92.
E g e n M elodi.
Ja, vi elsk er d e tte L andet, som d et stig e r frem
furet, v e jrb id t over V a n d e t m ed de tu se n d H jem ,
elsker, e lsk e r d et o g tæ n k e r p a a vor F a ’r og M o’r
o g den S a g a n a t, som sæ n k e r D røm m e p a a vor Jord.
D e tte L a n d e t H a ra ld b jæ rg e d m ed sin K æ m p e ra d ,
d e tte L a n d e t H a a k o n v æ rg ed , m edens Ø yvind k v a d ;
O lav p a a d et L a n d h a r m a le t K o rs e t m ed sit Blod,
fra dets H øje S v erre ta le t R o m a m id t imod.
B ønder sine Ø k se r b ry n te, h v o r en H æ r drog fre m ;
T o rd e n sk jo ld lan g s K y s te n lynte, saa den ly stes hjem .
K v in d e r selv sto d op o g strede, som de v a re M æ nd
a n d re k u n d e b a re g ræ d e, m en d e t kom igen!
V ist nok var vi ik k e m ange, m en vi s tra k do g til,
d a vi prøvdes nogle G ange, og d et stod p a a Spil;
th i vi h e lle r L a n d e t b ræ n d te, en d d et kom til F a ld ;
h u sk e r bare, h v ad som h æ n d te n e d p a a F re d rik s h a ld 1
H a a rd e T id e r h a r vi døjet, blev tilsid st fo rstø d t;
m en i v æ rste N ød b la a ø je t F rih e d blev os født.
D e t g a v F a d e rk ra ft a t b æ re H u n g ersn ø d o g K rig ,
d e t g a v D ø d en selv sin Æ r e — o g d et g a v F o rlig 1
F ien d e n sit V a a b e n k a ste d , op V isiret foV,
vi m ed U n d ren m od h am h a s te d ; th i h a n var vor B ro ’r,
D revne frem p a a S ta n d a f S kam m en, g ik vi sø d er p a a ;
nu vi s ta a r tre É rødre sam m en og sk al sa a d a n staa!
N o rsk e M and i H us og H y tte , ta k din sto re G ud!
L a n d e t vilde h a n b e sk y tte , sk ø n t d e t m ø rk t sa a ud.
A lt hvad F æ d re n e h a r k æ m p et, M ødrene h a r g ræ d t,
h a r den H e rre stille læ m pet, saa vi v an d t vor R e t!
Ja, vi e lsk e r d e tte L an d et, som det stig e r frem
furet, v ejrb id t over V a n d e t m ed de tusend H jem .
O g som F æ d re s K a m p h a r h æ v et d et a f N ød til Sejr,
o g sa a vi, n a a r det b li’r k ræ v et, for d ets F re d sla ar L e j r !
Bj. Bjørnson.
93.
E g e n M elodi.
D u g a m la , du frisk a, du fjållh o g a N ord, du ty sta , du g lå d je rik a sk o n a !
ja g h å ls a r d ig v ån aste land u p p å jo rd ! din sol, din him m el, din a å n g d e r g ro n a!
D u tro n a r p å m innen från fo rn sto ra dar, d å å r a t dit n am n flog ofver jo rd e n ;
ja g vet, a t du å r och du biir, h v a d du v ar, a c k ja g vil lefva, ja g vil do i N orden.
M ens N o rd h a v et b ru ser m od fjæ ld b y g t S tra n d o g sto lte E rin d rin g e r v æ k k e r
om F æ d re n e s R y , som til fjæ rne S tra n d d e t b a r p a a de n o rd isk e S n ek k er.
Op, N ordm æ nd, sju n g e r til H a rp e n s S lag , en S a n g for N o rrig e s u nge F la g !
D u B lom ster a f P a lm e n p a a F rih e d s Grund!
sk ø n est du a t sk u e tre fa rv e t!
d e t h v id en e R o rs i den rø d e B und d e t h a r du a f D a n n e b ro g arv et!
M en H jæ rte b la d e t, det m ørkeblaa, a f F rih e d s M arv m a a tte først u d g aa . F ra H im len faldt D a n e b ro g sfan e n ned, blev T v illin g lan d s-S n ek k e rn e s S m y k k e, og stod gennem S e k le r i K rig og Fred, o m stra ale t a f H æ d e r og L y k k e.
