F o r e d r a g
af
Dr. med. J. G. Ditlevsen.
Kjøbenhavn.
I Commission hos Indre Missions Boghandel (Chr. Christiansen.)
Foredraget blev holdt den 30. April x
«det hvide Kors»s første Møde. Det blev holdt, saa vidt muligt, saaledes som det her er gjengivet, dog tillod Tiden ikke ved det mundtlige Foredrag at medtage alle Enkeltheder.
ved
Græbes Bogtrykkeri.
Hvilke Forholdsregler bør Sitndhedsplejen tilraade det enkelte Menneske og særligt den unge Mand at iagttage lige over for Kjøns-livet under de efter Barneaarene følgende Udviklingsaar r
Sædelighedsspørgsmaalet maa ifølge sin Natur paa mangfoldige Punkter komme i Berøring med Lægevidenskaben og Sund
hedsplejen. Vi finde derfor ogsaa, at baade denne Sags Venner og dens Modstandere søge Vaaben fra Lægevidenskaben, og dette, i Forbindelse med en let forklarlig Utilbøjelig
hed hos Læger til at behandle de herhen hørende Spørgsmaal i en almenfattelig Form, er sikkert en væsenlig Grund til, at der netop i Spørgsmaalet om Sundhedsplejens Stilling til Sædelighedssagen hersker meget
4
forvirrede Begreber hos en stor Del Lægfolk.
Forvirringen bliver ikke mindre ved de halvt eller helt populære Anvisninger, der igjennem Literaturen tilflyde Publikum i Lægevidenskabens Navn, men uden Angivelse af deres Forfattere. Der er Ingen, der mere end Lægerne daglig har Lejlighed til at erfare dette. Men netop derfor maa Lægen ogsaa udtale sig, naar alvorlige Mænd spørge:
Kan Lægevidenskab. og Sundhedspleje med Rette bruges til Støtte for Sædelighedssagen?
Thi denne Sag er af en saa omfattende Betydning baade for den Enkeltes og for hele Samfundets Velfærd, at den bør støttes af al Magt. Idet jeg nu skal tillade mig at tage dette Spørgsmaal op, nødes jeg dog, paa Grund af dets Omfang, til at be-grændse det, og jeg har derfor valgt at holde mig til den ovenfor angivne Side af det, som den, der i al Fald i denne Kreds maa anses for. at ligge nærmest, og tillige som den, hvis Besvarelse er af størst prak
tisk Betydning.
Det menneskelige Legemes Sundheds
pleje maa selvfølgelig tage sit Udgangs
punkt fra Læren om Legemets Bygning, Anatomien, og om dets Livsytringer, Phy-siologien. Derfor maa jeg, naar jeg nu skal søge at gjøre en Side af Kjønslivets Sundhedspleje forstaaelig, indlede min Frem
stilling med nogle Oplysninger fra disse Videnskaber: De vigtigste af de forskjellige Organer, hvoraf Kjønsredskaberne bestaa, ere uden Sammenligning Kjønskertlerne, der hos Manden kaldes Sædstokke eller Testikler, hos Kvinden Æggestokke eller Ovarier. Det er nemlig paa deres sunde og uskadte Virksomhed at hele Kjønslivets Udfoldelse beroer. Som deres Fællesnavn antyder, ere de Kertler, det vil sige, Af-sondringsredskaber. Legemet har mange forskjellige Kertler, altsaa Redskaber, der tilberede og afsondre Stoffer, som Legemet skal bruge i sin Husholdning, eller som af en eller anden Grund skulle udskilles af det. Saaledes Spytkertler til at afsondre Spyttet i Mundhulen, Svedkertler til at af
sondre Sveden paa Huden, Leveren til at afsondre Galden o. s. v. Ligesom alle disse Kertlers Afsondringer ere meget
for-6
skjellige, er ogsaa deres Bygning meget forskjellig, men der er alligevel visse Fælles
