N
ærved Charlestown var der et Værtshuus med mange Giæster. Vi holdt udenfor. En Mand i en blaae Kjole og store blanke Knapper, med Hatten paa det eene Øre, talte noget med Kudsken, som pegede paa mig. Den Fremmede talte til mig og i slet Engelsk tilbød mig Logie og hvad jeg behøvede. Det var en Franskmand, som holdt Værtshuus. Jeg modtog hans Tilbud. Han steeg op hos Kudsken og kiørte ind i Byen. Jeg stod af hos Franskmanden i et ret rummeligt Huus i Johnstreet. Man modtog mig venligt, lod mine Fødder vadske i varmt Vand, og jeg fik Spise og Drikke, Logie med Seng og alt saa godt, som jeg kunde forlange det.
Jeg mærkede snart, at det var et slemt Huus, da en Mængde løse unge Fruentimmer, Dands og Musik, Drik og Sviir holdtes i Gang heele Natten, saa at jeg kun fik liden Roe den første Nat. Jeg bildte mig uaf
ladelig ind, at jeg blev eftersøgt af min Kaptain; min sygelige Tilstand i Savanna havde jeg forsaavidt over
vundet, at jeg kunde gjennemgaae de Fatiguer ogTrængs- ler, som den forcerede Fodreise førte med sig, saalænge der var Fare for at indhentes og bringes ombord i det Skib, hvor jeg vidste mit Liv maatte ende med Forfær
delse. Saalænge jeg derfor var i en exalteret Tilstand, holdt Aandens Spænding Legemet istand til at udholde Nød og Elendighed; da den ophørte, og de legemlige Anstrængelser ei gjorde Aandens Kraft fornøden i den Grad som før, saa phantaserede de slappede
Aands-6
organer, og Billedet af min Tyran stod frem som en Plageaand for min Indbildningskraft, saasnart jeg var alleene. Angstens Sveed kunde perle paa min Pande, naar jeg indbildte mig, at jeg hørte Kaptain Johan- sens Stemme i næste Værelse, og jeg var saa betaget af Angst, at jeg ikke næste Dag turde gaae ud af Huuset.
Imod Aften indfandt sig mange Søefolk, og det gik lystig til. Jeg følte mig mat af de udstaaede Besværlig
heder og var en passiv Tilskuer ved den raae Lystig
hed. Jeg var ilde tilmode og grublede over min syge
lige Forfatning og over, hvorledes jeg skulde faae et anstændigere Logie, og hvorledes jeg skulde videre komme frem som Søemand. Midt i den støiende Ly
stighed, hvor Dands, Musik, Latter og vilde Hviin skingrede, og hvor Drik og Sviir bragte de berusede Matroser til alle Slags Excesser, sad jeg som eene i Verden i dybe Tanker, da jeg igjennem den tykke To
baksrøg saa 3 nette, sobre Søefolk komme ind i Værel
set, og efter nogle Spørgsmaal til høire og venstre kom hen til mig.
Det var Nordmænd, fra et norsk Skib, som laae i Havnen. De vare vakre Folk. De havde hørt, at der var kommet danske Søefolk til Byen. De havde talt med Niels og Peter, som vare komne Dagen efter at jeg kom, som glædede mig meget. De fortalte mig, at jeg var kommet i et slemt Huus, og jeg maatte see til at komme ud af det jo før jo heller. Det var eet af de Huuse, som forsynede Slavehandlere og Sørøvere med Folk. De lod deres Logerende komme saa dybt i Gjæld, at de vare deres med Huud og Haar, og saa solgte de dem til ovenanførte Kaptainer, der ikke vare af de barmhjærtige.
Jeg var altsaa virkelig geraadet i en Seelenverkopers Vold. Nordmændene raadede mig til at lade som ingen
ting var, og de lovede mig at hente mig ombord i de
res Skib Dagen derpaa. Vi drak et Glas Grog sammen
og skiltes ad. Da vi havde talt vort Modersmaal, for
stod ingen os.
