ET HAANDSKRIFT I STATSBIBLIOTEKET I AARHUS.
Af Sigvard Preben Skov.
Med gehejmearkivar C. F. Wegenersstore bibliotek, der købtes af staten til statsbiblioteket i Aarhus, fulgte ogsaa en del haand- skrevne sager, deriblandt »La vie de Leonora Christina, fille du Roy C. 4 et de Madm. Kirstine Munch, femme de Corfits Ulfeld, escrite d’Elle méme, et adressée au Professeur Dt. Ot. Sperling.«1 nu nr.
44 i bibliotekets haandskriftsamling. Det bestaar af to ubeskrevne blade, titelblad og 76 beskrevne sider af størrelse 16 X 20,5 cm.
Papiret er Propatria fra Strandmøllen med vandmærke,2 indbin
dingen er ikke oprindelig. Skriften er en stor og tydelig latinsk skrift, der vanskelig lader sig nøjere datere. Paa det forreste, ube
skrevne blad har Wegener skrevet: Dette Manuscript er mig for æret af Prof. Chr. Jürgensen, Lector Mathes, i Søetaten, som havde fundet det blandt afd. Geh. Raben-Lewetzows efterladte Papirer.
Sorøe, d. 12. Septbr. 1841.
Wegener var da faa aar i forvejen, i 1837, blevet lektori histo rie og statistik ved Sorø Academi, og den der havde foræret ham manuskriptet var hans gode ven, den alsidigt interesserede matema
tiker Christian Jürgensen,3 oprindelig jurist, derefter magister i matematik, hvori han ogsaa, som ovenfor nævnt, blev lektor ved søetaten med titel af professor, og derefter, i 1857, matematisk pro
fessor ved Københavns universitet. Foruden sit fag dyrkede han tillige musik og filosofi — især Fichte — og var som saa mange i det 19. aarhundredesbegyndelse grebet aftanken om en sammen
fattende helhed af videnskaberne, baade de exacte og de huma nistiske, hvori de enkelte discipliner gik op som i en højere enhed.
I disse synspunkter mødtes han med den polyhistorisk indstillede Wegener, deri sitstore bibliotek samlede bøger af alle fag, og hvor
med hans venner, som nu i dette tilfælde Chr. Jürgensen, var ham behjælpelige.
1 Bibliotheca Wegeneriana IV, p. 365. (Khvn. 1897).
2 Afbildet i Haandbog i Bibliotekskundskab I, p. 415. (Khvn. 1924).
3 Algreen-Ussing: Til Minde om Dr. Chr. Jürgensen. (Khvn. 1860).
Haandskriftets skæbne oplyses yderligere af det brev, der fulgte med fra Chr. Jürgensen, og som nu erindhæftet i haandskriftet.
Kjøbenhavn, d. 9. Septbr. 1841.
Kjære Hr. Professor!
Hermed sender jeg det omtalte Collegium4 over Statistiken, som endnu var i Behold ved min Hjemkomst. Paa Omslagene seer De endeel Notitser henhørende til den højere og højeste Mathematik. Dette kan maaske give Dem Stof til en mathematisk Epistel til Mundt6 til hvem jeg maaske ogsaa maa uleilige Dem med at besørge vedlagte lille Brev.
Blandt gamle Papirer fandt jeg ogsaa vedlagte Forelæsning af samme Engelstoft,6 som jeg uvis om det maaske kunde være til nogen Nytte, dog ikke vilde kaste bort. — Endnu et tredie Mscr. lader jeg medfølge, nemlig Eleon. Christine Ulfelds Levned skrevet af hende selv. Det vilde maaske have en Deel Interesse, hvis man kunde stole paa dets Ægthed. Men alt som jeg om dette Mscr. kan sige Dem, er, at jeg, om jeg husker ret, har fundet det mellem nogle gamle Papirer, som vare efterladte af afg. Geheimeraad Raben- Lewetzau? der nok i sin Tid var Minister i Rusland. Disse Papirer, der vare bestemte til Urteboden, fik jeg Lov til at gjennemsee og udtage hvad jeg vilde. Hvorfra den salig Herre har faaet det, veed jeg ikke. — Kanske inde
holder det heller ikke andet end bekjendte Ting. Men hvorom Alting er, vil jeg dog ikke undlade at lægge det i Pakken med det Øvrige.
