Erindringsmateriale er ikke objektive holdepunkter.
Af Søren F eder spiel.
Med udgangspunkt i en anmeldelse til Lokalhistorisk Journal (nr. 4, dec. 1982) af Jørgen Selmers artikel "Arbejdere, næringsdrivende og landliggere i Vedbæk - 3 livsformer? ” (Nord- Ny tt 13, marts 1982, s. 81-96) har anmelderredaktionen af Nord Nytt bedt Søren Federspiel uddybe nogle kritiske bemærkninger til Jørgen Selmers artikel.
I anmeldelsen hedder det bla. ”For en dansk lokalhistorisk interesseret læser er den mest spændende Jørgen Selmers artikel om arbejdere, næringsdrivende og landliggere i Vedbæk nord for København i tiden omkring 1. verdenskrig. Via interviews og erindringer søges det vist, hvorledes tre livsformer med tilhørende kulturel adfærd eksisterede side om side. For
fatteren stiller spørgsmålet, om de tre adskilte sociokulturelle sfærer er udtryk for grund
læggende økonomiske og sociale modsætninger, eller om der snarere er tale om tre varian
ter af samme mønster. Forfatteren hælder til den sidste forklaringsmodel. Imidlertid fore
kommer hans væsentligste argument herfor, nemlig at folk selv syntes at de levede i et har
monisk samfund, særdeles tyndbenet. Så meget mere som han overhovedet ikke har proble
matiseret spørgsmålet om sit materiales repræsentativitet. Som bekendt kan folks subjektive opfattelse være væsensforskellig fra, hvad en objektiv analyse resulterer i, men en sådan har Selmer øjensynligt ikke ment det nødvendigt at foretage. Konklusionen virker således mere suspekt end overbevisende”.
Jeg skal ikke gå særskilt ind på problemerne omkring interviews. Her kan henvises til den løbende debat i Arbejderhistorie11, hvor der ikke uventet har aftegnet sig divergerende opfattelse om den mundtlige overleverings status og rette brug mellem historikere på den ene side og folklorister på den anden side.
Jeg skal ligeledes undlade at gå nærmere ind på repræsentativitetsspørgsmålet. Vedrøren
de dette spørgsmål i relation specielt til lokalhistoriske undersøgelser kan henvises til en ar
tikel af Stig Gunther Rasmussen: Arbejderklassen i lokalsamfundet.21
I stedet vil jeg tage udgangspunkt i Jørgen Selmers brug af: hvad folk selv mente om det samfund de levede i.
Uden direkte at formulere det kommer Jørgen Selmer her faktisk ind på subjektivitets
objektivitetsproblemet. Og han vælger - uden begrundelse iøvrigt - den subjektive side som grundlag for sin artikel.
Jeg vægrer mig ved at tro, at den manglende begrundelse skyldes det forhold at Selmer ikke har været opmærksom på denne problematik. Snarere vil jeg antage, at hans valg hæn
ger sammen med at det ligger i naturlig forlængelse af den hele ramme, der er lagt for un
dersøgelsen.
89
Det er denne ramme, der forekommer mærkelig ubevidst ligesom udfyldelsen af den. Un
dersøgelsens kildegrundlag består i det store og hele af en række interviews. Disses individuel
le udsagn tages for deres umiddelbart pålydende værdi. Denne særdeles kraftige indsnævring af undersøgelses medfører, at Selmer så at sige bliver prisgivet sine meddelere. Han bliver ude af stand til at orientere sig og kan derved ikke skille skidt fra kanel.
Selmer mangler med andre ord nogle objektive, det vil her sige extranarrative, holdepunk
ter, der kan bidrage til at bringe ham ud af fortællingernes malstrøm.
Disse overvejelser fører frem til spørgsmålet om erindringsmateriale som kilde ved histo
riske undersøgelser. Jeg skal som sagt ikke gå nærmere ind herpå, men blot indskænke mig til at konstatere, at erindringer som kildemateriale i hvert fald ikke kan stå alene.
Noter:
1) For en oversigt over de forskellige indlæg se Arbejderhistorie. Meddelelser om forsk
ning i arbejderbevægelsens historie, nr. 19, okt. 1982, s. 53/54.
