MOLLUSCA, BLØDDYRENES RÆKKE.
I Skovbunden findes adskillige Arter af Snegle, Gastropoda, baade med og uden Skal, alle hørende til Land-Lungesneglene, Pulmonata Stylommatophora. Den vigtigste Snegl i Skovbunden er den nøgne, stribede, graa Ar ion subfuscus, af hvilken vi i Løvskovene fandt 20—30 pr. m2. Mindre talrigt forekommer den almindelige, store, sorte Skovsnegl Arion ater. Af smaa Snegle med Skal fandt vi i Løvskoven ca. 30—70 pr. ma, men meget faa i Naaleskovene. Alle Snegle gør utvivlsomt betydelig
188 [188]
Skade ved at begnave smaa Skovplanter som, navnlig hvor der er stærk Skygge, gaar til Grunde derved. STEEN (1890) angiver, at den sorte Skovsnegl gjorde følelig Skade ved at æde Cotyledonerne af Bøgekimplanter.
NEMATHELMINTHES, RUNDORMENES RÆKKE.
Mikroskopiske Nematoder forekommer i meget stort Antal i Jorden, men de er ikke taget med i denne Undersøgelse, da de fordrer særlige Indsamlingsmetoder.
ANNELIDA, LEDORMENES RÆKKE.
Heraf har vi i Skovjorden kun Ordenen Oligochaeta med Familierne Enchytraeidae, Enchytræider, og Lumbricidae, Regn-orme.
Af de smaa, hvide Enchytræider forekommer en Del Arter af Slægten Henlea i Skovbunden. Særlig optræder den 1—2 cm lange Mesenchytraeus setosus ofte i stort Antal i Bøgeløv. I det fugtige Efteraar 1926 kunde man finde op til et Par Tusinde pr. Kvadratmeter. I Naaleskovenes Bund findes nogle mindre, meget tynde Arter.
Regnorme, Lumbricidae, har som først fremhævet af W H I T E (1789) og DARWIN (1840, 1881) en overordentlig stor Ind-flydelse paa Jordbundsdannelsen. Deres Betydning i Skovjorden er beskrevet af P. E. MÜLLER i »Studier over Skovjord« 1878b og 1884. Den første Del omhandler Bøgeskovene, i hvis Muld-bund han fandt Regnorme i Mængde. Han skriver 1878 b, S. 18:
»Det synes som om hele det øverste Jordlag indtil Va eller 1 Tommes Dybde udelukkende bestaar af . . . Regnormeekskre-menter, og at det nedenunder liggende brune Muldlag (hvad vi nu vil kalde Muldjord) endnu bestandig er det samme Stof i mere opløst og henfalden Tilstand«. Naar det angives at være Stor Regnorm, er det dog næppe rigligt, da jeg i de samme Skove fandt den mindre Skovregnorm i stor Mængde, men kun yderst faa Stor Regnorm. Desuden nævner MÜLLER Graa Orm der færdes i Mængde øverst i den mineralske Overgrund og Løv-regnormen der lever i Løvlaget. Videre læser m a n S. 24: »Hele denne Hærskare af Regnorme, der paa den typiske Bøgemuld vistnok beløber sig til adskillige Millioner pr. Td. Ld. (efter mine Tællinger dog i Almindelighed k u n henved 1, sjældent op imod 2 Millioner), maa udføre et for Jordens Beskaffenhed højst
[189] 189 betydningsfuldt Arbejde; men hertil kommer endnu den Virk-ning, som deres Fjende, Muldvarpen udøver« »Bøge-mulden er saaledes at opfatte som en paa dyrisk Liv, navnlig Regnorme, rig Aflejring af Bøgeskovens Affaldsmasse, omsat til et løst og usammenhængende Lag, i hvilket de organiske Rester ere inderlig blandede med den mineralske Jord. Under Mulden er Overgrunden fuldkomment skør og ensartet blandet«.
Disse Udtalelser om Bøge-Muldjorden kan vi ganske til-træde, men anderledes stiller det sig med Bøgemaaren, om hvilken han skriver S. 44: »Maaren er saaledes at opfatte som en paa dyrisk Liv yderst fattig Aflejring af Bøgeskovens Affalds-masse, sammenbundet til en fast Tørv af Bøgerødder og et meget varigt Svampemycelium«. Vore Undersøgelser foran har netop vist, at Maaren havde en uhyre rig F a u n a , med et Antal af Dyr der langt overgik Muldens, og den samlede Vægt af Dyr var meget anselig, større end paa tarveligere Muld-bund. Selv Regnorme fandtes, den lille Mosorm altid, under-tiden tillige Skovregnorm, Løvregnorm og Stuborm. Ogsaa i Afhandlingen 1884, der omhandler Egeskove og Heder, frem-hæves at Regnormene er konstant bundne til Mulden; selv i Egekrattene fandt han stedse Løvregnormen, Skovregnormen og Graa Orm.
I 1894 skildrer MÜLLER, hvorledes Rhizomplanternes Jord-stængler efterhaanden synker dybere, fordi Planterne »hyppes«
af Regnormene. I en senere Afhandling om Egeskove og Heder (1918) omtaler han k u n de mikrobiologiske Forskelligheder mellem Muld og Maar, og k o m m e r slet ikke ind paa Dyre-livet.
BOAS, der skildrer Regnormene indgaaende i sin Forst-zoologi (1896—98 og 1923) skriver (1923, S. 738): »Naar Regn-ormene forjages fra en Lokalitet, forvandles Mulden til Maar«.
