M a d - H e n r i k s e n - H i s t o r i e .
P i have fortalt, at M ads Henriksen havde kjrndt bedre D a g e ; han var, om ikke sedt til Rigdom , saa dog as velstaaende F o rald re, og med den A rvepart, han havde kunnet vente fig efter dem, havde han kunnet leve et meget behageligt Liv. M en det var nu gåset med ham heelt anderledes, end Nogen havde troet.
V i skulle med saa O rd sortalle havs Historie.
H an var for omtrent en halv S n e e - Aar fiden kom
men til Kjebenhavn fra fin Hjemstavn, en Bondeby paa S ja lla n d . H an s Fader var G aardm and og i Alm in
delighed anseet for en rig M and, han tiede en stsrre
G aard , som var i fortrinlig D r is t, og som han havde gjort meget indbringende; derfor faae de andre B »n- der op til ham, og han var den mest anseete M and i S o g n et.
H an havde to G en n er, M a d - og h an - et P a r A ar ald re Broder. D a deres M oder dede, giftede F a deren fig igjen, og fljsndt de to G en n er ikke syntes om i en aldre Alder at faae Stedm oder, forandredes dog Forholdet til Faderen ikke.
Denne saae med S to lth e d paa fine G e n n e r; de vare en P ry d for B yen, og overalt, hvor der var N o
get paa F crrde, vare de med og bestandig de Fsrste.
D en aldste G e n ffulde naturligviiS have G aarden ester Faderen, han fluide bave den heel og holden.
D et vilde v a re en stor S k am , om denne G aard ffulde gaae ud as Fam ilien- H ander eller splittes ad, men den yngste S e n m aatte ogsaa have fig en G a a r d , og det var F aderen- stadige S o rg at faae dette ordnet, fsr
han dede.
H an havde, som sagt v are t gift to G an g e, og begge G ange faaet Penge med K onen, der kunde saa- ledeS blive en ikke ringe S u m til den yngste G s n , og med den anden Kone havde Faderen ingen B s r n ; men disse Penge forstog efter Faderen- M ening kun lid t;
han havde langt stsrre P la n e r, og naar det gjoelder om at skaffe sig en G aard, tilsidesatte V ender alle andre Hensyn.
Endelig tilbod en Lejlighed sig, og Faderen haa- bede at naae M aalet for sit Dnske.
I Byen dode der en G aardm and, efterladende sig en ung Enke, hendes G aard var vel noget forssmt, men hvad der manglede i saa Henseende, kunde Penge gjore godt meente Faderen.
F o r at ikke hanS P la n skulde flaae ham seil, gik han hen til Enken, allerede D agen efter at hendes M and var begravet, i den Hensigt at frie for S o n n en .
„T ag mig det ikke ilde o p ," sagde M adS Henrik
sen- F ader, „ a t jeg kommer saa hastigt, jeg er bange for, at en Anden stal komme mig i Forkjobet, min S o n M ads vil nok forandre sig, han har en god Skilling til Bedste, og en smuk og stolt K arl er han jo, saa jeg syntes, at I to kunne passe sam men."
I gamle D age og tildeels endnu spurgte man ikke K jarlighed til R aads. Den S la g s S a g e r behandledes som en H andel, G ods og Penge gjorde U dslaget; en B ru d med mange Penge, selv om hun var styg som Arvesynden eller gammel og svagelig, stod i hsi K u rs, til Skjonhed og Ungdom toges intet Hensyn, Besiddelse
af G aard og G rund eller en stor S u m var det af- gjsrende.
P a a denne M aade betragtede ogsaa Enken det, hun blev ikke i fjerneste M aade ilde berort af Faderen- Forslag, tvertimod betragtede hun det som ganske i fin O rden Hendes forrige Wgteskab var indgaaet paa lignende M aade, hun havde, som en rig P ig e i en ung Alder, faaet en gammel M and, der ligeledes havde N o
get til Bedste, og nu kunde hun for en F o ran d rin g - Skyld holde af at blive gift med en ung M a n d , men Noget maatte han have, det var den fsrste Betingelse, og det vidste hun jo , han havde, og i saa Henseende maatte Faderen give en omstcendelig F orklaring.
„ Z a saa er der In te t til H inder d erfo r," svarede hun, da hun havde faaet opgjort, hvormeget hendes til
kommende M and kunde bringe med til det fcelleS B o ,
„m an troenger til E n, der kan paasee, at A lt gaser ordentlig til, der kan passe paa Tjenestefolkene og see til, at de ikke gaae og d riv e."