2) Stig Gunther Rasmussen: Arbejderklassen i lokalsamfundet. Et studie af arbejderbevæ
gelsens ”underskov” i Alborg mellem 1890 og 1930, tilsat nogle principielle overvejel
ser, i Årbog for arbejderbevægelsens histo
rie 1980, tema lokalhistorie, s. 7-51.
Subjektive beretninger og den objektive sandhed.
A/ Jørgen Selmer.
Jeg stiller mig ikke uforstående overfor, at artiklen kan give anledning til kritik. Dels er den et udpluk fra en større undersøgelse, som jeg ikke har haft plads til at redegøre nærmere for, dels har jeg ikke fundet det nødvendigt i så kort en artikel at komme ind på diskussionen af interview som kildemateriale og repræsentativitetsspørgsmålet.
Jeg skal derfor her prøve at tydeliggøre meningen med min artikel og kommentere den fo
religgende kritik.
Formålet er, som jeg skriver, at undersøge i hvor høj grad store sociale forskelle modsvare
des af forskelle i livsform. Jeg konkluderer her: ”1 stedet for 3 livsformer, var der altså snare
re tale om 3 eller flere, hovedsagelig økonomisk bestemte, varianter af den samme livsform”.
I et lille efterskrift ”Harmoni” kommer jeg desuden ind på et forhold, som overraskede mig, nemlig, at der ved siden af de forskelle og modsætninger, som jeg konstaterede også fandtes en betydelig grad af følelsen ”vi er alle i samme båd”, - stræber mod den samme livs
form. Ifølge kritikken fremstår dette aspekt som det dominerende i artiklen. Det er det ikke.
Jeg prøver ikke at benægte modsætningerne. Modsætning og konflikt er bare ikke hele sand
heden om Vedbæk. Jeg benægter heller ikke, at de forskelle jeg behandler, er udtryk for grundlæggende økonomiske og sociale modsætninger. Det er der jo ikke noget overraskende i. Det som undrede mig, som gik på tværs af min forudfattede subjektive mening (!), var lighederne og ”harmonien”.
Når man beskæftiger sig med ”kultur og klasse”, mener jeg ikke, at det er nok at studere klassemodsætninger. Vi må også se på eventuelle ligheder, som jeg har berørt det her. Det må være lige så vigtigt at dokumentere og forklare ligheder mellem befolkningsgrupper, som forskelle. Vi må lige så vel undersøge hvorfor der ikke opstod konflikter, som hvorfor der opstod konflikter. Jeg kunne ud fra min subjektive forhåndsindstilling til stoffet have valgt
udelukkende at fremhæve de træk og eksempler, som jeg vitterlig fandt på sociale spændin
ger, og hvoraf flere behandles i artiklen. Jeg blev imidlertid overrasket over de mange eksemp
ler på ”fredelig sameksistens” og har derfor også taget dem med. Når jeg vil finde det for
kert at udelade dem, skyldes det, at de bekræftes fra flere sider, samt at de ikke blot grun
der sig på udsagn som: ”1 gamle dage var alt idyl”, men i konkrete handlinger og episoder, der viser, at nogle følte sig knyttet til hinanden på tværs af skellene, i flere tilfælde også på et menneskeligt plan.
Formålet med undersøgelsen har ikke været at finde den objektive sandhed om livet i Vedbæk blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen. Det har været at undersøge livs
form, normer, vurderinger og holdninger hos nogle personer, der repræsenterer forskellige økonomisk/erhvervsmæssigt bestemte befolkningsgrupper. Netop for at se om de økonomis
ke og sociale modsætninger også svarede til modsætningsforhold i livsformen. Om de udvalg
te meddelere er repræsentative for Vedbæk er underordnet. Det vigtige er, at de repræsente
rer forskellige økonomisk/erhvervsmæssigt bestemte befolkningsgrupper. Resultatet af denne undersøgelse viste, på trods af den varierede livsform, en forbløffende overensstemmelse i normer. Ikke forstået helt firkantet, som at de var ens, men forstået således at der trods alt lå noget fælles bag, som f.eks. ensartede ønsker om indretningen af sine materielle om
givelser, ønsket om at være selvstændig, ”have foden under eget bord”, m.m.
