Tal for iværksatte anbringelser ser på, hvor mange børn, der i løbet af det pågældende år er blevet anbragt uden for hjemmet. Dette tal ser altså på ændringer i løbet af året.
I det følgende gennemgås henholdsvis status for anbringelser og iværksatte anbringelser i løbet af et år. 4
Status: Knap 1 procent af alle børn er anbragt uden for hjemmet
I 2014 var der i alt i Danmark 11.113 børn og unge (0-17- årige), som var anbragt uden for hjemmet, og af dem var 875 børn anbragt af Københavns Kommune, jf. tabel 4.2.
4 Afsnittet baserer sig på data fra Ankestyrelsen og Danmarks Statistik.
68
KAPITEL 4 Anbringelser i tal – hvor mange, hvorfor og hvordan
69
KAPITEL 4 Anbringelser i tal – hvor mange, hvorfor og hvordan
Figur 4.2 Andel i procent af iværksatte anbringelser af 0-17-årige børn i København og i resten af landet
Kilde: Ankestyrelsen, Anbringelsesstatistik, tabel ANBR6; Danmarks Statistik, Statistikbanken, tabel FOLK2, BEF1A07 og BY1.
I 79 % af alle sager om anbringelser foregår anbringelsen med forældrenes samtykke, men i 15 % af sagerne anbringes bar-net uden forældrenes samtykke (5 % er iflg. Ankestyrelsen uoplyst). Dvs. at børnene tvangsfjernes fra forældrene. An-bringelse af unge uden for hjemmet sker i meget få tilfælde, fordi den unge er blevet dømt for grov kriminalitet og bliver anbragt på en sikret institution (dette sker i 0,2 % af sagerne i København og samme andel i resten af landet).
Figur 4.1 Andel i procent af 0-17-årige anbragte børn i København og hele landet
Kilde: Ankestyrelsen, Anbringelsesstatistik, tabel ANBR1; Danmarks Statistik, Statistikbanken, tabel FOLK2, BEFA07 og BY1.
Iværksatte anbringelser
En tilsvarende udvikling kan ses i andelen af iværksatte an-bringelser, hvor Københavns Kommune har oplevet et fald, mens hele landet har set et mere moderat fald i andelen af børn, hvor der iværksættes en anbringelse (se figur 4.2).
Det er således klart, at der i Københavns Kommune nu både er færre anbragte børn i alt og færre iværksatte anbringelser end i 2007. Som det fremgår af kapitel 3 om ”Socialpolitiske linjer og københavnske strategier”, har Københavns Kommu-ne i hele den pågældende periode øget og styrket det fore-byggende arbejde med udsatte børn, unge og familier med det mål at sætte tidligere ind i familien med en mere intensiv støtte og dermed på sigt kunne undgå en anbringelse af bar-net uden for hjemmet. Faldet i anbringelser i København kan således ses om et udtryk for en bevidst politisk strategi.
0,0 0,2 0,4 0,6 0,8 1,0 1,2 1,4 1,6
2014 2013 2012 2011 2010 2009 2008 2007
Hele landet København
0,0 0,1 0,2 0,3 0,4 0,5 0,6
2014 2013 2012 2011 2010 2009 2008 2007
Hele landet København
70
KAPITEL 4 Anbringelser i tal – hvor mange, hvorfor og hvordan
71
KAPITEL 4 Anbringelser i tal – hvor mange, hvorfor og hvordan
Københavns Kommune adskilte sig i 2014 fra hele landet ved i mindre grad at anvende plejefamilier og i højere grad døgnin-stitutionsanbringelse. På landsplan er knap 53 % af de anbragte børn i plejefamilier, mens det tilsvarende tal for Københavns Kommune er ca. 43 %. Til gengæld anvender man i Køben-havns Kommune netværksanbringelser oftere (knap 13 %) end i hele landet (7,4 %). Dette kan dog ikke forklare hele forskel-len, idet godt 55 % af de anbragte børn i København er anbragt i plejefamilier eller netværksanbringelse, hvor det tilsvarende tal for hele landet er ca. 60 %. Københavns Kommune anven-der i højere grad døgninstitutionsanbringelser og kommunale døgntilbud. Over 40 % af de anbragte børn er på døgninstitu-tion, hvorimod det tilsvarende tal for hele landet er ca. 23 %.