træk i deres Bygning og Livsytringer, som i al Fald gjenfindes hos de fleste af dem, og saaledes ogsaa hos Kjønskertlerne, og som det er nødvendigt at omtale; det er, i Korthed sagt, at der til hver Kertel hører særlige Udførselsveje, der i Almindelighed er Rør eller Kanaler, gjennem hvilke den i Kertlen tilberedte Afsondring føres bort, eller i hvilke den imidlertidigt opbevares, og at der med hver Kertel og dens Ud
førselsveje er forbundet et særligt Nerve
apparat. For at gjøre disse Fællestræk forstaaelige, vil jeg vælge en bestemt Kertel til Exempel; det kunde da ligge nær netop at tage Kjønskertlerne, da det dog er disses Forhold, der egentlig skulle oplyses; men en almenforstaaelig Fremstilling af Kjøns-kertlernes Bygning og Liv vilde kræve en længere Tid, end jeg her kan raade over;
dels af denne Grund, dels af andre Hensyn, har jeg derfor troet det rettest at søge Maalet naaet ved en lille Skildring af en af vore Kertler, der virker saa at sige lige
7
for Øjnene af enhver af os, jeg mener Taarekertlen. For at vort Øje kan virke som dets Bestemmelse er, maa det uafbrudt holdes fugtigt; dette opnaaes ved at det stadigt overskylles af en vandagtig Væske, Taarevæsken, som tilberedes og afsondres af Taarekertlen. Denne Kertel ligger ved den udvendige Øjekrog bag det øverste Øjelaag;
nogle fine Rør udgaa fra Kertlen og ud
munde bag det øverste Øjelaag i Rummet mellem Øjelaagene og det egentlige Øje.
Taarevæsken, som fra Kertlen løber ud gjennem disse Rør, overskyller saa dette Rum og føres i dette hen til den indvendige Øjekrog, hvor den opsuges af to fine Huller, de saakaldte Taarepunkter, som med Lethed kunne ses, et paa hvert Øjelaag tæt ved den inderste Øjekrog.
Disse Huller ere Aabninger for smaa Rør, Taarekanalerne, der ligesom Drainrør føre Taarevæsken ind i Næsehulen. Tilberedelsen og Afsondringen af Taarevæsken sker uaf
brudt, men under almindelige Forhold ikke i større Mængde, end at den lige saa uaf
brudt kan bortføres ind i Næsehulen, saa at vi slet ikke mærker Noget til hele denne
3
Proces. Imidlertid er det ikke altid saa-ledes. Hvis man tager en Pris Tobak, altsaa bringer Snustobak op i Næsen, eller hvis man paa anden Maade, f. Ex. med en Pennefjer, irriterer Næsehulen, saa føler man en ejendommelig pirrende Fornemmelse i den og samtidigt faar man, som det hedder «Taarer i Øjnene», d. v. s. Taare-væsken afsondres i saa rigelig Mængde, at den ikke kan bortføres tilstrækkeligt hurtigt, men staar som en lille Sø over Øjet, eller endog flyder ud mellem Øjelaagene og ned paa Kinden, d. v. s., at man græder.
Her er altsaa sket det, at en Irritation af Næsehulen har ansporet Taarekertlen til for
øget Afsondring. Netop det Samme kan være Følge af en anden Aarsag, nemlig stærke Sindsbevægelser, Sorg eller Glæde;
ogsaa da kan Taarer fylde Øjet eller trænge sig frem som Graad. Hvad enten nu Anledningen til en saadan forøget Virk
somhed af Taarekertlen er den ene eller den anden, saa er i begge Tilfælde den dybere Aarsag dertil den samme; den ligger i Nervesystemet. Hjernen og Rygmarven ere
9
de legemlige Redskaber, gjennem hvilke For
bindelsen mellem Menneskets sjælelige og legemlige Livsytringer kommer istand, men tillige dem, gjennem hvilke Forbindelsen mellem de mange forskjellige legemlige Livsytringer indbyrdes sikres, saaledes at det Hele virker sammen paa den Maade, for hvilken vi ikke har noget bedre Udtryk end det sunde, regelmæssige Liv. Fra Hjernen og Rygmarven udgaa Traade, de saakaldte Nerver, til alle Legemets Dele.