Man havde i høj grad samme normer, men af økonomiske grunde forskellige muligheder for at leve op til dem. Det er denne overensstemmelse, kombineret med en gensidig afhæn
gighed, jeg mener er baggrund for det, trods modsætninger, mærkværdigt gnidningsløse sam
spil mellem de forskellige befolkningsgrupper.
Netop ved at arbejde med flere forskellige befolkningsgrupper på samme tid og sted og se på deres subjektive opfattelse af egen og andres livsform kan man tegne et mangefacet
teret billede af livsformer/livsformen, normer, vurderinger og holdninger. Hvilket andet kil
demateriale end beretninger fra de mennesker, der har levet i det pågældende samfund, vil kunne give de detaljerede oplysninger, som er nødvendige for at kunne tegne et sådant bil
lede?
Selvfølgelig kan man ikke bare tage hver enkelt beretning for pålydende, men med man
ge beretninger, der ser de behandlede emner fra forskellige synsvinkler kan man alligevel
”udrydde” en del efterrationaliseringer og erindringsforskydninger. At der er muligheder for fejltolkninger af kildematerialet vil jeg naturligvis ikke afvise, men det gælder jo ikke bare interviewmateriale. Jeg kan ikke følge Federspiels konklusion, at erindringer som kildemate
riale ikke kan stå alene. Det kommer vel an på, hvad det er for en problematik man arbej
der med, hvad det er for forhold, man søger viden om.
Min interesse rettede sig mod de pågældende menneskers adfærd på det nære plan. Dels deres egen livsform, dels deres opfattelse af andres livsform. Det er for størstedelen forhold, der aldrig er skrevet noget ned om, eller hvoraf detaljer kun i heldigste fald kan udledes af arkivalsk materiale (f.eks foreningsprotokoller eller private brevsamlinger, der må siges at væ
re lige så subjektive som interview). Federspiel kritiserer, at jeg tager udgangspunkt i ”hvad folk selv mente om det samfund de levede i”. Men det var jo netop bl.a. det jeg ville finde frem til!
Jeg vil ikke påstå, at min undersøgelse og slet ikke artiklen er fyldestgørende for de om
talte problemstillinger, dertil må der langt flere dybtgående undersøgelser til. Jeg mener imid
lertid, at det er en frugtbar indfaldsvinkel via livsforløbsinterview at skildre forskellige be
folkningsgruppers livsform i forhold til hinanden. Netop ved at stille forskellige befolknings
gruppers (subjektive) beretninger om sig selv og andre op overfor hinanden, er det muligt at få en detaljeret, mangesidet indsigt i de pågældende menneskers livsform, normer, vurderin
ger og holdninger. På den måde kan subjektive beretninger måske bruges til at nærme sig den objektive sandhed, hvis den findes.
Det er med baggrund i ovenstående tanker, at jeg har skrevet artiklen.
91
Nokre tankar om verdigrunnlaget for humanistisk forskning ut frå faga etnologi og folkloristikk.
Av Wigdis Espeland.
1. Innleiing.
Spørsmålet om det finst eit felles verdigrunnlag for dei humanistiske faga kan liknast med det å peika på ein fase att problemfelt og samanhengar. Fag som kunsthistorie, religionshistorie, etnolo
gi, romersk - egyptisk kultur og språk har kvar sine utgangspunkt, forskingstradisjonar og mål for forskinga. Det er difor ikkje tilstrekkeleg å sjå dette problemfeltet under ein synsvinkel i første omgang. Eg vil byrja i ein ende av floken ved å stilla spørsmålet slik: Kva verdigrunnlag byggjer vi på i etnologi og folkloristikk når vi legitimerer faga? Er dette konstant, eller har det endra seg i takt med samfunnet? I det fylgjande vil eg først presisera kva eg meiner med legi
timering før eg drøftar verdigrunnlaget for faga. Til sist vil eg sjå dette verdigrunnlaget i tilkny
ting til diskusjonen om grunnverdiar i og for heile samfunnet.