En mulig forklaring på Københavns Kommunes større vægt på døgninstitutionsanbringelser kan være, at København i kraft af sin størrelse har bedre muligheder for selv at kunne udvikle og drive specialiserede døgninstitutioner. En anden mulighed er, at det er vanskeligere at finde plejefamilier i København med tilstrækkelige pladsforhold. Endvidere er der i Københavns Kommune forholdsvis flere af de større børn og unge blandt de anbragte børn, og for denne gruppe er institution ofte mere vel-egnet end en plejefamilie. Endelig er der en historisk betinget forklaring, idet Københavns Kommune har tradition for at an-vende døgninstitutioner. Døgninstitutioner tilbyder ofte mere fagligt funderede og specialiserede tilbud, som kan være mest velegnede til børn med særlige behov, fx børn med alvorlige spiseforstyrrelser, autisme eller misbrug. I perioden 2007-2014 er der sket et skift i valg af anbringelsessteder i Københavns Kommune. Figur 4.4 viser, at andelen af netværksanbringelser er vokset markant, mens andelen af anbringelser på døgnin-stitution har været faldende. Udviklingen i andelen af børn i plejefamilier har først været faldende, men efter 2010 stigende igen. Denne udvikling er sket sideløbende med en ændring af børnestrategien i kommunen, hvor man bevidst har arbejdet hen imod en øget anvendelse af netværksanbringelse og anbrin-gelse i professionel plejefamilie, jf. diskussionen i kapitel 3. I samme periode ses et fald i antallet af børn, der er anbragt på socialpædagogiske opholdssteder.
Børn anbringes hyppigst i plejefamilie eller døgninstitution
Omtrent hver anden anbringelse sker hos en plejefamilie, jf.
figur 4.3.
Figur 4.3 Andel i procent af anbringelser fordelt på type for København og hele landet i 2014
Kilde: Ankestyrelsen, Anbringelsesstatistik, ANBR1.
0 10 20 30 40 50 60
Netværks- anbringelser Pleje- familier Døgn- institution Socialpædagogsik opholdssted el. lign. Kostskole el. lign. Eget værelse el. lign. Uoplyst
Hele landet København
72
KAPITEL 4 Anbringelser i tal – hvor mange, hvorfor og hvordan
73
KAPITEL 4 Anbringelser i tal – hvor mange, hvorfor og hvordan
Tabel 4.3 Udslagsgivende årsager hos barnet for anbringelse i procent for Københavns Kommune og hele landet i 2013
Københavns Hele Kommune landet
Udadreagerende adfærds- og/eller tilpasningsproblemer 29,8 33,3
Skoleproblemer 24,2 28,3
Problemer i fritid og/eller venskaber, netværk mv. 19,2 23,5 Indadreagerende adfærds- og/eller tilpasningsproblemer 16,2 19,9 Selvskadende, opmærksomhedssøgende adfærd 13,6 17,2 Udviklingsforstyrrelse (autisme, ADHD mv.) 8,6 13,1 Sundhedsforhold, helbred i øvrigt 8,0 12,9
Misbrug 15,6 12,2
Kriminel adfærd i øvrigt 18,8 12,0
Udviklingshæmning 0,5 4,6
Manglende familierelationer, gadebarn 11,6 4,3
Fysisk funktionsnedsættelse 0,5 3,1
Sindslidelse 2,0 2,9
Sprogproblemer 2,0 2,8
Uledsaget flygtningebarn/ung (forældre i udlandet) 0,5 1,8
Underkastet ungdomssanktion 0,0 0,4
Andre udslagsgivende forhold hos barnet/den unge 20,7 21,2 Ingen udslagsgivende forhold hos barnet/den unge 22,2 13,7
Note: Udregnet som andel af iværksatte anbringelser. Da der er mulighed for at angive flere udslagsgivende årsager pr. sag, summer tallene ikke til 100.
Kilde: Ankestyrelsen, Anbringelsesstatistik, tabel ANBR2 og ANBR6;
Særudtræk for Københavns Kommune for 2013.
Figur 4.4 Fordeling i procent på anbringelsestype i København 2007 - 2014
Kilde: Ankestyrelsen, Anbringelsesstatistik, ANBR1.