Disse Traade ere de Ledninger,* gjennem hvilke Hjernen og Rygmarven enten mod
tager Indtryk fra Legemets forskjellige Dele eller gjennem hvilke de sende Paavirkninger til Legemets forskjellige Dele for at anspore dem til Virksomhed. Dersom, for at tage et Exempel, et Menneske bliver saaret saaledes, at derved Nerverne til den ene Arm be
skadiges og Ledningen afbrydes, saa vil Armen falde lammet ned, og er nu, hvis Forbindelsen ikke kan gjenoprettes, kun
* Nerverne sammenlignes som bekjendt ofte, og med fuld Ret, med Telegraftraade.
IO
som et dødt Vedhæng til Legemet. Lige
som der fra Hjernen og Rygmarven gaar Nerver til alle Legemets andre Dele, saa-ledes gaar der ogsaa Nerver til Taarekertlen, og gjennem disse Nerver er det at Hjernen ansporer den til forøget Virksomhed.
Vi har altsaa nu, for at gjentage det i Korthed, lært at Taarekertlen uafbrudt til
bereder og gjennem sine Udførselsveje ud
skiller Taarevæsken, og at den gjennem sine Nerver kan anspores af Hjernen til at udskille Taarevæsken i forøget Mængde. Disse Hoved
træk i de fleste Kertlers Bygning og Livs
virksomhed gjenfinde vi nu hos Kjønskertlerne;
der er kun nogle faa Ejendommeligheder ved disse, som følge af deres særegne Opgave, og som jeg derfor maa fremhæve:
Kjønskertlernes Afsondringer ere ikke Væsker, som Taarerne, men smaa fast
formede Legemer; Testiklens Afsondring, Sæden, ser vel ud som en Væske, men i Virkeligheden er det smaa, for det blotte Øje usynlige, faste Legemer i den, de saa-kaldte Sædlegemer, som ere dens virksomme Bestanddele. Æggestokkens Afsondring er
I I
Æggene, smaa runde bløde Legemer, hvert enkelt ikke større end at et modent Æg kun lige netop kan ses med det blotte Øje.
Sæden og Æggene tilberedes nu uafbrudt af Kjønskertlerne ligesom Taarevæsken af Taarekertlen, men medens Taarevæsken ogsaa udskilles uafbrudt, er dette ikke Til
fældet med Sæd og Æg, de udskilles hm af og til; for Æggenes Vedkommende sker det ved den saakaldte Menstruation, der i det Væsenlige ikke er andet end den med regelmæssige periodiske Mellemrum ind
trædende Udskillelse af de modne Æg;
Sæden udskilles under normale Forhold enten ved de uvilkaarlige Sædudtømmelser, der indtræde til ubestemte Tider om Natten i Drømme, eller under Kjønsforbindelsen mellem Mand og Kvinde. Kjønsredskabernes Forhold til Nervesystemet vil jeg kun omtale for Mandens Vedkommende, dels fordi det kun er Manden, som er vort egentlige Æmne, dels fordi denne Sag netop er bedst kjendt hos Manden. I Huden omkring de ydre Kjønsredskaber findes der et rigt og tildels ejendommeligt udviklet Apparat
12
af Følenerver; Irritation af dette Nerve
apparat kan føres til Rygmarv og Hjerne, og saa udgaar der fra disse gjennem andre Nerver en Paavirkning til Kjønskertlerne og deres Udførselsveje, hvorved disse anspores til at udtømme den i dem opbevarede modne Sæd. Saaledes er det, at Nerve
virksomheden ytrer sig, naar der finder en Kjønsforbindelse Sted. I dette Tilfælde foregaar den altsaa paa ganske lignende som naar Taarekertlen ved Pirring af Næse
hulen anspores til forøget Udskillelse af Taarer. Ved de natlige uvilkaarlige Sæd
udtømmelser er Forholdet derimod saaledes som naar en Sindsbevægelse, en sjælelig Virksomhed, fremkalder en forøget Taare-afsondring, kun at det her ikke er Sorg eller Glæde, men Drømme med vellystige Phantasier, der vække Hjernen til at anspore Kjønskertlerne og deres Udførselsveje til Ud
tømmelse af Sæden. Det er altsaa i begge Tilfælde egentlig en Virksomhed i Hjerne og Rygmarv, der ansporer Kjønskertlernes Udførselsveje til at udtømme den i dem samlede Sæd.
