D
et var omtrent i Juni Maaned 1807, jeg saaledes en Dag havde Vagt paa Bommen, Dagen efter at Marinerne gjorde Mytterie og gik bevæbnede ud afi) I Følge kgl. Resol. af Nvbr. 1801 blev deroprettet en Examen for de Søofficerer,der vilde uddannesigtil de videnskabelige Poster, der skulde op
rettes ved Søetaten i Skibsbygning, Artilleri, Mekanik og Hydraulik. (Garde Den dansk-norskeSømagt.IV. S. 382).
2) Se sidstnævntesoftereciterede Erindringer. (Persona!,hist. Tidskr. IV.
2),hvor disse Besøg paa „Ordruphøj“ udførligereomtales.
deres Caserne for at demonstrere imod den slette Be
handling de havde.1)
Der var forefaldet Tumult i Nyboder imellem Hol
mens Folk og disse Marinere, hvorved der var flydt Blod paa begge Sider. Nu begik Autoriteterne det Mis
greb at besætte Vagterne paa Nyholm med de samme Marinere, som havde gjort Emeute og troede at for
hindre al Conflict ved at lade paasee, at Tømmermæn- dene ikke tog deres Øxer med dem ud af Holmen, naar de gik fra Holmen Kl. 4 Em. Jeg forbød Vagt
mandskabet at være udenfor Vagten, da Folkene gik ud af Holmen og passerede Vagten og var selv uden
for Vagten for at forhindre Uorden. Nu lukkede Ma
rinerne Vinduerne op i Vagtstuen og spottede Folkene, og Underofficeeren gik imod min Ordre udenfor Vagten.
Jeg befalede ham da at gaa ind og lukke Vinduerne, som han ligefrem nægtede. Jeg tog ham da i Skulderen og førte ham ind i Vagten, uagtet han gjorde Modstand og brugte Mund imod mig.
Da Folkene vare passerede ud af Holmen, som jeg med Vanskelighed fik dem til, befalede jeg Gefreideren noget, jeg husker ikke, hvad det var, men det var maaskee at koge Vand til Thee, eller noget lignende.
Han brugte Mund og var insolent. Jeg beordrede Un
derofficeeren at give ham nogle Fugtel, som denne nægtede, og det øvrige Mandskab stimlede til og tog Underofficeerens og Gefreiderens Parti. Jeg sendte en Rapport til Captainen paa Hovedvagten, Captain Niel
sen senior2) og lod ham deri vide, at Mandskabet var
Marinekorpset derblev benyttet til Tjeneste paa Flaaden og til Vagt og Arbejde paa Holmen, bestod afhvervede Soldater oghavde en elendig Disciplin.
De var indkvarterede i KronprinsessegadesKaserne,hvorfra de den 30. Juni 1807drog ud og gjordeet sejrrigt Angreb paa deresværsteFjender: Holmens faste Stok i Nyboder,hvor der stod et formeligtSlag, der var blodigt paa begge Sider. Under den paafølgende Krig gjorde Marineregimentet gentagne Gange Mytteri (paaTrekroner 1807, paa Christiansø 1808) og deserterede massevis.
Korpset blev derforopløst i Aarene 1808—10.
i) Forf. kalder hamsenereKaptajnP.Nielsen, altsaa maaske daværende Peter AugustNielsen (1774—1811)men hanblev først Kaptajnlieutenant1809.
Ældre end han (senior) var ogsaa daværende Kaptltn. Conrad Valdemar Niel
sen(1771 — 1819), der tog Afsked 1815 somkarakt. Kommandørkapt.
opsætsigt imod mine Befalinger og havde nægtet mig Lydighed. Jeg fik til Svar fra ham, at han ikke kunde yde mig Assistance, da hans Folk havde ligeledes gjort Mytterie, og havde al Grund til at frygte for Yderlig
heder, og havde laaset sin Dør.