O, F la g for N o rrig ! sta n d evig saa, m ist a ld rig dit H jæ rte b lad s høje B laa.
S c h w a c h .
95.
M e l . : V i lystige Svende.
H v ad sjunge de B ø lg er ved N o rd h av ets S tran d , som kn u ses m od K lip p e r og le g e p a a S a n d ? h v ad hviske de om til de h æ ldende T ræ r ? h v a d ra a b e de op til de knejsende S k æ r ? h v a d m æ lde de ly stig i h jo rd og i B æ lt, n a a r V a a re n vil b y g g e sit g y n g e n d e Telt
i N orden?
D e sjunge om K ra fte n m ed S ejr i sit Spor, de hilse fra A an d en , som ra a d e r i N ord, hvis F lu g t v ar som F alk en s, hvis T u n g e
v a r k y sk , og ald rig blev slavisk og ej bliver ty s k ;
som , la m m e t i V in tre ved D v æ rg e n e s R a å d , nu v a a g n e r urolig og g ru n d e r p a a D a a d
for N orden.
D e sjunge om B a a n d e t, som, g lem t under K iv, d o g d ro g sig sa a d y b t gennem F o lk en es Liv;
om B a a n d e t, som tro d sed et B ro d e rh a d s G ru, og, n æ g te t og sp o ttet, d o g h o ld e r end n u ; om B lodet, hvis R ø s t som en k lin g en d e L u r s n a rt sa m ler a f vigende S m aa fo lk en M ur
om Norden*
D e sjunge m ed Ju b el om D a g e n som næ r, d a S ønnen sk al løfte d et fæ d ren e S v æ rd ; d a K ra fte n , som sp re d te s i g n istre n d e S por, s k a l ly se som Sol for den u n d ren d e Jo rd ; d a T vivlen sk a l fly m ed d e t B ud over L and, at Y n g lin g e d rø m m en , den k æ k k e , var sand
i N orden.
Hostrup.
96.
M e l . : Ja, vi elsker dette L andet.
T a n k e r, som h in an d en træ n g e r, finder n ok sin Pol.
H jæ rte r, som vil m ødes, sp ræ n g e r a lt som F o ra a rs Sol.
O g jo ty n g re S org, som dølger deres unge T ra n g ,
desto stø rre M ødets B ølger b ru se r frem en G ang.
S k ø n t h v er M and, som løfted M odet, h u n d red e g av Ild,
sk ø n t a t T u sen d ofred B lodet, slog d et ik k e til.
F ø rst n a a r F o lk e v a a re n s Susen over S kov og L und
v æ k k e r alle h u n d re d Tusend, d a er M ødets S tund.
H eld os n u : N o rrø n a d a g e n er jo a lt i S k y :
S k ræ k k e n , h v o ra f vi stod slagen, v ar dens M o rg en g n y !
G jallarh o rn ets hule S ange, T a a re r, S k a m og Blod
var sa a m an g e H e rre n s G an g e det, som ju st g av Mod.
N u a f F o lk e ts S jæ l og V irk e vokser d et h v er D a g :
S e je r loves den, som S ty rk e t a ’r a f N ed erlag .
F o ra a rsm ø d e ts F y ld e flom m er o g er Ju b e lto lk
for den V a a r, som en G a n g kom m er.
— L eve N o rd en s F o lk !
Bj. Bjørnson.
97.
M e l . : Som et Skjold mod Østens Magt.
N o rd e n er e t S ø sk e n d la g a f e t g æ v t og g am m elt S lag , ro st for S k ja ld s k a b og for S ang, Svea, N or og D an ev an g .
D e h a r læ rt os D an sen træ d e , tro a t elske, y n d ig kvæ de,
skønne S ø sk en d la g !
V e rd e n sk ja lv for deres S v æ rd i den g am le V ik in g fæ rd .
O g sa a n y s i K a m p e n hed viste de, a t S v æ rd e t bed.
D e h a r læ rt os tro lig lide, F a re n trodse, m a n d ig stride,
s tæ rk e S ø sk en d lag !