„ J a , saa er den T ing a fg jo rt," svarede M adS's Fader glad.
„ M e n ," tilfoiede han, da han gik, min S s n veed ikke Noget om den Ting endnu."
„ J a , det forstaaer fig ," svarede Enken, „det b li
ver imellem os To indtil videre/'
E t P a r M aaneder efter Faderens F rie ri, spurgte han fin S e n :
„ N a a , M a d s, hvad synes D u om LarS Jensens G a a rd ? "
, Vm LarS Jensen- G a a rd ," svarede S e n n e n ,
„vil D u kjsbe den? J e g har ikke h srt, at Enken vil salge d en ."
„ P a a det L av ," udbred Faderen, „m en ," tilfsiede han med et polisk S m iil, „hun vil nok giftes "
„ V il hun gisteS," sagde M ads forundret, „en af mine Venner har hun reent ud sagt nei til."
„ J a , det troer jeg nok," lo F aderen, „sor hun vil vel ikke have to M a n d ."
„ J e g forstaaer D ig ikke," sagde S en n en .
„ J o , det stal jeg let forklare D ig ," svarede Fade.
ren, „sor hun vil have D ig ."
„ M ig ," udbred M ads forbauset.
„ J a , D ig , som jeg figer, og det er mit Onske, at D u gaaer hen og frier til hende."
„ J e g forstaaer det endnu ikke," bemarkede M ad -alvorlig.
„ J a jeg stal sige D ig d et," sagde Faderen, „jeg har friet sor D ig , D agen efter hende- M and blev begravet. D u h -re r, det er afgjort, og D u behovrr blot at sige, at D u kommer fra m ig; Alt er i O rden,
det staaer til D ig at bestemme, n aar B rylluppet flat staae."
„N ei, i Livet aldrig vil jeg gistrS med hende, hun kan vcere god nok og rig nok, men aldrig stal Nogen tvinge mig til at tage hende," raabte M a d - i en bestemt Tone.
„H vad siger D u ," streg F ad eren , idet han soer op.
„Zeg siger saameget, at jeg elsker en Anden, og om D u vil vide, hvem det er, stal jeg fortcrlle D ig , at det er H anS Jensens M a r e n / ' udbred S e n n e n ivrig.
„ D u elsker en fattig T e s , som ikke eier en eneste S k illin g , og sor en saadan T e - vil D u gjsre din Fader til en L sg n er," raabte den opbragte F ad er.
„ D u frier til L ars Jensens Enke, eller forlader paa Dieblikket m itH u u S ," vedblev han efter et Diebliks TauShed.
„ J e g har aldrig f s r nirgtet D ig L ydighed," sva
rede M a d s, „m en her er Ulydighed mig en P lig t."
„H vad siger D u ? " raabte Faderen aldele- rasende,
„vil D u v are ulydig mod din Fader, og," tilfoiede han i en mildere T one, „tro m i-, at jeg langt bedre veed, hvad der tjener til dit B el, end D u ."
„ S k a l jeg da gifte mig med E n , jeg ikke elsker,"
raabte M ad s, ,,D u kunde da ligesaa godt sige til m ig : gaa hen og fri til og gist D ig med Jakob Nielsens G aard , eller hvilken G aard her i B yen, det stal vsere, som at befale mig, gaa hen og gift D ig med L ars Jensens Enke, thi det er G aarden, det gjcelder om, det er den, D u mener, jeg stal gifte mig med, og det stal aldrig i Evighed stee."
Faderen teede fig som en Rasende, han slog i B o r
det, saa Flaster og G la s rullede paa G u lv et; men ro
ligt vedblev S s n n e n :
„ D a hun giftede fig med L ars Jensen, var -e t, fordi han havde en G aard , hun holdt ikke mere af ham, end det S te v , jeg troeder p a a , og det lod Proesten hende ogsaa vide, da ^hun havde B ry llu p : en ung Dragkiste fuld af Linned og gode Kloeder indgik W gte- stab med en gammel forfalden G aard , sagde han, og havde R et, da han spurgte, hvad kommer der ud deraf, og hvortil sorer det."
„ S e e , jeg er nu as samme M ening, aldrig stal Nogen tvinge mig til at gifte mig med E n , jeg hader."
„ G je r D u ikke, som jeg siger,^ gjentog den hid
sige Fader, „forlader D u paa Gieblikket mit HuuS, og jeg g jsr D ig arveleS ."