Udslagsgivende årsager til anbringelse
I alle sager om anbringelse af børn og unge skal kommunen opgive de udslagsgivende årsager til anbringelsen for både barnet og forældrene. Der kan angives flere udslagsgivende årsager til en børneanbringelse. I Københavns Kommune er der i gennemsnit 2,1 udslagsgivende årsager pr. iværksat sag, mens der i hele landet i gennemsnit er 2,3 udslagsgivende årsager pr. sag, jf. tabel 4.3. 5
5 Ankestyrelsen har i de senere år indsamlet data for de udslagsgivende år-sager til de iværksatte anbringelser. Da vi ikke har tal for årår-sager til anbrin-gelse i Københavns Kommune for 2014, er data i dette afsnit for 2013.
Netværks- anbringelser Pleje- familier Døgn- institution Socialpædagogsik opholdssted el. lign. Kostskole el. lign. Eget værelse el. lign. Uoplyst
0 5 10 15 20 25 30 35 40 45
2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014
74
KAPITEL 4 Anbringelser i tal – hvor mange, hvorfor og hvordan
75
KAPITEL 4 Anbringelser i tal – hvor mange, hvorfor og hvordan
del anbringelser, hvor det ikke har været problemer hos bar-net, der har begrundet en anbringelse. I omkring hver femte eller sjette af de iværksatte anbringelser er der ingen udslags-givende årsager hos barnet, som har forårsaget anbringelsen uden for hjemmet. Det betyder, at årsagen til anbringelsen i stedet skal findes hos forældrene.
Tabel 4.4 viser udslagsgivende årsager for anbringelsen hos forældrene. Den hyppigste udslagsgivende årsag hos forældre-ne var i 2013 utilstrækkelig omsorg. Det gælder ca. halvdelen af alle iværksatte sager. Den næsthyppigste udslagsgivende årsag for anbringelsen hos forældrene er voldsom disharmoni i hjemmet. I 28 % af de iværksatte anbringelser i hele landet og 26,3 % af anbringelserne i Københavns Kommune var det den udslagsgivende årsag.
De tre hyppigste udslagsgivende årsager hos barnet for en an-bringelse er:
• Udadreagerende adfærdsproblemer
• Skoleproblemer
• Problemer i fritiden.
Dette gælder både for hele landet og for Københavns Kom-mune. For 33,2 % af de iværksatte sager i hele landet og 29,8 % i Københavns Kommune angives det, at barnet har udadreagerende adfærdsproblemer som en udslagsgivende årsag for anbringelsen. Skoleproblemer udgør den næsthyppigste udslagsgivende årsag til anbringelsen og optræder i 28,3 % af sagerne i hele landet og i 24,2 % af sagerne i Københavns Kommune.
I mange af sagerne er årsagen til anbringelse, at barnet har adfærds-, udviklings- eller sundhedsmæssige problemer. I omkring hver tredje anbringelse peges der på indadreage-rende eller selvskadende adfærd hos barnet. Hvis barnet har udviklingsforstyrrelser som autisme eller ADHD (13,1 % i hele landet), udviklingshæmning (4,6 %), fysisk funktions-nedsættelse (3,1 %), sindslidelser (2,9 %) eller problematiske sundhedsforhold og helbred i øvrigt (12,9 %) kan det også bidrage til at begrunde en anbringelse.
Generelt har Københavns Kommune færre sager, hvor an-bringelsen skyldes udviklings- eller sundhedsmæssige for-hold. Københavns Kommune har derimod flere sager, hvor den udslagsgivende årsag er kriminalitet eller misbrug. I 2013 var misbrug hos barnet udslagsgivende årsag i 15,6 % af sa-gerne i Københavns Kommune, mens tallet for hele landet er 12,2 %. Kriminel adfærd var blandt de udslagsgivende år-sager i 18,8 % af anbringelserne i København.
Københavns Kommune skiller sig også ud ved, at manglende familierelationer er blandt de udslagsgivende årsager i 11,6 % af sagerne mod kun 4,3 % for resten af landet. Der er dog en
76
KAPITEL 4 Anbringelser i tal – hvor mange, hvorfor og hvordan
77
KAPITEL 4 Anbringelser i tal – hvor mange, hvorfor og hvordan
I omkring hver sjette sag var det misbrug hos forældrene, der var udslagsgivende årsag til anbringelsen af barnet uden for hjemmet, og i cirka hver tiende sag var vold eller trusler om vold mod barnet/den unge en udslagsgivende årsag hos foræl-drene. Kun få sager er udløst af kriminel adfærd i hjemmet og seksuelle overgreb. I 2,2 % af de iværksatte sager i hele landet er anden kriminel adfærd en udslagsgivende årsag. Tallet for Københavns Kommune er 0,5 % for både kriminel adfærd og seksuelle overgreb.
