Hr. og Fru Vincent havde hidtil ikke været lykkelige i sit Ægteskab. Der var meget snart indtraadt en vis Kjølighed mellem dem. Det var sørgeligt nok, for alt havde varslet saa godt fra først af. De havde været meget forelskede i hinanden, var begge unge, smukke, rige og elsk
værdige — hvad var der saa ivejen? Erica Vin
cent var en meget begavet saavelsom smuk Kvin
de, medens Robert Vincent, som fra først af sær
lig havde været forelsket i hendes smukke Ud
vortes, nærmest kun havde den praktiske For
stand, som hjalp ham til at greje sig godt gjennem Livet uden at begaa Bommerter. I otte Aar havde de nu levet under samme Tag, og efter- haanden, næsten umærkeligt, var de gledne fra hinanden. Mere og mere fik de hver sine Ven
ner, hver sine Interesser og Fornøjelser, mindre og mindre havde de tilfælles.
Der var dog intet aabent Brud mellem dem.
De fleste af deres Omgangskreds havde aldrig opdaget, at der var nogetslags Brud. Kun" de, der havde en meget fin Iagttagelsesevne, havde en ubestemt Følelse af, at ikke alt var, som det skulde være.
Erica havde ellers i alle disse Aar udviklet sig meget til sin Fordel. Hendes Skjønhed havde
ogsaa forandret sig; hun havde nu en god og ædel Kvindes rolige Ynde og paa samme lid noget vist moderligt og beskyttende ved sig. Og
dog var hun ikke Moder. Gud havde ingen Børn skiænket hende, der kunde trøste hende i hendes Ensomhed. For hun havde paa Bunden af sit Hjerte en Følelse af stor, aandelig Ensomhed
under al sin ydre Ro. Og denne Følelse af En
somhed forlod hende aldrig, endskjønt hun del
tog meget i Selskabslivet, interesserede sig for mange veldædige Foretagender og havde vundet saa mange Venner og Beundrere, som det kanske kun falder i faa Kvinders Lod.
Hvor lidet disse to dog forstod hinanden 1 Hvis Robert Vincent, den ærlige, skikkelige Fyr, kunde have seet ind i sin smukke Ericas Hjerte, medens hun sad tilsyneladende saa kold lige- overfor ham ved Midd .gsbordet, vilde han have opdaget den tilbagetrængte, smertelige Ømhed, hun i Virkeligheden følte for ham — og hvis
h u n kunde h a v e gjennemskuet, hvorledes Robert, der syntes at føle sig saa inderlig fornøjet, naar han var ude at jage og ride med Ligesindede, i Virkeligheden kun følte en Slags dump Resig
nation, fordi hans smukke og begavede Hustru, som han elskede saa højt, vel aldrig kunde føle sig tilfredsstillet ved at være bundet til en Mand som han - ja, da vilde deres Samliv blevet et ganske andet. Som det var, havde disse otte Aars Ægteskab stadig fjernet dem mere fra hin
anden, da Robert pludselig blev syg af en ond
artet Feber. .
Sygdommen viste sig snart at være af en meget alvorlig Beskaffenhed. Da Doktor Sterne var kommet paa det rene hermed, saa han al
vorlig paa Erica og sagde: »Hvad vil De nu gjøre, Fru Vincent?"
1 I
i
; K '
: r a l
t ø |
»Blive hos ham, naturligvis,“ svarede hun hurtig.
„Alvorlig talt vil jeg fraraade Dem dette, Frue. Jeg skal telegrafere til London efter to Sygeplejersker. Han maa isoleres fuldstændig.
De kan naturligvis blive boende i Huset, hvis De vil, men jeg vil raade Dem til ikke at gaa ind til Deres Mand. Mine Sygeplejersker vil gjøre alt, hvad der er nødvendigt."
„Jeg vil alligevel faa være hos ham, Doktor Sterne," sagde Erica i en afgjørende Tone. „Jeg skal prøve ikke at være ivejen, men jeg m aa være hos ham.a
Senerehen var Doktor Sterne for sin Pati
ents Skyld glad over, at hans Hustru ikke havde været nogen Kryster. Da Robert begyndte at tale i Vildelse, var det altid hende, han fanta
serede om. Undertiden var de Børn igjen, og han raabte paa hende og legte med hende som i de gamle, lykkelige Dage. Til andre Tider beklagede han sig højlydt over det kjølige For
hold mellem dem.
