Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s):
Titel | Title: Smaaskrifter fra "det Hvide Kors".
Bindbetegnelse | Volume Statement: 1888; Vol. 1-3
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : i Commission hos Indre Missions Boghandel, 1888-1890
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be
used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work
becomes public domain and can then be freely used. If there are several
authors, the year of death of the longest living person applies. Always
remember to credit the author
>*• '»%•
!'i iilci'
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130020833743
,DET H V I D E K O R S
Lægers Vidnesbyrd.
I Commission hos Indre Missions Boghandel (Chr. Christiansen.)
Dette lille Skrift er en dansk Bearbejdelse af:
«The testimony of medical men,)) by A. T. B, som er No. VI. af «Papers for men,» udgivne af «Church of England Purity Society.»
Græbes Bogtrykkeri.
Lægers Vidnesbyrd.
Ved at samle Stoffet til dette lille Skrift have vi ønsket, af fremragende Lægers Ud
talelser at vise følgende:
I. Der gjøres stor Uret imod Drenge ved at lade dem voxe op helt uden be
stemt Advarsel mod Urenhed, fordi det er i Barndommen at Grunden lægges til en stor Del af de herhen hørende Samfunds
onder.
II. Afholdenhed er paa ingen Maade skadelig for Helbreden, og Anbefalinger af eller Raad til urene Forholdsregler for Helbredens Skyld ere fra et videnskabeligt Synspunkt utilstedelige.
III. Selvbeherskelse er forholdsvis let
4
for dem, der fra Barndommen af have holdt sig selv rene.
IV. De Tilfælde, der omtales for at bevise, at Ukyskhed er en Nødvendighed, bevise kun, hvor bydende denne, som enhver anden, Synds Krav bliver, naar Mennesket er bleven dens Træl.
Det bør huskes, at disse lægevidenskabe
lige Udtalelser ere fremførte for at hjælpe de Tusinder af Mænd, som, idetmindste i deres bedste Øjeblikke, ønske at leve et kristeligt Liv, og som ikke desto mindre have den Forestilling, at paa dette Punkt er den sædelige Lov i Strid med Naturens Love.
Der gives ganske vist andre Mænd, som ikke ville lade sig binde af nogen Lov, menneskelig eller guddommelig, der strider mod deres Begreber om Nydelse; saadanne Mænd kan man næppe vente, at disse Ud
talelser skulle kunne indvirke paa.
Den følgende Række Udtalelser gjør ikke Fordring paa at være udtømmende. Deres Antal kunde vistnok være blevet betydelig forøget, hvis man havde anset dette for nødvendigt.
5
Ingen Bevisførelse bruges hyppigere til Forsvar for et ukysk Liv end den, der støtter sig til, at det er «nødvendigt» at synde; der er heller ingen, der er bedre egnet til at bringe den, der kæmper for at modstaa Fristelsen, til at opgive Kampen i For
tvivlelse. Derfor er det fremfor Alt af Vigtighed at gjøre det klart, at den saa- kaldte «Nødvendighed» kun er af samme Slags, som den, der gjælder Drankeren, der finder det ganske umuligt (undtagen ved Hjælp fra Andre) at sønderbryde de Lænker, som hans Aar igjennem fortsatte Tilvænning har bundet ham med. Med dette for Øje ville Kyskhedens Forsvarere anspænde al deres Kraft for at afholde unge Mænd fra de første Begyndelser til en Synd, som, hvis der gives efter for Fristelsen, i en høj Grad vil bidrage til at paatrykke det senere Livs Ukyskhed et Præg af'«Nødvendighed.»
Det vil maaske synes nogle Mænd, naar de mindes deres egne Erfaringer, at Afholdenhed er skadelig for Sundheden (hvad der end kan blive indvendt imod denne Sætning). Det bør imidlertid mindes, at de
6
i det Følgende meddelte Udtalelser kun gaa ud paa at vise, at Afholdenhed er uskadelig for dem, hvem det er en Samvittighedssag at holde sig rene, og som ville bruge al den Hjælp, der kan stilles til deres Raadig- hed, for at holde sig selv fri for Synd. Den Mand som lader sig nøje med at afholde sig fra ukyske Gjerninger, medens han ikke undertvinger urene Tanker og ikke holder sig fra, hvad der kan ægge hans Sandselig- hed, kan næppe undre sig over om han gaar Glip af den Løn, der vindes af den virkelig Kyske.
Den Paastand, «at Selvbeherskelse er for
holdsvis let for dem, der have holdt sig selv rene fra Barndommen af», kan selvfølgelig ikke gjælde Enhver, thi nogle Mennesker synes fødte med et vist særeget Hang til denne Synd, der i al Fald kan være en Følge af deres Forfædres Forhold. Som Acton siger: «Ingen Mand eller Kvinde kan, uden Forskjel, give efter for sine sandse- lige Fristelser, med mindre han vil løbe Fare for hos sine Børn at finde et Hang til det samme nedarvet.»
7
Men selv om en Mand er født med et særligt Hang til Ukyskhed, er det visselig hans Pligt at blive Herre over det, for at han ikke skal overføre det til sine Børn i en endnu farligere Form; det er hans Pligt, saa vidt han kan, at frelse dem fra den frygtelige Kamp, han selv har maattet kæmpe.
Og i Forsøg paa at ændre og bedre vor Karakter finde vi al mulig Opmuntring i vor Tids videnskabelige Lære. Vi lære jo, at Menneskets Natur ikke er en «bestemt given Ting», men Noget, der vexler uende
ligt hos de forskjellige Mennesker, og som kan løftes, ændres og omdannes ved de Paavirkninger, vi bringes til at udøve paa den; og vi høre fremdeles, at saadanne Ændringer til det Gode, som det lykkes os at frembringe i vort eget liv, nedarves til vore Efterkommere, og gjør det «lettere for dem at handle ret og vanskeligere for dem at gjøre Uret.»
Er det sandt, at Ukyskhed ved Arvelig
heden kan blive næsten naturlig for Nogle, saa kan det med samme Ret gjøres gjældende, at Selvbeherskelse ved Arvelighed kan blive
8
lettet for Børnene af dem, der have holdt deres Legeme i Ave.
I. «At der gjøres stor Uret mod Drenge ved at lade dem voxe op helt uden bestemt Advarsel mod Urenhed, fordi det er i Barn
dommen, at Grimden lægges til en stor Del af de herhen hørende Samfunds onder.»
«Jeg har sagt, at det er min vel over
vejede Mening, at det i mange Tilfælde vil være sand Visdom og Kjærlighed fra Forældres Side, aabent og i klare Ord at udvikle hele Udstrækningen af denne Fare for en Ureng, og at Følgerne af Eftergiven
hed kunne blive meget beklagelige for ham.»
W. Acton.
«Onde Vaner læres sikrest tidligt i Livet, og ukyske Gjerninger vilde man ikke saa let hengive sig til efter det fjortende Aar, hvis man ikke havde lært dem tidligere.»
A. Carpenter.
«Principles and Practice of School Hygiene.» p. 107.
«Tavshed om dette Æmne er en grusom Undladelse af, hvad et Barn netop har Ret
9
til at fordre af sine Forældre; thi det er meningsløst at forudsætte, at det ikke vil blive udsat for Fristelser, naar dets egne Drifter vaagne, eller at det kan undgaa Fald midt iblandt saa Mange, hvor En fordærvet kan, og i Almindelighed vil, fordærve de
Andre Vi maa ikke foragte
Tiden til de smaa Ting, eller glemme at Drengen vil blive til Mand, og at tidlig Mangel paa Selvbeherskelse hos Drengen af selvindlysende Grunde vil modnes til ustyrlig Lidenskab hos Manden, og saaledes faa sin Del af Ansvaret for at have bidraget til dennes Usædelighed.»
F. le Gros Clark:
«The physical consequences, personal and social, of impurity;» p. 6.
«Jeg tror, at Grunden til at der findes saa megen, Ukyskhed og Utugt i Verden for en stor Del skyldes Selvbesmittelse hos de Unge . . . .» «Jeg tror at det er denne Begyndelse paa det Onde, der fører til saa mange Udskejelser efter Afslutningen af Skolegangen.»
