Jeg havde rejst med en liden Sidelinie for at naa den store Sydbanes Nattog, der krydsede vod Woodcombe Station, og var saa heldig, at vort lille landlige Tog satte os sikkert af paa Stationen akkurat 5 Minutter efter, at det syd gaaende Tog havde dampet afsted. Hvad jeg sagde, hvis jeg overhovedet sagde noget, kom
mer ikke denne Historie ved; nok er det, at det var et bedrøveligt Faktum, at Klokken nu var halv ti, og at intet Tog sydover skulde afgaa før Kl. fem næste Morgen.
Der var nok et Slags Hotel i Landsbyen, underrettede den unge Banevogter, der havde Nattevagt, mig om; men han tilføjede, at han var bange for, at det for Øjeblikket var fuldstæn
dig optaget. Jeg besluttede derfor at forblive paa Stationen — hvor der var et ganske lidet Venteværelse — og prøve at døse, saa godt det lod sig gjøre, paa den haarde Bænk; det var en mild Aften i Juni, og hvis Søvnen negtede at indfinde sig, vilde jeg tage mig en lang Spad-
sertur.
Den unge Banevogter, hvis Ansigt straks havde tiltalt mig, lod til at have Medlidenhed med mig og kom med flere ligefremme, deltagende Bemærkninger samt prøvede at forkorte Tiden
— 191 —
for mig ved at faa igang en livlig Samtale, der særlig drejede sig om alt, der henhørte til hans Fag, hvorunder han blandt andet fortalte mig, at tre Hurtigtog dampede forbi denne Station om Natten uden at standse.
Medens vi talte sammen, kom en ganske usædvanlig vakker ung Kone ind og bragte ham Aftensmad. Synet af denne mindede mig om, at jeg vistnok vilde faa en glimrende Appetit længe før jeg kunde faa fat i nogen Frokost, og jeg er bange for, jeg maa have skjælet med tem
melig sultne Blikke hen til hans Maaltid, thi den unge Mand spurgte mig lidt nølende, men i en venlig Tone, om jeg ikke vilde spise med ham, og da jeg saa, at der var dækket et rigeligt Aftensbord, modtog jeg hans Tilbud med Tak
nemmelighed. Den unge Kone smilede og tilbød sig straks at hente en ekstra Lækkerbidsken fra sit Hjem, der laa lige i Nærheden. Medens hun skyndte sig afsted efter denne, gjorde jeg en Be
mærkning til min Vært om den unge Kvindes sjelden vakre, friske Hudfarve og indtagende Smil, hvorover han saa stolt og fornøjet ud.
„Ja, hun er saa vakker, at hun kan hamle op med hvemsomhelst,“ sagde han, idet hele hans Ansigt lyste op, „og hun er min Hustru, hvorfor jeg takker Gud hver Dag, jeg lever. Jeg vandt baade mie Forfremmelse og min Hustru paa én og samme Dag — skjønt det var paa et hæn
gende Haar, at jeg helt havde mistet hende.“
„Mistet hende ?“ gjentog jeg, „af en eller anden Sygdom ?“
„Nei, det hang ganske anderledes sammen,*' svarede han, „men det er en lang Historie. Hvis De bryder Dem om at høre den, kan jeg dog gjerne fortælle Dem den, naar Elleve-Toget
sik-kert har passeret og vi har to Timer i Ro, før det næste kommer.“
Da vi var naaet saa langt som til den Tid, var jeg fuldstændig oplagt til at høre Historien, thi Bænken var sørgelig haard at ligge paa, saa jeg forstod, der blev ingen tale om Søvn, og Belysningen var altfor daarlig til at jeg kunde læse.
Den unge Mand begyndte lidt undselig, men talte sig snart varm.
„Det var i Champton," begyndte han, „en større Station ved denne samme Sydbane, at jeg begyndte min Løbebane som Portør ved Jern
banen. Jeg havde det jo bra nok, men der var ingen Udsigt for det første til at blive forfrem
met, og det var min stadige Sorg, fordi jeg var bleven forelsket i denne samme Ada, som De saa, men hendes Fader vilde ikke vide noget af mig.
„Se først til at stige til Banevogter, sagde han, „saa kan De komme og bede om mit Sam
tykke til, at De ægter Ada, men ikke før.“
Nu, det saa ikke videre lovende ud for det første. Og hvad der var endnu værre, det var, at Ada paa sin Side gik hen og forelskede sig i — eller ialfald følte sig meget fængslet af en Mand, som jeg vil kalde Tom Burton, en rig
tig ordentlig Slyngel, det var jeg vis paa, og jeg advarede Ada mod ham, men hun vilde ikke tro mig.
„Bevis det,“ plejede hun at sige, og det kun
de jeg ikke, skjønt jeg havde ham mistænkt for alleslags Forbrydelser, f. Eks. Vildttyveri og an
den Slags Tyveri, ja endog Indbrudstyveri, men det havde aldrig været muligt at gribe ham paa fersk Gjerning.
Naturligvis hævede det mig ikke i Adas Øjne,
at jeg prøvedé paa at nedsætte min Rival —
— tvertimod gjorde det hende kun saameget elsk
værdigere mod ham, da hun mente, det altsam
men kun hidrørte ira Jalousi fra min Side.
Det blev endnu værre, da Tom virkelig en vakker Dag blev arresteret for Tyveri i den Lands
by, hvor vi alle tre boede. Jeg triumferede og sagde til Ada, at nu kunde hun da se, hvilken Slyngel denne Tom Burton var. Hun græd bare og sagde, at Gud vilde beskytte de uskyldige.
Og virkelig blev Burton frikjendt; hans Brøde kunde ikke bevises, og efter dette stod han fa
stere i Adas Gunst end nogensinde.
Imidlertid forlod Tom efter en Tids Forløb Landsbyen og rejste til London. Ingen uden Ada tvivlede paa, at han virkelig havde været skyldig i det omtalte Tyveri, han følte sig vist
nok ikke selv rigtig tryg længere og reiste sin Vej for at faa Arbejde andetstedt, idet han an
gav som Grund, at han ikke vilde blive et Sted, hvor han var uretfærdig mistænkt.
Da Tom var vel ude af Vejen, kom jeg snart Ada nærmere, thi jeg skal sige Dem, hun holdt i Virkeligheden ikke af denne daarlige Fyr, men var, om jeg saa maa udtrykke mig, paa en Vis bedaaret af ham; han saa ikke ilde ud og havde noget ved sig, som syntes at fængsle Kvinderne, det maa jeg tilstaa. Jeg selv kunde ikke komme længere med Ada end til et vist Punkt, saalænge hun delte sin Kjærlighed mellem mig og den anden, skjønt jeg nok troede allerede dengang og er vis paa det nu, at hun i sit inderste Hjerte foretrak mig. Men Tom kom to Gange om Aaret og besøgte hende og gjorde mig hver Gang stor Skade.
Imidlertid prøvede jeg paa alle Maader at vinde mine Overordnedes Gunst og at vise mig