Det er jo rigtignok ikke artigt, at sige: »pocus comedenda relinquio«, men her bliver jeg ikkedestomindre nødt dertil, og jeg haaber derfor paa Deres Undskyldning, naar jeg sender Dem en heel Pakke gammelt Sammensurium, og beder Dem beholde hvad De kan bruge og kaste Resten bort.
Jeg haaber, De ikke glemmer at pirre lidt imellem ved vor Ven Mundt.
venskabeligst Deres Chr. Jürgensen.
I sin lange fængselstid syslede Leonora Christine gerne med sit livs brogede tildragelser og fæstnede dem gerne paa papiret; for uden Jammersmindet, der er det mest kendte og det værdifuldeste af hendes arbejder, har hun skrevet en fuldstændig dagbog over hvad der hændte hende og Ulfeld under fangenskabet i Malmø 1659—60 og en udførlig beretning om fangenskabet paa Bornholm 1660—61; de kendes nu kun afomtale;8derimoderbevaret en sær
deles livfuldberetning omhendes uheldige færd her tillandet iaaret
4 antagelig Engelstoft: Danmarks Statistik, 1—4 Hefte. Bibliotheca We- generiana IV, p. 362.
5 Carl Emil Mundt. 1802—73, lektor i matematik ved Sorø Academi.
6 Blandt Wegeners manuskripter findes flere forelæsninger af Engelstoft.
7 Antagelig Fr. Raben-Leivetzau (1745—1820), der deltog i forhandlin
gerne med Rusland om det gottorpske mageskifte.
8 S. Birket Smith: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts Historie II, p.
257. (Khvn. 1881).
1656° og hendes paa fransk skrevne selvbiografi,10 udarbejdet paa opfordring af Otto Sperling d.y., der vilde bruge den til et paa
tænktværk om lærde kvinder.
Originalen til denne selvbiografi tilhørte i begyndelsen af det 18. aarhundrede den kendte bogsamler Chr. Reitzer; med hans bibliotek kom den i kongenseje og er, efter Birket Smiths formod ning,11 gaaet tabt ved slotsbranden 1794; den kendes ialtfald ikke mere. Derimod har man flere afskrifter, samt et par oversættelser til latin.12
Til grund for sin udgavehar BirketSmith lagt Ny kgl. Samling 2146, 4° som det haandskrift der formentlig gengiver originalen med mest troskab. Af en anden, noget forkortet redaktion af selv biografien kendte Birket-Smith da kun nogle brudstykker trykt i Zieglers tyske oversættelse af Jammersmindet,13 og først efter at udgaven var trykt stiftede han bekendtskab med Wegeners manu
skript, dernøje svarede til det ovennævnte tyske. Birket-Smith me ner, at det antagelig er et forkortet uddrag, foretaget af et af Leo- noras børn.14 Det er dog ikke excerperet af selvbiografien i den for os foreliggende form, da det har nogle navne og tidsangivelser til føjede og kan saaledes paa enkelte punkter korrigere det haand skrift Birket-Smith benyttede. Det har saaledes det korrekte navn, Envold Randulf, paa Leonoras første præceptor og for hendes anden præceptor, at han siden blev biskop i Viborg, ikke Fyn. I stedet for det ubestemte »une duchesse de Brunsvig«, angives det nøjagtige »sa cousine Sophie Hedevig, duchesse de Brunsvig«, og om hendes mand oplyses det, at han var »stathalter de la Frisse«, dvs. statholder i Friesland; »la princesse å Nikøping« præciseres nærmere som »la princesse Magdalena Sibylla å Nykiøbing en Fal ster«, og endelig sættes Leonoras rejse til Danmark rigtigt til 1656 og ikketil 1657.