En del anbringelser skyldes fysisk eller psykisk sygdom hos forældrene eller i hjemmet. Dette gælder fx sindslidelser hos forældrene (14,0 % af sagerne), fysisk dårlige sundhedsfor-hold i hjemmet (6,1 %), udviklingshæmning/-forstyrrelse hos forældrene (4,4 %), alvorlig sygdom eller dødsfald i hjemmet i øvrigt (2,6 %) eller fysisk funktionsevnenedsættelse hos for-ældrene (2,2 %). Tallene for Københavns Kommune er no-genlunde på niveau med tal for hele landet.
For omkring 30 % af de iværksatte anbringelser i Køben-havns Kommune og i hele landet er der andre udslagsgiven-de årsager hos forældrene for anbringelsen end udslagsgiven-de i tabellen listede.
Hvis man sammenligner de udslagsgivende årsager hos hen-holdsvis børn og forældre i København med hele landet, ses det, at problemtyperne er forskellige. For børnenes vedkom-mende er den udslagsgivende årsag i Københavns Kommune oftere kriminalitet, misbrug og manglende familierelationer.
Omvendt er der færre sager, hvor udviklings- eller sundheds-mæssig forhold er udslagsgivende. Også hos forældrene ad-skiller problemtypen sig, når man sammenligner København og hele landet. I Københavns Kommune er der flere sager, hvor grov omsorgssvigt eller vold eller trusler om vold mod barnet er den udslagsgivende årsag, ligesom der i København er betydeligt flere tilfælde, hvor fysisk funktionsevnenedsæt-telse hos forældrene er udslagsgivende.
Tabel 4.4 Udslagsgivende årsager hos forældrene for anbringelsen i procent for Københavns Kommune og i hele landet i 2013
Københavns Hele Kommune landet
Utilstrækkelig omsorg 48,0 50,2
Voldsom disharmoni i hjemmet 26,3 28,3
Misbrug hos forældrene 12,6 15,5
Sindslidelser hos forældrene 8,6 14,0 Vold eller trusler om vold mod barnet/den unge 12,6 10,2
Grove omsorgssvigt 9,1 7,4
Fysisk dårlige sundhedsforhold i hjemmet 4,5 6,1 Udviklingshæmning/-forstyrrelse hos forældrene 1,5 4,4 Alvorlig sygdom eller dødsfald i hjemmet i øvrigt 1,0 2,6
Seksuelle overgreb, incest 0,5 2,3
Anden kriminel adfærd i hjemmet 0,5 2,2 Fysisk funktionsevnenedsættelse hos forældrene 4,5 2,2 Forældre afgået ved døden (forældreløs) 2,5 1,2 Anbringelse med henblik på bortadoption 0,0 0,2 Andre udslagsgivende forhold hos forældrene
eller i hjemmet 29,3 31,5
Ingen udslagsgivende forhold hos forældrene
eller i hjemmet 10,0 10,4
Note: Udregnet som andel af iværksatte anbringelser i samme år. Mulig-hed for at angive flere udslagsgivende årsager pr. iværksatte sag, derfor summer tallene ikke til 100.
Kilde: Ankestyrelsen, Anbringelsesstatistik, tabel ANBR3; Særudtræk for Københavns Kommune for 2013.
78
KAPITEL 4 Anbringelser i tal – hvor mange, hvorfor og hvordan
79
KAPITEL 4 Anbringelser i tal – hvor mange, hvorfor og hvordan
havn er der flere sager, hvor kriminalitet (18,8 %), misbrug (15,6 %) og gadebørn (11,6 %) er den udslagsgivende årsag.
Denne forskel kan bl.a. forklares ved, at anbragte børn i Kø-benhavn i gennemsnit er lidt ældre end i resten af landet.
Endelig er der i hver femte til sjette sag ingen udslagsgiven-de årsager hos barnet. Dvs. at forklaringen skal finudslagsgiven-des hos forældrene.
En del af forklaringen på dette mønster kan være børnenes alder ved anbringelse, idet der er en lidt højere andel af børn i alderen 13-17 år blandt anbragte børn i København end i resten af landet. I denne gruppe er kriminalitet og misbrug et mere fremherskende problem. Endvidere er der forskelle mellem Københavns Kommune og resten af landet i forhold til den sociale profil blandt forældrene.
