6. Sundhed
6.1. Henvisning til MKpR
For at blive henvist til MKpR skulle patienten som udgangspunkt være diagnostice‑
ret med en eller flere af de faktorer, der kendetegner det metaboliske syndrom: høje blodlipider, insulinresistens og forhøjet blodtryk. Med henblik på vægt fastsattes en grænse på BMI <35, fordi erfaringer fra Motion på Recept i Ribe Amt havde vist, at forskellige praktiske forhold begrænsede de stærkt overvægtiges mulighed for at deltage i gruppemotion. Her følger en beskrivelse af, hvordan hele patientgruppen, samt forskellige undergrupper, tegnede sig ved henvisning til MKpR.
BMI, vægt og taljemål
I gennemsnit for gruppen lå BMI på 32,4, og vægt og taljemål var henholdsvis 92,5 kg og 106,1 cm. Der var kun lille variation i BMI mellem kvinder og mænd og mellem forskellige aldersgrupper, hvilket også reflekteres i vægt og taljemål, med en tendens til at de yngste kvinder (<40 år) var noget mere overvægtige (BMI 33,7) end de øvrige deltagere.
Kondition
Middelværdien for kondition i den samlede gruppe var 22,6 ml kg‑1 min‑1 med meget små differencer mellem kvinder og mænd og mellem de yngste og de ældste.
Igen afveg de yngre kvinder med et noget højere kondital på trods af deres relativt høje vægt.
Blodtryk
Det systoliske blodtryk var i gennemsnit 141 mmHg og det diastoliske 86 mmHg.
Hos kvinderne sås en sammenhæng mellem alder og systolisk blodtryk, men ikke hos mændene. For det diastoliske blodtryks vedkommende kunne der ikke påvises nogen relation til køn eller alder.
Insulinresistens
Middelværdien for fasteblodsukker var 6,5 mmol l‑1 og det glykosylerede hæmo‑
globin (HbA1C) lå også i gennemsnit på 6,5 pct. Ingen af disse variable kunne relateres til alder, men mændenes fasteblodsukkerværdi var 0,8 mmol l‑1 højere end kvindernes.
Blodlipider
Kolesteroltallet lå i gennemsnit på 5,7 mmol l‑1 med en tendens til en noget hø‑
jere værdi hos kvinderne og hos patienter under 40 år uanset køn. LDL‑kolesterol fulgte totalkolesterol niveauet med en værdi på 3,5 mmol l‑1 i gennemsnit for hele gruppen. Tallet var ca. 0,5 mmol l‑1 højere for kvinder og de højeste værdier blev fundet hos de yngste kvindelige patienter. HDL‑kolesterol fulgte et lignende mønster. Middelværdien for hele gruppen var 1,36 mmol l‑1; kvindernes værdi lå ca. 0,2 mmol l‑1 højere men uden nogen aldersrelateret forskel. Relationen mellem det »dårlige« og det »gode« kolesterol (LDL‑/HDL‑kolesterolratio) var i gennemsnit 2,6; kvinderne havde et noget lavere niveau, og den laveste ratio sås hos de, der var under 40 år.
Middelværdien for blodets triglyceridniveau var 1,9 mmol l –1 med ret stor variation mellem mænd og kvinder og mellem aldersgrupper. Mænd over 40 år havde en middelværdi, der var ca. 0,5 mmol højere end hos kvinderne, og den hø‑
jeste værdi på 0,7 mmol l‑1 over hele gruppens middeltal kunne noteres hos mænd mellem 40 og 59 år.
Blev de rigtige patienter henvist til MKpR?
Hovedkriterierne for henvisning til MKpR var relateret til en eller flere af de diagnoser, der indgår i det metaboliske syndrom, dvs. forhøjet blodtryk, høje blodfedtværdier og insulinresistens, ofte kombineret med et højt BMI. Det er let at konstatere, at de patienter, der blev henvist til og som startede på MKpR, opfylder disse kriterier. Gruppen har endvidere et lavt konditionsniveau, som er lige udtalt uanset alder og køn. Variationen omkring middelværdien for den lave kondition er stor, men ca. 95 pct. af de til MKpR henviste patienter har en kondition, der er så lav, at det indebærer en forøget risiko for præmatur kronisk sygdom (Pedersen & Saltin 2006, Haskell et al. 2007; Nelson et al. 2007). Det gælder for begge køn, uanset alder og uddannelse. Sammenhængen mellem kon‑
dition og det af patienterne angivne selvopfattede fysiske aktivitetsniveau, samt hvordan de vurderer deres egen fysiske kapacitet, er lille. I lyset af, hvor mange der angiver, at de rimeligt opfylder sundhedsanbefalingerne, burde hverken gen‑
nemsnitsværdien for kondition eller antallet af de patienter, der i relation til alder har et normalt niveau, være så lavt. Måske kan den skævhed, vi kan notere, ses som et udtryk for, at i dagens samfund kan hverdagsaktiviteterne udføres af de
fleste, uden at der stilles særlige krav til fysisk belastning. Dermed følger, at man let overvurderer sine egne fysiske evner.