IO
«Forældre bør begynde at lære deres Børn Betydningen af Renhed i Livet før de nogensinde skilles fra dem. At opsætte Begyndelsen indtil de ere unge Mænd og Kvinder er omtrent lige saa unyttigt som at søge at standse et Iltog, der løber med fuld Fart. Det lader sig ikke gjøre.»
Clement Dukes.
«The preservation of Health.»
«Drenge og unge Mænd have særegne Fristelser, der i sig selv ere stærke nok, men blive endnu stærkere ved de giftige Raad, de altfor hyppigt faa af Andre, der ere lidt ældre end de selv, og ved Manglen af ethvert fornuftigt Raad fra deres Forældre, deres Præst eller deres Læge, som kunde tjene til Modgift.» A. M. Edge.
«Self-Control.» p. 6.
«Det vilde være meget heldigt, hvis de, som have Drenge at opdrage, vare mindre betænkelige ved at give Advarsler i denne Sag. Megen Forvirring og Ængstelse kunde spares ved alvorlig og kjærlig Vej
ledning i rette Tid Et gjennem
Aaringer udstrakt Bekjendtskab med dem, som netop have forladt vore Skoler, har givet mig et stærkt Indtryk af hvor vigtig denne Sag er.»
G. M. Humphry:
«Holmes System of Surgery.» p. 603.
II. " A t A f h o l d e n h e d p a a i n g e n M a a d e er skadelig for Helbreden, og at Anbefalinger af eller Raad til urene Forholdsregler for Helbredens Skyld fra et videnskabeligt Syns
punkt ere utilstedelige.'!)
«Beviset til Fordel for Uafholdenhed for
tjener særlig Paaagtelse, fordi det gjør Fordring paa at være grundet paa Physio- logien. Jeg er bleven raadspurgt af Mennesker, der frygtede, eller angav at de frygtede, at hvis Organerne ikke bleve regelmæssigt øvede, vilde de atrophiere (svinde hen), eller at Impotens paa en eller anden Maade vilde blive en Følge af Kyskhed. Dette er den Grund, de angive, til at bedrive Hor. Der er ingen større Fejl end denne, og ingen, der mere strider imod hvad der er physio- logisk sandt. Først og fremmest maa jeg
12
fremhæve, at jeg, efter mange Aars Erfaring, aldrig har set et Exempel paa Atrophi af Kjønsorganerne af denne Aarsag. Ganske vist har jeg truffet Beklagelser derover; men i hvilken Slags Tilfælde træffes de? I alle Tilfælde stammer det fra den stik modsatte Grund — tidlig Misbrug: Organerne op
slides, og deraf kommer Atrophi.»
W. Acton.
«Afholdenhed er mulig, og ikke blot forenelig med, men førende til Helbred.
Manges Erfaring vil bekræfte begge disse Paastande; men jeg gaar videre, og jeg hævder, at Afholdenhed er det eneste sunde og normale for den Unge, og at, naar Modenheden er naat, ville de, som have ført et afholdende Liv i Ungdommen, være i Stand til at taale Livets Prøvelser og ud
føre dets Gjerning langt bedre end de som ikke har det; medens de ville overføre til deres Efterkommere en stærkere Constitution end de, som have forødt deres tidlige og umodne Kræfter paa en Maade, Naturen
*3
ikke bar anvist, og derved svækket hele deres System.»
John Kellock Barton:
«Address to D. Univ. P. Assoc.» p. 17.
«Jeg vil her bemærke, at, trods meget stærke Paastande om det Modsatte, og af Autoriteter, som sige sig at have studeret Spørgsmaalet grundigt, er der ikke angivet tilstrækkelig gyldige Indvendinger, støttede paa antagelige Grunde eller paa physiologiske og hygiejniske Erfaringer, imod at leve, ja, at tilbringe hele sit Liv i ugift Stand.» (p. 40).
«Den Grund, at det, hvis Ægteskab af forskjellige Hensyn ikke kan indgaas, allige
vel af physiologiske Grunde er nødvendigt, at der maa tilvejebringes en Erstatning der
for paa en eller anden Maade, er fuld
stændigt fejlagtig og overfladisk. Det kan ikke for stærkt slaas fast, at den strængeste Afholdenhed og Renhed er lige saa fuldt i Overensstemmelse med Physiologiens som med Moralens Lov, og at Eftergivenhed mod Lyst, Drift og Lidenskab lige saa lidt kan støttes paa physiologiske eller natur
14
videnskabelige som paa moralske eller reli
giøse Beviser.» (p. 47).
Lionel S. Beale:
«Our morality and the moral Question.s
«Hvad angaar Uskadeligheden af Kysk
hed for enhver Mand eller Kvinde, i enhver Periode af Livet, saa vidt der tages Hensyn til legemlig Helbred eller Kræfter, synes det i den Grad en selvfølgelig Sag, at jeg ikke kunde sætte mig ned og med velberaad Hu skrive særligt om den.»
T. K. Ch.am.bers:
«Medical Opinions« (2nd. edit.) p. 8.
«Her maa jeg dog først sige nogle faa Ord med Hensyn til en Indvending mod Kyskhed, der er fremført af Nogle, idet de paastaa, at kjønslig Omgang er nød
vendig for Manden til Bevarelse af hans Helbred. Denne Paastand benægter jeg paa det bestemteste; men det vil være nyttigt at betragte dette Forsvar for Ukysk- hed lidt mere i det Enkelte. Idet jeg forbi- gaar den klare Kjendsgjerning, at en saadan
!5
naturlig Lov vilde stride imod Guds Ord, vil jeg paakalde Physiologi og Erfaring til Forkastelse af denne Anskuelse.»
F. Le Gros Clark.
«The physical consequences of Impurity.» p. 8.
«Det er en hyppig Regel, der bibringes de Unge i alle Aldre: «det siges mig, at det er meget skadeligt for mig at være af
holdende ; min Helbred vil lide ved det.»
Der er ingensinde opfundet nogen større Løgn. Det er simpelthen et lavt Paafund for at dække Synden, og har ingen Grund i Virkeligheden.«
Clement Dukes:
«The preservation of Health.)) p. 158.
«Derfor beder jeg Dig, sæt ikke nogen Lid til dem, der ville fortælle Dig, at Af
holdenhed vil foraarsage Tab af Styrke i Kjønsredskaberne, saa at Du, naar du gifter Dig, vil blive ude af Stand til retteligt at opfylde Ægtestandens Krav. Dette er simpelthen en Løgn. Fuldstændig Kyskhed før Ægteskabet er ikke blot en ublandet
16
Fordel for Manden, men hans Børn ville blive talrigere og sundere.»
A. M. Edge.
«Self-Control.» p. 15.
«Der er ingen Organer, der kunne underkastes saa stærk en Indskrænkning i deres Virksomhed som Kjønsredskaberne.
Deres Funktioner ere hverken umiddelbart eller middelbart i mindste Maade væsent
lige for Legemets Liv — neppe nok engang for dets Velbefindende. Testiklens Funk
tioner, saavelsom de kvindelige Kjøns- redskabers1), kunne undertrykkes for lange Tider, endog gjennem hele Livet, -— og dog vil deres Bygning forblive normal og i Stand til at kaldes til Virksomhed. I denne Henseende gjøre deres Egenskaber dem særligt
') I den engelske Text staar der, formodentlig ved Fejltryk eller Uagtsomhed, «the mammary gland and the uterus»; dette have vi oversat ved de kvinde
lige Kjønsredskaber; nøjagtigt skulde der egentlig i Modsætning til Testiklen være nævnt Æggestokken.
r7
skikkede til at underkastes Menneskets mo
ralske Natur.»
G. M. Humphry:
«Holmes System of Surgery.» p. 603.
«Vi maa skarpt fastholde, at, for at sikre Styrke og sund Udvikling i den tid
lige Ungdom, maa Kjønsorganerne holdes i Ro; og under ingen tænkelig Omstændig
hed kan vi betragte løsagtig Elskov paa et senere Tidspunkt af Livet som noget rin
gere end en Synd, der ikke kan undskyldes.»
J. J. Nason.
«Presidential Address at the annual Meeting of the Birmingham and Midlands Branch of the Brit. Med.
Association.)) 1884. p. 23.