Opsamling
Kapitlet viser i tal, at der er forskelle mellem København og resten af landet med hensyn til såvel anbringelseshyppighed som anvendelsen af forskellige typer af anbringelser. De fleste forskelle er moderate, men forskellene er særligt tydelige, når man ser på udviklingen i antallet af anbringelser og valget af type anbringelsessted. Det er vigtigt at være opmærksom på disse forskelle ved læsning af de øvrige kapitler i denne anto-logi, da de alle koncentrerer sig om Københavns Kommune.
Kapitlet peger på en række overordnede tendenser.
For det første er lidt under en procent af alle børn og unge mellem 0-17 år anbragt uden for hjemmet i Danmark i 2014.
København anbragte i 2014 nogenlunde lige så hyppigt børn uden for hjemmet, som det er tilfældet for hele landet.
For det andet anbringer man i København en lidt større andel af unge end i resten af landet (og en mindre andel af små børn).
For det tredje anbringer Københavns Kommune i mindre grad børn i plejefamilier og i højere grad på døgninstituti-oner sammenlignet med de øvrige kommuner. Københavns Kommune har siden 2010 øget andelen af anbragte børn i netværks- og plejefamilier.
For det fjerde afviger København fra resten af landet, når det gælder de udslagsgivende årsager til anbringelser. I
Køben-80
KAPITEL 5 Anbringelse – hvad siger reglerne?
81
KAPITEL 5 Anbringelse – hvad siger reglerne?
KAPITEL 5
Anbringelse – hvad siger reglerne? – af Idamarie Leth Svendsen
Beslutninger om anbringelse er afgørelser, som skal have hjemmel i lovgivning og regler. Retsgrundlaget stiller dels ind-holdsmæssige krav i form af de kriterier, der skal være opfyldt, for at der kan ske anbringelse et bestemt anbringelsessted, dels krav til sagsbehandlingen. Når en beslutning træffes uden sam-tykke, gælder særligt skærpede krav. Samlet er der tale om et omfattende regelsæt, som ikke er særlig indholdsmæssigt spe-cifikt, men som indeholder en vis skønsmargin, regulerer foran-derlige situationer og skal tilgodese mange forskellige hensyn.
Det er formålet med dette kapitel at give et indblik i de regler, der gælder om anbringelse af børn og unge uden for hjem-met efter serviceloven, idet det er nyttigt at kende hertil som baggrund for de andre kapitler. Emnet er retsgrundlaget, dvs.
– nogle af – de retsregler, som er relevante for beslutninger om anbringelse af et barn uden for hjemmet, herunder om hjemgivelse, dvs. ophør af anbringelse. Kapitlet kan ikke give det fulde billede af det samlede regelsæt og handler heller ikke om de mange juridiske udfordringer, afgrænsnings- og for-ståelsesspørgsmål, der kan opstå i praksis, idet det ville være for omfattende at beskrive her. Det er bygget op sådan, at der indledningsvis gives et mere generelt billede, og derefter ses der nærmere på først de krav, der stilles til indholdet af beslut-ninger om anbringelse, dernæst de krav, der stilles til sagsbe-handlingen dvs. de processuelle eller formelle krav. Lovrefe-rencer er til serviceloven – lov om social service – medmindre andet fremgår af teksten.
Forskellige hjemmelsregler for anbringelse
Reglerne om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet fremgår af serviceloven, primært kapitel 11 om særlig støtte til børn og unge. Reglerne har gennemgået en række reformer de senere år. 6 Andre bestemmelser i både serviceloven og andre love har – som beskrevet i de følgende afsnit – også betydning i forhold til beslutninger om anbringelse, bl.a. de indledende kapitler i serviceloven om rådgivning, forebyggelse og tidlig indsats, reglerne om handicapkompensation, skole-, sund-heds- og dagtilbudslovgivningen, reglerne om forældreansvar, forsørgelse og de forvaltningsretlige regler.