„M in M oders Arv kan D u ikke bersve m ig ,"
raabte M ads ude af sig selv — „G o d t, D u skal faae det, som D u onsker," og hermed tog han fin H at.
„ M e n ," tilfsiede han, da han gik ud af D o ren ,
„ D u skal komme til at angre din H aardhed."
Faderen troede, at han gik hen til L ars Jensens Enke for at frie, men det var ikke T o n n en s M ening, han gik over til fit K am m er, pakkede fine S a g e r ind, og en halv Time efter forlod han fit Foedrehjem for aldrig mere at betroede det.
Forinden han forlod Byen begav han fig til fin Kjoereste og fortalte hende Alt.
„ J e g drager nu ud og maa kcempe for mit B r o d ,"
sagde han meget bedrevet, „men aldrig skal jeg glemme D ig ."
„ D e t er min F aders S kyld, han har A nsvarer,"
tilfoiede han med B itterhed.
H ans Kjoereste blev dybt rystet over M a d s's B e
slutning, hun faldt om hans H a ls og besvimede i hans Arme, og saa stoerkt et In d try k havde det gjort paa hende, at bun dode nogle D age efter.
D a M ad s, som i den Tid havde flakket om i O m egnen, horte dette, svor han Hcevn. H ans S o rg kjendte
ingen Groendse, i fin store S m erte syntes han, at der
> L
50
v ar I n te t for ham at gjore, end at begrave fin S m erte i et bevceget og omtumlende Liv.
Faderen kom til ham for at forsone fig med ham, men M ads var uboielig, det var og -lev ham en Umu- lighed at vcrre hos F aderen, at omgaaes ham og sta
dig see ham, Faderen bsnfaldt ham, men desto mere op«
hidset blev han. Tilfidst m aatte ethvert Forssg paa at bringe en Forsoning tilveie opgive-, hvis ikke M ads
M
aldeles skulde bringes til V anvid.
M ad s reiste til K jsbenhavn, hvor han tog Logis i en Gjcrstgivergaard.
F o r at drukne fin S o rg drak og spillede han D ag og N a t; de faa sammensparede Penge, han havde med fig, satte han snart overstyr.
H an havde stiftet Bekjendtskab med en heel Deel forfaldne Mennesker, som nod godt af hans Letsindig
hed. D eres R aad fulgte han, han henvendte fig til Aagerkarle, og nu gik det lo s over hans M oders Arv.
H an var endnu ikke m yndig; men han- Venner vidste Bested, der gaves Aagerkarle nok, som laante rige Arvinger halvtredsindstyve D aler for et BeviiS for hundrede, en smuk F o rretn in g ; for fine femtusinde D a ler fik han kun fem og tyve hundrede, og efter to A ars Forlob eiede han ikke en S killing mere.
Faderen havde imidlertid erfaret hans vilde
Leve-maade, han ssgte paa forstjellig M aade at hcemme den og gav Flere i Kommission at indvirke paa M ads og m uligt at see at faae ham paa bedre Veie. M en alle Bestræbelser i denne Henseende vare aldeles fru g - teslsse.
Faderen henvendte sig tilfidst til P o litie t og bad det om at tage sig af S ag e n .
M ads havde intet U lovligt begaaet, blev der svaret, at han havde sat fin Form ue overstyr, at han spillede og drak, kom ikke det ved.
M en hvorledes det gik til eller ikke. Faderen fik det Offentlige til at tage sig af S o n n e n , han blev til
talt for Lssgjcrngeri, i lang Tid havde han ikke havt noget bestemt L o g is; men M ads svarede, han vilde tage Tjeneste i K jsbenhavn, og n aar han ernoerede sig selv crrligt og redeligt kom det ikke P o litiet ved, hvorledes han opforte sig.
F o r at blive fri for dets Efterstræbelser ssgte han Tjeneste og kom til at g jsre O pvartning hoS to H er
skaber, men det var blot om Form iddagen, den ovrige Deel af D agen tilbragte han paa sin sædvanlige M aade.
D et ene S te d , hvor han kom til at gaae tilhaande, var hos en G eneralinde, og her tjente den P ig e, som senere blev hans Kone.
Endnu var M ads nemlig i Besiddelse af et smukt U dre og et belevent Voesen, han kom til a t opvarte, n aar der var Selskaber, og kom derved i noermere Be- ro rin g med T rin e , hun syntes godt om h am , og de blrve snart enige om at indgaae W gteskab.