«Mange af Dine Patienter ville spørge Dig om Kjønsomgangen og vente, at Du vil tilraade Ukyskhed. Jeg vilde lige saa gjerne tilraade Ty veri eller Løgn eller hvad som helst Andet, som Gud har forbudt. Hvis Mænd ville bedrive Hor eller Ukyskhed, maa det blive deres egen Sag og paa deres eget Ansvar alene Kyskhed skader hverken Sjæl eller Legeme; at underkaste
i8
sig dens Tugt er fortræffeligt. Man kan roligt vente til Ægteskabet, og blandt de mange nervøse og hypokondre Patienter, som have snakket til mig om Utugt, har jeg ikke hørt En sige, at den har gjort ham bedre eller lykkeligere.»
Sir James Paget:
«Clinical Lectures and Essays.» 2 nd. edit. p. 293.
«Jeg deler intet Øjeblik deres Mening, der se paa Utugt ikke blot som en Nød
vendighed, men som et Gode, — som et Skjold imod værre Laster, og som en Vogter for Dyden i Ægteskabet. Man føler instinkt
mæssigt, at slige Beviser, hvor rimelige de end kunne synes ved det første Øjekast, ere usande; i Virkeligheden taale de ikke en nærmere Prøvelse.»
Edmund A. Parkes:
»Manual of practical Hygiene.» 4 edit. p. 468.
III. «.Ai Selvbeherskelse er forholdsvis let for dem, der fra Barndommen af have holdt sig selv rene.»
l9
«Min egen Mening er, at hvor der, som Tilfældet er med et stort Antal, er bleven vaaget omhyggeligt over en ung Mands Op
dragelse, og hans Sjæl ikke er bleven for
nedret ved nogen syndig Vane, er det i Almindelighed forholdsvis let at være af
holdende, og kræver ikke nogen stor eller overordentlig Anstrængelse; og ethvert Aar af frivillig Kyskhed gjør Forsøget lettere ved Vanens blotte Magt.»
«Vort Formaal maa være at bevare en ren og sund Sjæl i et rent og sundt Legeme.
Omsigtsfuldt ordnet Opdragelse og Øvelse af begge til dette bestemte Formaal vil, det er jeg vis paa, i de fleste Tilfælde for
mindske Vanskeligheden ved at føre et kysk Liv til et Minimum, og i Virkeligheden gjøre Kampen snarere til en stolt og taknemlig Følelse af Selvbeherskelse end til en be
sværlig Møje.»
William Acton
Sp.: «Vil Drenges Opdragelse i en mere moralsk Athmosphære formindske den natur
lige Tilbøjelighed til Kjønsudskeielser.
20
Sv.: «Utvivlsomt. Dette er et af vor Tidsalders vigtigste Spørgsmaal.»
' T. Clifford Allbutt.
«Medical Opinions.« i st. edit. p. 10.
«Man vil finde, at hvad enten vi se det fra Religionens, Philosophiens, Viden
skabens eller Forstandens Standpunkt, er Erhvervelsen af Selvbeherskelse Begyndelsen og Enden paa enhver human Bestræbelse i Menneskehedens Interesse. Jo tidligere i Livet Selvbeherskelsen begynder sit Arbejde, desto bedre for den Enkelte.»
Lionel S. Beale.
«Our morality and the moral Question.s p. 62.
«Intet virker saa stærkt til at forøge Driften som Sjælens uafbrudte Henvendelse paa Gjenstanden for dens Tilfredsstillelse, medens Intet saa virksomt undertrykker den som en forsætlig Øvelse af Sjælsevnerne paa andre Gjenstande, og at man leder sin Nerve- kraft ad andre Baner.»
W. B. Carpenter.
Human Physiology. p. 938.
«En tidlig grundet Vane til Afholdenhed vil gjøre Udøvelsen af den i senere Aar til en forholdsvis let Sag; derimod vil en tidlig og utøjlet Given efter for Lidenskaben med
føre en saadan nervøs Pirrelighed og consti- tutionel Uro, — ikke at tale om stor Ustadig
hed i Forsættet og forringet Evne til Selv
beherskelse — at det bringer den ulykkelige Lidende til at søge Lindring i ulovlige og farlige Midler, der, ligesom Brændevinsdrik, ikke blot ville bidrage til Udviklingen af den Sygdom de skulde fjerne, men ogsaa i sig selv blive Aarsagen til andre Onder, som det er langt vanskeligere at taale end Selvbeherskelsens sunde Herredømme.»
J. J. Nason,
Presidential Address at the annual Meeting of tjie Birmingham and Midlands Branch of the Brit.
Med. Assoc. 1884. p. 26.
«Nogle have ment, at i de første Mand- domsaar er Afholdenhed umulig, eller, hvis den gjennemføres, sker det med Fare for Udviklingen af andre Udskejelser, der ere mere skadelige end kjønslig Omgang med alle dens Farer. Men dette er visselig en
22
Overdrivelse; Udviklingen af denne Selv
underkastelse (passion) kan blive paaskyndet eller forsinket, forøget eller formindsket, ved forskjellige Forholdsregler, og Afholden
hed bliver ikke blot mulig, men let.»
Edmund A. Parkes.
Manual of pract. Hygiene. 4 edit. p. 467.
IV. At de Tilfælde, der omtales for at bevise, at Ukyskhed er en Nødvendighed, kun bevise hvor bydende denne, som enhver anden Synds, Krav kan blive, naar Mænd engang ere blevne dens Trælle.
«Det er en alvorlig Sandhed, at "Villiens Eneherredømme eller med andre Ord Men
neskets Herredømme over sig selv og sine ydre Forhold, er en Vanesag. Enhver Sejr styrker Sejrherren.« William Acton.
«Det er Driftens Existens, der er en nødvendig Del af Naturen, — ikke Ukysk- heden Det er kun Driften, som er en Nødvendighed, ikke den Maade, hvorpaa den tilfredsstilles. E. Blackwell.
«Counsel to parents.»
23
«Afholdenhed er fuldtud mulig og forene
lig med Sundheden, skjøndt den, adlydende Naturens almindelige Lov, bliver meget vanskelig naar Legemet er blevet vænnet til Uafholdenhed; men selv da tror jeg, at Af
holdenhed hverken er umulig eller skadelig for Sundheden.»
George Cowell.
«Church Work.» Febr. 1879. p. 350.
«Det er et stort Misgreb af en ung Mand at give efter for Tilbøjelighed til Ukyskhed. Han vil finde, at jo mere han give efter for sine Lidenskaber, desto mere bydende ville de blive, indtil de for enhver Pris maa tilfredsstilles, og han nødes til at ofre, en for en, enhver ren og ædel Stræben, enhver uskyldig Fornøjelse, for denne ene overmægtige Lidenskabs Skyld.»
A. M. Edge.
«Self-Control.» p. 14.
24
Til ovenstaaende Oversættelse fra Engelsk tillade vi os at føje den Udtalelse af det lægevidenskabelige Fakultet ved Kristiania Universitet, som det under 28. December 1887 har afgivet til den norske Forening til Fremme af Sædelighed:
«Den i den senere Tid her og der frem- kastede Paastand, at et sædeligt Levnet og sexuel Afholdenhed medfører Fare for Helbreden, er efter vor enstemmige Erfaring urigtig. Vi kjende ikke noget Tilfælde af Sygelighed eller Sygdom, der maa eller kan siges at være foraarsaget af et rent, sædeligt Liv.»
J. Nicolaysen. E. Winge. Lochmann.
H. Heiberg. Johan Hjort. J. Worm-Muller.
E. Schønberg.
DET H V I D E K O R S
Harald Westergaard.
K j ø b e n h a v n .
I Commission hos Indre Missions Boghandel (Chr. Christiansen.)
Foredrag i Bethesda den 30. Aprd 1888.
Græbes Bogtrykkeri.
„Det hvide Kors."
Naar der i den senere Tid er blevet arbejdet herhjemme paa et eller andet Punkt mod Usædeligheden, da har man undertiden kunnet høre mismodige Stemmer, der spørge, hvortil dette Arbejde kan nytte.
De frygte for, at naar man tager fat paa et Punkt, opnaaer man i det højeste at lede det Onde ind i andre Retninger.