Dagen efter kom et Par af Nordmændene og hen
tede mig. De betalte, for hvad jeg havde faaet. Men Vært og Værtinde saae skjævt til, at de berøvede dem deres Rov, som vilde have bragt dem en god Skilling ind om faae Dage eller Uger. Vi gik hen til Niels og Peter, som logerede hos en dansk Mand i et skikkeligt Huus. Vores Sammentræf var hjærteligt paa begge Sider. De vare ligesaa daarlige som jeg og maaske endnu mere. Jeg fortalte dem, hvorledes det gik mig, efter at jeg havde forladt dem, og at jeg bitterlig for
trød det. De havde ikke gaaet den lange Omvei, jeg havde taget, men havde formelig maattet tigge dem frem, som jeg havde sluppet for.
Vi kom ombord i den norske Brig „Berentine“ fra Bergen og fik Tilladelse af Kaptainen at blive der om
bord og faae Kosten imod at arbeide efter vore Kræf
ter. Kaptainen hed Gran og var en Syltringer. Han havde tyndt rødt Haar og et blegt Ansigt, hvori der laae et godmodigt Udtryk. Skibet var sidst kommet fra St. Sebastian. Det var gammelt og skrøbeligt, og det var meget rankt, hvorved det var falden omkuld og knuust den eene Side paa Bolværket, da det laae tomt, og der kom en Storm, som kastede det over Ende. Det laae nu under Reparation, og lutter sorte Tømmermænd arbeidede paa at sætte det i Stand.
I Charlestown havde den gule Feber hver Sommer i mange Aar grasseret, og den sildige Aarstid uagtet var der endnu mangfoldige Mennesker, som hver Dag døde deraf. I Mundingen af Floden laae nogle smaae Øer, hvor Folk, som havde Raad dertil, flyttede ud og opholdt sig om Sommeren, hvor de vare temmelig sikkre for den slemme gule Gjæst. Fleere af Folkene af det Skib jeg var paa, vare komne paa Hospitalet og døde af denne skrækkelige Sot. Jeg blev hver Dag raskere, da jeg var kommet ombord og fik sund Føde
6*
og Chokolade hver Dag, som vi tilberedte selv ved at brænde Cacaobønner omtrent som Kaffebønner, der
efter knuuse dem med en reen Flaske og derefter koge dem og blande dem med tilstrækkelig Sukker. Det var en sund og behagelig og nærende Drik.
Jeg havde det godt — vi begyndte at lade Campesche- Træ. Med eet befandt jeg mig ilde og vidste ikke af mig selv, førend jeg var bragt paa Hospitalet udenfor Byen. Jeg leed af en frygtelig Hovedpine og brækkede mig idelig, phantaserede og troede, at Kaptain Johan
sen stod ved Fodenden af Sengen og vilde immer føle mine Fødder, som vare saarede af Reisen. Jeg erindrer klart, hvorledes jeg trak Fødderne op til mig, saa Knæ
erne vare nær ved min Næse. Det var en Sjæleangst, der plagede mig, som var ubeskrivelig. En Aften foer jeg ud af Sengen, krøb paa Hænder og Fødder ud af Hospitalet og løb ud i Skoven udenfor, blev indhentet af en Syge-Oppasser, en Neger, og indlagt paa en an
den Stue. Længe vidste jeg ikke noget af mig selv og havde ingen Tanker, som jeg kan erindre. Endelig fik jeg min Bevidsthed. Jeg fik da at vide, at jeg havde overstaaet den gule Feber og manglede blot Kræfter.
Jeg skal have forsøgt flere Gange at flygte. Niels var død i samme Stue, hvor jeg laae. Den unge Amerikaner Anthony kjendte jeg igjen, da han kom ind paa samme Stue, hvor jeg laae. Han døde ogsaa. Mange bragtes ind i de samme Senge, hvorfra de døde bragtes ud. Da jeg var ved min Bevidsthed igjen, saae jeg mange døe i Convulsioner hver Dag ved Siden af mig og blive bragt ud, og andre ind i deres Sted. Det var grueligt at skue.
Endelig kom jeg ind paa et Reconvalescent-Værelse.