Trine havde sparet sig en lille S u m sammen i den Tid, hun havde tje n t; den meente M ads var til«
strcrkkelig til at foeste Bo for og til at leve for det forste halve A arstid — men ak! Pengene fik snart
Veen at gaae paa.
I de forste M aaneder efter deres G isterm aal gik det meget godt, Trine elskede ham hoit, og med K ja r- lighrd sogte hun a t bringe ham paa den rette
V ei.
H an blev K uldrager, og dette Arbeide faldt ham, der nu i to A ar In te t havde bestilt, temmelig anstren
gende; det Selskab, han kom til at omgaaeS, var heller ikke det bedste. P a a Kulpladsen, hvor han tilbragte det meste af D agen, vankede der mange S n ap se, og han kom tidt hjem med en lille R u u s, men T rine vidste, som sagt, at kaste Kjcrrlighedens Kaabe over fin M ands Udskejelser, og M ads opforte sig i G runden meget ordenlig.
Faderen havde imidlertid faaet hans G isterm aal at
vide, og endnu snffede han I n te t hellere, end at blive forsonet med sin S o n .
B roderen blev sendt til Kjsbenhavn og besogte M ads. H an fortalte uden videre sit M rinde, han kom for at bringe det gode Forhold tilveie mellem Faderen og S o n n en .
Trine forenede fine B onner med fin M ands B roder.
..T i," raabte M ads, da man talte til ham herom,
„jeg troede, at det gamle S a a r var lceget, jeg havde nu noesten glemt det, men nu er det atter oprevet."
„Hvilket S a a r , min kjoere M a d s ,' spurgte hans Kone deeltagende.
„H a," udbrod M ads, „jeg seer endnu den Uskyl
dige vride sig i D odskam pen, jeg seer endnu hendes blege Lcrber og Sveden paa hendes P ande, hende, hvis eneste B rede det var, a t hun elskede mig over A lt."
„ M a d s," udbrod T rine, „h ar D u ---jeg troede, at jeg var din — — "
„ T i," afbrod M ads hende, „hun er do d ; hos D ig meente jeg at faae et Hjem, men nu, nu har I oprevet mit H jertes S a a r , jeg finder ingen H vile, in
tet Hjem, for jeg er hos hende.'
„U ha," vedblev han, idet hans Kone betragtede
ham med Fortvivlelse, „jeg maa ud, det bliver mig a lt
for hedt herinde."
Med disse O rd greb han fin H at og soer ud af D s re n som en Rasende.
T rine vilde holde ham tilbage, hun tiggede og bad ham, men han var ikke til at styre.
D et varede flere D age inden han kom hjem, og fra denne T id af var han drukken hver eneste D a g ; ferst berusede han stg for at glemme fin S o rg og se
nere, alt eftersom hans Folelser slsvede, drak han, fordi det v ar bleven ham en Vane.
H an v ar bekjendt for den sterste D ranker og den stcerkeste S la g sb ro d er i hele B y en ; paa Kulpladsen, hvor han havde fit Arbeide, kom han vel, men hvad han her tjente, brugte han, som vi have fortalt i det Foregaaende, selv til fidste S k illin g , og ikke havde han i de otte, ni A ar, han havde vceret g ift, bragt det Mindste hjem med fig.
D et havde vceret drsie A ar for den stakkels T rine, med stor Taalmodighed havde hun baaret fin S k jab n e, hun elskede endnu fin M and og haabede, at han engang ffulde komme til bedre Erkjendelse.
D en hemmelighedsfulde, natlige Begivenhed havde virket stierkt paa h a m ; T rine, som vidste, at han havde en fast V illie, naar det gjaldt, havde et godt Haab om
hans F orbedring, hun var villig til at bringe alle Os- fre, hun vilde med Gloede underkaste fig de stsrste S a v n , n aar hun kunde see M ads blive en skikkelig og
ordenlig M and.
M en ak, fljisndt Billien var der, floge de legem
lige Kroefter ikke til, hanS Helbred var for nedbrudt til, at han nogensinde kunde gjenoprette den, og hans ssrgelige Anelse: „D et er for sild e", gik desvcerre i
Opfyldelse.