Afgørelse om anbringelse med samtykke fra forældremyn-dighedsindehaverne 7 og den unge træffes af kommunen,
”kommunalbestyrelsen”, ifølge serviceloven. Afgørelseskom-petencen er normalt delegeret til forvaltningen. Afgørelse om anbringelse uden samtykke fra forældremyndighedsindeha-verne eller den unge træffes af kommunens børn og unge-ud-valg, som er en selvstændig forvaltningsenhed, bestående af en dommer, to børnesagkyndige og to kommunalbestyrelses-medlemmer. Ankestyrelsen kan også træffe afgørelse om an-bringelse. Anbringelse kan ske på følgende måder:
• Med forældremyndighedsindehavernes og den unges samtykke
• Uden forældremyndighedsindehavernes eller den un-ges samtykke
• Med kun den unges samtykke
6 Særligt Anbringelsesreformen (LF 8 FT2004-05), Kontinuitet i an-bringelsen (LF 116 FT2008-09), Barnets Reform (LF 178 FT 2009-10), Faglige og økonomiske hensyn mv. (LF140/2011-12).
7 Det er kun forældre, der har forældremyndighed efter forældreansvars-loven, der skal samtykke. Normalt vil begge forældremyndighedsinde-havere have del i forældremyndigheden.
82
KAPITEL 5 Anbringelse – hvad siger reglerne?
83
KAPITEL 5 Anbringelse – hvad siger reglerne?
• Som en anbringelse uden samtykke, selvom der forelig-ger samtykke
• Som videreført anbringelse.
De forskellige hjemmelsgrundlag i serviceloven kan helt over-sigtligt illustreres sådan her:
Figur 5.1 De forskellige hjemmelsgrundlag for anbringelse af et barn uden for hjemmet
Der gælder ikke specifikke kriterier for, hvornår særlig støtte efter § 52 skal have form af en anbringelse efter § 52, stk.
3, nr. 7 – men det gælder efter stk. 1, generelt, at afgørelse om foranstaltninger skal træffes, når det må antages at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte.
Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller de foranstaltnin-ger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem den børnefaglige undersøgelse efter § 50.
Afgørelsen træffes med samtykke fra forældremyndig-hedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.
Anbringelse kan ske, hvis der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af:
1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge
2) overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for 3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære
sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge 4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller
den unge.
Der skal være begrundet formodning om, at proble-merne ikke kan løses under barnets eller den unges fortsatte ophold i hjemmet.
Afgørelsen træffes uden samtykke fra forældremyndig-hedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år.
§ 52, stk. 3, nr. 7 Kommunal bestyrelsens kompetence
§ 58, stk. 1
Børn og unge- udvalgets kompetence
Evt. foreløbig formands-beslutning efter § 75
Forskellige elementer af en anbringelsesbeslutning
Der er forskel på betingelserne for anbringelse og for andre beslutninger – herunder om at iværksætte en undersøgelse ef-ter §§ 50 eller 51, forebyggelse efef-ter servicelovens kapitel 3, 4 og 6, andre foranstaltninger efter § 52, stk. 3, nr. 1-6 og 8-9, økonomisk støtte efter § 52 a, forældre- og ungepålæg efter §§
57 a og b, valg af anbringelsessted efter § 68 b, beslutninger under anbringelse efter § 69 samt ophør af foranstaltninger
Anbringelse kan ske, når hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det: Selv om forældre-myndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, giver samtykke til anbringelse efter § 52, stk. 3, nr. 7.
Anbringelse kan ske, hvis en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, uanset betingelserne i § 58 stk. 1: Når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges særlige behov, og problemerne ikke kan løses under den unges fortsatte ophold i hjemmet.
En anbringelse kan videreføres, når et barn eller en ung har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, hvis barnet eller den unge har opnået så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kort og længere sigt må antages at være af væsentlig betydning for barnets eller den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet.
En ung, der er fyldt 15 år, skal samtykke. En videreførelse af anbringelse kræver ikke, at betingelserne i § 52, stk. 1, eller § 58, stk. 1, er opfyldt.
§ 58, stk. 2
Børn og unge-udvalgets kompetence
Evt. foreløbig formands-beslutning efter § 75
§ 58, stk. 3
Børn og unge-udvalgets kompetence
Evt. foreløbig formands-beslutning efter § 75
§ 68 a 8
Børn og unge-udvalgets kompetence
Evt. foreløbig formands-beslutning efter § 75
8 Bestemmelsen i § 68 a om videreført anbringelse er særlig på den måde, at det ikke kræves, at betingelserne efter §§ 52, stk. 1, eller 58, stk. 1, er opfyldt, idet det er tilstrækkeligt, at der er så stærk tilknytning til anbringelsesstedet, at det på kort og langt sigt vil være af væsentlig be-tydning for barnets/den unges bedste at forblive på anbringelsesstedet, og forældrenes muligheder for at tilgodese barnets behov er altså ikke afgørende.
