Spørgsmål i denne forbindelse kan ligeledes rettes »il en af de ovenstående adresser.
Mange gode mennesker over hele verden mulii__
gen og driften af SOS-Børnebyerne. Også De kan skeenke et stakkels, forladt barn pleje hos en god mor og glade søskende i en SOS-Børneby! Bidraget fra venner og velyn
dere af SOS-Børnebyerne beløber sig hvert kvartal til
7 danske Kroner eller 7 norske Kroner
Dersom dette beløb er for meget for Dem per kvartal, så er vi også taknemmelige for enhver mindre gave. Mask en anden giver lidt mere. Alle SOS-Bornebyern modtager SOS-Posten gratis hver tredie måned.
Vedlagte girokort bedes be tet til indbetaling af Deres drag.
Dersom De allerede har sendt os hele Deres årsbidrag, kan kortet kastes bort, eller De kan give det videre til en anden, som De tror vil interessere sig for vort arbejde.
Deres bidrag til SOS-Børne
byerne er skatte-fradragsberet-tiget i Danmark efter de gæl
dende regler.
Alle spørgsmål vedrorende SOS-Bornebyernc kan rettes til:
Komiteen for „Danske Venner af SOS-Bornebyerne", Peter Bangs-vej 129/3, København F, Tif.
(01) 71 85 06 (postkonto nr.
324 40.) eller til:
Komitéen for „Norske Venner av SOS-Barnebyer", c/o Gen. Kon
sul Arne Ørvig, Darres gate 2, Oslo (Konto nr. 5001.05.46173 i Bergens Privatbank i Oslo, post
girokonto 9200)
SOS-KINDERDORFER INTERNATIONAL OFFICE
STAFFLERSTRASSE 10a, INNSBRUCK, ØSTRIG
Erscheinungsort Innsbruck Verlagspostamt 6020 Innsbruck
Nr. 17 I. kvartal 1968
S
idste år gjorde to oplevelser et uudsletteligt dybt indtryk på mig. I Viet
nam og i Latinamerikas slumkvarterer har jeg været vidne til en nød, som man herhjemme, tror jeg, næppe kan forestille sig. Jeg har set utallige børn lide. Jeg har læst en uende
lig sørgmodighed i deres øjne og set deres fortvivlede gebær
der, når de greb efter deres hjælperes hånd. Disse børn kom
mer tiT verden midt i al elendig
heden, midt i krigen. De er hjæl
peløse, pudsige og klodsede som alle andre børn. De ville så gerne hænge i deres moders skørter. De ville så gerne tages op på hendes arm eller bæres i skulderlørklædet på hendes ryg.
De har begyndt deres liv som ethvert andet barn, men pludse
ligt var de forladte, og nu ligger de rundt omkring som fattige, klynkende bylter. Bjerge af snavs vokser op omkring dem, og kun sjældent finder man nogen, der føler sig ansvarlig for dem.
E t eller andet sted fra kommer et ungt par ind til byen for at finde arbejde og for ved hjælp af dette arbejde at kunne leve bedre. Håbet går ikke i opfyl
delse. Mand og kone mister grunden under deres fødder -de mister ethvert hol-depunkt, -de går til grunde. Men barnet er der — det lille barn, som de har elsket, passet og opdraget, hvis de da ikke var slået helt ud af deres bane. Eller måske går en nat en stråhytte op i flammer.
Den træffes af en granat, den bryder i brand. Far og mor bli
ver dræbt i forsøget på at redde deres fattige bofiave. Eller de slæbes bort - børnene bliver til
bage. Børn skænkes bort, fordi man ikke kan ernære dem. Børn bliver liggende tilbage eller ganske simpelt sendt bort. Og vi skyder ansvaret for deres skæbne over på nøden og krigen og på tusinde forskellige grunde -på krigen, som disse børn ikke nar villet og ikke har opfundet, på tørken, på overbefolkningen,
på sygdomme, som børnene ikke er skyldige i. Mange af disse børn samles op af mo
dige samariter, man bringer dem nødtørftigt under tag, man holder dem i live. Et par af dem bliver oven i købet overøst med gaver og for
kælet. Vi vil jo stadig bevise vor gode vilje til at hjælpe, til at lindre deres nød. Men vi kan ikke hjælpe overalt, og vi kan ikke gøre alting på een gang. Vi må beskæm
met tilstå, at vore bestræbel
ser ofte kun er en dråbe på en varm sten. Og alligevel -det har jeg erfaret i Vietnam og i Latinamerika — må vi aldrig slække på vore an
strengelser, men tværtimod føle os forpligtet til at løse de opgaver, som stilles os her i verden, med aldrig svig
tende tålmodighed. Netop nu er tiden inde, hvor vi skal vise, at civilisationens vær
dier og kulturens værdier, som vi er så stolte af, ikke kun er velklingende tomme ord, men at vi virkelig besid
der disse værdier. Nu er det vor pligt at demonstrere, at vi har lært af det sidste år
hundredes bevægede historie og i blodige opgør har er
hvervet en tænkemåde, der kan danne et pålideligt ånde
ligt grundlag i en verden, hvor en ny tidsalder bryder frem. I denne verden af i dag og i morgen kan mennesket ikke skyde sit medansvar for sin næste fra sig ved tanke
løse almisser. Det, det gæl
der om, er at skabe kærlig
hedens „hårde valuta" — at lade den materielle hjælp, som vi bringer, få grokraft også på det åndeliges om
råde. Endog „hjælp til selv
hjælp" har ingen betydning, hvis det ikke lykkes overalt i verden at skabe grupper af gode mennesker, som kom
mer hinanden i møde i kær
lighed, og for hvem fred på jorden og et verdensom
spændende broderligt fælles
skab blandt mennesker er det højeste af alt.