„Jeg ser aldrig Erica nu,“ kunde han sørg
modig sige, „alle andre faar mere godt af hende end jeg.“
En Gang kom han med heftige Forsikringer om, at han aldrig vilde have bundet hende til sig, hvis han havde troet, at hun ikke holdt nok af ham.
„Jeg er ikke god nok til dig,“ raabte han med skarp, gjennemtrængende Stemme, „jeg er en dum, kjedelig Fyr, der bare duer til at ride
°S Jage; men jeg elsker dig, Erica, jeg elsker dig!“
Naar han fantaserede saaledes, sad Fru Vin
cent ved Sengkanten og betragtede hans feber
hede Ansigt med et usigelig smerteligt Udtryk
i sit eget. Sygeplejersken fra London kunde nok undre sig over, om der laa noget virkeligt til Grund for den Syges Feberfantasier. Thi en større Opofrelse og Hengivenhed havde Søster Janet i sin lange Erfaring som Sygeplejerske
Undertiden knælte hun stille ned ved Sengen
»O, Gud," raabte hun fra sit Hjertes Dyb
-.-H
18
de, før hun havde faaet udtale sig for ham ? Hun begyndte at tsenke paa alle de Enker, hun havde kjendt — de fleste saa noksaa tilfredse og rolige ud. Hvorledes var det muligt? For hende syn
tes det nu, at en Enke maatte være den ulyk
keligste Skabning paa Jorden, og hun undredes over, at nogen Kvinde kunde blive Enke og dog
^eVe*Fra først af var Ericas Pligter meget faa.
Hun havde Søster Janet som Sygeplejerske om Dagen og Søster Beatrice vaagede om Natten Men da Robert Vincents Sygdom var omtrent paa sit højeste, kom der en Dag en indtrængende Anmodning til Søster Beatrice om at pleje et
sygt Barn, der før havde været hendes Patient, hun havde en ganske særegen Gave til at om- gaaes Børn. Doktor Sterne blev ganske vred, da han hørte dette og sagde fra først af i en afgjørende Tone, at Søster Beatrice ikke kunde 16186 Nu er Patienten vant til Dem, og jeg vil ikke "være ansvarlig for den Skade, det kun e gjøre ham at faa en ny Sygeplejerske, sagde han. „Lad dem sende en anden Sygeplejerske tu Barnet. Der kan ikke blive Tale om, at De
rej-SGr‘ Erica betragtede Søster Beatrices bedrøvede Ansigt. Hun holdt af Barnet, og det var tyde- ligt, at hun ønskede at reise. -Doktor Sterne,
sagde hun pludselig, -lad Søster Beatrice rejse.
Jeg vil selv vaage om Nsetterne.
ja v is t. Jeg ved, hvad der skal gjøresi - De?u ieg har ikke været stadig sammen med Søster Janet og Søster Beatrice for ingenting.«
Doktorens Pande opklaredes. Han vendte sig til den anden Sygeplejerske.
„Tror De, at Fru Vincent kan klare det?“
spurgte han.
„Ja, det tror jeg sikkert,“ svarede Søster Janet. ' „Hun ved, hvad der skal gjøres, og hvis noget uventet skulde indtræffe, kan hun jo altid vække mig.“
Saa rejste Søster Beatrice til det syge Barn, og Erica vaagede hver Nat hos sin Mand.
Endelig syntes Feberen at have raset fra sig.
Anfaldene blev stadig svagere, og endelig en Aften fandt Doktor Sterne sin Patient liggende i en dyb, rolig Søvn. Han stod længe bøiet over ham med et Udtryk af stor Tilfredsstillelse. Saa gik han sagte ud i det næste Værelse og gjorde Tegn til til de to Kvinder, at de skulde følge ham.
„Det gaar bedre, end jeg kunde have haa- het,“ sagde han, „den Søvn vil efter al Sand
synlighed frelse hans Liv. Men husk, at han ikke p aa n o g e n Ma a d e maa vækkes; hvert Minut, han sover, er som en Milepæl paa Vejen til Helbredelse. De skal vel sidde oppe hos ham inat, Fru Vincent
?-„Ja, Doktor.“
„Nuvel, pas paa, at han ikke bliver forstyrret.
En Dør, der bliver s (aaet haardt igjen, en Hund, som gjør, kan ødelægge alt.“
„Tjenerne ligger i den anden Fløj af Huset.