O dden m od h in an d en s B ry st s a tte de i b lo d ig D yst,
M oder k o m de d o g i Hu, b lid t o m sly n g e de sig nu.
D e h a r læ rt os ej forsage, h a a b e tr y g t p a a b e d re D ag e,
from m e S ø sk en d lag !
O . V i n j e .
98.
M e l . : M enuetten uf E l v e r h ø j .
M idt i en Jæ rn tid , som ik k u n tro r den M ag t, som V aa b n e n e vinder, du lig g e r rolig, du høje N ord, i A an d e n s Sollys og skinner, din S to rh e d er ej G uld og P ra g t og ej K a n o n e rs T orden,
du er en stille V e rd e n sm a g t for H jæ rte ts S a g p a a Jorden.
V ist m a a end slaas m a n g t A an d en s S lag for d ig b a g k o rsed e Skjolde,
m en T a n k e n s ta a r som et S olskinsflag p a a N o rd en s grønnende V o ld e;
og fry g t k u n ej, du lille H æ r, som m odig vover Striden,
h v ert U n g d o m sk u ld i N orden b æ r en F y lk in g ny ind i den.
Jonas Lie.
99.
M e l . : U nge G enbyrds-L iv i N orden.
E n ig h ed e n i v o rt N orden L o k e vel h a r læ n g e spildt,
H a a b om den ved L yn og Torden, d et v ar o g sa a a lt for vildt;
m en ved M in d ek v ad af B ra g e , ved G u ld stræ n g en s gam le K la n g v en d er E n ig h e d tilb ag e,
a lt som V a a r ved F u g le sa n g . E n es s a a sk a l N ordens S k ja ld e s a a og N ordens F o lk e fæ rd ;
m ed sit N av n sk a l h v e r sig k a ld e , sa a d e t h ø res fjæ rn og næ r,
enes g o d t d o g om a t p rise alt, h vad L iv et b lo m stre r ved, enes altid om a t vise
n o rd isk B ro d e rk æ rlig h e d . O g som alle S a n g en s Fugle, fæ lles S a g h a r H ø g o g Ørn, g ø r F o stb rø d re n e i T ule
fæ lles S a g m od U lv o g B jørn, fælles S a g m ed L øvebanner, F rih e d s S a g i æ del P a g t,
m od al Jo rd e rig s T y ra n n e r, V old og S vig i h v er en D ra g t.
H eld os, V en n er! A sa -B ra g e slog G u ld h arp en m id t b la n d t os, g ø r d e t end p a a g am le D ag e, F im bulvinteren til T rods.
D erom sk al i S a n g o g S a g e R y m ed R o s g a a op o g ned, m ed os sju n g e r A s a -B ra g e : H eld for N ordens E nighed!
G r u n d t v i g .
100
.M e l . : H e r un d er H im m elens blaa T abernakel.
U d b ræ n d t e r B a u n ern es b lo d ig e Flam m e, H ilsen er B lusset p a a F jæ ldenes K am m e, nu b ry d e r F u re n k u n H jordenes F re d ; B roen er la g t, m en skal B uerne sta n d e try g g e m od Storm flodens tru en d e V ande, se, d a m aa F olkene selv b y g g e med.
F ø rst m a a den T anke, som S k jald en e svøbte, T an k en , som U ngdom m ens Y p p erste døbte, huses a f B onden som k æ rk o m m e n G æ st;
h ø jt op p a a S æ tre n og d y b t ned i D ale S a n g e n m a a flag re fra H øjskolens Sale, sa a k a n vi slu tte vor n ordiske F est.
S a a k a n vi sy n g e et S te v m ed h v eran d re, sa a k a n m ed B rø d re n e sam m en vi van d re trø s tig til V alen for T v e d ra g te n s Tid,
op over H øjen, hvor S ten e n e ty n g e , n ed u n d e r K lin ten , h v o r B ø lg ern e sy n g e D ra p e t om H elten es b lo d ig e S trid .
S p ræ n g e s m a a F ordom m ens s te n h a a rd e V æ g g e , førend de S trøm m e, som b æ re vor S n ek k e, frit k a n i F o lk e n e s D y b flyde n e d ;
sæ n k es m a a S n e k k e n fra V an d e n e høje T rin efte r T rin som ved T ro ld h æ tte n s Fløje,
— d a h a r vi vun d et vort M aal og v o rt M ed.