De føle sig raadvilde overfor den ustandse
lige Strøm, der fra mægtige Kilder har udgydt sig over Samfundet, denne Strøm af uren Attraa, ukyske Tanker, letfærdig Tale, Hoer og Skjørlevnet. De frygte for, at naar man med de svage Kræfter, Men
nesket har til Raadighed, vil prøve paa
4
at standse denne mægtige Strøm paa et eller andet Punkt, saa vil Strømmen gjennem- bryde den svage Dæmning og bruse vildere end før i sit vante Løb, eller den vil svulme saa meget desto kraftigere i andre Retninger.
Er det da sandt, at Strømmen er saa dyb og rivende? Ja desværre, og det ikke mindst i vort lille Fædreland. Fra en Mængde urene Hjerter udgaaer denne Strøm, onde Tanker, Hoer, Skjørlevnet og Be
spottelser, og kan man end sige, at der er mangt et godt Hjem, hvor Forældrene oplære deres Børn i Tugt og Ære, og er der end — Gud være lovet — mange Mennesker, der føre et rent Levnet, saa maa man dog med Sorg indrømme, at det staaer kun slet til med Sædelighedsbevidst- heden herhjemme, og at mangt et Hjerte staaer i Fare for at overskylles af Strømmens plumrede Bølger.
Vi møde den i Kunsten og Litteraturen.
Hvad er det for Bøger, Billeder, Theater- stykker, der søge og finde et Publikum nutildags? Som det næsten gjøres til en
Pligt at kjende under Paaskud af, at det er Nutidens Frembringelser! Er det Ting, som med Tryghed kunne anbefales unge Mennesker, og som kun kunne virke for
ædlende og opdragende? Desværre kun altfor ofte nei! Kun altfor tidt er det Ting, hvis Ophavsmænd see deres Fordel i en mere eller mindre usminket Forkyndelse af Sandselighedens Religion, idet de lægge an paa at vække sandselige Fantasier, og under Poesiens Flag søge at indsmugle urene Tanker.
Og vi møde Strømmen i det daglige Liv, see den føre Ukyskhedens Lærdomme ud i vide Kredse. Lad os gaa ind i en Kaserne og lytte til Soldaternes Samtale;
lad os spørge hvad det er der krydrer Arbejdet og Maaltidet i Fabrikker og Værk
steder, hvad det er for Vittigheder og Historier, der lees af i Skolerne. Hvad er det for Anekdoter, der leve længst, hvad er det for Tale, der først og fremmest finder Opmærksomhed og vækker Latter i dette lattermilde Folk? Kan nogen Sam
fundsklasse sige sig fri for letfærdig Tale
6
og gækkeligSkæmt? Nei desværre! Ustandse lig bevæger den brede mudrede Strøm sig fra sine dybe Kilder.
Og vi møde den under endnu værre Former. Vi høre tilsyneladende alvorlig og velbegrundet Tale: «Drifternes Til
fredsstillelse er en naturlig og nødvendig Ting, Kønsdriften lader sig ikke kue, det er en Pligt man opfylder, naar man adlyder Naturens Røst og tilfredsstiller de sandselige Drifter; det er umuligt at leve kysk, der er ikke nogen Mand der gjør det, man kan ligesaa godt strax opgive ethvert Skin af at være sædelig. >•> Den, som allerede er faldet, lokker derved for sine Kammerater, besmykker sin egen Skam og skaber en Undskyldning for sin Ukyskhed ved at friste andre og gjøre det til en Trossætning, at sædelig Renhed er en Umulighed.
Jeg veed det vel, at mange ville und
skylde alt dette og paastaa, at Farerne ere overdrevne. De ville f. Ex. sige, at det dog ikke er mange, der aabenlyst lokke deres Kammerater til Utugt ved at prædike om Drifternes Herredømme for dem, som
7
om ikke Enhver af os, der er her tilstede, hver i sin Kreds mange Gange har hørt denne Prædiken. Eller man vil hævde, at Kunsten og Poesien have en Skjønhedens Kaabe over sig, hvorved det bliver rent, som ellers vilde være urent, og at kun den, hvis Fantasi alt er blevet besmittet, vil lægge noget urent deri. Som om alt hvad den moderne Retning har frembragt virkelig fortjente Navn af Kunst og Poesi,
— og selv om saa var: mon nogen for Alvor tør paastaa, at Poesiens Skjønhed kan skjule en usædelig Tendens? Saa lidt kan den skjule en saadan Tendens, som der overhovedet kan bygges en sædelig Livs
anskuelse paa Æsthetik. Kun saadanne Frembringelser i Kunsten og Literaturen, som forene Skjønhed med sædelig Renhed, kunne virke forædlende, men kan det siges om den Retning, som nu kræver overlydt at kjendes og anerkjendes? Men for den rene, siges der, er alle Ting rene, det er fordærvede Mennesker selv, der misbruge dem. Ja, mange kunne væbne sig mod Fristelserne, kunne maaske virkelig glemme
8
Tendensen i en Bog over dens poetiske Skjønheder, men der er andre, for hvem blot en Times Læsning i en saadan Bog kan være skjæbnesvanger. Fristeren er overalt paa Færde, for ham er netop Skjøn- hedens Former saare velkomne, han paa
tager sig de mest tillokkende Skikkelser;
han gjemmer sig i et Theaterstykke eller en Roman, svøbt i Skjønhedens Klædebon sniger han sig ind i et Menneskes Hjerte, og der kogler han fra Sjælens Dybder urene Tanker og Fantasier op, som lidt efter lidt gjøre sig til Herre over Mennesket.
Fristeren slipper ikke denne Skjønhedens Kappe, før han har naaet sit Maal, før han har tilsløret Blikket paa sit Offer, saa at han ikke længer kan se Gud.
Eller man vil undskylde den raadne Tale, som føres blandt Mænd. «For den rene er alting rent; al denne Skjæmt bliver kun paa Overfladen og berører ikke Hjertet.
Et Menneske kan lade sig henrive af al denne Lystighed og dog være ren i Sind og Tanke.» Ja, mange slippe maaske uskadte fra et Bad i denne Strøm, men
der er ingen Tvivl om, at saare mange derigjennem vænnes til at nære urene Tanker, og at deres Kyskhedsfølelse og Agtelse for Kvinden lidt efter lidt undergraves derved.
Den der forlyster sig og andre med den Slags raadden Tale, lad ham spørge sig selv, om han er vis paa, at hans Ord aldrig komme til at besmitte et Menneske, og at Ingen nogensinde lægger mere deri, end der er ment; lad ham spørge sig selv, om han er vis paa ikke at faa noget Ansvar derved, om han troer at han aldrig kommer til at gaa Fristerens Ærinde.
Vil man have et Vidnesbyrd om den urene Strøms Dybde og Kraft, saa kan man se paa Resultaterne af al denne Virk
somhed i Usædelighedens Tjeneste, paa det store Antal løsagtige Kvinder og lave For
bindelser, af Forbrydelser mod Sædeligheden og paa Utugtens Følger, den uhyre Mængde af Sygdomme, hvis Antal er et frygteligt Vidnesbyrd om Usædelighedens Udbredelse, en forfærdelig Anklage mod Mændene.
Hvad kan der gjøres, for at denne Strøm af Urenhed kan blive svagere? Man
IO
maa gaa til Kilderne for at tørre dem ud.
Vel kan det vække Mismod at se disse dybe mægtige Væld; hvilket Menneske kan standse dem? Nei, Menneskekræfter lykkes det aldrig. For Mennesker er det umuligt, men for Gud ere alle Ting mulige. Lad os fylke os ved Korsets Fod, udruste os med Troens og Kjærlighedens Vaaben, og gaa til de stakkels vildledte og blændede Mennesker, søge at vække deres sovende Samvittighed, og rive Bindet fra deres Øjne. Lad os opsøge dem der ere nærved at falde, og støtte dem af bedste Evne, vise dem hvor hule og falske de Argumenter ere, som lyde omkring dem, opmuntre dem til at overhøre Latteren — den vi Danske er saa bange for. — Lad os lære vore Medmennesker at agte Kvinden, og at agte deres eget Legeme, saa at de ikke ville nedværdige det i sandselig Lyst. Saa skal vi nok see den Forjættelse blive opfyldt:
Salige ere de Rene af Hjertet, thi de skulle see Gud; vi skulle med hans Hjælp faa den Glæde at see mange, hvis Blik nu er tilsløret, faa Øjnene op for det evige Rige.