Jeg vil sende Hektor til Forpagterens Bolig; der vil da ingen være i denne Fløj uden jeg selv, og jeg skal ingen Støj gjøre, det lover jeg.“
Hun smilede til ham, og Doktoren saa skarpt paa hende. „De kommer selv til at trænge Pleje, naar alt dette er over,“ sagde han. „De ser al
deles overanstrængt ud. Men i Nat vil De ikke have stort at gjøre — blot holde Ilden vedlige
og passe paa, at alt er roligt. Forsøg at hvile,
-saameget De kan.“ • | |
, i | ''
Da Doktoren havde forladt Huset, og Søster Janet var gaaet til Ro, tog Erica Plads i en stor Lænestol ved Ilden for at vaage. Hun havde taget en hvid, folderig Morgenkjole paa, kantet med Svanedun, og løsnet sit prægtige Haar, der nu faldt i en lang, gylden Flette næsten ned til hendes Fødder. Hun følte, at det var sandt, hvad Doktoren havde sagt — hun trængte haardt til Hvile. I alle disse Uger havde alle hendes Nerver været anspændte. Hvor dejligt vilde det ikke blive at vide Robert fuldstændig udenfor al Fare og saa selv at faa hvile ud!
Medens hun sad der i Nattens Stilhed, hørte hun intet uden sin Mands rolige, regelmæssige Aandedræt. Det var som Musik for hendes Øre.
Hun turde næsten ikke trække Pusten selv af Frygt for at forstyrre ham. Hun sad ganske stille i en hvilende Stilling, men hendes Tanker hvilede ikke. Med ét kom hun til at tænke paa, hvor fuldstændig hun nu var skilt fra Husets øvrige Beboere. Under hende laa den store Spi
sesal. En lang Gang forenede den Fløj, hvori hun var, med den egentlige Hovedbygning; paa den anden Side af denne laa den tilsvarende Fløj, hvor Tjenerne og Søster Janet havde deres Soverum.
Erica var ikke uden Nerver, men nu glædede hun sig kun over den dybe Stilhed. Hun saa paa Klokken. Den var et, og Robert havde sovet siden Kl. tre om Eftermiddagen. Gud være lovet, at han fik sove saa rolig og uforstyrret! Plud
selig satte hun sig ret op i Stolen og lyttede.
Hun syntes tydelig at høre en Slaa blive truk
ket fra etsteds i Huset. Hun saa paa den so
vende Mand, og hendes Øjne stod stive af Ræd
sel, men kun for hans Skyld, ikke for sin egen.
Saa svandt Frygten pludselig, og et
ubetvinge-ligt Mod lyste i hendes smukke Øjne. Stille — ganske stille — gled hun hen over Tæppet og gik ud, idet hun lukkede Døren lydløst efter sig.
Hun gik over Gangen og hen til Trappen.
Paa det øverste Trin standsede hun. Et Vindu i Spisesalen stod aabent, og den kolde Natteluft blæste hende lige i Ansigtet. Der stod en Mand lige ved Døren. Han bøjede sig over en Væske, der laa paa Gulvet, og Lyset fra hans Tyvelygte faldt paa hans Hænder. Erica følte ingen Frygt for sin egen Person, hun tænkte blot paa sin Mand — han maatte ikke vækkes.
Paa et Sidebord paa Gangen stod en ned
skruet Lampe. Hun skruede den op, tog den i Haanden og gik ned ad Trappen.
Hun havde næsten naaet det nederste Trin, før Manden saa hende. Da rejste han sig helt op fra sin bøjede Stilling, stirrede paa hende og udstødte en sagte Fløjten. Saa tog han sin Hue at med et halvt ironisk Buk. Erica saa med et Blik, at det var en vakker Mand, der endnu ikke havde faaet et fordærvet Menneskes Præg. Der var ogsaa et humoristisk Glimt i hans Øjne og noget over hele hans Væsen, der røbede, at han havde seet bedre Dage.
Erica satte sin Lampe ned og saa paa ham.
„Maa jeg spørge," sagde hun med sin melo
diske, dæmpede Stemme, »hvorfor De er kommet herind?"
»0,“ svarede Manden, idet han let trak paa Skuldrene og pegte paa sit Værktøj og sin Ty
velygte, »jeg frygter for, der ikke kan være nogen Tvil om Hensigten med mit Komme. Det er lidt sent paa Dagen til at aflægge en almindelig Ef
termiddagsvisit.*
»De er altsaa kommet for at hente Værdig- gjens tande," sagde hun, »men jeg er bange for,
der ikke er nogen at laa fat i nu. Med Undta
gelse af disse smaa Gjenstande af Sølv er alt laaset ned i sikre Gjemmer, og Kjældermesteren har Nøglerne til dem.“
„Familien Vincents Diamanter er berømte, Frue," sagde han med nok et dybt Buk.