C h r . B i c h a r d t .
*
101
. E g e n M elodi.H ell dig, du h o g a N ord!
h ell dig, v å r fosterjord!
K r a f t och mod, Liv och blod vi offra for din å ra !
H ell dig, du fria s tr a n d ! hell dig, du h je lta rs la n d !
E n ig h et, tro fa sth e t
å r dina soners låra.
H ell E r, I g a m la b erg ! J å tta r m ed je rn til m e rg :
Fjåll och h a f a ld rig sla f
i M anhem skola b åra.
Lefva, lefva, lefva v å rt fosterland!
K v i n d e n .
102.
M e 1.: Glad ilso m fogleu i m orgonstunden.
S p a r s o m t i N orden vi B lom ster finde, F a rv e n er b le g og ku n sv a g deres D uft;
B lom sten hos os er den dejlige K vinde, fro d ig st hun g ro r i den nordiske L uft.
H en d e vi elske, m ens H jæ rte t det slaar;
h en d e vi prise, m ens L æ ben fo rm aar.
11*
L o k k e rn e bløde og V æ k ste n den slanke, K la n g i sin S tem m e o g S n ild h ed i B lik, Ild i sit H jæ rte o g R e n h e d i T an k e, d e t hu n i A rv e fte r M oderen fik.
Hostrup.
103.
M e l . : V o rt F ø d e la n d var altid rigt.
H vis D a n m a rk h av d e B jæ rg og F jæ ld m ed stjæ rn e k ro n te T inder,
h v o r u d a f rig e K ild ev æ ld d e t ly se G uld u d rin d e r;
d a s te g vi n ed i K lip p e n s B ry st, m ed T ro ld e voved vi en D y st, o g v an d t den røde S k a t til L y st for D a n m a rk s h u ld e K v in d er.
V a r D a n m a rk s H im m el altid b la a som d a n sk e P ig e rs Øje,
o g hvis en evig S om m er la a m ed F y ld e p a a d ets H øje;
la a P e rle r s trø e t p a a H a v e ts Sand, d a skulde b la n k i G y ld en b ran d en R o s e n k ra n s, en P e rle ra n d om E d e rs L o k sig føje.
D en b ed ste F ru g t, som D a n m a rk b ar, p a a T o n en s B ø lg e r g y n g e r,
th i S a n g e n sta d ig t S o m m er har, og ev ig t sig fo ry n g e r;
v o rt F jæ ld — d et e r vor T ro sk ab sa an d , vor K æ rlig h e d — en T ryllevaand,
vor S a n g sa a sm u k t sit P e rle b a a n d om E d ers H jæ rte r sly n g er.
S aa læ n g e da m ed b ro g e t G lans V aarso len h ø jt oprinder,
og V in tren frisk sin S tje rn e k ra n s om D a n m a rk s L o k k e r b in d e r;
sa a læ n g e B ø lg en sla a r m od K y st, vi sjunge vil a f fulde B ryst,
med m an d ig R ø st, m ed Liv og L y st om D a n m a rk s h u ld e K vinder!
C h r . W i n t h e r .
104,
E g e n M elodi,
V i h a r sa g t d et sa a tit og du véd det sa a godt, du er m æ g tig , du K v in d e i N o rd !
du k a n fæ ngsle vort Sind, du k a n try lle os blot m ed e t B lik, m ed e t eneste Ord.
D u h a r alt, h v ad der d ra g e r os efter d ig hen,
— d e t e r næ sten for ofte d ig s a g t; — m aa je g sig e dig, h v ad du sk al give igen, og hvortil du sk a l b ru g e din M agt?
D u sk a l give din B ro d er, din B ejler, din V en, du skal give din B ru d g o m , din M and,
du s k a l give d et b ed ste, d et k æ re s te hen for a t frelse dit F æ d ren elan d .
D u sk al opfostre D re n g e m ed S en er i A rm , d er for D a n m a rk vil k æ m p e og d ø ;
du sk a l læ g g e den S æ d i S m a a p ig e rn e s B arm , d er sk a l b æ re d et æ d leste Frø.