Større interesse end disse smaanotitser, der kan tjene til ud fyldelse af lakuner og til korrektion af detudgivne haandskrift, har de længere sammenhængende stykker, der skal meddeles i det føl gende; de vedføjede sidetal angiver paa hvilken plads stykkerne
9 Udgivet af P. W. Becker i Samlinger til Danmarks Historie under Fre
derik III’s Regjering II, p. 441—47. (Khvn. 1857).
10 Udgivet af S. Birket Smith i Danske Samlinger, 2. Række I, p. 142—
217. (Khvn. 1871—72).
11 Danske Samlinger, 2. R. I, p. 130.
12 Fortegnelse over de existerende hdskr. i C. Behrend: Katalog over det kongelige Biblioteks Haandskrifter vedrørende dansk Personalhistorie, p. 144.
(Khvn. 1925).
13 Denkwürdigkeiten der Gräfin Leonora Christina, herausgegeben von J.
Ziegler. (Wien. 1871).
14 Danske Samlinger, 2. R. I, p. 134 og p. 385.
hørerhjemmeiBirket Smithsudgave i DanskeSamlinger 2. Række, I. Bind.
pag. 162, linie 29: Ensuite F. 3 fut curonnété 23 Novembre.
La Reine Sophia Amalia eut une haine erreconsiliable contre Mon
sieurUlfeld.
pag. 163, linie 2: Le Roy obtint que le Prince son Fils seroit declare son successeur å la couronne.15 M. Ulfeld s’absentoit lui meme des affaires et ne voulut pas écouterceque sa femme lui dit, la quelle avec le Weillard16 D. Otto Sperling lui étoit Prophet, et luy dirent qu’il seroit traité en Esclave, quand il n’auroit plus d ’au-torité, qu’on le soubgonnoit et envioit sa richesse, comme il arriva en suitte.
pag. 163, linie 24: Estante arrivé å Stockholm il demanda la protection de la Reine Christine, qu’il eut par escrit le 13 Sep- tembre,17 et il fut admis aupres de la Reine le 26 Septembre avec ceremonie, et on lui fit beaucoup d’honneur, il fut deux heures et demi seul avec elle dans sa Cabinet. Comme la Reine sieut que Madame étoit avec lui travestie, Elle desiroit la voir, Elle la vit en habit d’homme et lui permit de lui baisser la main et lui temoigna beaucoup de Grace.
pag. 173, linie 13: Le 26 Fevrier Mr. Ulfeld signa le Traité de la Paix å Roschild entre la Suede et le Dannemarc comme premier Pleni potentier de laSuede, Ils yfut stipulé dans le 24 Artic. qu’on lui renderoit avant le deuxiéme d’Avril la meme Annés toutes ses biens en Dannemarc et Norwegue mobiles et immobiles et qu’on l’indemniseroit des tous les domages qu’il avoit soufert avant la St.
Jeanprochain.
Avec sa femme, sa belle mere, ses enfants, Amis et serviteurs auroit la liberté, la ou ils leurs pourvoit. Que les Bailliages de Hirschholm, Munckelin et lecouvent de St. Jean en Norwegue, que Mr. Ulfeld et son Fils avoit en cidevant, leurs seroit rendu seion la teneur des Investiteurset des lettres qu’ils avoit la dessus. Et qu’on donneroit le Titre å sa femme qu’elle avoit en auparavant, de Comtesse de Slesvic-Holstein.
pag. 179, linie 11: Le lendemain apres son arrivé åCopenhague, qui etoit le 21. Juillet, Ils furent tousdeux pris et menez å Boring holm, au ils aborderent å la Ville Rønne et au Chateau Hammers hus, ou le Major Général Adolph Fuchs estoit gouvemeur. Il
15 Prins Christian valgtes til tronfølger i juni 1650.
16 den stadige betegnelse for Otto Sperling.