13
De af de nu omtalte Hovedtræk af Kjønredskabernes normale Liv, som jeg særligt vil bede Dem mindes for det Føl
gendes Skyld er dels, at Kjønskertlerne uaf
brudt tilberede deres Afsondringer, dels, at Udtømmelsen af disse Afsondringer kræver en vis Virksomhed af Rygmarven og Hjernen. Til disse Hovedtræk maa endnu føjes et meget betydningsfuldt Punkt, det er følgende: Hvis Virksomheden af en af Legemets større Kertler standses ved Sygdom eller paa anden Maade, saa lider Legemet i Regel Skade derved;
stundom medfører det Døden (f. Ex., hvis Nyrerne sættes ud af Virksomhed), men selv om dette ikke sker, bliver Mennesket dog i Reglen mere eller mindre Invalid. Ganske anderledes er det med Kjønskertlerne; hvis disse ved Sygdom eller paa anden Maade sættes ud af Funktion, skader det ikke Menneskets Velbefindende og Arbejdskraft, selvfølgelig for saa vidt ikke den paagjældende Sygdom er af den Natur, at den paa anden Maade kan virke skadeligt. Dette ses let baade paa Mennesker og Husdyr hvis Te
stikler ere borttagne; Avledygtigheden gaar
14
naturligvis tabt, og det ejendommelige ydre Kjønspræg kan lide derved, men iøvrigt paa-føres der ikke Mennesket nogen saadan Skade, at man kan betegne den som en egentlig Invaliditet, endnu mindre saaledes, at den kan bidrage til Livets Forkortelse.
Der er derfor ingen af de større Kertler i Legemet, der saa let kunne undværes som netop Kjønskertlérne.
Inden jeg gaar over til Sundhedsplejen, er der endnu et Forhold der maa omtales, det er Kjønsorganernes Udvikling efter Fødslen. Allerede det nyfødte Barn har alle deres væsentlige Dele uddannede, særligt ogsaa hele det ejendommelige Nerveapparat, men under hele Barnealderen forholder Kjønsapparatet sig hvilende og Kjønskertlerne ere ikke i Stand til at udvikle modne Kjønsstoffer. Først i det 16de Aar hos Kvinden og i det 17 de hos Manden (dette er det hyppigste Tilfælde for vort Folks Vedkommende) indtræder der en videre Ud
vikling af væsentlig Betydning, idet Kjøns
kertlerne begynde at udvikle og udskille modne Kjønsstoffer. Det er denne Livsperiode man
kalder Pubertetsaarene; den er altsaa be
tegnet ved Optrædeisen af Menstruationen hos Kvinden og af de uvilkaarlige natlige Sædudtømmelser hos Manden, med sam
tidig Yaagnen af hele Kjønsdriften. Det er netop de efter Pubertetens Indtrædelse følgende Aar, for hvis Vedkommende jeg ønsker at klare Lægfolks Forstaaelse af Sundhedsplejens Krav til Kjønslivet, og det er derfor i høj Grad vigtigt at forstaa, hvad Anatomien og Physiologien lærer os om Legemets Forhold i denne Periode. Først maa det da her fremhæves, at Puberteten indtræder paa en Tid, da Legemets hele øvrige Udvikling endnu langt fra er afsluttet, særlig hos Manden; dette ses saaledes især af, at Højdevæxten endnu ikke er fuldendt, thi denne beror paa hele Skelettets, Ben
bygningens, Udvikling og hermed er atter hele Legemets Ernæring og Bloddannelse uadskillelig forbundne. Dernæst ere ganske vist Kjønskertlerne modne til at udskille virksomme og udviklingsdygtige Kjønsstoffer, men hele Legemets ejendommelige Kjønspræg er endnu ingenlunde uddannet, de mange
i 6
Ejendommeligheder i Legemsformen, i Stem