D u sk a l v æ rn e om S p ro g e t i B ørnenes M und, d e t er M oderens M aal, d et er dit,
som G u ld h a rp e rn e s K la n g , som de F u g le i Lund, sk a l d e t sv in g e sig m æ g tig t og frit.
D u sk al v o g te de S a g n o g den dejlige S ang, vi i A rv e fte r F æ d re n e fik;
du sk a l lu k k e dit H jæ rte for T ræ ld o m og T v a n g o g din D ø r for de frem m edes S kik,
Ja — je g ser p a a dit B lik, h v a d sa a ofte je g saa, h v ad din G æ rn in g fo rlæ n g st m ig h a r sa g t:
D u vil s ty rk e vor A a n d og vor H aand, n aa r vi sta a for vort L a n d o g vor F an e p a a V a g t!
M a d s H a n s e n .
105.
M el.: H r. P e d e r k asted R u n e r.
V i sa n g sa a højt om N ordens T a a rn e tr e n d e : sy n g nu om N o rd en s K v in d er, sy n g om
h ende, hvis A rm v ar B a rn e ts V u g g e
hvis F a v n v ar D re n g e n s B org, hvis Øje var e t H a v d y b
for al h an s H jæ rte so rg !
M oders Sm il v ar m in første G ave, hendes B lik læ rte m ig a t stave
K æ rlig h e d .
S y n g h ø jt om N ordens K v in d er, sy n g om hende, som b ed st fo rsta a r din A rn e s Ild at tæ n d e :
den Viv, som d u g e r B o rd e t m ed re n e T a n k e rs Sne, som g ø r din G læ de d o b b elt o g h alv din v æ rste V e :
h en d e s H a a n d sp a n d t din b e d ste Tykke,, du og hun dele Sol og S k y g g e ,
H a a n d i H a a n d .
Ja , sy n g om N ordens K v in d er, sy n g om hende, som b e d st fo rsta a r en S e je rsk ra n s a t b in d e j som sø m m er g y ld n e S ø m m e
om U n g e rsv e n d e n s F la g , som fle tte r v o re D røm m e m ed Sol o g S o m m e rd a g !
H e n d e s K in d rø d m e r d ig imøde, h en d es R ø s t k a ld e r fra d e D øde
H a a b og M od.
O m h en d e sa n g A lv erd en s S ag n o g S k r if te r ; thi hun v a r H e lt for tu sen d e B ed rifter,
Ja, U n g e rsv e n d e n s V ilje er N o rd e n s faste M ur,
sa a læ n g e som h a n s H jæ rte e r h en d es Jo m fru b u r!
D é r hun bor, h v o r om lyse T a n k e r L æ n g se l snor lø n lig sine R a n k e r,
d é r hun b o r!
C h r . J i i c h a r d t .
106
.M e l.: Vift stolt paa K o d an s Bølge.
D et ly se r over N o rd en fra F rejas b la n k e R o k , m en F re ja selv, h u n ly se r i N ordens
Jom-fru flo k ; og sy n g e r vi om hende, da g ø r vi ik k e
sto rt, d a g ø r vi k u n d et sam m e, som F æ d re n e
h a r gjort, T h i K v in d en s N avn var altid et F rih ed sn av n
i N ord, o g hvem h a r v æ ret stæ rk e st, mon F re ja
eller T o r?
H an h a m re d m ed sin M jølner i T u rse p a n d e r g ra a ; m en H jæ rte ts sp æ d e H am ren, den m a atte
hun forstaa.
H a n o g m ed sine B u k k e, h a n s p ræ n g te U r og Fjæ ld, hun s p ræ n g te L a a s og L u k k e for D y b e ts
Sjæ le v æ ld ; h a n tro d sed Jæ tte b o rg e n , h u g K lip p e rn e i
Flis, m en du v ar s tæ rk i S o rg e n g ra a d fa g re
V anedis!
O g v ar hu n a f de stæ rk e , sa a er hu n d et endnu, h n n lø fter al vor G æ rn in g , hun b in d er al
vor H u ; jo m fru elig som B irk e n , som B ø g e n m oderlig, endnu h u n k a a r e r H æ lv ten a f K æ m p e rn e
for sig.