17 Beskyttelsesbrevet er trykt hos Holberg: Danmarks Riges Historie III, p. 82—84.
suborna une femme18pour leurs offrirde leursfaire tenir un batteau au prix de 500 Escus pour échapper.
pag. 194, linie 5: Le 23 Decembre.19 On leurs fit tout deux signer un Revers par lequel ils furent obliges de renoncer par ser-ment a tous les benefices, qui se trouvoit inserres dans le Traité de Roschild en leur faveur, et de s’engager de ne vouloir pas prendre aucune revance du Major Général Fux, du mauvais traitementqu’il leurs avoit fuit a Bornholm.
Mr. Ulfeld fut en suitte admis å la table du Roy å Rosen- bourg.20
pag. 209, linie 1: On débita que lors’que Monsr. Ulfeld fut å Brugé l’an 1661 ilavoit fait connoitre ål’Electeur de Brandenburg21 que tout la noblesse, la Clersie et la plus part de peuple estoit mal satisfait du changement en Dannemarc et qu’une grande partie de la Noblesse et des Pretres du Pays, luys avoit fait entendreque puis qu’il avoit fait enforte que le Roy F. 3 étoit monte sur le trone, il devoit ausi délivrer de son jong, et qu’il avoit propose å L’electeur de Brandenburg, que s’il vouloit avoir la Couronne de Dannemarc, il feroit en sortequ’il l’auroit mais que le dit Electeur en avoit averti le Roy de Dannemarc pour pervenir tout ce qui en pouvoitarriver.
pag. 213, linie 11: 1664. Le dit Joachim22 lui dit que son Mari etoit morte cette année sur le Rin pres de Neubourg au mois de Février, le tout comme la verité estoit et que ses fils qui estoit å l’université de Basle. Quand Ils en avoit eu des nouvelles, y estoit allé et 1’avoit ensevelé au champs, a fin que personne ne sceut trouver son corpsmort.
pag. 213, linie 24: Lesindignitesqu’Elles a soufert d’un et autre ont étes grandes et particulierement du Foight Joachim Waltpur
ger. Il ne la nommoit que Leonora. Quand il lui parloit c’etoit la tete couverte, Il ne la traitoit quelque fois, comme on traite les criminelsqui devoit étre exécutes ou décapites, en lisent des priéres et en chantent des psaumes d’enterrements.
pag. 217, linie 2: L’an 1685 le 20 Février la Reine Sophia Ama
liamourut et leRoi deFrance Louis XIV23 intére la pour Madame 18 Kathrine Meyer, jvfr. Danske Samlinger, 2. Række I, p. 181, note 2.
19 Vedrørende striden om datoen, se Danske Samlinger 2. Række I, p. 194 og Birket Smith: Leonora Christine II, p. 89 og XVII.
20 Det er sikkert ikke rigtigt, derimod ønskede Ulfeld en samtale med kongen, men uden at faa den, efter hvad han beretter i et brev af 26. nov.
1662 til vennen, rigsadmiral Henrik Bjelke, jvfr. Birket Smith: Leonora Chri
stine II, p. 93 og XVII.
21 Frederik Wilhelm, kurfyrst af Brandenburg 1640—88.
22 Slotsfogeden Jokum Waltpurger.
23 Ludvig XIV’s intercession var af afgørende betydning, han skriver selv til gesandten Cheverney fra Versailles, 20. Juni 1686: »da han (dvs. grev Ulfeld, Leonoras søn) tror, at skylde mine bona officia den frihed, som hans
Leonora Christinana aupres le Roy C. 5 qu’elle fut elargie de sa prison le 19 de maj la meme Annee et confinee a Mariboe Closter en Laalande pour lereste de savie, ou elle demeurajusqu’asa mort.
pag. 217, linie 8: Leonora Christiana mourut l’An 1698 le 6 d’Avril agee de 76 ans, 8 mois et 8 jours.24
De her meddelte tilføjelser indeholder vel ikke ting af større vigtighed, men dog enkelte ganske interessante træk.
Man ser,at Ulfeld søgte at lamme administrationen ved atholde sig bortederfra, trods det at baade Leonora Christine og Otto Sper
ling er klar over denne taktiks farlighed.