Jeg befandt mig nu i en lang Stue med Vinduer i begge Ender, og paa den eene Side eller Væg var Senge med smaae Mellemrum. Sengemadrasser og Tæpper, Gulv og Vægge vare hvide som nyfalden Snee, Luften reen;
og naar det om Aftenen var kiøligt — det var først i
November — saa brændte der en klar Lue paa Kami
nen. Der var Ventiler i Loftet og i begge Ender af Væ
relset. Der var vel 16 å 18 Reconvalescenter, alle Søe- folk. De begyndte et nyt Liv igjen efter at have over- staaet den skrækkeligste af alle Sygdomme. Der var en Roe i dette Værelse, som jeg mindes vel. Der blev talt sammen paa en usædvanlig stille Maade imellem disse Folk, som i deres friske Tilstand førend denne Sygdom havde været saa vilde og høirøstede. De fleeste følte vist, hvor nær deres Ende havde været, og de vare vakte til Eftertanke. Saaledes gik det mig. Jeg var mat, men saa let om Hjærtet og fuld af Haab. Jeg hen
vendte mine Tanker saa taknemmelig til Gud, som saa besynderlig havde frelst mig, tænkte paa mine Kjære hjemme og bad Gud om det Held at see dem igjen.
Tiden gik saa godt. Helbred og Styrke forøgedes hver Time, Appetiten var stærk, men blev kun lempelig til
fredsstillet, som var rigtigt af Lægen. Denne havde af mine Papirer i min røde Brevtaske erfaret, at jeg var af god Familie og Student. Og da jeg en Dag havde Tilladelse til at gaae lidt udenfor i den friske Efteraars- luft, præsenterede han mig for sine to Sønner og vist
nok fremstillede mig som en forloren Søn for dem og formanede dem til Dyd og Gudsfrygt og varede dem, at de ikke skulde blive saadan En som jeg. Det kunde jo have sin Nytte for Drengene — og jeg blev jo dog den, jeg var.
Jeg sultede formelig, da min Appetit tiltog. Jeg fik Tilladelse til at gaa ind til mit Skib i Havnen, hvor jeg blev modtaget saa kjærligt af heele Mandskabet. Det var Søndag og godt Vejr. Kaptainen og Folkene vare i deres Søndagsklæder, Skibet reent og hyggeligt. Fra Kabyssen duftede der en Vellugt af Kjødsuppe med Hvidkaal paa. Det var snart Skaffetid, og jeg frydede mig formeligt til det forestaaende Maaltid. Suppe, Kjød, Kaal, Rødder, Løg gik ned med en mageløs Graadig- hed. To Timer efter var jeg saa syg, at jeg næppe
kunde vinde ud til Hospitalet ved Hjælp af 2 af mine Kammerater. Jeg kom mig først fulde fjorten Dage efter, saa at jeg kunde forlade Hospitalet og gaae om
bord, endnu meget mat.
Ved at indtage Ladningen befandtes Skibet læk.
Det blev igjen losset ud og hevet over og fik en Spiger
hud. Dette gik for sig, medens jeg var syg. Endelig kom jeg ombord, blev forhyret som Letmatros. Jeg kunde styre temmelig godt, rebe, beslaae og arbeide tilveirs temmelig godt og kunde derfor vel være for
hyret som Matros; men da jeg manglede Kræfter, saa var det rigtigst, at jeg ikke paatog mig meere, end jeg kunde
forsvare.---Den raske Skibsfart, den hurtige Losning og Lad
ning i Havnen, de muntre, livlige Søefolk, som vare flinke, velklædte og tientegodt, contrasterede saa meget med alt, hvad jeg havde seet hjemme og i Vestindien, at jeg følte Lyst til at fare paa Amerika. Det manglede heller ikke paa gode Tilbud. Men jeg havde nu forhyret mig med Kaptain Gran, som havde vist sig som en Fader imod mig, og Længselen efter at see min Moder og Sødskende overveiede min Lyst til at forblive i Amerika. Kaptain Gran vilde iøvrigt vist have frigivet mig fra min Forpligtelse, om jeg havde anmodet ham derom; men jeg havde det godt, og Længselen efter Hjemmet bestemte mig at seile til Hamborg med det Skib, jeg nu engang var forhyret med. Men jeg beslut
tede at vende tilbage til Amerika, naar jeg først havde været hjemme.
Ladningen, som tildeels var kommet ned ad Floden i store Kanoer, som roedes af Indianere, var indtagen.
