Af David Yde-Andersen
R
enaissancen, ordet fremkalder i bevidstheden billedet af svære egetræsmøbler med overdådige udskæringer, af blodrige mennesker med en overvældende appetit på bordets og sengens glæder, af grumme tyranner, listige prælater og tordnende reformatorer. Alt et produkt af vindskibelige møbel- og roman fabrikanters barokke udnyttelse af en bevæget periode i menneskeslægtens historie. Men renais- sancen har også en anden side. Den er ganske vist langt mindre påagtet, men den er af ulige større betydning for vort daglige liv. Det var i renaissancen, de eksakte videnskaber atter blev taget op og videreudviklet efter middelalderens dødvande.
Med brændende energi søgte datidens forskere med ganske primitive hjælpemidler at give nøjagtige beskrivelser af naturens fænomener ved at tælle, måle og veje dem. På grundlag af disse beskrivelser begyndte man så småt at forstå naturen og at beherske den.
Herhjemme overskygger Tycho Brahe og hans elever ganske andre videnskabs- mænd i tiden. De arbejder, der udgik fra hans observatorium på Hveen, skaffede ham et internationalt ry, der har holdt sig usvækket til vore dage. På grundlag af hans observationer, hans eksakte beskrivelser af himmellegemernes bevægelser, skabte hans elev Keppler siden de teorier om vort solsystems indretning, som vi bygger på den dag i dag. Ganske som datidens forskere måtte begynde på bar bund, hvad videnskabelige iagttagelser angik, var også de tekniske hjælpemidler, deres forgængere havde overladt dem, af ringe eller ingen værdi. Tycho Brahe måtte til eksempel selv lade udføre de videnskabelige instrumenter, han anvendte ved sine observationer, størstedelen efter hans egne beregninger. Desværre førte han samlingen med sig, da han forlod Danmark, og den er siden gået tabt, men af hans egne beskrivelser og af datidens omtale forstår man, den har været be
mærkelsesværdig, både hvad format og kvalitet angik.
Ganske som med Tycho Brahes instrumenter er det gået med hovedparten af renaissancens videnskabelige instrumenter. Med videnskabens og instrumentmage- riets rivende udvikling er de hurtigt blevet forældet og derefter kasseret — til stor skade for den historiske forskning, der gennem disse kunne have fået et indblik i datidens forskningsmetoder og tekniske kunnen. Enkelte stykker er dog blevet bevaret til vor tid, og blandt disse indtager to hodometre, vejmålere, på National
museet en smuk plads.
TO HODOMETRE FRA RENAISSANCEN 73 weiser, morgenweiser og meilenweiser. Een vippebevægelse, d .v .s . en omdrejning af vognens hjul, flytter rüttenweiser’en een inddeling, d. v. s. 1 rode. 60 roder udgør midten forsynet med en drejearm, der ganske tilsvarende det forrige hodometers vippearm har stået i forbindelse med et vognhjul gennem en snor eller en rem. En
formede overdel. Den ene skyder driver gennem en tandhjulsudveksling to visere på overdelens forside, se fig. 3, hvor et ydre låg, som normalt dækker denne for hodometertype, der ikke havde talskiver på underdelen. Men overdelens tandhjuls
system har også en anden funktion. Det trækker en smal papirstrimmel (se fig. 5),
74 DAVID YDE-ANDERSEN
Fig. 1. Hodometer, signeret PETRVS IACHENOW, 1582. Höjde 17 cm, bredde 17 cm, dybde 5 cm.
henover et lille kompas, der er indbygget øverst i hodometret. Kompasnålen er for
synet med 3 pigge på linje, der ved et tryk fra den anden skyder i underdelen presses ind i papirstrimlen. Hodometret arbejder således, at for hver 100 alen (20 omdrejninger af vognhjulet) hæves først den ene skyder, der gennem tandhjuls
mekanismen fører papirstrimlen et par millimeter frem. Straks derefter hæves den anden skyder, der igen hæver kompasnålen, hvis pigge sætter 3 huller i papir
strimlen. Disse huller i papiret giver da for hver 100 alen vinklen mellem måle
vognens kørselsretning og nord-sydlinjen. Det må bemærkes, at kompasset kan justeres med henblik på den magnetiske misvisning.
Hodometret er, som det fremgår af fotografiet, overordentligt smukt udført.
Yderkassen er af forgyldt messing, prydet med mauresker, talskiver og kompas er forsølvet, tandhjul og skydere er udført i messing. Hodometret er, såvel hvad det ydre som det indre angår, udført af en meget dygtig håndværker. Det er ikke sig
neret ; men da der i tyske museer findes fire hodometre, der udvendigt er prydet med ganske de samme mauresker, og som indvendigt er indrettet efter ganske det samme system, tør man uden betænkelighed slutte, at dette er udført af samme mester som de fire, nemlig Thomas Rückert i Augsburg. To af de tyske har endog en indskrift, der ganske svarer til den, der kan ses på overdelen af Nationalmuseets, fig. 3: CVM GRA: ET PRIVIL: CAES: MA., d.v. s. med kejserens tilladelse og beskyttelse. Thomas Rückert findes omtalt i 1570’erne og 1580’erne; men meget tyder på, at han allerede var i virksomhed ved århundredets midte. 1575 blev han kaldt til kurfyrst August i Dresden, og antageligt var det her, han udviklede denne
TO HODOMETRE FRA RENAISSANCEN 75
Fig. 2. Jachenows hodometer, opmålt af H. Lund. På figuren til venstre er bagpladen fjernet, på figuren til højre er talskiven fjernet.
hodometertype. Den 14. august 1581 fik han af den romerske kejser Rudolf den Anden 12 års eneret på en kunstig vejmåler, og man tager næppe fejl, når man antager, det var den her omtalte type med det indbyggede kompas, eneretten gjaldt.