Den modtagelse Ulfeld fik ved det svenske hof under Stock-holmsopholdet i 1651 har sikkert været en lise for hans ærestør- stende sind. Modtagelsen af Leonora Christine, der fuldt ud be kræftes, lige til datoen, af den franske gesandt Chanut25 frembyder den ganske mærkelige scene, en Zahrtmanns pensel værdig, hvor den landflygtige danske kongedatter klædt i mandsdragt kysser den svenske dronning Christinas haand.
Beretningen om Roskildefreden er en næsten ordret gengivelse af fredstraktatens § 24,26 der betegner Ulfelds personlige triumf.
Man bemærker slutningen, der sikrer Leonora Christine hendes ret mæssige titel. Rang spillede jo en betydelig rolle dengang, og hun var meget øm over sine rettigheder i den retning, dethar da sikkert moder grevinde Ulfeld for tiden nyder«. Danske Samlinger, 2. Række V, p. 140.
Den samme opfattelse havde ogsaa den svenske udsending, Lejoncloo, der beretter: »Grefwinnan Ulfeldt, som uti 21 års tid uti blå tornet setat har, blifwer och på hans Majt. Konungens af Frankrike intercession lösgifwen«, Danske Samlinger, 2. Række IV, p. 187.
24 Iflg. Birket Smith: Leonora Christine II, p. 313 døde hun den 16.
marts. Den 6. april (begravelsesdagen) og den nøjagtige aldersangivelse, der forøvrigt er rigtig nok, er sikkert taget efter gravskriften (anf. Værk p. 315).
23 Mémoires, tirez des depesches de Mr. Chanut II, p. 287—88 (Cologne 1677).
20 Til sammenligning sættes her traktatens ordlyd: »Låfves och här medh, att her Corfitz, grefve af Uhlefeld, innan den 2. April uthi innevaranda år till allt sitt godz både i Danmarck och Nårie, lööse och faste, skall restitueras, jämväl och för all lijden skada nöyachtig vederlagh och satisfaction innan St. Johannis dagh, nästkommande niuta; och honom sampt hans grefvinna, svärmoder, barn, vänner och tiänare fritt skal stå att byggja och boo uthi Danmarck frij och säker, hvarut honom och dem sielfve lyster och behager.
De lähn, som grefve Uhlefeld och hans sohn, nemblig Hirsholm, Munckelin och St. Hans closter uthi Nårie, medh förlähnt hafver varit, hafve de effter förlähningsbrefven att niuta och behålla, och skall i lijka måtto hans gemåhl hennes tillbörlige titul fullkomligen restitueradt varda. — Danmark-Norges Traktater udg. af L. Laursen, V, p. 239. (Khvn. 1920).
været hende en tort at blive tiltalt slet og ret Leonora af slotsfoge den, der tilmed beholdt hatten paa. Samme slotsfoged har ogsaa været særdeles udspekuleret til at pine Leonora Christine; hans paa-fund med bønner og begravelsessalmer kan kun betegnes som en sjælelig raahed.
De to sidste tilføjelser hører ikke til selvbiografien i dens op rindelige form, men maa være føjet til af en anden efter hendes død, maaske af den samme som har foretaget forkortningen, der
imod er deringen grund til at tvivle om, at de andre tilføjelserskal stamme fra Leonora Christinesegenhaand.
Leonora Christines selvbiografi taaler vel ikke sammenligning med Jammersmindet, men det er dog vist ikke derfor, at den er gledet saa fuldstændig i baggrunden; aarsagen er langt snarerespro get, der er ettil tider ret mærkværdigt fransk.Trods den noget flyg tige og skitsemæssige form har Leonora Christine her let og levende skildret sit livs begivenheder og, modsat Jammersmindet, navnlig dvæletvedtiden førfangenskabet; især giver hun en fylde af oplys ninger fra barndomog ungdom, som vi ellersmaattesavne, og hun har givet skildringen et umiskendeligt præg af sin egen stærke og mærkelige karakter.