En anden Udtalelse: »Medens de saaledes ganske mangler paa den egentlige Hede, indfinder de sig snart i Hedeplantagerne«
hviler paa en Meddelelse af C. JENSEN (1897), om F u n d af Skovregnormen i en 20aarig Plantning af Gran og Bjergfyr paa Klelund, og er sikkert for optimistisk. Efter mine Erfaringer er Naaletræer saa ugunstige for Regnorme, med Undtagelse af Mosormen, at en Indvandring efter Plantningen er meget usandsynlig; de h a r snarere været her i Forvejen. Bunden var meget godartet Hede, den ældre Maar var dækket af
190 [1901 ca. 10 cm Flyvesand, der var ingen Al, og der var Ager og Egekrat i Nærheden. Det skildrede Tilfælde er i alt Fald ikke normalt.
Vi vil i et senere Afsnit nærmere definere Muldens og Maarens Faunatyper, saaledes som vi har lært dem at kende gennem de i foregaaende Afsnit meddelte Undersøgelser.
Regnormenes Betydning for Jordbundsdannelsen kan vi kort karakterisere saaledes: De trækker nedfaldent Løv m. m. ned i Jorden, hvor det blødgøres, hvorefter Ormene fortærer det;
herved fremskyndes Omsætningen af det organiske Affald. De gennemroder den øverste, muldrige Del af Overgrunden paa Kryds og Tværs og holder den derved skør og porøs. De sluger en Mængde Jord, som de i Form af Ekskrementer af-lægger oven paa Jordoverfladen; disse Ekskrementer bestaar af en Blanding af Humus og Mineraljord, og er ganske udmærket Voksebund for Planter. Maaske ogsaa deres alkaliske For-døjelsesvædske h a r Betydning. Ikke blot den øverste, løse Muldjord, men hele den muldede Overgrund maa, som MÜLLER
fremhæver, antages at være fremgaaet af Regnormens Udtøm-melser. Endelig danner Regnormene Gange ned i Undergrun-den, hvor de søger Tilflugt i stærk Tørke og Kulde, og disse Gange tjener dels som Dræn, dels som Veje for Planterødderne ned til de dybere Jordlag.
De dybtgaaende Rør laves især af Stor Regnorm, men og-saa af mindre Arter, f. Eks. Rosa Orm, som dog ikke gaar fuldt saa dybt. Graa Orm og andre Arter af Slægten Allolo-bophora m. fl. lever navnlig i den øvre Del af Overgrunden og holder denne skør. Andre igen holder sig især til Løv- eller Maarlaget: Mosormen og andre Dendrobaena-Arter samt Løv-regnormen.
Der kendes i alt 19 Regnormearter fra Danmark, hvoraf de 12 var kendt fra tidligere, medens Forfatteren har fundet de 7. Om Bestemmelse af Arterne se S. 92 flg. og Forfatterens Afhandling om Danmarks Regnorme (BORNEBUSCH 1928). Om de forskellige Regnormearter skal meddeles følgende:
S t o r R e g n o r m , Lumbricus terrestris, er oftest 20—25 cm lang, Forkroppen er violetbrun med Irisglans paa Ryggen, Undersiden er lys. Bagved Bæltet er den bleg med en smal, mørk Stribe ned ad Ryggen. Denne Art er meget udbredt i Græsgange, Marker og Haver. I Skoven holder den sig til den
[191] 191 bedste Muldbund, skyr tarveligere Muldbund og Naaleskove og træffes aldrig paa Maar.
S k o v r e g n o r m e n , Lumbricus rubellus, er mindre, oftest 10—12 cm lang, noget mere rødlig og stærkere farvet end Stor Regnorm. Den er endnu mere udbredt, da den er mindre for-dringsfuld; saaledes findes den overalt selv paa tarveligere Muldbund i Skove og Krat, og kan endog træffes i Maar.
M ø r k R e g n o r m , Lumbricus festivus, ligner den meget, men er nærmest mahognibrun. Kun truffet i Jægersborg Dyre-have og Omegn.
L ø v r e g n o r m e n , Lumbricus castaneus, er k u n 5 cm lang, af livlig rødlig Farve paa Ryggen og stærkt iriserende. Fore-k o m m e r talrig i Bøgeløvet paa Muldbund, men ogsaa under andre Løvtræer og uden for Skoven. Den kendes fra andre s m a a Arter i Løvet ved, at den gerne flygter baglængs, og ved at Bagenden bliver meget bred og flad naar den forskrækkes.
L a n g O r m , Allolobophora longa, ligner Stor Regnorm meget, men er mere brunlig og mangler Irisglans. Den fore-k o m m e r fore-k u n paa særlig frugtbare, muldrige Steder i Sfore-koven, men er almindelig i Haver.
G r a a O r m , Allolobophora turgida, er den talrigste Orm paa Muldbund; graa med grønlig, blaalig eller rødlig Tone, 10—15 cm lang. Det er Muldjordens mest udprægede Karakter-orm, da den aldrig mangler paa denne og ikke kan leve paa Maarbund.
T r a p e z - O r m , Allolobophora trapezoides, ligner foregaaende meget og forekommer ofte sammen med den, men er en mere sydlig Form, som er mindre talrig hos os.
G r ø n O r m , Allolobophora chlorotica, er kort, tyk, 5—7 cm lang, graagul eller graagrøn, og ruller sig gerne spiralförmig s a m m e n . Findes mest paa stiv Lerjord.
B l a a O r m , Octolasium cyaneum, en meget smuk 10—18 cm lang Orm, rosa eller lyseblaa, med gennemsigtig, atlaskglinsende Hud, hvorigennem m a n ser det røde eller blaa Rygkar. Bæltet er brunligt eller gulligt, Forenden altid lyst kødfarvet, Bag-kroppens Spids stærkt gul. Træffes især i muldrige, frugtbare Lavninger.
M æ l k e t O r m , Octolasium lacteum, ligner for det meste Graa Orm i Farve og forveksles let med denne, men er