„De er alle i Banken. Jeg har kun disse her," og hun holdt sine juvelbesatte Fingre hen- imod ham, „jeg vil give Dem disse, men saa maa
De være saa snil at gaa."
„Hvorfor saadant Hastværk, Frue? Det er ikke ofte, mau har et saa fortryllende Selskab."
Hun hørte alvorlig paa hans fremstamme
de Ord.
„Min Mand ligger syg ovenpaa. Hansover, og hans Liv afhænger af at han ikke bliver væk
ket. O, hvis De nogengang med Angst har vaa- get ved nogen af Deres Kjæres Sygeleje, saa hav Medlidenhed med mig og gaa."
„Kan jeg være vis paa, at De siger Sand
heden, Frue?" . .
„Hvis jeg ikke sagde Sandheden, havde jeg blot behøvet at trække i Klokkestrengen, idet jeg gik henover Gangen, og alle mine Tjenere og hele Naboskabet med vilde kommet paa Benene.
Kjære, vær saa snil at gaa — og uden nogen Støj. De havde en Moder engang. For hendes
Skyld, vær barmhjertig mod en bedrøvet Kvinde!"
Manden begyndte at pakke sit Værktøj sam
men.„Er De alene her?“ spurgte Erica.
„Ja, med Undtagelse af et Par Gutter, der staar udenfor. De vil vel ikke sende Deres Folk
øjjjøp Qg
„Det giver jeg Dem mit Æresord paa, at jeg ikke skal gjøre. Og husk, at idet I gaar ned
gjennem Parken, maa I bøje tilvenstre. Paa deil anden Side gaar Floden, og Isen er skrøbelig."
„Tak,“ sagde han, „jeg ser, at De er en god, saavelsom en smuk Kvinde."
„Tag med Dem en Kvindes evige Taknem
melighed," sagde hun, „ogdisse“ — og hun rakte ham sine Ringe.
Han tog en tynd liden Ring og sagde:
„Denne vil jeg beholde til Erindring om denne Nat,“ saa tog han Huen al for hende og forsvandt hurtig og stille.
Erica lukkede Vinduet og satte Skodderne for. Saa ilede hun tilbage til sin Mands Værelse.
Han sov saa rolig som et Barn. Hun satte sig ned igjen i sin Stol, og Resten af Natten forløb stille. I Graalysningen kom Søster Janet for at afløse hende, og Erica gik tilsengs, og snart sov hun ogsaa.
Da hun vaagnede, var det Eftermiddag, og Søster Janet stod smilende ved hendes Seng.
„Godt Nyt, Frue,“ sagde hun, „Deres Mand er vaagen og spørger efter Dem. Han har spist lidt og er fremdeles søvnig.“
Erica skyndte sig op til ham. Han rakte sin svage Haand frem og berørte hendes Kind.“
„Min elskede Erica 1“ hviskede han, „kys mig.“
Hun kyssede ham ømt, og straks sovnede han ind igjen. Da Doktoren kom en Time se
nere, sagde han:
„Nu er Deres Mand udenfor al Fare, Frue.
Hvorledes gik det Dem inat? Var De bange for at være alene ?“
„Jeg var ikke bange,“ svarede Erica og for
talte ham, hvad der var hændt om Natten.
„De er en tapper Kvinde,“ sagde Doktoren,
»fterat han med Forundring havde hørt, hvad
\
der var foregaaet. „Og nu har De vel sendt Bud
til Politiet ?“ ^ l
„Nej,“ svarede Eriea, „jeg vil intet gjøre denne Mand uden at bede for ham. Og vær saa snil ikke at fortælle det til nogen.“
Mærkelig nok blev der ikke gjort Indbrud i
flere Huse i Omegnen. Og dog kom paa en eller * anden Maade det Rygte ud, at Fru Vincent gan
ske alene havde afvendt et Angreb af Indbruds
tyve under sin Mands Sygdom* Hun blev der
for betragtet med en Slags ærbødig Beundring, da hun viste sig igjen i Selskabslivet, straalende som en ung Brud ved Siden af sin blege Robert.
Men ingen fik vide, om der var noget i det, for hun bare lo, naar man spurgte hende ud herom,
og rystede paa sit smukke Hoved. i
ii
!