./eg kom tilbage fra Vietnam og fra Sydamerika med den overbevisning, at det frem
deles skal være min opgave gennem bygningen af SOS-Børnebyer at grundlægge små samfund, som - hvor beskedne de end er - kan danne det faste grundlag for bestræbelser, der går ud på at gøre verden af i morgen skønnere, bedre og rigere gennem gode gerninger. Så
ledes som barnet ikke først og fremmest trænger fil ma
teriel overflod men til kær
lighed, på samme måde skal grundlaget for menneske
slægtens fremtidige liv ikke være rigdom og tekniske fremskridt men derimod den ånd, ud af hvilken alle vore fremskridt, alle civilisationens tilkæmpede resultater ud
springer. I en sådan ånd vil vi være beskyttede mod alle de over raskeiser, som ven
ter os allevegne bag den horisont, som vi i dag kan over
skue. Kun ved, at vi oprigtigt resig
nerer, kan vi bane os en vej gennem nutidens problemer.
Itet er mit største ønske at kunne samle alle SOS-Børne-byvenner i hele verden i et fællesskab af pionerer, et samfund af hjælpere, som kan skænke mange børn af mange folkeslag kærlighe
dens ånd, troen på det gode og den faste vilje til gennem gode gerninger at yde et bi
drag til menneskehedens for
nyelse. Det er ikke nogen utopi. Vi har her og der kun
net opleve, at en af vore små SOS-børnebyer begynder at indvirke på omgivelserne gennem sin renlighed, sine ordnede forhold og den ånd, der hersker i børnebyen. Vi har erfaring for, hvor stor den opmuntring kan være, som griber de indere og viet
namesere, filippinere og chi-lensere, der ivrigt arbejder for deres SOS-børneby. Ved ek
semplet fra den SOS-bør
neby, som de med vor hjælp grundlægger, erfarer de, at de er i stand til at optage kampen mod nøden i deres eget land og ved egen kraft at løse forekommende problemer.
9 latinamerikanske lande er 7 SOS-Børnebyer beboet, 4 under opførelse og derligere 5 projekteret. Billedet til venstre: I URUGUAY, i udkanten af Monte-'ideo, er de første tre af børnebyens familiehuse beboet. De bærer navnene
Hermann Gmeiner", „Allemania" (Tyskland) og „H. C. Hansen". Som i enhver laturlig familie sidder børnene med deres børnebymoder glade omkring niddagsbordet. Billedet for oven: I SOS-Børnebyen Quito i Equador er 9 en-amiliehuse beboet, et dobbelthus er under tag, medens andre huse endnu er
IMIedet til højre: Midt i slumkvarteret Callampa i ud
kanten af Concepcion, Chiles trediestørste by, har Pater Andre Schlosser, der stam
mer fra Alsace, ladet bygge 9 SOS-Børnebyhuse, hvori de fattigste børn har fundet husly og hjemlig tryghed. I La Costanera ligeledes i nærheden af Concepcion -opføres for tiden den anden SOS-Børneby med 6 huse af præfabrikerede byggemate
rialer, og i hovedstaden San
tiagos bydel Nunoa blev for kort tid siden grundstenen nedlagt til den tredie chilen-siske SOS-Børneby.
Helga Eberstaller
D
en er lille og måske ikke engang smuk, men den er så varm oa blød og lister sig ofte som en lille forvirret fugl ind i min store,
?
rove hånd. Den udtrykker ortrolighed og hengiven kærlighed, når den sådan hviler i min. Mange gange er den også snavset og vidner om æventyr i haven, eller de første skriveforsøg med blæk har afsat deres tydelige tegn!
Men det er den hånd, som vinker efter mig, når jeg går, og som kærligt strækker sig imod mig, når jeg kommer.
Ja, hvad kan den ikke altsam
men sige mig, denne uan
selige lille hånd. Man må blot forstå dens sprog. Den kan også kærtegne, ganske uden at trykke, man mærker det næppe, men man ved, at her er der kærlighed, som strøm
mer en imøde, og som for
venter gengældelse. Denne hånd giver alt, men den ven
ter også at få alt. Til Mors Dag har den malet det første hjerte til mig - ikke kunstne
risk men med kærlighed.
Når vi går ud sammen fin
der den lille hånd ganske af sig selv ind i min, og så ved vi, at vi hører sammen.
Mange gange er den også forkradset, og hvert lille sår smerter mig, som om jeg selv
havde slået mig. Så kysser jeg denne lille hånd inderligt, og vi er begge lykkelige.
Så længe disse hænder endnu er små, kan jeg beskytte dem, og jeg ved, at man be
høver mig. De giver mit liv mening og indhold. Alt her i livet bliver småt og uvigtigt sammenlignet med disse børnehænder. Jeg kræver ikke rigdom eller store resul
tater af mit arbejde, ja jeg græmmer mig ikke engang over, at min eaen skønhed allerede er afblomstret. Jeg ønsker intet mere for mig selv, thi jeg er mor, og det er løn nok for mig.
Udgiver: SOS-Kinderdorfer International Office, StafflerstrflGe 10a, A-6020 Innsbruck, Østrig. — Redaktion og ansvarlig for inholdet: Helga Zundel. - Tryk: WUB, Innsbruck, Østrig. - Fotografier: Archiv, Dietrich Nagy, Poss, Schlosser. - ,,SOS-Posten" udkommer hvert kvartal og tilstilles venner af SOS-Børnebyerne uden omkostninger.