2. Legitimeringsproblemet.
Kvifor bør vi drøfta kva kunnskap vi produserer gjennom forsking, korleis vi produserer den i og kven som skal nytta han? Svaret kan gjevast frå ein fagleg og ein praktisk, politisk synsvin
kel. Som forskarar må vi legitimera arbeidet vårt ved å visa at det er utført etter dei til ei kvar tid rådande oppfatningar av kva som er god vitskap. (Eg skil mellom: Ekte legitimering som ty
der gyldige grunnar for noko, og uekte legitimering som er grunnar for å oppnå noko. Ordet er brukt her i tydinga ekte legitimering.) Denne typen legitimering høyrer heime i forskarmiljøet : og føreset ein nødvendig kompetanse for at nokon skal kunna ta del i debatten. Her er det ta
le om teori- og metodebruk, om kjeldekritikk og andre spørsmål som knyter seg til vitskapleg skolering.
Ei anna form for legitimering er å visa at den kunnskapen forskarane produserer er noko sam
funnet kan ha nytte av. I større grad enn tidlegare er dette viktig, særleg når det er tale om å opprettehalda fagområde. Ein må i båe høve visa til rådande oppfatningar av kva som er sam- funnstenleg forsking.
Skiljet mellom den faglege og den politiske legitimeringa må likevel ikkje oppfattast som om det var vanntette skott mellom dei. Argumenta frå den faglege debatten vil etter kvart siva ut i samfunnet og verta tekne opp i større eller mindre grad. Det kan vera tale om at politikarar og leirar i statleg og kommunal regi treng kunnskap om nye emne. Det vert sett i gang forsking på desse områda. Resultata av slike prosjekt vert snøgt kjende og det kan føra til at dei faga som tek del i slike prosjekt kan koma til å dominera debatten om kva som både er god og sam- funnstenleg forsking.
3. Den faglege legitimeringa.
A. Etnologi og folkloristikk vaks fram i tilknyting til den nasjonalromantiske rørsla i Europa.
Heimlandet til faga var Tyskland, der filosofen Herder stod for tanken om den felles folkesje
la i kvar nasjon. I utgangspunktet var studiet av dei såkalla ”primitive folkeslaga” og dei nedre skikta i industristatane i Europa emnet for faget Volkskunde.
Dei ”primitive” stammene kunne kasta lys over den felles utviklinga som menneskeslekta had
de gått i gjennom, og dei nedre skikta i kvar nasjon hadde teke vare på dei opphavleg nasjona
le kulturtrekka. Det var difor viktig for forskarane å rekonstruera kulturformer for å koma lengst attende i tid og finna størst mogeleg utbreiing i rom.
Ut frå ein evolusjonistisk-diffusjonistisk synsvinkel blei kulturformene klassifiserte i høve til kvarandre. Etter måten tidleg blei det oppretta museum for å visa fram både kulturtrekk og
fors-kingsresultat. At det materialet forskarane valde å samla inn blei valde etter fylgjande kriterier er forståeleg:
1) Om kulturelementa hadde høg alder og
2) om dei hadde spesielle estetiske eller kuriose trekk.
Eit av resultata av desse teoriane og innsamlingsmetodane var at det etter måten tidleg opp
stod ei segregering mellom tema innan faget Volkskunde. Det første skiljet fann stad mellom for
skarar som arbeidde med materielle kulturprodukt i tilknyting til musea og dei som arbeidde med immaterielle kulturtrekk som til dømes folketrusførestellingar eller balladeforsking. Dei var gjerne knytte til institusjonar med spesialarkiv innan desse områda. Dette skiljet dannar bak
grunn for at vi har to fag i Norge for å dekka studiet av folkekulturen. I Sverige, derimot, har vi ikkje dette skiljet mellom åndeleg og materiell kultur. Det oppstod ei vidare spesialisering i Tyskland: Vi fikk viseforsking, folketrusforsking, reiskapsforsking, husforsking, folkekunstfors- king, etc. Det kunne ei tid vera vanskeleg for spesialistar frå ulike spesialområde å finna felles interessefelt, endå om dei alle arbeidde med tema innanfor det same fagområdet.