mens Klang og i Legemets Haarvæxt som betinge Kjønspræget, begynde først nu lidt efter lidt at vise sig. Endelig staar der endnu en meget betydelig sjælelig Udvikling tilbage, før Mennesket er naaet saa vidt, at det kan siges at være modent til at danne en Husstand, et Hjem, som selvstændigt Medlem af Samfundet. Alt dette tager en Tid af flere Aar, og derfor kan man, hvis man vil følge Anatomiens og Physiologiens Vink, paa ingen Maade sige, at Manden naaer den egentlige forplantningsdygtige Alder, før denne Udvikling er afsluttet omtrent i det 22de til 25de Aar.
Jeg har nu søgt at vise, hvilke Forud
sætninger Sundhedsplejen maa gaa ud fra, naar den skal give de Regler, hvis Over
holdelse for Udviklingsaarenes Vedkommende ville sikre Bevarelsen af en sund Sjæl i et sundt Legeme. Det bliver nu Spørgsmaalet, hvilken Anvisning maa Sundhedsplejen da give? Det er klart, at da her, som vi har set, er Tale om Udviklingsaar, saa maa Vejledningen i al Almindelighed komme til
i 7
at lyde paa, at det gjælder om at sikre den naturlige Udviklings rolige og uforstyrrede Gang under ligeligt Hensyn til det legem
lige og sjælelige Liv. Der har, og jeg omtaler dette for ved et Exempel bedre at tydeliggjøre hvad det kommer an paa, i vore Dage udsondret sig en egen Gren af Sundhedsplejen, som vi kalde Skolehygieinen;
dens Formaal er at sikre Sundheden hos skolesøgende Børn. Den har naaet en over
ordentlig stor Betydning, har affødt en hel Literatur og har i de videst fremskredne Kulturlande overalt henledet Regjeringernes Opmærksomhed paa sig. Skolehygieinen har nu en Grundregel, den paa ethvert Punkt af sine Arbejder er nødt til at følge, og den kunne vi udtrykke omtrent saaledes:
Intet af Legemets Organer maa tages i Brug ud over det Maal, dets Udvikling tillader, og ethvert af Barnets Alderstrin har Grænser for de Fordringer, der tør stilles til dets Arbejde og for de Friheder, der tør tillades det. Netop den samme Regel gjøre vi gjældende for de LJdviklingsaar vi her tale om; det kommer an paa at følge
i 8
Naturens egen Anvisning, men denne kræver alene, at Kjønslivet og Kjønsdriften under
ordnes og indskrænkes saaledes, at kun deres uvilkaarlige legemlige Phænomener og de herhen hørende sjælelige Livsytringer, der ikke vække eller nære en uren Sand-selighed, faa Lov til at komme frem. —
Naturen har selv anvist denne Vej, ved at de uvilkaarlige Ytringer af det legemlige Kjønsliv, der indtræde med Begyndelsen af Kjønskertlernes Virksomhed, vise sig paa et Alderstrin, hvor hele den øvrige legemlige og sjælelige Udvikling tilstrækkeligt vidner om, at den forplantningsdygtige Alder endnu ikke er indtraadt. Kjønslivets Underordnelse er altsaa nødvendig i denne Aldersperiode, ikke blot fordi hele den legemlige og sjæle
lige Udvikling tager alle Kræfter i Beslag, men ogsaa for Kjønslivets egen Skyld, thi netop dets Underordnelse i denne Alder er en Forudsætning for at det senere kan udfolde sig sundt og kraftigt i et lykkeligt Ægteskab, og derfor er det ogsaa nødvendigt for Efterslægtens Skyld, et Hensyn, hvis Vægt man dog skulde have særlig let ved
J9
at forstaa netop i vore Dage, da Udviklings
læren med alle dens Udløbere overalt be
toner dette saa stærkt. Sundhedsplejens Krav til Mennesket i denne Aldersklasse kan derfor udtrykkes med ét Ord, det er Selvbeherskelse.