Det er dette, der er Opgaven for Foreningen
«det hvide Kors», som en lille Kreds af Mænd har stiftet efter Exempel fra England, og som vi nu bede alle troende Mænd om at støtte.
Denne Forenings Love lyde saaledes:
«§ i. Denne Sædelighedsforenings For- maal er at fremme Kyskhed og skyldig Agtelse for Kvinden og at virke for en renere Tone i Omgangslivet.
§ 2. Adgangen til Foreningen staai aaben for enhver Mand over 16 Aar, som ved sin Underskrift slutter sig til Foreningens Formaal og indmældes af et Medlem.
§ 3. Foreningen virker, paa kristelig Grund, dels ved Afholdelse af Møder, dels ved Udbredelse af Smaaskrifter. Ved Mod
tagelsen af Medlemskortet, der giver Ad
gang til Møderne, betales 25 Øre. Ud- mældelse sker skriftlig, og samtidig maa Medlemskortet tilbagesendes.
§ 4. Hovedforeningens Anliggender styres af et Raad paa 9 Medlemmer, der supplerer sig selv. Raadet er ulønnet, men det har Ret til at tage lønnet Medhjælp.
12
De stedlige Foreninger ordne selv deres Styrelse.»
Vi have gjort disse Regler saa faa og simple som muligt, og have gjort Adgangen til Foreningen saa let som mulig for dem der ere enige med os; vi have derfor ikke villet opkræve noget Medlemskontingent, for at det ikke skal være nogen Hindring;
hvad der gaaer med til Foreningens Virk
somhed, til Udgivelse af Skrifter osv., det haabe vi at faa ind i Bøsserne ved Møderne, eller at Sagens Venner ville sende os hvad vi behøve. Ikke heller kræves der ved Indtrædelsen noget Løfte, men kun en Er
klæring om, at man er enig i Foreningens Formaal og vil slutte sig til den. Denne Erklæring lyder saaledes: «Jeg undertegnede N. N., der erkjender det for at være min Kristenpligt:
1) at være kysk;
2) at omgaas Kvinder med skyldig Agtelse og, naar Lejligheden byder det, at værne dem mod Fald og Nedværdigelse;
3) at søge at standse uhøvisk Tale og let
færdig Skjæmt;
4) at hævde, at Kyskhed i lige Grad bør kræves af Mænd og Kvinder;
5) at arbejde for Udbredelsen af disse Grund
sætninger i min Kreds og at hjælpe mine Brødre til at leve efter dem;
ønsker Optagelse i Foreningen «det hvide Kors ».»
Hvad jeg her har læst op, haaber jeg vil tale for sig selv, jeg skal blot omtale et Par Indvendinger, som ganske naturlig kunne rejse sig mod en Forening som «det hvide Kors».
Der er for det første en Indvending, som man undertiden hører alvorlige Mænd fremsætte. «Er det rigtigt at tale om disse Ting, bør man ikke heller lade Taushedens Slør hvile derover, ihukommende Pauli Ord, at disse Ting bør end ikke nævnes iblandt os, som det sømmer sig de Hellige ?>^ Ja ganske vist, det var bedst, om man slet ikke behøvede at nævne Ting som Horeri og Urenhed, om Sproget end ikke havde Ord derfor, men her er der kun lale om et simpelt Nødværge, en Protest mod dem, der højlydt og i Krogene prædike Drifternes Herredømme; det gjælder at godlgjøre hvor
H
ugrundede disse Paastande ere, og det kan ikke nytte at tie, naar andre tillade sig at tale. Vi have ligesaa vist en Pligt til at tale mod disse Ting, og altsaa om disse ling, som vi i det Hele taget skylde Gud at virke for Udbredelsen af hans Rige, saa sandt som Forlokkelse til Usædelighed er et af de virksomste Midler til at bringe Troen i Glemme.
Langt større Vægt tillægger jeg to andre Indvendinger. For det første: hvorfor ude
lukkes de Ikke-Kristne fra Foreningen? og for det andet: naar kun de Kristne skulle med, hvortil behøves der da en Forening, naar der dog ikke kræves andet af Med
lemmerne end, hvad de i Forvejen erkjende for deres Kristenpligt?
Hvad nu det første Spørgsmaal angaaer, da ville mange sige: hvor ukjærligt af Eder at udelukke en Mængde Mennesker, der holde Sædelighedens Fane højt, og altsaa have samme Formaal som I! Og tillige hvor uforstandigt at indskrænke Kredsen af Arbejdere, saa at det efter al Rimelighed kun bliver en lille Hob, der samler sig om
i 5
Foreningen! Enhver Kristen vil efter hvad jeg har udviklet forstaa Svaret. Vi ville med Glæde see dem, der staa udenfor Kristen
dommen, arbejde for Sædelighedssagen, men vi bygge i Virkeligheden paa helt andre Forudsætninger end de, og vi kunne kun hæmme hverandre ved at arbejde sammen. Vi tro vel, ligesom de, at der kan opstilles rent menneskelige Grunde for Muligheden af at føre et kysk Levnet, og at lægevidenskabelige Undersøgelser maa føre til det Resultat, at Kyskhed lader sig forene med en sund Tilværelse; vi ere overbeviste herom, fordi vi tro, at naar Gud har givet os et Bud, saa er det for at vi skulle leve derefter, og at Livet her
nede ikke gjør os det umuligt at følge dette Bud. Vi tro, at der er mange Men
nesker, der ved god og sund Opdragelse, ved deres Karakters Styrke og Ligevægt værnes mod Fald. Men vi tro ogsaa, at naar Fristelserne storme ind paa den stak
kels faldne Menneskesjæl, naar et Menneske bearbejdes af sine Kammerater med Grunde og Modgrunde, og naar Latteren lyder om
16
kring ham, saa er der kun eet Fristed, hvor han kan vide sig fuldstændig tryg, og det er ved Korsets Fod, vi tro, at mange Mennesker kunne blive fristede og anfægtede saaledes, at Øjeblikkets Begjær er stærkere end den bedste Beslutning, naar de ikke kunne ty til ham, der ikke frygter Haan og Spot, som kjender Hjertets skjulte Afkroge og dog elsker os mere, end Mennesker kunne fatte, og er rede til at hjælpe os, naar vi kalde paa ham, Jesus Christus vor Frelser. Det er den sikkre Ankergrund, og lade vi den ude af Sigte, saa komme vi let ud paa vilde oprørte Bølger. Derfor er der en saa væsentlig Forskjel mellem dem der staa udenfor og indenfor Kristendommen, at vi ikke kunne beskyldes for Ukjærlighed, naar vi ikke ville stryge Kristendommen af vort Program.
Netop fordi Sagen er saa stor og vigtig, netop fordi den urene Strøm er saa dyb og rivende, bør vi staa paa Troens Grund, idet vi holde fast ved ham, der kan bringe meget ud af lidt, selv om vort Antal der
ved skrumper ind. Vi vide jo, at en lille
i 7
Skare kan gjennemsyre et helt Samfund, naar den kun besjæles af brændende Kjær
lighed og Tro. Hvad vi tabe i Antal, ville vi mere end vinde i Kraft.
«Men,» kan man sige, «naar altsaa de Ikke-Kristne udelukkes, hvortil nytter da en Forening? Thi den Kristne hører jo til en Forening, idet han hører til den levende Menighed og staar i Samfund med Gud*, han kjender jo sin Pligt, han veed, at han skal vidne for Sandheden, og han veed, hvor han skal søge sin Styrke. Ja, de som forkynde Usædelighedens Religion, gjøre det jo ikke en Gang som Medlemmer af en Forening.» Nej, ganske vist, men i ethvert enkelt Tilfælde finde Usædelighedens Til
bedere hverandre og slutte sig sammen for at møde dem med Spot og Latter, der ikke ville deltage i deres letfærdige Tale eller følge i deres Fodspor. Og mon da enhver Kristen er sig sin Pligt fuldt ud bevidst, og er han udrustet, som han bør være det, mod Modstandernes Argumenter?