J a , h v er en lo k k e t Jo m fru , o g h v er en k ra n s e t B rud, o g om hu n b æ re r V adm el, h v ad eller S ilk e
-skrud, og h v e r en tro fa st H u stru , som ler ad M o’
dens K ram , som la a n e r M andens T a n k e sin stæ rk e F je
d erh am .
O g h v e r en snehvid M oder, som S ønner signe kan, og h v er en lille V ild k a t i F re ja s lette
S p an d , —=
dem alle, alle, alle, dem g æ ld e r denne S an g , m en sk u ld e vi dem næ vne, saa blev den
altfo r lang.
C h r . R i c h a r d t .
107.
M e l.: S nart er N atten svunden.
M ulm et sa n k d et svale, over D a g e n s L yst, m ilde L æ n g sle r ta le til d et u n g e B r y s t ; hun, som d y b e st inde v æ k k e r Sjæ lens T ra n g . N ordens bolde K vinde vies nu vor S an g .
T it v o rt H jæ rte, sm eltet a f den F a g re s Blik, u n d er B ø g e te lte t L u ft i T o n er fik.
H er, hvor G ra n en s S ta m m e s ta a r p a a F jæ ld e t V ag t, g rib e r os de sam m e k la re Ø jnes M agt.
T re e r N ordens L ande, N o rd en s Mø k u n en, ren, som K ild e n s V an d e tro , som K lip p e n s S ten,
øm, som F u g le n s T rille i d e t friske K ra t,
y n d ig som vor milde, ly se S o m m ern at,
S tjæ rne, som os try lle r!
R o se , fin o g sm uk!
D ig v o rt H jæ rte h y ld e r til sit sidste S uk.
D ro n n in g i den u n g es rig e D rø m m e la n d !
sø d t din Lov sk a l sjunges over N o rd en s S tra n d .
Hostrup.
108
.E g e n M elodi.
I V I i n S øn! om du vil i V erd en frem , sa a buk!
og ti til T ingen, du finder slem, og b u k !
vid: du est fa ttig ; th i m aa du b u k k e , og, sk ø n t du vel k a n i L øndom sukke, sa a ti! b u k a tte r!
hold M unden! b u k a tte r!
og ti!
N a a r S to rm an d m ø d er dig p a a din Vej, sa a b u k !
og sig e r h an til dit Ø nske Nej, saa buk!
og h o ld t du h am for en ussel T aab e, s a a husk, du v an d rer i R in g h e d s K a a b e o g ti! b u k a tte r! etc.
N aa r V ism an d p ræ d ik e r for d ig tit, sa a b u k !
sk ø n t du d e t h a r m ed din B a rn sk o slidt, sa a b u k !
en V isling lid er sa a lidt din T ale, som V in te r lides a f k u ld sk æ r S vale;
sa a ti! b u k a tte r! etc.
Om n o g e n b ro v te r m ed sit „bei m ir!“
d a b u k !
o g h a rm e s du ved h a n s dum m e „ h ie r“
sa a b u k !
th i v id : h an lønnes m ed G uld og Æ re , a t du sk al K u n s te r og V isdom læ re ; sa a t i ! b u k a t t e r ! etc.
N a a r T u n g e n tra v e r p a a F ru e n fast, sa a b u k !
m ed S v a re t h a r d e t sie tin g e n H a s t;
k u n buk!
en d ta r d e t re n t p a a a t gallo p ere, sa a lad, som ven ted e du end m ere!
o g ti! b u k a tte r! etc,
O g ser du D a a rlig h e d fjæ rn og næ r, sa a b u k !
om altin g g a lt o g fo rsty rre t er, s a a b u k !
h v ad b ry d e r du d ig om F o lk og R ig e r?
d rik P u n ch ! v æ r doven! o g fjas m ed P ig e r!
m en ti! b u k a tte r! etc.
O g sp o ttes h a a n lig m ed S k rift o g Gud, sa a b u k !
o g sk æ ld er n o g en din K o n g e ud, saa buk!
og ly ste r H o fm an d dit G ods a t ta g e , h vad heller K y s a f din Æ g te m a g e , sa a ti! b u k a tte r! etc.
E nd slæ b te m isk en d t du d ig ihjæl, sa a buk!
og fristes G ro v h ed alligevel, sa a buk!
og fa a r du U slingen, som kun sk ry d er, til F o rm a n d sat, som m ed S to lth e d byder, sa a ti! b u k a tte r! etc.