Seilene underslaaet og alting klart til at gaae tilsøes i de sidste Dage af det forrige Aarhundrede. Paa den Tid var der en stormfuld Luft med Regn og Slud. Den 3die Januar 1801 seilede vi fra Charlestown, alle vel
tilmode. Jeg havde forsynet mig med 3 uldne Skjorter,
*) Her erudeladt et Stykke, der omhandler en Negers Henrettelse m. m.
en god Pjækkert og et Par uldne tykke Beenklæder, Skoe, Strømper etc., saa at jeg tarvelig nok kunde an
sees udmunderet for en Vintertour over det Atlantiske Hav og
Nordsøen.---Briggen var omtrent 90 Læster drægtig, gammel og skrøbelig, seilede slet og var et slet Søeskib. Vi havde en meget kostbar Ladning, som trykkede den dygtig tilvands. Besætningen var udmærket, Provisionerne ligesaa; saaledes var netop det omvendte Tilfældet med Hensyn til det Skib, hvormed jeg seilede fra Kjøben- havn, — hvor langt behageligere var det ikke at fare med dette skrøbelige Skib, end med det stærke! Med livlig Munterhed satte vi Seil og gik ud af Charlestown med en god Vind. Skibet seilede og styrede slet, Ame
rikas Kyst med de uhyre Skove svandt under Hori
sonten. ---x)
-Endnu erindrer jeg, hvorledes jeg flere Dage kjæmpede imod Sygdommen, og endelig at Kaptainen sagde til mig: „Du er jo syg, Jens!“ og gav mig noget af Medicinkisten, som gjorde ondt værre, dernæst drak jeg en Spølkum Søevand for at komme til at vomere, som ikke virkede. Endelig lavede Kaptainen en Svede- drik af Porter, Rhum og Peber, som blev kogt, og som jeg maatte drikke saa varm, som jeg kunde, og nu vidste jeg ikke mere af mig selv. Jeg faldt i en be
vidstløs Tilstand. Jeg skal have forlangt en Sax for at aabne en Aare paa min Arm, som naturligviis ikke blev mig tilstaaet. Jeg laae som død, og man iførte mig en reen Skjorte, lagde mig i en Seildugs Køie, lagde nogle Muurstene, formodentlig af Kabyssen, i den nederste Ende af Køien, gav mig en af Kaptainens hvide Nat
huer paa Hovedet og en Psalmebog under Hagen. Man skulde nu til at surre Køien og hive mig overbord, efter at jeg ikke havde yttret Livstegn i over et Par
2)Sørejsen hjemefter beskrives vidtløftigt men udelades for Størstedelen her. Skibet blev næsten straxlæk; der maatte understormende Vejr stadig arbejdes ved Pumperne, Besætningen udstod mange haarde Lidelserog tilsidst var Skibet næstenVrag. I FebruarMaanedblev han syg.
Eetmaal. Da bleve vi lykkeligvis prajede af en Engelsk Fregat, som heed „La Loire“. Den bragte os op og ind til Portsmouth, hvor Skibet blev lagt under Embargo1).
Jeg havde lagt skindød uden den allermindste Bevidst
hed om, hvad der foregik omkring mig i al denne Tid, og det første, jeg fik Bevidsthed, var i Portsmouth Havn.
Jeg erindrer, som det var i denne Time, at jeg vaag- nede op som af en lang Søvn og saae det mørke Lukaf oplyst af Ilden, som flammede paa Kabyssen, mange Fruentimmer laae rundt omkring mig paa Knæe og talte saa kjærligt til mig i det engelske Sprog, mange sortladne Matroser sad omkring mig paa Kisterne. Jeg kjendte ingen, næppe mig selv. Der var en menneske
lig Fryd, som gav sig tilkjende hos de kvindelige Skab
ninger, som omgav mig; der var en Ligegyldighed hos de fremmede Søemænd, som contrasterede denne. Jeg maae nok have sovet ind igjen en Stund; da jeg vaag- nede igjen, laae jeg endnu i min Liigdragt og kunde nu forstaae Kaptainen, som talte til mig og kortelig for
talte mig, at vi vare i Opgangen af Canalen, da de vilde kaste mig overbord som død, da en Fregat kom frem og skiød en Kugle foran om os, sendte sin Cha
lup ombord med Folk, der besatte Briggen og tog alle Folkene, undtagen Kaptainen, ombord i Fregatten. Kap
tainen paa Fregatten sendte en Læge ombord for efter Kaptain Grans Anmodning at syne mig; han fandt, at jeg var skindød, hjalp Naturen, og jeg kom tillive, men jeg saae ikke Lægen, som havde overladt mig til Kvin
derne, som fulgte med deres Kjærester, Orlogsmatroserne fra Fregatten, som havde besat vort Skib. Jeg blev pleiet og passet af disse simple Fruentimmer med en Omhyggelighed og Godhed, som var rørende. De kap
pedes om at dægge for mig; de vare Udskud fra det menneskelige Selskab, men visselig ikke fra Guds Barm- hjærtighed. Jeg kom mig hurtig, og faae Dage efter at vi vare kommet ind i Portsmouth Havn, kom jeg paa
i) Skibet blev altsaa førttilHavnog beslaglagt.