D agen ester at B arn et havde voeret iZKirke, sad M ads Henriksen hjemme i fin S tu e , T rine havde gjort den saa hyggelig, som hendes ringe Evne tillod det, G ulvet var skuret, A lting saae reenligt og ordenligt ud, Ild e n buldrede i Kakkelovnen, en nyeK jedel, hvor
med hun i de fidste D age havde forsget sit Bohave, stod paa Kakkelovnen og kogte, og hun, som just havde voeret i Foerd med at pusle i Kjokkenet, kom ind for at see til Ild e n .
Z M andens Skiod hvilede den lille M a rie ; smi
lende og fornoiet saae denne lille S kabning ud, med fin Sundhed og Friskhed dannede det lille B a rn en stoerk
- Modscrtning til fin ligblege og rystende Plejefader eller Fader, hvad man nu vil kalde ham.
T rine saae med Forstrcrtkelse paa fin M and, og hendes Forstrcrkkelse steg, da han ved S y n e t af hende brast ud i en krampagtig G raad.
Hun tog B arn et og lagde det i fin S e n g .
„Kjcrre M ad s," udbrsd hun, „plag D ig nu ikke mere selv, gaa ud i den friste Lustog adspred dit S in d , for hjemme taaler D u det ikke, D u er ikke vant tit den megen Stillesidden."
M adS rystede paa Hovedet:
„H er," sagde han, „befinder jeg mig bedst, men jeg mcrgter ikke at flytte en Fod, langt mindre at gaae ned as T rapperne."
„ G a a saa tilsengs," vedblev den gode Kone. „jeg stal lave en varm D rik til D ig , D u er jo kold og ryster og trcrnger til Noget at varme D ig paa."
„Ak, nei," svarede M ad s, „det er ikke det, jeg jeg trcrnger til, det kan ikke hjcelpe."
„ D u er syg, lad os hente en D o k to r," sagde Trine.
M ad s gjorde Indvendinger.
„Hverken Medicin og D oktor," sukkede han, „kan gjore mig rast."
.D e t kan In g e n vide," trsstede Trine ham, „vi maar prsve det, kjare M adS."
„N ei," erklcrrede M ads i en bestemt Tone.
T rine fik T sa re r i L in en e, og hun tvang fig for ikke at bryde ud i en hulkende G raad , det anede hende, hvad der var i Veien.
Med stor Anstrcengelse fik hun ham bragt tilsengs, og hvor smertede det hende ikke, da hun saae ham som en villirlos Skabning rette fig efter A lt, hvad hun sagde og gjorde.
Han faldt snart hen i en dsfig Tilstand, og en Gysen gjennemfoer hende, da hun saae, at h an - U d
seende snarere lignede en D ods end en Levendes.
Hun turde ikke vige fra hanS Leie, men da kort ester den lille C a rl kom hjem fra Skolen, fik han O r dre til at hente en Lcrge.
H an kom hurtigt tilbage med den Besked: .engang i Efterm iddag stal Doktoren kom m e", og D rengen, som med et m untert S in d havde skyndt fig hjem fra Skolen for at faae fin Hunger stillet, glemte baade M ad og Drikke og satte fig ved S iden a f fin sorgende M oder.
Langt om l«nge kom endelig D oktoren; MadS laa endnu i en halv S o v n og svarede kun
ufutdstoen-digt paa D oktorens S p o rg S m aa l; men Trines Forkla
ring var Loegen mere end tilstrækkelig.
„H an kan ikke undvcere fin B rcrndeviin," svarede Loegen koldt.
.H a n har drevet det for v id t; saaledes pludselig at holde op, det gaaer ikke an, det vil medfore den
fikkre D o d ."
Trine -lev dedbleg ved at hore Lcegens usorbe- holdne Erklcering.
M ad s, der var vaagnet op og havde h s rt, hvad der blev sagt, reiste fig op i Sengen.
„M en jeg figer, jeg vil ikke drikke Brcrndeviin."
raabte han. „Veed D e, at jeg er den stcrrke M ads Henriksen, og et O rd af den stcrrke M ads Henriksen har altid staaet til Troende,* udbrod han i et Anfald af
R aseri.
H an sparkede og flog om fig, men Kroefterne svig
tede ham snart, og han faldt hen i fin forrige dofige Tilstand.
Doktoren skrev imidlertid nogen Medicin op oz lovede a t komme igjen den nceste Form iddag og overlod den ulykkelige Kone og den grcrdende D reng til deres Fortvivlelse.
Langt ud paa Aftenen vaagnede im idlertid M ads op og felte fig styrket af S o v n en , han stod op, talte