Trænger han aldrig til at opmuntres, og har han altid Mod til at træde op, hvor
i 8
hans Pligt byder det? Var det ikke godt for en Kristen, der daglig er udsat for Fristelser og Spottegloser, der staaer ene blandt sine Kammerater, — alle maaske klogere og mere erfarne end han, — om han vidste, hvor han skulde finde Venner, der vilde hjælpe ham i Kampen med Raad og Daad, hjælpe ham at faa Oplysninger til at slaa Kammeraternes Argumenter med, og som ville bede for ham og med ham?
Mon det ikke skulde kunne støtte ham at vide, at han har taget sit Parti ved at slutte sig til en Forening, og at han har Venner rundt om i Landet, der alle som han have besluttet at leve kysk, og ærlig søge at gjennemføre denne Beslutning? Og for at dette ikke skal synes meningsløs Tale, saa skal jeg meddele et lille Træk fra England, som er meget oplysende. En ung Mand var ansat i en Forretning, hvor der Dag ud og Dag ind førtes den smud
sigste Samtale. Han tilhørte en Sædeligheds- forening, med samme Formaal som det hvide Kors, og han havde en levende Bevidst
hed om. at han ikke stod alene, og- at han
19
som Medlem af en saadan Forening ikke burde underkaste sig men kraftig mod
arbejde al denne Urenhed. Han skrev til Sekretæren for Foreningen, fik en Del Exemplarer af et lille Skrift til Uddeling blandt sine Kammerater, og drøftede der
efter Sagen med dem enkeltvis. Lidt efter lidt fik han dem en efter en over paa sin Side, og tilsidst var der dannet en offentlig Mening mod al denne Tale, saa at der ikke blev talt et smudsigt Ord blandt de mange Mænd i Forretningen. Det er et Exempel, som det nok er værdt at følge, og det kan give mangt et Menneske, der tvivler om sin egen Kraft, Haab og Mod til at tage fat. Og kan der med et saadant Exempel for Øje være nogen Tvivl om, at en Forening som det hvide Kors kan gjøre Gavn? Saalænge vi leve her paa Jorden vide vi, at vi trænge til at støttes af hver
andre; selv om vi have lært at folde vore Hænder til Bøn, ere vi dog hver Dag ud
satte for at falde, og saare gjerne lokkede Fristeren os bort fra Gud. Derfor er det, at Menigheden skal fylke sine Medlemmer
20
til Kamp mod Usædeligheden; det er dette vi tilsigte ved det hvide Kors.
Yi see denneForenings Berettigelse deri, at der er en Opgave at løse, saa sandt som enhver Forening, der arbejder i Guds Riges Tjeneste, har sin fulde Berettigelse, det være en Forening til Indre Mission eller til Bibelens Udbredelse, Menighedsforeninger eller Søndagsforeninger. Igjennem disse for
eninger skulle de Kristne lære at finde hverandre og arbejde sammen til fælles Støtte for at vinde Sjæle for Guds Rige.
Det hvide Kors vil samle alle dem, hvem Sædelighedssagen ligger paa Hjerte, be
kymrede Forældre, der gjerne ville skjærme deres Børn mod Fristelser, unge Mænd, der føle sig ene i Kampen; det vil samle dem til Møder, oplyse dem ved Smaaskrifter, føre dem sammen, for at de kunne hjælpe hverandre, i smaa eller store Kredse, flere sammen eller kun to og to, alt sammen i Tillid til Jesu Forjættelse, at hvor blot to eller tre ere tilsammen i hans Navn, vil han være midt iblandt dem. Vi bede alle som ere enige med os om at støtte os ved
at lade sig indmelde i Foreningen og virke for dens Udbredelse, for at Samvittighederne kunne blive vakte og de onde Røster over
døvede, for at den Tid engang kan komme, da der er en sædelig Samfundsbevidsthed, idet Folket har lært at betragte usædeligt Levnet som en Plet paa et Menneske.
Maaske kan den Tid komme snart, naar vi blot arbejde med troende Hjerter i Jesu Navn. Vi anbefale denne Sag til alle dem, der have samme Tro som vi, og vi anbefale den til ham, der har givet os den dejlige Forjættelse: «Salige ere de rene af Hjertet, thi de skulle see Gud.» Ja, kjære Herre og Frelser, du som kjender vort stakkels flagrende Hjerte der er saa tilgængeligt for alle onde Ting, hjælp os at arbejde for Hjertets Renhed for os selv og andre, vel
sign vore fattige og svage Kræfter, saa at vi under dette Arbejde kunne udrette noget til dit Riges Fremme!
s - ,
S M A A S K R I F T E R
fra
„DET H V I D E K O R S " .
Nr. 3.
H o v e d f o r d r i n g e r n e i
Kjønslivets Sundhedspleje hos unge Mænd.
F o r e d r a g
af
Dr. med. J. G. Ditlevsen.
Kjøbenhavn.
I Commission hos Indre Missions Boghandel (Chr. Christiansen.)
Foredraget blev holdt den 30. April x
«det hvide Kors»s første Møde. Det blev holdt, saa vidt muligt, saaledes som det her er gjengivet, dog tillod Tiden ikke ved det mundtlige Foredrag at medtage alle Enkeltheder.
ved
Græbes Bogtrykkeri.
Hvilke Forholdsregler bør Sitndhedsplejen tilraade det enkelte Menneske og særligt den unge Mand at iagttage lige over for Kjøns- livet under de efter Barneaarene følgende Udviklingsaar r
Sædelighedsspørgsmaalet maa ifølge sin Natur paa mangfoldige Punkter komme i Berøring med Lægevidenskaben og Sund
hedsplejen. Vi finde derfor ogsaa, at baade denne Sags Venner og dens Modstandere søge Vaaben fra Lægevidenskaben, og dette, i Forbindelse med en let forklarlig Utilbøjelig
hed hos Læger til at behandle de herhen hørende Spørgsmaal i en almenfattelig Form, er sikkert en væsenlig Grund til, at der netop i Spørgsmaalet om Sundhedsplejens Stilling til Sædelighedssagen hersker meget
4
forvirrede Begreber hos en stor Del Lægfolk.
Forvirringen bliver ikke mindre ved de halvt eller helt populære Anvisninger, der igjennem Literaturen tilflyde Publikum i Lægevidenskabens Navn, men uden Angivelse af deres Forfattere. Der er Ingen, der mere end Lægerne daglig har Lejlighed til at erfare dette. Men netop derfor maa Lægen ogsaa udtale sig, naar alvorlige Mænd spørge:
Kan Lægevidenskab. og Sundhedspleje med Rette bruges til Støtte for Sædelighedssagen?
Thi denne Sag er af en saa omfattende Betydning baade for den Enkeltes og for hele Samfundets Velfærd, at den bør støttes af al Magt. Idet jeg nu skal tillade mig at tage dette Spørgsmaal op, nødes jeg dog, paa Grund af dets Omfang, til at be- grændse det, og jeg har derfor valgt at holde mig til den ovenfor angivne Side af det, som den, der i al Fald i denne Kreds maa anses for. at ligge nærmest, og tillige som den, hvis Besvarelse er af størst prak
tisk Betydning.