K u n G raven æ nser, m in k æ re Ven, ej B u k l
og h isset k e n d e r o g D om m eren ej B u k !
men til du lig g e r i G raven rolig, og F rih e d finder i A a n d e rs Bolig,
til d a b u k sted se!
hold M unden! b u k stedse!
og ti!
V. H. F. Abrahamson.
109.
M e l.: M in Søn, om du vil i V erden frem.
„M in Søn, om du vil i V erd en fre m ,“
s a a k u k !
H vad en ten du finder den g o d eller slem, s a a k u k !
I h v o rd a n end alt h e r o m k rin g d ig m on fare, for a ltin g isæ r du d ig selv ta g e vare!
æ d, d rik og v æ r ly stig ! m en im m er sy n g trø stig : K u k k u k !
M in Søn, sa a s n a rt du h a r læ rt a t g a a , sa a k u k !
D u k a n ej b e g y n d e for tid lig p a a K u k k u k !
T h i n a a r m an a t k u k k e i U ngdom m en nem m er, m an ej d e t sa a le t i sin A ld erd o m glem m er.
K ry b , Søn, eller b ry s t dig, m en im m er sy n g trø stig ! K u k k u k !
Søn, g ift d ig aldrig, m en derim od tit k u k k u k !
der findes jo nok, som vil h ø re p a a dit K u k k u k !
F o r altin g g e n e r d ig blot ej i din G læ de, m en læ g dine Æ g udi an d res R e d e ! K y s, k la p og v æ r lystig,
m en im m er sy n g trø stig : K u k k u k !
H vad Vej du end v a n d re r p a a Jordens R in g , sa a kuk!
sk rig for og b ag , og sk rig ru n d t o m k rin g k u k k u k !
S a a sto r en S ly n g el h a r Jo rd en ej b a a re t, som jo — n a a r h a n g o d t var for
Tunge-b a a n d sk a a re t —•
h a r levet re t lystig og h ju lp et sig trø stig m ed K u k .
O g om du bliver det, je g m ener nu, s a a k u k !
12
Ju k s tid lig o g silde foruden G ru — o g k u k i
og vil end V ed k o m m en d e dig tiltale, du b id e r d ig fast i V ed k o m m en d es H ale ;
d a ju k se r du trø stig o g sy n g e r h e l ly stig : K u k k u k !
O g bliver du det, som je g m ener nu, s a a k u k !
th i in g e n h a r stø rre R æ s o n end du til K u k !
N a a r b a re du lad er din F u ld m æ g tig raad e, sa a fa a r du en k n u g e t o g sk u d d e t N aade.
Æ d , d rik d a re t trø stig , og im m er sy n g ly s tig : K u k k u k !
O g b liv er du det, som je g m en er nu, sa a k u k !
m ens an d re ju k se r, da sy n g e r du:
K u k k u k !
S id stille du, m ens de an d re stjæ le ; I siden k a n jo P ro fitte n dele;
v æ r dristig, væ r trø stig ! din P lov sk rid e r ly stig — k u n k u k !
O g om du S k rib e n ter-C h au ssee n g a a r, saa kuk!
S k riv h elst om de T ing, som du ik k e for-s ta a r — m en k u k !
S k riv op a d S to lp er o g n ed ad V æ g g e, saa b liv e r du visse F o lk s K æ le d æ g g e ; sk riv væ k og vaas tr ø s tig !
s k ra a l h ø jt og ra a b ly stig : K u k k u k !
En anden M eth o d e er o g saa b ek v em — k u k k u k !
K a n ik k e du selv b rin g e n o g et frem — k u k k u k !
slaa R y n k e r i P a n d e n og K rø lle r p a a Næsen!
og te d ig for F o lk e t m ed P u sten og Blæsen!
sk ru p an d re re t lystig!
og im m er sy n g trø stig : K u k k u k !
M en H alsen bliver om sider tø r a f K u k ;
og D øden vil sy n g e en G an g for din D ør;
K u k k u k ;
th i k u k da sa a højt og sa a læ nge du orker, sn a rt uden K u k du i G raven snorker. —
12*