Jeg vilde nu sende en Mand til Gouverneuren, som jeg havde berettet Omstændighederne; men Vagtmand
skabet forbød Tambouren, som hørte til Marinens Folk, at passere ud af Holmen; og jeg maatte nu finde mig i at være i de oprørske Soldaters Vold Natten over, som støiede og sang hele Natten. Jeg tog mine Præ- cautioner, lukkede Døren op til Vagtstuen og til mit Værelse, tændte to Lys, trak min Sabel ud og laae den ved min Side, lukkede Vinduet op paa Klem til den søndre Side, og skrev en udførlig og tydelig Rap
port til Holmens Eqvipagemester, som jeg indesluttede i et Brev til Vagtchefen paa Nyholms Hovedvagt. Flere Gange lukkedes Døren til Vagtstuen, som jeg selv lukkede op med min blanke Sabel i Haanden. Jeg ven
tede hvert Øieblik at blive attaqveret og vilde da have hugget den første ned, som ikke lystrede min Ordre, og var i alle Tilfælde bestemt paa at springe ud af Vinduet over Stakaten1) paa Hovedet i Vandet og svømme hen til Bommen. Dette var min sidste Re- source. Om det havde gaaet an paa denne Maade at frelse Livet, veed jeg ikke; Vinduet var vel aabent og en Stol sat derved, jeg svømmede vel ogsaa godt, endog med Klæder paa; men om jeg kunde naae Vinduet og gjøre det halsbrækkende Spring ud over Stakaten, og endelig, om jeg kunde komme op paa Bommen med Klæder og Støvler fulde af Vand — det vilde komme an derpaa og var uvist.
Marinerne hujede og støiede. Naar det blev for slemt, gik jeg ind til dem med min skarpe Sabel i Haanden og bød Rolighed, som imponerede dem,
saa-J) Populær Form for Estakader,deiVandet nedrammede Pæle eller Pa
lisader, som bruges til Afspærring af etbestemt Vandareal.
længe det varede. Endelig brød Dagen frem efter den lange Nat, som havde været ubehagelig, ja farlig nok.
Folkene kom paa Holmen, og der passerede intet af Betydenhed imellem Marinerne og Holmens Folk. Jeg sendte min Rapport til Captain Nielsen med Anmod
ning om at sende den til Holmens Eqvipagemester, for at han kunde tage sine Mesures strax og besørge Vagten afløst og arresteret. Men Captain P. Nielsen gav sig god Tid, og der kom ingen Afløsning. Paa Hovedvagten havde Marinerne været om mueligt mere tumultuariske; men han, Captain Nielsen, klagede ikke.
Min Klage blev der taget Notice af. Underofficeeren blev degraderet til Soldat og maatte løbe Spidsrod;
Gefreideren blev dømt til 6 Gange Spidsrod, men ab
senterede sig, førend Straffen blev exeqveret.
Der blev i flere Dage patrouilleret i Nyboder af en Mængde Søeofficerer, for at holde Holmens Folk fra at tage Hævn imod det sammenløbne, forbryderiske Pak, som Marinerne bestod af. Der var arresteret en Mængde af disse Oprørere og nedsat en Standret for at forhøre og dømme dem, og lade Dommen exeqvere uden Appel. I denne Standret var iblandt mange andre ogsaa jeg commanderet at have Sæde og Stemme.
General Lemming1), som var Chef for Mariner-Regi
mentet, var Præses i Retten. Han compromitterede sig betydelig som saadan, og det syntes mig en feil Idee at have betroet denne daarlige Herre at dømme de Folk, som han ved sin Malconduite havde bragt til den Yderlighed at vilde tage sig selv tilrette.
Generalen lod Standretten kalde sammen, og der blev diskuteret om mange Vigtigheder, f. Ex. hvor man skulde faae en Stol til at lade Delinqventerne sidde paa, naar de skulde skydes; hvor man skul
de faae Spader fra til at grave deres Grav etc.
Generalen gjorde sig latterlig. Standretten kom ikke
!) Generalmajor Jens ZeuthenLemming(1744—1825). Brigadechef i Kbhvn.
1807. Afsked s. A.
til at dømme nogen, da den fik andet at bestille. Det, som generede ved denne Ret, var, at man til enhver Tid maatte være at finde i Byen, saa at man vanskelig turde være udenfor Stadens Volde, og maatte i sin Bolig opgive, hvor man var at finde.