I tilknyting til oppsplittinga i spesialemne i Volkskunde skjedde ei viktig forandring. Studiet av dei ikkje-europeiske samfunna blei skildt ut som eige fagområde og kalla Völkerkunde, eller antropologi, som faget heiter i Norge. Volkskunde skulle for ettertida primært omfatta studiet av tilhøva i heimlanda. I antropologien fekk vi ikkje denne splittinga i spesialemne, men faget har omfatta heilksapsskildringar av samfunn og tilhøve, noko antropologane har tent storleg på i tilknyting til den allmenne, teoretiske debatten.
B. Funksjonalismen førte med seg ein reaksjon mot dette paradigmaet: Kulturtrekk skulle stude
rast isolert frå samanhengen det høyrer heime i og at ein skal leita etter størst mogeleg utbrei
ing i tid og rom. Påverknad frå anglo-amerikansk antropologi resulterte i ei langsamt veksande * interesse for samanhengen mellom materiale og samfunn. Bondemiljøet blei ikkje lenger det ei
naste miljøet som interesserte forskarane. Sjømannslivet, bymiljøa og rallarlivet kom snart inn i interessefeltet. Materialet blei sett i høve til samfunnet frå ein funksjonalistisk, ofte psykologisk orientert forklaringsmodell. I kjølevatnet til funksjonalismen fylgde strukturfunksjonalismen og marxismen. Strukturalismen fekk størst innpass i folkloristikken gjennom analyse av tekstar. Di
verre har denne metoden ikkje vore nytta i etnologien i større grad. Lévi-Strauss teoriar om bi
nare opposisjonar kan med stor fordel brukast for å finna fram til korleis vi oppfattar og bru
kar rommet rundt oss, korleis vi oppfattar tid, for å forklara kvifor visse planter og dyr ikkje er mat medan andre er det, for å nemma nokre døme. Etter kvart vaks det fram ein funksjo
nalistisk tenkjemåte i tilknyting til dei strukturalistiske tankemodellane, slik at vi må setja eti
ketten strukturfunksjonalisme på mange analysar. Dette gjeld særleg analysar av landsbyar, by
delar eller av utvalde sosiale grupper.
Den marxistiske bylgja har sett få eller så og seia ingen merke etter seg i norske fagmiljø.
Det som var mest karakteristisk for denne rørsla var at det blei eggja til politisk aktivisme i større grad enn det blei gjort god forsking. I liten grad galdt det å diskutera, men det var kamp om kva grunnlag ein skulle diskutera ut frå. Teorimangfaldet karakteriserer denne fasen, fordi ein ”diskuterte på overflata”: Ein samanlikna funksjonsanalyse med ein historisk-materialistisk analysemodell og tok stilling for eller i mot den eine eller den andre analysemodellen utan å diskutera om teoriane var gyldige eller om dei eigna seg for å studera kulturtrekk andre men
neske har skapt.
C. Den teoretiske retninga som har sett klaraste merke etter seg mellom dei yngre forskarane i Norden er det kommunikasjons- og interaksjonsteoretiske perspektivet. Den 21. nordiske etno
logkongressen i 1978 synte at mange er opptekne av å studera samhandling og formidling mel
lom menneske i ord, handling, symbol og skrift. Men dette problemfeltet kjem til å føra med seg skifte i forskinga som vil få vidtrekkjande konsekvensar på fleire område.
1. Det å analysera menneskeleg samhandling og kommunikasjon krev at ein nyttar holistiske problemstillingar med andre arbeidsmåtar enn når ein analyserer utvikling, bruk eller kva
funk-93
sjon eit kulturprodukt kan ha i ein samanheng. Då må vi ta utgangspunkt i korleis menneska brukar omgjevandane. Såleis vert det umogeleg å avgrensa eit fagområde etter eit materiale:
Folk skil ikkje mellom viser, hus, reiskapar og dei aktivitetane, handlingane dette er ein del av.
Dei lever i husa, utviklar eigne skikkar og syng dei visene som høver til miljøet deira. Dersom vi skal forstå visene folk brukar må vi setja dei inn i det kulturelle systemet dei er ein del av.
