indbyrdes styrkeforhold anses for utilstrækkeligt at blive stående ved en regel »in dubio contra stipulatorem«. Ganske vist anses fortolkning af kontrakten som en rent konkret foreteelse rettet mod hvert enkelt tilfælde, men det ville dog være hensigtsmæssigt, om visse mere almindelige regler herom kunne fremdrages.
De allerede fremhævede momenter - den ene parts underlegen
hed og afhængighed i forhold til den anden, og kontraktens næsten ensidige varetagelse af leverandørens interesser - bevirker, at der opstår et behov for en vis nærmere beskrevet adgang til at foretage
*) Jf r . Lund Christiansen, Ju ridisk Grundbog, 1962, p. 438.
indskrænkende fortolkning. Spørgsmålet er nu, om en sådan ind
skrænkende fortolkning lader sig begrunde mere alment, og ikke blot ved betragtninger over forholdtes natur.
For det første kan det være et spørgsmål, om en sådan adgang overhovedet behøver begrundelse. Automobilforhandlerkontrak- tens karakter a f adhæsionskontrakt bevirker, at kontraktsfrihedens grundsætning næppe har fuld gyldighed. - Givet er det i hvert fald, at det kan være vanskeligt at opstille en klar begrundelse for en særlig adgang til indskrænkende fortolkning, hvis begrun
delsen samtidigt skal indeholde en klar vejledning om, i hvilket omfang der åbnes en sådan adgang.
Aftalelovgivningernes sædvanlige generalklausuler vil kun sjæl
dent kunne udstrækkes til at omfatte det typiske kontraktsforhold mellem automobilfabrikanten og hans forhandlere. Den nordiske aftalelovs §31 om udnyttelse som følge a f parternes forskellige forhandlingsposition vil således ikke kunne bringes i anvendelse til trods for skævheden i parternes interesser og indflydelse på kontrakten; der foreligger selvsagt ikke udnyttelse i aftalelovens forstand, men blot denne forskel i position, som er blevet benævnt
»une nécessité sociale« (Demoque).*) At anvende en analogi af Gældsbrevslovens § 8 om god forretningsskik vil næppe heller være adækvat for automobilforhandlerkontrakters fortolkning, allerede fordi en regel af dette indhold ikke er optaget i aftaleloven.
I tysk praksis kan der dog opvises eksempel på, at BG B’s generalklausuler (§§ 138,242 og 315) er blevet anvendt til at til
sidesætte visse almindelige betingelser i standardkontrakter.**) De ældre amerikanske domme, hvorefter kontrakter er blevet erklæret for »not enforceable« på grund a f »lack of mutuality«, må for
mentlig også betragtes som eksempler på anvendelse a f allerede etablerede principielle undtagelser fra den almindelige aftalefrihed.
Med disse to nævnte undtagelser må det imidlertid erkendes, at begrundelsen for en almindelig adgang til indskrænkende fortolk
ning ikke lader sig udlede af aftalerettens bestående generalklau
suler.
Konklusionen må derfor indskrænke sig til at fastslå: 1) Reglen
*) Jf r . Günther Petersen, op. cit., p. 185.
* * ) Jf r . Lando, T idssk rift for Rettsvitenskap, p. 353, note 19.
127
»in dubio contra stipulatorem« gælder med betydelig styrke. 2) Gennem henførelsen af automobilforhandlerkontrakterne til grup
pen af adhæsionskontrakter åbnes der adgang til en videregående indskrænkende fortolkning. 3) Den nærmere udstrækning af denne adgang lader sig ikke fastlægge på tilstrækkelig klar og almindelig vis. At opstille en bestemt regel for den indskrænkende fortolkning bliver følgelig de lege ferenda-betragtninger.
Der kunne imidlertid være grund til at fremhæve visse momen
ter, der med styrke bør indgå i overvejelserne omkring en mulig konkret, indskrænkende fortolkning.
