Mystik, kraft og alvor

Alvor, kraft og mystik varbærendeelementer i Orla Lebmannspolitiske karriere. Her baregenskaberne fundetet kunstnerisk udtryk gennem malerindenfruJericbaus ungdoms­

portræt.

forudsætningsløse almindelige befolkning, afveg de ikke fra de øvrige akademikeres taler med hensyn til umiddelbar forståelighed. De var f.eks. fyldt med fremmedord og ofte båret af en ret indviklet logik.

Det kan forekomme lidt underligt, at en politiker, der netop påstår at repræsentere folke­

lige interesser, i den grad distancerer sig fra folkeligt sprog og ræsonnement. Det svækkede imidlertid ikke hans gennemslagskraft. Begge dele spillede nemlig en vigtig rolle i hans politi­

ske konstitutionsfelt. For det første legitimerede han dermed sin person, sin kultur og sine hen­

sigter opadtil, d.v.s. over for kongemagten, adelen, embedsmændene m.fl., og for det andet

41

markererede han sin kulturelle overlegenhed i forhold til tilhørerne. Fremmedordene og de la­

tinske citater var klare, håndgribelige og effektive signaler som betød, at ban havde kultur.

De fremmedartede og ukendte ord bidrog samtidig til at understrege det ”mystiske” i hans personlighed, og man skal heller ikke overse, at selve det umiddelbart uforståelige spillede en vis rolle for troværdigheden. Lehmann benyttede alle midler til at få folk til at forstå, at han var en øvrighedsperson. Det var en gammel og hævdvunden skik, at den slags personer ikke talte klart og forståeligt. De kirkelige prædikener var f.eks. ikke præget af nogen udtalt folke­

lighed - men netop derved fandt folk i almindelighed en ekstra grund til at tage dem alvor­

ligt. En præst, som gennem mange år havde ladet sig irritere af denne tendens til kun at ta­

ge det alvorlige og det halv-uforståelige som virkelig sandhed, skrev: ”Den simple Almuesmand driver denne Tanke saa vidt, at han har den dybeste Respect for en Prædiken, som han maa anstrænge sig for at faa Meningen ud af, og kan en Prædikant kapitelfæste, hvad han siger, endog blande et eller andet latinsk Ord ind med, saa regnes Præsten som ’en grumme lærd Mand’. Det er saa langt fra noget overlevet, at den compacte Majoritet endnu nok forlanger lidt Bedemandsstil og den kedelige falske Pathos, for ret at respectere en Tale. En Taler, der taler ligefrem om en Sag, som var det hans Nabo, der talte til ham, er ham ikke nok: det fo­

rekommer ham, som kunde han selv havde sagt det, og saa er Glansen gaaet af Manden”. 34>

At tale forståeligt og underholdende ville altså være at undergrave sin egen troværdighed.

Både personen og foredraget måtte være præget af stor alvor, hvis man skulle fæste lid til beg­

ge dele. Dette afgjorde derfor også politikeridealet. Marie Puggaard havde for længst gjort Or­

la Lehmann opmærksom også på dette forhold. I 1848 skrev han til hende om et møde i Kø­

benhavn, hvor han holdt ”... efter hvad man siger, en god Tale. En ung Æstetiker sagde mig Dagen efter: De skulde aldrig smile, det klæder Dem saa godt at være vred. Jeg fortæller dig dette, fordi jeg veed Du er af samme Mening”.3 5>

Var det prædikenens fornemste opgave at skabe rørelse, så var hensigten med den politiske tale først og fremmest at vække følelser, bearbejde og forme dem, give dem en samlet og po­

litisk retning. Lehmann stod godt rustet til denne opgave. Der var i hans natur ”... ikke saa faa Tilknytningspunkter til det ædle og letbevægelige franske Folk. Han var fyrigere, varmere, ildfuldere end de fleste her til Lands, og der var i hans Sjæl adskilligt mere af Begejstring end af den Besindighed, der saa tit er bleven anprist som en dansk Nationaldyd, men som kun alt­

for ofte har været et Skalkeskjul for Træghed og Egennytte”. 36>

Den politiske taler demonstrerede sine følelser, og disse vakte enten tillid eller mistillid.

Sandheden i det han sagde - og dermed hans politiske troværdighed - afhang af den personlig­

hed, som følelserne afslørede. Det, som blev opfattet af tilhørerne var mindre talernes enkelte ord end hans intentioner, hans karakter, hans kultur.

Strategien havde en stærk effekt på et borgerligt publikum. I dette lag var respekten for den rene personlighed uden grænser. I den udstrækning andre sociale grupper kunne bringes til at overtage denne holdning, var det muligt at dominere dem. Et ekstremt, men idealtypisk eksempel leverede Orla Lehmanns franske forbillede, digteren og politikeren Alphonse de La­

martine den 24. februar 1848 i Paris. Den provisoriske regering, som Lamartine ledede, holdt møde på et hotel, der blev omringet af ophidsede arbejdere. Som talsmand for regeringen tråd­

te Lamartine frem og talte til mængden. Ikke alene gav han klart udtryk for sin vrede over deres opførsel, men han gav sig også til at deklamere brudstykker af sin egen poesi hen over deres syndige hoveder. Han demonstrerede at de - i modsætning til ham - hverken forstod, hvad der var ved at ske på den politiske front eller havde blot den mindste antydning af kul­

tur.37^ Folkemængden måtte tie for at kunne høre, hvad han sagde. Så blev den fascineret, skamfuld, pacificeret. Sådan kunne en politiker bruge sin personlighed og sin kultur til at do­

minere andre.

Paris var det 19. århundredes hovedstad, som Walter Benjamin har bemærket. Også i Dan­

mark var de parlamentariske og oratoriske forbilleder hentet i Paris. Fransksnobberiet var stort.

Det gjaldt også for Lehmann.