Det vert difor umogeleg å opprettehalda det gamle skiljet mellom åndeleg- og materiell kultur som vi har i Norge. Eit oppgjer med den forskinga som splitta faget Volkskunde opp i spesial- disiplinar har alt funne stad i Tyskland med nokre universitet. Dei mest kjende er Universite
tet i Tubingen og Universitetet i Frankfurt. Ved båe universiteta har dei gått attende til holis
tiske problemstillingar som må omfatta både åndeleg og materiell kultur. Deira revurdering av faget Volkskunde’ kan vera eit brukbart utgangspunkt for diskusjonen om faggrensene i vårt land. Eit anna spørsmål er om det er tenleg for oss å fylgja planen deira for den vidare fagut
viklinga.
2. Bruken av kommunikasjons- og interaksjonsteoretiske aspekt føreset at det materialet vi vil analysera må knytast til dei menneska som brukar det. Dermed må vi finna ut om dei ulike teoretiske synsvinklar ivaretek dette synspunktet. Vi får då ein diskusjon som går mykje djupa
re enn å drøfta teoriar og metodar på overflata: Strukturalisme i høve til funksjonalisme og så bortetter. Dette er eit nivå der vi drøftar det logiske grunnlaget for teoriane og metodane vi arbeidar med, om dei er haldbare og om dei eignar seg for å forklara dei fenomena vi vil stu
dera. Til no har dette ikkje vore diskutert i etnologi og folkloristikk. Annleis er det i vitska
par som sosiologi, psykologi og pedagogikk. Då desse vitskapane blei etablerte i etterkrigstida var det viktig å ta desse problema alvorleg. Det er no overmåte viktig at desse smørsmåla vert drøfta i våre fag og at vi kan ta del i denne tverrfaglege vitskapsteoretiske debatten.
4. Den politiske legitimeringa.
Legitimeringa for å opprettehalda faga etnologi og folkloristikk er i dag stort sett den same som på 1800-talet: Vi legitimerer faga ved at vi studerer den nordiske folkekulturen, med sær
leg vekt på dei ”nasjonale” kulturtrekka våre. At bøndene frå dei indre delene av Sør-Norge var bærarar av den norrøne arven ein måtte finna attende til gjennom historie, folkelivsgrans
king, folkeminnevitskap og litteratur blei nytta kulturpolitisk. Desse vitskapane blei reiskapar for politikarane som ville kvitta seg med dansketida og skapa ein ny norsk kultur på grunnlag av kulturen frå mellomalderen.
Dette var radikale og nye standpunkt i denne tida. Men overført på dagens situasjon er det eit problematisk verdigrunnlag å byggja på av to grunnar.
A. Teoriane om folkesjela som eit felles uttrykk for ein nasjon har vore brukt politisk på flei
re måtar. Eitt er det at teoriane blei brukte av intellektuelle for å skapa felles symbol for na
sjonalstatane. Noko anna er det at folkelege kulturtrekk har vore brukte av etniske grupper i deira kamp for å vinna sjølvstende og råderett over eigen livssituasjon. Mange nye statar i Afri
ka har problem av denne typen. Fleire stammesamfunn skal danna nasjonalstatar og treng sym
bol som kan knyta dei saman. Samstundes treng dei og symbol som understrekar skilnaden mellom gruppene. Her ligg mykje kulturelt sprengstoff i det etnologiske og det kulturelle stu
dieområdet.
Den farlegaste situasjonen kan oppstå når ideologien om folkesjela, fellesskapen for ei grup
pe, vert knytt til politiske teoriar om at nokre grupper eller rasar står over andre og dermed får rett til å gjera ”lavareståande” folk til inkjes. Nasistane knytte desse teoriane saman med ideologien om at den germanske rasen var den reinaste og beste mennesketypen. Difor var dei og best skikka til å styra i verda. Vi kjenner alle til konsekvensane av koplinga mellom teoriar og politisk handling i den tids Tyskland. Ein kan innvenda at dette gjeld ikkje i Norge. Her tok folk flest avstand frå nasismen. Vi har heller ikkje hatt makt nok til å kunna utrydda and
re folkegrupper. Difor kan vi utan atterhald sjå med positive augo på fortida og på historia.