Rigtigheden og Nødvendigheden af Sundhedsplejens Raad bliver yderligere ind
lysende, naar vi undersøge, hvad det egent
lig vil sige, naar Sundhedsplejen for dette Alderstrin ikke blot forlanger Selvbeherskelse og Afholdenhed gjennemført, men ydermere maa tilføje, at Kjønsdriftens Tilfredsstillelse i denne Alder er farlig og skadelig. Her tror jeg først i al Almindelighed at burde fremhæve, at Lægfolks og Opdrageres Bedømmelse af disse Farer ofte er vildledt i høj Grad, særlig saaledes, at de lægge for ringe Vægt paa de alvorligste Farer, fremfor alle da Faren for en delvis eller fuldstændig Mislykken af hele Personlighedsudviklingen, og altfor stor Vægt paa de legemlige Sygdomme, især de saa stærkt omtalte Følger af den saa-kaldte Onani. Dette skyldes, saa vidt jeg kan se, nærmest en fuldstændig Mis
20
visning i en stor Del af den herhen hørende populære Literatur, hvori der ofte, om end i en god Mening, er lagt udtrykkelig Vægt paa at virke afskrækkende. Frygt er under alle Omstændigheder et slet Middel til Forebyggelse af Fald for Drifternes Fri
stelser, og paa det Omraade vi her have at gjøre med, er den mere, den kan gjøre stor Skade ad forskjellige Veje, baade ved at vildlede de Unges Værger og Opdragere og ved at vildlede de Unge selv. Dette lærer den daglige Erfaring os Læger i rigt Maal. Men lige saa betænkelig en vildledt Frygt kan være, lige saa betænkelig er paa den anden Side den Ligegyldighed, hvor
med Farerne ved Overtrædelse af Sundheds
plejens Forskrifter betragtes af Mange. Vi høre jo daglig den Tankegang: Erfaringen lærer, at der er yderst faa unge Mænd, der føre et rent og afholdende Liv, men den lærer ogsaa, at der maaske er endnu Færre, som virkelig bliver ødelagte eller bliver Invalider til Legeme eller Sjæl som Følge af disse Udskejelser. Begge Betragtninger, baade hin vildledte og tildels overdrevne,
og denne sløvede og Sagens rette Betydning underkj endende, ville for en nærmere Prøve vise sig lige uholdbare. Naar vi nu skulle søge at udvikle den rette Forstaaelse af disse Farer, saa maa vi atter her søge vort Tilknytningspunkt i hvad jeg ovenfor har meddelt om Udviklingen i den Alderklasse, vi her have at gjøre med; ligesom jeg stærkt betonede den betydelige legemlige Ud
vikling, her foregaar, saaledes maa jeg ogsaa stærkt betone den sjælelige Udvikling i denne Alder. Menneskets sjælelige Ud
vikling har netop fra Sundhedsplejens Stand
punkt ikke mindre Betydning, thi Sjæl og Legeme ere uadskilleligt forbundne; de Farer, der true hin, true ogsaa dette, og omvendt. Jeg vil nu begynde med de mere rent sjælelige Farer.
Den første og sikkert den betydnings
fuldeste Fare, men ogsaa den mindst i Øjne faldende, vil jeg betegne som en Ud
artning i Personlighedens Udvikling, der i sine udprægede Former ender som Drifts-trældom. Samtidigt med den vigtige legem
lige Udvikling i denne Alderklasse, som jeg