84
KAPITEL 5 Anbringelse – hvad siger reglerne?
85
KAPITEL 5 Anbringelse – hvad siger reglerne?
efter § 68. Denne adskillelse af afgørelser om anbringelse over for andre afgørelser har baggrund i de regelændringer, som fulgte af Betænkning om de retlige rammer for indsatsen over for børn og unge (Betænkning nr. 1212, ”Graversen-betænk-ningen”, 1990). Tidligere indebar indsatsen enten pålæg, råd-givning eller anbringelse, og anbringelse omfattede i praksis et bredt, uspecificeret spektrum af retlige former, herunder undersøgelse og aflastning (afhjælpning af rent økonomiske behov har generelt været henvist til de almindelige regler om forsørgelseshjælp). Efter ”Graversen-betænkningen” indførtes derfor en række afgrænsninger, herunder mellem undersøgel-se og foranstaltninger, mellem rådgivning og foranstaltninger, mellem anbringelse og andre foranstaltninger, mellem frivillig og tvangsmæssig anbringelse og mellem materielle og proces-suelle regler mv. Hensigten var at gøre det tydeligere, at der er forskel på de forskellige former, faser og krav (se også kapitel 3). Disse figurer – som grundlæggende er opretholdt i den gældende servicelov og er blevet udbygget i senere reformer (jf. Svendsen, 2015; Svendsen & Hartoft, 2013) – indebærer, at en anbringelsesafgørelse indeholder flere elementer:
• At der er behov for en foranstaltning, jf. børnefaglig undersøgelse
• At foranstaltningen, jf. handleplanen, skal være anbringelse
• At anbringelsen sker i en bestemt af de anerkendte anbringelsesformer
• At anbringelsen sker på et bestemt anerkendt anbringelsessted
• At anbringelsen sker under bestemte vilkår
(handleplan, opfølgning, samvær, evt. genbehandlings-frist mv.).
Afgørelsens forskellige elementer er retligt regulerede, og ser-vicelovens bestemmelser står ikke alene, men skal anvendes ud fra grundlæggende principper om krav til indholdet af afgørel-ser. Der skal være hjemmel til afgørelsen, som skal være truffet på baggrund af et konkret, individuelt skøn og på et sagligt,
ikke-diskriminerende og proportionalt grundlag. De hensyn og formål, der retligt set skal varetages, kan bl.a. findes i ser-vicelovens formålsbestemmelser. Til at fastlægge rækkevidden af bestemmelser og principper, inddrages endvidere relevante fortolkningsbidrag, bl.a. forarbejder, dvs. de bemærkninger, betænkninger mv., der er udarbejdet i forbindelse med lovfor-slagsbehandling i Folketinget. 9 I forarbejderne er baggrun-den for reglerne beskrevet, men ofte opstår fortolknings- og forståelsesspørgsmål først senere, og der er ikke nødvendig-vis taget stilling til dem i lovforarbejderne. Lovforarbejder er traditionelt meget vigtige fortolkningsbidrag, men de er ikke retskilder på samme måde som selve lovreglen, idet de ikke på samme måde er vedtaget af Folketinget og også i et vist omfang kan tabe retskildeværdi, som årene går.
Ankestyrelsens og domstolenes praksis – som er bindende – er også med til at fastlægge reglernes indhold. Ankestyrelsens praksis offentliggøres i principafgørelser, som er med til at be-stemme retsgrundlagets indhold. Folketingets Ombudsmands udtalelser – som ikke er bindende, men henstillinger, som dog normalt følges af myndighederne – handler ofte om be-slutninger, som ikke behandles i det almindelige klagesystem, fx spørgsmål om sagsbehandling og institutionsforhold. Om-budsmanden kan vælge at gå ind i sager, der har en mere generel karakter, fx om kommunernes fastlæggelse af ret-ningslinjer for sagsbehandlingen i kommunen. Det har Om-budsmanden gjort i flere sager af relevans for anbringelsesom-rådet – se bl.a. FOB 2014-9, hvor Ombudsmanden fandt, at en række initiativer som følge af kommunale spareplaner var i strid med lovgivningen.
Internationale konventioner, særligt Den Europæiske Men-neskerettighedskonvention, FN’s Børnekonvention og FN’s
9 Se fx bemærkningerne til § 68 a om videreført anbringelse i LF 116 FT 2008-09 (Kontinuitet i anbringelsen).