Indskriften på museets hodometer viser, at det er udført efter 1581, men antageligt før 1593, da eneretsbevillingen udløb. Det kan anføres, at Nationalmuseets hodo
meter er det mest udviklede af de 5 hodometre, der kendes fra Riickerts hånd.
Om Peter Jachenows hodometer ved vi, det er skænket til Frederik den Anden af hertug Ulrich af Mecklenburg, der var såvel Frederik den Andens onkel som svigerfader. Thomas Riickerts hodometer kan også antages at være kommet til landet under Frederik den Anden. Den før omtalte kurfyrst August af Sachsen, hvem Rückert i alle tilfælde virkede for i 1575, og som i 1587 havde ikke mindre end 12 hodometre i sit kunstkammer, var gift med Frederik den Andens søster Anna, og der var en meget snæver forbindelse mellem kurfyrsten og kongen, gan
ske som der var mellem kongen og hertugen.
Desværre foreligger der ikke noget om brugen af disse to hodometre ; men om brugen af hodometre i almindelighed vides en del. På Frederik den Andens tid voksede de europæiske regenters interesse for kortlægning af deres lande, en inter
esse, der dels skyldtes hensynet til krigskunsten, dels et almindeligt ønske om at kende sit lands udstrækning og form. Det gælder for Frederik den Anden, det gælder for kurfyrst August og for kejser Rudolf den Anden. Datidens kort
måling bestod sædvanligvis i en måling af vinkelafstanden mellem iøjnefaldende punkter i landskabet ud fra et fixpunkt og en påfølgende afstandsmåling. Sådanne
76 DAVID YDE-ANDERSEN
Fig. 3. Hodometer, udført af Thomas Rücken, ant. i tiden 1581—93. Højde 18,5 cm bredde 9,5 cm, dvbde 4,2 cm.
TO HODOMETRE FRA RENAISSANCEN 77 opmålinger foretog f. eks. Anders Sørensen Vedel i Skåne i 1580’erne. Triangu
leringer ud fra en opmålt base blev kun anvendt af foregangsmænd som Tycho Brahe, der med base på Hveen o. 1578 optog målinger til byerne på Øresunds
kysten. Afstandsmålingerne havde man tidligere klaret med målestang og målekæde,
Fig. 4. Rückerts hodometer, opmalt af H. Lund. Pa figuren til venstre ses underdelens bagplade, på figuren til højre ses underdelens forplade og overdelen. Hjulet, der transporterer papirstrimlen, er
her fjernet i overdelen, jfr. fig. 5.
men ved store kartografiske arbejder var dette for langsommeligt. Det var hertil, man anvendte den med hodometer forsynede målevogn. Et andet vigtigt anvendelses
felt var opmåling af vejlængder og af afstande mellem byer. Frederik den Anden lod således vejen fra København til Frederiksborg måle op og lod udsætte mærke
pæle for hver fjerdingvej. Ved opmålingen anvendtes en mil på 30.000 tychoniske fod (Tycho Brahes specielle mål) eller c. 7,770m. Det må antages, det var til op
måling og indtegning af vejruter på kort, at hodometre med kompasanordning blev konstrueret, men såvel i praksis som i teori var de forfejlede. Selv om man havde kompasretningen for hver 100 alen, blev kortet ikke tilfredsstillende nøjagtigt, og hertil kom, at den lille kompasnål under kørslen ikke kunne følge kompasretningen så hurtigt og så nøjagtigt, som konstruktionen forudsætter. Det er en imponerende
78 DAVID YDE-ANDERSEN
konstruktion, men den har antagelig været mere velegnet til at vække opsigt og besidderglæde i de fyrstelige kunstkamre end til praktisk brug.
Hermed er ikke sagt, at hodometre i form af omdrejningstællere var uanvende
lige. Tværtimod har de ned gennem tiden vist deres berettigelse. F.eks. anvendte såvel Ole Rømer som søkortdirektør Jens Sørensen vogne med hodometre, såkaldte milevogne, ved deres opmålinger i 1690’erne, og endnu opbevares i Tøjhusmuseet to små milevogne, der synes at stamme fra Ole Rømers tid.
Fig. 5. Rückens hodometer. Detailfotografi af overdelen med papirstrimmel og kompas
anordning.
Fig. 1. Granitbuste af gudinden Sachniet, ca. 1 : 5.