Det menneskelige Legemes Sundheds
pleje maa selvfølgelig tage sit Udgangs
punkt fra Læren om Legemets Bygning, Anatomien, og om dets Livsytringer, Phy- siologien. Derfor maa jeg, naar jeg nu skal søge at gjøre en Side af Kjønslivets Sundhedspleje forstaaelig, indlede min Frem
stilling med nogle Oplysninger fra disse Videnskaber: De vigtigste af de forskjellige Organer, hvoraf Kjønsredskaberne bestaa, ere uden Sammenligning Kjønskertlerne, der hos Manden kaldes Sædstokke eller Testikler, hos Kvinden Æggestokke eller Ovarier. Det er nemlig paa deres sunde og uskadte Virksomhed at hele Kjønslivets Udfoldelse beroer. Som deres Fællesnavn antyder, ere de Kertler, det vil sige, Af- sondringsredskaber. Legemet har mange forskjellige Kertler, altsaa Redskaber, der tilberede og afsondre Stoffer, som Legemet skal bruge i sin Husholdning, eller som af en eller anden Grund skulle udskilles af det. Saaledes Spytkertler til at afsondre Spyttet i Mundhulen, Svedkertler til at af
sondre Sveden paa Huden, Leveren til at afsondre Galden o. s. v. Ligesom alle disse Kertlers Afsondringer ere meget for-
6
skjellige, er ogsaa deres Bygning meget forskjellig, men der er alligevel visse Fælles
træk i deres Bygning og Livsytringer, som i al Fald gjenfindes hos de fleste af dem, og saaledes ogsaa hos Kjønskertlerne, og som det er nødvendigt at omtale; det er, i Korthed sagt, at der til hver Kertel hører særlige Udførselsveje, der i Almindelighed er Rør eller Kanaler, gjennem hvilke den i Kertlen tilberedte Afsondring føres bort, eller i hvilke den imidlertidigt opbevares, og at der med hver Kertel og dens Ud
førselsveje er forbundet et særligt Nerve
apparat. For at gjøre disse Fællestræk forstaaelige, vil jeg vælge en bestemt Kertel til Exempel; det kunde da ligge nær netop at tage Kjønskertlerne, da det dog er disses Forhold, der egentlig skulle oplyses; men en almenforstaaelig Fremstilling af Kjøns- kertlernes Bygning og Liv vilde kræve en længere Tid, end jeg her kan raade over;
dels af denne Grund, dels af andre Hensyn, har jeg derfor troet det rettest at søge Maalet naaet ved en lille Skildring af en af vore Kertler, der virker saa at sige lige
7
for Øjnene af enhver af os, jeg mener Taarekertlen. For at vort Øje kan virke som dets Bestemmelse er, maa det uafbrudt holdes fugtigt; dette opnaaes ved at det stadigt overskylles af en vandagtig Væske, Taarevæsken, som tilberedes og afsondres af Taarekertlen. Denne Kertel ligger ved den udvendige Øjekrog bag det øverste Øjelaag;
nogle fine Rør udgaa fra Kertlen og ud
munde bag det øverste Øjelaag i Rummet mellem Øjelaagene og det egentlige Øje.
Taarevæsken, som fra Kertlen løber ud gjennem disse Rør, overskyller saa dette Rum og føres i dette hen til den indvendige Øjekrog, hvor den opsuges af to fine Huller, de saakaldte Taarepunkter, som med Lethed kunne ses, et paa hvert Øjelaag tæt ved den inderste Øjekrog.
Disse Huller ere Aabninger for smaa Rør, Taarekanalerne, der ligesom Drainrør føre Taarevæsken ind i Næsehulen. Tilberedelsen og Afsondringen af Taarevæsken sker uaf
brudt, men under almindelige Forhold ikke i større Mængde, end at den lige saa uaf
brudt kan bortføres ind i Næsehulen, saa at vi slet ikke mærker Noget til hele denne
3
Proces. Imidlertid er det ikke altid saa- ledes. Hvis man tager en Pris Tobak, altsaa bringer Snustobak op i Næsen, eller hvis man paa anden Maade, f. Ex. med en Pennefjer, irriterer Næsehulen, saa føler man en ejendommelig pirrende Fornemmelse i den og samtidigt faar man, som det hedder «Taarer i Øjnene», d. v. s. Taare- væsken afsondres i saa rigelig Mængde, at den ikke kan bortføres tilstrækkeligt hurtigt, men staar som en lille Sø over Øjet, eller endog flyder ud mellem Øjelaagene og ned paa Kinden, d. v. s., at man græder.
Her er altsaa sket det, at en Irritation af Næsehulen har ansporet Taarekertlen til for
øget Afsondring. Netop det Samme kan være Følge af en anden Aarsag, nemlig stærke Sindsbevægelser, Sorg eller Glæde;
ogsaa da kan Taarer fylde Øjet eller trænge sig frem som Graad. Hvad enten nu Anledningen til en saadan forøget Virk
somhed af Taarekertlen er den ene eller den anden, saa er i begge Tilfælde den dybere Aarsag dertil den samme; den ligger i Nervesystemet. Hjernen og Rygmarven ere
9
de legemlige Redskaber, gjennem hvilke For
bindelsen mellem Menneskets sjælelige og legemlige Livsytringer kommer istand, men tillige dem, gjennem hvilke Forbindelsen mellem de mange forskjellige legemlige Livsytringer indbyrdes sikres, saaledes at det Hele virker sammen paa den Maade, for hvilken vi ikke har noget bedre Udtryk end det sunde, regelmæssige Liv. Fra Hjernen og Rygmarven udgaa Traade, de saakaldte Nerver, til alle Legemets Dele.
Disse Traade ere de Ledninger,* gjennem hvilke Hjernen og Rygmarven enten mod
tager Indtryk fra Legemets forskjellige Dele eller gjennem hvilke de sende Paavirkninger til Legemets forskjellige Dele for at anspore dem til Virksomhed. Dersom, for at tage et Exempel, et Menneske bliver saaret saaledes, at derved Nerverne til den ene Arm be
skadiges og Ledningen afbrydes, saa vil Armen falde lammet ned, og er nu, hvis Forbindelsen ikke kan gjenoprettes, kun
* Nerverne sammenlignes som bekjendt ofte, og med fuld Ret, med Telegraftraade.
IO
som et dødt Vedhæng til Legemet. Lige
som der fra Hjernen og Rygmarven gaar Nerver til alle Legemets andre Dele, saa- ledes gaar der ogsaa Nerver til Taarekertlen, og gjennem disse Nerver er det at Hjernen ansporer den til forøget Virksomhed.
Vi har altsaa nu, for at gjentage det i Korthed, lært at Taarekertlen uafbrudt til
bereder og gjennem sine Udførselsveje ud
skiller Taarevæsken, og at den gjennem sine Nerver kan anspores af Hjernen til at udskille Taarevæsken i forøget Mængde. Disse Hoved
træk i de fleste Kertlers Bygning og Livs
virksomhed gjenfinde vi nu hos Kjønskertlerne;
der er kun nogle faa Ejendommeligheder ved disse, som følge af deres særegne Opgave, og som jeg derfor maa fremhæve:
Kjønskertlernes Afsondringer ere ikke Væsker, som Taarerne, men smaa fast
formede Legemer; Testiklens Afsondring, Sæden, ser vel ud som en Væske, men i Virkeligheden er det smaa, for det blotte Øje usynlige, faste Legemer i den, de saa- kaldte Sædlegemer, som ere dens virksomme Bestanddele. Æggestokkens Afsondring er
I I
Æggene, smaa runde bløde Legemer, hvert enkelt ikke større end at et modent Æg kun lige netop kan ses med det blotte Øje.
Sæden og Æggene tilberedes nu uafbrudt af Kjønskertlerne ligesom Taarevæsken af Taarekertlen, men medens Taarevæsken ogsaa udskilles uafbrudt, er dette ikke Til
fældet med Sæd og Æg, de udskilles hm af og til; for Æggenes Vedkommende sker det ved den saakaldte Menstruation, der i det Væsenlige ikke er andet end den med regelmæssige periodiske Mellemrum ind
trædende Udskillelse af de modne Æg;
Sæden udskilles under normale Forhold enten ved de uvilkaarlige Sædudtømmelser, der indtræde til ubestemte Tider om Natten i Drømme, eller under Kjønsforbindelsen mellem Mand og Kvinde. Kjønsredskabernes Forhold til Nervesystemet vil jeg kun omtale for Mandens Vedkommende, dels fordi det kun er Manden, som er vort egentlige Æmne, dels fordi denne Sag netop er bedst kjendt hos Manden. I Huden omkring de ydre Kjønsredskaber findes der et rigt og tildels ejendommeligt udviklet Apparat
12
af Følenerver; Irritation af dette Nerve
apparat kan føres til Rygmarv og Hjerne, og saa udgaar der fra disse gjennem andre Nerver en Paavirkning til Kjønskertlerne og deres Udførselsveje, hvorved disse anspores til at udtømme den i dem opbevarede modne Sæd. Saaledes er det, at Nerve
virksomheden ytrer sig, naar der finder en Kjønsforbindelse Sted. I dette Tilfælde foregaar den altsaa paa ganske lignende som naar Taarekertlen ved Pirring af Næse
hulen anspores til forøget Udskillelse af Taarer. Ved de natlige uvilkaarlige Sæd
udtømmelser er Forholdet derimod saaledes som naar en Sindsbevægelse, en sjælelig Virksomhed, fremkalder en forøget Taare- afsondring, kun at det her ikke er Sorg eller Glæde, men Drømme med vellystige Phantasier, der vække Hjernen til at anspore Kjønskertlerne og deres Udførselsveje til Ud
tømmelse af Sæden. Det er altsaa i begge Tilfælde egentlig en Virksomhed i Hjerne og Rygmarv, der ansporer Kjønskertlernes Udførselsveje til at udtømme den i dem samlede Sæd.