Kropsvægten indgår i beregningen af konditallet (maksimal iltoptagelse; l min‑1 / vægt; kg = kondital). Det medfører, at gruppens lave middelværdi for kondital til dels kan forklares med deres overvægt. Ligeså klart er det dog, at hvis gruppen havde været normalvægtig (BMI <25), så havde konditionen alligevel været lav. Det gælder specielt for den yngre del af gruppen, dvs. de, der er under 55‑60 år. En analyse på individniveau forstærker dette billede. Ganske vist er de patienter, der har den laveste kondition, også kraftigt overvægtige, men selv når der korrigeres for dette, så er det absolutte niveau for aerob kapacitet (maksimal iltoptagelse uden hensyntagen til vægt) lavt eller endog meget lavt hos de fleste af disse patienter.
Yderligere belæg for, at det ikke kun er patienternes overvægt, der forårsager deres lave kondition, kommer fra det faktum, at de patienter, der har et BMI på over 32 ganske vist har en signifikant lavere kondition, men forskellen i middelværdi var kun 3 ml kg‑1 min‑1. Det kan også bemærkes, at de, der havde et BMI på under 32 også havde en så lav kondition som ~25 ml kg‑1 min‑1. Da de patienter, der blev henvist til MKpR, var af normal højde i relation til køn og alder, så betyder det, at BMI værdien er et udtryk for en kropssammensætning med et højt fedtindhold.
Det høje tal på taljemål underbygger denne antagelse og angiver også, at fedme på maven var almindeligt forekommende, og det gælder i alle aldre og for begge køn. Der synes ikke være en relation mellem disse forhold og patienternes socio‑
økonomiske forhold eller uddannelsesmæssige baggrund.
For de kliniske variables vedkommende (blodtryk, blodfedter, fasteglukose / HbA1C) medfører de valgte grænseværdier, at gruppen er heterogen, med et stort antal personer, der har høje værdier og en restgruppe i normalområdet. Dog er an‑
tallet af patienter med værdier øverst i normalområdet eller over den fastlagte øvre grænse for normalområdet stort, fordi andelen af patienter, der har dobbelt eller tredobbelt diagnose er meget stor (>85 pct.). Det skal samtidigt påpeges, at der er få personer med exceptionelt høje værdier. Det er naturligt og kan forklares med, at de patienter, der f.eks. har en nyligt diagnosticeret hypertoni med markant forhøjet blodtryk, primært vil blive behandlet med farmaka. Lignende forhold gælder for de to andre diagnoser (høje blodfedtniveauer / insulinresistens).
En analyse af kondition og kropssammensætning for de tre diagnoser viser, at patienter med forhøjet blodtryk (>140 mmHg) havde samme kondition og vægt, som patienterne med lavere blodtryk. I gruppen med insulinresistens var kondi‑
tionen noget lavere (22,5 vs 24,3 ml kg‑1 min‑1) og vægten var højere (94,5 vs 89,0 kg) sammenlignet med patienter uden insulinresistens. Der var også forskelle at notere for disse variable mellem de patienter, der havde forhøjede kolesteroltal (> 5 mmol l‑1) og de patienter, der lå under denne grænseværdi, men differenserne var mindre og ikke signifikante. Konditionen var hos sidstnævnte grupper 24,2
sammenlignet med 23,1 ml kg‑1 min‑1 og vægten var 90,0 sammenlignet med 91,9 kg.
På spørgsmålet om, hvorvidt den rigtige patientgruppe er blevet henvist til MKpR, må svaret ubetinget være ja. Alle har verificerede tegn på begyndende sygdom eller har manifest sygdom, hvor forøget fysisk aktivitet – eventuelt kombi‑
neret med en vægtreduktion – vil kunne påvirke sygdomsforløbet i positiv retning (Pedersen & Saltin, 2006)