alkohol, for meget forkert mad og for lidt motion, har omtrent samme status, som de handikappede havde for en generation siden: De lider af noget, man skammer sig over. Deres adfærd er jo ifølge livsstilstankegangen noget, de selv kan og bør ændre på.

Hvis vi i stedet taler om civilisationssygdomme, flytter vi polerne for det moralske kom-pas. Nålen peger ikke længere mod fordømmelse og stigmatisering men mod medfølelse og praktisk solidaritet fra det omgivende samfunds side. Civilsamfundet kan være med til at give risikogrupperne adgang til alternativer, der er alt efter sammenhængen skal være billige, bekvemme, hyggelige, lækre og/eller sexede.

Lokale idrætsorganisationer kunne tilbyde særligt designede motionstilbud til

·

storrygere,

·

meget overvægtige eller

·

førtidspensionister,

der af forskellige grunde kan være truet af fysisk inaktivitet, og som i højere grad kan ud-folde sig, hvis de kan gøre det sammen med nogen, de deler udgangspunkt med.

I selve afgrænsningen af gruppen ligger en anerkendelse af dens særlige, problemfyldte identitet, der også kan lægge op til videre, selvorganiseret gruppeaktivitet og networking.

Anerkendelsesaspektet styrkes yderligere, hvis kommunen/idrætsforeningen inviterer re-præsentanter for gruppen til at være med til at fastlægge rammer og præmisser for tilbud

23 Når moderne børn er så djævelsk energiske til at presse deres forældre, er en væsentlig del af baggrunden, at børn er tilpasset til at leve i en verden, hvor måske halvdelen af dem døde af sult eller infektioner, inden de blev fem år. I knaphedstider har børn, der har evnet at presse mest muligt ud af deres forældre, simpelthen overlevet. Der findes en undersøgelse i oprindelige befolkninger, der kaster et makabert lys over baggrunden for denne adfærd. En psykolog undersøgte på et tidspunkt Masai-babyer i Kenya. Han udvalgte de ti mest bøvlede og de ti mest omgængelige babyer. Da psykologen et år efter kom tilbage, havde der været en svær tørke, og masaierne havde i stort omfang mistet deres kvæg. Det lykkedes at opspore tretten af de oprindelige tyve fami-lier. Fem ud af syv omgængelige babyer var døde, mens fem ud af seks af de bøvlede babyer havde overlevet (her refereret fra ROWE (1994)).

til gruppen. Dermed signaleres at der er tale om en gruppe, som andre vil lytte til. Sam-tidig opnår man, at tilbuddene tilpasses gruppens behov.

Den fjerde ide at sikre sunde valgmuligheder for mennesker, der befinder sig i et vadested, hvor de er nødt til at gribe dagligdagen an på nye måder. Nogle af de mest succesrige fore-byggelsesaktiviteter, vi har i dag, nemlig tilbuddene til gravide og spædbørnsforældre, udnytter såkaldte “golden moments”. Samme taktik benytter mange kommuner, når de sender materiale ud til skolebørn og forældre ved skolestart med konkrete råd og ideer til, hvordan man bidrager til at skabe en tryggere skolevej.

Enkelte steder er man gået endnu længere med tankegangen og giver konkrete tilbud til borgere, der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet eller mister samlivspartneren. Mål-gruppen er mennesker, der er nødt til at finde ny måder at leve på, og som ifølge folkevis-dommen let udvikler dårlige vaner.

Kommunerne har nogle registre og kontakter, som burde kunne danne udgangspunkt for et samarbejde med lokale foreninger. Disse registre er velegnede til at opspore mennesker, der befinder sig i disse overgangssituationer, og give dem et godt tilbud. Det kunne ek-sempelvis være mennesker, der flytter - sammen, fra hinanden eller hjemmefra.

Den femte ide er at få offentlige institutioner til at arbejde mere direkte sammen med civi-le organisationer. Der findes idrætsbørnehaver, hvor idrætsforeninger lægger faciliteter og ideer til. Hvorfor findes der ikke spejderbørnehaver, eller 4H-børnehaver hvor fokus er på gartneri og landbrug? Det ville være samarbejder, der flytter det pædagogiske arbejde i en sundere retning.

Kapitel 5

Markedets rolle: Der skal tjenes penge på sundhed

En række vigtige sundhedsvalg drejer sig om, hvad vi køber som individuelle eller kollek-tive kunder. Derfor må vi spørge, om markedet leverer de rigtige produkter og service-ydelser til de rigtige priser, hvis målet er at gøre det lettere for os alle sammen at træffe be-slutninger, som vi ikke fortryder bagefter. Vi kan se på, om de daglige indkøb foregår på en måde, der fremmer et reelt valg. Svaret på begge spørgsmål er utvivlsomt ofte nej.

Men det er også klart, at de private aktører på markedet dækker et bredt spektrum af kunder, der fra mange sider presses og fristes til at hoppe på sundhedsbølgen. Sundhed glider ind som salgsargument for flere og flere varer, der i udgangspunktet slet ikke handler om sundhed. Støvsugeren har allergifilter. Børneværelsets møbler designes, så de får børnene til at røre sig mere. Vægbeklædningen i daginstitutionen er lavet af lyddæmpende materialer osv.

Det er ikke noget nyt fænomen, at sundhed bruges som salgsargument. Coca-Cola blev oprindeligt solgt som sundhed. Det nye er, at det er så udbredt. Der er et enormt pres fra producenterne for at få lov til at positionere varer som noget, der giver sundhed, f.eks. ved at tilsætte vitaminer. Mange aktører på markedet påvirker vores sundhed:

Fødevare- og dagligvarebrancherne er uomgængelige. Disse brancher er under et voksen-de pres for at lavoksen-de sundhedsargumenter tælle, når voksen-de markedsfører og præsenterer voksen-deres varer i butikken.

Inden for bygninger og fysisk planlægninger der de første tegn på, at byggebranchen og dens arkitekter igen så småt begynder at tænke sundheden med.

Medicinalindustrienbåde kan og vil sandsynligvis spille en større rolle i sundhedsfrem-me, end den gør i dag.

Kropspleje.Den såkaldte wellness-industri udbyder individualiseret sundhed og velvære i alle tænkelige blandinger. Hertil kommer motions- og idrætsudstyrsindustrien.

Sundhedsfremme på arbejdspladsenhandler ikke kun om at tjene penge. Men det er tæn-keligt, at virksomheder og institutioner kan få gevinst ved at føre en personalepolitik og

Sundhedsfremme på arbejdspladsenhandler ikke kun om at tjene penge. Men det er tæn-keligt, at virksomheder og institutioner kan få gevinst ved at føre en personalepolitik og

In document Er sundhed et personligt valg? (Sider 52-0)