13
De af de nu omtalte Hovedtræk af Kjønredskabernes normale Liv, som jeg særligt vil bede Dem mindes for det Føl
gendes Skyld er dels, at Kjønskertlerne uaf
brudt tilberede deres Afsondringer, dels, at Udtømmelsen af disse Afsondringer kræver en vis Virksomhed af Rygmarven og Hjernen. Til disse Hovedtræk maa endnu føjes et meget betydningsfuldt Punkt, det er følgende: Hvis Virksomheden af en af Legemets større Kertler standses ved Sygdom eller paa anden Maade, saa lider Legemet i Regel Skade derved;
stundom medfører det Døden (f. Ex., hvis Nyrerne sættes ud af Virksomhed), men selv om dette ikke sker, bliver Mennesket dog i Reglen mere eller mindre Invalid. Ganske anderledes er det med Kjønskertlerne; hvis disse ved Sygdom eller paa anden Maade sættes ud af Funktion, skader det ikke Menneskets Velbefindende og Arbejdskraft, selvfølgelig for saa vidt ikke den paagjældende Sygdom er af den Natur, at den paa anden Maade kan virke skadeligt. Dette ses let baade paa Mennesker og Husdyr hvis Te
stikler ere borttagne; Avledygtigheden gaar
14
naturligvis tabt, og det ejendommelige ydre Kjønspræg kan lide derved, men iøvrigt paa- føres der ikke Mennesket nogen saadan Skade, at man kan betegne den som en egentlig Invaliditet, endnu mindre saaledes, at den kan bidrage til Livets Forkortelse.
Der er derfor ingen af de større Kertler i Legemet, der saa let kunne undværes som netop Kjønskertlérne.
Inden jeg gaar over til Sundhedsplejen, er der endnu et Forhold der maa omtales, det er Kjønsorganernes Udvikling efter Fødslen. Allerede det nyfødte Barn har alle deres væsentlige Dele uddannede, særligt ogsaa hele det ejendommelige Nerveapparat, men under hele Barnealderen forholder Kjønsapparatet sig hvilende og Kjønskertlerne ere ikke i Stand til at udvikle modne Kjønsstoffer. Først i det 16de Aar hos Kvinden og i det 17 de hos Manden (dette er det hyppigste Tilfælde for vort Folks Vedkommende) indtræder der en videre Ud
vikling af væsentlig Betydning, idet Kjøns
kertlerne begynde at udvikle og udskille modne Kjønsstoffer. Det er denne Livsperiode man
kalder Pubertetsaarene; den er altsaa be
tegnet ved Optrædeisen af Menstruationen hos Kvinden og af de uvilkaarlige natlige Sædudtømmelser hos Manden, med sam
tidig Yaagnen af hele Kjønsdriften. Det er netop de efter Pubertetens Indtrædelse følgende Aar, for hvis Vedkommende jeg ønsker at klare Lægfolks Forstaaelse af Sundhedsplejens Krav til Kjønslivet, og det er derfor i høj Grad vigtigt at forstaa, hvad Anatomien og Physiologien lærer os om Legemets Forhold i denne Periode. Først maa det da her fremhæves, at Puberteten indtræder paa en Tid, da Legemets hele øvrige Udvikling endnu langt fra er afsluttet, særlig hos Manden; dette ses saaledes især af, at Højdevæxten endnu ikke er fuldendt, thi denne beror paa hele Skelettets, Ben
bygningens, Udvikling og hermed er atter hele Legemets Ernæring og Bloddannelse uadskillelig forbundne. Dernæst ere ganske vist Kjønskertlerne modne til at udskille virksomme og udviklingsdygtige Kjønsstoffer, men hele Legemets ejendommelige Kjønspræg er endnu ingenlunde uddannet, de mange
i 6
Ejendommeligheder i Legemsformen, i Stem
mens Klang og i Legemets Haarvæxt som betinge Kjønspræget, begynde først nu lidt efter lidt at vise sig. Endelig staar der endnu en meget betydelig sjælelig Udvikling tilbage, før Mennesket er naaet saa vidt, at det kan siges at være modent til at danne en Husstand, et Hjem, som selvstændigt Medlem af Samfundet. Alt dette tager en Tid af flere Aar, og derfor kan man, hvis man vil følge Anatomiens og Physiologiens Vink, paa ingen Maade sige, at Manden naaer den egentlige forplantningsdygtige Alder, før denne Udvikling er afsluttet omtrent i det 22de til 25de Aar.
Jeg har nu søgt at vise, hvilke Forud
sætninger Sundhedsplejen maa gaa ud fra, naar den skal give de Regler, hvis Over
holdelse for Udviklingsaarenes Vedkommende ville sikre Bevarelsen af en sund Sjæl i et sundt Legeme. Det bliver nu Spørgsmaalet, hvilken Anvisning maa Sundhedsplejen da give? Det er klart, at da her, som vi har set, er Tale om Udviklingsaar, saa maa Vejledningen i al Almindelighed komme til
i 7
at lyde paa, at det gjælder om at sikre den naturlige Udviklings rolige og uforstyrrede Gang under ligeligt Hensyn til det legem
lige og sjælelige Liv. Der har, og jeg omtaler dette for ved et Exempel bedre at tydeliggjøre hvad det kommer an paa, i vore Dage udsondret sig en egen Gren af Sundhedsplejen, som vi kalde Skolehygieinen;
dens Formaal er at sikre Sundheden hos skolesøgende Børn. Den har naaet en over
ordentlig stor Betydning, har affødt en hel Literatur og har i de videst fremskredne Kulturlande overalt henledet Regjeringernes Opmærksomhed paa sig. Skolehygieinen har nu en Grundregel, den paa ethvert Punkt af sine Arbejder er nødt til at følge, og den kunne vi udtrykke omtrent saaledes:
Intet af Legemets Organer maa tages i Brug ud over det Maal, dets Udvikling tillader, og ethvert af Barnets Alderstrin har Grænser for de Fordringer, der tør stilles til dets Arbejde og for de Friheder, der tør tillades det. Netop den samme Regel gjøre vi gjældende for de LJdviklingsaar vi her tale om; det kommer an paa at følge
i 8
Naturens egen Anvisning, men denne kræver alene, at Kjønslivet og Kjønsdriften under
ordnes og indskrænkes saaledes, at kun deres uvilkaarlige legemlige Phænomener og de herhen hørende sjælelige Livsytringer, der ikke vække eller nære en uren Sand- selighed, faa Lov til at komme frem. —
Naturen har selv anvist denne Vej, ved at de uvilkaarlige Ytringer af det legemlige Kjønsliv, der indtræde med Begyndelsen af Kjønskertlernes Virksomhed, vise sig paa et Alderstrin, hvor hele den øvrige legemlige og sjælelige Udvikling tilstrækkeligt vidner om, at den forplantningsdygtige Alder endnu ikke er indtraadt. Kjønslivets Underordnelse er altsaa nødvendig i denne Aldersperiode, ikke blot fordi hele den legemlige og sjæle
lige Udvikling tager alle Kræfter i Beslag, men ogsaa for Kjønslivets egen Skyld, thi netop dets Underordnelse i denne Alder er en Forudsætning for at det senere kan udfolde sig sundt og kraftigt i et lykkeligt Ægteskab, og derfor er det ogsaa nødvendigt for Efterslægtens Skyld, et Hensyn, hvis Vægt man dog skulde have særlig let ved