Dækket. Vi laae fortøiet oppe i Havnen i Nærheden af nogle store sorte Skrog, som brugtes til Krigsfanger
nes Behusning1), hvor man talte om, at vi skulde lo
gere2). Briggens Besætning var imidlertid kommet om
bord igjen, og Priisfolkene med deres Kjærester var komne ombord i deres Fregat og tilsøes igjen. —
Jeg tænker ofte tilbage paa den Periode af mit Ungdoms Liv med Taknemmelighed imod Gud, og Erindringen om de mange sammendyngede Tildragelser er mig derfor nu efter saa mange Aars Forløb saa klar, at jeg kan huske de mindste Omstændigheder fra den Tid, saaledes f. Ex. at Simon Einarsson, den islandske Matros, græd af Glæde ved at see mig levende igjen, som han var den, der, mig ubevidst, havde klædt mig til at sættes overbord i Oceanet og havde offereret mig sin egen Psalmebog, som var lagt under min Hage.
Vi vare bragte ind til Portsmouth den 3. eller 5.
Marts 1801, vi havde saaledes været heele to Maane- der om at seile fra Charlestown til Portsmouth, som var en lang Tid. At vi vare kommet over atlantiske Hav med det raadne Skib var meere end begribeligt.
Tiden blev mig meget lang, og der taltes meget om, at vi skulde i Prison paa Fangeskibene. Da der aldeles intet var at bestille ombord uden at holde reent Skib og pumpe lidt imellem, som var ubetydeligt, da Lasten var kommet ud, og den værste Læk var kommet ud af Vandet, saa havde vi Friehed til at gaae iland. I By
erne var der paa den Tid en uhyre Activitet, Orlogs- mænd kom og gik, Eskadrer løb ud og ind, der vrim
lede af Fartøier og Søefolk, men det forekom mig, at der herskede en mørk, streng, formidabel Stiil i alt Orlogsvæsenet, som gjorde et ubehageligt Indtryk paa den uindviede Tilskuer3). Presgængerne vare i fuld
i) Et meget gammelt dansk Ord forBolig,Husly.
2) Det er de den Gang saa berygtede Prison-Skibe, der i Krigen fra 1801 —14 var overfyldte afdanske Krigsfanger.
8) Den engelske Flaade forlod Yarmouth den 12. Marts1801 ogsejlede tilSjælland.
Gang hver Nat, og man maatte derfor vel vogte sig for ei at være iland om Aftenen, ifald man ikke vilde puttes ombord i en Orlogsmand, hvor det i den Periode som oftest gik brutalt til med Floggingx) for den mind
ste eller slet ingen Forseelse. Hver Løverdag bleve vi mynstrede af en Officeer for at see, om vi vare alle samtlige Skibsfolk tilstæde i vore respective Skibe.
Efterretningen kom endelig om Slaget paa Kjøben
havns Rhed den 2. April eller rettere i Kongedybet, det heed, at Helsingøer og Kjøbenhavn var afbrændt og Floden [o: Flaaden] deels brændt, dels taget. Der
havns Rhed den 2. April eller rettere i Kongedybet, det heed, at Helsingøer og Kjøbenhavn var afbrændt og Floden [o: Flaaden] deels brændt, dels taget. Der