For det første bør det tages i betragtning, om der er tale om en førstegangs-kontrakt, eller om forhandleren allerede i en periode har virket for fabrikanten; i sidstnævnte tilfælde vil der følgelig have foreligget en situation, hvor fabrikanten i forbindelse med en genoprettelse a f kontrakten har gennemført visse materielle ændringer i indholdet. Længden af den periode, inden for hvilken forhandleren har haft kontrakt med leverandøren, vil formentlig ofte - sammenholdt med de foretagne investeringers art og omfang - kunne tages som et adækvat udtryk for den grad a f faktisk afhængighed, i hvilken forhandleren måtte være bragt.
For det andet bør den indskrænkende fortolkning især kunne rette sig mod de bestemmelser, der skønnes i almindelighed at være af mest kontroversiel karakter. Vejledning i så henseende kan bl. a.
hentes i forhandlerorganisationernes udtalelser og resolutioner.
Graden af den udøvede pression, og dermed præget a f ensidighed, er størst på disse områder. På baggrund af beskrivelsen i første hovedafsnit er der grund til især at fremhæve kontraktsbestemmel
serne om opsigelsesadgang og godtgørelse ved ophør.
Günther Petersen opstiller*) en almindelig begrundelse for ad
gangen til at fortolke ansvarsfraskrivelses-klausuler i standard
kontrakter indskrænkende. H an hævder, at visse normalt fravige
lige retsregler i højere grad end andre et udtryk for almindeligt anerkendt retspolitiske principper. H vor sådanne retsregler er fra
veget ved aftale, bør virkningen af retspolitiske grunde kunne begrænses gennem indskrænkende fortolkning. Det er muligt, at et lignende ræsonnement kune genemføres i forbindelse med ganske
*) Op. cit., p. 132 ff.
enkelte af automobilforhandlerkontraktens bestemmelser vedrø
rende opsigelse og godtgørelse; men til afhjælpning a f det mere vidtrækkende og almindelige behov for indskrænkende fortolkning afgiver argumentationen næppe nogen synderlig støtte.
For det tredie bør der ved fortolkningen af visse bestemmelser tages hensyn til, om visse andre modsvarende bestemmelser er indeholdt i kontrakten. Fremhæves kan især bestemmelseskombi- nationer som: lagerpligt - prisfaldsgodtgørelse, eksklusivforhand
ling - eneforhandling, udstyrskrav - tilbagekøbspligt, leverings
pligt - aftagelsespligt, og til en vis grad også de gensidige opsigelsesbestemmelser.
Endeligt bør der - som ved enhver fortolkning af kontrakter - tages hensyn til de samfundsmæssige interesser, der påvirkes af kontrakten. Disse interessers omfang og styrke behandles i det følgende kapitel.
K A P i T E L 9
Samfundets interesser
Som forudsætning for en samlet bedømmelse af automobilforhand- lerkontrakternes bestemmelser kan det være værdifuldt at søge kort at præcisere, hvilke interesser der fra samfundets side retter sig mod kontrakternes udformning og indhold. En undersøgelse a f dette spørgsmål må ses som en del a f den videre sociale og økonomiske diskussion, der knytter sig til de generelle afvejninger a f problemer omkring offentlighedens interesse i privates kontrak
ter af enhver art. Afsnittet bliver dermed begrænset i sit sigte og til en vis grad summarisk i argumentationen.
I en tid, hvor den såkaldte klassiske økonomiske teori i mang
foldige henseender må anses for udhulet og modificeret, kan det i hvert fald som udgangspunkt slås fast, at samfundet ikke kan anse sine interesser for bedst varetagne ved at indtage en »laissez faire«-holdning over for eneforhandlings- og adhæsionskontrak
terne. Den klassiske teoris forudsætninger - et stort antal sælgere,
9 Autom obilforhandlerkontrakter 129
der i et åbent marked sælger varer, som substituerer hverandre, under fri prisdannelse, og uden at den enkelte sælger kan øve væsentlig indflydelse på markedet - kan ingenlunde anses at være til stede. I automobilbranchen er der relativt få fabrikanter; bilerne substituerer - i detailkøberens øjne - ikke hverandre; prisen er i reglen fastsat af fabrikanten, og en enkelt fabrikant vil ofte have betydelig indflydelse på hele markedet.
Grundlaget for undersøgelsen må følgelig være, at samfundet på den ene eller den anden måde håndgribeligt bør kunne varetage de offentlige interesser, som ikke i forvejen er parallelt løbende med fabrikanternes interesser.